Pludselig dukkede Jennifer Coolidge op til Diesel-showet i Milano – og så alligevel ikke

Jennifer Coolidge er ikke til at komme uden om for tiden.

Siden sin rolle som Tanya McQuaid i HBO-serien ‘The White Lotus’ er hun blevet et af de mest elskede Hollywood-ikoner, der altid får smilebåndene til at rejse sig.

Om så det er i en reklame for et makeup-mærke, i en kaotisk tale eller på den røde løber, så formår hun altid at smitte med sin autentiske jeg. Og selvom vi efterhånden er blevet vant til at se hende på den røde løber, så er det ikke lige frem til modeshows, hun plejer at vise sig.

Lige indtil onsdag.

Der dukkede den populære stjerne pludseligt op til Diesels AW23-show i Milano, hvor hun fik flere til at stoppe undrende op, da hun ankom i et denimsæt med metalliske detaljer og en bomberjakke i sølv. For var det nu også virkelig Jennifer Coolidge, der stod foran dem?

Foto: Sgp/SIPA/Ritzau Scanpix

Er det... Jennifer Coolidge til Diesel-showet?

Nej, det var det (desværre) ikke.

Selvom det ved første øjekast kan være svært at se, så var det ikke Coolidge selv, der troppede op, men derimod den vanvittigt talentfulde drag queen og protese-artist Alexis Stone, der er kendt for sine livagtige makeup-transformationer af kendte mennesker.

Sidst den britiske drag queen, der har tæt på en million følgere på Instagram, imponerede med sine evner til at efterligne kendte karakterer ved brug af silikoneproteser og makeup, var da hun til Balenciagas show i Paris i juli sidste år ankom som filmkarakteren Mrs. Doubtfire, der oprindeligt blev spillet af Robin Williams i filmen af samme navn fra 1993.

Foto: Da Silva/Ritzau Scanpix

Alexis Stone som Mrs. Doubtfire til Balenciaga-show i 2022.

Den vilde gimmick ser ud til at blive noget af en fast performance for Alexis Stone nu, hvor hun også har taget Jennifer Coolidge under sine kyndige makeup-vinger og sat skuespilleren i en setting, vi ikke havde forventet – men bestemt håber at se hende i en dag i fremtiden. 

Indtil det en dag sker, kan du herunder se, hvordan det så ud, da Alexis Stone skulle forvandle sig til den populære skuespiller i anledning af det store show.

Læs ogå

Influencer kommer som Mrs. Doubtfire til Balenciaga-show – og ligheden er slående

Jill Liv Nielsen om ‘Big Brother’: “Jeg var gået ind i huset med en depression, som jeg havde løjet om over for casterne”

Dette interview er en del af interviewserien ‘Realitytjek’ i ELLEs martsnummer, hvor vi har interviewet fem af de stjerner, der har været med til at rykke grænserne for, hvad man kan vise på dansk tv, og som fik deres liv forandret af kameraet – på både godt og ondt. Du finder interviewet med Gustav Salina her og Jill Liv Nielsen i sin fulde længde nedenfor.

I ELLEs martsnummer kan du læse sidste tre interviews i serien med Rikke Gøransson, Amalie Szigethy og Elivia Pitzner.

JEG HAVDE SET reklamer for den hollandske udgave af ’Big Brother’ og tænkt: ”Det skal jeg aldrig være med til.” Men da TvDanmark i 2000 søgte deltagere til den første sæson, tænkte jeg pludselig, at det måske kunne være noget for mig – jeg aner stadig ikke hvorfor.

Jeg var 24 år gammel, arbejdede som kundekonsulent i Telia, og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville med mit liv, så jeg sendte en ansøgning og mødte op til casting sammen med 4.000 andre. Det var et flere måneder langt forløb med kamerasessioner, samtaler, helbredstest og en konsultation med en psykolog, men jeg gik hele vejen og blev en af de 10 personer, som flyttede ind i en lejlighed på Sluseholmen lige efter nytår i 2001.

VI MÅTTE KUN MEDBRINGE nogle få personlige ejendele hver, og al kontakt til omverdenen var forbudt. I starten var det meget mærkeligt at blive filmet 24 timer i døgnet og høre lyden af kameraerne, der drejede og zoomede, hver gang jeg rejste mig. Med tiden vænnede jeg mig til det – bortset fra når jeg skulle på toilettet, hvor der også blev filmet. Udover tv havde TvDanmark også oprettet et livestream, hvor man kunne gå ind og se med døgnet rundt, og der var særligt mange besøgende, når vi gik i bad om morgenen.

Hver uge skulle vi løse forskellige udfordringer, som afgjorde, hvor mange penge vi havde til mad, alkohol og cigaretter den efterfølgende uge. På dag 77 var vi blevet så trætte af livet inde i huset. Vi fik pisket en stemning op og blev enige om at stikke af om natten, men jeg endte med at vende tilbage, fordi jeg følte, at jeg svigtede mig selv og den udfordring, jeg havde påtaget mig – selvom jeg blev beskyldt for, at jeg kun gjorde det på grund af præmien på 500.000 kroner.

