Kanye i en mudderpøl, et ikonisk modeøjeblik og Cher på catwalken: 7 højdepunkter fra modeugen i Paris

Et modeshow er ikke længere blot en opvisning, der er til for at vise presse og indkøbere, hvad der er i vente næste sæson.

Det er nu et udstyrsstykke uden lige, hvor intet øjeblik kan blive for stort, og designerne nærmest kæmper om at overgå hinanden i større, vildere og mest overraskende.

Vi så det under modeugen i Milano, hvor designertrumfkortene blandt andre talt Kim Kardashian, 68 enæggede tvillinger og Paris Hilton på catwalken, og Paris er forsat i samme stil, hvor der er gjort mindst lige så meget ud af de vilde showeffekter som af selve kollektionen.

Der er selvfølgelig også undtagelser; eksempelvis danske Cecilie Bahnsen, der holdt show for anden sæson i træk i den franske hovedstad og viste en kollektion, der helt i tråd med designerens unikke æstetik viste en skulpturel og feminin kollektion fyldt med metalliske nuancer, blondeværk og strutskørter – tilsat perlebesatte rå sneakers, der endnu engang tog den alfeagtige ynde ned på jorden og gjorde den hverdags-tilnærmelig. 

Bahnsen var et af de gode eksempler på en kollektion, der fik lov at tale for sig selv, uden at det omkringliggende showsæt kæmpede om opmærksomheden.

Cecilie Bahnsen

Værd at nævne er også Acne Studios, der denne sæson kunne fejre 10-året for deres shows i Paris med en kollektion, der, på et tapet af babydoll-lyserød, viste langt blødere og mere feminine sider af det ellers edgy brand, end vi længe har set.

Farverne var overvejende pasteller og der var ikke sparet på romantiske accenter som silkesløjfer og akvarelkattekillinger malet på tasker.

Acne Studios

Men dertil kom syv enestående øjeblikke, der udmærkede sig helt særligt:

Coperni klæder fremtiden på
Internettet – eller i hvert fald de sociale medier – brød næsten sammen efter Copernis SS23-show, hvor de live på catwalken sprayede en så-godt-som-nøgen Bella Hadid med flydende tekstil og skabte en kjole på et øjeblik.

Det er ikke et stunt, der før er set til et modeshow, og selvfølgelig gik det viralt – og overskyggede alt andet i den i øvrigt fine kollektion, der i bedste Coperni-stil bød på stramme minikjoler og nogle lidt mere modne toner fra det hypede ’insider-brand’, der i denne kollektion udforskede nostalgiske referencer fra 90’ernes klædelige minimalisme.

Det, at de valgte at spraymale en kjole på som et opsigtsvækkende finale-øjeblik er dog ikke fjernt for det, der kendetegner Coperni. Coperni-navnet kommer nemlig fra renæssanceastrologen Kopernikus og er, ifølge designerne selv ”… inspireret af videnskab, innovation og teknologi,” hvilket flydende, modellérbart tekstil jo om ikke andet er et glimrende eksempel på.

Surrealisme hos Loewe
Invitationen til Loewes show var en levende, rød anthurium (en blomst, der ser så kunstig ud, at man knap kan tro at den er ægte), og den røde blomst skulle vise sig netop at være den røde tråd i det surrealistiske show, hvor Loewes designer legede med tyngdekraft og proportioner i en sådan grad, at det var som taget ud af et Dalí-maleri.

En gigantisk rød anthurium voksede ikke blot ud af gulvet i midten af det gigantiske rum, der husede Loewe-showet, men gik også igen i kollektionen, hvor den uvirkeligt udseende fallos-agtige blomst, der faktisk også er giftig, blev brugt som surrealistiske toppe.

Og blomsten var ikke det eneste uvirkelige element. Kjolerne i kollektionen var draperet med effekter, der synes at modsige sig tyngdekraften, mens modellernes sko var alt fra overdimensionerede, lyslilla Andersine-pumps til voldsomme frynsebesatte skypuder, der var mere kunst end konstruktive. Men effekten var ikke til at tage fejl af; det er et show og en kollektion, man husker.

Loewe

Ikon-catwalk
Bottega Veneta gjorde det med Kate Moss, og Versace gjorde det med Paris Hilton, ligesom de før har gjort det med J.Lo og de originale supermodeller: Sendt en så ikonisk kendis ned af catwalken, at de bænkede gæster ikke kunne andet end at tabe kæben.

Og således gjorde Balmain det også, da Cher lukkede showet i et futuristisk catsuit i latex, der næsten var ligeså malet på, som Bella Hadids Coperni-kjole.

Hvem kan stjæle et show som Cher? Ingen. Absolut ingen.

Balmain

Mudderbad
Det er ikke en nyhed, at det skulle være ih og åh så sundt at bade i mudder (det har de fineste spaer i hvert fald bildt os ind i årtier), men det er alligevel nyt for os at introducere dyrt designertøj til de mudrede pøle.

Men selvfølgelig udfordrer altid provokerende og grænsesøgende Balenciaga også vores syn på tøjpleje (ligesom de før har forsøgt at bilde os ind, at højhælede Crocs, blå Ikea-poser og hullede t-shirts er værd at betale eksorbitante summer for) og præsenterede deres kollektion i et stort mudderbad.

Til at åbne showet havde de den mindst lige så provokerende Kanye West, der udklædt som sikkerhedsvagt og sort fra top-til-tå banede vejen gennem mudderet for de øvrige modeller og en kollektion, der var ligeså dekonstrueret, som vi bedst kender Balenciaga under Demna Gvasalias taktstav.

Balenciaga

Victoria i Paris
Nogle shows skiller sig (heldigvis) også særligt ud for blot at være smukke i al sin enkelhed, og et af dem er Victoria Beckhams, der efter at have flirtet med både London og New York for første gang viste en kollektion i Paris.

I en simpel, smuk buegang i en pariser-bygning fik Victoria Beckhams rene, enkle æstetik lov til at skinne igennem for det, den er: Klassisk, tidløs, moderne, og modig på en og samme tid.

Her var gode, løse jakkesæt, som dem designeren selv er tilhænger af, oversized strik, enkle kjoler med overraskende detaljer og dekonstruerede snit i et sort, hvidt og pastelfarvet univers med accenter af grøn, lavendel og brændt orange.

Beckham tog dog for alvor kegler, da hun ved showets afslutning selv kom ud og glad og vinkende småløb ned ad catwalken og stoppede op for at kysse David Beckham og kramme veninden Eva Longoria, der begge sad på første række. Ydmygt og sødt ovenpå en smuk kollektion.

