Et brev tikker ind i hendes e-Boks. Hun logger ind, åbner dokumentet og læser højt for sin mor og storebror.

Hun spærrer øjnene op og læser så en ekstra gang. Frifundet, står der.

– Jeg troede, det var en joke. Jeg troede, de var kommet til at sende noget forkert. Der skulle jo stå “dømt”, fortæller Klara Donkild til femina.

Vi spoler først tiden tilbage til nytårsaften – det år hvor kalenderen skiftede til 2021 efter midnat. Klara Donkild var til en fest i Hørsholm nord for København.

Det var her, der opstod en hændelse, som senere blev omdrejningspunkt for en længere retssag.

I byretten blev en 19-årig ung mand kendt skyldig i voldtægtsforsøg af Klara Donkild. Alle tre byretsdommere var enige.

Det skyldtes blandt andet, at retsmedicinerne fra Rigshospitalets Traumecenter havde konstateret, at Klara havde fået en rift i skeden, rifter på brystkassen og tre forskellige blå mærker og blodsprængninger på inderlår og på benet.

Men manden ankede sagen til landsretten, hvor han blev frikendt. Han er uskyldig og har ikke udsat Klara Donkild for et voldtægtsforsøg, lød dommen.

Det var den dom, hun læste op hjemme i sin mors stue.

– Det var virkelig forfærdeligt. Jeg følte, at alt jeg havde været igennem, der havde taget så meget tid og energi fra mig, havde været spildt, fordi han endte med at blive frikendt.

Klara følte sig magtesløs. Hun følte, at der var noget, hun havde brug for at sige højt om den kultur, hun hele sit liv selv havde været en del af – også den nytårsaften.

Derfor har hun udgivet en lydbog, ’Til fest med eliten’, der med udgangspunkt i hendes egne oplevelser og opvækst sætter et kritisk blik på Whiskey-bæltets unge. Et miljø og en kultur, der ifølge hende forherliger velstand, hierarkier, grænsesøgende adfærd, alkohol og stoffer.

– Udadtil ser vi det fine, rige, glansbillede af en by, men bagom facaden tager det hårdt på de mennesker, som er en del af den, siger Klara Donkild.

Hun er selv vokset op med sin familie i Hellerup i et kvarter med store huse, dyre biler og eksklusive ferier. Klara og hendes søskende fik nærmest alt, hvad de pegede på.

Sådan voksede de fleste af hendes klassekammerater også op.

– Det er det, jeg var vant til. Lige så snart, jeg kom lidt uden for den der boble, hvilket jeg først gjorde, da jeg blev lidt ældre, så kom det helt bag på mig at se, og det lyder meget naivt, men at der var mange, der ikke levede på den måde.

Som barn var hun, ja – bare et barn, der ikke bemærkede, at hun havde mere end andre. Men lige så snart hun nåede den alder, hvor det virkelig fik betydning, tænkte hun, at hun heldigvis kom ud af en familie, der havde mange penge.

– Ellers kunne jeg være blevet en af dem, der blev holdt udenfor, forklarer hun.

Det var på gymnasiet, at det for alvor tog fart. Det var Lala Berlin tørklæder, Stella McCartney tasker, Valentino sko, Louboutin-hæle og Balenciaga armbånd, der var det helt hotte.

Det skulle man bare have.

– Det gik hurtigt op for mig, at det kunne være røvligegyldigt, om du var pissesød og et godt menneske, fordi det, som du i sidste ende blev valgt til eller fra på, var, hvor mange penge du havde, hvilket tøj du gik i, hvor tynd du var, eller om du var model ved siden af.

På Gammel Hellerup Gymnasium, hvor hun startede i 2016, kørte eleverne i skole i deres fars kæmpestore BMW’er.

Hun husker også, at hun var på skiferie i Val-d’Isère i Frankrig i 1.g, hvor der en aften i byen var en ung fyr fra skolen, der brugte 10.000 kroner på en flaske champagne. Han havde ringet til sin far, der havde overført pengene.

