Johannes favoritter: 10 items til din hverdagsuniform

I de kolde vintermåneder bliver hverdagsoutfittet ofte lidt praktisk, men sneakers og oversize snit er ikke kun behagelige, de giver også dit look et cool og afslappet touch.

Gode materialer er vigtige, når stylingen er simpel, så gå efter uld og læder i god kvalitet, og lad lækre accessories være prikken over i’et.

Gå efter klassiske accessories der kan styles gang på gang, som et par chunky hoops i ørene, et herrebælte i taljen eller et elegant tørklæde om halsen eller i håret.

Din taske skal helst kunne rumme alle dine sager, når du er på farten, og hvis du vælger en lædertaske i en smuk cognac-brun nuance, kan det tilføre et strejf af luksus til dit outfit.

Se med i galleriet, hvor ELLEs Fashion Editor, Johanne Brostrøm, har fundet 10 favoritter til en praktisk og cool hverdagsuniform.

Læs ogå

Johannes favoritter: 10 items til et pariser-chikt look

Chanels nyeste kollektion er på vej i butikkerne – disse items drømmer vi om

Foto: PR

Tænk 90’er-supermodeller, højtskårede badedragter, supershiny glat hår og blitzlys fra paparazzi-fotografer og du har Chanels SS22-show. For enden af den forhøjede catwalk (endnu et 90’er-levn) stod fotografduoen Inez & Vinoodh og forevigede de poserende modeller, mens et remix af George Michaels ‘Freedom’ spillede. Et øjeblik med optimisme og glæde  præcis hvad der er brug for efter nogle udfordrende corona-år.

Foto: Imaxtree

Sæsonens musthave

Badetøjet, der ligner noget, du kunne være heldig at finde i en velassorteret vintagebutik, er vi sikre på vil gå som varmt brød i Chanel-butikkerne denne sommer. Gå efter en badedragt og brug den som top med jeans til, eller lad bikinitoppen titte ud under en blazer. Parfait!

Foto: Imaxtree

Taskerne

Som altid er der masser af humor at finde i Chanels tasker: Se bare de små hjerteformede tasker eller hvad med en der er formet som Chanel No. 5?

Foto: Inez & Vinoodh

Detaljen

Modellernes 'hairflick' og det ultraglatte, glansfulde hår er endnu et 90'er-levn, vi gerne vil kopiere.

Kan du ikke vente på, at SS22-kollektionen lander i butikkerne? Så kig med i galleriet, hvor vi har fundet de Chanel-items, vi drømmer om netop nu.

Læs ogå

Loewes nyeste kollektion er på vej – disse items drømmer vi om

5 smukke hjemmekontorer, der giver dig lyst til at arbejde hjemmefra

Vi har de seneste år arbejdet hjemme som aldrig før. Fra sofaen, køkkenbordet, spisepladsen, sengen. Hvis du også har fået ondt i ryggen og nakken, er det måske på tide at prioritere et hjemmekontor. Her er fem meget forskellige styk, der kan inspirere dig til at gøre hjemmearbejdet lidt sjovere.

1. Anne-Dorthe Larsen

Designeren og indehaver af Nué Group har indrettetsit hjemmekontor i lejligheden i indre København med inspirerende former, farver og uperfekt enkelhed.

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Skrivebordet har plads til både stofprøver, inspirerende bøger og masser af arbejde. Det er Egon Eiermanns design fra Please Wait To Be Seated.

2. Sarah Hvass

Indehaver af Særligt Samlet, der sælger vintageinteriør på Instagram, har indrettet sit lille kontor på mellemste etage i det farverige Østerbro-hus i Kartoffelrækkerne. Og her er selvfølgelig masser af skønne vintagesager.

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Den antikke amerikanske quilt i håndmalet ramme er et eksempel på en af de ting, Sarah specialiserer sig i i Særligt Samlet.

3. Camilla Gullits

Stifter af det bæredygtige luksusstrikmærke Care By Me har en suveræn udsigt til søen i den del af huset i Birkerød, hvor hun har indrettet sit hjemmekontor – helt i tråd med sit og mærkets dna.

