Kendis-genbrug er indrømmet noget af det bedste, vi ved. Uanset om de kommer i form af overdådige couture-kjoler med årtier på bagen, eller om det er i form af hverdagslooks, hvor Dior-kjoler fra 1960’erne stadig ser aktuelle ud, eller Gaillianos ikoniske 1990’er-design, der stadig udgør et kantet festlook den dag i dag.
Flere kendisser, så som Zendaya, har næsten gjort vintage-kjoler til sin signatur, og vi kan stadig ikke få armene ned over den Valentino-kjole, hun bar til premieren på anden sæson af ’Euphoria’. Kjolen er nemlig en ikonisk sag fra Valentinos forår/sommerkollektion 1992, hvor den blev vist frem på catwalken af supermodellen Linda Evangelista.
Vi har desuden set, hvordan stilsikre kvinder som Kendall og Kylie Jenner samt Bella Hadid ofte går i John Paul Gaultier-arkiverne for at finde looks, der både fungerer på og af den røde løber, mens Jennifer Aniston og Amal Clooney bringer gamle Yves Saint Laurent- og Dior-kreationer frem i lyset igen.
For ej at forglemme Kim Kardashians Marilyn Monroe-stunt til Met Gala 2022, hvor den mere end 60 år gamle ‘Happy Birthday Mr. President’-kjole, der egentligt hører til på et beskyttet museum, fik endnu en tur i rampelyset.
Der findes også mere poppede eksempler, som eksempelvis Iris Law (datter af Jude Law og Sadie Frost), der til modeugen i London i februar 2022 hoppede i en Versace-kjole, der var næsten lige så gammel som hende selv (kjolen var 19 år, Law er 22 år) og som tidligere har tilhørt Beyoncé.
Foto: Ritzau/Scanpix
Beyoncé i Versace i 2003
Eksemplerne derudover er utallige, og i galleriet har vi fundet 30 af de bedste vintage-øjeblikke fra stjernerne, vi altid elsker at mindes.
Foto: Ritzau/Scanpix
Jennifer Aniston i Dior fra 1999 til SAG Awards 2020
Foto: Ritzau/Scanpix
Gwyneth Paltrow i Valentino Haute Couture fra 1963 til Emmy Awards 2019
Foto: Ritzau/Scanpix
Bella Hadid i Jean Paul Gaultier fra 2002 (originalt båret af Naomi Campbell) til Cannes Film festival 2021
Foto: Ritzau/Scanpix
Winona Ryder i Pauline Trigger fra 1940'erne til Oscar-uddelingen 2000
Foto: Ritzau/Scanpix
Kate Moss i Jean Dessès Couture fra 1950'erne til Another Magazine-fest i 2003
Foto: Ritzau/Scanpix
Nathalie Portman i Christian Dior fra 1954 til Oscar-uddelingen 2012
Foto: Ritzau/Scanpix
Cardie B i Theirry Mugler Couture fra 1995/96 til Grammy Awards 2019
Foto: Ritzau/Scanpix
Meghan Markle i frakke fra Courrèges fra 1960'erne til sit babyshower i 2019
Foto: Ritzau/Scanpix
Kate Moss i vintage Christian Dior til åbningen af 'The Golden Age of Couture' på V&A i London 2007
Foto: Ritzau/Scanpix
Adwoa Aboah i Gucci fra 2004 til GQ Men of the Year Award 2019
Foto: Ritzau/Scanpix
Kaitlyn Dever i Christian Dior Haute Coure fra 1960'erne til Vanity Fair Women in Hollywood 2020
Foto: Ritzau/Scanpix
Kim Kardashian i Alexander McQueens 'Oyster Dress' fra 2003 (også kaldt 'den vigtigste kjole i det 21. århundrede) til Vanity Fairs Oscar-fest 2020
Foto: Ritzau/Scanpix
Kendall Jenner i Jean Paul Gaultier fra 1994 til LOVE LFW 2020
Foto: Ritzau/Scanpix
Maisie Williams i vintage Alexander McQueen til GQ Men of the Year Awards 2021
Foto: Ritzau/Scanpix
Bella Hadid i Roberto Cavalli fra 2005 til Cannes Film festival 2019. Kjolen har også været båret af Sharon Stone i 2013.
