Skønhedsredaktøren: Denne mascara får det til at se ud som om, du har fået sat ekstra vipper på

Indrømmet. Der findes virkelig mange gode mascaraer. Og netop valget af den helt rigtige mascara afhænger også af længde og tæthed på vipperne, man er født med samt det look, man går efter. Diskret? Længde? Volumen? Fylde? Skal den være vandfast? Eller nem at fjerne? 

Selv har jeg en håndfuld favoritter, men senest har jeg fået øjnene (eller vipperne …) op for en, der alligevel skiller sig lidt ud fra de andre. Ikke bare designmæssigt men også i forhold til, hvad den kan. 

Byredos ’Astronomical Mascara’ kan nemlig både bruges til at give vipperne diskret farve og længde, hvis man blot stryger den over vipperne et par gange. Men bruger man lige lidt ekstra tid, kan man bygge den op, så det faktisk ender med at se ud som om, man har fået sat ekstra vipper på. Altså fyldige lange vipper. Ja, tak!

1
Foto: PR Byredo

'Astronomical Mascara', Byredo, 305 kr.

Læs ogå

Her er mascaraen, der går viralt på TikTok

Kardashian-søstrene klædt ud som Kris Jenner er alt, vi ikke vidste, vi havde brug for

Det er efterhånden kendt for alle dem, der følger med i ‘The Kardashians’, at familien ikke sparer på noget, når det gælder fødselsdage.

Hvad enten det gælder de berømte søstres fødselsdage eller de mere nytilkomne familiemedlemmers fødselsdagfester, så går de som regel all in på både temaer og gaver.

Det var også tilfældet i weekenden, hvor familiens overhoved Kris Jenner fyldte 67 år. 

For her var temaet til fødselsdagsfesten ‘Your Best Kris’, hvor gæsterne skulle klæde sig ud som deres bedste version af ‘momager’ Kris Jenner. Og med det efterhånden store kartotek af både optagelser og memes med den berømte mor, var der også rigeligt at vælge imellem.

Og er der nogle, der gjorde en ihærdig indsats for at imiterer deres bedste Kris, var det supermillionærens døtre Khloé, Kourtney og Kim, der alle lignede deres mor så meget, at det næsten var svært at skelne dem fra den originale version. 

Se dem herunder og bedøm selv, hvem du synes, gjorde det bedst som Kris Jenner.

Khloé som lyshåret Kris 

Kholés version af Kris Jenner er nok et af de mest berømte af den verdenskendte momager, der ikke er bleg for at gøre grin med sig selv.

For da Kim Kardashian postede billedet af sin mor på sin Instagram med det nye, blonde hår iført hvid pels, blomstret pyjamas og solbriller med den obligatoriske Martini i hånden i 2017, blev det med det samme et meme med sit opulente udtryk.

Og der er ingen tvivl om, at Khloés Kris Jenner var en af aftenens mest gennemførte udklædninger.

Kourtney som ‘Thank You, Next’-Kris

@kourtneykardashian

You’ve been KRISED

♬ original sound – Kourtney Kardashian Barker

Kourtneys version af Kris Jenner er fra Ariana Grandes musikvideo til megahittet ‘Thank You, Next’ fra 2019, som var én stor reference til 00’er-klassikerne ‘Legally Blonde’, ’13 snart 30′ og ‘Mean Girls’.

Her laver Kris Jenner en cameo som Regina Georges mor i ‘Mean Girls’, der overstolt filmer den ikoniske ‘Jingle Bells’-dans.

En reference, der også gjorde Kris Jenner til et meme for sin selvironi om, at hun som momager havde nogle lignende tendenser som Regina Georges mor.

via GIPHY

Kim som ‘You just got Krissed’-Kris

@kardashtiktoks This is GENIUS #krisjenner #kardashians #thekardashians #kardashianshulu #khloekardashian #kyliejenner #kimkardashian ♬ original sound – kardashtiktoks

Selvom Kim Kardashians version af Kris Jenner er hele ti år gammel, så er Kris i den grønne pailletkjole og sorte butterfly dukket op igen i år, hvor videoen i sommers gik viralt på TikTok. 

I videoen danser og lip syncer Kris Jenner til ‘Lady Mamalade’ fra ‘Moulin Rouge’, og den blev postet af en ukendt kilde på TikTok, hvor udtrykket ‘You just got Krissed’ blev født.

Et udtryk, der for TikTok-brugere allerede har opnået samme betydning som ‘Rickrolled’ har for de fleste millennials, der i midt 00’erne snørrede hinanden ved at sende links til Rick Astleys hit “Never Gonna Give You Up”.

Læs ogå

Er Marilyn Monroe Kim Kardashians nye stilikon? Her er 10 outfits, der tyder på det

Liv Sandberg er chef for TikTok i Norden: “Jeg har prøvet på at se min karriere som en kontinuerlig læringskurve”

Med over en milliard aktive brugere verden over, er TikTok et af verdens absolut største sociale medier. Det mærkes også herhjemme, hvor en rapport fra DR Medieforskning viser, at 11 procent af danskere over 12 år nu har en TikTok-profil.

Det er en relativ stigning på godt 50 procent fra 2020. Den vækst har ført til øget fokus på Norden fra den kinesiske underholdningsplatform, og i spidsen for den nordiske afdeling står svenske Liv Sandberg.

Vi mødte den nordiske chef for TikTok i København til en snak om, hvordan hun er nået til tops i internationale virksomheder som blandt andet Facebook, hvorfor hun tror, TikTok er blevet så populær og om sine bedste råd til den yngre generation, der gerne vil gøre karriere.

Hvordan har din tilgang til karriere været?
“Jeg startede hos bureauet Starcom som Junior Account Manager, og efter 14 år var jeg CEO. Men det var ikke mit endelige mål at blive chef. Jeg har aldrig haft et mål om at få en høj lederstilling. Jeg har prøvet på at se min karriere meget mere som en kontinuerlig læringskurve. Så hvor man traditionelt set bevæger sig op ad stigen i en virksomhed, har jeg i stedet prøvet på at bevæge mig til siden for at lære noget nyt. Da jeg for eksempel startede hos Facebook efter at have været CEO hos Starcom, var det i en mindre rolle, hvor jeg gik fra at være leder for over 100 mennesker til bare seks personer. Der har jeg fået mange kommentarer på, hvorfor jeg dog ville forlade sådan en flot stilling for at gå ned ad rangstigen så at sige. Men jeg var virkelig nysgerrig på, hvordan Facebook fungerede som virksomhed. Så for mig har det altid været det at lære nye ting mere end at stige i graderne.”

Hvad ville dit råd være til kvinder, der gøre karriere i lignende virksomheder?
“I dag oplever jeg ofte, at den yngre generation af karrieremennesker kun tænker på, hvad deres næste skridt er og hvordan de hurtigst muligt kan blive forfremmet. Der tror jeg, det er meget vigtigt, du tænker over, hvad du gerne vil lære og opsøger det. For det næste skridt skal nok komme, hvis du bliver ved med at være nysgerrig, modig og udfordrer dig selv så meget som muligt.”