“Jeg var gået ind i huset med en depression, som jeg havde løjet om over for casterne”

JEG TILBRAGTE 104 DAGE i ’Big Brother’-huset. Den sidste uge var vi kun to, Nico (Rezvani, red.) og jeg. Undervejs havde jeg forelsket mig i en af de andre deltagere, en forelskelse der ikke blev besvaret, og jeg havde delt ud af nogle meget personlige og private historier om svigt og overgreb i min barndom – bl.a. at jeg var blevet udsat for en voldtægt.

Jeg var gået ind i huset med en depression, som jeg havde løjet om over for casterne. I dag ville jeg nok ikke have delt den slags med hele Danmark, men dengang betød det meget for mig at fremstå ægte og ærlig. Og måske var det derfor, jeg vandt med 71 procent af stemmerne fra seerne.

Foto: Kavian Borhani

Jill Liv Nielsen vandt den første sæson af ’Big Brother’ i Danmark i 2001 og blev efterfølgende vært på programmets anden sæson. I 2004 vandt hun ’Big Brother All Stars’. Gjorde efter en årrække comeback på tv i 2021 i TV2-programmet ’Korpset’. Arbejder i dag som selvstændig psykoterapeut og underviser på Psykoterapeutisk Institut.

DA JEG KOM UD AF HUSET, blev jeg modtaget af 3.000 mennesker på Sluseholmen. Der blev hevet og flået i mig, og jeg havde det, som om jeg var med i et stort popband. Til at starte med var jeg overvældet og rørt, og folk var virkelig søde mod mig, når jeg mødte dem på gaden. Folk kom hen og fortalte mig meget personlige ting, fordi de følte, at de kendte mig, og at jeg havde hjulpet dem med at sige nogle af de ting højt i deres eget liv. Men det blev hurtigt en svær balance.

Jeg ville gerne tage imod alle de søde ord, men jeg ville jo også gerne kunne gå ud at spise med min familie, og efter jeg havde oplevet de første 30 bøffer blive kolde, fordi jeg skulle skrive autografer, tage billeder og svare på spørgsmål, blev jeg nødt til at afvise folk på en pæn måde ind i mellem. Og så kom reaktionerne: ”Nå, det var nok hurtigt, man fik nykker, hva’?” Det gjorde meget ondt på mig, men jeg havde intet privatliv den første tid. Der lå breve i vinduesviskerne på min bil, folk efterlod gaver foran min dør eller kom og bankede på og stod i min opgang bare for at møde mig

“Da jeg havde oplevet de første 30 bøffer blive kolde, fordi jeg skulle skrive autografer, blev jeg nødt til at afvise folk på en pæn måde”

I EFTERÅRET SAMME ÅR blev jeg vært på sæson to af ’Big Brother’. En dag på vej på arbejde, talte jeg i telefon med min mor, hvor jeg sagde: ”Altså, mor, jeg har simpelthen ikke tid til at snakke,” hvortil hun svarede: ”Nej, det har du jo aldrig mere.” Da hun sagde det, og hun lagde på, brød jeg fuldstændig sammen. Det gik op for mig, at hele cirkusset omkring ’Big Brother’ var blevet for meget. I makeuppen inden optagelserne kunne jeg slet ikke holde sammen på mig selv, så jeg blev sendt hen på en massagebriks og formåede at stille mig op foran kameraet tre timer senere. Men den oplevelse var et ‘wake up call’ for mig.

I efteråret 2002, efter jeg havde haft mit eget tv-program på TvDanmark, trak jeg mig fra tv i et års tid. Til sidst begyndte folk at spørge: ”Hvor blev du af? Du forsvandt fra skærmen.” I mellemtiden var jeg begyndt at læse til psykoterapeut, og da jeg følte mig ovenpå igen, og TvDanmark spurgte, om jeg ville være med i en særlig ‘all stars’-udgave af ’Big Brother’, endte jeg alligevel med at sige ja. Jeg følte, at jeg på den måde kunne lukke det kapitel i mit liv, der hed ’Big Brother’. At jeg så vandt igen, var jo helt vildt – jeg blev sågar den første i verden til at vinde programmet to gange.

Læs ogå

Gustav Salinas: “Jeg kunne jo ikke blive ved med at spille dum på tv resten af mit liv”

TIL AT BEGYNDE MED var reality-deltagere helt almindelige mennesker ligesom jeg selv. Men med tiden blev deltagerne mere og mere type-castet, og det gik fra at være folk, man grinte med, fordi man kunne identificere sig med dem på skærmen, til at være folk, man grinte ad, fordi de gjorde ting, som var helt vilde. Nogle gange oplever jeg at blive sat i samme bås som dem, og når jeg er ude at undervise som psykoterapeut, er det sket, at der er elever, som har sagt: ”Der blev alle mine fordomme om dig manet til jorden.”

I DAG SYNES JEG STADIG, at det er en stor anerkendelse at have vundet programmet alene på baggrund af min personlighed. Jeg kunne ikke bage en flot kage eller strikke en sweater, så seerne stemte på mig, fordi de godt kunne lide mig. Det gør mig da stolt.

Læs ogå

Nyt ELLE og ELLE Decoration-special på gaden

Uventet samarbejde: (di)vision lancerer kollektion af dugene fra showet, der gik viralt under modeugen

Da (di)vision under Københavns modeuge præsenterede sin efterårskollektion, gik videoen med topmodel Sarah Dahl iført en kjole, der var fæstnet til en dug og dermed trak glas, tallerkner og madrester efter sig, viralt i alle afkroge af internettet.

