Midi-kjolen kan styles på mange forskellige måder, og imens vi venter på lidt varmere vejr, kan du fx style midi-kjolen ved at hoppe i et par strømpebukser og en løs strik for et mere afslappet look.
Eller hvis du har mod på det, kan du også vælge at style midi-kjolen med et par klassiske jeans for et mere funky udtryk.
Og når vejret endelig tillader det, er midi-kjolen helt perfekt til bare ben og et par sandaler eller sneakers.
Se med i galleriet nedenunder, hvor ELLEs Fashion Director, Barbara Gullstein, har udvalgt 10 fine midi-kjoler, som du kan bruge som inspiration.
I ELLEs martsnummer, der er på gaden nu, har vi været på visit i Charlotte Torpegaards fine Østerbro-hjem for at kigge på alt det, hun omgiver sig med. Vi fik dog også lejlighed til at spørge hende om, hvorfor hun valgte at åbne skønhedsbutikken I Love Beauty, og hvorfor den er blevet så populær.
Hvordan opstod ideen til skønhedspavillonen?
”Out of the blue på en eller anden måde. Faktisk har jeg altid syntes, at pavillonenerne var helt undervurderede. Hvis de lå i London havde de jo huset Chanel … Jeg ville virkelig gerne have en, så jeg skrev mig op og drømte om at sidde der, kigge ud på haven og skrive mine bøger. Det tog mig syv år, før jeg fik den, for det er Kulturministeriet, der administrerer dem, og de syntes ikke, at skønhed og kultur hang sammen. En dag blev jeg dog taget til samtale, og jeg forklarede bl.a., at Christian 4. fik anlagt Kongens have som et sted, hvor han kunne gå hen og se på noget pænt. Og så fik jeg den! Hvad jeg så ikke lige havde tænkt over var, at der var et krav om at drive butik 20 timer om ugen … og jeg havde ikke nogen butik eller drømt om at have en faktisk. Så jeg satte bare nogle hylder op, og tænkte ’det er fint, jeg sidder bare her lidt for mig selv’ … ”
Hvad skete der så?
”Der stod folk fra den første dag! I dag har jeg ikke længere butikken for sjovs skyld, men det ER sjovt. I starten havde vi aldrig åbent, det har vi nu. Nu er vi blevet voksne, kan man sige.”
Hvad kendetegner skønhedspavillonen?
”Jeg tænker det lidt som et galleri, hvor tingene er kuraterede. Jeg kender ikke nogen mærker, hvor alle produkterne er gode, så jeg tager kun det ind, jeg synes er godt. Jeg har så få hylder, at jeg ikke har plads til ting, der ikke duer, så inde hos mig er alt valgt ned hjertet. For mig er pris ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel for noget, så vi har ting fra 25 kroner og opefter. En af vores mest solgte serier er den engelske Balm Balm-serie, som jeg opdagede, da jeg var gravid. Der ligger et serum på 139 kr., men vi har også Vintner’s Daughter-serummet, der koster til 1.495 kr. Og der er jo en kæmpe forskel, men folk er på forskellige niveauer, og jeg vil meget hellere, at man kommer i gang og får brugt det end at man tænker ’åh jeg må spare op til det, og så må jeg spise havregrød resten af måneden’.”
”Vintner’s Daughter-serummet, min egen parfume sprøjter også derudaf, Balm Balms produkter, og mine ansigtsruller – og det er jeg ekstra glad for, for vi er de eneste, der håndlaver vores. Jeg har selv brugt ansigtsruller i mange år, og det var først, da jeg gik ind i det, at jeg fandt ud af, hvor grimt et marked det var. Stenene er typisk af glas og lavet af børn, der har slebet stenene med kemikalier. Det vidste jeg ikke, så jeg har rullet med meget l… gennem tiden. Jeg kunne ikke rumme det, og derfor besluttede jeg mig for at få fremstillet mine egne. Jeg kan godt lide, at alt nede hos mig er lavet ordentligt. Jeg går virkelig meget op i det, for det er jo mit navn, der står på flere af tingene.
Hvilket produkt har du selv opbrugt flest gange?