Hvordan har du udfordret dig selv?
“Jeg prøver at sige ja til så meget som muligt. Selvom jeg ikke altid føler mig selvsikker i det eller noget lyder skræmmende, har jeg altid forsøgt at give mig i kast med det. Faktisk lidt fake it til you make it-agtigt. Det har været ting som at holde oplæg foran et stort publikum eller træde ind i nye roller, som jeg ikke vidste så meget om. Så jeg har prøvet mig meget frem og forsøgt ikke at være bange for at fejle. Og jeg tror, at særligt kvinder føler, de skal vide alt for at sige ja til en ny opgave eller rolle i stedet for at sige ja først og så finde ud af det hen ad vejen. For der er jo ingen, der ved alt.”

Om Liv Sandberg

  • Managing Director for TikTok Nordics
  • Uddannet i Business Administration fra Luleås Tekniske Universitet 
  • Har tidligere været hos den svenske afdeling af mediebureauet Starcom som CEO, hos Facebook Sverige som Head of Agency og haft stillinger i Samsung og MTV
  • Født og opvokset i Luleå, Sverige

Hvorfor tror du, det er sådan?
“Det er svært at sige. Vi kvinder skal sørge for at have hinandens ryg og støtte op om hinanden, for vi skal være bedre til at turde mere. For jeg tror, at mange mænd har mere selvtillid i deres karriere og ikke er så bange for at fejle, hvor vi kvinder måske har været mere vant til at træde i baggrunden, fordi vi gerne vil være mere sikre på vores kunnen. Så der skal vi være bedre til at finde modet til at sige ja til mere, fordi det løser sig i de fleste tilfælde.”

Føler du dig selv sikker i dit arbejde hver dag?
“Slet ikke, nej. Den her rejse med TikTok har netop været en af de ting, hvor jeg har udfordret mig selv til at sige ja. For da jeg fik muligheden for det, havde jeg ingen anelse om, hvor jeg skulle starte. Selvom jeg selvfølgelig havde masser af idéer og erfaring. Men det var en stor udfordring for mig, da vi midt i pandemien skulle bygge det nordiske hold op fra bunden og jeg skulle tænde passionen i dem for noget, som jeg selv ikke en gang var sikker på endnu. Det var svært.”

Hvorfor tror du, TikTok er blevet så populær?
“Jeg tror, det er, fordi TikTok har bragt noget til folk, de havde brug for. Et sted, hvor der plads til, at man kan være sit autentiske jeg og være kreativ på så mange måder. Det var noget, folk havde brug for – særligt under pandemien, hvor TikTok stadig var et forholdsvis nyt foretagende. Folk havde svært ved at være isoleret, havde ikke mulighed for at se venner og kunne ikke date. Og der tror jeg, at TikTok er blevet et solrigt hjørne på internettet uden det polerede udtryk, som vi har været vant til at se i så mange år på sociale medier. Det tror jeg, folk havde brug for. Og så kan alle, der har en mobil, blive creators inden for meget små niche-områder som bagning eller indretning. Du behøver ikke være Kim Kardashian for at nå et globalt publikum – du kan bare være dig selv.” 

TikTok for fået en del kritik for sin databehandling. Skal man som bruger være bekymret for det?
“Det vigtigste for os er, at vores community trygt kan opdage, skabe og nyde underholdende indhold. Samtidig er sikkerhed en topprioritet, og det er vigtigt at have for øje, at TikTok-appen ikke er særlig med hensyn til den mængde oplysninger, den indsamler, sammenlignet med andre mobilapps. Vi indsamler kun oplysninger, som brugerne vælger at give for at skabe den bedste brugeroplevelse – altsammen i overensstemmelse med praksisser for branchen og EU-lovgivning.”

Læs ogå

Katherine Diez: “Vi diskuterer, hvor lidt kvinder har på på arbejdspladsen i stedet for at diskutere, hvor lidt de stadig får i løn”

Husker du dette brand fra 00’erne? Nu gør Bella Hadid det cool igen

Y2K-trenden er en af sæsonens mest uundgåelige tendenser, hvad enten man kigger på catwalken hos de store modehuse, i gadebilledet eller på kendisserne. 

I sidste uge lancerede Camille Charrière en festkollektion i samarbejde med Mango med den ene Y2K-reference efter den anden, mens kendisser som Gigi Hadid og Bella Hadid næsten dagligt bliver spottet i styles, som havde deres storhedstids i 00’erne. For ikke at glemme Paris Hilton, som for nyligt genskabte sit mest ikoniske outfit fra 00’erne.

 

Derfor er Bella Hadid også kampagneansigt for 00’er-brandet Miss Sixty, som særligt var kendte for deres lavtaljede jeans og nederdele i denim i starten af 00’erne.  

Men det er ikke kun på kampagnebilleder og i profesionel sammenhæng, at Bella Hadid ses i Miss Sixty – også i privat regi er det et brand, topmodellen har taget til sig.

I slutningen af oktober var hun i Madison Square Garden i New York for at se basketball-holdet ‘New York Knicks’ spille, og her ankom hun i en vintage denim-nederdel og top fra Miss Sixty, som giver os alle de 00’er-associationer, vi kunne drømme om.

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

Særligt denim-nederdelen var også populær i gadebilledet under de internationale modeuger i sommer, og særligt den lange version.

I galleriet nedenfor kan du lade dig inspirere af maxi-denim trenden under de internationale modeuger.

Læs ogå

Bella Hadid sætter to utraditionelle items sammen – og du kan let gøre hende kunsten efter

Korsetter, bh’er og underbukser: Historien bag trenden, der dominerer gadebilledet, catwalken og kendisserne

Uanset hvornår du er vokset op, er det givetvis med et ikon, der har vist sig frem offentligt med sine inderste klæder yderst eller i det mindste haft dem ublu blottet.

I 1990’erne var det Madonna iført den nu ikoniske Jean Paul Gaultierbustier med kegleformede bryster på sin Blonde Ambition-tour, i starten af 00’erne viste Britney Spears og Christina Aguilera, hvilke (g-)strenge de spillede på under deres ultra-lavtaljede jeans, og i 2010’erne satte Kim Kardashian og Beyoncé nye standarder for, hvor gennemsigtig en kjole på den røde løber kunne være, og hvor lidt der kunne overlades til fantasien herunder.

Og chancen for, at dine forældre har råbt: ”Det dér kan du ikke have på!”, når du selv har gjort superstjernerne kunsten efter, er – uagtet hvilket årti du var underlagt mors og fars dom over dine tøjvalg – med al sandsynlighed stor.

