Stella Nisreen Kanaan, der er indehaver af it-spa-stedet Beauty Avenue, deler sine bedste tips til skønhed og mere energi.
I januarnummeret af ELLE, der er på gaden nu, har vi været forbi Beauty Avenue og Stella Nisreen Kanaan for at høre om, hvad hun ønsker sig af 2019. Og en mere passioneret, charmerede og inspirerende beauty-nørd skal man lede længe efter – derfor har vi også lokket hendes bedste tips til skønhed, selvforkælelse og mere energi ud af hende …
Udover at drive et af byens mest populære spa-steder har du uddannet dig til herbalist. Hvor får du energi fra?
”Jeg er et meget nysgerrigt menneske, og derfor giver det mig energi at få ny viden. Og så elsker jeg at dele viden; med mit personale, vores gæster og med hele verden hvis jeg kan få lov. Jeg elsker mit arbejde, og derfor giver det mig energi at arbejde, frem for at tage energi fra mig. Jeg er også et meget socialt menneske, så jeg får energi af at være sammen med mennesker, og derfor giver det mig så meget at have en hverdag i Beauty Avenues hus, hvor der er fyldt med skønne mennesker og masser hjertevarme. Jeg tror det er rigtig vigtigt, at vi bliver bedre til at prioritere vores tid. Der er så mange ting vi kan, og vi bliver bombarderet med tilbud, men det er vigtigt, at vi tager stilling til, hvad der ikke giver os energi og sorterer det fra der ikke gør. Så er der nemlig også mere plads til de ting, der gør os glade, og som fylder os med energi.”
Du har netop lanceret en ny behandling – Fitness Facial – hvad går det ud på? Og hvem henvender den sig til?
”En af grundene til at vi har lavet denne behandling, er at jeg for nylig blev 40. Og selvom jeg egentlig er glad for, og stolt af min hud som den er, så kan jeg godt mærke, at der skal mere til, hvis jeg skal holde den smuk og spændstig, uden at jeg skal drage til ekstreme og unaturlige midler. Med Beauty Avenues Fitness Facial™ ønsker vi at give ansigtet en workout, med en god, fast og stimulerende massage, der aktiverer musklerne og hudvævet. Vores filosofi bygger på idéen om, at hvis vi træner og modellerer vores ansigtsmuskulatur, så bliver musklerne stærkere og mere tonede, og det vil være med til at vedligeholde, og endda genopbygge, noget af dit ansigtsvolumen. Behandlingen er lymfedrænende, og massagen hjælper med at få ilt ud til blodet, hvilket netop er med til at sørge for, at huden bevarer sin spændstighed og sunde glød. Behandlingen tager kun 30 minutter, så du kan nemt få tid til en god træning af dit ansigt i en ellers travl hverdag.”
Hvad er ultimativ selvforkælelse for dig?
”Jeg er nødt til at sige to ting; det første er at gå til yoga. Det er en kæmpe luksus for mig at finde tid til i en ellers travl hverdag. Det er en måde at tage sig tid til at mærke sig selv og finde ro og balance i både krop og sind. Når jeg skal forkæle mig selv derhjemme, tager jeg mig ekstra god tid på badeværelset og laver et lille hjemme-spa-ritual. Jeg sørger for at lave en kande urtete først, og så tager jeg mig ellers et varmt bad hvor jeg eksfolierer huden og ansigtet og bruger afslappende aromaer. Efter badet bruger jeg en lækker ansigtsmaske, som jeg fjerner igen med et varmt håndklæde. Til sidst bruger jeg ekstra god tid på at fugte min hud ved at massere produkterne godt ind i huden.”
Hvad er dit top beauty-tip?
”Sov, sov, sov – det er virkelig et af de mest undervurderede beautytips, men også et af de vigtigste, for det gør underværker. Når du sover, så regenererer kroppen. Man kan næsten sige, at kroppen healer sig selv, når vi sover. Jeg mediterer også, og er bevidst omkring mit åndedræt – Conscious Breathing. Når du bevidst trækker vejret, er det også med til at regenerere og genoprette kroppen. Det kan rense os for toksiner, der har ophobet sig i kroppen og sindet, og det kan hjælpe med at frigøre os for bekymringer og spændinger. Jeg elsker også sauna og vinterbadning. Det kan godt lyde lidt sindssygt og meget koldt at udsætte sin krop for ekstrem kulde; men seriously, vinterbadning er fantastisk! Jeg har nu vinterbadet i snart otte år, og jeg kan kun anbefale det. Udover at det hjælper vores krop med at nedsætte stresshormoner, og gør at vi bedre kan håndtere stress i hverdagen; så sætter det gang i blodcirkulationen, styrker vores immunforsvar og hjælper med at reducere cellulitis. Du kan lige så godt smide din cellulitiscreme ud, tag din veninde i hånden og kom i vandet. Du bliver afhængig!”
Psst … Læs meget mere om Stella Nisreen Kanaan og hendes tilgang til skønhed i januarnummeret, der er på gaden nu!