En concealer kan bruges til (overraskende) meget, og det er smart, når du har fem minutter om morgenen, eller klokken er kvart i fest. Få det maksimale ud af det lille vidunder med enkle tricks. Vi allierede os med makeupartist Sidsel Marie Bøg, der har mere end 24 års erfaring, og spurgte hende om…
Hvad er forskellen på concealer og en foundation?
En concealer er mere pigmenteret end foundation og er skabt til at skjule små pletter – ikke til at forfine hele hudens overflade, som en foundation er. En concealer kan sagtens stå alene.
Concealer eller foundation først?
Der er mange veje til Rom, personligt kan jeg bedst lide at bruge concealer først og prikke pletterne ud, og dermed bruge mindre foundation, fordi farveforskellene nu er væk. Det, der er vigtigt med flot hud, er at lade så meget hud skinne igennem som muligt, så det ikke bliver ‘foundation-hud’. Det er selvfølgelig individuelt, men jeg kan godt lide, at huden står frem, så man bruger så lidt som muligt, som en ‘pletfjerner’.
Hvordan finder jeg den rette farve?
Det er svært, for vi har mange toner i huden, og vi er jo uensartede, men test det på siden af halsen, og gå efter en concealer med gule undertoner. Skal du specifikt dække mørke rande, kan du med fordel gå efter en tone af en ferskenfarve, der giver varme til huden og tager det trætte look. Gå efter en tone, der ligger op ad din hudtone – ikke mørkere eller lysere.
Sådan bruger du concealeren
Ifølge makeupartist Sidsel Marie Bøg er det samme fremgangsmåde, uanset, hvad du vil dække.
1.Lad altid din concealer lande på fugtmættet hud – massér din hudpleje godt ind i huden for at undgå, at den suger din concealer. På den måde undgår du tørre pletter, og at makeuppen bliver ‘kedelig’.
2.Varm produktet op, så det har hudtemperatur; – brug fingrene eller pensel, og arbejd concealeren godt ind i huden. Start med en mængde på størrelse med en synåls hoved og byg op med en lille bitte smule ad gangen, og tilfør derefter. Brug så lidt som muligt, da concealer er meget pigmenteret.
3.Udover mørke rande, bumser og rødme kan du også bruge en concealer ved næsefløjene, mundvigene, under brynet for at understrege formen og på toppen af øjenlåget ved vippekanten, der hvor der typisk er tydelige blodårer. Det gør en stor forskel. Du kan også med fordel bruge en concealer til at neutralisere hudens naturlige undertoner på læber og øjenlåg før læbestift eller øjenskygge. Makeupfarverne får på den måde et ensartet og neutralt underlag og vil komme rigtigt til deres ret. Ekstra plus er, at det øger holdbarheden af læbestiften og øjenskyggen.
Jeg havde egentlig tænkt, at jeg gerne ville på Skuespillerskolen, da jeg var færdig med gymnasiet. Men det fyldte lidt for mig, hvor meget arbejde som skuespiller man egentlig kunne få, hvis man lander et sted mellem mand og kvinde. Jeg havde været med i et par programmer for ’Tværs’ (program på DR, red.), og derigennem havde jeg hørt om Talentholdet. Jeg tænkte, at det måske ville være meget godt, hvis jeg også prøvede noget af, hvor man lavede andre ting end kun skuespil. Så jeg turde ikke satse 100 procent – eller, det er selvfølgelig også et sats at søge ind på Talentholdet, det er jo heller ikke ligefrem den bomsikre, super safe vej, men jeg havde i hvert fald brug for at blive uddannet inden for noget, der var lidt bredere. Og det er jeg så glad for, at jeg gjorde.
Da jeg var lille, ville jeg gerne enten være postbud eller pølsedame. Pølser var min livret, og jeg tænkte, at det kunne være hyggeligt at være postbud. Jeg havde en idé om, at det ville være ligesom at være med i ’Postmand Per’: Tøffe rundt i en lille by med små forhaver, parcelhuse og meget blå himmel. Jeg startede til teater, da jeg var omkring 12 år gammel, og der startede en spirende drøm om at lave noget med skuespil.
Det var et stort chok for mig at starte på Talentholdet. Jeg kom direkte fra gymnasiet, og jeg havde kun arbejdet lidt som folkeskolevikar, og så var jeg lige pludselig på sådan en stor arbejdsplads for voksne, hvor alle var 15 år ældre end mig og havde mega meget uddannelse i ryggen. Jeg følte også, at der var en ret normativ stemning, som jeg blev ret intimideret af. Jeg kom fra min egen lille queer-boble på Nørrebro, så det var virkelig noget andet. Meget voksent. Meget established.
Nina Rask
Nina Rask. 24 år. Er skuespiller og komiker. Laver indhold og sketches på Instagramprofilen @nina_.rask. Uddannet fra DR’s Talenthold, hvor hun blandt andet gik sammen med Lasse Dein. Er aktuel med teaterstykket ‘Sex’ på Aveny-T, der er baseret på en serie fra TV 2 af samme navn, som Rask også spillede med i. Bor på Nørrebro.
Jeg husker det, som om at jeg det første år på DR nærmest måtte tage to bade om dagen, fordi jeg svedte så meget angstsved. Nu lyder det også meget slemt, og det var altså ikke, fordi det var forfærdeligt, men jeg havde bare noia på. Rigtig meget noia på. Det har virkelig gjort mig hårdhudet, fordi jeg er blevet smidt ud i tingene med hovedet først. Det gav mig en oplevelse af, at man kan mere, end man tror. Man kan overhovedet ikke alt, men når man springer ud med begge ben på én gang, så kan man tit godt. Jeg lærte også at være disciplineret, det krævede de – og ærligt, jeg er det stadigvæk ikke nogle gange – men fuck mand, jeg fik nogle rap over nallerne i forhold til at få en bedre arbejdsmoral. Selvom det kun varede to år, så føler jeg, at jeg er blevet 11 år ældre af at være der.