Men det var ikke bare de høje beløb, som blev kastet efter tøj, tasker og fester, der var ekstreme. Det samme var de grænseoverskridende ritualer og traditioner, der fulgte med ungdomslivet i Nordsjælland.

Da hun startede på gymnasiet, 16 år gammel og fuld af forventningens glæde, blev hun hurtigt konfronteret med de sexistiske traditioner, der åbenbart også hørte sig til.

“Det gik op for mig, hvorfor vi egentlig var der. Vi var der jo, så de kunne udnytte os.”

På andendagen fik hun på idrætspladsen til opgave at forføre en 3.g-dreng ved at give ham en lapdance. Vel at mærke foran hele gymnasiet, der var samlet for at se de nye elever konkurrere i forskellige lege.

– Det værste, jeg kunne forestille mig, var at blive stemplet som kedelig allerede på anden skoledag. Og jeg tænkte, at ’det her har folk gjort før mig. Det er sådan, det er.’

Så Klara Donkild kastede sig ud i at danse forførende rundt om og på skødet af en 3.g-dreng, hun ikke kendte. Imens klappede, hujede og heppede hendes klassekammerater på hende. Bagefter fik hun highfives, fordi hun havde forført ham bedre, end den anden pige gjorde, og dermed vundet.

– Når jeg tænker tilbage på det i dag, får jeg det helt virkelig ubehageligt. Det var så akavet. Jeg følte, at jeg havde ydmyget mig selv helt vildt, beskriver Klara Donkild i ’Til fest med eliten’.

En anden konkurrence gik ud på, at nyopstartede piger og drenge skulle bytte tøj med hinanden på så kort tid som muligt. Det skete bag et lille lagen på græsplænen, som to 3.g-drenge holdt oppe, imens Klara ved siden af en fremmed dreng skulle smide alt sit tøj, så hun kun stod tilbage i sit undertøj.

Dagen inden havde nogle af de ældre elever lært 1.g’erne en slagsang, der altid blev sunget til skolens fester og sportsarrangementer. Det var vigtigt, de kunne den, inden de skulle dyste mod de andre klasser. Et af versene lød således:

Fisse! Fisse! Fisse-fisse-fisse

Og hvis du ikke sutter pik, så gider vi sgu ikke’

Diller! Diller! Diller-diller-diller

Og hvis du har en lille en, så gider vi sgu ikke’

Sådan blev Klara Donkild og hendes jævnaldrende klassekammerater budt velkommen på gymnasiet. Og det var bare starten på hendes introforløb, der for alvor kulminerede, da Klara blev inviteret til ’puttemiddag’.

En udskældt tradition, tidligere beskrevet i medierne, der også foregik på en række andre gymnasier – alle sammen placeret lidt nord for København i det mest velhavende område i landet.

Der var noget hemmeligt over arrangementet, selv om alle egentlig godt vidste, hvad det gik ud på, når de ældre drenge inviterede udvalgte nye, unge piger – putter – til middag.

Så der gik et sus igennem Klara, da hun modtog invitationen. Hun var lettet, fordi det betød, at hun ikke var den grimme veninde i flokken.

På Gammel Hellerup Gymnasium var der tradition for, at både 3.g’ere og 2.g’ere inviterede de nye ’putter’ til middag. Klara Donkild blev sammen med 24 andre piger inviteret til 2.g’ernes fest.

De var nøje udvalgt, stod der i beskeden, som hun modtog fra en anonym profil på Facebook, der hed “Thomas Trussetyv”. Anonym, fordi konceptet var forsøgt lukket af lærerne og ledelsen, og man ville minimere risikoen for, at arrangementet blev opdaget.

Til sammenligning fik pigerne på Rungsted Gymnasium ikke bare en invitation, men skulle derimod bestå en audition for at få en af de eftertragtede pladser om bordet til ’puttemiddagen’.