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Bæredygtighed er afgørende, hvilket ikke mindst betyder at investere i ting, der kan gå i arv, som Børge Mogensens ’Den Spanske Stol’ med cognacfarvet læder.

4. Mia Dalgas

Chief Marketing Officer hos Menu har fokus på lys, ro og komfort i sit hjemmekontor i Gentofte, der med stramme linjer og masser af lysindfald er optimeret til arbejde.

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Totem-skulpturen i vindueskarmen er af kunstneren Olox fra Galleri Nakke Hage og er specielt lavet som bryllupsgave fra Mia Dalgas’ søskende.

5. Louise Moestrup

Efter 20 år som blomsterhandler har florist Louise Moestrup kastet sin kærlighed på sirligt håndlavede papirblomster, som hun skaber i hjemmekontoret i Dragør.

Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Blomsterkasserne, som i dag rummer de håndlavede papirblomster, er de samme importkasser fra Holland, som Louise Moestrup tidligere brugte i sin blomsterbutik.

Læs ogå

Kom indenfor hos Julius Værnes Iversen

Her er alt, du skal vide om Netflix-serien ’Inventing Anna’

Da sagen om den storsvindlende Anna Delvey første gang så dagens lys, blev det straks en af de mest fascinerende og bizarre svindelsager, verden længe havde været vidne til. For journalisten Jessica Pressler afslørede i en artikel i New York Magazine, at Anna Delvey, der havde løjet sig ind i inderkredsen af New Yorks jetset-miljø, slet ikke var den velhavende tyske arving, hun havde udgivet sig for at være.

 

I 2019 blev det annonceret, at ’Bridgerton’-skaberen Shonda Rhimes havde fået rettighederne til at gøre sagen om Anna Delvey til en Netflix-serie, og nu nærmer premieren for serien sig – endelig – med hastige skridt.   

’Inventing Anna’ får nemlig premiere på Netflix den 11. februar og udkommer i ni afsnit.

I serien følger vi en journalist, der graver i sagen om Anna Delvey og forsøger at finde svar på, hvem hun egentlig er, og hvordan det lykkedes Anna Delvey, hvis rigtige navn er Anna Sorokin, at bedrage så mange mennesker.

Julia Garner, der tidligere har været med i ‘The Assistant’ og ‘Ozark’, spiller hovedrollen som Anna Delvey i serien, der også har navne som Anna Chlumsky og Laverne Cox på rollelisten.

Læs ogå

Her er den sande historie bag Netflix’ kommende serie om Anna Delvey

Du kan se traileren til ’Inventing Anna’ her: 

H&M lancerer virtuel kollektion

Gucci har gjort det. Prada og Adidas er i fuld gang. Og nu har H&M meldt sig på banen med en af deres første, virtuelle kollektioner, der er udviklet ren og skær til digitalt brug, du kan bruge til at spice dit Instagram-feed op. Tøjet findes nemlig slet ikke i den fysiske verden.

Til at promovere den specielle kollektion har H&M allieret sig med Game of Thrones-stjernen Maisie Williams, der poserer i kollektionens tre, digitale items – en blå puffer-vest med glitrende detaljer, et par bukser med neon pink glimmer og en oversize, orange sweater med lysende cut-outs.

 

Foto: H&M

Selvom det er første gang, kæden lancerer en virtuel kollektion som denne, så er det ikke første gang de leger med digital mode. For sidste år annoncerede de et digitalt show i Nintendo-spillet, Animal Crossing: New Horizons, med en vegansk, virtuel kollektion til spillernes avatars. Spillet har før tiltrukket brands som Marc Jacobs og Valentino, der har skabt renderede versioner af deres tøj til de digitale dyr.

Foto: H&M

Nu gælder det altså den digitale version af dig selv. Men hvordan fungerer det, når du ikke bare kan gå ned og finde det på bøjlerne i butikken?