Foto: Kavian Borhani
Det var ret meget en awakening for mig at møde Lasse Dein (der også gik på Talentholdet, red.). Jeg syntes – og synes stadig – at han var et af de sjoveste mennesker, jeg har mødt. Jeg lo og lo og lo, når jeg snakkede med ham. He cracked me up. Han syntes også, at jeg var rigtig sjov, og at han syntes det fik mig til at tænke: ’Gud, måske kan jeg noget af det, han kan, og som jeg beundrer ham for’. Vi fandt så en professionel – bestemt også en privat, men også en professionel – magi sammen, som vi havde meget lyst til at udforske. Han havde et godt SoMe-game kørende, hvor han lavede små videoer og sådan noget, og han tog mig med ind i det univers. Det blev lidt en snowball, der rullede derfra.
Jeg gemte mig også lidt bag Lasse i starten, for der var lang tid, hvor jeg ikke turde lave noget satire uden ham. Han blev mit blåstempel på, at det var sjovt, for hvis han grinede af det, så vidste jeg, at det kunne noget. Så det tog noget tid, inden jeg fik den professionelle selvsikkerhed til, at jeg også turde stole på, at noget var sjovt, når jeg bare syntes, det var sjovt. Det var et stort skridt for mig, da jeg begyndte at lave videoer uden ham på min Instagram, fordi hele min satirepersonlighed var forbundet med ham i så lang tid, men mine videoer fik heldigvis god respons, og så har det udviklet sig derfra.
Det er vildt dejligt at vende tilbage til rollen som Selma i ’Sex’. Der er noget meget smukt eller magisk over, at første gang jeg spillede rollen, var jeg 20 år gammel, og det var en udgave af Selma, som nok også passede meget godt til mit 20-årige jeg. Hun var forføreren og lidt smart i en fart, men hun var samtidig også en, der havde rigtig meget facade og var rigtig sårbar. Nu, når vi skal sætte ‘Sex’ op som et teaterstykke, får jeg lov til at udfolde Selma mere, og hun bliver meget mere flerdimensionel. Det er for mig meget smukt, for det føler jeg også selv, at jeg er blevet, siden jeg var 20 år. Jeg har i hvert fald gjort et stort stykke arbejde for at nedbryde den ‘smart i en fart’-attitude, jeg havde, da jeg var yngre.
Dengang havde jeg en idé om, at folk kun ville have mig, når jeg var charmerende og sexet og kunne få folk til at grine og alle sådan nogle ting. Men jeg har prøvet at arbejde på at turde læne mig tilbage og tro, at der også er nogen, der vil have mig, når jeg bare ér. Det går også ret godt i spænd med Selma-rollen nu, hvor hun har langt flere facetter og mere sårbarhed, og hun ikke bare udelukkende er en forfører, der bare går rundt og pulserer hele tiden. Hun har også vildt mange sprækker og er også usikker og har noia.
'SEX'
Teaterstykket ‘Sex’ er baseret på en ungdomsserie fra TV 2 af samme navn. Forestillingen handler om den 20-årige Cat (Clara Dessau), som frustreret befinder sig i et sexløst forhold med kæresten Simon. Efter en aftenvagt på Sexlinjen ender Cat i et passioneret kys med kollegaen Selma (Nina Rask). Det sætter gang i alt fra forvirring til begær hos Cat, da hun pludselig er splittet mellem den trygge kærlighed til Simon og en spirende forelskelse i Selma. ‘Sex’ får premiere 17. november på Aveny-T.
Nu kommer jeg til at lyde meget som en 24-årig, men jeg får allermest af min comedy-inspiration på TikTok. Både på TikTok og på Instagram er det eksploderet med comedyindhold, og der er rigtig mange, lidt mig selv inklusiv, der er slået igennem på den måde. Jeg synes, at min karriere har taget fart, efter jeg har fået en Instagram-platform, der er blevet lidt stor.
Det er fantastisk, at man kan lave noget, der bare er fucking sjovt, uden det behøver være vildt velproduceret eller dyrt eller i høj kvalitet. Alt kan gå viralt, og det kan være alle mulige slags mennesker, for det er ikke noget med, at man skal have mange penge, eller man skal være født ind i filmfamilie – man skal bare have en telefon og en god idé. Det synes jeg virkelig har revolutioneret comedybranchen repræsentationsmæssigt, og det er fantastisk.
Når jeg selv skal lave indhold til min Instagram, har jeg normalt en meget fast proces. Jeg har en idébank – på et meget originalt sted: ‘noter’ på min telefon – hvor jeg skriver noget ned, hvis jeg får en hurtig idé eller begyndelsen på en karakter. Tag fx den seneste video, jeg har lagt ud, som handler om karakter, der præsenterer programmet for Straight Pride. Den video startede med en sætning, der dukkede op i mit hoved, som jeg så skrev ned: ’repræsentanten for ’Straight Pride’ præsenterer årets program’. Når jeg har så tid, sætter jeg mig ned og skriver et manus på det. Det er normalt bare en side, for det passer normalt meget godt til et minut. Så filmer jeg det, og det gør jeg tit bare in my room med min roomies ringlight – cause she’s a model, så hun har et ringlight – og så optager jeg det og klipper det sammen. Det plejer ikke at tage særlig lang tid.
Jeg går også manus igennem med nogle af mine venner, og så sender jeg videoen til dem, inden jeg lægger det ud. Så spørger jeg: ’Hey, er det her sjovt, er der nogle faldgruber, er det problematisk, er der noget, jeg har glippet, er der noget, der kunne være sjovere?’ Og så giver de ligesom feedback. Nogle gange ender det med, at jeg tager noget ud, eller rykker noget rundt, eller optager det igen, hvis de siger, at der er en oplagt joke, jeg har glippet.
