Denne artikel blev første gang bragt på femina.dk

“Den næste revolution kommer fra kvinderne!” Sådan sagde den iranske skuespiller Zar Amir Ebrahimi filmfestivalen i Cannes i maj. Og hun fik ret.

Da 22-årige Mahsa Amini den 16. september i år døde i moralpolitiets varetægt, efter at være blevet arresteret i Teheran for ikke at have dækket hår og nakke tilstrækkeligt til, gik kvinderne på gaden og protesterede med livet som indsats.

De havde fået nok i en sådan grad, at frygten ikke længere kunne holde dem nede.

“Da jeg sagde, som jeg gjorde, var det fordi, jeg kunne mærke, at en eksplosion var på vej. Gennem de sociale medier, og mine venner i Iran, oplevede jeg, hvor modige den nye generation af iranske kvinder var. Det at gå med hijab er en grundpille i Islam, og hvis du tager den væk, så går Islam i stykker. Jeg ved ikke hvorfor – hvad problemet er med kvinders kroppe.”

“Men i løbet af flere år skete der lige så stille det, at en kvinde her og en kvinde der, i forskellige byer, undlod at tage hijab på. Måske var det bare i bilen. Måske lod hun som om, den var faldet ned, og tog den ikke op igen.”

Små handlinger, der kræver et stort mod. For som Mahsa Amini risikerede disse kvinder at blive arresteret, pisket – eller det, der var værre.

“Jeg hader den der piskeslagsdom! Det er ikke noget for mennesker,” siger Zar Amir Ebrahimi med en væmmelse i blikket, der afslører, at det for hende er dybt personligt.

Foto: Mathilde Schmidt

99 piskeslag

Zar Amir Ebrahimi filmdebuterede som bare attenårig og blev hurtigt en af Irans mest populære skuespillere, ikke mindst takket være en hovedrolle som from og dydig kvinde i den populære soapopera ‘Nargess’.

Men i 2006 ændrede tilværelsen sig med et slag for den populære stjerne, der gik fra hyldet til udstødt.

Årsagen var en lækket film med erotisk indhold, først sendt fra mobil til mobil, siden kopieret på DVD og solgt på gaden under titlen ‘Nargess 2’.

Filmen var blevet optaget privat i 2004, mellem to voksne mennesker, der havde givet hinanden samtykke.

Men den slags så man ikke på med milde øjne i Iran anno 2006, hvor Mahmoud Ahmadinejads islamistiske regering slog hårdt ned på alt, der bare lugtede af vestlig kulturpåvirkning og moralsk fordærv.

Foto: Mathilde Schmidt

I over et år kæmpede Zar Amir Ebrahimi for det liv, hun havde bygget op. I seks måneder blev hun udsat for daglige afhøringer.

Hun kunne ikke få job som skuespiller, og en udstilling med hendes fotografier blev lukket ned af regeringen.

Hun gik kun sjældent udenfor en dør, og når hun gjorde, var det med store solbriller og et tørklæde trukket godt ned over panden.

Skjult men stadig med kampgejst. Iran var hendes land, og ingen skulle drive hende ud.

Men med udsigt til en mulig dom på 99 piskeslag, fængselsstraf og forbud mod at medvirke i iranske film i ti år, valgte hun i 2008 at forlade Iran for at bosætte sig i Paris, hvor hun har boet siden.

Under hele forløbet benægtede hun, at det var hende, man kunne se i videoen.

“Det var jeg nødt til,” siger hun med et intenst blik.

“Selvom de bragte en hel række specialister ind, var kvaliteten så dårlig, at de ikke med sikkerhed kunne sige, at det var mig. Men jeg havde det så dårligt med det. Jeg havde lyst til at være modig og ærlig og sige: ‘Ja, det er mig i den video. Og jeg har hverken noget at skjule eller skamme mig over. Jeg elsker min krop, og det er menneskeligt.’ Men jeg kunne ikke.”