Det at bruge undertøj og lingeri-detaljer som accenter til et look er ikke noget, der kun hører nyere tid til. Det er en mode-note, der har eksisteret i århundreder, hvor stort set alle generationer har hevet et element ud af den intime skuffe og udfordret grænserne for, hvad der er acceptabel påklædning.

Den dynamiske linje, der afgør, hvad der er provokerende i modebilledet, flytter sig konstant, og det, der før har været dømt som værende uanstændig påklædning, bliver accepteret
som en chik trend.

Det være sig 1800-tallets korsetter, synlige bh’er eller croptops, blondechemiser og gennemsigtige kjoler. Trends, der alle er synlige i gadebilledet anno 2022, på alle A-list kendisserne og ikke mindst i de internationale kollektioner, der lander i butikkerne netop nu. 

”Det, der før har været dømt som værende uanstændigt, bliver accepteret som en chik trend”

Fra kongelig til popkultur

Moden går i ring, og således også når det kommer til at bruge undertøj over tøjet. Tilbage i 1500-tallet gik mænd i leggings, hvilket fik dem til at føle sig lettere eksponerede. Et voila: en tekstil-’pung’ blev opfundet, og d’herrer forstod at dekorere det snedige lille skridtaggregat med en sådan bravur, at det blev tidens mest hypede accessory. En accessory, der muligvis har banet vejen for, at kvindemoden sidenhen ofte har yndet at fremvise de inderste påklædningsgenstande yderst.

Tænk korsetter, der entrerede moden i det 16. århundrede med den franske dronning Catherine de’ Medici, som bandlyste brede taljer fra hoffet. Den franske dronning indledte herved en 300-årig periode, hvor korsettet herskede over alle øvrige kvindemodetrends, og hvor der fra modeskabernes side blev eksperimenteret med det besnærende snørestykke, så det matchede tidens skiftende trends i materialevalg, udskæring og pynt.

Fælles for alle udgaver af korsettet var, at det skulle ses som en del af outfittets ydre, selv om det faldt under kategorien undertøj. Korset-diktaturet blev heldigvis afsluttet af Chanels moderevolution i begyndelsen af 1900-tallet og lå stort set uberørt hen indtil 1970’erne, hvor punkens grand old lady, Vivienne Westwood besluttede, at det var på tide at give det hedengangne taljestykke en genopstandelse.

Hun trak særligt på referencer fra 1800-tallet og den victorianske storhedstid og brugte ud over korsetter delikate blonder og silkechemiser som fine kontraster til sine i øvrigt rockede og rebelske look.

Designere som Alexander McQueen og Jean Paul Gaultier var ikke sene til at gøre Westwood kunsten efter, og effekten af designernes lingeri-inspirerede luner fandt også vej til popkulturen i 1980’erne, hvor især Madonna var eksponent for trenden.

Hun optrådte i blondekorset til VMA-uddelingen i 1984 i sit hvide ’Like a Virgin’-look og siden flere gange i Jean Paul Gaultiers korsetkreationer, ikke mindst den sart-lyserøde sag med keglebryster, taljebælte og lynlås fra 1990, som stadig er blandt sangerindens mest mindeværdige look.

Foto: Ritzau Scanpix

Madonna optræder på sin 'Blonde Ambition Tour' i Tokyo, 1990.

I dag er korsettet igen tilbage på moderadaren, hvor både Balmain og Altuzarra blandt andre viste korsetter som en del af deres S/S 2021-kollektioner, dog i mere afdæmpede versioner. Korsetterne anno 2022 er lyse og underspillede i draperet silke stylet over hvide T-shirts med skarpe skuldersnit og fremstår nærmere som en formgivende detalje end et udfordrende statement.

Foto: Imaxtree

Balmain SS21-show

Den lette chemise

Vi bliver ved Madonna. I 1989 lød der et ramaskrig over hendes ’Like a Prayer’-video, hvor hun optrådte i noget så vovet og letpåklædt som en silkechemisekjole. Videoen var spækket med sensuelle undertoner i samspil med religiøse topnoter, og dét parret med den yderst provokerende påklædning medførte, at hele setuppet blev udskældt af det konservative Amerika og bandlyst i Italien på opfordring af Vatikanet. Selv om Madonna udfordrede beklædningskonventionerne med sit kjolevalg, var det ikke første gang, at chemisen fandt vej ud af sovekammeret.

Omkring 1920, hvor kvindefrigørelsesbevægelsen begyndte at ulme, og Coco Chanel havde frigjort kvinderne fra deres
korset-fængsler, favnede de modige unge damer en mere frigjort livsstil. De røg cigaretter, drak alkohol, klippede håret kort og hoppede i løse kjoler med smalle stropper og blottede ankler; dem, vi i dag kender som ’flapper’-kjoler. Disse var ikke ulig silkechemiserne, der oprindeligt var underkjoler.

Chemisekjolen fik status som et sensuelt og vovet tøjstykke, men der skulle alligevel gå flere årtier, før den blev accepteret som anstændig påklædning.

I 1989 lød der et ramaskrig over Madonnas ’Like a Prayer’-video, hvor hun optrådte i noget så vovet og letpåklædt som en silkechemisekjole.

I 1990’erne blev ’the slip dress’ en af tidens største trends, særligt efter at stilikoner som Kate Moss, Victoria Beckham,
Caroline Bessette-Kennedy og ikke mindst prinsesse Diana viste sig i variationer af den lette kjole. I dag er silkeunderkjolen et stort set integreret basis-tøjstykke i de fleste klædeskabe, og hver sæson kommer der nye versioner til.

Trussetrends, BH’er og bar mave

En undertøjstrend overgår dog alle denne sæson, og det er brugen af bh’en. Under modeugerne, både de internationale og den danske i sensommeren 2020, var der kig til navlen, uanset om du vendte blikket mod catwalken eller de gæster, der frekventerede de respektive shows.

Hos Boss, Celine, Alberta Ferretti og Hermès blev variationer af bh-toppen brugt under blazere og suits som et sommerligt tvist til det ellers lukkede look. Og hos Chanel, Isabel Marant, Jaquemus, Michael Kors og Zimmermann talte bh’en sit eget klare sprog som eneste overdel til look bestående af højtaljede nederdele og bukser, som
kun lod et smalt stykke krop være blottet mellem top og bund.

Dermed er trenden mere voksen og tækkelig end sidste gang, det for alvor var smart at lade sin maveregion være til frit skue, nemlig i 00’erne. Her blev stykket med bart gjort så bredt som muligt med ekstremt lavtaljede jeans, hvor et ekstra stykke undertøj sneg sig ind i det synlige gadebillede, nemlig g-strengstrussen.

Selv om det primært var de meget unge pop-piger som Paris Hilton, Christina Aguilera og Britney Spears, der løb med æren for at udbrede trussetrenden, er det faktisk Tom Ford, dengang som chefdesigner for Gucci, der kan tilskrives dillen.