Engang lavede jeg en video, hvor jeg var sådan en irriterende kvinde, der lavede et selftape (video, som skuespillere laver i forbindelse med casting, red.). Jeg viste den til mine venner, og de sagde, at den havde misogyne undertoner. Vi talte det igennem, og så måtte jeg bare give dem ret. Det var egentlig lidt en joke på, at damer er dumme, og det tror jeg nogle gange, jeg godt kan have blinde vinkler i, fordi jeg selv har været en dame på et tidspunkt. Så kan man måske godt føle, at man har et fripas, men det har man jo selvfølgelig ikke. Jeg skrev det om, så det blev en mandlig karakter i stedet for, og det sagde mine venner god for.
Foto: Kavian Borhani
Jeg synes nærmest udelukkende, at jeg har modtaget positivitet på de ting, jeg har lagt ud. Det er så forskelligt, hvor mange positive tilbagemeldinger man får, men den jeg får er nærmest altid positiv. Jeg får måske en kommentar hver tredje måned, hvor der er en, der skriver: ‘du bliver aldrig en rigtig kvinde’. Hvor jeg så er sådan: ‘nej, det er helt rigtigt….’. Men det er meget sjældent, det sker. Måske har det også noget at gøre med, at det crowd, jeg henvender mig til, er lidt ekkokammer-agtigt. Dem, der følger mig, er nok primært enige og interesserede i det, jeg har at sige. Og så er 98 procent af mine følgere på Instagram kvinder i alderen 15-30, og uden at lyde fordomsfuld – sagde jeg så og var fordomsfuld – er det nok en del af befolkningen, der er mindre problematisk end så mange andre befolkningsgrupper.
Hvis jeg bare var mig i et bredt radio- eller tv-format og snakkede om de emner, jeg gør, tror jeg helt sikkert, at jeg ville få mere hate, fordi der ville være nogle helt andre typer, der ville blive konfronteret med mig, og som helt sikkert ville have nogle ubehagelige holdninger til mig – men lige nu ved jeg slet ikke, om de ved, jeg eksisterer. Hvis jeg bliver ved med at vokse i min karriere, så kommer det da helt sikkert på et tidspunkt. Jeg har i hvert fald ikke hørt om nogen store mediepersonligheder – som ikke er en average straight mand – der ikke modtager hate i den ene eller den anden størrelse.
Komik bliver rigtig, rigtig, rigtig spændende, når det gør lige så ondt, som det er sjovt – altså når det rammer det der sweet spot, hvor man ikke rigtig ved, om man skal grine eller græde. Og derfor synes jeg virkelig, at der kan ske nogle ret magiske ting, når drama og komik bliver blandet sammen. Det synes jeg, at der har været mange eksempler på, blandt andet med webserier, som jo er et format, der bare er eksploderet inden for de seneste år. Det gode ved webserier er, at en masse forskellige slags mennesker kan komme til at lave nogle ting, så det ikke kun er Adam Price, der kan skrive søndagsserier til DR – Adam Price har lavet nogle rigtig gode serier, det skal ikke være det, men det er jo alligevel ærgerligt, hvis det kun er ham, der skriver serier – så det er fedt, at en masse forskellige andre mennesker også har fået lov.
Jeg tror, at rigtig mange mennesker bruger comedy som en ventil eller et frirum, hvor man bare kan grine, og hvor man ikke behøver at tage stilling til andet. Sådan kan jeg også selv have det nogle gange, for det er også vildt dejligt at have nogle ting, hvor man bare fjoller eller griner, og så er der ikke mere til det. Men for mig at se, så bliver det rigtig spændende, når man går spadestikket dybere: når der er noget på spil, hvor man sætter sig selv, eller nogle strukturer eller autoriteter i skudlinjen. Når der er et metalag af noget, der gør ondt eller er sårbart, samtidig med det er sjovt, så synes jeg virkelig, at det bliver rigtig, rigtig magisk. Når det er sagt, så synes jeg overhovedet ikke, at alle ting, man laver, skal have en højere mening. Det er jo også et pres, der kan dræbe ens kreativitet, men jeg kan mærke, at jeg bliver glad, når folk bestræber sig på også at have det dybere lag med en gang imellem. Det er der, mennesker kommer hinanden nærmere.
Kan du kort forklare, hvad ’Bad Bitch’ handler om?
“Bad Bitch handler om Nikki, en ung afrodansk kvinde, som har fuld fart på livet med masser af fest og casual sex. Sammen med to venner ejer hun afrosalonen Crown, og alt er på overfladen præcis, som det skal være. En dag møder hun Ade, og det sætter nogle følelser igang i hende, som hun længe har prøvet at gemme væk. Nikki vil nemlig helst tale om hår og sex, og helst ikke om alt det, der trykker.”
Hvad vil I gerne fortælle med ’Bad Bitch’?
“Vi har ønsket at vise et afrodansk fællesskab med fester, skænderier og sex – et sted hvor man har hinandens ryg og sammen finder ud af, hvordan man kan navigere rundt i livet. Vi har kigget på Nikki og hendes familie fordomsfrit og uden fjendebilleder. Vi har ville fortælle, at det kærligste man kan gøre for sig selv, er at møde sin egen sårbarhed. Personligt, har jeg gerne ville lave en serie, som jeg selv har savnet i min ungdom i Danmark.”
Hvad har din vigtigste opgave som instruktør været i forhold til at bringe karakterer og historier til live?
“Det vigtigste har været at undgå stereotyper og gøre karaktererne så autentiske og levende som muligt – som nogen man kunne løbe ind i i virkeligheden. Selv når der er skruet op for ekstremerne, skal dybden kunne følge med. Jeg har derfor arbejdet med at inkludere spillernes egne erfaringer i karakterudvikling. Jeg har haft en høj ambition om, at serien skal mærkes både visuelt og auditivt. Jeg ville lave en serie, der skiller sig ud.”
Foto: Stephanie Stål Axelgård
Diêm Camille er seriens serien hovedforfatter og spiller hovedrollen som Nikki.
Er der nogle tematikker i serien, som har betydet mere for dig end andre rent personligt?