Virtuelt tøj der er en afart af NFT, hvilket er en slags digital kunst, som du kan eje rettighederne til bliver som regel bestilt på forhånd, hvor du som kunde sender et billede af dig selv til udvikleren. Her har H&M teamet op med tech-virksomheden DressX, der specialiserer sig i at udvikle virtuel mode. Herefter bliver tøjet digitalt skræddersyet ud fra dit billede, så det passer perfekt til din krop og falder på den helt rigtige måde. Til sidst modtager du så en fil med det renderede billede af dig selv med det animerede tøj på, som du kan dele på sociale medier.

Foto: H&M

Det virtuelle tøj fra H&M er dog ikke helt nemt at få fat i kollektionen kan kun vindes som en del af en konkurrence, som H&M har igangsat i forbindelse med deres kampagne. 

Med den fortsat stigende popularitet af gaming og digital world building, Metas ambitioner med det såkaldte Metaverse og vores stadig større, digitale tidsforbrug er virtuelle garderober måske ikke helt så langt ude, som det ellers kan lyde. Det ser i hvert fald ud til, at mange store modebrands er klar til at hoppe med på den virtuelle modebølge.

 

Læs ogå

Designsamarbejdet, vi spår til at blive et af årets mest hypede

Interview: Cher om makeup, udfordringer og samarbejdet med Mac

Det amerikanske makeupbrand Mac har massevis af kreative samarbejder bag sig, og netop nu er de aktuelle med et, der sætter fokus på at takke ja til udfordringer. Ikke mindst hvad holdbarhed af makeup angår. Så under hastagget #macchallengeaccepted opfordrer Mac til, at du sætter dine favorit Mac-produkter på prøve. Selv har de bl.a. bedt en faldskærmsudspringer i frit fald teste deres læbestift, men mindre kan nok også gøre det. 

Læs ogå

Skønhedsredaktionen: 5 produkter, du skal gå efter i januar

Ansigterne til kampagnen, der netop er skudt i gang, er ingen ringere end rapperen Saweetie og sangerinden Cher. Og i den forbindelse har netop Cher sat et par ord på udfordringer, risici og ja, Mac …

Hvorfor takkede du ja til dette samarbejde?
”Fordi vi har flirtet med hinanden i omkring 25 år, men først nu er vi blevet gift. Jeg er så glad for at lave noget med Mac. Noget der ikke blot omhandlede et produkt.”

Hvad er den største udfordring, du har takket ja til?
”Det hele! Alt har været en udfordring og jeg har takket ja til det. Jeg har fejlet mange gange, og jeg er lykkedes mange gange. Men livet er en udfordring!”

Du har haft mange forskellige frisurer og makeuplooks gennem årene. Hvordan opmuntrer du andre til at løbe risici? 
”Livet handler om at løbe risici, ikke de sindssyge af slagsen, men dem, der får dig til at vokse som person … som ikke at tage ordet ’nej’ for gode varer. Makeup er en kunstform. Nogle gange må du løbe en risiko og se fjollet ud og vente på at andre følger med. Kunst handler ikke om at være enige, det handler om individualitet. Da jeg var ung og udtrykte mig selv, grinede folk. I dag for jeg nærmest medaljer for de ting, folk plejede at grine af.”

Hvad er dit favorit Mac-produkt og hvorfor?
”Et jeg ikke klarer mig uden, er en samling af Mac-øjenskygger, jeg har. Jeg elsker farverne og teksturerne. Jeg har prøvet så mange brands, men Macs har en særlig kvalitet og tekstur, som jeg elsker. Jeg har sammensat min egen palet ved at splitte en palet ad og samle en ny med syv forskellige øjenskygger.”