Til Guccis S/S 1997-show skabte han en minutiøs trusse, hvis ultra-smalle strenge blev holdt sammen over halebenet af et sølvfarvet Gucci-emblem. Mere ’logomania’ kan det knap blive. Trenden, eller rettere trussen, poppede frem i lyset igen i 2019, hvor modellen Hailey Bieber besteg den røde løber til årets Met Gala i en kropsnær tyggegummilyserød Alexander Wang-kjole med uendelig dyb rygudskæring, der endte i en g-strengsdetalje med stenbesat Wang-logo, der ikke var ulig Tom Fords 90’er ditto. 

Foto: Ritzau Scanpix

Hailey Bieber, Met Gala, 2019

Det fortsatte i 2020, hvor Versace til deres S/S-show sendte Bella Hadid ned ad catwalken iført lavtaljede sorte bukser og synlige g-strenge over buksekanten. Trusserne er heldigvis igen blevet stoppet ned under buksekanten, hvor de hører til, og det er dermed kun bh’en, vi skal koncentrere os om denne sæson.

Vi kan dog godt dvæle lidt ved Bella Hadid, der om nogen har taget bh- og croptop-trenden til sig og bevist, at den stort set holder uagtet vind, vejr og årstid.

Hadid spottes ofte i korte toppe og bh’er, når hun er klædt i civil, og formår at integrere trenden i stort set alle sine look, hvad enten det er et joggingsæt med en cropped hættetrøje, en todelt lang gallakjole på den røde løber eller under sin lune Saks Potts-frakke i de koldere måneder. Senest er Bella Hadid også spottet i et særdeles afslappet look bestående af en bomber-jakke, Lego-t-shirt og underbukser som de eneste benklæder.

Foto: Mega
Foto: Mega

Og netop trenden med at posere i underbukser som den eneste benklæde, så vi også på Kylie Jenner under modeugen i Paris i september 2022, hvor hun var klædt i hvid tanktop og underbukser fra Loewe kun akkompagneret af en grå frakke og strømpebukser. 

Foto: Mega

Flere kendisser beviser, stærkt bakket op af de store modehuse, der også giver liv til trenden denne sæson, at det at have bar mave, et stykke med bart eller klæde sig i undertøj som primær beklædningsdel, ikke behøver at være hverken udfordrende, for meget eller uanstændigt.

I dag er vi heldigvis nået så langt, at der skal mere end en bar mave, chemise eller synlig bh til at forarge os. Og er man helst helt fri for at vise alt for meget, er det også fuldt ud acceptabelt at krydre sit look med en bh eller croptop som en accessory uden på en skjorte, blazer eller en kjole. 

Læs ogå

Der er en helt ny UGG-støvle i byen – og Bella Hadid er allerede fan

LACMA Gala 2022: Se de bedste looks på den røde løber

Der var dømt ren stjerneregn, da Los Angeles County Museum of Art lørdag aften havde inviteret nogle af verdens mest berømte mode-, musik- og filmstjerner til deres årlige Art+Film Gala.

For alt fra skuespillere og musikere til reality-stjerner og designere var med på den røde løber i Los Angeles. Og selvom der var masser af forskellige sæt kjoler og looks, var der alligevel én fællesnævner for mange af stjernernes antræk.

For selvom det ikke var et modeshow, vi overværede, skulle man næsten tro, at den røde løber var én lang catwalk for det italienske modehus Gucci, som havde sørget for stort set alle stjernernes kjoler. Måske ikke så underligt, eftersom brandet er den helt store samarbejdspartner for gallaen.

Hos aftenens mandlige gæster var der også en fællesnævner i form af en tydelig inspiration fra 1970’ernes markante reverser og vide trompetbukser. En stil, som Gucci også er særligt kendt for at genoplive.

Se nogle af de bedst klædte herunder, hvor vi har samlet det bedste fra den røde løber.

Foto: Mega

Kim Kardashian i Balenciaga.

Foto: Mega

Jodie Turner-Smith i Gucci.

Foto: Mega

Billie Eilish i Gucci.

Foto: Mega

Salma Hayek i Gucci.

Foto: Ritzau Scanpix

Jared Leto i Gucci.

Foto: Mega

BlackPinks Rosé i Saint Laurent.

Foto: Mega

Stella Maxwell.

Foto: Mega

Kendall Jenner i Burc Akyol.

Læs ogå

Dua Lipa, Margot Robbie og Jessica Chastain: Her er de flotteste looks på den røde løber i november

Foto: Mega

Sydney Sweeney i Giambattista Valli.

Foto: Mega

Jude Law.

Foto: Mega

Halima Aden.

Foto: Mega

Carey Mulligan i Gucci.

Foto: Mega

Kathryn Hahn i AZ Factory.

Foto: Mega

Heidi Klum.

Foto: Mega

Finneas O'Connell.

Foto: Mega

Sandra Oh i Giambattista Valli.

Foto: Mega

Olivia Wilde i Gucci.

Foto: Mega

Guccis Alessandro Michele i, ja, Gucci.

Foto: Mega

Paris Hilton.

Foto: Mega

Janelle Monae i Gucci.

Foto: Mega

Diego Calva.

Foto: Mega

Sabrina Dhowre Elba i Gucci.

Foto: Mega

Isabeli Fontana.

Læs ogå

Designerne har talt: 29 år gammel bukse-trend genopstår

Katherine Diez: “Vi diskuterer, hvor lidt kvinder har på på arbejdspladsen i stedet for at diskutere, hvor lidt de stadig får i løn”

JEG SÅ ENGANG ET KLIP fra et realityprogram med nogle kendte danske kvinder, som alle levede gode, velbjærgede liv og – for at sige det, som det er – nogle liv lidt fjernt fra den virkelighed, de fleste andre mennesker lever i.

I klippet harcelerede en af disse kvinder over den evindelige snak om mangel på ligestilling i Danmark.

“Hvad er problemet,” ville hun vide, “vi har stemmeret, vi uddanner os, vi går på arbejde. Hvad er problemet?”

Min mund stod på vid gab af forundring. Det gør den stadig. Jeg har nemlig fundet ud af, at det ikke bare er særligt privilegerede kvinder, der sidder på denne rædderligt lave standard over, hvad ligestilling er. Det er ret så udbredt på tværs af alle indkomstgrupper – selv blandt dem, der virkelig burde undre sig, når de for eksempel ser tallene på deres lønseddel.

JEG MEDGIVER, AT DET for det blotte øje kan være svært at spotte, hvad problemet er herhjemme. Men for nu at besvare den harcelerende realitystjerne: Problemet er netop, at det sådan cirka stopper lige dér – efter stemmeret, mulighed for uddannelse og indtog på arbejdsmarkedet. Og det er virkelig ikke godt nok.

