For ELLEs journalist Christoffer Mygind Juul var der ikke mange kvaler ved at melde sige til det populære datingprogram ‘Gift ved første blik’. Men alligevel endte det ikke helt, som han først havde forestillet sig det. I klummen her reflekterer han over, hvordan det var at melde sig til programmet, få et potentielt match og derefter fortryde det hele.
Selvom det kan være meget belejligt kun at skulle stå til ansvar for sig selv som single, så er det ikke altid lige nemt eller sjovt at være alene. Heldigvis er svaret på ensomheden relativt simpelt: Du kan bare date – selvom det heller ikke er lige sjovt hver gang. Da jeg for nogle år siden havde været på lidt for mange mindre vellykkede dates, valgte jeg derfor at tage nye metoder i brug i jagten på kærligheden.
Derfor meldte jeg mig i 2018 til DRs datingprogram ‘Gift ved første blik’ uden de store overvejelser om, hvad det ville sige blive en del af et offentligt kærlighedseksperiment. Det var først, da detaljerne blev fremlagt, at jeg for alvor begyndte at overveje, hvad det egentlig ville sige at lægge mit kærlighedsliv til skue for hele Danmark.
På det tidspunkt var jeg i sluttyverne, og jeg havde – for at sige det mildt – en god sjat erfaring med dating. I virkeligheden var det blevet mere en form for sport end en egentlig jagt på tosomhed. Ikke bevidst, men de konstante fejlede forsøg på at opstøve en form for kemi med en fremmed gjorde mig så desperat, at jeg kastede mig ud i stævnemøder som en løve kaster sig over sit bytte. Alligevel var der aldrig rigtig nogen pokal i sidste ende, for det endte sjældent med mere end et kram, måske et kys, nogle gange et knald og i få tilfælde en håndfuld møder, inden det alligevel faldt til jorden. For på trods af førnævnte desperation, var mine krav nok en kende urealistiske og detaljeorienterede – som hvis han havde for meget voks i håret, talte for lidt, drak for langsomt eller ikke hørte samme musik. Når man når dertil, kan det være svært at bryde sit mønster, og så må man jo tage drastiske midler i brug.
“På trods af at være verdensmester i at dømme andre datende fra den ene side af skærmen, strejfede det mig ikke, at det samme ville kunne ske for mig.”
Jeg var – og er – kæmpe fan af datingprogrammer. Det tåkrummende, det romantiske, det sjove, det uventede, det forløsende, det dramatiske. Det får man i ‘Love is Blind’, ’Date mig nøgen’, ‘Billet til kærlighed’ og ikke mindst i ‘Gift ved første blik’. Så da jeg en dag så, at DR søgte deltagere til sidstnævnte, var jeg ikke længe om at smide en ansøgning afsted. Særligt, fordi jeg året forinden også havde søgt om deltagelse i et andet DR datingprogram, hvor jeg rent faktisk røg hele vejen til et match – casterne havde bare overset en vigtig detalje og matchet mig med en kvinde i stedet for en mand. Så jeg var mere end klar. For på trods af at være verdensmester i at dømme andre datende fra den ene side af skærmen, strejfede det mig ikke, at det samme ville kunne ske for mig, hvis jeg skulle tone frem på skærme landet over. For som Stanford siger til Carrie: “That’s our hobby. Some people do arts and crafts. We judge.”
Jeg fik et spørgeskema tilsendt med det samme. Hele 60 spørgsmål, der gik tættere på end en ivrig psykolog – hvilken genstand, jeg ikke kunne undvære, om jeg ville have børn, hvad min røde tråd i min parforholdshistorie var, og hvordan mit forhold var til min familie. Jeg var til casting, lavede videoer, fik taget billeder og blev mere og mere spændt.
Samtidig begyndte jeg at fortælle entusiastisk om det til venner, kollegaer og familie. Og først dér gik det op for mig, at folk enten syntes, at jeg var modig eller sindssyg. For hvad der for mig virkede som en sjov og spændende måde at komme ud af mit forkvaklede dating-mønster på, og dermed finde kærligheden, virkede for nogle andre som en stor pris at betale for at finde sin udkårne.
Ikke desto mindre fortsatte jeg processen ufortrødent. Lige indtil jeg fik opkaldet om, at jeg var jeg gået videre til den mere seriøse del, da der var et potentielt match til mig. For med det fik jeg samtidig flere detaljer om, hvordan jeg skulle forberede mig på pressens dækning. Hvordan jeg skulle gøre mine profiler, mit nummer og min adresse privat. Og at jeg ville få en direkte kontakt til en presserådgiver, der kunne stå mig bi. For ikke nok med den generelle nationale interesse for eksperimentet og de deltagende, så ville mig og mit match potentielt set også være det første homoseksuelle par i programmets historie. Lige pludselig kom det tæt på. Lige pludselig gik det op for mig, at fremmede folk ville sidde i stuerne og have alt for mange meninger om mig, mine indgroede – og måske udefra set maniske – vaner og om min måde at date på. For selvom jeg – obviously – ikke er en særlig privat person, blev den tanke skræmmende. Og altafgørende. Så jeg takkede nej, trak mig fra processens sidste fase og lagde dermed min dating-skæbne tilbage i hænderne på mig selv.
Der er ikke ligefrem kommet noget vedvarende ud af den beslutning, men alligevel er jeg glad for, at jeg trak mig. Selvom jeg stadig kan længes efter tosomheden, er jeg heldigvis ikke ældre, end at der er rigeligt med tid til at finde den helt rette. For hvor jeg i tyverne var mere optaget af at opnå visse ting, inden jeg blev 30, er jeg nu som 31-årig mere optaget af at få det liv, der passer til mig og mine personlige mål frem for samfundets normer om, hvordan man bør indrette sit liv, sin karriere og ikke mindst sine forhold.
Ville jeg melde mig igen, hvis chancen bød sig? Nok ikke. For selvom jeg stadig mangler min perfekte slutning, så ved jeg i det mindste nu, at der er rigelig tid til at finde den – også helt uden eksperthjælp og kamerafolk.