Kan du huske første gang, du brugte et Mac-produkt? Og hvad er dit bedste minde?
”Jeg kan huske, første gang jeg så bogstaverne MAC. Jeg gik ind midt i butikken og tænkte, det her er som en slikbutik bare med makeup, og jeg var i butikken i timevis. Jeg kiggede på hver eneste læbestift, øjenskygge, blush og pudder. Jeg ville have det hele! ”Jeg har lagt min makeup selv, det meste af mit liv. Første gang, jeg lod en anden gøre det var i en Mac-butik. Jeg gik derind med min svoger. Jeg havde aldrig før spurgt en fremmed om at lægge makeup på mig, men jeg spurgte makeupartisten i butikken. Til at starte med sagde hun nej, for hun syntes ikke, hun var trænet nok, men jeg bad hende gøre det alligevel. Hun lagde min makeup, og jeg sagde til hende: ”Jeg er på en måde ret træt af selv at lægge makeup, vil du rejse med mig rundt?”. Hun måtte lige samle sig, men sagde så ja. Og hun lægger stadig min makeup.”

 

Fotograf vil bryde med illusionen om den perfekte krop: ”Idealerne på sociale medier stiller urimelige krav”

Facetunede portrætter, svedige fitness selfies, redigerede taljer og retoucherede kroppe. Det er, hvad mange har kunnet støde på i deres feed af indhold på Instagram, i kampagner og i medier – modemagasiner inkluderet. 

I mange år har ovenstående været stærkt kritiseret for at fremstille et forvrænget billede af det perfekte liv og virkelighedens kroppe. Men over de senere år har en modreaktion sørget for at skabe et mere mere nuanceret billede af, hvad livet også er med uredigeret og ærligt indhold.

En af dem er fotograf og psykoterapeut Marko Pogacar, der siden september 2020 har drevet profilen @_bodytalks på Instagram. Her deler han sine portrætter af anonyme mennesker og deres personlige historier om forholdet til deres krop.

Foto: Marko Pogacar

Hvordan opstod idéen til @_bodytalks? 
“Jeg var i gang med at skrive en bog om skam og seksualitet, og jeg ville gerne lave en Instagram-konto for at understøtte projektet med bogen. En ven tog nogle billeder af mig nøgen til projektet, og da jeg kiggede dem igennem, blev jeg mindet om den historie og lærdom, min krop indeholder. Jeg blev opmærksom på, hvor meget tid jeg har brugt på at fokusere på min krops æstetik, og hvor stor en del af mit liv jeg har behandlet den uretfærdigt, så jeg begyndte at føle en enorm empati for min krop. Min krop er grunden til, at jeg kan trække vejret og bære mig selv i verden, men jeg stopper sjældent op og viser taknemmelighed og giver den plads til bare at være. Da jeg begyndte at udforske de tanker, vidste jeg, at Instagram-profilen ikke skulle handle om bogen, men om kroppen.”

Foto: Marko Pogacar

Henvender folk sig selv for at være med? 
“Det er folk selv, der henvender sig og skriver en beskeder på Instagram, men sådan har det ikke altid været. Jeg startede med at lægge billeder op af mig selv. Kort tid efter begyndte jeg at lægge billeder op af mine nære venner, som havde lyst til at være med. Med tiden gik det fra mund til mund, og så begyndte jeg at tage billeder af mine venners venner. I starten henvendte jeg mig til folk, men i takt med, at Bodytalks voksede, og der kom flere og flere fortællinger og kropsrepræsentationer på profilen, begyndte folk selv at henvende sig til mig.”

“En stor del af Instagram består i at fremstille ikke-relaterbare glansbilleder, som kan skævvride vores forståelse af virkeligheden og kroppen.”

Foto: Marko Pogacar

Det er nogle meget intime billeder. Hvad gør du for at skabe tryghed, når du skyder dem? 
“Jeg har en baggrund som psykoterapeut, og jeg bruger min faglighed enormt meget i mit arbejde med Bodytalks. Inden jeg skyder billeder af modellerne, bruger jeg en til to timer på at skabe et trygt rum og tale om personlige oplever med køn, krop og seksualitet. Jeg forventningsafstemmer og har en samtale om grænser og grænsesætning. Jeg beder altid modellerne om at sige fra, hvis der er noget, som gør dem utrygge. Jeg fortæller dem samtidig, at jeg selvfølgelig er bevidst om, at det kan være grænseoverskridende i sig selv at sætte grænser, og at det er et stort ansvar at skulle stå med alene. Derfor gør jeg mit ypperste for at være på opmærksom på kropssprog og italesætte, hvis jeg mærker en utryghed hos modellen. Det vigtigste for mig er, at modellerne får en god oplevelse, og at de føler sig respekteret og mødt i deres grænser.”

