Rasmus Mogensen har boet og arbejdet i Paris i 27 år, og selvom han elsker byen, ved han, at han ikke bor der om fem år. Men hvordan er det at bo i byernes by som dansker? Det har vi talt med den danske fotograf om.
Denne artikel er en del af en serie om danskere i Paris, der fortæller om deres forhold til byernes by.
Jeg flyttede til Paris i 1995. Forinden havde jeg været i New York som fotoassistent, og jeg havde arbejdet i København for Morten Bjarnhof, som dengang var den største fotograf i Danmark. Vi rejste meget, og det gik hurtigt op for mig, at hvis jeg ville noget med min karriere, måtte jeg uden for landets grænser. Samtidig havde jeg mødt jeg en fransk pige på et meditationsseminar i Jylland, og hun boede i Paris, så jeg rejste med hende derned for at starte min fotografkarriere op som 21-årig.
Da jeg ankom, kunne jeg ikke ét ord fransk. Det var at skyde sig selv i foden, og der gik mange år, før jeg lærte fransk, fordi jeg tænkte, at jeg i min branche kunne klare mig på engelsk. Men det var en stor fejl, og jeg er sikker på, at jeg er gået glip af nogle muligheder, fordi jeg ikke talte fransk. Det var først, da jeg blev far sidst i 20’erne, at jeg besluttede mig for at lære sproget, og i dag taler jeg okay fransk, men de helt små, subtile finurligheder kommer jeg nok aldrig til at forstå, fordi det ikke er mit modersmål. Jeg kan huske, at jeg i ’98 var i biografen i Paris og se ’Festen’, og folk troede, jeg var sindssyg, fordi jeg grinte af selv de helt små ting; som hvordan Thomas Bo Larsen lægger trykket på ordene i sine replikker. Men det er der jo ingen andre end danskere, der fatter, og sådan er det også på fransk.
“Da jeg ankom, kunne jeg ikke ét ord fransk. Det var at skyde sig selv i foden”
De første mange år boede jeg i det 5. arrondissement, som er latinerkvarteret. I dag bor jeg i det 14. arrondissement lige syd for, men jeg nyder stadig at komme der, fordi der er mere stille og roligt end mange andre steder i Paris med mange smukke parker og små, hyggelige steder. Jeg bruger også meget tid i mit eget nabolag, og generelt kan jeg bedst lide de områder i Paris, som er mindre populære. Det kunne aldrig falde mig ind at gå en tur i f.eks. Le Marais, fordi der er så mange mennesker og så mange turister – det er nok også de færreste københavnere, der går tur på Strøget.
Mit stamsted i Paris er Bistrot des Plantes, en god, lille restaurant, der ligger i den gade, hvor jeg bor. Det er en klassisk fransk bistro, der serverer traditionel fransk mad. Tidligere var der kun 18-20 siddepladser indenfor i restauranten, men på grund af pandemien har de fået lov til at lave udeservering på fortovet og pladsen foran, og det skaber en virkelig hyggelig stemning, når alle sidder udenfor og spiser under træerne.
Om Rasmus Mogensen
Rasmus Mogensen har boet og arbejdet i Paris i 27 år.
Han har fotograferet for en lang række internationale magasiner og lavet kampagner for bl.a. Givenchy, Diesel, Elizabeth Arden, L’Oréal og Swarowski.
Jeg har lige haft en amerikansk ven på besøg, og det første, jeg foreslog, var at besøge Monets have, som ligger et godt stykke udenfor Paris, i Giverny. Den har derfor ikke noget med byen at gøre som sådan, men jeg elsker at komme der om foråret eller om sommeren og se hans malerier. Men hvis man ikke har været i Paris før, synes jeg også, man skal lave alle de klassiske turistting: Trocadéro, Eiffeltårnet, Montmartre osv. Efter pandemien er jeg selv begyndt at genopdage nogle af de kulturelle ting, som gør Paris til noget særligt, og har besøgt nogle af de store museer: Louvre, Musée d’Orsay og Musée Rodin f.eks.
Da jeg flyttede til Paris, følte jeg, at danskerne og franskmændene lå ret tæt på hinanden både ift. mentalitet og det sociale. Men sådan er det ikke længere. I Danmark har man tillid til hinanden og til systemet, men i Frankrig er det lidt, som om folk har givet op. Mange oplever, at de stærke snyder de svage, og at det offentlige system ikke fungerer, men de lever med det, fordi de ikke føler, at de kan stille noget op. Det er ikke usædvanligt at blive snydt i Paris, og især ikke når man taler fransk med udenlandsk accent – jeg har oplevet at blive svindlet af både banken, min revisor og af mekanikere gennem årene
“Da jeg flyttede til Paris, følte jeg, at danskerne og franskmændene lå ret tæt på hinanden både ift. mentalitet og det sociale. Men sådan er det ikke længere”
Jeg savner virkelig dansk slik. Det er bare bedre end i Frankrig. Heldigvis kan jeg få fingrene i det, når jeg er hjemme i København, eller når jeg får venner på besøg. Jeg savner også en god kartoffelmad og nogle af de andre klassiske danske ting, som jeg har et meget nostalgisk forhold til, fordi jeg har boet ude så længe.
Om fem år bor jeg ikke længere i Paris. Det handler mest om, at jeg er ved at være færdig med storbyer i det hele taget. Hver weekend tager jeg ud i skoven ved Fontainebleau syd for Paris og kører på mountainbike, og det er helt nødvendigt for mig, for at jeg kan føle, at jeg er i kontakt med naturen og den rigtige verden. Men samtidig er jeg lidt afhængig af at være i Paris på grund af mit arbejde som fotograf – det er her, alle de dygtigste mennesker er. Min kæreste er fra Sydfrankrig, og i en ideel verden kunne jeg godt tænke mig at have et lille sted i Paris, hvor jeg kunne være, når jeg er på arbejde, men bo længere sydpå, måske i Bourgogne eller i Provence.