Victoria Beckham

Smukt, simpelt, Zendaya
Et andet show uden dikkedarer var Valentino, der som vanligt helligede deres runway til modehusets usandsynligt gennemførte skrædderkunst.

Men hvor de forrige to sæsoner har været domineret af husets nye signaturfarve, PP Pink, gav SS23-kollektionen plads til farvespil fra solgul, grøn, beige, masser af sort og ikke mindst husets oprindelige klar-røde signatur.

Desuden var flere modeller klædt fra top til tå – bogstaveligt talt – i Valentinos logo på silkeprint, hvilket også gik igen på første række, hvor Zendaya troppede op i et sort, spindelvævstyndt sæt badet i bittesmå V-logoer; fra spidsen af hendes stiletter til den perlebesatte sorte blazer.

Foto: Ritzau Scanpix

Valentino

Supersize me
Måske har Louis Vuittons chefdesigner Nicolas Ghesquière netop genset 2004-dokumentaren ’Supersize Me’, for alt på Louis Vuittons catwalk var mere end overdimensioneret.

Fra gigantiske lynlåse og alenbrede bælter til logoer, der synes at være for store til husets tasker, var der ikke sparet på effekterne i den futuristiske kollektion.

Om det er brugbart? Måske i mindre skala. Men effektfuldt? Bestemt.

Louis Vuitton

Læs ogå

68 tvillinger, Paris Hilton og Kate Moss’ comeback: 5 højdepunkter fra Milano

Charlotte Bisserup Bechfeldt stiller op for Venstre: “Der sidder for mange familier, som ikke ved, hvordan de skal få det hele til at hænge sammen”

Oprindeligt var det øllene og fællesskabet, der trak Charlotte Bisserup Bechfeldt ind i ungdomspolitik.

Siden da fik hun dog interesse for politikkens egentlige egenskaber, og i dag stiller hun for anden gang op som folketingskandidat for Venstre.

Hvordan kom du først ind i politik?
Jeg er opvokset i det, man vist godt kan kalde en forsvars-familie. Min mor og far har gjort tjeneste i Forsvaret gennem mange år, og samfundsforhold var noget, vi ofte diskuterede. Men decideret politik var ikke som sådan en del af de diskussioner og samtaler, vi havde derhjemme rundt om spisebordet.

“Så min interesse for politik blev først for alvor vakt, da jeg begyndte på gymnasiet. Jeg kunne godt lide liberalismens iboende frihedstanke og tilgangen til, at vi grundlæggende som menneske skal tilbydes så mange muligheder som muligt. Jeg begyndte at interessere mig for partipolitik, da jeg begyndte på mine studier i Film- og Medievidenskab i Aarhus, hvor jeg også meldte mig ind i Venstres Ungdom. Jeg kom der mest for mandagsøl og relationerne til at starte med, men med tiden begyndte jeg for alvor at interessere mig for politik og de politiske diskussioner i forhold til, hvad der er ret og rimeligt.”

Foto: Alona Vibe

Hvilke overvejelser har du gjort dig omkring det mediefokus, der følger med jobbet som politiker?
“Inden jeg fik min søn Valdemar, har jeg ikke givet det så mange tanker. Jeg har mere været fokuseret på først og fremmest at blive valgt og få mulighed for at kæmpe for det, jeg tror på.

Efter Valdemar er kommet til verden, kan jeg dog godt mærke, at tankerne omkring mediepostyret kommer snigende på en anden måde. Særligt indtil videre i mit brug på sociale medier, hvor uenigheder ofte blive mere eksplosive og tydelige, og derfor tænker jeg meget over, hvor meget eller lidt min søn skal være på mine offentlige sociale medier. Så der er jeg stadig i tvivl om, hvor grænsen går.”

Hvad er den største fordom, du møder som Folketingskandidat?
“Det tror jeg handler om, at man kun stiller op til Folketinget for at få en god løn og favorable ansættelsesvilkår. Det kan jeg mærke prikker, når folk siger det. Mest fordi jeg faktisk bruger oceaner at frivillig tid på mit kandidatur, hvor jeg ikke får en krone for det. Så det er langt fra på grund af lønnen, jeg stiller op – tværtimod. Og det tror jeg gælder stort set alle folketingskandidater og folketingsmedlemmer. Vi gør det, fordi vi brænder for noget, og fordi vi ønsker at gøre en positiv forskel.”  

Foto: Alona Vibe

Hvis du skulle få én enkelt ting igennem lige nu, hvad skulle det så være?
En bedre ‘vinterhjælp’ til danskerne end den, der er aftalt bredt i Folketinget i dag. Der sidder simpelthen for mange familier, som ikke ved, hvordan de skal få det hele til at hænge sammen med de stigende priser på el, gas, benzin og mad.” 

“Vi bliver nødt til at sænke flere afgifter og skatter, og det bliver vi nødt til at gøre nu – som i lige nu og ikke først til januar 2023. Der er for alvor noget helt galt med det danske samfund, når to voksne med to fuldtidsjobs i øjeblikket har svært ved at få det til at hænge sammen. Det skal vi som politikere tage dybt seriøst, og derfor er en bedre ‘vinterhjælpspakke’ også det første, jeg vil gøre noget ved, hvis jeg skulle føre noget igennem lige nu.”    

Hvad gør netop dette folketingsvalg til noget særligt for dig?
Folketingsvalg er altid noget særligt. Det er der, hvor vi går til stemmeurnerne og beslutter, hvilken retning Danmark skal i. For mit vedkommende er det mit andet folketingsvalg, hvor jeg selv står på stemmesedlen. Det er selvfølgelig noget helt særligt. Ved sidste folketingsvalg blev jeg førstesuppleant til Folketinget, og jeg håber derfor også meget på, at det lykkes den her gang for mig at får et fast sæde på Borgen. Danmark har behov for en Bisse på Borgen.”

Om Charlotte Bisserup Bechfeldt

  • 30 år.
  • Cand. mag. i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet.
  • Tidligere public affairs-direktør i kommunikationsbureauet Rud Pedersen.
  • 1. suppleant til Folketinget i Sjællands Storkreds siden 2019.
  • Stiller op som folketingskandidat for Venstre for anden gang.

Leder du efter lingeri, som klæder netop din krop? Så skal du shoppe hos dette brand

Blonder og silke, sløjfer og plisseringer. Undertøjsshopping bør være den ultimative selvforkælelsesstund, hvor du føler dig både tiltalende, smuk og ikke mindst hemmelighedsfuld. Ingen andre end dig ved, hvilke spændende sager du gemmer under tøjet.

Men måske har du oplevet, at dine sexede lingeridrømme langtfra bliver til virkelighed, når du står nede i prøverummet. Lyset er dårligt, alle vinkler på kroppen synes forkerte, og ikke en eneste bh i butikken passer.