Det opsigtsvækkende show var nemlig sat op som en forladt middagsfest, hvor gæsterne sad placeret ved borde med tomme vinflasker, halvfyldte glas og rødvinsplettede duge. Og det passede perfekt til kollektionens navn ‘Dressed for Disaster’.

Og nu kan de mangen plettede duge måske blive dine – og bare rolig. Dog i en mere klædelig version, end hvad du måske tror.

I brandets helt unikke ånd og passion for at genanvende materialer har de nemlig omdannet de mange brugte duge til en eksklusiv kollektion i et noget overraskende samarbejde med forsikringsselskabet Hedvig. 

Foto: PR

Borddækningen til (di)visions AW23-show, der nu er blevet lavet til en kollektion i sig selv.

Den nye capsule kollektion, der er skabt i (di)visions atelier i København, er meget passende blevet døbt ‘Tableware’ og indeholder i alt fem items – en oversized skjorte, et par højtaljede shorts, et par bukser, en kortærmet skjorte og en skuldertaske. 

Men hvordan kom det umiddelbart umage match mellem et forsikringsselskab og et modebrand i stand? Og hvad har det betydet for det danske brand at se et øjeblik fra deres show gå viralt? Det har vi snakket med den ene stifter af (di)vision, Simon Wick, om.

Et samarbejde mellem et forsikringsselskab og et modemærke er ret uventet – hvordan startede det?
“Vi forsøger altid at finde partnere, der passer ind i temaet for vores shows og kollektioner. Vores AW23-kollektion var inspireret af katastrofefestivalen Woodstock 1999. Vi kendte allerede Hedvig og deres tilgang til branding og markedsføring, og tænkte, at det ville være et perfekt match. Og det var det. Deres unikke tilgang til forsikring minder om vores tilgang til mode og markedsføring.”

Foto: PR

Du finder blandt andet en taske og en skjorte i den nye kollektion.

Har du oplevet endnu mere interesse for (di)vision efter showet?
“Efter vores finale med dugen gik viralt, har vi oplevet mere interesse og opmærksomhed end nogensinde. Jeg tror, øjeblikket har over en milliard visninger, hvis man lægger alle videoerne sammen, så den har åbnet døre til et nyt publikum. Men det er svært at sige, hvordan det kommer til at påvirke os i fremtiden.”

 

Hvordan føles det at se et øjeblik fra showet gå viralt internationalt?
“Jeg tror, ​​at uvirkeligt er det rigtige ord. Jeg var i New York i sidste uge med min kæreste Sarah (Dahl, red.), og tilfældige mennesker kunne genkende hende fra videoen. Det er opmærksomhed på en måde, jeg aldrig kunne have forestillet mig. Jeg tror, ​​vi har talt med alle de største medier i verden omkring det show.”

Foto: PR

En af skjorterne fra den nye capsule kollektion.

Har du en personlig favorit fra capsule kollektionen?
“Det skulle helt sikkert være den vinplettede skjorte, som vi viste til showet. Det er den perfekte balance af det, som jeg synes, (di)vision repræsenterer. At blande den formelle påklædning med en mere provokerende stil på en måde, der faktisk kunne fungere på en rød løber.”

Den eksklusive kollektion vil blive lanceret den 23. februar som en konkurrence på Hedvigs og (di)visions Instagram.

Læs ogå

Fra ‘Real Housewives’-øjeblik på catwalken til kaosmiddag hos (di)vision: 3 virale øjeblikke fra Københavns modeuge

Datingchatten: Foodie-turisten fra Abu Dhabi

Mathilde og Bea er ikke skribenternes rigtige navne, ligesom deres dates kælenavne, arbejdspladser og stævnemøde-spots kan være ændret for anonymitetens skyld. Redaktionen er bekendt med kildernes rigtige identitet, og korrespondancen bygger (desværre) på virkelige hændelser. 

Mathilde: Det her er en af de mest vanvittige historier i mit liv. 

Bea: Hvad sker der?

Mathilde: Jeg mødtes jo med Abu Dhabi.

Bea: OMGGGGGG fortæl!!! 

Mathilde: Okay, det der sker, er jo, at vi matcher på Tinder for flere måneder siden. Det viser sig hurtigt, han er turist fra Abu Dhabi og primært er i København (alene) for at spise sig igennem alle de bedste restauranter. 

Bea: Giv ham mit nummer. 

Mathilde: Haha I know ik. Nå, han skal hjem dagen efter, så vi når ikke at mødes, men rykker samtalen over på Insta og skriver i MÅNEDSVIS. Vi skriver seriøst hver dag. Ved hele tiden hvad han laver, vi sender billeder, videoer osv. Bliver sgu lidt vild med ham. 

Bea: Altså hvilken slags billeder? 

Mathilde: Alle slags. Havde set alt på den her mand, men aldrig mødt ham. Føltes på en måde så wack, men også så rart at jeg ikke kunne få mig selv til at stoppe det. Klip til at han skriver, han er ved at planlægge sin næste tur til København. 

Bea: Yes, yes. yes. Hvad gør du? 

Mathilde: Skriver “trouble” i kalenderen alle de dage, han er i byen og sender ham et screenshot. 

Bea: Haha genialt. 