”Vintner’s Daughter-serummet! Og jeg kan se på folk, når de kommer ind i butikken, om de har brugt det! Det er ubetinget mit yndlingsprodukt – jeg ville ønske, at jeg selv havde lavet det.”
Du finder I Love Beauty-skønhedspavillonen på Kronprinsessegade 23, København K.
Psst … Læs meget mere om Charlotte Torpegaard og få et kig ind i hendes Østerbro-hjem i martsnummeret af ELLE, der er på gaden nu!
Samsøe & Samsøe står fredag den 22. marts 2019 klar med et helt nyt butikskoncept beliggende på Købmagergade 48 i København; nu i endnu flottere omgivelser og med et endnu større udvalg af veletablerede brands.
Men bare rolig, for Samsøe & Samsøe vil stadig være genkendeligt, da de stadig vil rumme mange af de samme brands, som de gør nu.
Det betyder, at du stadig kan finde kvindelige brands som Baum und Pferdgarten, Ganni, Holzweiler, Wood Wood, Résumé og Stand. Men udover disse, vil du også i den nye butik finde brands som Acne Studios, Aspesi, Blanche, H2OFagerholt, Missoni, Rodebjer og Sunnei.
På herresiden kan man også stadig finde mærker som Han Kjøbenhavn, Wood Wood, Acne Studios og NN07, og så vil der yderligere blive tilføjet mærker som Holzweiler, Saturdays NYC, Séfr, Tonsure og White Mountaineering.
Og udover bare tøj og sko, så tilbyder den nye konceptbutik også livsstilsprodukter, inspirerende bøger og sidst men ikke mindst, endnu større prøverum.
Omgivelser er skabt i samarbejde med husarkitekt, Morten Hedegaard (som også står bag hoteller som SP34, Herman K og Ottilia), og inspirationen til den nye butik er hentet fra nogle af verdens lækreste konceptbutikker i New York og Tokyo.
”Butikkerne bliver flottere med et markant større fokus på materialer og stoflighed – men det betyder også et helt nyt blik på shoppingoplevelsen, hvor kunden i højere grad forventer at blive overrasket og forført” udtaler Christian Hansen, Head of PR & Marketing, om de nye fysiske rammer.
Foto: Samsøe Samsøe
Den nye konceptbutik ligger knap 20 meter fra de allerede to eksisterende butikker på Købmagergade, og har et samlet areal på over 1.000 m2, hvilket gør den større end de to eksisterende butikker tilsammen. De to butikker på Købmagergade lukker ved åbningen af den nye butik.
Foto: Samsøe Samsøe
Den nye butik vil være den første i rækken med det nye koncept, og Samsøe & Samsøe vil så småt udfolde det nye koncept i hele landet og lade det overtage det eksisterende.
Forår og sommer er i den grad bryllupssæson, og er du så heldig at have fået en bryllupsinvitation, er der endelig en anledning til at gå all-in på outfit og accessories.
Gå efter et klassisk og stilrent look i en ensfarvet lang kjole, eller hop i en kortere version med print og flæsedetaljer, hvis du ønsker mere wow-effekt.
Når du har fundet kjolen, er der selvfølgelig blot tilbage at tilføje de perfekte accessories for et gennemført og chikt look.
Efter at de internationale modeuger er overstået, er der én ting, der er helt sikker; 70’er-looket er ikke til at komme udenom.
ELLEs Fashion Editor anbefaler derfor, at du går all-in på looket og sætter en tætsiddende ribstrik eller en feminin silkeskjorte til et par flared jeans for et casual, men luksuriøst 70’er look.
Eller gå efter en af sæsonens blomstrede flagrende kjoler kombineret med et par lange ruskindsstøvler. Og husk så de store solbriller, guldsmykker og afslut med et silketørklæde i håret eller om halsen!
Se med i galleriet nedenunder, hvor ELLEs Fashion Editor, Johanne Brostrøm, har fundet 10 cool 70’er-inspirerede styles på budget.
Brylluppet er begivenheden, mange kvinder har drømt om hele livet. Og til drømmebrylluppet hører selvfølgelig både den perfekte mand og kjole, men måske mangler du lige de sidste detaljer i outfittet for at sætte prikken over i’et.