Men selvom konfrontationen med det afklædte spejlbillede i prøverummet kan være svær, er det vigtigt at huske på, at alle kroppe er smukke og unikke – også din. Det er budskabet bag den helt nye undertøjsserie Intimate by CHANGE Lingerie. I denne artikel stiller vi skarpt på velsiddende undertøj, kærlighed til kvindekroppen og gode prøverumsoplevelser.

Bh’er til enhver barm

Det kan være grænseoverskridende at shoppe undertøj, og derfor er det vigtigt at shoppeoplevelsen bliver god og tryg, så du går hjem fra butikken med det helt rigtige sæt.

Den første og største forudsætning for en succesfuld shoppeoplevelse er at finde bh’en der passer. En bh skal helst sidde, som var den lavet præcis til dig. Hvis undertøjet strammer de forkerte steder, og alle styles, du prøver, synes forkerte, kan et prøverum pludselig føles meget småt og varmt.

Det er netop derfor, CHANGE Lingerie værner særligt meget om den gode rådgivning og rigtige pasform. Det danske undertøjsbrand ser det som sin vigtigste opgave, at du skal føle dig tryg, når du shopper lingeri. I bund og grund handler det om at fremhæve det, der gør din krop til noget helt særligt.

Triangle-bh i 'Dahlia'-style.

Med disse værdier for øje, har CHANGE Lingerie lanceret sin nye Intimate-serie, der inkluderer styles i smukke designs, med og uden bøjle. Serien har et feminint udtryk, som leger med formerne og udfordrer konventionerne. Intimitet er et flygtigt begreb, som kan have mange betydninger, alt efter hvem vi spørger. Med Intimate-serien skaber CHANGE Lingerie et rum for netop intimitet, og med spørgsmålet ’What is intimacy to you?’ er din intimitetsfølelse i fokus. Det er derfor, undertøjsserien inkluderer moderne og minimalistiske styles til alle anledninger, alle de kvinder, du er – og alle de former for intimitet, du rummer.

I serien kan du være sikker på at finde lingeri, der passer dig – uanset om det skal være basic styles i bomuld eller festligere varianter med blonder og similisten.

I fællesskab med personalet kan du finde frem til både størrelse og model – og du kan trygt besøge prøverummet i butikken. Spejlet sidder rigtigt, lyset er flatterede, og personalet bringer dig gerne de styles og størrelser, du måtte efterspørge.

Alt er tilladt

Hos CHANGE Lingerie handler undertøjsshopping ikke bare om at finde den gode bh i rette pasform; det handler mindst lige så meget om, at du føler dig smuk og tilpas i egen krop, når du går fra butikken. Her er alle kroppe smukke, alle bryster unikke, og mantraet lyder, at bh’en skal passe dig, ikke omvendt. Kroppen skal vises frem – for den er lige, som den skal være. Det skal være slut med at tænke på blonde-bh’er som et særligt privilegie for de få og tro, at alle andres former er mere sexede end dine.

Balconette-bh i 'Rose'-style.

Bh i mesh og blonde i 'Felicia'-style.

Basic styles med et sporty udtryk er perfekte til den travle hverdag, hvor komfort er i højsædet. Skal du til fest, eller har du lyst til at give hverdagen lidt ekstra spice, kan blondebroderi på transparent mesh gøre underværker. Nogle gange kan fornuft og forføring gå hånd i hånd, og på sådanne dage kan lingeri med sløjfer og feminine detaljer i bløde materialer være det rigtige valg.

Intimate-serien har både sporty vibes og feminine fornemmelser i smukke farver, der passer perfekt til efterårssæsonens æstetik, og vi guider til dem herunder.

Sporty spice

Vælg en softbra for det ultrabehagelige fit. ’Drew’ er go-to bh’en for et sporty og seamless fit, der fungerer både til hverdag og fest, mens ’Melanie’ har samme komfortable pasform, bare på den lidt mindre dækkende måde. Brug din soft bra under en basic tee eller en festtop, eventuelt med kig til din bh.

Fin og feminin

’Rose’ er til dig, som vil være velklædt fra dit inderste til dit yderste. Stylen er udformet med mesh-detaljer og blondebroderi, mens balconette-fittet sikrer dig støtte og perfekt pasform. Det samme gælder ’Sia’, som med blonder på mesh giver diskret kig til brystvorten.

Til hverdag og fest

Triangle bh’en er perfekt til dig, hvis du er glad for et behageligt fit med dyb kavalergang, der fås både med og uden padding. De yder god støtte til små- og mellemstore barme, og de fås i både med og uden bøjle. Vælg ’Dahlia’ for en bh med padding, og vælg Felicia for en let pasform og et sexet, sheer look.

Bh og trusser i 'Drew'-style.

Flot fylde

Sidst, men ikke mindst, inkluderer Intimate-serien også ’Fleur’. Det er en behagelig bh med let push-up i et minimalistisk design, som giver flot fylde og er usynlig under t-shirten.

Alle styles fås i øvrigt som sæt med trusser, hvor du kan vælge mellem hipster, tai og string. Se hele lingeri-serien herunder – og shop alle styles lige her.

Intimate by CHANGE Lingerie

Intimate-serien fra CHANGE Lingerie er stilfulde og enkle designs med rene linjer, der fremhæver dine kvindelige former. Alle styles er lavet med stort fokus på pasform og funktionalitet. Gå på opdagelse i hele sortimentet og læs mere her.
Er du i tvivl om, hvilken størrelse du bruger, eller hvilken style du egentlig mangler i garderoben, kan du altid finde vejledning i deres butikker landet over.

Hailey Bieber varmer op til Halloween med ny negle-trend

Der er noget i luften, og det er ikke bare duften af Pumpkin Spice Latte.

Det (u)hyggelige efterår er over os, og det betyder også, at Halloween, der efterhånden ikke kun er en amerikansk højtid, er på vej. 

Den nye sæson, og højtiderne der følger med, kan bruges som god inspiration til både makeup og garderobe. 

Det ser det også ud til, at Hailey Bieber har gjort. For den populære model har fået sig en ny, mørk manicure, der er perfekt til årstiden.  

Hailey Bieber er en altid en glimrende inspirationskilde til nye negle, og hun er da også flere gange gået viralt med sine #glazeddonutnails og dybt chokoladebrune mani’er, der både fik vores hjerter til at banke og TikTok til at eksplodere.

På en selfie i et galleri med billedteksten ”Oct 1” kan man ud over Biebers smukke makeup i efterårsagtige, brunlige nuancer og håret sat i den ultra-moderne, ultra-stramme knold, fornemme efterårets dystre undertoner i neglene belagt med kulsort blank lak. Og formen (lange og ovale) bidrager kun til at understrege de dystre undertoner i de Halloween-passende negle.