Mathilde: Så sender manden mig i ramme alvor en liste over sine restaurantbookinger. På den uge han er (alene) i København, skal han bl.a. på Noma, Geranium, Kadeau (en casual flyvetur til Bornholm for en frokost), Jatak, Mielcke og Hurtigkarl, Sushi Anaba, Barr og Iluka. Og så er han sådan “which ones do you wanna join me for?”

Bea: DET ER LØGN. Hvordan føles det at leve min drøm???

Skriver “trouble” i kalenderen alle de dage, han er i byen og sender ham et screenshot.

Mathilde: Ærligt, jeg var seriøst i chok. Men jeg valgte den første aften, han kom, og mødtes med ham på Jatak. Bare in mind, jeg havde set alt på den her mand. Pånær hans højde … 

Bea: Nej nej nej, det siger du ikke til mig. 

Mathilde: Han er så sød og sjov og cute, men betydeligt lavere end mig, og I’m sorry, hvis det gør mig til et dårligt menneske, men jeg tænder seriøst bare af på det. Efter vi (læs: han) havde betalt på Jatak, gik vi en lille tur, og jeg følte seriøst, jeg skulle kigge ned for at tale med ham. 

Bea: Ej skat, forstår. Man kan jo ikke ændre på, hvad man finder tiltrækkende. Hvad fanden gør du så? 

Mathilde: Jeg krammer ham farvel, han er pissesød og galant. Spørger ham, hvordan jeg betaler ham for middagen, hvor han er sådan “lol wtf you dont”.

Bea: Oliepenge.

Mathilde: Haha præcis. Vi aftalte at mødes igen et par dage senere og spise noget aftensmad, når jeg havde fri fra arbejde. Klip til at vi efter middag nr 2 ender på hans hotelværelse i går aftes. 

Bea: NEJ!!!! Var han blevet højere???

På den uge han er i København, skal han bl.a. på Noma, Geranium, Kadeau (en casual flyvetur til Bornholm for en frokost), Jatak, Mielcke og Hurtigkarl, Sushi Anaba, Barr og Iluka. Og så er han sådan “which ones do you wanna join me for?”

Mathilde: Nej. Jeg ved ikke, hvad fanden der foregik. Vi havnede ligesom bare deroppe, og jeg tænkte, at jeg ville give det et skud. Vi begynder at kysse, men jeg kan slet ikke være i det. Det er ligesom bare for meget det hele. Så meget at hans brillestel seriøst sidder fast i min mikroskopiske Maria Black-diamant-øreringe

Bea: Hahahaha finder du på det her nu? 

Mathilde: I swear to god. Det ender med, jeg siger, jeg bliver nødt til at komme ud og få noget luft. Får klaustrofobi af det der lille hotelværelse. Han ender med at følge mig hele vejen hjem på gåben (langt for en, der er vant til at sætte sig ind i en bil i 500 grader hver dag), og i morges skrev jeg til ham, jeg kunne mærke, vi havde fået bygget det her lidt for meget op, og at jeg ville trække mig. 

Bea: Åhhhh skat, det lyder ikke rart. Håber du er ok. Har et møde nu, ringer senere. Kys

Læs ogå

Datingchatten: Tømreren fra Søpavillonen

Gustav Salinas: “Jeg kunne jo ikke blive ved med at spille dum på tv resten af mit liv”

Dette interview er en del af interviewserien ‘Realitytjek’ i ELLEs martsnummer, hvor vi har interviewet fem af de stjerner, der har været med til at rykke grænserne  for, hvad man kan vise på dansk tv, og som fik deres liv forandret af kameraet – på både godt og ondt. Vi bringer her interviewet med Gustav Salinas i sin fulde længde, og i ELLEs martsnummer kan du læse et interview med Rikke Gøransson, Amalie Szigethy, Elivia Pitzner og Jill Liv Nielsen. 

Jeg var 18 år gammel, da jeg mødte Susan K. (realitystjerne, red.) inde på Cozy (københavnsk LGBT+-bar, red.). Hun sagde til mig, at der blev søgt deltagere til et program ved navn ’Dagens Mand’, og at hun mente, jeg havde potentiale til at blive kendt.

På det tidspunkt i mit liv var jeg ved at uddanne mig til tjener og arbejdede inde på Imperial Hotel, som var et meget fint hotel, men jeg syntes, at mit liv var røvkedeligt. Jeg var træt af at møde klokken seks om morgenen og arbejde til sent om aftenen, så jeg tænkte: ”Ved du hvad, Gustav? Der skal ske noget vildt i dit liv.” Jeg sagde til Susan K., at de bare kunne kontakte mig.

Allerede før de ringede, begyndte jeg at tænke på, hvordan jeg kunne skille mig ud. Jeg sparede op til en Burberry-skjorte til 2.000 kroner, så jeg havde noget lækkert at tage på, og jeg besluttede mig for, at jeg ville være rigtig brun på tv. Men jeg havde ikke penge til at gå så meget i solarium. I stedet blandede jeg soya i min Nivea-creme. Og jeg indøvede en masse replikker.

Foto: Kavian Borhani

Jeg har altid været typen, der skilte mig ud, og da jeg ankom til optagelserne, vidste alle de andre bøsser fra miljøet godt, hvem jeg var. De kiggede meget skeptisk på mig, og de fleste af dem snakkede slet ikke til mig. Derfor var det ikke særligt svært for mig at være en bitch, da først kameraerne rullede.

