Drengestreger, pre-teen flirteri, en doven sommerferiedag, der tager en mørk drejning. Udfaldet af musikvideoen til ONBCs førstesingle White Trash samler sangens temaer om opvækst og identitetsskabelse i et miljø, hvor den laveste fællesnævner og de nedrigste instinkter lurer under overfladen og sætter dem ind i et forstadsmiljø.
Instrueret af Peder Pedersen inkorporeres bandets medlemmer smukt i handlingen i kraft af en nærmest twin Peaks’sk gul sofa i en mørk skov, de to piger som Kassandraer fra den græske tragedie, som synger om den grumme skæbne, der venter, mens fyrene svæver gennem natten som ildevarslende skov-ånder.
Se også: Interview: Chris Pedersen om Afrikas nye kreative miljøer
Se musikvideoen lige her og læs nedenunder om bandets egne skruppelløse minder fra pre-teen årene og deres fascination af det dystre i mennesket.
”Crash, Burn & Cry” blev månedens album i ELLE tidligere på sommeren, og her blev albummet opsummeret som: ”(…)en lille perle af selvransagelse, country noir og nattemørke.” Hvordan vil I selv beskrive jeres album?
Jeres egen beskrivelse er helt utroligt meget bedre end vores egen, så lad os straks tyvstjæle den og elaborere lidt: selvransagelse er nemlig ordet. Med stærk inspiration fra verdenskrigene har vi stillet spørgsmålstegn ved vores egen styrke. Vores bedsteforældre var frihedskæmpere og soldater, i krig for det gode med en mur af umuligheder, der bare skulle forceres. Jøder måtte hjælpes, jernbaner måtte sprænges, flugt måtte flygtes, og familier måtte efterlades. Krige skulle vindes og håbet måtte ikke briste. Et par generationer senere kæmper vi med skilsmisse, en langsom computer og børn, der bare ikke vil sove før kl. næsten 22! Jo, selvransagelse er vist på sin plads.
Se også: Caroline Fleming: Det har været så vild en rejse, jeg har været på
I siger country noir? Jo… hvorfor ikke? Vi synes ikke selv, at det er country, men noir-delen kan vi godt skrive under på. Det dystre og lidt spøgelsesagtigt romantiske. Jo. Det er sandt. Vi er lidt noir-romantiske omkring alle de krige, der bliver ført inde i os selv med al den selvransagelse. Kan I ikke se det for jer? Laura Palmer fra vores barndoms TV-serie og alle hendes wacky hemmeligheder er en fin personificering af pladen. Prøv at se kig på coveret. Vi har prøvet at finde den samme distance og nærhed i et og samme foto.
Videoen udstiller to unge drenges nedrigeste instinkter. Hvad vil I gerne kommentere med dette dystre billede? Er mennesket i virkeligheden styret af ubevidste mørke og uhyggelige sider?
Både og… det er jo sådan set ret tydeligt, hvis man kigger ud i Europa eller bare på Danmark, at menneskeheden ikke ligefrem er lavet af det ædleste granit. Vi starter en ulovlig krig baseret på en løgn, og denne krig bliver fuldført så ekstremt dårligt, at den skaber et enormt regionalt magttomrum. Magttomrummet udfyldes af det IS, som vi nu på kujonagtig vis forsøger at bombe fra luften. Flygtninge strømmer ud af krigszonen, væk fra nød, død og elendighed. Men i stedet for at diskutere hvordan vi kan hjælpe, diskuterer vi, hvordan vi bedst muligt kan undgå at hjælpe. Holy Moly!
Vi er selv vokset op omgivet af den smålighed, nederdrægtighed og bizarre logik, der eksempelvis fik en hel familie til at jage flygtninge gennem sønderjyske gader og banke dem med medister-pølser. Med svinekød, så det var ekstra ydmygende.
Se også: 50 shades revisited: ELLEs chefredaktrice anmelder ‘Grey’
På en meget underlig måde er der bare også noget romantisk over, at en virkelighed kan eksistere så langt fra al anstændighed og sund fornuft. Og alle de små glimt fra barndommen og ungdommen, som set i bakspejlet var helt forrykte, udgør jo de mursten, der har gjort os. På godt og ondt. They’re all a little bit of everything.
Så… er vi styret af ubevidste mørke og uhyggelige sider? Nej, ikke styret… men vi er edderma’me lette at lede i fordærv. Man tænker, at sådan noget Hitler-agtigt noget, det kommer da aldrig igen, vel? Selvfølgelig ikke. Og så sidder vi her nogen og 60 år senere og læser om racehygiejnens gode sider i Jyllandspostens kronikker. Jøsses.
Hvilke minder har I selv fra jeres pre-teen år, som I tænker tilbage på som værende super pinlige eller ude af kontrol?
Da vi skulle brygge på selve historien til videoen, havde vi mange idéer i spil. Jeg (Camilla) havde en hel del at ryste ud af ærmet. Opvæksten i den lille sønderjyske by Gråsten og omegn skabte til tider anledning til risikofyldt tidsfordriv. Her er en af dem, der kunne være endt helt galt:
Jeg havde lokket min veninde Mette til at stikke af til søs. Jeg var 12, hun var 11. Jeg stjæler en jolle, der ligger bundet på stranden, da min egen gummibåd er utæt. Vi bader først lidt, inden vi stikker til søs. Vores tøj ligger derfor i vandkanten, da vi ror ud. Det bliver dog hurtigt dårligt vejr og vind og strøm driver os ud midt på farvandet. Jeg vurderer, at det bedste er at ro helt over. Der er et par kilometer.
Se også: Chris Pedersen fortæller om ny afrikansk mode på Louisiana
Tiden går, og da vi når helt over, er det ved at blive mørkt. Udsigten til at kunne gå hele vejen langs kanten er ikke er en realitet, hvis vi skal kunne nå det, inden det bliver nat, så jeg ror tilbage igen. Jeg tror mine hænder blødte en smule. Det er helt mørkt, da vi rammer vandkanten. Og så har vi travlt. Jollen skal fortøjres, så ingen opdager, at jeg har stjålet den. Vores tøj er væk, men det ænser vi ikke, da vi løber halvnøgne gennem den mørke skov. Da vi når udkanten af skoven, holder der 2 politibiler med blåt lys på og med hunde bagi.
Vores mødre kommer styrtende ud af en af bilerne. Min mor fortæller mig, at hun, i sin søgen efter os, var kommet ned til vandet, havde set vores tøj ligge i vandkanten og var blevet helt ude af sig selv. De var ved at slippe hundene løs, da vi ankommer. Og de havde bestilt en helikopter til at lede efter os ude på Noret.
Næste dag i Jyske Vestkysten stod der, at to piger på 11 og 12 år var drevet ud på Noret i en gummibåd.