Så hvorfor ikke gå efter kulsort, næste gang du skal have ordnet negle? Det er hermed ’Hailey Bieber Approved’ – og det er et neglemæssigt kvalitetsstempel, vi gerne retter ind efter.

Læs ogå

Den helt stramme knold hitter: Med populært produkt fra TikTok får du den nemt selv

Kaia Gerber designer kollektion for Zara – og den er alt, vi har lyst til at gå i til efteråret

Hvis du har savnet modellen Kaia Gerber på podierne under de internationale modeuger denne sæson, er det altså ikke, fordi hun er gået under jorden.

Tværtimod har hun haft andre kort gemt i sine smarte ærmer.

Gerber, der er datter af supermodellen Cindy Crawford, har fået god stil ind med modermælken – vitterligt – og lige så kendt hun er for at kunne bære stort set alle looks på designernes runways, lige så berømmet er hun for den personlige stil, hun demonstrerer ,når hun ikke går på de lange catwalks.

Privat er hun særligt inspireret af 90’ernes minimalisme og hendes enkle, tidløse looks består ofte af jeans, store blazere og gode skjorter.

Og hendes underspillede sans for gode looks, der holder, har altså fået highstreetgiganten Zara til at indgå et samarbejde med den 21-årige model.

Kaia Gerber har lavet en capsule-kollektion for Zara, der består af 30 items; herunder tøj, sko og accessories, som alle er 1:1 med det, der kendetegner Gerbers egen stil.

Her er tykke rullekrave-sweatre i cashmere, lækre slip-kjoler, silkepyjamas, croptops i læder, oversized suits og korte denimjakker og en farveskala, der holder sig inden for den Gerber-godkendte palette af sort, hvid, brun og grå. Alt sammen basis-ish, men med et moderne touch, der gør kollektionen super-aktuel, men på samme tid anvendelig og tidløs.

At Zara går H&M i bedene med at introducere designer- og kendissamarbejder er relativt nyt. Første eksempel var i 2021, hvor den spanske highstreetkæde indgik et overtøjs- og interiørsamarbejde med Kassl Editions, og i september 2022 landende en eksklusiv kollektion i samarbejde med 90’er-ikonet Narciso Rodriguez.

Kaia Gerbers kollektion for Zara blev lanceret 4. oktober 2022 online og i udvalgte fysiske butikker. Men desværre skal du til via det amerikanske site (eller en tur til USA) for at få fingrene i kollektionen.

I galleriet nedenfor kan du se udvalgte styles fra Kaia Gerber x Zara-kollektionen.

Læs ogå

Designeren, der genopfandt Bottega Veneta, bliver chefdesigner for et nyt, stort modehus

Fotograf Rasmus Mogensen: “I Danmark har man tillid til hinanden og til systemet, men i Frankrig er det lidt, som om folk har givet op”

Denne artikel er en del af en serie om danskere i Paris, der fortæller om deres forhold til byernes by.

Jeg flyttede til Paris i 1995. Forinden havde jeg været i New York som fotoassistent, og jeg havde arbejdet i København for Morten Bjarnhof, som dengang var den største fotograf i Danmark. Vi rejste meget, og det gik hurtigt op for mig, at hvis jeg ville noget med min karriere, måtte jeg uden for landets grænser. Samtidig havde jeg mødt jeg en fransk pige på et meditationsseminar i Jylland, og hun boede i Paris, så jeg rejste med hende derned for at starte min fotografkarriere op som 21-årig.

Da jeg ankom, kunne jeg ikke ét ord fransk. Det var at skyde sig selv i foden, og der gik mange år, før jeg lærte fransk, fordi jeg tænkte, at jeg i min branche kunne klare mig på engelsk. Men det var en stor fejl, og jeg er sikker på, at jeg er gået glip af nogle muligheder, fordi jeg ikke talte fransk. Det var først, da jeg blev far sidst i 20’erne, at jeg besluttede mig for at lære sproget, og i dag taler jeg okay fransk, men de helt små, subtile finurligheder kommer jeg nok aldrig til at forstå, fordi det ikke er mit modersmål. Jeg kan huske, at jeg i ’98 var i biografen i Paris og se ’Festen’, og folk troede, jeg var sindssyg, fordi jeg grinte af selv de helt små ting; som hvordan Thomas Bo Larsen lægger trykket på ordene i sine replikker. Men det er der jo ingen andre end danskere, der fatter, og sådan er det også på fransk.

“Da jeg ankom, kunne jeg ikke ét ord fransk. Det var at skyde sig selv i foden”

De første mange år boede jeg i det 5. arrondissement, som er latinerkvarteret. I dag bor jeg i det 14. arrondissement lige syd for, men jeg nyder stadig at komme der, fordi der er mere stille og roligt end mange andre steder i Paris med mange smukke parker og små, hyggelige steder. Jeg bruger også meget tid i mit eget nabolag, og generelt kan jeg bedst lide de områder i Paris, som er mindre populære. Det kunne aldrig falde mig ind at gå en tur i f.eks. Le Marais, fordi der er så mange mennesker og så mange turister – det er nok også de færreste københavnere, der går tur på Strøget.

Foto: Rasmus Mogensen

Mit stamsted i Paris er Bistrot des Plantes, en god, lille restaurant, der ligger i den gade, hvor jeg bor. Det er en klassisk fransk bistro, der serverer traditionel fransk mad. Tidligere var der kun 18-20 siddepladser indenfor i restauranten, men på grund af pandemien har de fået lov til at lave udeservering på fortovet og pladsen foran, og det skaber en virkelig hyggelig stemning, når alle sidder udenfor og spiser under træerne.

Om Rasmus Mogensen

Rasmus Mogensen har boet og arbejdet i Paris i 27 år.
Han har fotograferet for en lang række internationale magasiner og lavet kampagner for bl.a. Givenchy, Diesel, Elizabeth Arden, L’Oréal og Swarowski.

Jeg har lige haft en amerikansk ven på besøg, og det første, jeg foreslog, var at besøge Monets have, som ligger et godt stykke udenfor Paris, i Giverny. Den har derfor ikke noget med byen at gøre som sådan, men jeg elsker at komme der om foråret eller om sommeren og se hans malerier. Men hvis man ikke har været i Paris før, synes jeg også, man skal lave alle de klassiske turistting: Trocadéro, Eiffeltårnet, Montmartre osv. Efter pandemien er jeg selv begyndt at genopdage nogle af de kulturelle ting, som gør Paris til noget særligt, og har besøgt nogle af de store museer: Louvre, Musée d’Orsay og Musée Rodin f.eks.