Lad fx perler være et gennemgående tema i dit bryllupslook ved både at have perler på sko, øreringe, taske og hårbøjle.
Se med i galleriet nedenunder, hvor ELLEs Fashion Director, Barbara Gullstein, har udvalgt de helt rigtige accessories til den store dag, der får dig til at ligne en million fra top til tå!
Kirstine Engell er uddannet frisør, men har de seneste år arbejdet som professionel hårstylist og rejst verden tynd, hvor hun har arbejdet med alt fra store kampagner hos modebrands, danske og internationale modeshows samt mode- og skønhedsserier for danske og udenlandske modemagasiner.
Og de seneste måneder har der stået modeuger på programmet, og Kirstine har derfor fløjet fra London til Milano og Paris, hvor hun har været hårstylist på shows fra modehuse som Burberry, Nina Ricci, Versace, Balenciaga, Alexander McQueen og Dior. Med andre ord; en måned fyldt med fart over feltet, topmodeller overalt og et hav af forskellige hårlooks, der skulle sættes og styles til perfektion, før det blev vist frem for den internationale modepresse.
Vi har talt med den 31-årige hårstylist om livet på farten, sæsonens fedeste AW19-shows og naturligvis fået hendes bedste tips til både produkter og looks, når det kommer til hår anno 2019.
Du har været på farten til modeuger i både London, Milano og Paris. Har du en favoritby?
Phew, ja der er fart på når man dribler rundt mellem shows, og man glemmer faktisk lidt at nyde de smukke byer. Men Paris er bare altid noget helt særligt. Lyset, maden og de smukke og VILDE steder, hvor shows’ne bliver holdt! Jeg plejer at bo på Rue Sedaine i Bastille, hvor min yndlings morgen-mads-cafe “Muscovado” ligger, og hvor jeg har en særlig løberute, der giver mig luft og ro i kasketten, så der er ekstra energi til at håndtere de hektiske dage.
Hvilket show har været det fedeste at være hårstylist på denne sæson?
Uak, den er svær, da jeg har været en heldig banan at få lov til arbejde på 22 shows, jeg kun har turde drømme om. Så jeg bliver simpelthen nødt til at være fræk og smide en top 5. Burberry, Dolce & Gabbana, Balenciaga, Alexander McQueen og Maison Margiela, hvor hvert eneste look var helt originalt tilpasset hver enkelt model, og hvor jeg måtte bide mig selv i læben af pinlighed, da jeg samler noget op fra gulvet, svinger op og rammer Vogues Anna Wintour, som snubler ind i John Galliano. Ups! Men også lidt stort.
Foto: Kirstine Engell
Bliver du nogensinde starstruck, når der sidder en international topmodel i stolen før et show?
Jeg vil nærmere sige, at jeg finder det helt vildt spændende og interessant at møde og observere mennesker, som er ikoner og få lov til at se hvordan de går og står, og om har de en dejlig udstråling in real life. Men når det er sagt, er det svært ikke at lade blikket hvile et par sekunder ekstra, når en som Donatella Versace glider gennem rummet. For ikke at tale om topmodeller som Gigi Hadid, Kendall Jenner og Cara Delevingne.
Hvilken hårtrend bliver uundgåelig i 2019?
Knolde i forskellige versioner – det må være dem, jeg lavet flest af denne sæson. Tricket til den perfekte skødesløse knold er: 1) Hår, der har sprunget et par hårvaske over 2) At lave en hestehale inden det drejes til en ‘rodet’ knold, så enderne forbliver løse og pjuskede. Meeen, med lidt snyd i form af en saltvandspray eller tekstur-fætter kan man også komme i mål. Jeg vil anbefale ‘Ocean Spritz’, saltvands hårspray, Wella Professionals Eimi, 150 ml, 190 kr. og “Dry Texturizing Spray”, Oribe, 300 ml, 295 kr.
5 hårprodukter, du selv sværger til?