“Overordnet har det betydet ekstremt meget at være med til at skabe sorte karakterer til fjernsynet, som hverken er kriminelle eller prostituerede, men fremstår i deres egen ret – fulde af fejl og mangler, skrøbelige og kaotiske, sjove og kærlige. Helt personligt kan jeg genkende følelsen af at undertrykke de mindre behagelige følelser, og jeg har selv venner, som har insisteret på mig i perioder, hvor jeg ikke selv har kunne.”
Hvordan tror du, den måde vi dater på i dag, hvor uforpligtende sex er blevet mere udbredt og accepteret, påvirker os selv og vores relationer?
“Jeg synes, at folk skal date og knalde, som de har lyst til. Jeg mener egentlig ikke, at ‘Bad Bitch’ handler om sex. Jeg synes, det er meget mere interessant at se Nikki som én, der søger noget, som hun hverken finder i sit kærlighedsliv, sit familieliv eller sexliv – men derimod skal finde i sig selv.”
Om Patricia Bbaale Bandak
Uddannet fra Den Danske Filmskole i 2019
Debuterede som instruktør med dokumentarfilmen ‘Villa Villekulla’
Opvokset i Nykøbing på Falster
Hvad betyder det for dig med en serie, der både har personer med minoritetsbaggrund i hovedrollerne og bag kameraet?
“Jeg vil ikke snakke for alle minoriteter i Danmark, men for mig betyder det, at jeg først og fremmest føler mig set og hørt. Jeg synes, det er forfriskende, men også på tide. Vi er mange danskere, der ser ud på mange måder, men det kan man ikke se i medielandskabet. Så selvom jeg er stolt, synes jeg også, det er ret vildt, at det først er nu, i 2022, at der sker noget. Når det er sagt, er den gode fortælling universel. Så selvom vores serie har udgangspunkt i det afrodanske miljø, kan rigtig mange mennesker mærke historien og relatere på tværs af hudfarve, kultur, køn, sexualitet etc.”
Arbejder du på andre projekter, som vi kan glæde os til?
“Ja, det gør jeg faktisk! Jeg arbejder på en dokumentar, som får premiere næste år. Derudover arbejder jeg på en spillefilm, begge på Det Danske Filminstitut.”
Hvis de tunge, dunkende rytmer fra ‘Pony’, bedre kendt som soundtracket fra ’Magic Mike’-filmene fra 2012 og 2015 også vækker noget helt særligt i dig, så er der rigtig gode nyheder i sigte.
Magic Mike, aka Channing Tatum og co., vender nemlig tilbage til en sidste letpåklædt svingom i 2023.
Ja, du læste rigtigt. Der er en tredje ’Magic Mike’-film på vej under navnet ’Magic Mike’s Last Dance’.
Nu er det nok hverken lixtallet på titlen, eller det ofte lige så lette plot, der er filmens store trækplaster (undertegnede, der har set de første film flere gange, end hvad normalt er, kan til dato ikke referere handlingen fra dem), men derimod udsigten til dansende adonisser, der sælger billetter.
Foto: Ritzau/Scanpix
Og hvad bedre end at skabe lidt spændning forud for premieren end først at tease med et hot skud fra filmen og senere den officielle trailer til filmen?
Det er i hvert fald lige netop den strategi, hovedrolleindehaveren Channing Tatum er tyet til, og på Twitter delte han i første omgang det første billede fra filmen, der, ud over de gængse gutter fra de to første film, også afslører, at Salma Hayek er på rollelisten.
All good things begin in Miami.#MagicMikesLastDance in theaters Valentine’s Day weekend.
Det kan være ubarmhjertigt at blande sig i den offentlige debat, men for nogle er kampen for at gøre en forskel så vigtig, at de ikke kan lade være. Vi har talt med fire debattører, der på hver sin måde sætter dagsordenen – her er det forsker og forfatter Benja Stig Fagerland.
Det er mange år siden, at jeg gjorde min entré på debatscenen, men jeg husker det stadig vældigt godt. Jeg blev meget overrasket over, at det ikke var mine pointer, som kritikken gik på, men mig som person. Når man bliver ramt på noget personligt i stedet for substansen, bliver debatten afsporet. Jeg har ikke noget problem med en hård tone i debatten, så længe den går på substansen.
Jeg dumpede ned i en international debat om kvinder i bestyrelser og kønskvoter, og debatten var præget af gender fatigue – folk var trætte af at tale om det – samtidig med, at den var meget ophedet. Jeg var meget ung, i begyndelsen af 20’erne, og dengang som nu var min pointe, at mangfoldighed lønner sig, og at kvinder betyder big business. Jeg introducerede begreber som SHEconomy og bærekraftig mangfoldighed.
Mit opråb var: “Fiks systemet, ikke kvinderne.” Det var en helt ny retorik og nogle pointer, som de fleste i dag argumenterer ud fra, men som dengang blev opfattet som noget helt nyt. Men i stedet for at gå efter mine argumenter, blev jeg angrebet på mit udseende og på min person. Den grove modtagelse, jeg fik, kom fra begge lejre, fra begge køn. Jeg fik kastet efter mig, at jeg havde arbejdet som model i USA ved siden af studierne, ikke at det havde nogen som helst relevans for det, jeg sagde. Jeg fik også kritik for, at jeg var en såkaldt ”flinkepige” med høje karakterer, og at jeg var ”lidt for dygtig” og ”lidt for ung”.
Foto: THALE OSVIK
Jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke kunne tale om indholdet, hvorfor debatten skulle være så personlig, eller hvorfor kvinder – og især ældre kvinder – havde så travlt med at nedgøre mig som person og bruge min unge alder, som noget negativt fremfor at støtte nye unge nye kvindestemmer. For som ung kvinde har man ikke brug for et spejl, men nogen at spejle sig i. Gode, mangfoldige og inkluderende rollemodeller.