Da jeg flyttede til Paris, følte jeg, at danskerne og franskmændene lå ret tæt på hinanden både ift. mentalitet og det sociale. Men sådan er det ikke længere. I Danmark har man tillid til hinanden og til systemet, men i Frankrig er det lidt, som om folk har givet op. Mange oplever, at de stærke snyder de svage, og at det offentlige system ikke fungerer, men de lever med det, fordi de ikke føler, at de kan stille noget op. Det er ikke usædvanligt at blive snydt i Paris, og især ikke når man taler fransk med udenlandsk accent – jeg har oplevet at blive svindlet af både banken, min revisor og af mekanikere gennem årene

“Da jeg flyttede til Paris, følte jeg, at danskerne og franskmændene lå ret tæt på hinanden både ift. mentalitet og det sociale. Men sådan er det ikke længere”

Jeg savner virkelig dansk slik. Det er bare bedre end i Frankrig. Heldigvis kan jeg få fingrene i det, når jeg er hjemme i København, eller når jeg får venner på besøg. Jeg savner også en god kartoffelmad og nogle af de andre klassiske danske ting, som jeg har et meget nostalgisk forhold til, fordi jeg har boet ude så længe.

Om fem år bor jeg ikke længere i Paris. Det handler mest om, at jeg er ved at være færdig med storbyer i det hele taget. Hver weekend tager jeg ud i skoven ved Fontainebleau syd for Paris og kører på mountainbike, og det er helt nødvendigt for mig, for at jeg kan føle, at jeg er i kontakt med naturen og den rigtige verden. Men samtidig er jeg lidt afhængig af at være i Paris på grund af mit arbejde som fotograf – det er her, alle de dygtigste mennesker er. Min kæreste er fra Sydfrankrig, og i en ideel verden kunne jeg godt tænke mig at have et lille sted i Paris, hvor jeg kunne være, når jeg er på arbejde, men bo længere sydpå, måske i Bourgogne eller i Provence.

Læs ogå

Model Maya Leroux om Paris: Hvis jeg skulle vise venner rundt i Paris, ville jeg tage dem med herhen

Stella Nisreen Kanaan: “Jeg elsker selv at hælde produkterne på flaske i mit laboratorium. De får alle en kærlig tanke med på vejen”

Hvordan startede ideen til Naughty Alchemist?

Gennem de seneste år, hvor jeg har haft Beauty Avenue, er jeg ofte blevet spurgt, om jeg ville lave produkter i eget navn. De seneste år har vi haft et samarbejde med et cool amerikansk mærke, men fordi vi som virksomhed er meget afhængige af vores leverandører, da vores behandlinger er bygget op omkring bestemte produkter, er vi meget sårbare, hvis der f.eks. bliver lavet ændringer i produkterne. Og sammen med min naturlige interesse for det naturlige og hele urtekundskabsverdenen, blev ønsket om at lave egne produkter, og dermed ikke være afhængige af andres produkter, det der gjorde, at jeg sprang ud i at lave mine egne produkter.

Kan du fortælle mere om selve tilblivelsesprocessen af produkterne? 

Jeg har høje krav til mig selv og alle produkter fra Naughty Alchemist. Derfor har flere af vores produkter også været mange år undervejs, og der ligger mange versioner og tests forud for det endelige resultat. Ideen til et nyt produkt starter som regel med noget, som jeg er blevet inspireret af eller med udgangspunkt i et behov, vi har haft i salonen i forbindelse med vores behandlinger. Produktet ‘Brow Nourishing Serum‘ blev f.eks. skabt udelukkende, fordi det ikke var muligt at finde et brynserum, der både var naturlig og økologisk, og det var et produkt, som flere af vores kunder efterspurgte.

Når et produkt skal gå fra tanke til virkelighed starter processen i laboratoriet, hvor jeg eksperimenterer med alle mine ingredienser, før jeg efter utallige tests og tilretninger til sidst har noget, der ligner et færdigt produkt. Derefter skal produktet sikkerhedsgodkendes og stabilitetstestes, hvilket jeg har en ekstern konsulent til at hjælpe mig med. Når vi så har det helt endelige produkt, skal det registreres i den europæiske produktdatabase. Når opskriften på produktet er godkendt, går jeg i gang med at producere og hælde på flaske. Jeg elsker, at jeg selv står for at hælde det hele på flaske i mit laboratorie. Alle produkter får en kærlig tanke med på vejen fra mig.

Foto: Christoffer Mygind Juul
Foto: Christoffer Mygind Juul

Hvordan ser den optimale hudplejerutine ud med produkter fra Naughty Alchemist?

 

1) Start din renserutine med en dobbelt rens. Først med ‘Calming Cleansing Oil‘ og derefter med ‘Nourishing Cleansing Melt‘.

2) Derefter rens du produktet af med ‘The Perfect Facecloth‘, der også har en mild eksfolierende effekt.

3) Til sidst skal din hud have masser af fugt. Først med ‘Magickal Hydrating Mist‘ (som jeg altid vil anbefale om aftenen) og ‘Pure Rose Essence‘ om morgenen. Afslut med ‘Moonlight Renewing Serum‘.

Foto: Christoffer Mygind Juul

Er produkterne gravid-venlige?

Ja, jeg har designet alle produkter fra Naugthy Alchemist, så de kan bruges af gravide. Ingen af produkterne indeholder syntetisk parfume eller i øvrigt skadelige eller farlige ingredienser. Aromaerne kommer fra økologisk certificeret æteriske olier, og jeg bruger kun æteriske olier og mængder, der er godkendt af The Tisserand Institute til gravide. Desuden bliver alle vores produkter sikkerhedsgodkendt til at kunne bruges af gravide.

Er der nye produkter på vej?

Det næste produkt jeg arbejder på er et vinterpleje-produkt til læberne og en sexolie.

Hvor drømmer du om, at Naughty Alchemist er om 1,5 og 10 år?
Jeg drømmer om, at Naughty Alchemist vil være på alles hylder, og vil være med til at få folk til at føle sig sunde og
og endnu tættere på naturen og føle taknemmelighed for alt det, naturen kan gøre for vores kroppe og vores sundhed. Om ti år drømmer jeg om at have inspireret en masse mennesker, både her i Danmark og ude i verden, med spændende workshops og en masse læring omkring sunde skønhedsvaner, non-toxic produkter og urternes helende egenskaber.