1) Jeg lider desværre i perioder af psoriasis i hovedbunden, så derfor vil jeg anbefale mine psoriasis-søstre at bruge ‘Anti-Flake Relief Shampoo’ fra Philip B, 220 ml, ca. 320 kr.
2) Og nu hvor vi alligevel er ved snakken om hårprodukter til særlige behov, vil jeg anbefale ‘Multi-Peptide Serum For Hair Density’ fra The Ordinary. Den hjælper på plet-skallethed, og hvis man føler man er begyndt at tabe meget af sit hår.
3) Hvis jeg skal forkæle mine blonde lokker, bliver det med Kevin Murphy’s ‘Blonde Angel conditioner’, som fjerner gyldent skær og sparker nyt liv i slidte spidser.
4) Hvis du ligesom jeg bøvler med uglet hår pga. halstørklæder om vinteren og sol, saltvand og surf om sommeren, vil du elske den her lille mirakelmager! ‘Restore Perfecting Spray’, fra Living Proof, er en ‘leave-in’ conditioner spray, som ikke skal skylles ud – smart! Du sprayer den simpelthen blot i håndklæde-tørt hår og vupti, dit hår bliver let som en leg at redde ud.
5) Jeg er blevet ret vild med at style mit hår ved at kramme ‘Limesoufflé’ fra Less Is More i mit hår. Det er en flydende cremet voks, som giver mit fine skandinaviske hår fylde og en lækker beach tekstur. Og så dufter den så vanvittigt godt, at man bliver helt afhængig.
Dit all-time bedste hår-tip?
Jeg ved, at det lyder ubehageligt, men sluk for det varme vand i slutningen af dit brusebad og giv din hovedbund og dit hår et koldt gys. Det “lukker” nemlig hvert enkelt hårstrå, så dit eget hårs naturlige glans kommer frem. Og helt ærligt – det må da være det billigste trick på planeten til glansfulde lokker.
Se med i galleriet, hvor vi har samlet Kirstines 3 favorit hårlooks fra modeugen i Paris.
Er du en af de 544.000 danskere, der allerede har set filmsuccesen ’A Star Is Born’? Eller har du endnu ikke fået tid til at synke ned i biografmørket?
Lige meget hvad er der gode nyheder.
Torsdag den 21. marts 2019 rammer en ny og forlænget version af Bradley Coopers ’A Star Is Born’ nemlig de danske biografer.
’A Star Is Born’ handler som bekendt om musikeren Jackson Maine (der spilles af Bradley Cooper), der ved et tilfælde opdager – og bliver stormende forelsket i – kunstneren Ally (der spilles af Lady Gaga). Allys karriere tager hurtigt fart, men den udspiller sig samtidig med Jacks forfald.
Den nye version, der har fået navnet ’ A Star is Born – Encore Version’ er hele 12 minutter længere end originalen.
Den indeholder både længere versioner af de allerede eksisterende scener fra originalfilmen samt to helt nye og aldrig før sete scener.
Det er dog ikke bare filmscener, du kan glæde dig til i ’A Star Is Born – Encore Version’. Sangen ’Shallow’, der for nyligt vandt en Oscar for Bedste Originale sang er nemlig også med i en a cappella-version.
Foto: MEGA
Lady Gaga ved årets Oscar-uddeling.
Du kan altså både se frem til et (gen)syn med filmens hovedroller, men også filmens soundtrack, der er strøget til tops på hitlisterne verden over.
Det er da heller ikke kun filmen og sangene, der har opnået kæmpe succes efter ’A Star is Born’. Filmens hovedrolleindehaver, Lady Gaga, er nemlig også blevet lady du jour, og hendes stil har fået et kæmpe nøk opad.
Du kan slå ventetiden frem til den 21. marts lidt ihjel ved at scrolle løs i galleriet herunder, hvor vi har samlet Lady Gagas vilde stiludvikling.
De nylig veloverståede modeuger fik Instagram til at boome med utallige streetstylebilleder.
Èn ting stod klokkeklart; bæltetasken har for alvor vundet sit indpas igen, både i det danske såvel som internationale modebillede, og den er klart en must-have i din forårsgarderobe!
