Markér international Martini-dag i ægte Bond-stil

“Shaken, not stirred”. 

Vi kender alle James Bonds famøse quote om sin foretrukne drink, Martinien, og nu får den ikoniske cocktail en makeover i anledning af den internationale Martini-dag den 19. juni. Det er Belvedere, der i samarbejde med den nye Bond-film, Spectre, der får premiere i efteråret 2015, har udarbejdet en ny Bond-inspireret opskrift på drinken. 

Læs også: Vind en flaske Belvedere Vodka til dig og dine veninder!

For selvom en Martini består af ganske få ingredienser, så er der uendelige muligheder – metoden, glasset, typen af vermouth, garnering og talrige andre variabler gør det muligt at skræddersy den til enhver cocktailentusiasts personlige smag. 

Opskrift på Belvederes 007 Martini:

– 60 ml Belvedere Vodka

– 10 ml tør vermouth

– ’Shaken, not stirred’

– Garneres med et twist af citron      

Læs også: Burberry åbner café i London

Så hvis du har været i tvivl om, hvordan du foretrækker din martini – shaken eller stirred, wet eller dry, med oliven eller citron-twist – så prøv en Belvedere 007 Martini, der emmer af stil, elegance og James Bond.

Psst… Prøv også drinken War of the Roses lavet med Belvedere Vodka, som du finder opskriften på i det nyeste ELLEs store ELLE Style Awards tillæg, der er på gaden nu. 

Foto: PR

Modens muser: Sådan påvirkes vi af kunst & kultur i moden

Lige nu strør designerne om sig med kunstreferencer, og stilikonerne ynder at blande streetstylebillederne på de sociale medier med opdateringer fra gallerier og museer. Men kunst og mode er på ingen måde nogen ny kærlighedsaffære – de har altid bejlet til hinanden. Gå ind på et hvilket som helst museum med kunst fra før fotografiet, og bliv forbløffet over den detaljerigdom og sanselighed, der er lagt i gengivelse af beklædning.

Kunsten kan nemlig udtrykke den perfekte version af modeskaberens tanke. Efter fotografiets ankomst blev kunsten tvunget over i at redefinere sin rolle, og især i de første årtier af det 20. århundrede betød det avantgardeudtryk som art nouveau, kubisme, futurisme og dadaisme. Alle – fra den kjortelklædte Gustav Klimt til den monobrynede Frida Kahlo – brugte sig selv og deres look som en del af det kunstneriske udtryk. Grænserne var flydende, og f.eks. designede kunstneren Sonia Delaunay også tøj, ligesom f.eks. modeskaberen Elsa Schiaparelli ikke bare privat omgikkes tidens vigtigste kunstnere, fra Man Ray til Marcel Duchamp, hendes tætte samarbejde med surrealisten Dalí satte direkte aftryk i hendes kreationer, som f.eks. den berømte hummerkjole eller skohat.

Læs også: Christy Turlington: Derfor stoppede jeg som model

Kunstmodens storhedstid var især i 1930’erne. Efter krigen skulle kvinder ikke kun kunne tage imod gæster og holde middagsselskaber og fester, de skulle kunne arbejde og bevæge sig i deres tøj, og moden blev nu præget af filmstjerner, fra Katharine Hepburn til Brigitte Bardot, der strøede glamour over hverdagen. Og kostumierer som Edith Head nøjedes ikke med at lave filmtøj til stjerner som Grace Kelly, hun skabte også deres private rober. Tilsvarende kan f.eks. huset Givenchy takke det tætte samarbejde med Audrey Hepburn både på og uden for lærredet for deres enorme succes.

Så kom Beatles & co. Og fra 1960’erne og frem til ca. 2010 stod moden primært i ledtog med musikken, i særdeleshed pop, som netop har nuet til fælles med moden. Ja, selv kunsten lagde sig op ad den momentane genre, med Andy Warhol som epicenteret, der kunne levere alt fra stilikoniske modeller som Edie Sedgwick til film og tomatdåser. Tilsvarende leverede bands som Beatles og Rolling Stones også hele pakker, der udviklede sig i takt med tiden: Looket (fra det rene og enkle til flowerpower), livsstilen (sex, drugs & meditation), kvinderne (fra Marianne Faithfull og Bianca Jagger til Linda McCartney og Yoko Ono). Så fulgte discoen, efter den kom de ’unge vilde’; punkede og kønseksperimenterende navne som Boy George, Madonna, Cyndi Lauper, efterfulgt af 1990’ernes cool grunge og 00’ernes gadesmarte hiphop-stjerner.