Jeg havde ikke noget at miste. Dagen efter programmet, tog jeg metroen, og pludselig kunne jeg mærke, at folk kiggede på mig. Fra at have gået til en elevløn på 8.000 kroner om måneden, kunne jeg nu tjene 10.000 kroner på en time, når Crazy Daisy ringede og spurgte, om jeg ville være gæstebartender.

“Jeg har set mange i branchen tage alt for mange stoffer og bruge deres penge på alt muligt crap.”

Heldigvis var jeg meget fornuftig. Jeg har set mange i branchen tage alt for mange stoffer og bruge deres penge på alt muligt crap. Men jeg vidste, at alt har en udløbsdato, så jeg tog det ikke for givet og arbejdede hårdt, lavede mere tv, tog flere barjobs og passede på mine penge. Jeg har også altid haft et konkurrencegen, som gjorde, at hver gang jeg lavede et nyt tv-program, tænkte jeg: ”Hvordan kan jeg gøre det endnu sjovere og endnu vildere?”

Foto: Kavian Borhani

Jeg blev kendt på at dyrke min seksualitet, og jeg gjorde det med lyserødt tøj og fjer, ved at være ‘fabulous’ og for meget, og det var der sikkert nogen, der blev provokeret af. Jeg er blevet spyttet på, jagtet og overfaldet flere gange, og der er folk, som har stået og ventet på mig ude foran min dør kun for at svine mig til. Men jeg har altid haft en evne til at fortrænge alt det dårlige, der sker, og derfor fylder det ikke noget for mig i dag. Hvis jeg f.eks. har haft en dårlig oplevelse med en journalist, er jeg nødt til at skrive vedkommendes navn ned i en note på min telefon – ellers glemmer jeg simpelthen alt om det.

“Jeg begyndte at træne, så jeg kunne forsvare mig selv”

Da jeg blev 24 år, efter at have lavet en lang række reality-programmer, besluttede jeg mig for at skifte spor. Kort forinden var jeg blevet udsat for et overfald, hvor jeg blev slået ned med en flaske og vågnede op på Rigshospitalet med otte sting i baghovedet. Det fik mig til at stoppe op og tænke over mit liv, og jeg begyndte at træne, så jeg kunne forsvare mig. Jeg ville uddanne mig til personlig træner, og jeg ville lave om på både mit image og min karriere.

Først sagde folk til mig: ”Gustav, du er jo idiot.” På det tidspunkt tjente jeg over én million kroner om året på min tv-kontrakt, og der var mange, som ikke kunne forstå, at jeg ville droppe det. Men da jeg startede med at lave reality som 18-årig, var der også folk, som mente, at jeg ville ødelægge mit liv på det. Så jeg har lært at lytte til mig selv og gøre det, som føles rigtigt for mig. Jeg kunne jo ikke blive ved med at spille dum på tv resten af mit liv.

Om Gustav Salinas

Gustav Salinas debuterede på tv i datingprogrammet ’Dagens Mand’ i 2008. Siden har han medvirket i blandt andet ’Divaer i junglen’, ’For lækker til love’, ’Gustav og Linse på udebane’ og ’Til middag hos’.
Driver i dag sin egen virksomhed FitnessNu, en online platform med personlig træning, samt slikfirmaet Salinas Slik, der producerer sukkerfrit slik.

Det var ikke nemt. Jeg mistede min høje løn, jeg måtte leje et værelse ud og sælge min BMW, men jeg vidste, at hvis jeg gik all in, skulle det nok lykkes. I starten fik jeg at vide, at det ville være nemt for mig at blive personlig træner, fordi jeg havde et navn og masser af følgere på sociale medier.

Men da jeg blev uddannet, ville ingen fitnesscentre tage mig ind, måske fordi de tænkte, at jeg ikke var seriøs på grund af mit image. Jeg endte med at leje mig ind i et fitnesscenter ude i Valby, hvor der kom en masse pumpede rockere, men jeg fik min lille biks op at køre, og i dag har jeg en fitness-forretning med ansatte, som jeg har ansvaret for.

Jeg kan godt blive overrasket over, at produktionsselskaberne stadig ringer til mig og spørger, om jeg vil være med i deres programmer. Men jeg kan jo ikke stå og skeje ud i ’Paradise Hotel’, når jeg samtidig er chef i en virksomhed. Der er nogle ting, som jeg godt ville kunne lave, men der er også noget, som er no-go.

Læs ogå

Signe Molde: “Jeg ansætter altid 12-talspiger eller 12-talsmænd eller 12-talspersoner, fordi de gør mig trygge”

Sidst på måneden: 5 parfumefrie produkter under 180 kroner vi elsker

Denne artikel indeholder sponsorerede links

Tørshampoo, serum, deodorant, foundation og lipgloss. Produkter mange af os bruger til daglig, og som alle findes i både prisvenlige og parfumefrie versioner. 

Og det kan af og til være en god ide at gå efter de duftfri varianter.

Ifølge miljøstyrelsen er det umuligt at forudsige, hvem, der risikerer parfumeallergi. I Danmark har ca. 2-4 % procent af befolkningen parfumeallergi. Både naturlige og syntetiske parfumestoffer kan give allergi – det vil sige, at en økologisk eller naturlig creme med duft kan give samme risiko for allergi som en syntetisk creme.