Ønsker man uddybet, hvor godt nok, det virkelig ikke er, og er man indstillet på lidt deprimerende læsning (det er man bare nødt til at være en gang imellem), kan man dykke ned i World Economic Forums (WEF) ligestillingsrapport fra 2022. Den opgør et lands samlede niveau af ligestilling ud fra fire overordnede kategorier eller subindeks, som de kaldes i rapporten: Økonomisk deltagelse og mulighed, helbred og overlevelse, uddannelsesmæssige kompetencer og politisk indflydelse. Den udkommer årligt, og endnu en gang er Danmark droslet ned i rækkerne – fra en 29.-plads til en 32.-plads. Igen er det måske svært at se det decideret deprimerende i dét.

Foto: Illustration: Mette Boesgaard

“Det er jo bare tre pladser, herregud, ingen progression er vel lineær.” Men før vi røg ned på en 29.-plads, lå vi på en 14.-plads. Vi har endda fået baghjul af Nicaragua og Rwanda, hvor en kvinde netop er blevet idømt to års fængsel for at have en “uanstændig” kjole på i offentligheden.

Kort sagt: Det går drastisk tilbage for ligestillingen i Danmark, selv om faktatjekkere mener, at både dette års og tidligere ranglister er misvisende, fordi WEF’s fremgangsmåde favoriserer lande, hvor mænd og kvinder klarer sig lige dårligt, over lande, hvor kvinder klarer sig godt, men blot ikke på niveau med mænd.

De har for eksempel heller ikke medregnet retten til abort i landenes samlede vurdering, når de har vurderet det for hvert enkelt land i rapporten. For der findes slet ingen data. Hvis du nu er forvirret, vil jeg godt betro dig, at det er jeg også. Men enhver dansker må da kunne sige selv, at vi ikke gør det godt nok, når fiskeri og ligestilling og derefter ligestilling og transport bliver lagt sammen under ét ministerium.

I en diskussion om præcis dét lettede min kæreste stemningen med en god idé: Når man træder indenfor i ministeriet, bør man blive mødt af en statue af Rosa Parks.

“Frem for at diskutere, hvordan vi kan forbedre forholdene for aborterende kvinder, diskuterer vi pludselig, om retten til fri abort skal omstødes”

JEG FØLER, AT DET KLOGESTE, jeg kan gøre, er at træde et skridt tilbage og trække på min egen empiri; Den, jeg samler sammen, når jeg bevæger mig gennem verden som kvinde og ikke mindst lytter til medsøstre, som har en mørkere farve i huden og arbejder mere for en lavere løn.

I sommer læste jeg britiske Natasha Browns (f. 1990) super-hypede ‘Assembly’, som netop var udkommet på dansk under titlen ‘Samling’. I den skriver hun hårrejsende om at være en ung, sort kvinde i en hvid mands finansverden. Om hvordan hun arbejder dobbelt så hårdt for kun at nå halvt så langt. Om hvordan hun objektificeres og decimeres til et væsen, der skal ses, men ikke høres.

Ganske kort tid efter havde jeg en samtale med en dansk, yngre, sort kvinde, som havde taget en fin, lang økonomiuddannelse, som hun ikke gjorde brug af. Ikke fordi hun ikke gerne ville, men fordi hun havde to børn og et navn, der tvang hende hjem til kødgryderne, sagde hun selv og tilføjede: “Jeg er kvinde, jeg er mor, jeg er sort, og jeg ville alligevel blive betalt derefter. Det er kun min mand, der går på arbejde lige nu.”

Moderskabet er stadig en af de mest betændte, mest polariserende emner i ligestillingsdebatten og en af de største syndebukke for kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet. Er det vores samfund værdigt i 2022?

Foto: Illustration: Mette Boesgaard

I 1800-TALLET skulle en kvinde være i besiddelse af fire dyder: fromhed, renhed, underdanighed og huslighed. Kvinder i politik var en joke, ingen havde fantasi til at forestille sig. De kunne ikke eje jord, var ikke tilladt at udføre de fleste jobs, og det var ikke usædvanligt, at kvinder bare ikke talte foran mænd. Mænd besluttede at vedtage den myte, at kvinder fra naturens side havde et eksklusivt omsorgsgen, og deres funktion og pligt var at være mødre og opfostre børn, selv om det var mændene selv, der havde fuld kontrol og myndighed over børnene.

Og den er god nok; Ny forskning af forældrehjernen viser tydeligt at idéen om, at omsorgsgenet skulle være særligt moderligt og automatisk forbeholdt kvinden, er en myte. Det forklarer den amerikanske forfatter Chelsea Conaboy i sin nye bog, Mother Brain, som er blevet til i samarbejde med nogle af verdens førende hjerneneurologer.

Ved brug af hjernebilledeteknologi og andre værktøjer har man fundet ud af, at tilpasningen af den menneskelige forældrehjerne tager tid, som er drevet lige så meget af erfaring med en baby, som af de hormonelle skift, en kvinde gennemgår under graviditet og fødsel. Med andre ord: Intet taler for, at mænd ikke med naturlig omsorg skulle kunne passe børn lige så godt som kvinder.

Men myten – som fastholder forældede idéer om maskulinitet, der lærer fædre, at de er sekundære, assistenter, babysittere, og opfordrer mødre til også at se dem på den måde – lever stadig i bedste velgående. Det er skidt for ligestillingen og undergraver i øvrigt rettighederne og anerkendelsen af homoseksuelle, transkønnede og nonbinære forældre, hvis evne til at tage sig at et barn er noget, der ofte stilles spørgsmålstegn ved.

“Moderskabet er stadig en af de mest betændte, mest polariserende emner i ligestillingsdebatten og en af de største syndebukke for kvinders ligestilling på arbejdsmarkedet.”

Se nu bare på Det Konservative Folkepartis formand og statsministerkandidat, Søren Pape, der for nylig blev spurgt ind til problemerne med mangel på arbejdskraft på landets plejehjem. Han fremhævede, at ukrainske kvinder, “som vi nu har fået så mange af”, med fordel kunne komme i arbejde på grund af deres omsorgsgen”. Han er endda selv homoseksuel.

Jeg er sikker på, han ikke ønskede at reducere sig selv og hele sit køn til andenrangs-omsorgspersoner. Det siger bare noget om, hvor indoktrineret den gamle myte om kønnene er; Selv en toppolitiker, som har sin spindoktor rendende i røven at all times, siger sådan med største selvfølgelighed i medierne.

“I dag kommer billedet af den perfekte mor fra den amerikanske og europæiske højrefløj”, skrev Suzanne Giese, der var en markant skikkelse i 70’ernes rødstrømpebevægelse, i sin bog Moderskabet fra 2004.

“Moderskabet er kulturskabt og ændrer sig hele tiden, ligesom det har gjort op gennem historien. Det moderskab, vi kender i dag, er under 250 år gammelt.”