Gemt bag en mur

Selv ikke efter, at hun havde forladt landet, kunne hun fortælle sandheden.

“Mine forældre var under et stort pres. Vi havde sat skødet på vores lejlighed som garanti, mod at jeg kunne forlade landet. På den måde sikrede de, at jeg ville møde op i retten, når de ønskede det. Mine forældres hjem var i deres hænder i årevis, mens min advokat arbejdede på at løse situationen. I al den tid kunne jeg ikke handle frit.”

“Heller ikke i forhold til arbejde. Når man arbejder på iransk tv, bliver man set som statens ansigt og repræsentant for Iran, og som sådan skal man følge deres regler. Og det skulle jeg stadig, selvom jeg havde forladt landet, fordi de havde de dokumenter. Det er bare ikke muligt at arbejde med den slags regler som international skuespiller, hvor man er nødt til at spille med i mange slags film, uden hijab, og vise sin krop og kysse. Så de første fem år i Frankrig var ret forfærdelige.”

“Jeg arbejdede, men jeg forsøgte at holde en lav profil. Ingen presse, ingen fotos, ingen nyheder. Og det var ved at gøre mig skør, for som skuespiller har man jo brug for opmærksomheden. Man har brug for at tale om sig selv og repræsentere sig selv. Og det kunne jeg ikke. Så jeg byggede en mur op omkring mig.”

Til sidst kunne Zar Amir Ebrahimi bare ikke mere.

Foto: Mathilde Schmidt

En stor lettelse

“Jeg nåede til et punkt hvor jeg sagde til mig selv: ‘Zar, det her er dit liv, du må tage ansvar for det. Sig det som det er. Slip det fri! Dine forældre kommer til at forstå det.'”

Og så gjorde hun det, i et interview med et populært iransk medie i 2019.

“Jeg blev spurgt, og så sagde jeg ‘ja, det var mig’. Og fortalte hele historien. Det var sådan en lettelse endelig at sige det højt!”

Og det viste sig, at verden ikke gik under.

“Faktisk var der utroligt nok mange døre, der åbnede sig efter det. Jeg fik mange tilbud og blev mig selv igen. Folk reagerede på en virkelig god måde. Selv min familie sagde ‘Bravo, vi er stolte af dig’. Sådan ville de ikke have sagt ti år tidligere, så på en måde tror jeg, at samfundet var blevet klar til, at jeg stod frem.”

Hun understreger, at hun ikke er bitter.

Hverken på det samfund, der pressede hende ud eller de venner og kollegaer, der lod det ske, uden at hjælpe hende.

“Jeg var utroligt skuffet og traumatiseret, da jeg forlod Iran. Men jeg har altid forsøgt at forstå det samfund, jeg kommer fra. Og jeg har aldrig set mig selv som et offer. Bortset fra, at jeg tror, vi alle sammen er ofre. Ofre for mentaliteten, systemet og diktaturet. For det er virkelig det, folk oplever – at de lever i et diktatur, blandet med et totalitært styre og religion. Og det er også min personlige erfaring, ikke mindst fra det sidste år jeg boede der. Jeg kan stadig mærke følelsen i mit blod og mine knogler.”

84 millioner skuespillere

“Jeg forventede aldrig, at autoriteterne skulle redde mig. Men jeg forventede, at mine kollegaer og venner og de mennesker, der skulle forestille at være religiøse, ville lade være med at se den sexfilm.”

“At de ville være på min side, støtte mig og tale med mig. Men det gjorde de fleste af dem ikke. Alle forsvandt. Ingen ville tale med mig,” siger hun og læner sig lidt frem i stolen.

“For manges vedkommende skyldtes det frygt. Et totalitært samfund er gennemsyret af maskespil og bedrag. Folk opfører sig på måder, de ikke ønsker, fordi de er under pres. Jeg plejer altid at sige, at ud af en befolkning på 84 millioner mennesker i Iran er vi 84 millioner skuespillere.”

