Emily Salomons bog 'Hverdagsglamour' er udkommet, og ELLE har mødt hende til en lille snak og fået lokket hemmeligheden bag grøn koldskål ud af hende...
Blogger og forfatter Emily Salomon, der også har bloggen af samme navn, har udgivet bogen ‘Hverdagsglamour’ – en guide til skønhed, stil, indretning og lækker mad i hverdagen.
ELLE har mødt Emily til en lille snak om bøger, inspiration og drømme. Læs med her…
Læs også: Emily Salomons bog ‘Hverdagsglamour’ på gaden nu
Hvordan startede ideen til bogen ’Hverdagsglamour’?
Jeg ville gerne lave en fysisk afstikker og udvidelse af min blog. Noget der på én gang var et ekstrakt af bloggen, men også sit eget. En samling af helt nyt materiale, men også noget af det allerbedste fra bloggen. Altsammen for at kunne guide og inspirere til en lidt dejligere hverdag. Alt for mange lever fra weekend til weekend og ser bare det imellem, som noget der skal overstås. Men det er jo de dage, der er flest af og det kan blive en dejligt selvforstærkende og energigivende øvelse, at gøre lidt mere ud af dem.
Du lever og arbejder i en digital verden – hvad kan bøger som format i forhold til en blog?
Vi er efterhånden mange, der sidder med næsen i skærmen hele dagen, og så er det altså dejligt med en god gammeldags bog til afveksling. Noget der ikke kræver strøm, og som virker uanset, om der er net eller ej. Og egentlig også noget der på sin vis er ret afgrænset. Det er næsten en luksus i en tid, hvor vi altid skal selektere i en uendelig informationsstrøm.
Hvem håber du vil læse med?
Min bog er tænkt som en slags grønspættebog til piger. Den er propfuld af inspiration, men også meget konkrete tips og guides til en masse ‘pigeting’, det være sig alt fra, hvordan man krøller sit hår, hvad man kan lave på en feriedag hjemme eller opskrifter på sund morgenmad. Så den er tiltænkt alle kvinder, der gerne vil gøre lidt mere ud af alle de små ting i livet og fejre hverdagen. Idéen er, at man kan dykke ned i et givent opslag og nemt og hurtigt bruge det, man finder. Man behøver ikke at ommøblere hele sit hjem eller rydde køkkenskabene for at være med. Tvært imod.
Hvor finder du selv inspiration?
På utallige blogs og Instagram-profiler. Og på Pinterest. Allermest Pinterest. Synes det er fantastisk at kigge på andres ‘boards’ og lave sine egne. Derudover holder jeg meget af at læse mode- og boligmagasiner (når næsen har brug for et afbræk fra skærmen) ligesom jeg mægtig godt kan lide at se en kunstudstilling eller to om måneden.
Hvad ligger der lige nu på dit natbord?
Tove Ditlevsens ‘Jeg ville være enke, og jeg ville være digter’ og Delphine de Vigans ‘Alt må vige for natten’. Jeg har en læseklub på bloggen, og det er de bøger vi er i gang med nu. Det er ret skægt at blive delagtiggjort i mine læseres tanker om læseklubbens bøger og på den måde få udvidet og udfordret læseoplevelsen.
Hvad er din drøm?
Det her er min drøm og jeg er så taknemmelig for, at dette job mere eller mindre fandt mig og bliver ved med at byde på nye og spændende muligheder. Dermed ikke sagt, at det ikke også er benhårdt arbejde, eller at jeg ikke hele tiden forsøger at sætte barren højere for mig selv. Lige nu vil jeg bruge min tid på at fokusere på bloggen og gøre den endnu bedre. Den er grundpillen i mit virke, og jeg vil gerne hele tiden udvikle den. Derefter går jeg og barsler lidt med forskellige produktidéer, som jeg håber skal føres ud i livet. Og så kunne jeg godt have mod på at lave endnu en bog på et tidspunkt.
Læs også: Start sommer-morgenen med rabarber-hindbær grød
Vi fik også lokket hemmeligheden bag den grønne (og meget dekorative) koldskål med både mango, banan og spinat ud af hende. Gør selv kunsten efter her.
Det skal du bruge:
– ½ moden mango
– 1 moden banan
– 2-3 håndfulde frisk spinat
– 1 håndfuld usaltede cashewnødder eller mandler
– 8 blad frisk mynte
– Saften af 1 lime
– Evt. 1 tsk spirulina
– Ca. 1 kop kokosmælk, mandelmælk, yoghurt eller vand
Sådan gør du:
– Kom alle ingredienserne i en blender og blend det godt sammen.
– Tilsæt evt. mere mæl eller vand til den ønskede konsistens opnås.
– Server i en skål eller et glas og pynt med jordbær, ristede kokosflager, chiafrø og pistacienødder.