Jeg lyder som en museumsgenstand, når jeg siger det, men de sociale medier ændrede alt. Da jeg startede, foregik debatten på tv, radio og i aviser, og selvom den var hård, var der en vis distance. Så kom de sociale medier, og pludselig kom debatten enormt tæt på. Jeg fik tilsendt trusler og breve både til min fysiske postkasse og min indbakke. Jeg debatterede i toneangivende internationale medier og blev helt fra start kontaktet af The New York Times, The Guardian, BBC Word, The Financial Times Magazine og Der Spiegel. Næsten dagligt bad de om kommentarer, jeg kom ofte på forsiden, og der var både billede og navn i artiklen. Det gav mig en mulighed for at komme endnu bredere ud med mit budskab, men det betød også, at jeg blev angrebet fra flere forskellige sider og ofte meget personligt.
Benja Stig Fagerland, 52 år, er uddannet markeds- og diplomøkonom med en master i ledelse. Har i mere end 24 år beskæftiget sig med mangfoldighed indenfor erhvervslivet, og har blandt andet skrevet bogen ‘SHEconomy’ og udviklet det norske Female Future-program, som udvikler kvindelige ledelsestalenter. Har tre døtre og bor i Norge.
Folk tog mine citater, omformulerede dem og gav dem en helt anden mening, end de oprindelig havde. De løb med antagelser frem for fakta. Det tog mig enormt langt tid at lære, at jeg ikke altid er nødt til at løbe efter debatten for at korrigere den. Det tog mig endnu længere tid at lære at finde en afbalanceret rolle til debatten i mit liv og lægge distance til den. Jeg tror ikke, at der er nogen andre end mine allernærmeste som ved, hvad det har kostet – og stadig koster – at stå fast på sine værdier og holde sig selv oppe.
Jeg bliver ikke så påvirket selv, men jeg er meget sårbar omkring min familie. På et tidspunkt sagde jeg ja til at stille op i et tv-program, hvor jeg skulle vise journalisten og fotografen nogle af de beskeder, jeg havde modtaget og ikke mindst de usande personangreb, som jeg var blevet udsat for. De begyndte at græde, fordi beskederne var så personlige og vulgære og tacklingerne så usande og beskidte. Jeg var blevet hærdet. Jeg var bare sådan whatever. Men senere blev en af mine døtre interviewet, og da de spurgte, hvad hun ville være, når hun blev stor, sagde hun: “Alt andet end mor.” Fordi hun kunne se, hvad prisen var, og hvor meget det kostede. Der begyndte jeg at græde, og der begyndte jeg at trække stikket som debattør.
Jeg er en helt anden debattør nu, end jeg var i starten af mine 20’ere. Jeg deltager kun, når og hvor jeg selv ønsker, og svarer kun på omkring en fjerdedel af de henvendelser jeg får. Folk reagerer anderledes på mig, men først og fremmest er jeg en bevidst og erfaren gammel cirkushest, som har løbet en del runder. Jeg er hærdet og hårdhudet. Jeg hviler godt i mig selv, jeg har bevist mit værd, jeg står trygt og fast på mine værdier, og jeg ved, at jeg har så meget tyngde og indsigt på mit område, at der ikke er nogen, der kan tackle mig på fakta.
Det er vigtigt for mig at støtte og løfte unge, mangfoldige kvinder, som deltager i samfundsdebatten, for jeg kan jo se, at de fleste forsvinder. Det har altid været mit motto, at man løfter sig selv ved at løfte andre. Vi er meget få af de gamle rotter, som fortsat står fast. Man bliver udslidt af at være en del af debatten over lang tid.
Jeg bruger en del tid på at skrive private beskeder til unge, kvindelige debattører, hvor jeg siger ”godt gået” og opfordrer dem til at blive ved. Det gør jeg også, når jeg ikke er enig med dem. Det handler om, at vi skal løfte og støtte de kvindelige debattører, og der har kvinder på min alder et ansvar. Der er nogle, der siger, at vi har brug for kvinder med erfaring, men vi har også brug for de unge, som kommer med modig nytænkning og kampgejst. Det gør ondt i maven på mig, når jeg ser, at endnu en kvindelig debattør trækker sig, for jeg ved akkurat, hvad de går igennem. Vi skal løfte dem, og vi skal modarbejde jante- og jenteloven.
Sidst vi rigtig så noget til Lindsay Lohan som skuespiller, der blev katapulteret ind i berømmelsen med Disney-filmen ‘Forældrefælden’ fra 1998, var i kult-klassikeren ‘Mean Girls’ fra 2004, hvor hun spillede den forvirrede Cady Heron og med et gjorde den 3. oktober til en international mærkedag.
På trods af filmens massive succes gik det i årene efter stødt ned af bakke for Lohans skuespilkarriere, der bød på en enkelt hovedrolle i ‘Herbie: Fully Loaded’ og flere mindre cameos hist og her.
Det var i stedet med sin egen klub på den græske ø Mykonos, at hun forsøgte at få fodfeste igen, mens meget af verdens sladderpresse bragte historier om stjernens forhold.
Men det er fortid nu, hvor Lindsay Lohan for første gang i næsten et årti igen pryder skærmen. Det gør hun i Netflix’ julefilm ‘Falling for Christmas’. Og selvom man kan diskutere kvaliteten af filmen selv, kan det meget vel være starten på skuespillerens fortjente comeback.
Og er der noget, der understøtter det, er det Lohans stilforvandling, der de seneste par dage har fyldt internettet, efter hun har deltaget i alt fra premierer til talk shows.
Foto: Ritzau Scanpix
Lindsay Lohan i Versace til premieren på 'Falling For Christmas' i New York.
Det er måske ikke helt underligt, at stilskiftet er til at lægge mærke til. For til at stå for sin garderobe gennem hendes omfattende presseturné i forbindelse med Netflix-filmen, har hun hyret stjerne-stylisten Law Roach, der for nylig modtog en pris ved årets CFDA Awards for sit arbejde.
Law Roach er kendt for at have arbejdet med superstjerner som Ariana Grande, Anne Hathaway og Anya Taylor Joy.
Det er dog hans arbejde med Zendaya, der for alvor har gjort ham til en mester af den røde løber – det var eksempelvis ham, der stod bag Zendayas vilde look til ‘Dune’-premieren i Cannes, hvor hun var iført en draperet læderkjole fra Balmain og med det samme lagde internettet ned.