Læs også: Beautyserie: Mød manden bag muserne, André Lundquist

Men det koster at være en popstjerne, og det er de færreste i dag, der har en længsel efter at brænde ud, før de fylder 30. Musikere ligner mere og mere os andre, og selv om der stadig er en rig arv at trække på (tag nu bare sommermodens fascination af Beatles og Woodstock, f.eks.), er det ikke den samme fornemmelse som at være i sync med tiden.

Enter kunsten. Den har selvfølgelig ikke været helt ude af billedet i de 50 år – især snart sagt enhver kollektion fra Yves Saint Laurent (hans eget design) og Miuccia Prada er tydelige eksempler på det – men ligesom kunsten gik fra at være figurativ til at være grafisk og kubistisk, gjorde moden det også, og dermed blev det kunstneriske udtryk reduceret til et markant snit eller print her eller der; ikke nogen hummere op og ned ad kjolefronten, ikke nogen sko sat omvendt på hovedet.

Omkring 2010 skete der dog noget, som førte kunst og mode tilbage til hinanden. I kraft af finanskrisen i 2008 var Vestens økonomier i sænk med stigende arbejdsløshed som et presserende problem, og det medførte en benhård økonomisk prioritering fra regeringernes side, som bl.a. i lande som Italien betød færre penge til kulturen. Det kunne lokale firmaer som Bvlgari, Dolce & Gabbana, Tod’s og Fendi, hvis eksistensberettigelse er trangen til skønhed og æstetik, ikke acceptere, så i stedet er de gået ind og har finansieret restaureringer af alt fra Colosseum og Den Spanske Trappe til Trevi-fontænen. Ja, Pradas chefdesigner, Miuccia Prada, som altid har været en form for kunstner af egen ret, og hvem New Yorks The Met i 2012 hyldede med en fælles udstilling af hendes og Schiaparellis kreationer, er gået så vidt som at åbne et museum for samtidskunst i Milano, ligesom tidens stilikoner som bl.a. Giovanna Battaglia flokkes om hypede kunstmesser som Artbasel og Miami Art.

Læs også: Josephine Skriver: Sådan er det at være regnbuebarn

En udstillings- og galleritendens, som den imponerende Valentino-duo Maria Grazia Chiuri og Pierpaolo Piccoli også har taget op; netop nu sponsorerer modehuset f.eks. Piero Fornasetti-udstillingen på Musée des Arts Décoratifs i Paris, ligesom de to seneste kollektioner er direkte inspireret af kunstnere: haute couture-kollektionen af Chagall og pret-a-porter-kollektionen af Gustav Klimt. Tilsvarende har f.eks. Sportmax hyldet Jackson Pollock, Céline har hyldet bauhaus, og Karl Lagerfeld gjorde et af sine Chanel-shows til et decideret galleri komplet med popkunst. Herhjemme er især Moon Spoon Saloon med designer Sara Sachs og kunstner Evrin Tekinoktay som frontkvinder kendt for at lade (avantgarde)kunst og design smelte sammen, men også farverige Freya Dalsjö og nørdede Anne Sofie Madsen er på samme mission.

Med andre ord er det nu atter blevet kunstens tur til at være modens yndling. Yndling i forståelsen: Den primære kilde til inspiration – for det er inspirationen, moden lever og næres af. Og når filmstjernerne ikke længere ligner deres roller, men bare ligner os andre, og når popstjernerne ikke går klædt på gaden, som de gør på scenen (Lady Gaga undtaget, selvfølgelig, men spørgsmålet er, om hun ikke nærmest er et kunstprojekt i sig selv?), så må man kigge i nye retninger, og hvad er mere oplagt end kunsten? Al den kreativitet, designerne hidtil har ladet udfolde sig i scenografien omkring et modeshow eller i en given sæsons kampagnemateriale for at vise, præcis hvordan deres klassiske og minimalistiske design adskilte sig fra konkurrentens klassiske og minimalistiske do., bliver nu brugt på selve tøjet og på mere langsigtede strategier, såsom det nye Louis Vuitton-kunstmuseum i Paris. Oh, muse besyng! 