Foto: Ritzau/Scanpix
Amal Clooney i vintage Christian Dior i 2022
Foto: Ritzau/Scanpix
Renée Zellweger i Jean Dessé fra 1950 til Oscar-uddelingen 2001
Foto: Ritzau/Scanpix
Kim Kardashian i Marilyn Monroes ikoniske 'Happy Birthday Mr. President'-kjole fra 1962 til Met Gala 2022
Foto: Ritzau/Scanpix
Jennifer Lopez i vintage Valentino til Oscar-uddelingen 2003
Foto: Ritzau/Scanpix
Julie Roberts i Valentiono fra 1992 til Oscar-uddelingen 2001
Foto: Ritzau/Scanpix
Amal Clooney i Yves Saint Laurent fra 1981 til den internationale filmfestival i Berlin 2016
Foto: Ritzau/Scanpix
Amal Clooney i Balmain-frakke fra 1960'erne og Dior-kjole fra 1970'erne i London 2017
Foto: Ritzau/Scanpix
Kim Kardashian i Versace fra 1991 til amfAR Gala 2019
Foto: Ritzau/Scanpix
Kylie Jenner i Jean Paul Gaultier fra 1987 til Parson's Benefit i 2022
Foto: Ritzau/Scanpix
Prinsesse Beatrice i Dronning Elizabeths brudekjole fra 1962 designet af Norman Hartnell. Prinsessen bar kjolen til sit bryllup i 2021
Foto: Ritzau/Scanpix
Zendaya i Bob Mackie (designeren bag Marilyn Monroes kjole som Kim Kardashian havde på til Met Gala) fra 1998 til Time's 100 Most Influential People of 2022 Award
Foto: Ritzau/Scanpix
Rihanna i Dior-kjole fra 2002
Foto: Ritzau/Scanpix
Mary-Kate og Ashley Olsen i vintage Chanel til Met Gala 2019
Foto: Ritzau/Scanpix
Olivia Rodrigo i Versace Couture fra 2001 til MTV Music Awards 2021
SE: ‘FÆDRE OG MØDRE’
Paprika Steen er en fremragende skuespiller, og har for længst bevist, at hun er en om muligt endnu bedre instruktør. Nu er hun klar med sin fjerde spillefilm ‘Fædre og mødre’. Denne gang er det forældreskabets ufrivillige fællesskab, der tages under særdeles vittig behandling.
Katrine Greis-Rosenthal og Jacob Lohmann spiller Piv og Ulrik, der først jubler over at have fået deres datter ind på en eftertragtet privatskole. Men siden må sande, at det er dem, der er kommet på arbejde. For forældregruppen på den nye skole er mildest talt ikke for børn. Med et perlehold af skuespillere, der også tæller blandt andre Nikolaj Lie Kaas, Rasmus Bjerg og Lars Brygman er det hylesjovt at se forældrene smide de pæne facader. Desværre når filmen aldrig det store forløsende klimaks, men det er sjovt, så længe det varer.
‘Fædre og mødre’ har biografpremiere 3. november.
'Fædre og Mødre'
LÆS: ‘LIVETS OMKOSTNINGER’ AF DEBORAH LEVY
Første bind af en planlagt trilogi fra britisk/sydafrikanske Deborah Levy var en exceptionel fortælling om en forfatter i livskrise, der husker tilbage på at vokse op i et raceadskilt Johannesburg, og anden del udspringer også af en krise – nemlig skilsmisse.
Den 55-årige forfatter er flyttet fra sin mand og sammen med to døtre ind i en småluset lejlighed, og mens hun forsøger at skabe en ny hverdag, bliver hendes mor kræftsyg. Forfatteren møder ”manden, som havde grædt ved begravelsen,” som trods sit navn er et festligt bekendtskab, og hun får et interimistisk skriveskur stillet til rådighed. Her forsøger hun at nedskrive sine tanker, der ofte er småfilosofiske (og lidt banale) betragtninger omkring forholdet mellem mænd og kvinder; feminister og patriarkatet.
Modsat sin forgænger rummer erindringerne i ‘Livets omkostninger’ ikke en tør lakonisk humor. Til gengæld er sproget sanseligt, og bogen har en letkaotisk energi, der er ret smittende. Bedst er erindringerne dog, når de bliver i det personlige univers og den konkrete beretning om at starte et nyt liv op – midt i livet – og lader de abstrakte tanker træde i baggrunden.
LYT: ‘SONGS PEOPLE TOGETHER’ AF AUGUST ROSENBAUM
August Rosenbaum er kendt som superb jazzpianist, men på ‘Songs People Together’ springer han ud med et både sfærisk og dynamisk popalbum, hvor også navne som Coco O., Jada og amerikanske Ian Isiah optræder med vokaler og r’n’b-vibes.
'Songs People Together'
SE: ‘THE GOOD NURSE’
Mange danske instruktører er blevet klemt af det store Hollywood-maskineri, der har forvandlet deres særkender til generiske metervarer. Det er heldigvis ikke tilfældet med Tobias Lindhardt, der med ‘The Good Nurse’ har begået en stram, grå og interessant fortælling om en presset sygeplejerske, Amy, der får tilsendt en frelsende engel i form af den nye kollega Charlie, som både hjælper hende på jobbet og hjemmefronten, hvor hun er alene med to piger.
Men da flere patienter på hospitalet begynder at dø af ukendte årsager, rettes mistanken mod Charlie. Og nu må Amy gøre op med sig selv, om hun vil være loyal mod sin ven, eller undersøge, om der kan være noget om sagen. Filmen er baseret på en virkelig kriminalsag og har Jessica Chastain og Eddie Redmayne i hovedrollerne som Amy og Charlie.
‘The Good Nurse’ kan streames på Netflix.
Foto: Netflix
'The Good Nurse'
SE: ‘BØRNENE ER KONGER’ AF DELPHINE DE VIGAN
Som forfatter besidder Delphine De Vigan evnen til at fremstille udfordringerne i den moderne verden med psykologisk indsigt og fin fornemmelse for både sprog og suspense. Den evne ser man også i ‘Børnene er konger’, som tematiserer farerne ved at udstille sine børn – og lade sig selv udstille – på sociale medier. For hvad sker der, når man blindt søger berømmelsen, likes og tomme kærlighedserklæringer fra ens følgere uden at tage hensyn til, om børnenes tarv og rettigheder bliver tilgodeset?