Foto: Marko Pogacar

Hvorfor synes du, at der var behov for et forum som dit på sociale medier? 
“Generelt mangler der flere fora på de sociale medier, hvor der er plads til at dele den slags. En stor del af Instagram består i at fremstille ikke-relaterbare glansbilleder, som kan skævvride vores forståelse af virkeligheden og kroppen. Kropsidealerne på de sociale medier stiller urimelige krav til os og skaber forventninger om at være succesrige “over-mennesker”, som arbejder de rigtige steder, omgiver sig med de rigtige mennesker, køber de rigtige ting – og til hver en tid ser godt ud, mens vi gør det. Selvom de fleste ved, at Instagram ikke afspejler virkeligheden, bliver vi stadig påvirket af konstant at blive eksponeret for det perfekte liv, levet af den perfekte krop. Bodytalks er sat i verden for at bryde med den illusion.

Med projektet vil jeg gerne give plads til kroppens mange fortællinger, som vi både kan lære noget af og genkende os selv gennem. Derudover handler projektet om at udfordre og rykke grænserne for vores forståelse af køn, krop og seksualitet. Den nøgne krop sættes i centrum med målet om at skabe forskelligartede repræsentationer af kroppen. Det handler om at fjerne fokus fra kroppen som et objekt, der konstant skal vurderes og dømmes. Kort sagt er Bodytalks en hyldest til diversitet, åbenhed og retten til at bruge køn, krop og seksualitet på menneskets egne præmisser.”

Foto: Marko Pogacar

Både billederne og fortællingerne er meget ærlige og personlige. Hvilken respons har du fået?
“Jeg får med jævne mellemrum meget positiv respons fra folk, som ofte giver udtryk for, at de har manglet den type af indhold på de sociale medier. Flere fortæller, at de kan spejle sig i billederne og fortællingerne, og at det har resulteret i, at de har følt sig mindre alene og forkerte i deres krop. Mange spørger også, om de må være med og dele deres egen ‘Bodytalk’ for at bidrage til det community, som har vokset sig større og større. Modet til at være sårbar og stå frem spreder sig som ringe i vandet. Flere af dem, der følger Bodytalks, virker til at blive inspireret af hinandens fortællinger. Så jo flere der deler deres fortællinger, des flere får mod på at dele deres.”

Hvis du vil se flere billeder fra Marko Pogacar, kan du følge med på @_bodytalks

Læs ogå

Her er sexlegetøjet, du gerne vil have i dit liv

Derfor er Euphoria-skuespiller modens nye it-girl

Hendes portrættering af den selvsikre og kompromisløse karakter Maddy Perez i hitserien ‘Euphoria’ har på kort tid gjort hende til en af  tidens mest interessante, amerikanske skuespillere. Når hun er sit stilfulde selv, oser hun af coolnes, hvilket har gjort hende til TikTok-generationens “unapologetic queen”.

Det er måske netop derfor, Alexa Demie hurtigt har taget modeverdenen med storm og spås til at blive en af 20’ernes helt store it-girls og stilikoner. Og det er til trods for, at hun sjældent laver interviews og at ingen rigtig ved, om hun er i midt-tyverne eller start-trediverne. Men det er måske netop det, der blandt andet gør hende så interessant.

 

Foto: Mega

Alexa i 2019 til premieren på første sæson af 'Euphoria' i en slangeskindskjole fra ANKA.