Det man ved er, at jo længere tid man har parfumen på huden jo større risiko er der for allergi – det betyder at f.eks. shampoo og sæbe som skylles af, har mindre risiko for at give allergi end f.eks. cremer, deodoranter og parfumer, der bliver længere på huden længere. 

Et godt tip lyder derfor: Kan din deodorant, ansigtscreme eller shampoo udskiftes med et parfumefrit alternativ? Jo mindre parfume, jo mindre risiko for allergi. Spray din parfume på tøjet fremfor direkte på huden. Stop med at bruge et produkt, hvis det giver kløe, rødme eller knopper på huden.

Herunder finder du fem parfumefrie hverdagsfavoritter til under 180 kroner. 

Serum
Du får fugt takket være hyaluronsyre og hudbeskyttende fedt fra kokosolie med Dermas vel-certificerede serum. Et til to pump rækker til både ansigt og hals. 

1
Foto: PR Derma

’Firming Anti-Age Serum’, Derma Eco, 30 ml, 90 kr.   

Deodorant
Urtekrams ‘Crystal Deo’ tørrer hurtigt ind og virker på selv de mest strabadserede dage. 

2
Foto: PR Urtekram

'Crystal Deo', Urtekram, 50 ml, 55 kr.

Foundation
Gosh lancerede i slutningen af sidste år ’Hydramatt Foundation’, der er særligt god til fedtede hudtyper, fordi den både virker matterende og fugtgivende. Indeholder SPF 15, og er derfor et godt supplement til din solbeskyttelse. Findes i 24 nuancer. 

3
Foto: PR Gosh

'Hydramatt Foundation' Gosh, 30 ml, 180 kr.

Læs ogå

Sidst på måneden: 5 vintervenlige ansigtscremer under 235 kroner

Tørshampoo
En god tørshampoo kan redde en dårlig hårdag. Både hvis håret egentlig trænger til at blive vasket, eller hvis det mangler tekstur eller volumen. Vores go-to er den gennemsigtige spray fra den klassiske ’Matas Striber’-serie. 

4
Foto: PR Matas

'Dry Shampoo Translucent', Matas, 200 ml, 55 kr.

Lipgloss
Nilens Jord-lipglossen i farven ’Passion Fruit’ giver det perfekte ikke-klistrende, sunde og lækre look. 

5
Foto: PR Nilens Jord

'Glossy Lips Passion Fruit', Nilens Jord, 150 kr. 

Læs ogå

Gravid? Eksperten guider til den trygge hudplejerutine

Nyt ELLE og ELLE Decoration-special på gaden

I ELLEs martsnummer har vi forår på hjernen. Vi er klar til cargobukser, en lille jakke, lette, minimalistiske snit og ikke mindst det cute ballerinalook. Glæd dig til at blive guidet igennem det hele, så dit forårslook står knivskarpt.

Se også frem til mere end 40 ELLE Decoration-sider. Kom indenfor i tre modekvinders æstetiske boliger i Paris, Stockholm og København – og bliv guidet til at sætte stemningen på ny i dit hjem med fine tekstiler, cool keramik og dit næste yndlingsmøbel.

Foto: Frederik Lentz Andersen

I det nye ELLE kan du også komme tæt på Josephine Skriver, der er gået fra topmodel til nu også at være aktivist. I marts er hun aktuel i DR-dokumentaren ‘Kunsten at være Josephine Skriver’, og i den forbindelse fortæller hun i ELLE om modebranchens forandring gennem årene, sit arbejde med PlanBørnefonden i Uganda og ikke mindst om at løbe den risiko, det har at bruge sin stemme som model.

Glæd dig også til at komme tæt på fem af de danske reality-stjerner, som har været med til at rykke grænserne for, hvad man kan vise på tv. Rikke Gøransson, Amalie Szigethy, Gustav Salinas, Elvira Pitzner og Jill Liv Nielsen fortæller ærligt om at vende vrangen ud på landsdækkende tv.

Foto: Frederik Lentz Andersen

Martsforsiden til dig som abonnent

I ELLEs martsnummer kan du også møde Sidsel Alling, der fortæller om personlig stil og sine favoritting, blive klogere på mode, der bedrager dit syn, komme med til både Mallorca og Manhattan i de to moderserier, få hudplejeekspertens tips til den bedste rutine og meget, meget mere.

Find magasinet på hylderne nu og digitalt på Pling. 

Sådan har du aldrig set din brudekjole før: Stjernedesigner lancerer kollektion med eksklusiv webshop

Hendes kjoler har været båret af Zendaya, Rita Ora, Lily Aldridge og Emily Ratajkowski, og skiller sig ud fra mængden ved deres meget afslørende og kropsnære design.

Det er naturligvis den London-baserede, albanske designer, Nensi Dojaka, der er tale om.

På ganske få år, har hun taget modeverdenen med storm, og gjort kometkarriere efter hun vandt den prestigefulde modepris, LVMH Fashion Prize, der uddeles hvert år af Louis Vuitton Moët Hennesy-fonden til en lovende, ung designer.

Dojakas signatur er korte, kropsnære kjoler med sensuelle cut-outs skabt i gennemsigtige materialer, der kun overlader meget lidt til fantasien.