INTET ER SÅ FARLIGT for ligestillingen som generel stigende splittelse i samfundet, og når en sommerfugl basker med vingerne i de konservatives lejr i USA, skaber det en storm, der sætter os tilbage i Danmark. Frem for at diskutere, hvordan vi kan forbedre forholdene for aborterende kvinder, diskuterer vi pludselig, om retten til fri abort skal omstødes. Vi diskuterer, hvor lidt kvinder har på på arbejdspladsen i stedet for at diskutere, hvor lidt de stadig får i løn.

Det handler ikke om at besætte flere bestyrelsesposter med kvinder, det gøres i forvejen i stor stil. Det handler om en ny indoktrinering hos både kvinder og mænd: At lære, at vi kan, vil og er det samme værd. Kvinder krævede stemmeret, ret til arbejde og ret til mulighed for uddannelse. Det var kun begyndelsen. Problemet er, at vi siden ikke er kommet nær så langt, som vi burde.

Men ofte står min mund også åben af forundring over de spring, vi tager, når vi har de kollektive syvmilestøvler på. Når vi lytter til hinanden, lærer om hinanden og ser verden fra vores egne blinde vinkler. Det er ligestillingens lys, og det vil kaste sig over tallene i næste års rapport, hvis vi virkelig mener det.

Læs ogå

Katherine Diez om abort: “Undskyld mig for at accelerere fra 0 til 100 på et sekund. Det sker, når jeg er oprevet”

9 gode restauranter, du skal prøve på Østerbro

Udvalget er stort, og det kan være svært at vælge, hvor man skal booke sit næste bord, når man får lyst til få en anden smagsoplevelse end den, man selv kan fremtrylle derhjemme.

Derfor har vi samlet en liste med 9 restauranter på Østerbro, du kan sætte kurs mod næste gang, du skal ud i det velpolerede, øst-liggende brokvarter i København.

Der er både en nyåbnet vinbar, flere bud på ægte italiensk pasta og en moderne koreaner, vi spår til at blive kult .

Juju
Alt asiatisk er altid et hit, men hvorfor ikke udfordre dine smagsløg med noget andet end vietnamesisk, thai og kinesisk. Juju er en afslappet og moderne koreansk spisebar med en vaskeægte Michelin-kok bag gryderne; nemlig Kristian Baumann (fra Koan). Retterne er enkle og klassisk koreanske, og hele menuen er opbygget som delevenlig a la carte menu, hvilket gør stedet oplagt til en aften ud med vennerne.
Hvor: Øster Farimagsgade 8, 2100 København Ø.

Foto: Juju

Bottega Estadio 1912
Har det lille solrige hjørne på Fredericagade, hvor Bottega Barlie længe været dit stamstem, så er der god grund til at søge lidt længere ud på Østerbro. Klos op ad den gamle idrætspark ved Østerfælled Torv har Barlie-ejerne udvidet foretagendet med et hyggeligt spisehus i samme charmerende rustikke stil som Barlie, hvor der er lokal verdensmad med indslag fra de omskiftelige nordiske sæsoner på aftenmenuen, side om side med snacks og vin i lange baner.
Hvor: Gunnar Nu Hansens Plads, 2100 København Ø.

Foto: Bottega Estadio 1912

Hos Fischer
Fischer er en institution på Østerbro, hvor der kredses ægte om de bundsolide og altid hammersmagfulde italienske pasta-klassikere som cacio e pepe og carbonara. Need we say more? Måske kun at Fischer laver deres egen pasta (og alt andet hvis ret skal være ret) fra bunden, stemningen er i top og maden er perfetto. Genialt til en datenight.
Hvor: Victor Borges Plads 12, 2100 København Ø.

Foto: Hos Fischer

Bistro Lupa
Sig du er på Østerbro, uden at sige, du er på Østerbro. Det burde være tag-linjen for Bistro Lupu, der trods sit meget grønne udgangspunkt har løftet det veganske/plantebaserede køkken til et helt nyt niveau. De australske ejere drev før i tiden den veganske café Souls, men har nu taget skridtet ud over avokadomadder og acai-bowls og skabt Bistro Lupa, som excellerer i forfriskende nytænkende bistroretter, der er lidt over almindeligt hverdagsniveau og langt over det, man almindeligvis forbinder med mad, der er lavet udelukkende af planter.
Hvor: Marstalsgade 8, 2100 København Ø.

Foto: Bistro Lupa

Paris90
Er du en ægte vin-afficionado, og har du særligt hang til de franske af slagsen, så slå vej forbi Paris90, hvor vinen spiller førsteviolin. Den ultra-frankofile vinbar og -butik og atelier er drevet af franskmanden Victor Monchamp, som har tiltænkt stedet til at være et sted mennesker mødes over fordybelse, sanselighed og kultur – og østers selvfølgelig.
Hvor: Classensgade 25, 2100 København Ø.

Foto: Paris90

Trianglen No 7
De er glade for vin på Østerbro, hvilket måske også forklarer udvalget af gode vinbarer. En af de nyere er Trianglen No 7, der ud over at have et glimrende vinudvalg disker op med lækre snackretter som tatar, burrata og jomfruhummer-bisque.
Hvor: Trianglen 7, 2100 København Ø.

Foto: Trianglen no. 7

Aarstiderne Butik og Spiseri
Aarstiderne er efterhånden et brand, der er synonym med friske, lokale, økologiske råvarer, håndplukket fra de bedste danske producenter; fra nichemejerier til lokale kartofler leveret i måltidskasser. Nu har Aarstiderne dog udvidet konceptet med en fusion mellem et minisupermarked og et spisested, hvor man både kan handle alle de specialvarer, der kendetegner Aarstiderne, og ikke mindst nyde et frokost- eller aftensmåltid i samme ombæring. Her laves alt fra pizza og gryderetter så der er lidt for en hver smag og alder – og stemningen er meget afslappet.
Hvor: Classensgade 26, 2100 København Ø.

Foto: Aarstiderne Butik og Spiseri

Famo Metro
Siden 2010 har Famo huseret på hjørnet af Sortedamssøen og serveret guddommelige italienske retter med et touch af elegance. Ud over pasta, der får dig til at udbryde ’mama mia!’ kontinuerligt, så er udsigten over søerne fuldkommen sublim – men er du heldig at finde vej til underetagen, kan du glæde dig til at der bliver skruet op for hyggen fra den lille kamin.
Hvor: Øster Søgade 114, 2100 København Ø.

Foto: Famo Metro

Le Lac
På Le Lac får du fransk mad med et moderne tvist. Det er stedet, hvor du kan droppe ind på en helt almindelig tirsdag med vennerne eller kæresten og nyde franske fristelser som Croque Madame til frokost eller Steak Frites og Creme Brulée til aftensmad. Det går man jo aldrig galt i byen med, vel?
Hvor: Classensgade 11A, 2100 København Ø.