Lad dig forføre og inspirere af kulturens rolle i modehistorien her i galleriet. 

Psst… Brug pilene i galleriet eller ‘swipe’ dig igennem. 

Lydbøger hitter: Dét lytter vi mest til, når vi træner!

Langt de fleste danskere har noget i ørerne, når de træner. Musik og planlagte spillelister med bestemte tracks til bestemte øvelser har i lang tid domineret vores træningssoundtrack, men nu er den populære lydbog efterhånden ved at overtage playlisten.

Det er blandt andet blevet så populært at lytte til lydbbøger frem for musik under træningen, fordi det holder én i gang. Storytel, der tilbyder lyd- og e-bøger til din telefon, har i forbindelse med en undersøgelse af deres brugere, kommet frem til at os danskere foretrækker krimier, når vi træner!

Læs også: Mød Emily Salomon og få opskriften på ‘Grøn koldskål’

Først og fremmest viste undersøgelsen, at hele 51% af de 1000 adspurgte danskere lytter til lydbøger, når de træner, 30% lytter til musik og 15% har ingenting i ørerne. Og hvad topper så listen genremæssigt? Det er uden tvivl krimien, der er mest populær som soundtrack, når vi træner. Hele 53% foretrækker nemlig krimien, og 32% vil helst lytte til skønlitteratur, når de træner. 

Læs også: ELLE guider: Sådan kommer du i sommerform

På Storytels app kan du finde inspiration til trænings-bøgerne under ‘Sprint med Storytel’, hvor de samler de aller mest populære trænings-titler.

Top 3 mest populære lydbøger til træningen lige nu:

Farlig fortid af Julie Hastrup 

Døden i Hackaberg af Lars Kjædegaard

Løvetæmmeren af Camilla Läckberg

Psst… Hvis du alligevel foretrækker at lytte til musik, når du træner, så lad dig inspirere af den mest populære træningsmusik her

 

 

 

 

MAKEUPSKOLEN: Sådan dækker du problemhud

Det er aldrig fedt at have uren hud, men heldigvis kan du stadig godt opnå smuk hud med den rigtige makeup.  

Læs også: MAKEUPSKOLEN: Sådan får no-makeup looket

Makeup artist Sine Ginsborg guider dig nemlig til den perfekte makeup til problemhud. Det er vigtigt at bruge gode produkter, der giver masser af fugt, og som ikke tilstopper porerne i huden. 

I 2014 vandt Sine Ginsborg prisen som Årets Makeup-artist ved ELLE Style Awards, og vi tør derfor godt sige, at hun er en af de bedste, du kan søge makeup-tips hos.

Læs også: Få skønhedslooket: Diors haute couture look

Her får du en video med Sine Ginsborg, der guider til den perfekte makeup til problemramt hud med alle de bedste produkter fra både Tromborg og Mac. Guiden er nem og enkel, så det er simpelt at gøre Sine kunsten efter og opnå smuk hud. 

Video: Sine Ginsborg Makeup School

I galleriet har vi samlet alle de produkter, Sine bruger, og du finder også links og priser, så det er lige til at prøve hendes tips og tricks af. 

Psst… Brug pilene i galleriet eller ‘swipe’ dig igennem. 

Christy Turlington: Derfor stoppede jeg som model

Den amerikanske model Christy Turlington har haft en stor international karriere som model, har gået shows for nogle af de største modehuse og været på forsider af hundredevis af magasiner. 

I midten af 90’erne peakede hun som model – hun poserede blandt andet nøgen for PETAs anti-pels-kampagne i 1993, men i 1994 valgte hun at indstille karrieren på catwalken for i stedet at fortsætte sine studier i religionsvidenskab og filosofi. 