Foto: Christoffer Mygind Juul
Læs ogå

Beauty Avenue-indehaver Stella Nisreen Kanaan: “Mit bedste beautytip er et af de mest undervurderede – men det gør underværker”

12 billeder af Katie Holmes, der er den ultimative inspiration til din efterårsgarderobe

Katie Holmes skrev noget nær modehistorie, da hun en solrig septemberdag i 2019 trådte ud på gaden i New York for at praje en taxa. Denne scene er der i sig selv ikke noget odiøst i, men dét, der gjorde øjeblikket uforglemmeligt, var hvad Katie Holmes havde på: Den perfekte cashmere-cardigan med kig til en matchende cashmere-BH under.

Det var så underspillet. Så sensuelt. Så casual. Så chikt. Og så rigtigt, at internettet næsten brød sammen i applaus over looket – og alle fór til tasterne for at finde ud af, hvor det bløde sæt mon kunne købes.

Svaret var Khaite, og andre (mere prisvenlige) brands var ikke sene til at kopiere cardigan-sættet – eller Katies look for den sags skyld.

Foto: Mega

Siden da har Katie Holmes knap kunne træde uden for sin dør, førend modeentusiasterne sultne kaster sig over at dechifrere og efterligne det, hun har på.

Hendes fashionable formel består nemlig af solide basisgarderobeelementer, som denim, hvide t-shirts og skjorter, masser af cardigans, blazere, trenchcoats og flade sko. Alt sammen items, der findes i de fleste garderober, men som Holmes formår at sætte sammen i chikke, ukomplicerede nye fortolkninger, der er til at forstå og selv prøve kræfter med.

Og hendes seneste efterårslooks, blandt andet under modeugen i Paris, beviser nok engang, at hun er den ultimative inspirationskilde til gode og anvendelige efterårslooks, der både er smarte og praktiske.

Eksempelvis var hun til Chloé-showet i Paris iført en råhvid læderkjole (fra Chloé) tilsat chunky loafers (også fra Chloé) og en sort blazer over – et look, vi næsten ikke kan vente med at kopiere. 

Foto: Ritzau/Scanpix

Og det er netop dét, Katie Holmes kan.

Hun forstår at tage tidens hotteste items; om det er loafers med plateau, cargo-bukser eller et strikket cardigansæt – og gøre dem tilgængelige. Til at forstå. Og nøglen til dette er, at hun ikke makser ud på de trends, hun tager til sig, men i stedet integrerer dem diskret i sin allerede eksisterende, gode basisgarderobe.

Præcis, som vi almindelige dødelige også ville gøre det.

Og det er derfor, hun er et fabelagtigt referencepunkt at skæve til, når man mangler helt almindelig hverdagsinspiration.

Fundamentet i hendes garderobe er og bliver dog jeans og denim i alle afskygninger, men hun har en særlig kærlighed for brede jeans, og dem med lige ben – gerne fra Rag & Bone og Citizens of Humanity.

Med fundamentet i orden sætter hun sine outfits sammen med ofte ét statement; en iøjnefaldende cardigan (som den fra Khaite), en chik frakke eller basis lag-på-lag med skjorte og blazer. Og så underspiller hun sine accessories og går efter diskrete klassikere som en lille Chanel-taske eller en crossbody fra A.P.C eller Chloé. Hun overgør aldrig noget i sin garderobe, og det er netop derfor, hendes stil er så appellerende.

Det er dog særligt om efteråret, at hendes geniale garderobe shiner – for det er her, hun virkelig kan hive al sin lækre strik og arsenalet af gode jeans og frakker frem fra deres sommerhi.

I galleriet nedenfor har vi samlet 12 af Katie Holmes’ bedste efterårslooks, som du kan lade dig inspirere af.

Læs ogå

Derfor er baggy jeans den ultimative denimtrend for tiden

Disse 3 kropsbehandlinger skal du forkæle dig selv med

Det kan være svært at mærke sin krop sådan rigtigt, men med en blid pause hos en professionel kan du nulstille tankemylderet og finde tilbage til roen.

Vi har testet tre behandlinger, der kan noget helt særligt – på hver sin måde. 

Iskoldt quickfix
I en smuk, herskabelig gammel villa, et stenkast fra Gentofte Station, ligger Cryo Lounge. Det er et af landets nyeste steder, der tilbyder den ikke nye, men nyligt populære terapiform cryo.

Selv om det lille ord lyder bizart, er det mere almindeligt, end man skulle tro. Du har sikkert allerede selv prøvet cryo-filosofien, hvis du har slået dig og kølet skaden ned med frosne ærter, eller hvis du har hang til at hoppe i havet om vinteren.

Cryo tager dog princippet om at “dulme” skader og genstarte kroppen ved hjælp af kulde til et helt nyt niveau.

Her skal du nemlig stå tre minutter i en lukket frysekabine (den er åben i toppen, så hovedet er frit, og du ikke får klaustrofobiske fornemmelser), som ved hjælp af nitrogen køles ned til mellem -125 og -140 grader. Man har ikke andet på end trusser, tykke uldsko og -strømper samt handsker på hænderne.

Det lyder voldsomt og potentielt som noget, der er alt andet end rart, men den tørre kulde, som nitrogenen giver, gør det langt mindre ubehageligt end at vinterbad. Cryo-terapi er medicinsk godkendt (det gælder også maskinen i Cryo Lounge) og bliver brugt af flere internationale sportsstjerner (inkl. det danske fodboldlandshold), der bruger behandlingen til at få kroppen til at restituere hurtigere, lindre muskelsmerter og få fornyet energi.  Cryo-behandlingen sætter desuden gang i forbrændingen og kroppens blodcirkulation samt cellefornyelsesproces.

Ejeren af Cryo Lounge, Tonny Aarkrogh, gør, at oplevelsen lige fra modtagelsen til turen ind i boksen er behagelig og let at komme igennem, og efter endt behandling skåler vi i et ingefærshot som det forfriskende punktum på behandlingen, der inkl. af- og påklædning tog i alt 10 minutter. 
 

Foto: PR cryo

Cool Cryo Whole Body hos Cryo Lounge, 3 behandlinger a 3 minutter, 999 kr. Cryolounge.dk

Den holistiske pause
Det første, du møder hos Manigo på Nørrebro – ud over smilende  og imødekommende Thea Sofie Munch, der står bag stedet – er levende lys, lange, sandfarvede hørgardiner, friske blomster og  blottede, rå murstensvægge. Der står allerede varm te, koldt vand og snacks klar til dig i behandlingsrummet, hvor du starter ud med fem minutter alene – dejligt!

Thea Sofie Munch arbejder i dybden med det, din krop har brug for på dagen, så ingen behandlinger er ens. Hun afspænder og lindrer ubalancer i din krop med behandlingsmetoder som zoneterapi (tryk og massage under fødderne), kranio-sakralterapi (blide greb langs rygsøjlen og kraniet) og healing, da det handler om at berolige dit nervesystem.