Mélanie har tilsidesat alt i sit liv for at blive berømt gennem eksponeringen af sine børn, Sammy og Kimmy. Hun filmer dem nonstop, selvom især Kimmy ikke har lyst, og da Kimmy forsvinder efter en gemmeleg nede i gården, mener Mélanie da også, at det er familiens berømmelse, der er skyld i kidnapningen. Som romankarakter er Mélanie ualmindelig øretæveindbydende og overfladisk, og selvom man også har ondt af hende, sættes virkeligheden på spidsen i ‘Børnene er konger’. Det er effektfuldt og også kynisk, men romanen er vigtig og burde sætte en debat i gang.
LYT: ‘THE CAR’ AF ARCTIC MONKEYS
Alex Turners vokal har sjældent lydt bedre end på det nye album fra Arctic Monkeys. De britiske indierock-giganter har skruet op for James Bond-temaerne med fuld violin på ‘The Car’, der er en overflod af voluminøse orkesterlandskaber og filmisk retro-feel.
'The Car'
LÆS: ‘JEG ANERKENDER IKKE LÆNGERE JERES AUTORITET’ AF GLENN BECH
Glenn Bechs nye bog kaldes ’manifest’ som genre, og den forener digtets formgivning, romanens længde og monologens vrede. Som i den prisvindende ‘Farskibet’ er giftig maskulinitet, klassesamfundet og homofobi store temaer, og tonen er både fuld af misundelse og indignation.
Vreden zappes ud i mange retninger, hvor især privilegerede – de rige, de smukke, de heteronormative med den trygge barndom – er både omdrejningspunkt og modtager, med de selvudnævnte kulturqueers med hang til at bære minoriteterne som et repræsentationssmykke på en særlig (brændende) piedestal. Her graves dybt i tabuerne, og visse steder holdes der så fast i den vrede tone og det specifikke tema, at det udvandes.
Men alt i alt skriver Glenn Bech umådeligt veloplagt, med humor og en snakkende dialogisk tone som i Kristina Nya Glaffeys frådende – og ret underholdende – ‘To The Modern Man’. Begge ligner debatindlæg i deres politiske emner, men bøgerne er mere end det. De er stemmer, de er vidnesbyrd, de er fulde af oneliners og dyb, dyb smerte.
LYT: ‘PALOMINO’ AF FIRST AID KIT
De svenske First Aid Kit-søstre Klara og Johanna Söderberg er gået i en mere poppet retning på deres nye album ‘Palomino’ – uden at miste deres analoge indiefolk-stemning. Det betyder stadionfornemmelse og stedvis uptempo synths, mens de uforlignelige vokalharmonier heldigvis er intakte.
Der er løbet meget vand under broen, siden første episode af den serie, der skulle vise sig at blive et af nyere tids mest indflydelsesrige TV-serier, havde premiere den 6. juni 1998.
Vi taler naturligvis om ‘Sex and the City’.
Selvom de fire fiktive veninder dengang (fra 1998 til 2004, hvor serien løb over skærmen første gang) banede vejen for en hyldest og glorificering af single-livet for kvinder over 30 år, er der også mange ting ved ‘Sex and the City’, der i dag set med nutidens ’woke’-briller på, er håbløst tonedøve.
Men det var en anden tid, og selvom vi i dag ved, at meget af det, der bliver sagt i den 20 år gamle serie ikke længere har gang på jord, så kan vi alligevel ikke lade være med at sætte den på igen. Og igen. Og igen.
Fordi uanset hvor forkert meget af det, der bliver sagt lyder i dag, så kan man ikke komme uden om, at det er god underholdning.
Derfor er vi også altid nysgerrige, når vi får serveret facts om, hvad der udspillede sig bag kulisserne i serien og hvor meget indflydelse, skuespillerne selv havde på deres roller.
Herunder har vi samlet 23 behind-the-scenes informationer, der blev fortalt af de medvirkende og producerende i bogen ’Sex and the City: Kiss and Tell’, der med garanti får dig til at være lidt mere opmærksom, næste gang du sætter dig til rette i sofaen med Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda.
1. Sarah Jessica Parker var skeptisk efter, at pilot-episoden var blevet optaget og ønskede faktisk at komme ud af sin kontrakt. Hun var efter eget udsagn bange for at være bundet til én serie resten af livet.
Foto: HBO
2. Kim Cattrall var også indledningsvis skeptisk for serien, og HBO nåede faktisk at hyre end anden til at spille Samantha Jones, inden Cattrall officielt skrev kontrakten under.
Foto: HBO
3. Har du nogensinde undret dig over vejret i serien? Og at årstiden stort set aldrig skifter? Så har du helt ret. Efter holdet havde skudt episode 6 i sæson 1, hvor Carrie og Miranda går en tur i River Side Park, godt pakket ind i jakker og halstørklæder, ser man nøgne træer bag dem. Det syn huede ikke produceren Michael Patrick King, hvorefter han besluttede, at optage serien i evigt forår. Vi ser derfor ikke andre årstider i serien, før sidste episode af sæson 4.
Foto: HBO
4. Sarah Jessica Parker faldt og snublede ofte med vilje i rollen som Carrie Bradshaw. Hun har siden fortalt, at hun synes det at snuble i designersko passede til Carries karakter, hvis liv og personlighed det meste af tiden var et værre rod. Hun har ligeledes sagt, at fordi Carries lejlighed også var et stort rod, burde hun nærmest falde over skotøjsæskerne, fordi de altid stod i vejen.