Læs også: Josephine Skriver: Sådan er det at være regnbuebarn

“Jeg tænkte over det i meget lang tid, og jeg tror aldrig rigtig, jeg opgav modelkarrieren, men i mit hoved gjorde jeg, fordi jeg vendte tilbage til skolen og kom videre med mit liv,” fortalte Christy til modelkollega Iman under et interview med magasinet Humanity. “Jeg kan huske, at nogen fortalte mig, at de havde set mig med min rygsæk og var sådan ‘Åh, den stakkel.’Og jeg tænkte bare – ‘Stakkel? Jeg får min uddannelse, I fjolser.’ Men jeg kan huske, at jeg tænkte over det. Jeg tror, jeg endelig var stoppet med at ryge på det tidspunkt, jeg havde taget lidt på, og jeg var i Paris til couture-showene, og jeg kan huske det øjeblik, hvor jeg tænkte ‘Ved du hvad, jeg gør noget godt for mig selv, og de dømmer mig. Det vil jeg ikke stå model til længere.’ Og det føles bare så stærkt, når man selv kan træffe det valg.”

Læs også: Uffe Buchard: Det’ en ommer!

Christy Turlington og Iman diskuterede også balancen imellem familie og arbejde, og det havde Iman et godt råd om. 

“Jeg plejer at lave mad derhjemme, du ved, ser en film med David (Bowie), når vores datter er lagt i seng. Det er vigtigt, du er nødt til at træffe de valg,” sagde hun. “Vil du have en karriere? Gør det først. Vil du ikke have børn? Så lad være. Vil du ikke giftes? Så gør heller ikke det. Men lige så snart, du gør noget, så er man nødt til vide, at der følger et kompromis med.”

Læs også: Mandagsmuse: Gigi Hadid

Iman har været i modelbranchen siden 70’erne, og i juli måned fylder hun 60. Hun er muslim, og i interviewet med Christy fortalte hun også lidt om, hvordan andre muslimer igennem årene har behandlet hende, og hvordan hun ser på deres kritik af de valg, hun har truffet.

“Vi gik ikke med burka, for vi som somaliere havde vores egen kultur. Vi tog islam til os,” fortalte hun. “Jeg bliver altid kritiseret af andre somaliere og muslimer for det, jeg gør som model, for at gifte mig med en hvid mand og alt det der. De siger for eksempel ‘Du kommer i helvede,’ og jeg har det bare sådan, ‘Det skal du slet ikke tænke på, det er mig, der ryger derned, så hvorfor bekymrer du dig? Du skal ikke være urolig for mig. Virkelig, tag det roligt. Det er mellem mig og gud.”

Christy Turlington er siden hen blevet humanitær aktivist og har siden 2005 arbejdet med organisationen CARE, der støtter og hjælper mennesker i udsatte og fattige områder i hele verden. 

Læs også: Se de smukkeste royale brudekjoler gennem tiden

Få et gensyn med den smukke Christy her i galleriet, blandt andet fra hendes storhedstid på catwalken i 90’erne. 

Psst… Brug pilene i galleriet eller ‘swipe’ dig igennem. 

Boligredaktørens 10 juni-favoritter

Mens sommeren er over os, hylder vi livet udendørs, men derfor dukker der stadig nyt design op, som det er nemt at forelske sig i.

Og så er der alt det, der gør det til en fornøjelse at rykke frokosten ud på altanen, slænge sig i skyggen eller komme hjem efter en varm dag i byen.

Læs også: Ønskelisten: 10 ting, vi drømmer om at eje

ELLEs boligredaktør har fundet sine juni-favoritter, som inspirerer til både sommerliv og indretning.

Se dem her i galleriet. 

Psst… Brug pilene i galleriet eller ‘swipe’ dig igennem. 

Cheap’n’chic: Feminint workwear på budget

Lette lyse skjorter og midi pencil skirts er perfekt til en dag på kontoret – behageligt, praktisk og super elegant. Lad moderedaktionen guide dig til det fine og feminine look på budget. 