Foto: Ritzau Scanpix
Lohan i matchende sæt fra Akris efter sin medvirken i tv'programmet 'Good Morning America'.
Nu gælder det så Lindsay Lohan, der allerede har skabt positiv overraskelse med hendes nyfundne stil, der fremstår mere skarp, poleret og moden, end hvad vi har været vant til at se skuespilleren i.
Således har Lohan de seneste par dage vist sig i alt fra multifarvede sæt til minimalistiske kjoler. Alt sammen med det tilfælles, at silhuetterne er nøje overvejet og får skuespilleren til at fremstå både selvsikker og veltilpas.
Foto: Ritzau Scanpix
I sæt fra Michael Kors under besøget til talkshowet 'Live with Kelly and Ryan'.
Lohan er ikke den eneste stjerne i år, der har skabt opmærksomhed på den røde løber med flere vellykkede outfits. For både Anne Hathaway og Jodie Turner-Smith har gang på gang fået flere til at vende sig om efter dem med deres smukke looks.
Om Lohans stilsucces fortsætter, er svært at sige. Men med Law Roach ved sin side og en kontrakt med Netflix om to film mere, så kommer vi højest sandsynligt til at se langt mere til ‘Freaky Friday’-skuespilleren.
Foto: Ritzau Scanpix
Til 'The Drew Barrymore Show' iført en lavendelfarvet kjole.
Selvom dobbeltgængere er et forholdsvist sjældent sammentræf, særligt i kendis-kredse, er der alligevel nogle, der ligner hinanden så meget, at man skulle tro, de var i familie.
Tænk bare på skuespilleren Jessica Chasatin og Bryce Dalls Howard. Eller popstjernen Katy Perry og skuespiller Zooey Deschanel. For bare at nævne nogle få.
Et par, vi dog ikke havde forventet, skulle få os til at betvivle, hvem der er hvem, var skuespiller Megan Fox og Kim Kardashian, der for nylig vandt en pris for sit shapewear-brand SKIMS.
Det er dog tilfældet, efter Megan Fox for nyligt postede et opslag på Instagram i sit Halloween-kostume med sin nye frisure, hvor hendes ellers kendte, chokoladebrune lokker har måttet lade livet til fordel for lange, blonde slangekrøller. En frisure, som Kim Kardashian også er kendt for at have taget til sig.
Billedet sammen med kæresten Machine Gun Kelly forestiller de to som figurer fra Nintendo-spillet ‘Zelda’ med alt, hvad dertil hører af elverører og middelaldervåben. Og den nye frisure til anledningen har fået kommentarsporet til at gløde med folk, der studser over ligheden mellem Megan Fox og Kardashian.
Kombinationen af de lange, lyse hår og makeuppen gør da også ligheden mellem de to kvinder slående. men om håret bliver, eller om det kun er en del af det vilde kostume, må tiden vise.
Efter noget der minder om evigheder, hvor vores bukselinninger har siddet behageligt og lunt i taljen, og vi med fnys har tænkt tilbage på de forjættede år, hvor vi rendte rundt med kronisk hold i lænden på grund af træk og synlige g-strengstrusser over den utroligt lave buksekant, har mange sikkert tænkt: “Dét gør jeg aldrig igen”.
Men hvis der er én ting, man aldrig skal sige i modesammenhæng, så er det “aldrig”.
For bedst som vi hyggede os med de høje taljer, er designerne blevet enige om, at det nu er på høje tid at sænke paraderne. Eller rettere; taljerne. Allerede i starten af 2022 bragede Miu Miu igennem lydmuren med en vild Y2K-inspireret kollektion, komplet med plisserede ultra-minutiøse miniskirts, croppede sweatre og kig til meget hud. Det skreg Britney Spears anno 1998, som var året, hvor monsterhittet ‘…Baby One More Time’ udkom.
Og siden da er det som om, at taljerne på alt fra jeans til nederdele, bukser og leggings har fået en tiltagende lavtaljet overhaling for nu at have nået sit ultimative bundniveau, der er akkurat lige så lavt som for 29 år siden i 1993. Det var nemlig året, hvor Alexander McQueen introducerede verdens hidtil mest lavtaljede bukser ‘Bumster’, der fik sit navn, fordi bukselinningen var så lav, at den satte det øverste af ballerne – eller det underlæggende undertøj – til frit skue.
Den lavtaljede trend er naturligvis blot en forlængelse af den bølge af Y2-hype, der lige nu vælter ind over samtlige modehuse, hvor alt fra Juicy Couture-sæt i pangfarvet velour til minikjoler i pailletter og alt i similisten har fået en stilmæssig renæssance.
Men ser man på de første SS23-kollektioner, der blev præsenteret til de internationale modeuger dette efterår, er der bred enighed over hele linjen om, at bukser og nederdele fra nu af skal sidde helt nede på hoftebenene – og gerne afsløre lidt af numsen.
Kendisser som Bella Hadid, Julia Fox og Emily Ratajkowski har allerede taget den lavtaljede bukse-trend til sig, og på bedste 00’er-maner parret de lavthængende benklæder med synlig g-streng. Og det var endda før SS23-kollektionerne blev vist, og brands som Bevza, Coperni, Blumarine, Courrèges, Givenchy, Gucci, Heliot Emil, Dolce & Gabbana, Miu Miu, Stella McCartney og Victoria Beckham satte en tyk streg under, at den lavtaljede bukse-trend genopstår.
Skuespillerinden Taylor Russell er en af de seneste i rækken af kendisser, der har taget den lavtaljede buksetrend til sig. I forbindelse med promoveringen af den biografaktuelle film ‘Bones and All’ var Russell iført look nr. 2 fra Alexander McQueens SS23-kollektion – og viste på alle måder, at trenden ikke bare genopstået, men også klædelig og elegant.
Foto: Ritzau Scanpix
Taylor Russell på den røde løber i forbindelse med filmen 'Bones and All' i ført look nr. 2 fra Alexander McQueens SS23-kollektion.