5. Afsnittet ’I Heart NY’, hvor Miranda føder sin søn Brady, er faktisk inspireret af Cynthia Nixons eget liv. Hun havde selv (udover sin kæreste) en veninde med til fødslen af sine børn, og veninden agerede – ligesom Carrie – moderator på fødestuen, så alt blev mere roligt og afslappet.
Foto: HBO
6. Scenen, hvor Carrie og Big falder i vandet i afsnittet ’Cock-a-Doddle-Do’ er optaget i et one-take. Crewet på optagelsen var først nødt til at rense søen for affald, fordi det ville tage for lang tid at skyde om med hår, makeup og tøj, hvis alt først var vådt. Sarah Jessica Parker har siden fortalt, at hun var rædselsslagen inden optagelsen, og at hun skar sig i foden i styrtet, så hun var nødt til at få en stivkrampevaccination, efter at scenen var optaget.
Foto: HBO
7. Det er ikke atypisk at høre uartige ord, når man ser ‘Sex and the City’. Men har du lagt mærke til, at de sjældent kommer fra Carrie? Allerede fra første episode havde Sarah Jessica Parker et ønske om, at Carrie skulle bruge så få bandeord som muligt; både i tale og når hun skrev sine klummer. Derfor ser vi stort set ikke Carrie bande i seriens seks sæsoner.
8. Mr. Big fik først sit navn (John Preston) i seriens allersidste episode. Det betyder, at da Carrie modtog invitationen til Big og Natashas forlovelsesfest, var seriens regissør nødt til selv at finde på et navn til invitationen. Hun kaldte Big for ’Boris’, og Sarah Jessica Parker var ved at fald om af grin, da hun læste kortet for første gang.
Foto: HBO
9. Aiden Shaw havde mange fans, og efter han og Carrie slog op første gang, igangsatte hans fans en kampagne for at få ham tilbage i serien. Der var det dog allerede besluttet, at Aiden og Carrie skulle finde sammen igen, men produceren Michael Patrick King tog det blot som en ekstra indikation på, at de havde truffet det rigtige valg i forhold til at få ham tilbage i serien.
Foto: HBO
10. Åbningsscenen, hvor Carrie valser rundt i New Yorks gader i sit tylskørt, er ikke en original sekvens. Faktisk er den meget inspireret af åbningsscenen fra 1970’er-serien ‘The Mary Tyler Moore Show’, der fortæller en historie omkring hovedpersonen. Lighederne er mange; fra det første close-up af Carrie/Marys ansigter, til billedet af en by på afstand, en kvinde, der går i sin egen verden midt i byen og slutbilledet med karakteren blandt mennesker, der kigger skævt til hende. Se selv:
11. Sarah Jessica Parker var flov i dagevis, inden hun skulle optage scenen, hvor hun prutter i sengen med Big, og hun slog faktisk hovedet i virkeligheden, da hun spændede ud af sengen med dynen over hovedet.
12. Tøjet er en stor del af ‘Sex and the City’ og stylisten på serien, Patricia Field, klædte karaktererne på i alt fra fund, hun havde fundet gratis i tøjcontainere, til genstande, der kostede en lille årsløn. Patricia Field havde et princip om, at så længe et tøjstykke eller en accessory repræsenterede karakterernes stil og personlighed kunne den bruges – uanset ophav. Derfor ser vi både Carrie i vintage (eksempelvis den blå kappe hun har på i episoden ’The Agony and the Ex-tacy’, som Field havde købt i en genbrugsbutik til 5 dollars) og dyre Manolo Blahnik-sko. Efter hver episode kunne de medvirkende vælge at købe alt, der var blevet købt til deres karakterer. Både Sarah Jessica Parker, Cynthia Nixon og Kristin Davis købte en del fra henholdsvis Carries, Mirandas og Charlottes garderober, men Kim Cattrall holdte sig tilbage, da hun ikke personligt kunne identificere sig med Samanthas flamboyante stil.
Foto: HBO
13. Karakteren Steve Brady blev skrevet specielt til skuespilleren David Eigenberg, der spiller rollen. Han havde været til audition til flere roller i serien, men en af producerne, Jenny Bicks, følte, at han skulle have noget helt særligt.
Foto: HBO
14. Der var bred uenighed mellem showets producere og HBO om, hvorvidt Carrie og Big skulle have en affære. Manuskriptforfatterne holdt dog ved, at det blandt andet var seriens raison d’être, at vise sider af livet, der ikke just er behagelige, men ikke desto mindre var realistiske og – desværre – relaterbare. Derfor trumfede de til sidst affæren igennem.
Foto: HBO
15. I afsnittet ’The Domino Effect’, hvor Charlotte besøger Dr. Mao for at få fertilitetsbefordrende akupunktur, havde Kristin Davis sin egen akupunktør med på optagelserne. Alle scenerne blev skudt på én dag, hvor hun fik indsat nåle hvert 45. minut, og endte med at have fået 10 timers akupunktur, da dagen var omme.
Foto: HBO
16. Kim Cattrall var altid klar på at prøve nye ting af, og havde altid selv forslag til, hvordan hendes scener (ofte dem med mænd involveret) skulle filmes. Da hun skulle filmes i scenen med brandmanden, foreslog hun at imitere en sirene, når hun fik orgasme, blot for at demonstrere alsidigheden i Samanthas sexliv.