Hold dig til nude neglelak og spinkle smykker for et stilrent udtryk, men kombiner sættet med et par sneakers for at gøre dit look mere hverdagsvenligt.

Læs også: ELLE-redaktionens udsalgs-favoritter

Og bedst af alt – med dette sæt skal du ikke bekymre dig om skiftetøj, når du tager direkte fra arbejde for at mødes med veninderne til sommermiddag! Du kan nøjes med at have et par stilletter i tasken, funky solbriller på næsen og skødesløst lækkert hår, så er du klar til en sommeraften i byen. 

Få hele guiden til looket på budget i galleriet, hvor du også finder links og priser. 

Psst… Brug pilene i galleriet eller ‘swipe’ dig igennem. 

Månedens album: ONBC: Crash, Burn & Cry

Crash, Burn & Cry er en dunkel følgesvend til døgnets små, mørke og eftertænksomme timer. Bag ONBC står en blandet skare af det eksperimenterende pladeselskab Crunchy Frogs fermeste popsnedkere – og netop popmærkaten er pladens force.

Selv om den løse twang fra guitaren flyder sammen i dovne, uhåndgribelige lydflader, der neddysser pulsen, rummer ONBC’s plade så fine og skrøbelige melodier, at øret mestendels forbliver vågent.

Se også: Månedens bog: Svøm med dem der druknede

Tanja Simonsen og Camilla Florentz’ dragende, heliumslette tvillingevokaler mister måske stedvis jordforbindelsen, når det øvrige lydbillede ikke har nok modhager til at fastholde dem – men hvem bider mærke i det, når bevidstheden driver, og stearinlyset flakker?

ONBC har begået en fin lille perle af lige dele selvransagelse, country noir og nattemørke.

Månedens bog: Svøm med dem som drukner

En lille landsby i Norge, 1991. En ung mand mister sin bedstefar og dermed sin eneste nære familie; hans forældre døde nemlig under mystiske omstændigheder 20 år tidligere i en fransk skov mineret med granater fra 1. verdenskrig. En tragedie, der også indebar, at den dengang treårige Edvard forsvandt sporløst, før han mirakuløst blev fundet og kunne hentes af sin bedstefar, der herefter opdrog ham på sin gård som kartoffelbonde og fåreavler.

Se også: Horoskop: Sådan bliver din juni!

Her kunne historien være skrevet færdig, men under den tilsyneladende rolige overflade gemmer sig et uendeligt dyb af ufortalte familiehemmeligheder, og Edvard kan ikke finde hvile. Især savner han sin mor, der havde samme alder ved sin død, som han selv har i dag. Fortiden må afdækkes, og han sværger, at han vil være en, de døde kan stole på. Det fører ham på sporet af bedstefaderens bror, mestersnedkeren og kunstneren Einar, der forlod den fædrene gård for at tage til Paris i 1930’erne og senere blev modstandsmand og erklæret død. Alligevel synes han at have præget familiens liv også i tiden efter …

Se også: Emily Salomons bog ‘Hverdagsglamour’ er på gaden nu

Trangen til opklaring fører Edvard vidt omkring, såvel i sindets erindringslag som i fortidens uafgjorte tvister, og det viser sig, at intet er, hvad det ser ud til; han må drage sine egne konklusioner, også hvad angår de af nutidens kvinder, hans odysse præsenterer ham for. For intet er hverken sort eller hvidt, selv om hans historie viser sig fuld af dobbeltspil, navneleg, identitetsskift og skak – ikke bare det fysiske spil, men også i overført betydning med to ’konger’, der livet igennem sætter hinanden skak, men nægter at erklære remis, og to spilstyrende ’dronninger’, der bliver løbet over ende af en kløgtigt spillet bonde, der pludselig selv får dronningeret.