Foto: Imaxtree
Look nr. 2, Alexander McQueen SS23-kollektion.
Men ingen slår Alexander McQueen – den originale ‘Bumster’-créateur. Da den britiske designer præsenterede sin allerførste kollektion på The Ritz hotel i London i 1993, var hans talent ikke til at tage fejl af, og allerede dengang var han ikke bleg for at sprede sin begavelse ud over lettere provokerende designs, så som en vovet buks, der viste det øverste af numsen. Det blev et kæmpe hit, og ‘bumster’-trenden, der skulle vise sig at dominere det næste årti i moden, var født.
Derfor er det også selvskrevet, at det netop er Alexander McQueen – nu med Sarah Burton som chefdesigner – der sætter trumf på den ultra-lavtaljede trend, og i sit SS23-show introducerede ‘The Bumster 2.0’. Her optræder de lave taljer på alt fra jeans til stramme habitbukser og er tilsat croppede blazerjakker og bar hud under. De sexede referencer er ikke til at tage fejl af.
Spørgsmålet nu er bare, om trenden bliver lige så massiv. som den var for 29 år siden, eller om vi – lige gyldigt hvad designerne siger – er blevet for glade for vores behagelige bukser med høje taljer.
I galleriet nedenfor kan du se et udpluk af designernes eksempler på den lavtaljede trend fra SS23-kollektionerne.
Det kan være ubarmhjertigt at blande sig i den offentlige debat, men for nogle er kampen for at gøre en forskel så vigtig, at de ikke kan lade være. Vi har talt med fire debattører, der på hver sin måde sætter dagsordenen – her er det journalist og radiovært Anne Kirstine Cramon.
Man kan ikke rigtig tale om, at jeg havde en debut på debatscenen. Det er ligesom noget, der er kommet snigende. Det er ikke, som om der er en pigegarde, der spiller en ind. Jeg bragte et indlæg hist og her, og så blev jeg inviteret med i nogle debatprogrammer. Men det er klart, at det gav mig en mulighed for at komme ud over stepperne, da jeg begyndte at skrive fast for Berlingske.
Mit første debatindlæg i Berlingske handlede om kvindesyn. Det var et modsvar til noget, en mand havde sagt om kvinder, og jeg blev så indigneret, at jeg simpelthen måtte hvæsse pennen. Sådan er det stadigvæk, jeg er drevet af indignation, når jeg skriver. Muligvis også af en form for naivitet, for tit og ofte føler jeg, at jeg siger det åbenlyst rigtige. Jeg kan blive helt overrasket over, at der er nogle, der synes noget andet.
Der er nok søde piger i verden, og jeg har ikke behov for at blive opfattet som sød. Men jeg bliver træt af de reaktioner, man får, når man som kvinde vil ytre sig offentligt. Nærmest halvdelen af kommentarerne går ikke på indholdet, men på ens køn. For mig at se lufter jeg bare mine holdninger, men når man har markante holdninger, bliver man også opfattet som markant. Og kaldt alle mulige ting, rappenskralde og skærebrænderstemmen. Man bliver eksponent for alt muligt, i stedet for at være eksponent for en holdning.
Når du stiller op og har en holdning som kvinde, er det fordi, du er seksuelt frustreret. I al fald i følge de kommentarer og beskeder, jeg får. Før folk overhovedet kan forholde sig til, hvad en kvinde siger, skal de forholde sig til, om hun er for tyk eller tynd, om de vil kneppe hende eller ej. Jeg overvejer løbende, om mænd får sådan nogle beskeder, og hvordan deres oplevelse af at være debattør er.
Foto: Kavian Borhani
Jeg er helt klart idealist, og jeg er i den offentlige debat, fordi jeg tror på noget, der er større end mig selv. Det er klart mit ønske om at ændre noget, der driver mig. Hvis man kan få folk til at ombestemme sig eller påpege nogle underliggende strukturer, som andre ikke har fået øje på, så kan man jo ændre den måde, verden hænger sammen på. Jeg er ikke bange for at bruge mig selv i det her spil, hvis det kan være med til at gøre verden bedre i mine øjne.
Der hvor grænsen gik, og der hvor jeg blev nødt til at trække stikket og tage en pause fra debatten og min rolle på Berlingske, var, da kritikken trådte for langt ind i min privatsfære. Det begyndte at være chikane: Jeg fik trusler, og folk, der havde set mig på gaden, begyndte at sende beskeder. Det gik ud langt ud over, hvad der er almindelig opførsel i en debat.
Anne Kristine Cramon, 37 år, er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation fra Københavns Universitet. Selvstændig kommunikationsrådgiver, debattør og forhenværende presse- og kommunikationschef for Liberal Alliance.
Jeg har altid haft en tyrkertro på, at man kunne ignorere sig ud af det. Jeg har bare slettet de dumme beskeder i min indbakke, tænkt ‘ude af øje ude af sind’. Og jeg har også været nødt til at anlægge et image, der har udstrålet, at det preller af på mig, for ellers har jeg ikke en chance. Men man kan ligesom holde til det, indtil man ikke længere kan. Hvis man kradser det samme sted længe nok, brister huden. Og når mængderne bliver store nok, så kan man ikke bare ignorere det. Jeg er ret god til at adskille tingene nu, og jeg kan godt se, når det, folk skriver, er gakkelak. Men det er klart, at hvis jeg har en dårlig dag, og jeg så får en besked fra én, der synes jeg er grim, så gør det en dårlig dag endnu dårligere.
Man bliver hærdet. Man får hård hud steder, man ikke troede, man kunne få hård hud. Det er bare en del af spillet, og jeg er nødt til at acceptere, at folk forholder sig til min offentlige persona. Det betyder ikke, at de kender mig, og det er ikke dem, der ved, hvordan jeg egentlig er.
Jeg tog baby-steps, da jeg trådte tilbage ind på debatscenen. Jeg har gode mennesker omkring mig, både på mit arbejde og privat, som godt kan lide mig, og som har været gode til at tage hensyn til, at der var en periode, hvor jeg var lidt mør.