Foto: HBO
17. Carrie var aldrig nøgen i serien og bar altid BH i sengen. Hendes lingeri var inspireret af Marilyn Monroe.
Foto: HBO og Pinterest
18. En af Cynthia Nixons yndlingsscener var dengang Miranda fik et panikanfald i seriens anden sæson. Ifølge Nixon er det første gang, at Miranda viser sin sårbare side, og det var også første gang, at serien adresserede psykiske udfordringer.
19. Samanthas stil er inspireret af to ikoner: Joan Collins og Kim Novak. Hvis du ser godt efter, kan du sagtens spotte lighederne mellem verdensstjernerne og Samantha Jones.
Foto: HBO og Ritzau/Scanpix
20. ‘Sex and the City’ er karakteriseret af meget lidt improvisation fra de medvirkendes side. Alle holdte sig til manuskriptet, og de gange, der blev improviseret, blev det ofte klippet ud. Kun to gange kom skuespillernes egen improvisation med: Da Big i sæson 3 indrømmer til Carrie, at hans nye ægteskab går dårligt, tilføjede Chris North selv: ”I’m so fucked up”. Anden gang var i sjette sæson, hvor David Duchovny optræder som Carries gymnasiekæreste, Jeremy. Da de kysser første gang (som voksne) tilføjede Duchovny selv: ”That’s a lot better without the gearshift sticking up my ass,” og det valgte produktionen at beholde. Scenen havde heller ikke været den samme foruden.
21. Willy Garson, der spillede Stanford Blatch, og Sarah Jessica Parker var gode venner, før de begge blev hyret til deres respektive roller i ‘Sex and the City’.
Foto: HBO
22. Mirandas fans elskede den opsang, karakteren gav de tre andre veninder i episoden ’Take Me Out to the Ball Game’ i anden sæson, hvor hun skælder dem ud over ikke at kunne tale om andet end mænd. Cynthia Nixon har fortalt, at folk efterfølgende stoppede hende på gaden og sagde tak for at hun (eller rettere, Miranda) sagde fra overfor de indholdsløse samtaler. Se selv om du er enig med Miranda i klippet nedenfor.
23. Historien om hvordan Samantha møder James på en jazz-klub i første sæson er taget direkte ud af Kim Cattralls eget liv. Det var nemlig sådan, at hun selv mødte sin eksmand.
Når en god film eller serie slutter, kan det ofte være vemodigt at sige farvel tíl de karakterer, man har investeret tid på at lære at kende henover mange sæsoner og timer.
Derfor er vi måske heller ikke de eneste, der ikke kan lade være med at brygge videre på, hvad hovedpersonernes fremtid i bestemte film og serier byder på, når kameraet slukkes.
Hvad endte Rachel Green fra ‘Venner’ eksempelvis med at lave, efter hun takkede nej til drømmejobbet i Paris til fordel for kærligheden? Er Serena van der Woodsen og Dan Humphrey fra ‘Gossip Girl’ stadig gift? Og hvad er det egentlig, Samantha Jones fra ‘Sex and the City’ laver i London i ‘And Just Like That’?
Men er der stadig én karakter, hvis fremtid vi særligt gerne ville vide mere om, så er det vores allesammens Andrea ‘Andy’ Sachs fra ‘The Devil Wears Prada’-filmen fra 2006.
For hvad skete der egentlig efter hendes samtale hos avisen ‘The New York Mirror’? Og endte hun med at flytte med Nate til Boston og spise Jarlsberg-ost til deres dages ende?
Det giver skuespilleren Anne Hathaway nu sit bud på, og er der nogle, der er kender Andy godt, må det være den prisbelønnede skuespiller, der netop spillede rollen som den aspirerende journalist i ‘The Devil Wears Prada’.
Ifølge Hathaway er Andy nemlig flyttet til Paris, taler flydende fransk og arbejder fast på et fransk magasin for kvinder.
Foto: Mega
Anne Hathaway som sin egen version af Andy Sachs under denne sommers modeuge i New York.
Og det lyder ikke helt til, at hende og Nate er sammen længere, hvis man skal tro skuespillerens egne gisninger.
“Jeg tror ikke, at hun er gift, men hun har måske et barn eller to. Jeg tror, hun er ret fantastisk,” siger Anne Hathaway om en af sine mest kendt roller.
Selvom vi måske ikke havde forestillet os, at Andy ville vende tilbage til magasinbranchen, kan vi godt se for os, at hun kombinerer de stilfærdigheder, hun lærte på Runway, med sin kærlighed for journalistikken.
Hvis der er noget, der har været altoverskyggende for Ganni i 2022, er det brandets evne til at indgå designsamarbejder med nogle af verdens største brands – og præsentere den ene cool kollektion efter den anden.
I sidste uge løftede Ganni sløret for deres første samarbejde med et skønhedsbrand og ovenikøbet med et af de største amerikanske af slagsen, nemlig Submission Beauty.
Gannis kavalkade af cool designsamarbejder startede med et sneakers-samarbejde med New Balance tilbage i april, som blev revet væk i samme sekund, det landede i butikkerne og online.
Og nu runder Ganni så året af med endnu et designsamarbejde. Denne gang med det ikoniske britiske mærke Barbour, som er særlig kendt for deres overtøj.