Den populære bæltetaske findes i et væld af farver, former og materialer – og så er den ovenikøbet praktisk – What’s not to like?
Style din bæltetaske med en blazer, slipdress eller sågar udover forårsfrakken – og find masser af inspiration fra de internationale influencere.
Under modeugen i Milano så vi for eksempel den tyske influencer, Xenia Adonts, med en fin lille version fra Chanel, som hun satte udover en ternet blazer:
Den finlandske influencer, Sandra Hagelstam, viste hvordan det kan se ud med en bæltetaske udover frakken, da hun bar kombinationen under den københavnske modeuge:
I dag er vi vant til at se karakterer på det store lærred iklædt designertøj fra alverdens modedesignere.
‘Sex and the City’ er det perfekte eksempel på en produktion, der må have bugnet af designervarer fra utallige modehuse – nøje udvalgt af seriens kostumedesigner Patricia Field.
Engang var det dog mere almindeligt, at et bestemt modehus med en given designer stod for hele kostumedesignet i en film.
Der er flere gode eksempler på vellykkede designergarderober på film, og vi skal da også både forbi Givenchy i ‘Breakfast At Tiffany’s’ og Chanel i ‘Last Year at Marienbad’.
Her er dog ikke kun tale om ældre film, for listens nyeste bud er fra 2010. I det tilfælde har to californiske søstre, der står bag et succesfuldt modebrand, designet balletkostumer til en Oscar-vindende film.
Du kan se, hvilken en der er tale om, samt listens andre bud i galleriet herunder, hvor vi har samlet de 11 bedste designergarderober på film.
Foto: And God Created Woman
Balmain i 'And God Created Woman'
Filminstruktøren Roger Vadim brugte sin daværende hustru Brigitte Bardot som hovedrollen Juliete i filmen 'And God Created Woman' fra 1956. Filmens fantastiske 1950'er garderobe, der består af skjortekjoler, bådudskæringer og pencil skirts, var designet af Pierre Balmain.
Foto: Breakfast at Tiffanys
Givenchy i 'Breakfast at Tiffany's'
Man kan nærmest ikke sige Givenchy uden at tænke på filmklassikeren 'Breakfast at Tiffany's', fra 1961 med Aundry Hepburn i hovedrollen. Fra den orange frakke til den beige trenchcoat - for slet ikke at snakke om Holly Golightlys lille sorte kjole, der blev en af Hubert de Givenchys bedst kendte designs. I 2006 blev den sorte kjole solgt på auktion for over 4 millioner danske kroner.
Foto: A View to a Kill
Alaia i 'A View to a Kill'
Grace Jones blev med et trylleslag den mest velklædte Bond-babe, da Azzedine Alaia klædte hende på i filmen 'A View to a Kill' fra 1985. De skarpe farver på blazerne, bodysuits og bandage-kjoler med hætter gjorde øjeblikkeligt Grace Jones' look skarpt og stilsikkert.
Foto: Barbarella
Paco Rabanne i 'Barbarella'
I Roger Vadims film, 'Barbarella', fra 1968 funkler hovedrolleindehaveren Jane Fonda i vilde, ja nærmest rumagtige, kostumer, og de er skabt af designeren Paco Rabanne. Paco var ikke ny på et filmsæt, for allerede året før havde han klædt Aundry Hepburn på i filmen 'Two for the Road'.
Foto: Belle du Jour
Yves Saint Laurent i 'Belle de Jour'
I Luis Buñuels klassiker 'Belle du Jour' fra 1967 spiller Catherine Deneuve den eksklusive escortpige Belle. Belle, der er husmor om dagen, er klædt i suits og pillbox-hatte, og det er den legendariske designer Yves Saint Laurent, der står bag hele herligheden.
Foto: Funny Face
Givenchy i 'Funny Face'
Selvom det ikke er første gang, Hubert de Givenchy nævnes, ville det næsten være blasfemi ikke at inkludere hans designs til 1957'er-hittet, 'Funny Face'. Mange af kjolerne i filmen var designet af kostumedesignere Edith Head, men det er hr. Givenchy, der står bag de ikoniske looks som brudekjolen, den røde stropløse aftenkjole samt den gule blomsterkjole.
