46-årige Jill Liv Nielsen brugte i 2001 104 dage afskåret fra virkeligheden i ‘Big Brother’-huset. Her delte hun, som en af de første på dansk tv, ud af sit privatliv om alt fra forelskelse til overgreb, og det gjorde, at seerne følte de kendte hende.
Dette interview er en del af interviewserien ‘Realitytjek’ i ELLEs martsnummer, hvor vi har interviewet fem af de stjerner, der har været med til at rykke grænserne for, hvad man kan vise på dansk tv, og som fik deres liv forandret af kameraet – på både godt og ondt. Du finder interviewet med Gustav Salina her og Jill Liv Nielsen i sin fulde længde nedenfor.
I ELLEs martsnummer kan du læse sidste tre interviews i serien med Rikke Gøransson, Amalie Szigethy og Elivia Pitzner.
JEG HAVDE SET reklamer for den hollandske udgave af ’Big Brother’ og tænkt: ”Det skal jeg aldrig være med til.” Men da TvDanmark i 2000 søgte deltagere til den første sæson, tænkte jeg pludselig, at det måske kunne være noget for mig – jeg aner stadig ikke hvorfor.
Jeg var 24 år gammel, arbejdede som kundekonsulent i Telia, og jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville med mit liv, så jeg sendte en ansøgning og mødte op til casting sammen med 4.000 andre. Det var et flere måneder langt forløb med kamerasessioner, samtaler, helbredstest og en konsultation med en psykolog, men jeg gik hele vejen og blev en af de 10 personer, som flyttede ind i en lejlighed på Sluseholmen lige efter nytår i 2001.
VI MÅTTE KUN MEDBRINGE nogle få personlige ejendele hver, og al kontakt til omverdenen var forbudt. I starten var det meget mærkeligt at blive filmet 24 timer i døgnet og høre lyden af kameraerne, der drejede og zoomede, hver gang jeg rejste mig. Med tiden vænnede jeg mig til det – bortset fra når jeg skulle på toilettet, hvor der også blev filmet. Udover tv havde TvDanmark også oprettet et livestream, hvor man kunne gå ind og se med døgnet rundt, og der var særligt mange besøgende, når vi gik i bad om morgenen.
Hver uge skulle vi løse forskellige udfordringer, som afgjorde, hvor mange penge vi havde til mad, alkohol og cigaretter den efterfølgende uge. På dag 77 var vi blevet så trætte af livet inde i huset. Vi fik pisket en stemning op og blev enige om at stikke af om natten, men jeg endte med at vende tilbage, fordi jeg følte, at jeg svigtede mig selv og den udfordring, jeg havde påtaget mig – selvom jeg blev beskyldt for, at jeg kun gjorde det på grund af præmien på 500.000 kroner.
“Jeg var gået ind i huset med en depression, som jeg havde løjet om over for casterne”
JEG TILBRAGTE 104 DAGE i ’Big Brother’-huset. Den sidste uge var vi kun to, Nico (Rezvani, red.) og jeg. Undervejs havde jeg forelsket mig i en af de andre deltagere, en forelskelse der ikke blev besvaret, og jeg havde delt ud af nogle meget personlige og private historier om svigt og overgreb i min barndom – bl.a. at jeg var blevet udsat for en voldtægt.
Jeg var gået ind i huset med en depression, som jeg havde løjet om over for casterne. I dag ville jeg nok ikke have delt den slags med hele Danmark, men dengang betød det meget for mig at fremstå ægte og ærlig. Og måske var det derfor, jeg vandt med 71 procent af stemmerne fra seerne.
Jill Liv Nielsen vandt den første sæson af ’Big Brother’ i Danmark i 2001 og blev efterfølgende vært på programmets anden sæson. I 2004 vandt hun ’Big Brother All Stars’. Gjorde efter en årrække comeback på tv i 2021 i TV2-programmet ’Korpset’. Arbejder i dag som selvstændig psykoterapeut og underviser på Psykoterapeutisk Institut.
DA JEG KOM UD AF HUSET, blev jeg modtaget af 3.000 mennesker på Sluseholmen. Der blev hevet og flået i mig, og jeg havde det, som om jeg var med i et stort popband. Til at starte med var jeg overvældet og rørt, og folk var virkelig søde mod mig, når jeg mødte dem på gaden. Folk kom hen og fortalte mig meget personlige ting, fordi de følte, at de kendte mig, og at jeg havde hjulpet dem med at sige nogle af de ting højt i deres eget liv. Men det blev hurtigt en svær balance.
Jeg ville gerne tage imod alle de søde ord, men jeg ville jo også gerne kunne gå ud at spise med min familie, og efter jeg havde oplevet de første 30 bøffer blive kolde, fordi jeg skulle skrive autografer, tage billeder og svare på spørgsmål, blev jeg nødt til at afvise folk på en pæn måde ind i mellem. Og så kom reaktionerne: ”Nå, det var nok hurtigt, man fik nykker, hva’?” Det gjorde meget ondt på mig, men jeg havde intet privatliv den første tid. Der lå breve i vinduesviskerne på min bil, folk efterlod gaver foran min dør eller kom og bankede på og stod i min opgang bare for at møde mig
“Da jeg havde oplevet de første 30 bøffer blive kolde, fordi jeg skulle skrive autografer, blev jeg nødt til at afvise folk på en pæn måde”
I EFTERÅRET SAMME ÅR blev jeg vært på sæson to af ’Big Brother’. En dag på vej på arbejde, talte jeg i telefon med min mor, hvor jeg sagde: ”Altså, mor, jeg har simpelthen ikke tid til at snakke,” hvortil hun svarede: ”Nej, det har du jo aldrig mere.” Da hun sagde det, og hun lagde på, brød jeg fuldstændig sammen. Det gik op for mig, at hele cirkusset omkring ’Big Brother’ var blevet for meget. I makeuppen inden optagelserne kunne jeg slet ikke holde sammen på mig selv, så jeg blev sendt hen på en massagebriks og formåede at stille mig op foran kameraet tre timer senere. Men den oplevelse var et ‘wake up call’ for mig.
I efteråret 2002, efter jeg havde haft mit eget tv-program på TvDanmark, trak jeg mig fra tv i et års tid. Til sidst begyndte folk at spørge: ”Hvor blev du af? Du forsvandt fra skærmen.” I mellemtiden var jeg begyndt at læse til psykoterapeut, og da jeg følte mig ovenpå igen, og TvDanmark spurgte, om jeg ville være med i en særlig ‘all stars’-udgave af ’Big Brother’, endte jeg alligevel med at sige ja. Jeg følte, at jeg på den måde kunne lukke det kapitel i mit liv, der hed ’Big Brother’. At jeg så vandt igen, var jo helt vildt – jeg blev sågar den første i verden til at vinde programmet to gange.
TIL AT BEGYNDE MED var reality-deltagere helt almindelige mennesker ligesom jeg selv. Men med tiden blev deltagerne mere og mere type-castet, og det gik fra at være folk, man grinte med, fordi man kunne identificere sig med dem på skærmen, til at være folk, man grinte ad, fordi de gjorde ting, som var helt vilde. Nogle gange oplever jeg at blive sat i samme bås som dem, og når jeg er ude at undervise som psykoterapeut, er det sket, at der er elever, som har sagt: ”Der blev alle mine fordomme om dig manet til jorden.”
I DAG SYNES JEG STADIG, at det er en stor anerkendelse at have vundet programmet alene på baggrund af min personlighed. Jeg kunne ikke bage en flot kage eller strikke en sweater, så seerne stemte på mig, fordi de godt kunne lide mig. Det gør mig da stolt.