Kollektionen består af 9 styles, heriblandt to frakker, fire jakker, en nederdel og to cool hatte. Alle karakteriseret ved at bære præg af Barbours tidløse design, men selvfølgelig med et Ganni-twist.
Kollektionen er tilgængelig fra den 1. november i butikkerne og på Gannis webshop og koster fra 399 kroner – 3.499 kroner.
Det er ikke så lidt, der bliver lagt i Halloween hos nogle af verdens største stjerner og kendte mennesker.
Fra kæmpe hold af makeupartister til de mest imponerende kulisser, skulle man næsten tro, at det var en konkurrence blandt stjernerne om, hvem der kan lave de vildeste og mest troværdige kostumer til populære årlige begivenhed.
Igen i år har de kendte nemlig trukket de helt store skyts frem for at imponere med vilde kostumer, der både virker naturtro og rammer den pågældende reference fuldstændig perfekt.
For eksempel imponerer sanger og skuespiller Janelle Monáe med sin præcise gengivelse af alien-sangerinden Diva Plavalaguna fra filmen ‘Det Femte Element’ fra 1997, mens sangerinden Lizzo er gået mere komisk til værks og skabt sin version af vores allesammens mest underværdsatte husmor, Marge Simpson, fra tegneserien ‘The Simpsons’.
Men selvfølgelig har familien Kardashian/Jenner også bidraget til festen med det ene vilde kostume efter det andet, som de blandt andet havde på til en stor Halloween-fest med Kim Kardashian som vært, hvor hendes enorme villa var pyntet op med alt fra mumier til kæmpe-skeletter overalt.
Se nogle af stjernernes bedste og vildeste kostumer fra årets Halloween-sæson herunder.
Beyoncé og familien som Disneys ‘The Proud Family’
Kortfilmen “Reflect” handler om balletdanseren Bianca, som kæmper med lavt selvværd, kritiske tanker og usikkerhed omkring sin krop.
Som balletdanser er hun i et miljø, hvor hun bliver tvunget til at se sig selv i spejlet, selv om hun slet ikke har lyst.
I gennem Biancas tanker og følelser oplever vi, hvordan hun overvinder sin tvivl og frygt ved at fokusere på sin indre styrke, skønhed og kraft.
An all-new Short Circuit Experimental Film has arrived! Stream “Reflect” and all the Short Circuit Experimental Films by Walt Disney Animation Studios artists now on @DisneyPlus. ? ? pic.twitter.com/c0gw5U4ecc
Kortfilmen “Reflect” er en del af Disneys nye projekt “Short Circiut”, som har til formål at lave film, der sætter fokus på de kropsidealer, som skaber urealistiske forventninger til, hvordan man “bør” ud.
Formålet er at udfordre synet på kropsidealer i en tidlig alder. Og på den måde beskytte unges selvværd og tro på sig selv.
Instruktør Hillary Bradfield håber, at kortfilmen kan bidrage til en mere kropspositiv tone hos unge.
– Jeg håber, at folk, som ser kortfilmen, vil de blive mere positivt stemt omkring sig selv og deres udseende, siger hun til People.
Kortfilmen, som havde premiere i september, har fået positiv respons og tilkendegivelser fra folk i alle aldersgrupper, som kan relatere til de tanker og følelser, der bliver beskrevet.
På TikTok er et lille klip fra kortfilmen blevet delt vidt og bredt.
Fra Heidi Klums legendariske Halloween-fester og ditto bragende kostumer til Kim Kardashians overdådige og ekstreme dekorationer og familiens kompromisløse udklædninger; gerne i flere etaper og med et decideret arsenal af kostumer.
Allerede i år har vi set eksempler på Halloween-udklædninger, der mildest talt går all-in, og lidt til; fra Janelle Monaés ’Marge Simpson’ til Megan Fox og Machine Gun Kellys ’Pamela & Tommy’ til Kendall Jenners ’Sheriff Woody’ fra ‘Toy Story’ og Kim Kardashians skræmmende, men overbevisende ’X-Men’-figur, ‘Mystique’.
Men selvom det ofte er populærkulturens skikkelser, fiktive så vel som virkelige, der trækker i stjernerne, så valgte Hailey Bieber en mere high fashion tilgang til sit Halloween-kostume i år. For mens den uhyggelige højtid for mange rimer på uhyggelige spøgelser og gyselige gys, så er der også dem, der ser udklædningsfesten som en anledning til at hylde gloriøse øjeblikke fra modehistorien. Og til den gruppe hører Hailey Bieber.
Modellen havde nemlig valgt at hylde et helt særligt look fra Yves Saint Laurents forår/sommer 1999-kollektion, der allerede dengang var legendarisk.
Kjolen, der faktisk er en brudekjole, blev oprindeligt båret som finalelooket til Haute Couture-showet af supermodellen Laetitia Casta. Hun var fast ’brud’ til Yves Saint Laurents couture-shows fra 1998-2001 og var en af Saint Laurents seneste personlige muser, indtil han trak sig som designer i 2002. På billederne fra det originale show kan man se, hvordan Laetitia venter på podiet, mens Saint Laurents kommer ud for at modtage sin applaus.
Foto: Mega
Og couture-kreationen er bestemt også en applaus og en ode værdig.