Se også: Oplev udstillingen ‘kvinder i dansk møbeldesign’ på Trapholt

Glæd dig til et tætpakket moderne eventyr, der trods sit tilforladelige udgangspunkt i en norsk gård på den forkerte side af bygden er spændende som en mysterie-bog og dybsindig som en roman og byder på alt fra symbolikken ved kartoffelplanters dna til en lektion i, hvordan man omgås britiske old money. Tænk James Bond: The World Is Not Enough møder Nattog til Lissabon møder Is. Og glæd dig så til at få et helt nyt blik på (livets) træ og kunsten at få det til at gløde, som den ubevidste charmør Einar kunne. Svøm med dem som drukner er ny norsk romankunst, når den er bedst – intet under, at Lars Mytting modtog Bokhandlerprisen, Norges svar på De Gyldne Laurbær, for den.

ELLE-redaktionens udsalgs-favoritter

Det kommer næppe bag på nogle, at vi her på ELLE-redaktionen ELLEsker udsalg! Udsalg betyder nemlig, at vi kan få alle de sko, bluser og tasker, som vi har drømt om denne sæson til billige penge! Win-Win!

På dette års ønskeliste, når det kommer til udsalgs-shopping, er det særligt tasker og sandaler, der har vundet ELLE-redaktionens shoppe-hjerter. 

Se også: Se listen over de bedste sommerudsalg her

I galleriet har vi samlet alle redaktionens udsalgsfavoritter, hvor du læse hvorfor lige præcis dette item står øverst på ønskelisten, samt finde priser og links til alle produkterne.

… Så er der vist ikke andet at sige end: god udsalgs-shopping!

Se også: Dagens drømmekøb: Isabel Marant sandaler

Psst… Brug pilene eller ‘swipe’ dig gennem galleriet!

Josephine Skriver: Sådan er det at være regnbuebarn

Vi kender Josephine Skriver som stjerne på catwalk, i modereportager og i store kampagner, men bag den fotogene facade er en klog og velartikuleret ung kvinde med en passion – og en mission. Hun bruger nemlig succes og højstatus som platform til at tale for sin store hjertesag: at være barn af homoseksuelle forældre. Modigt? Nej, ifølge hende selv bare naturligt. Og det er hele pointen. At hun fortæller sin familiehistorie uden filter for at opmuntre andre i samme situation til at være åbne om deres, så flere vil acceptere dem.

 

”Der har altid været en lille aktivist i mig. Jeg ville bevise, at vores familie var lige så rigtig som de andres. Jeg var rødstrømpe, jeg hev mine forældre med til Gay Pride, og som 16-årig rejste jeg til Oslo for at holde foredrag på en international skole for at sige, at ’hey, jeg er blevet et okay barn’. Det er faktisk også det, jeg bruger min stemme på som model. Jeg har ventet lidt på, at jeg var kendt nok, for når man står frem med et budskab, følger også et ansvar, og det føles rigtigt nu,” siger Josephine Skriver.

 

Se også: Josephine Skriver: ‘Jeg er ikke et videnskabeligt eksperiment’

 

Hun har valgt at bruge den stemme i USA, som har været hendes base de sidste fire år. Vel vidende at det også er her, der skal tales lidt højere, fordi tolerancen for hendes type familiemønster ikke er på samme niveau som under hendes opvækst på Nørrebro og i Hellerup nord for København. Måske nok her i New York, hvor vi mødes over grøn te og en skålfuld ristede rosenkål i en af SoHos sidegader, men hun ved, der ligger en udfordring hos det store flertal af amerikanere i resten af landet. Alligevel var det her, Josephine Skriver tog beslutningen om sit offentlige engagement efter at have deltaget i et møde i organisationen The Outspoken Generation, som ikke bare vil fremme forståelsen for regnbuefamilier, men også selvtilliden hos dem. Hun holdt et lille foredrag om sig selv for de medbragte børn, Vogue bragte en artikel om det, takket være hendes modelstatus, og derefter blev hun opfordret til at blive talskvinde.

 

Se også: Uffe Buchard: Det er en ommer!

 

”Mit budskab er anerkendelse af homoseksuelles ret til at blive forældre, at de er lige så gode til at opdrage børn som heteroseksuelle, og at deres børn skal være stolte af deres valg. Det er ikke sådan, at jeg hele tiden er i medierne. Sammen med min amerikanske agent beslutter vi os for at gøre det, når der er en anledning: ’Modellen kendt fra den aktuelle kampagne for …’ osv. Som min mor altid sagde, da jeg var lille, at man skal jo ikke proppe det ned i halsen på folk, men tale om det, når det føles rigtigt.” 