Behandlingen er en afslappende og tryg oplevelse, hvor du efter din alenetid kryber under en blød dyne på en varm briks og først tager en snak om, hvordan du har det (Hvordan er din energi i dag? Øh, tung og bekymret …). Samtalen kan tage 15 eller 45 minutter, alt efter hvad du har brug for, og derfra guider Thea dig, hvilke metoder hun vil bruge for at få dig “ned i din krop”. En behandling kan derfor f.eks. begynde med zoneterapi, herefter glide over i en guidet meditation for at få dig til at slappe af og slutte af med kranio-sakralterapi.

Efter behandlingen får du igen god tid til at komme til dig selv, og det har du brug for, for du kommer virkelig langt ned i din krop! Havde du skuldre, der sad oppe under ørerne, før du kom, kan du godt regne  med, at de er tilbage på plads, ligesom at forstyrrende tankemylder er afløst af ro og en opløftende, god mavefornemmelse. 

Foto: PR manigo

1:1 Session, 90 minutter hos Manigo, 1.400 kr. Manigo.dk

Rundt om hele kroppen
Kender du følelsen af at lægge sig på behandlingsbriksen, og dit indre nedtællingsur hamrer derudad, fordi behandlingen er slut, nærmest inden du lagde dig?

Med en varighed på to timer og ti minutter (yes!) hører kropsbehandlingen Renewing Body Experience hos Beauty Avenue på Frederiksberg i København absolut ikke til i den kategori.

Her starter du med et nærmest rituelt fodbad, hvorefter hele kroppen bliver skrubbet. Det vil også sige “boobs”, som behandleren kalder dem, og det føles overraskende naturligt – hverken erotisk eller grænseoverskridende. Scrubben masseres ind i præcise, koordinerede bevægelser, der sætter godt gang i blodgennemstrømningen – hej, varme!

I det helt dunkle, lune behandlingsrum er der en bruseniche, hvor scrubben skylles af. Det gør man selv, mens behandleren forlader rummet. Tilbage på briksen begynder helkropsmassagen, der i den grad kan mærkes – som i: Av, er jeg virkelig så øm i underarmene?

Den sidste halve time er det ansigtet, der får opmærksomhed, bl.a. i form af zonetapeutisk trykpunktsmassage, ah!

Følelsen efter behandlingen er total afslappelse i både krop og sind. Og af taknemmelighed over virkelig at have mærket kroppen.

Foto: PR Beauty Avenue

Renewing Body Experience hos Beauty Avenue, 2 timer og 10 min., 2.300 kr. Beautyavenue.dk.
 

Læs ogå

Eksperten: 4 vigtige hudplejesteps til dig, der vinterbader

Ryan Gosling er det nye ansigt for Gucci: Her er de bedste modekampagner lige nu

De store modehuse er ofte leveringsdygtige i flotte kampagner med både velkendte og ukendte ansigter. 

Dette efterår har Balenciaga fx Kim Kardashian i front, Celine har Kaia Gerber, og Proenza Schouler har Bella Hadid. 

Gucci har valgt at gå i en anden retning og hylde filminstruktøren Stanley Kubricks værker med billeder inspireret af film som ‘The Shining’, ‘Clockwork Orange’ og ‘Eyes Wide Shut’. 

Vi har samlet nogle af de bedste billeder fra Fall/Winter-kampagnerne i galleriet herunder. Vi opdaterer listen løbende. 

Læs ogå

Camille Charrière: Her er 20 af det franske stilikons bedste stiløjeblikke

Se Line Dalgaards fine bolig: “Æstetik er vigtig, men jeg vil ikke gå på kompromis med det hjemlige og rare”

Line Dalgaard, PR Manager hos Ole Lynggaard Copenhagen. Bor sammen med sin kæreste, Alexander Lauf Olsen, restauratør, og deres nyfødte datter i en lejlighed i to etager på 135 kvm i Nordhavn.

På mange måder var rammerne i lejligheden i to etager i Nordhavn utaknemmelige at skabe et varmt hjem i.

Ejendommen er nybygget, og Line Dalgaard og hendes kæreste er de første, der bor i lejligheden.

“Det var et rent kanvas, og alle flader var helt hvide i de nærmest skotøjsæske-lignende rum. Væggene, køkkenet, badeværelset; alt var hvidt. Det var på den ene side super spændende, men også virkelig udfordrende,” fortæller Line Dalgaard, der efter et års tid i boligen valgte at ryste posen gevaldigt.

“Det første år, vi boede her, gav os mulighed for at scanne lejligheden. Ved at leve i den fandt vi ud af, hvilke rum, der kunne hvad, hvordan lyset faldt og hvornår, og hvordan vi bruger lejligheden i hverdagen.

Vi startede med at ændre rumfordelingen. Til at starte med havde vi soveværelse nederst og stue på første sal, fordi rummet deroppe var det største og derfor, tænkte vi, var godt som det store sociale rum. Men vi fandt ud af, at vi aldrig brugte den øverste etage og endte med at leve hele vores liv på nederste etage,” forklarer Line Dalgaard, der endte med at lave nederste etage til det store sociale rum med køkken, spiseplads og stue, og øverste etage til soveværelse.

Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD

Over bogkasser fra Trævarefabrikernes Udsalg hænger et silkeprint af spanske Pablo Palazuelo fundet hos Foundation Maeght, som ifølge Line Dalgaard først rigtigt kom til sin ret, da det blev indrammet i dobbeltglas hos Mathias fra Atelier Hjorth-Rohde. Lille værk i keramik og træ af Emma Kohlmann, gulvlampe af Isamu Noguchi og skammel af Piet Hein Eek fra Holly Golightly. Den blå vase er en vintage Møller & Bøgely.

BALANCEAKT
For Line Dalgaard handler indretning i høj grad om at finde balance.

Målet var at skabe hjem, der er varmt og personligt, men med respekt for de rammer, der er givet.

“Lige så smukt, som sildebensparket og høje paneler er, lige så forkert ville det være her på grund af ejendommens arkitektur. Men der var andre ting, vi kunne skrue på,” siger Line Dalgaard, der valgte at få varmen ind med den råhvide, lidt beige farve på væggene, ‘Slipper Satin’ fra Farrow & Ball, i nederste etage, fordi den “føles mere som at få et kram end med de helt sterile hvide vægge”.

Køkkenet, som fik plads der, hvor parret tidligere havde soveværelse, er bygget op af skeletterne fra det eksisterende helt hvide køkken og nye fronter og en ny længe i træ bygget af snedker Malte Gormsen.