Den eventyrligt fortryllende kjole består af en rosenbesat top og trusse og et meterlangt slæb i delikat rosa silke. Hele herligheden afrundes med en blomsterkrans på hovedet, også med roser, og rosenbesatte lyserøde sandaler, der tilsammen giver illusionen af, at modellen, det være sig Casta eller Bieber, er omviklet af spirende rosengrene i fuldt flor.
Foto: Ritzau/Scanpix
Så mens alle andre har haft en fest med at vise deres mest uhyggelige eller popkulturelle alteregoer frem, har Hailey, der selv har været ansigt for store modehuse som Miu Miu, Boss, Calvin Klein og Saint Laurent, cementeret sin status som en ægte ’industry darling’, der benytter enhver lejlighed hun kan til at hædre store modehuse, frem for at lege Halloween på traditionel vis. Og nøj, hvor det klæder hende.
Med vintertidens ankomst er det for alvor blevet tid til at rykke mere indendørs, og det kan du snildt gøre med en af de mange nye film og serier, der i november lander på streaming-tjenesterne.
Og der er gode sager i vente, som kan gøre den grå måned lidt nemmere at komme igennem.
Herunder kan du se, hvad du mere skal glæde dig til at streame i november.
‘My Policeman’
Når filmen ‘My Policeman’ om et trekantsdrama mellem en politibetjent, en lærer og museumsinspektør får premiere, er det årets anden film for superstjernen Harry Styles. Her indtager han rollen som Tom, der i 1950’erne indleder en affære med Patrick, der gift med Marion. Et forhold, der får stor betydning for deres allesammens fremtid.
Se ‘My Policeman’ fra den 4. november på Prime Video
‘The Crown’
Efter to års ventetid er det endelig tid til at tage turen tilbage til Buckingham Palace, når femte sæson af hitserien ‘The Crown’ får premiere. Denne gang starter vi i 1990’ernes Storbritannien, hvorfor hele castet derfor også er skiftet ud med nye skuespiller, der indtager rollerne som den verdensberømte kongefamilie.
Se femte sæson af ‘The Crown fra den 9. november på Netflix
‘Love, Lizzo’
Hun har allerede flere hits bag sig og er en af de største stjerner på TikTok. Men hun er ikke kommet sovende til sin musikalske sejr. Det kan du høre om i denne nye dokumentar, hvor Lizzo ærligt og åbent fortæller om sin inspirerende rejse mod verdensomspændende succes, der allerede har sikret kunstneren flere priser.
Se ‘Love, Lizzo’ fra 24. november på HBO Ma
Foto: Ritzau Scanpix
‘Baum Und Pferdgarten: Fra konkurs til tocifret millionomsætning’ Baum und Pferdgarten er nok et af Danmarks mest kendte modebrands, der i dag anses for at være en af dansk modes højdespringere. Men det var lige ved at ende modsat. I denne dokumentar kan du møde designerne bag brandet, Rikke Baumgarten og Helle Hestehave, når de inviterer dig ind bag kulissen og fortæller om, hvordan de har gjort deres brand til en succes.
Se ‘Baum Und Pferdgarten: Fra konkurs til tocifret millionomsætning’ fra den 13. november på DRTV.
Foto: Malthe Murmann Artvig / DRP3
‘Wednesday’
Der er dømt makaber teenagedrama i den nye version af den kendte, uhyggelige familie ‘The Adams Family’, når serien ‘Wednesday’ i november får premiere. Her er, som navnet antyder, hovedpersonen familiens teenagedatter, der ikke helt er som alle andre, og på rollelisten findes blandt andre Catherine Zeta-Jones og Christina Ricci.
Se første sæson af ‘Wednesday’ fra den 23. november på Netflix.
‘Bagger og Feldthaus taber masken’
Strik er stadig en af tidens helt store tendenser, både når det gælder mode og hobby. Og hvem bedre til at fordre det end strikguruen Lærke Bagger? Tag med hende og livsstilsekspert Christine Feldthaus på en sjov tur gennem Norden, når de to sammen skal lære om striktraditioner i alt fra Grønland til Nordnorge.
Se alle afsnit af ‘Bagger og Feldthaus taber masken’ allerede nu på DRTV.
I en verden, hvor trends kommer og går med få ugers mellemrum, er Julie Sandlaus smykker noget særligt. Med en kærlighed til det gode håndværk, der udformes af kvalitetsmaterialer, skaber hun sofistikeret elegance, der kan holde hele livet.
Nu præsenterer Julie Sandlau sin jubilæumskollektion ’Eden’, som kombinerer de bedste designprincipper, værdifulde materialer og bæredygtige initiativer. Smykkerne er moderne og klassiske, eksklusive og anvendelige – og vigtigst af alt: modebilledet kommer aldrig til at dømme det ude.
”Kollektionen er evig skønhed på formel. Jeg har sat naturlige diamanter og perler sammen i tidløse klassikere, der med vores nye earpendants kan kombineres på kryds og tværs,” fortæller Julie Sandlau om kollektionen.
”Den er moderne, men tidløs, og min jubilæumskollektion er mit bud på smykker, der altid vil forblive relevante.”
Perler, perler og atter perler. I 'Eden'-kollektionen bruger Julie Sandlau ferskvandsperler i forskellige størrelser og former.