Hendes personlige stil er ikke langt fra ‘Euphoria’-karakteren, da hun ikke er bange for lave statements med sine modevalg. Det har fået modehuset Balenciaga til at kaste sin kærlighed på hende, der har klædt hende i hele tre custom designs på den røde løber til premieren på anden sæson af ‘Euphoria’. Og stylede hende i et komplet Balenciaga-outfit og store solbriller under et interview, hvor hun serverede seriøse cool girl-vibes. Dermed giver hun husets anden kendisfavorit, Kim Kardashian, kamp til stregen som chefdesigner Demnas foretrukne muse.

Foto: HBO Max

Alexa Demie har som Maddy Perez allerede genereret talløse memes, der hædrer hendes mode-øjeblikke i serien.

Alter egoet fra ‘Euphoria’, Maddy Parez, er, med kostumedesigner Heidi Bivens ved roret, blevet et reelt stilikon blandt mange fans af serien. Det har fået det gennemførte og rå tvist på Y2K-æstetik og ikke mindst den vilde makeup til for længst at have præget de aktuelle tendenser.

Foto: Ritzau Scanpix

Her er Alexa Demie sammen med vennen Bella Hadid på vej til en fødselsdagsfest i Los Angeles.

Og så hænger Alexa, der kommer fra Los Angeles, ikke ud med hvem som helst. For modellerne Hailey Bieber og Bella Hadid, som hun har været tætte venner med i lang tid, er blandt nogle af de andre it-girls, hun ses med. For eksempel for nylig, da hun blev spottet sammen med Bella Hadid på vej til en fest i ægte 00’er stil – er det 20’ernes svar på Nicole Richie og Paris Hilton? 

Det må tiden vise. For mens anden sæson af ‘Euphoria’ kører, glæder vi os til se, hvor hendes spirende karriere som skuespiller og mode-muse tager hende hen i fremtiden.

 

Læs ogå

Guide: Sådan kopierer du makeuppen fra ‘Euphoria’

Nu kan du gå på museum igen: Disse 5 udstillinger skal du se

Biograferne løb med en stor del af opmærksomheden, da flere af de danske kulturinstitutioner fik lov til at genåbne i søndags. Det er dog ikke kun biografmørket, der skal trække i os, for museer landet over har i høj grad også brug for, at vi indløser billet til deres udstillinger.

Vi har samlet fem udstillinger, du bør tilføje til din liste af ting, du snart skal opleve. 

‘Verner Panton – Colouring a New World’ på Trapholt
Det danske designikon Verner Panton er omdrejningspunktet for den anmelderroste udstilling, der fremviser Pantons farverige designs. Udstillingen indeholder både lamper, møbler og tekstiler samt installationer, som fx ’Light and Colour’, som designeren originalt skabte til en anden udstilling på Trapholt i slutningen af 90’erne.

Når du alligevel er på Trapholt, så husk at bevæge dig udenfor og over til Arne Jacobsens sommerhus, der også er en del af museet – her er der i øvrigt også en fremragende udsigt over Kolding Fjord.

Udstillingen kan ses indtil 14. august. Trapholt, Æblehaven 23, 6000 Kolding. Åbningstider 10-17 tirsdag-søndag, 10-21 onsdag.

’M/Mediation in Copenhagen’ på GL STRAND
Den parisiske designduo M/M (Paris) udstiller for første gang deres værker i Danmark på udstillingen ’M/Mediation in Copenhagen’. Udstillingen fremviser duoens værker gennem 30 år samt nye værker, der tager udgangspunkt i det københavnske bybillede og historie, og som er fremstillet specielt til udstillingen på GL STRAND.

Udstillingen kan ses indtil 20. februar. GL STRAND, Gl. Strand 48, 1202 København. Åbningstider 11-18 tirsdag, onsdag og fredag, 11-20 torsdag, 11-17 lørdag-søndag.

’Farshad Farzankia – Hvis jeg står’ på Arken
Det er snart ved at være sidste udkald, hvis du vil nå at opleve Farshad Farzankias første museumsudstilling, der med sine farvestærke værker hurtigt er blevet populær på den danske kunstscene, efter han i 2016 stoppede som grafisk designer for i stedet at gå fuld tid som kunstner.  