Foto: Mathilde Schmidt

Vi lærer at være en anden udadtil, end vi er indvendigt. Især som kvinde er man altid under en eller anden form for pres.

Selv i forhold til forældre og brødre. Og det betyder også, at der er et bedrag.

For alle er nødt til at tænkte på at redde dem selv, også selvom det indebærer at sælge andre eller tage afstand til dem.”

Derfor føler hun sig også privilegeret over, at hun nu kan leve det liv, hun ønsker.

Lade sit hår flagre. Gå i det tøj hun vil.

Og spille med i en film som ‘Holy Spider’, der kritiserer regimet og viser kvindeliv lige på og råt.

“Jeg var kun 26 år gammel, da jeg blev nødt til at forlade Iran, selvom jeg ikke ønskede det. Men det viste sig at blive mit held. For man bliver vanvittig af hele tiden at føle, at man skal spille en anden, end den man er og gerne vil være. Så jeg tror, at det reddede mig.”

Et liv i frygt

Zar Amir Ebrahimi mener, at man er nødt til at forstå den frygt, der gennemsyrer det iranske samfund – ikke mindst blandt kvinder – for at forstå det pres, hun var under.

“Mine forældres generation var så unge, da revolutionen kom (i 1979, red.). De så så mange forfærdelige ting. De mistede det liv og den frihed, de havde kendt. Otte års krig! Jeg blev født efter det første år, og jeg kan meget tydeligt huske, hvordan stemningen var i Teheran under krigen. Alt var så mørkt.”

“Vi kunne ikke gøre noget, og vi havde ikke noget at spise. Og bomberne… de faldt bare. Det er derfor, jeg tror, at vi er blevet traumatiserede. Hvordan kan man leve uden frygt efter det? Du er nødt til at være stærk og arbejde med dig selv i årevis for at slippe af med den frygt.”

“Derudover lever vi i et patriarkalsk, traditionelt og religiøst samfund med misogyni selv mellem venner. Fordi det er den tankegang, vi er vokset op med. Og kvinder er under ti gange så meget pres som mænd, på grund af alle de love og regler der eksisterer for kvinder i det iranske samfund, hvor der ikke er lighed for loven.”

Splittet mellem her og der

Derfor er det også svært for Zar Amir Ebrahimi at stå udenfor og kigge ind på den revolution, der sker på gaden i Iran netop nu.

“Alle iranere jeg kender, der bor udenfor Iran, ønsker at være der, på de gader. At være en del af det sammenhold, efter alle de år med frygt og pres. Så jeg føler mig meget splittet mellem her og der.”

“Det føles absurd bare at sidde her og snakke, mens unge kvinder sætter deres liv på spil for at protestere i gaderne, mens vanvittige mænd dræber dem uden videre. Men jeg føler også, at det er min pligt at bruge den stemme, filmen har givet mig. Mange mener, at det ikke er Vestens problem, hvordan vi lever i Iran og Syrien og Afghanistan.”

“Men det er det, for det kommer også til os. I har oplevet problemer med ekstremisme her i Danmark, og det har vi også i Frankrig. Så det er vigtigt, at vi snakker om det.”

Foto: Mathilde Schmidt

Og Zar Amir Ebrahimi har kun beundring tilovers for den nye generation af kvinder.

“De har ikke oplevet krigen. De har ikke set alle de ting, vi har set. De er vokset op med mere åbne sind og sociale medier, der viser dem, hvordan livet er for en lille pige i Australien eller i en landsby i USA. Og de vil have en fremtid.”

“De vil være fri og ikke leve under kontrol. Og det er helt utroligt at overvære. Også, at der er mænd der går på gaden for at støtte kvinderne. Så det nu ikke kun handler om kvinders rettigheder, men om menneskerettigheder. Og et regimeskifte.”

Denne artikel blev første gang bragt på femina.dk