Ordet er relevant
Gennem 20 år har Julie Sandlau arbejdet for at skabe det tidløse kvalitetssmykke med elegant minimalisme som den røde tråd. Hver en ædelsten er nøje udvalgt og perlerne placeret korrekt i klaser. Som en modreaktion på fast fashion er smykkerne designet til at overleve modens omskiftelighed og udformet i massivt guld, der sikrer, at smykkerne en dag kan gå i arv.
Derfor kan jubilæumskollektionen bedst beskrives som ’relevant’. Alle smykker i serien er designet til at overleve, når trends forsvinder, men også med et fokus på at skabe en bæredygtig produktion fra råstof til færdigt smykke.
”Den dag i dag designer jeg stadig selv alle vores smykker i hånden. Jeg er lige så forelsket i designprocessen, som jeg var for 20 år siden, og min vision er stadig den samme: At skabe minimalistiske og elegante smykker, du kan bruge i dag og om et årti,” siger Julie Sandlau.
En bæredygtigere smykkeindustri
Julie Sandlau har længe arbejdet for at gøre smykkeindustrien bedre, når det kommer til arbejdsforhold, ligestilling og planetens velvære. Smykkebrandet har bevist sin relevans i markedet, blandt andet ved at blive tildelt den prestigefulde UN Women Empowerment Award. Desuden har Julie Sandlaus smykkefabrik i Vietnam de højeste certificeringer for bæredygtighed i smykkeindustrien: Responsible Jewellery Council, World Diamond Council, Global Recycled Standard og United Nations Global Compact. Desuden er al guld og sølv 100% recycled.
Less is more
En ting, som går igen i alle Julie Sandlaus kollektioner gennem de seneste 20 år, er, at smykkerne er lavet til at blive brugt. Det gælder naturligvis også for den danske smykkedesigners jubilæumskollektion.
Alle smykkerne i ’Eden’-serien kombinerer elegance og praktik. De kan bruges til hverdag og til fest, og de fungerer til enhver anledning. De sørger for at give det cool leather look et strejf af femininitet, og de fuldender det klassiske outfit med pencilskirt og stiletter.
Har du mod på det, kan du gå all in på regnbuens farver og, med perler om halsen, udleve dine barndomsdrømme om at være en ’fin dame’. Til gengæld kan du også perfektionere det afdæmpede outfit med perler. Brug dit smykke som detaljen, der giver liv til de helt anonyme mandagsklæder. Uanset hvilket look du går efter at skabe, kan du være sikker på, at dit Eden-smykke bliver fast inventar i din garderobe.
Smykker kan være gode designinvesteringer til både nu og fremtiden. Køb perlekæden, du en dag kan give videre til dine børnebørn – præcis ligesom du måske selv arvede din bedstemors yndlingssmykke.
Når de billigere trend-smykker for længst er falmet i farven, står dit ’Eden’-smykke stadig smukt.
'Eden'-kollektionens primære materialer er massiv guld, perler og diamanter. Du kan mikse materialerne – eller du kan holde dit look helt stilrent.
Julie Sandlau
Julie Sandlau har gennem sine 20 år i branchen arbejdet for en mere bæredygtig smykkeindustri. Smykkerne er produceret med respekt for planeten, og designmæssigt har alle kollektioner fokus på det organiske formsprog og udsøgt håndværk.
Eden-kollektionen er Julie Sandlaus jubilæumskollektion i massiv guld, perler og diamanter. Se hele kollektionen og shop den her.
Et par gode go-to sneakers er fuldkommen uundværlige i den moderne garderobe. Og at have flere gode par i regulær turnus er næsten lige så vigtigt.
Derfor er vi altid optagede af, hvilke sneakers de velklædte kvinder, vi ser op til, tyr til, når de løber deres fashionable ærinder i smarte storbyer som New York og Los Angeles.
Og sidstnævnte by er velsignet med at have blandt andre topmodellen Kaia Gerber til at betræde gader og stræder, når hun render til alt fra pilates-timer til indkøb af en grøn juice eller bare går rundt og ser smart ud i gadebilledet.
Hendes go-to look består typisk af løse jeans og en blazer eller et diskret, oversized suit, som også er det, hun senest er spottet i. Denne gang var hendes nedtonede signatur-palette – der typisk består af denim og farverne sort, hvid, grå, beige, brun og navy – dog brudt af et farvepop i form af hendes iøjnefaldende gule sneakers. Og vi er vilde med det diskrete indslag af farve – og endnu mere med selve skoene, der er en meget prisvenlig garderobeopgradering, der kun beløber sig på omkring 750 kroner.
Foto: Ritzau/Scanpix
De senneps-farvede sneakers er af mærket Onitsuka Tiger, og modellen hedder ‘Mexico 66’. De blev oprindeligt lanceret i 1966. og retro-referencerne er ikke til at tage fejl af; fra farven til de organiske læderstriber på skoens sider. Men de er samtidig den ultimative moderne accent til et look, der i øvrigt er så klassisk og tidløst, som det Kaia Gerber ofte er bannerfører for.
Det som Gerber’s gule kicks kan er også, at de fungerer som blikfang, når alt andet, hun klæder sig i, er så nedtonet. Og det er superlet at gøre hende kunsten efter dette efterår.
Tilsæt blot dine personlige garderobefarvoritter – hvad enten det er klassiske Levi’s 501’ere og en vamset strik eller et boxy, cool suit og en trenchcoat – og du har et ægte paparazzi-værdigt look, som er perfekt til sæsonen.