Foto: Le Lac
Læs ogå

9 gode restauranter, du skal prøve på Nørrebro

En helt særlig fletning ses overalt: Få frisørens bedste tips til selv at lave den selv

Det er altid dejligt at blive inspireret – også hvad angår frisurer. Netop nu er der særligt en af slagsen, der dukker op flere steder, og som derfor har fået vores opmærksomhed.

Og de af os, der ikke ligefrem har en indre hårstylist i maven, kan ånde lettet op. For der er egentlig bare tale om den klassiske fletning – med et tvist. Den er nemlig dobbelt eller i lag om man vil. 

Se bare, hvor cool fletningerne ser ud på den amerikanske influencer Lauren Ladnier og den danske influencer og ELLE-bidrager Sidsel Alling.
 

Og selv om der er ikke tale om super-avancerede fletninger, har vi alligevel spurgt frisør og indehaver af Björn Axén, Johan Hellstrom, om, hvad vejen til en smuk fletning, der holder, er.

Først og fremmest forklarer han, at udgangspunktet for at lave fletningen, afhænger lidt af, hvilken type hår, du har:

”For at skabe denne fletning vil jeg sige, at nyvasket hår er det absolut bedste udgangspunkt. Så holder fletningen sig frisk længere. Har du problemer med hår, der er svært at arbejde med og glider, kan du i stedet for at vaske håret, bruge stylingprodukter, der gør håret nemmere at arbejde med. Et produkt, som jeg synes er helt magisk, når man laver fletninger, er, ’Dry Spray Texture and Volume’ fra Björn Axén,” fortæller han. 

Og når man så er nået i mål med to smukke fletninger, gælder det om at resultatet af anstrengelser holder så længe som muligt. Til det siger Johan Hellstrom:

”Ved hjælp af gode styling- og efterbehandlingsprodukter kan du få dine fletninger til at holde bedre. Når du ønsker et mere afslappet og lidt mere løst look, hvor du lader de små hår stikke ud, er det bedst at flette håret, når det er tørt. Spray først ’Dry Spray Texture and Volume’ på længderne og flet derefter håret som ønsket. For at få det til at holde bedre og samtidig give det lidt glans, kan du også afslutte med en hårspray, for eksempel ’Just Right Hairspray’ fra Björn Axén. Det er så nemt at få en flot fletning, der holder længe.”

Læs ogå

Frisøren guider: Sådan undgår du, at det fugtige vejr ødelægger din frisure

Prinsesse Kate i monokromt outfit – og det er perfekt inspiration til din efterårsstil

Prinsesse Kates stil er en inspiration for mange verden over, og vi har flere gange beundret hendes smag indenfor særligt kjoler – som til ‘Top Gun: Maverick’-premieren, hvor hun var iført en drøm af en pailletkjole i guld eller senest, hvor hun var iført en kjole, der var inspireret af den prinsesse Diana havde på i 1988 til ‘Royal Ascot’ på væddeløbsbanen.

Denne gang er det dog prinsesse Kates evne til at klæde sig i et elegant monokromt look fra top til tå.

Under et besøg i ‘The Street’, der et center for unge i Scarborough, England, ankom prinsessen i et elegant look, hvor både hendes turtleneck-kjole, frakke, sko og taske var i den smukkeste camel-farve. På alle måder perfekt inspiration til efterårsgarderoben. 

Både prinsesse Kate og prins William bar en rød ‘poppy pin’, som bæres som en del af ‘Remembrance Day’ den 11. november i Storbritannien, som er en årlig markering af slutningen på Første Verdenskrig.

Foto: Mega
Foto: Mega

Selvom prinsesse Kate er kendt for sin klassiske stil og smukke kjoler, når hun repræsenterer Storbritannien til begivenheder verden over, er det også værd at gå i gemmerne og se nærmere på hendes stil, før hun blev gift med prins William. 

I galleriet kan du gå på opdagelse i 35 gamle billeder af prinsesse Kate, inden hun blev kongelig.

Læs ogå

Hertuginde Kate Middleton til ‘Top Gun: Maverick’-premieren i en drøm af en kjole

Cailyn Jenners stormvejr og Meghan Trainors sejrsgang: Det fyldte på TikTok i ugens løb

Det har været en begivenhedsrige uge på internettets afkroge, hvor virkelighedens verden har givet genlyd med alt fra folketingsvalget til startskuddet til årets julemåned. 

Vi har scrollet løs til vores fingre er blevet opløst og samlet nogle af de emner og begivenheder, der i denne uge har fyldt vores feeds og fyp’s på TikTok og Twitter.

Folketingsvalget 2022
Det er ikke gået stille for sig på hverken Twitter eller TikTok i ugens løb, hvor særligt folketingvalget har fyldt en del i Danmark og for alvor gjorde sit indtog på TikTok. Her var der særligt én ubestridt vinder i form af Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, der i kampens hede blev døbt daddy af flere af sine unge vælgere. 

Selvom man kan diskutere etikken og ophavet ved netop det, så var formandens massive synlighed på platformen med til at sikre partiet en fremgang på 5,6 procentpoint i forhold til valget i 2019.

Men lige så hurtigt, som alle folketingskandidaterne tonede frem på Tiktok, lige så hurtigt var de til at forlade den igen efter en dramatisk valgaften tirsdag d. 1. november. 

@alexvanopslagh #fp #fpy #foryoupage ♬ original sound – Alex Vanopslagh

Caitlyn Jenner vs. Dylan Mulvaney
Valget var dog ikke den eneste kilde til drama i internettets afkroge. For mellem TikToks glædespreder nummer et, Dylan Mulvaney, der med over otte millioner følgere er blevet kendt for sin ‘Days of Girlhood’-serie, hvor hun deler tanker og oplevelser med sin transition, og Kardashian/Jenner-klanens Cailyn Jenner, har der også udspillet sig en ærgerlig kamp i den sidste tid.

Eller rettere sagt; mellem Mulvaneys fans og Caitlyn Jenner.

Det hele startede, da Caitlyn Jenner i sidste uge retweetede den republikanske politiker Marsha Blackburns tweet af en af Dylan Mulvaneys videoer, hvor tiktokkeren på ærlig vis forsøger at nedbryde tabuet om, at transkvinder også kan have en bule, da det langt fra er alle, der har hverken råd eller lyst at få en kønsoperation. Den video fik Marsha Blackburn til at kalde Dylan Mulvaney for en sindsyg venstrefløjsradikalist. Og det er den udtalelse, som Caitlyn Jenner har retweetet og i samme opslag kaldt Dylan Mulvaney for en absurditet.

Det fik med det samme Dylan Mulvaneys fans og andre transaktivister til at storme efter Caitlyn Jenner for hendes tonedøve og nedsættende kommentar. Særligt fordi det langt fra er første gang, at Caitlyn Jenner går imod transmiljøet med nedsættende kommentarer. Det fortsatte hun med, da hun dagen efter henvendte sig direkte til Dylan Mulvaney på Twitter og skrev: “Tillykke Dylan, du er en mand med en penis.”