“Vi ville gerne have et varmere køkken, uden det blev hverken herskabeligt eller romantisk. Derfor valgte vi de helt enkle fronter med masser af varme i træet, og på gulvet, der før var malet med hvid, tyk skibslakmaling, lagde jeg sammen med en gulvmand forskellige stykker marmor, så også gulvet giver både varme og personlighed.”

Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD

Køkkenet er en hybrid mellem skeletter fra lejlighedens tidligere køkken og nye fronter og en ekstra længe i træ bygget af snedker Malte Gormsen. Gulvet har Line Dalgaard selv lavet af forskellige marmorstykker sammen med en gulvmand. PH’s Kontrast-lampe stammer fra barndomshjemmet. Billedet på bagvæggen er af Souvanni Asmussen, som er tidligere kollega til Line Dalgaard, og var det første kunstværk, hun købte for sine egne penge for fire år siden.

NYT LIV TIL KLASSIKERNE
Der er tre vigtige komponenter, Line Dalgaard indretter ud fra: det æstetiske, det funktionelle og det hjemlige, dog brudt af ting, der popper ud; brikker, der får helheden til at spille.

Både Line Dalgaard og hendes mand elsker at have venner og familie på besøg, og de hader tanken om, at ting ikke kan blive brugt.

“Æstetik er vigtig, men jeg vil ikke gå på kompromis med det hjemlige og rare. Ingen skal føle, de skal gå forsigtigt og passe på, for så går hyggen af. Alle gæster skal føle sig tilpas og hjemme,” siger Line Dalgaard og funderer over, at begrebet hjemlighed er noget af det mest subjektive.

“For mig er fornemmelsen af hjemlighed bygget op fra mit barndomshjem og steder, jeg har besøgt, og det kan ligge i alt fra møbeldesign til lyskilder. Jeg er selv opvokset med danske designklassikere, som jeg også omgiver mig med i dag. De er tidløse og smukke, men i mit hjem er de brugt på en anden måde end i mit barndomshjem. For eksempel har vi Corona-stolen fra Erik Jørgensen, som jeg drømmer om at ombetrække, så den får et mere moderne udtryk, der viser, hvem vi er. Og når jeg sætter en klassisk PH-lampe sammen med en Isamu Noguchi-lampe eller en vintage Murano-lampe, bringer de noget nyt frem i hinanden, så udtrykket bliver både velkendt og nyt.”

Se hele Line Dalgaards fine bolig herunder: 

Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD

I stuen har Line Dalgaard valgt en brun veloursofa, fordi hun “kan lide stofligheden i ikke-læder og varmen”. Den er fra Menu og designet af parrets gode ven, Frederik Werner fra Norm Architects. Corona-stolen fra Erik Jørgensen fra barndomshjemmet drømmer Line Dalgaard om at ombetrække og give den endnu mere nyt liv. Sofabord fra Ikea, væglampe fra Frama. Det lille billede af Emma Kohlmann skaber lidt kontrast med de røde nuancer, så “det ikke bliver for korrekt”. Det store originale litografi af Asger Jorn stammer fra Lline Dalgaards svigerforældres hjem. Kähler-vase på bordet er vintagefund, gulvtæppe fra H&M Home.

Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD

Spisestuen ligger i forlængelse af stue og køkken som afslutning på det sociale rum, som hele den nederste etage består af. Stolene fra Gubi og Isamu Noguchi-lampen skaber varme og kontrast mod det tre meter lange spisebord i marmor. Det store blå maleri af Mads Hilbert har Line Dalgaard købt til sin kæreste i anledning af, at han skulle være far. “Jeg valgte det, fordi det er malet i 2022, hvor vores barn kommer til verden, og titlen er ’Ole Lukøje’, som min mor sang for mig, da jeg var lille. Det skulle bare hjem til os.” Den lille tegning i træramme til højre er af Mischa Pavlovski Andresen fra V1 Gallery.

Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD

Arne Aksel-gardinerne fra gulv til loft går igen i hele lejligheden. Skammel fra Atelier Axo, spejl fra Gubi og top fra Cecilie Bahnsen.

Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD

Natbordet er et gammelt Montana, der stammer fra Line Dalgaards barndomshjem. Bordlampen er en vintage Murano fundet hos Millefiori Interior, som hendes veninde er medejer af.

Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD

Favoritsmykkerne. Det blå smykkeskrin er fra Ole Lynggaard Copenhagen, det hvide fra Sophie Bille Brahe. I muslingskallen ligger en skøn blanding af Ole Lynggaard Copenhagen, Sophie Bille Brahe og arvestykker fra Line Dalgaards mormor. Til højre ligger yndlingssmykket, hun aldrig går ud uden: Dalgaards forlovelsesring lavet af Orit Elhanati i samarbejde med hendes kæreste. Øreringen med perle og opal er fra Ole Lynggaard Copenhagen.

Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD

Den skulpturelle grønne bordlampe er fra Tapet-Cafe, værket til højre er af den amerikanske kunstner Emma Kohlmann. Keramikvase øverst til venstre af Jessica Hans, glas-bonbonniere til højre fra Helle Mardahl.

Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD

Hele den øverste etage af lejligheden er indrettet som soveværelse. Her har parret fået bygget den store reol, som rummer personlige ting som DANSK Magazine, som Line Dalgaard var med til at lave i fem år, kunstbøger, skønlitteratur, objekter, arvestykker og kunst, der gør, at hun “enormt godt kan lide at kigge på den”. Løberen foran reolen er designet af Helene Blanche for Linie Design, Vilhelm Lauritzens Radiohuspendel og PH-hatten er købt til lejligheden. Sofaen er fra Gubi.

Læs ogå

Kom med indenfor i designer Katrine Binnés forvandlede fabrik i et baghus på Frederiksberg

Zendaya, Kylie Jenner og Florence Pugh: Se de kendtes vilde looks til modeugen i Paris

Modeugen i Paris er nok den mest kendte af alle verdens modeuger, og derfor er det heller ikke underligt, at byen i øjeblikket summer med travle folk, der skal fra det ene store show efter det andet.

Blandt de travle mennesker er der selvfølgelig også et væld af stjerner og andre kendte mennesker, der er rejst til byen for at være med på første række.

For eksempel kunne du se Cher på både catwalken hos Balmain og blandt gæsterne til Rick Owens, Eva Longoria til Victoria Beckhams første show i Paris og til Elie Saab og selvfølgelig Zendaya til Valentino, som ‘Euphoria’-stjernen er officiel ambassadør for.

Men det er bare toppen af isbjerget. I galleriet herunder har vi samlet alt fra kendte supermodeller til store Hollywood-stjerner, der har gæstet modeugen i Paris og givet os flotte og vilde looks med på vejen.

 

Læs ogå

68 tvillinger, Paris Hilton og Kate Moss’ comeback: 5 højdepunkter fra Milano