I sin leder fra ELLEs decembernummer reflekterer chefredaktør Nikita Hoffmann Andersen over året, der er gået, julens traditioner og glæden ved de små øjeblikke. Med afsæt i magasinets møder med blandt andre Cilia Trappaud, Oh Land og Abdel Aziz Mahmoud reflekterer hun over julens traditioner og glæden ved livet. Læs decembernummerets leder her.
Jeg mødte Cilia Trappaud for første gang til et ELLE-event for nogle år siden. Hun var kommet, selv om hun kun kunne blive meget kort på grund af noget arbejde, og selv om det krævede en times kørsel for hende hver vej. Det ville hun gerne, sagde hun, fordi hun satte pris på invitationen. Jeg kendte hende ikke, men jeg kunne mærke hendes nærvær.
Det er præcis det samme, hun gav ELLE-journalist Julie Moestrup, da de to mødtes ad to omgange i den lejlighed, Cilia deler med sin mand, musikeren Hans Philip, for at lave hovedinterviewet til årets sidste ELLE.
For selv om Cilia har en karriere bag sig, de fleste kun tør drømme om – hun har danset for nogle af verdens største musikstjerner, fra Beyoncé og Rihanna til Usher og Billie Eilish, og har siden tonet frem på skærmen herhjemme som vært på Vild Med Dans – er det hverken de store scener eller de kendte navne, der fylder mest i interviewet. Det er derimod rejsen mod at finde sig selv og de spørgsmål, der melder sig, når man i en ung alder har opnået alt det, man altid har drømt om. For hvad så?
Efter flere år i Los Angeles er Cilia vendt hjem til Danmark, hvor hun på mange måder har skullet finde sig selv på ny. Det er noget af det, der er allermest interessant ved hendes historie. At man godt kan være både succesfuld, målrettet og fuld af ambitioner og samtidig være i tvivl om, hvilken vej man skal gå. At det at nå sine mål (i en ung alder) ikke nødvendigvis betyder, at man har fundet alle svarene.
Som hun selv siger i interviewet: “Hvad drømmer jeg om som det voksne menneske, jeg er nu?” Måske et meget godt spørgsmål at stille sig selv, netop som endnu et år går på hæld …
I årets sidste ELLE glæder jeg mig også over, at vi har fået lov til at komme indenfor hos tre forskellige familier, der hver især fortæller om deres forhold til julen.
Jeg blev særligt rørt af Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land, og hendes fortælling om julen. For selv om hun elsker alt, hvad der hører højtiden til, og gerne begynder at pynte op allerede i oktober (gisp! For en skorpion som mig …), har de seneste års alvorlige sygdom hos hendes datter givet julen en helt anden betydning. Og netop det år, hvor intet blev helt, som det plejede, opstod en ny tradition omkring et bål i haven. Der er noget fint i den fortælling. For hvor meget tid bruger vi ikke på at planlægge, pynte og forsøge at skabe den perfekte jul, når det, vi i virkeligheden ønsker os allermest, er at være sammen med dem, vi elsker? I år er Nannas datter rask, og det er der jo heldigvis ingen af de julegaver, vi (også) guider til i dette nummer, der kan måle sig med.
Journalist og tv-vært Abdel Aziz Mahmoud fortæller også, hvordan han voksede op uden de danske juletraditioner, men siden har valgt dem til og skabt sin egen version, hvor både danske og arabiske traditioner har plads. Og hos justitsminister Nicolai Wammen og hans hustru Karen tager juleglæden ligefrem overhånd – på allerbedste vis. Her fejrer familien nemlig jul to gange om året, både i december og juni, med alt, hvad der hører til af mad, musik og gaver. Indrømmet, jeg syntes først, det lød lidt skørt, men efter at have lært deres historie at kende, kan jeg heller ikke lade være med at tænke, dels at det må være en fest for børnene, og dels at det måske fjerner lidt af det pres, mange af os voksne kender fra julen.
Men inden vi for alvor lukker ned for 2026, er der et helt år, vi skal have rundet af. Og du kan jo passende spørge dig selv, hvad der egentlig har fået dig til at grine i årets løb. Har du svært ved at huske, hvornår du sidst fik et rigtig godt grin, vil jeg anbefale dig at læse journalist Maya Tekelis tilbageblik på 2026, som uden sammenligning er den tekst, der har fået mig til at grine højest under arbejdet med dette nummer. Ikke fordi alt i året, der gik, var sjovt. Slet ikke. Men fordi Maya har en evne til at finde humoren i selv de mest håbløse situationer. Og efter et år som 2026 tror jeg, vi har brug for det.
Netop derfor var temaet for årets ELLE Awards, som vi afholdt for bare nogle uger siden, også La Dolce Vita. Det søde liv. For selv om verden omkring os indimellem kan give os lyst til at mute den, er det vigtigt, at vi ikke glemmer at leve. At klæde os pænt på, danse, feste, holde øjenkontakten, grine, forelske os og gøre noget ud af alle de små og store øjeblikke, vi deler med hinanden.
Og apropos fejringer og traditioner, er der selvfølgelig også en efterhånden fast juletradition, du ikke skal snydes for. Vores egen her på ELLE. For tredje år i træk har vi nemlig gjort forsiden af decembernummeret til en julekalender med 24 låger (+ første søndag i advent), der gemmer på hver sin overraskelse. Hver dag frem til juleaften kan du åbne en ny låge og finde et billede af dagens gave, som du kan deltage i konkurrencen om at vinde på ELLEs Instagram-profil. En lille ting fra os til dig, der forhåbentlig kan gøre din december en smule sødere.
Rigtig glædelig jul og god læselyst.
Nikita