Men jeg synes, det er totalt bakke snagvendt, at man som kvindelig debattør skal sætte en ære i at være hårdhudet. Det synes jeg, at jeg har hørt andre kvindelige debattører sige, at de gør. Jeg forstår ikke, hvorfor man skal maltrakteres af alle mulige boomer-typer på Facebook, bare fordi man er en kvinde, der bruger sin stemme offentligt.
Tosomhed. Smag på ordet. Det lyder rart, ikke? Varmt, trygt, hjemligt.
Prøv så at gøre det samme med ensomhed. Det er slet ikke det samme, vel? Det er mere hårdt, mut og måske lidt trist.
Det er i hvert fald sådan, de fleste har det med disse to ord. Og selvom ordene i virkeligheden er ens, blot med én matematisk værdi til forskel, så tillægger vi dem ofte to helt modsatte betydninger. For når man har fundet tosomheden, er man glad. Men har man fundet ensomheden, er man ked af det.
Problemet for mig er bare, at det ikke er sådan, jeg har det som single i starten af 30’erne gennem snart otte år. Eller, som jeg gennem de seneste år har øvet mig i at kalde det, ensomheden. I ordets allerbedste betydning vel at mærke. Det er bare ikke den kontekst, vi er vant til at bruge ordet i. I hvert fald ikke mig.
Det er derfor, at jeg siden et nedbrud på grund af ensomhed i sin gængse betydning i midt/slutningen af mine 20’ere, har forsøgt at vende det til noget, som jeg kunne begynde at se som en form for tosomhed. Bare med mig selv. Og det har i det store hele virket.
“Jeg har brug for mit eget selskab for at kunne være noget for andre”
For ensomheden er blevet min ven. Min ven i den forstand, at jeg nyder mit eget selskab. At jeg har brug for mit eget selskab for at kunne være noget for andre. Ikke fordi jeg er introvert, tværtimod, eller fordi jeg er sky eller synderlig genert, men fordi, at jeg oprigtigt nyder at kunne være noget for mig selv.
Derfor er jeg også vild med, at blandt andre tv-vært Anna Lin gennem sommeren har delt sine erfaringer med at rejse alene og gå på date med sig selv. For gennem årtiers utallige serier og film er vi blevet fortalt, at det er sørgeligt at spise alene, gå i biografen alene og opleve noget alene. For alt det sjove og givende er forbeholdt tosomheden. Så det kan du godt glemme alt om, indtil du finder ‘the one’.
Men det kunne jo ikke være længere fra sandheden. Jeg elsker at opleve ting for mig selv. Derfor blev jeg også nysgerrig på, om man rent faktisk kan være i et forhold med sig selv ud over et holistisk plan.
Så da jeg i sensommeren var til et foredrag med en kendt kærlighedsekspert, så jeg mit snit til at spørge hende direkte, om hendes teorier vedrørerende opskriften på et lykkeligt parforhold også kan virke i praksis, hvis man er i et forhold med sig selv?
“Med ét blev mit spørgsmål om selvkærlighed vendt til, at jeg havde givet op på kærligheden”
Spørgsmålet undveg hun ganske overraskende ved at spørge ind til min alder, for bagefter at belære mig om, at jeg havde masser tid til at finde kærligheden, og at jeg simpelthen bare skulle opleve at få børn en dag – for det var bare lykken i livet.
Et svar beroende på stereotypiske forestillinger om, hvad ‘det lykkelige liv’ er. Og et svar på et spørgsmål, jeg ikke havde stillet. Og ikke mindst et svar, som jeg på ingen måde havde forestillet mig at få fra en ekspert, der ellers tidligere har fortalt om lykken ved at date sig selv.
For med ét blev mit spørgsmål om selvkærlighed vendt til, at jeg havde givet op på kærligheden og dermed lykken. Og det har jeg ikke for at sige det mildt. Men hvorfor skal den afhænge af, at jeg finder en partner til at dele den med mig?
Misforstå mig ikke: jeg vil hellere gerne finde mig en kæreste, jeg kan dele tilværelsen med og varme mig på under energikrisen og til vores dages ende, men i mellemtiden vil jeg gøre alt for at forene mig med min ensomhed. indtil den en dag bliver til en tosomhed med et andet menneske.
I sæson 5 af “Beverly Hills 90210” indtager karakteren Valerie Malone det famøse postnummer, og igennem 134 afsnit kan man følge med i hendes vilde liv sammen de andre fra det populære Beverly Hills 90210-slæng.
Med Shannen Dohertys exit fra den populære serie måtte seerne vinke farvel til Brenda Walsh, og det gav plads til et nyt ansigt i Walsh-familiens hus.
Den plads fik Tiffani Thiessen, der er skuespilleren bag karakteren, de fleste elskede at hade; Valerie Malone.
Foto: Mega
I 1998 forlod Tiffani Thiessen “Beverly Hills 90210” i seriens niende sæson, men vendte retur som gæst til David og Donnas bryllup i finaleafsnittet.
I årene efter “Beverly Hills 90210” havde skuespilleren hovedrollen i flere amerikanske film, men hun er nok mest kendt for sin rolle som Elizabeth Burke i hitserien ”White Collar”, der kørte fra 2009 til 2014.
Siden 2020 har hun været vært på MTV-programmet ”Deliciousness”, der er i sin tredje sæson.
I serien bliver der vist forskellige madrelaterede videoer fra internettet, som et panel af kendisdommere reagerer på.
Foto: Mega
Netop mad er noget, den 48-årige skuespiller og vært er glad for
Hun har nemlig også sin egen hjemmeside, hvor hun flittigt deler opskrifter, og hun udgav i 2018 kogebogen ”Pull Up A Chair: Recipes from My Family to Yours”.
Privat danner hun par med skuespilleren Brady Smith. De har sammen datteren Harper på 12 og sønnen Holt, der er syv år gammel.
Denne artikel blev først bragt på Billed-Bladet. Dette er en redigeret version.