Og netop dette går igen i den nye capsule brudekollektion, hun har skabt i samarbejde med den online luksusplatform, Mytheresa.com

Kollektionen består af 24 styles og byder både på gulvlange og korte kjoler, suits og slør – alt i delikate, gennemsigtige blonder, tro mod Nensi Dojakas unikke signatur-stil. Og det gør altså kjolerne noget anderledes (og mere vovede) end det, man normalt forbinder med kjoler til den store dag.

Kollektionen er eksklusivt tilgængelig hos Mytheresa.com fra den 22. februar 2023, og du kan se alle styles i galleriet nedenfor.

Læs ogå

H&M løfter sløret for det nyeste designer-samarbejde – og det bliver måske det vildeste til dato

Hertuginde Meghan har en dobbeltgænger – og du kan ikke se forskel, når du ser dem

Nogle siger, at vi alle har en dobbeltgænger et sted i verden, der ligner os på en prik.

Den engelske kvinde Sidney Beckles har måske fundet sin. Flere mener nemlig, at hun ligner hertuginde af Sussex, Meghan Markle.

Ifølge 21-årige Sidney Beckles begyndte sammenligningen, da prins Harry og Meghan Markle begyndte at date tilbage i 2016.

For et par år siden steg opmærksomheden igen, fortæller hun til NeedToKnow.

Foto: @sydney.vb / TikTok

Siden er Sidney Beckles gået viralt på TikTok, fordi hun ifølge flere brugere ligner hertuginden af Sussex.

I lyset af de mange sammenligninger delte hun en TikTok-video, hvor hun viser nogle billeder, hvor hun selv kan få øje på ligheden mellem de to.

 

– Da næsten alle siger, at jeg ligner Meghan Markle, er her nogle billeder, hvor jeg lidt ser det, skriver hun.

@sidney.vb I’m really rinsing this look alike thing now? #fyp #lookalike #meghanmarkle ♬ Streets – Doja Cat

I en opfølgende TikTok-video slår Beckles fast, at hun ikke selv synes, at hun ligner Meghan Markle, men at hun godt kan se, at der er visse lighedstegn.

For flere TikTok-brugere er ligheden mellem de to kvinder slående.

@sidney.vb #fyp #celebritylookalike ♬ original sound – sidney.vb

Brugeren selinataghizadeh skriver “Meghan Markle is that you”, mens ann.saeed skriver “see you in season 10 – the crown”.  

Det er ikke kun på sociale medier, at Beckles forveksles med Meghan Markle.

Faktisk ligner Sidney Beckles den tidligere Suits-skuespiller i så høj grad, at hun er blevet tilbudt gratis drinks i byen. Det fortæller hun til NeedToKnow.

Hertuginde Meghan og prins Harry har de seneste år været meget omdiskuterede, særligt efter de i 2021 forlod det britiske kongehus.

Foto: Misc/Backgrid/Ritzau Scanpix

Dette exit fortalte de om sidste år i Netflix-dokumentaren “Megan & Harry“.

Allerede inden dokumentaren blev udgivet, trak den overskrifter, og ifølge kongehuskommentator Emma Paaske var den “brænde på bålet” for det kontroversielle britiske kongehus.  

Det kan måske være forklaringen på, at Sidney Beckles også har modtaget nogle ret negative henvendelser.

I den opfølgende TikTok-video forklarer Sidney Beckles, at en bruger har skrevet, at hvis Meghan var yngre og tyk, ville personen kunne se ligheden.

Hun fortæller også, at andre stiller spørgsmålstegn ved, hvordan hun kan tage det som et kompliment at blive sammenlignet med en kvinde, der er 20 år ældre end hende selv.

– Fordi hun er smuk. Jeg ved ikke rigtig, hvad alder har med det at gøre, siger Beckles i videoen.

Mest af alt er Sidney Beckles smigret over, at folk tilsyneladende mener, at hun deler visse lighedstræk med hertuginden.

– Du kan bogstaveligt talt sammenligne mig med en 50-årig. Hvis den person er flot, vil jeg tage det som et kompliment, siger hun.

Denne artikel blev første gang delt på femina.dk

Læs ogå

Chrissy Teigen og John Legend deler første billede som familie på fem med alle i matchende outfits

H&M løfter sløret for det nyeste designer-samarbejde – og det bliver måske det vildeste til dato

Siden 2004, altså i knap 20 år, har H&M hvert år indgået et samarbejde med et modehus, der opererer i den helt anden ende af skalaen end det svenske highstreet brand.

Den første designer, der indgik et samarbejde med H&M om en limited edition kollektion med designeren x H&M i nakken, var Karl Lagerfeld, og det skabte grobund for den succes, H&Ms samarbejder siden har opnået.

Siden Lagerfeld to springet og så fidusen i, hvilken effekt det kunne have for en et highend modehus pludselig at få ’demokratiseret’ sine designs og nå en meget bredere målgruppe, grundet det lidt mere tilnærmelige prispunkt, designsamarbejds-objekterne havde, så har et modehus eller en designer hvert år trofast fulgt trop og skabt highend design til highstreet priser i samarbejde med H&M.