BT kunne i 2018 fortælle, at pigerne blandt andet skulle gennemføre en række udfordringer, herunder hvem der kunne stikke en agurk længst ned i halsen, mens seancen blev filmet af et GoPro-kamera.

Klara slap for at skulle til audition, heldigvis. Hun glædede sig til middagen, og endelig oprandt den store dag.

Foto: Nadia Von Rikka

Hun skulle følges med sin veninde til festen, der blev afholdt i Charlottenlund i et kvarter fyldt med store, flotte huse. Sammen prøvede de at finde de perfekte outfits, der passede til invitationens dresscode, som lød på ’det pæneste outfit, man kunne bikse sammen’, og at ’småt var godt’.

Knap var de trådt ind ad døren, før de fik stukket et shot i hånden. Resten af aftenen foregik sådan – med masser sprut, som pigerne blev prakket på.

Der var dækket op til fin middag i husets store kælder, men det var tydeligt, at det var aftenens lege og udfordringer, der var det egentlige omdrejningspunkt.

Pigerne skulle blandt andet over for de 20 ældre drenge fortælle, hvilket dyr der bedst beskrev dem i sengen og hvorfor, ligesom de blev introduceret for ’ja-hatten’. En kasket, som når man fik den på betød, at man ikke måtte sige nej til det, man blev bedt om at gøre. Det var drengene, der bestemte.

De insisterede blandt andet på, at Klara skulle give en af drengene en lapdance. Hun sagde nej flere gange, men de blev ved med at insistere. En anden fuld pige kom Klara til undsætning, som tilbød at gøre det i stedet for.

– Det gik op for mig, hvorfor vi egentlig var der. Vi var der jo, så de kunne udnytte os. Og det lyder meget hårdt at sige, men det er jo bund og grund det, der egentlig var meningen. De havde udvalgt os, fordi vi var pæne. Det var det, de ville se mere af.

Under hele aftenen flød der med alkohol. Det gjorde der egentlig til alle de fester, som Klara Donkild var med til i sin gymnasietid.

Af Ungeprofilundersøgelsen fra 2020 fremgår det, at 56 procent af de unge i Gentofte drikker alkohol én til to gange om ugen. På landsplan er tallet cirka det halve, nemlig 27 procent.

Også når det kommer til såkaldt binge drinking – som er et udtryk for, at man drikker mange genstande på meget kort tid – fører Gentofte også.

Det gør 38 procent af de unge 15-19 årige i Gentofte på ugentlig basis, mens det tal hedder 21 procent på landsplan.

Men det er ikke bare alkohol, der bliver delt rundt til festerne. Heller ikke den nytårsaften, som for Klaras vedkommende startede med hummer og rødvin og sluttede med et besøg på Rigshospitalet.

Den aften gik hun alene ud på et toilet, men blev afbrudt, da en dreng gik ind efter hende. Hun havde haft øjenkontakt med ham tidligere på aftenen, men aldrig snakket med ham.

Han lukkede døren bag sig og låste. Sådan husker Klara det. Sidstnævnte og resten af hændelsesforløbet på toilettet er de to uenige om. Det kom frem i en efterfølgende retssag.

For Klara holder fast i, at hun blev udsat for et overgreb ude på toilettet. Den unge mand nægter derimod at have udsat hende for et overgreb.

“Det er ikke uskyldige ting, der er indblandet. Det er som regel de mest ekstreme ting, man kan tænke sig til.”

Hvad Klara ikke vidste på aftenen, som derimod stod klart efter retssagen, var, at de 10-12 drenge ikke alene havde spist god mad og skålet i dyr vin og champagne, inden gæsterne ankom. De havde også allerede under forretten sendt en pose kokain på runde.

Ifølge vidneforklaringer i det efterfølgende retsforløb blev der taget kokain flere gange i løbet af den nytårsaften. Både før og efter midnat.

Kokain er lidt en ‘normalitet til fester’, lød det også fra et af vidnerne i retsforløbet. Det billede genkender Klara, der også har oplevet kokain som et fast element til festerne i hendes omgangskreds, både på natklubber og til privatfester.