 

”Det har givet genlyd, og ikke altid på den gode måde. Det er især på nettet, at det bliver kommenteret, fordi folk kan gemme sig bag anonymitet. Det er i stil med ’håber, hun bliver reddet’, ’synd, at hun skulle have sådan en barndom’ og ’en model skal ikke have meninger, kan du ikke bare være pæn’. Det preller af på mig, fordi jeg har været bevidst om min familie, fra jeg var helt lille, og skulle det komme til, at nogle kunder fravælger mig som model pga. mine holdninger, så er det nok meningen, at vi ikke skal arbejde sammen. Der er sagen vigtigere for mig end penge,” siger Josephine Skriver.

 

Se også: Lær Josephine Skriver endnu bedre at kende her

 

Styrken til at stå frem med sin historie har hun i den åbenhed, som hendes lesbiske mor og homoseksuelle far altid haft omkring familien. Forældrene har aldrig boet sammen, men haft en samkvemsaftale, som man genkender fra de fleste skilsmissehjem. ”Jeg har altid vidst, hvem min mor og far var, alle kan være i samme stue, også når de hver især har haft partnere, og jeg ved, at jeg er et ønskebarn, fordi det var en bevidst beslutning. Som lille blev jeg hurtigt klar over, at der var fordomme omkring vores familie, så jeg lagde en taktik, der gik ud på at invitere nye kammerater hjem, så de kunne lære os at kende, inden de fik at vide, at mine forældre var homoseksuelle. På den måde kunne de tage stilling til os som mennesker og se, at vi var lige så almindelige som dem,” siger Josephine Skriver.

 

Se også: Til amfAR-galla med Josephine Skriver

 

Hun er ikke i tvivl om, at den atypiske opvækst har gjort hende både moden og tidligt voksen. ”Fordi jeg altid har snakket så meget om det, er jeg da også tit blevet spurgt om min egen seksualitet. Måske fordi mange tror, at homoseksuelle får homo-børn, men rent statistisk får de færre end heteroseksuelle. Jeg har da også spurgt mig selv, hvad nu hvis jeg var, og svaret er, at det ville jeg have det fint med …”

 

Vi har samlet nogle af de bedste billeder af smukke Josephine Skriver i galleriet, hvor du kan få et gensyn med en af Danmarks sejeste modeller… 

 

Burberry åbner café i London

Det britiske Burberry-imperium bliver nu endnu større med åbningen af luksusbrandets første café nogensinde. 

Thomas’s, hedder den, og er beliggende i den store Burberry flagskibsbutik på Regent Street i London. Caféen er naturligvis opkaldt efter Burberrys grundlægger Thomas Burberry.

Læs også: H.K.H. Kronprinsesse Mary besøger Danish Fashion Now på Brandts

Menukortet er selvfølgelig også kreeret i samme britiske ånd, der kendetegner Burberry, og der vil blive serveret alle former for britiske retter – alt fra hummer og østers til røræg og eftermiddagste – lavet af gode engelske råvarer. 

Interiøret har et strejf af Art Deco med store vinduer, sort og hvidt marmorgulv og lanterne-lysekroner. 

Burberrys kreative chef Christopher Bailey har udtalt, at han ønskede at skabe et sted, hvor Burberrys mange kunder kan slappe af og samtidig nyde Burberrys verden i mere sociale rammer. 

Se også: Prins Nikolai springer ud som model for Burberry

Ydermere har Burberry med åbningen af den nye café også gjort plads til en gaveafdeling, hvor du kan finde masser af gaveideer – alt fra tæpper, spil, lysestager og meget mere i bedste Burberry-stil. 

Så står du og er på vej til London, så slå et smut forbi Thomas’s på Regent Street!

I galleriet kan du se et par billeder fra den nyåbnede café. 

Psst… Brug pilene i galleriet eller ‘swipe’ dig igennem.