Således har både Stella McCartney, Viktor & Rolf, Robert Cavalli, Comme des Garcons, Matthew Williamson, Jimmy Choo, Sonia Rykiel, Lanvin, Versace, Marni, Margiela, Isabel Marant, Alexander Wang, Balmain, Kenzo, Erdem, Moschino, Giambattista Valli, Sabyasachi, Simone Rocha og senest Iris Apfel skabt kreative og ekstremt populære kollektioner for H&M – og nu løfter H&M altså sløret for 2023-designeren.

Læs ogå

Katie Holmes har fundet forårets flotteste nederdel – og så er den endda fra Mango

Det bliver ingen ringere end det avantgarde haute couture-hus, Mugler, der underskriver 2013-designsamarbejdet.

Og der er i dén grad noget at glæde sig til.

Mugler er et legendarisk fransk mode- og couture hus, der igennem årene har skabt ufroglemmelige looks til Michael Jackson, David Bowie, Grace Jones, Madonna, Diana Ross og Duran Duran. Mugler var også huset bag Demi Moores ikoniske sorte kjole med sensuelle cut-couts fra filmen ’Indecent Proposal’ fra 1993.

Mugler er kendt for sine forførende, avantgarde, skulpturelle og teatralsk dramatiske kreationer, men endnu mere for sin inkluderende tilgang til mode.

Mugler var nemlig blandt de allerførste til at inkorporere diversitet på sin catwalk, og brugte (dengang) ukonventionelle modeller som drag queens, pornostjerner og transkønnede i shows, der ofte tacklede samfundsproblematikker som race- og aldersdiskrimination.

Foto: Thomas Coex/AFP/Ritzau Scanpix

Måske er det også en af grundene til, at huset Mugler netop nu, hvor diversitet er mere present i moden end nogensinde før, oplever en voksende interesse.

Kylie Jenner har det seneste halve år stort set kun vist sig i dramatiske Mugler arkiv-kreationer på den røde løber (et modevalg, vi kun bifalder) og hele diversitetssnakken gør også kun valget af Mugler endnu mere oplagt for H&M.

Foto: Evan Agostini/AP/Ritzau Scanpix

Og hvis samarbejdskollektionen, der er designet af Muglers kreative direktør Casey Cadwallader, rummer bare en brøkdel af Muglers levende og legende sjæl, så tyder meget på, at dette samarbejde kan blive det vildeste, vi hidtil har set i H&M regi.

Mugler x H&M-kollektionen lander i foråret 2023, og indtil da kan du få en forsmag på universet med arkivbilleder fra Mugler, som vi har samlet i galleriet nedenfor.  

Læs ogå

Se de vilde billeder: Vivienne Westwoods bedste modeshow var til ære for hende selv – og Bianca Jagger og Kate Moss støttede op

Frisøren: Derfor skal du prioritere at tørre håret efter hårvask

Lader du af og til hårtørreren ligge på hylden, efter du har vasket hår?

Det er du ikke alene om, men faktisk er der en helt særlig grund til, at det være en rigtig god ide at finde den frem og bruge den. Hver gang. 

Ifølge Cim Mahony, der er stjernefrisør og indehaver af Studio Cim Mahony, handler hårtørring nemlig ikke kun om styling af håret. 

”Hårtørreren har jo været meget skældt ud og er beskyldt for at udtørre håret. Det kan den også, men det er kosmetisk. Der er også en sundhedsfaktor, som spiller ind. Går du rundt med vådt hår for længe, så har hovedbunden meget større sandsynlighed for at udvikle svamp, fordi der er fugtigt, og fugten ikke kan slippe væk. Det er meget intens varme, der tørrer håret ud. Så lad være med at skrue helt op for varmen på føntørreren, og hold den et godt stykke fra hovedet,” forklarer han.

Og hvad der så er den mest optimale måde at tørre håret på, har Cim Mahony også opskriften på: 

 

”Lavpraktisk er det sådan, at når man kommer ud af badet og har vådt hår, så er det vigtigt at bruge et håndklæde, som ikke er for hårdt. Et mikrofiberhåndklæde er at foretrække. Håret er 80 procent mere porøst, når det er vådt, så du har ikke lyst til at trække i håret med et håndklæde, der giver for meget modstand.

Når du har presset så meget vand ud som muligt, så simulerer man en lufttørring ved at bruge sin føntørrer uden et næb på, så det har så bred en luftspredning som muligt. Sørg for at føntørreren er i konstant bevægelse. Hvis du holder den stille, udvikler du en direkte varmestråle, og det beskadiger håret,” slutter han. 

Læs ogå

Frisøren guider: Holder frisuren ikke? Så begår du sikkert denne fejl

Cool bomberjakke og cute ballerinaer: Ugens bedste budgetfund

Denne artikel indeholder sponsorerede links.

6

Bomberjakke, Zara, 559 kr.

7

Bluse, Arket, 590 kr.

8

Bukser, Cos, 650 kr.

9

Sweater, Weekday, 430 kr.

10

Ballerina, Mango, 699 kr.

11

Denimnederdel, & Other Stories, 695 kr.

12

Kjole, H&M, 399 kr.

13

Bikinitop, Monki, 130 kr.

14

Bikiniunderdel, Monki, 80 kr.

15

Taske, Massimo Dutti, 699 kr.

Læs ogå

Gode jeans, top med åben ryg og blonde-bh: Ugens bedste budgetfund