Tal fra Center for Rusmiddelforskning fra 2020 viser, at særligt de unge drenge i landets rigeste kommune gør brug af andre hårde stoffer end hash. Det svarer syv procent af de 15-19-årige drenge i Gentofte, at de gør.

At drengene havde næserne nede i de hvide baner den aften, kom ikke bag på Klara. Det gjorde det til gengæld, at de også havde taget potensmidlet Viagra. Den trend havde hun ikke hørt om, før hun sad i Helsingør Byret i april måned sidste år.

En af drengene forklarede i retten, at han tager det til fester, da “det er svært at få rejsning, når man drikker meget”.

Fra 2011 til 2021 er antallet af 18-24-årige unge mænd, der har købt potensmidler som Viagra på recept tredoblet. Pillerne sælges også ulovligt uden recept på det sorte marked, viser blandt andet en dokumentar fra TV 2 Østjylland.

I løbet af sin opvækst og ungdom tænkte Klara Donkild ikke synderligt meget over den kultur, hun selv var en del af. Hun havde ikke tænkt over, at der skulle være noget anderledes ved den måde, hun voksede op på, eller den måde hun og andre unge festede på.

Hun nød sit ungdomsliv med veninder, fester, sladder og drenge. Ligesom rigtig mange andre.

Hun ved også godt, at hun på mange måder er enormt heldig. Hun har ressourcestærke forældre, og hun er vokset op med social, psykisk og økonomisk tryghed.

Men minutterne ude på det toilet den nytårsaften blev for hende starten på noget andet. Det fik hende til at tænke over, hvad det var for en giftig kultur, den aften var et resultat af.

På mange måder minder hendes liv – og de andre rige unges liv – også om et helt almindeligt ungdomsliv, som det ser ud i alle mulige andre dele af landet, siger hun. Hun ved godt, at unge kan være lige så grænsesøgende i Viborg og Køge som i Gentofte.

Alligevel holder hun fast i, at der foregår noget særligt giftigt og ekstremt i Nordsjælland.

– Det er jo en del af ungdommen og en del af, at du vokser op, at du skal finde dig selv, og du skal afprøve ting. Det skal man også. Men der er bare så mange måder at gøre det på. Det, jeg synes, er forkert, det er, at det skal være så ekstremt i Nordsjælland, og det skal omhandle stoffer og alkohol i så høj grad. Det er ikke uskyldige ting, der er indblandet. Det er som regel de mest ekstreme ting, man kan tænke sig til.

– Når folk skal udsættes for overgreb og tvinges til ting – det er det, jeg synes, der er forkert.

Dengang Klara Donkild gik på gymnasiet var hun ikke selv i stand til at sige fra over for de ritualer og traditioner, der fulgte med. Det var heller ikke altid, hun overhovedet tænkte, at der var noget galt med det.

Det var bare en del af at være ung. Hun higede selv efter anerkendelse, og hun ville gerne være ’en frisk pige’. I dag kan hun se, at rigtig meget af det, der skete, og som formentlig stadig sker, var og er forkert.

Nu føler hun, det er hendes pligt at fortælle om det og sige fra over for den kultur, hun selv var en del af.

– Der vil jo altid være folk, der er uenige med mig. Der vil altid være nogen, der ser det som om, at jeg bare sidder og brokker mig. Men jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der står på den anden side og føler, at det her har negative konsekvenser.

– Derfor føler jeg en pligt til at dele det. Jeg vil egentlig bare gerne have, at det bliver velkendt, hvad det er, der er foregået, og hvad der stadig foregår. For det er ikke okay.

Den unge mand, som blev frikendt af landsretten for anklager om voldtægtsforsøg, har via sin advokat fået mulighed for at kommentere sagen og fremlægge sin version i denne artikel, hvilket han ikke har ønsket.

Denne artikel blev første gang udgivet på femina.dk