Hvis du slår vejen forbi museet efter 5. februar, kan du også se udstillingen ’Kvinder i opbrud’, der har fokus på forskellige fremstillinger af kvinder og køn i kunsten gennem 150 år.

Udstillingen kan ses frem til 27. februar. Arken, Skovvej 100, 2635 Ishøj. Åbningstider 10-17 tirsdag-søndag, onsdag 10-21.

Ordrupgaard 
Hvis du gerne vil på museum, men helst vil undgå at have mundbind på i flere timer ad gangen, kan du gå efter et museum, der har også har en bred vifte af værker udendørs. Sådan et sted er Ordrupgaard, der har masser af udstillinger under åben himmel. Her kan du se blandt andet se værker af Tomás Saraceno, Olafur Eliasson og Terunobu Fujimori.

Hvis du trækker indendørs, kan du fra 26. januar se udstillingen ’Gauguin and his friends’, der fokuserer på den franske kunstner og samtidig viser værker af andre unge kunstnere, der på den ene eller anden måde har fundet inspiration hos Gauguin.

Ordrupgaard, Vilvordevej 110, 2920 Charlottenlund. Åbningstider 13-17 tirsdag, torsdag, fredag, 13-21 onsdag, lørdag-søndag 11-17.

’Pia Arke – Drøm og fortrængning’ på Kunsten
Kunsten i Aalborg udstiller den grønlandsk-danske kunster Pia Arkes livsværk, der både rummer fotografi, iscenesættelser, performances og collager. Udstillingen tager afsæt i Arkes dobbelte tilhørsforhold til Grønland og Danmark og berører både den splittelse, de drømme, det slægtskab og den tavshed, der fulgte med.

Når du er på Kunsten, kan du også se udstillingen ’Formens magi – design og kunst’, der løber frem til 27. februar. Udstillingen består af installationer, der tager udgangspunkt i hovedskikkelser inden for dansk design som fx Arne Jacobsen, Hans J. Wegner og Finn Juhl.

Udstillingen åbner 19. januar og kan ses indtil 18. april. Kunsten, Kong Christians Allé 50, 9000 Aalborg. Åbningstider 10-17 tirsdag, 10-21 onsdag og 10-17 torsdag-søndag.

15 looks fra herremodeugerne vi drømmer om allerede nu

Fra Firenze og Milano til London og Paris  herremodeugerne ligger tidligere end de ‘regulære’ modeuger (der som udgangspunkt kun viser kvindekollektioner), og det vil sige, at de allerede er i fuld gang.

Linjerne mellem kollektionernes køn udviskes, og nu er der både kvindelige modeller at spotte til nogle af showsene, og noget af tøjet er endda kvindekollektionerne, som designerne vælger at vise som en del af herreshowet.

Der er altså masser af inspiration at hente  se bare med på mine favoritter herunder.

Foto: Imaxtree

Prada

Pradas show er nok ikke gået nogens næse forbi blandt andet fordi showet havde et modelcast, der inkluderede Kyle MacLachlan, der spillede Trey i 'Sex and the City'  og kigger man på kollektionen, var den fyldt med klassikere med et twist. En oversize navy strik er altid på min ønskeliste, trenchcoaten herover har den smukkeste blågrå farve og så er kombinationen af navy blazer, sorte bukser og loafers et look, jeg gerne selv vil kopiere.

Læs ogå

‘Sex and the City’-skuespiller debuterer som model for Prada

Foto: Imaxtree

Dior

Jeg elsker de grove støvler, en chunky strik tilsat jeans og den hindbærrøde cardigan måtte gerne flytte ind i min garderobe.

Fendi

Boxy skjorter, strik med cut-outs, et perfekt suit og sneakers. Jeg elsker, at linjerne mellem kollektionernes køn udviskes, og jeg gad godt hoppe i disse tre Fendi-looks lige nu!