En kommentar, der fik Dylan Mulvaney til selv at adressere episoden i en af sine ‘Days of Girlhood’-videoer. Det var selvfølgelig med hendes positive og forsonende tone, som hun er kendt for, hvor hun med ro i stemmen fortalte, hvordan Caitlyn Jenners privilegieblinde og nedgraderede kommentarer som transperson til en anden transperson er direkte onde.

@dylanmulvaney Day 233- a message to Caitlyn. To my followers, please do not send her any hate. ❤️ #trans #daysofgirlhood #caitlynjenner ♬ original sound – Dylan Mulvaney

Heldigvis lader det til, at Dylan Mulvaney holder fanen højt på trods og bliver ved med at dele ud af sine tanker og oplevelser, mens vi spændt venter på, hvordan hun vil markere sin dag nummer 365 som kvinde.

‘Heartstopper’-stjernens tvungne udspring
Fra et queer-hjørne til et andet. For mens nogle har langet ud efter Caitlyn Jenner, har andre brugere på Twitter beskyldt den populære Netflix-serie ‘Heartstopper’, der havde premiere tidligere i år og omhandler to gymnasieedrenge, der forelsker sig i hinanden, for såkaldt queer baiting (et begreb, der bruges til at beskrive indhold og underholdning, der henvender sig til queer-personer, uden egentlig at have disses interesser for øje, red.)

Det tog særligt til, da det kom frem, at den ene af hovedrollerne, Kit Connor, der spiller Nick i serien, ikke i virkeligheden var homoseksuel, hvorfor flere på Twitter angreb den 18-årige skuespiller for at tage del i den påståede queer baiting.

Den kritik fik i denne uge skuespilleren til at springe ud som biseksuel. Det gjorde han i tweet, hvor han samtidig udtrykte sin ærgrelse over at blive tvunget til springe ud på grund af beskyldningerne. 

Man kan håbe, at Kit Connors opsang kan være med til at bane vejen for, at kendtes seksualitet og identitet ikke skal afgøre hverken intentioner eller talent. For ‘Heartstopper’, der lige nu er i gang med optagelserne til anden sæson, var og er en sjældent vellykket serie om ung kærlighed.

Mariah Carey starter julen
En anden vellykket ting er Mariah Caryes julehit ‘All I Want for Christmas’, der i år kan fejre sit 28. år som international landeplage i juletiden. Og er der nogle, der forstår at markedsføre sig på jul, er det popdivaen selv.

Således postede hun dagen efter Halloween sin årlige video, der i skrivende stund er en af sangerens mest sete til dato med over 30 millioner visninger.

Her giver hun officielt grønt lys for julefejring med sin verdensberømte sang i front for alt, hvad der hører til af bjældeklang, mistelten og vamsede, røde huer og dragter. Julehadere, brace yourselves. 

@mariahcarey IT’S TIIIIIIIME!!!!!!!! ??❤️#MariahSZN ♬ original sound – Mariah Carey

Meghan Trainors renæssance 
Den amerikanske sanger og sangskriver bragede igennem lydmuren i 2014 med hittet ‘All About That Bass’, der blev et internationalt hit. Men lige så hurtigt, som hun invaderede vores øregange, lige så hurtigt var de fleste af os videre til det næste hit.

Men nu virker det til, at den Grammy-vindende sangstjerne er brudt godt og grundigt igennem igen med hjælp fra TikToks umiskendelige evne til at lade en sang erobre utallige ‘For you’-sider. Det har hun gjort med hittet ‘Made You Look’, der hurtigt er blevet en af de ‘trending sounds’, der blevet mest populær på platformen.

@meghantrainor Loving all ur videos to #madeyoulook ♬ Made You Look – Meghan Trainor

Hvor Lizzo plejer at give sine følgere en tilhørende viral dans til nye singler, gik ‘Made You Look’-sangen særligt viralt på grund af den overlegene måde, som Trainor udtaler modebrandet Louis Vuitton på. Først senere kom en tilhørende dans til, der lige nu er svær at overse, og som måske gør Meghan Trainor til en af af de næste store hitmagere på TikTok.

Læs ogå

Rygterne svirrer: Hvorfor er Carrie spottet i sin brudekjole på optagelserne til ‘And Just Like That’?

Rygterne svirrer: Hvorfor er Carrie spottet i sin brudekjole på optagelserne til ‘And Just Like That’?

‘Sex and the City’-reboot serien, ‘…And Just Like That’, er gaven, der bliver ved med at give.

Særligt på outfit-fronten, hvor første sæson af serien leverede en række throwbacks til accessories og outfits, der havde spillet vigtige roller i den originale serie og de to første film. Vi så både Fendi’s ‘Baguette’-taske, de ikoniske blå Manolo Blahnik-sko, nitte-sandalerne og -bæltet fra den første film.

Og det lader ikke til, at anden sæson sparer på de tidligere referencer.

Særligt ikke med det seneste outfit-læk fra serien, der viser Sarah Jessica Parker, aka. Carrie Bradshaw, komme ud ad sin hoveddør i intet mindre end den vanvittige Vivienne Westwood brudekjole – inklusiv blå fugl på hovedet – som hun bar til det dramatiske bryllup med Mr. Big i den første film ‘Sex and the City: The Movie’.

Og det har fået internettet til at eksplodere i rygter og potentielle årsager til, at vi efter alt at dømme kommer til at see kjolen igen i anden sæson af ‘… And Just Like That’.

Og det er ikke første gang, at vi ser karaktererne i kostumer, der mildest talt er ud over det sædvanlige og som får os til alle spekulere ekstra meget over, hvad der mon kommer til at ske i den nye sæson.

Først var det en lidt for livagtig due-formet taske, der kunne spottes på Sarah Jessica Parker under optagelserne. Dernæst en vildere end vild Valentino-kreation på LTW-karakteren, der fik os til at tabe kæben. Og derefter den ellers altid så tækkelige Charlotte York Goldenblatt i et rytterske-outfit med en gummi-fetish med 1880’er-referencer.

Foto: Ritzau/Scanpix

Og nu er det altså den skæbnesvangre ‘Bigger than Big’- Vivienne Westwood-kjole, der er præcis, som vi husker dem med spidse buster og en turkisfarvet fugl på hovedet. Den eneste detalje, der synes at have ændret sig er, at det oprindelige lange slør nu er skiftet ud med en kortere version.

Foto: Ritzau/Scanpix

Men mens kjolen ikke blot sender os direkte tilbage til år 2008, er det store spørgsmål jo blot, om brudekjolens cameo-optræden er et flashback, eller om den faktisk kommer i brug igen – måske i samme ombæring som Charlottes overraskende look og LTW’s outrerede Valentino-kjole. 

We continue to wonder…

 

Læs ogå

De nyeste looks fra ‘And Just Like That’ beviser, at moden tager en vild drejning i den nye sæson