Zegna

Underspillet og lækkert - Zegnas AW22-kollektion er fyldt med smukke brune nuancer, og jeg elsker især kombinationen af flere brune farver med sort og creme.

Etro

Jeg vil gøre Etro kunsten efter og kopiere looket med en lang skjorte, der titter ud under en grov strik, eller bruge et nærmest korset-lignende bælte over en crispy blå skjorte. Supercool, hvis du spørger mig.

Læs ogå

18 udsalgskjoler, der gør dig klar til sæsonens bryllupper

Denne taske er blevet et musthave efter sin medvirken i ‘And Just Like That’

Og pludselig blev en ny it-taske født efter at have været med i ‘And Just Like That’. Ja, det er hurtigt blevet serien, vi elsker at snakke om. Og særligt én ting er svært ikke at snakke om  moden. Den originale serie satte dagsordenen for moden i flere år med Patricia Field i spidsen for stylingen, hvor it-tasken Fendi ‘Baguette’ blev gjort til et ikon, Hermès’ Birkin-taske blev synonym med succes og Manolo Blahnik gik fra næsten ukendt til udbredt luksus.

Noget tyder på, at rebootet har samme effekt, når det gælder mode. For i tredje afsnit af serien bærer Carrie en ganske særlig taske, der nu er noget nær umulig at få fingrene i. Der er tale om Balenciagas ‘Hourglass’-taske i en særlig version, der er resultat af det hypede samarbejde med Gucci, The Hacker Project, der blev lanceret sidste år i forbindelse med Guccis 100 års jubilæum.

Foto: Mega

Siden Balenciaga lancerede ‘Hourglass’, der fås i tre størrelser, tilbage i 2019, er den hurtigt blevet en favorit hos modeelskere. Derfor har man også kunne se den i hånden på diverse stilikoner og kendte som Kim Kardashian, Hailey Bieber, Chrissy Tiegen og Celine Dion. Men det er altså først med sin medvirken i ‘And Just Like That’, at hypen omkring tasken for alvor har taget fart.

Læs ogå

Og pludselig var denne ‘And Just Like That’-karakter spottet i Ganni

Balenciaga er langt fra uvante med at skabe hypede it-items gennem tiden. Fra den mere rå og afslappede ‘The Motorcycle Bag’ i start 00’erne til de skulpturelle ‘Triple S’-sneakers, der 10 år senere definerede en hel generation af såkaldte dad-sneaks.

Vi er sikre på, vi kommer til at se meget mere til ‘The Hourglass’ fremover. Se nogle af de forskellige versioner af den populære taske i galleriet herunder.

Foto: Mega

Sangerinden Celine Dion med sin pink version af tasken til et komplet matchende outfit.

Foto: Mega

En af Balenciagas største fans og trofaste ambassadør, Kim Kardashian, med sin 'Hourglass' i en glimmerbesat version.

Foto: Broadimage/Shutterstock/Ritzau Scanpix

Model Hailey Bieber med den røde version, som hun har matchet med et andet af tidens store it-items: Bottega Veneta 'Tire'-støvlerne.

Her er Miley Cyrus i et komplet jakkesæt fra Balenciaga med blomstermotiv, hvor 'The Hourglass' selvfølgelig matcher.

18 udsalgskjoler, der gør dig klar til sæsonens bryllupper

Selvom vejret ikke just tillader sommerkjoler lige nu, kan det godt betale sig at være lidt på forkant, når det gælder kjoler til forårets og sommerens festlige begivenheder. Der er nemlig masser af gode tilbud på udsalg lige nu.

Har du en bryllup i kalenderen? Eller måske en havefest eller en fødselsdag? Så er det bare om at kigge med, for der er masser af fine, farverige eller printede kjoler med store rabatter lige nu.

ELLEs moderedaktion har fundet 18 fine køb, der bare venter på, at foråret springer ud. Vi tager forbehold for udsolgte varer og prisændringer. 

Læs ogå

Johannes favoritter: 10 items til et pariser-chikt look