Foto: I Am Love
Jil Sander i 'I Am Love'
Luca Guadagninos film emmer af god stil – det ved du nok allerede, hvis du har set 'Call me by Your Name' fra 2017. Men allerbedst er stylingen dog i Guadagninos 'I Am Love' fra 2009 med Tilda Swinton i hovedrollen. Tildas karakter, Emma, bærer klassiske og sofistikerede designs, der passer til hendes overklasseliv, og Jil Sanders daværende kreative direktør Raf Simons er manden bag.
Foto: Last Year at Marienbad
Chanel i 'Last Year at Marienbad'
Skuespillerinden Delphine Seyrig spiller den kvindelige hovedrolle i sort-hvid-filmen 'Last Year at Marienbad' fra 1961. Hendes elegante garderobe, der bestod af små sorte kjoler, lange chiffon-rober og fjerkapper, blev skabt af ingen ringere end Coco Chanel. Du husker måske, at hendes efterfølger, Karl Lagerfeld, hyldede filmen i Chanels Spring/Summer 2011-show, hvor modellerne gik rundt i en have magen til filmens.
Foto: Maitresse
Karl Lagerfeld i Maîtresse
Barbet Schroeders film 'Maîtresse' fra 1975 handler om Bulle Ogier, som forvilder sig ind i den sadomasochistiske verden. Hendes provokerende kostumer, der blandt andet bestod af læderbukser, lange handsker og kapper, blev designet af Karl Lagerfeld, der dengang sad ved det kreative ror hos Chloé.
Foto: Black Swan
Rodarte i 'Black Swan'
Det var faktisk filmens hovedrolleindehaver, Natalie Portman, der introducerede holdet bag 2010-filmen 'Black Swan' for søstrene Kate og Laura Mulleavy, der står bag modehuset Rodarte. Filmens kostumedesigner, Amy Westcott, stod for de fleste looks, men hun samarbejdede med Rodarte om en række tylskørter – her iblandt den fjerbesatte version, som Portman bar i filmens sidste scene.
Foto: Stage Fright
Dior i 'Stage Fright'
Alfred Hitchcock står bag nogle af de mest stilede film i historien (The Birds, Vertigo og To Catch a Thief). Hitchcock arbejdede ofte sammen med den anerkendte kostumedesigner Edith Head, men da han ønskede Marlene Dietrich på rollelisten i 'Stage Fright' fra 1950, måtte der nye boller på suppen “No Dior, no Dietrich", sagde den tyske skuespiller, og således stod mr. Dior for hendes tylkjoler og fjer-vidundere.
Det er de færreste ‘a list’-kendte og kongelige, der styler sig selv.
Selvom den store adgang til lækre designervarer umiddelbart virker som et slaraffenland, så kan det være rart med en stylist, der har indgåede viden om moden, og som kan guide til det helt rette udtryk.
Her i vores lille kongerige er kronprinsesse Mary og hendes stylist Anja Camilla Alajdi et strålende eksempel.
Men der er også de kendte og kongelige, som har så stor interesse og flair for moden, at de klarer det hele selv.
Hollywood-skuespillerinden, Blake Lively, er for eksempel kendt for at style sig selv, men nu er det kommet frem, at en af verdens p.t. mest omtalte kvinder også selv står for garderobeskabets indhold.
En god veninde til Meghan Markle har nemlig for nyligt fortalt magasinet, People, at Meghan er ”self-service”. Hun udvælger ikke bare sine egne looks, men hun står rent faktisk også selv for al beauty som negle, hår og makeup.
Veninden påpegede dog også, at den 37-årige hertuginde er så heldig at kun at ty til sin svigerinde, hertuginde Kate, når hun har brug for hjælp.
Foto: MEGA
Meghan Markle søger ofte råd hos sin svigerinde, Kate Middleton.
Der er dog ét særligt look, som Meghan ikke kan tage den fulde ære for.
Bryllupslooket den 19. maj 2018, som bestod af en Givenchy-kjole designet af Clare Waight Keller og The Queen Mary’s Bandeau Tiara, blev til i samarbejde med designeren, stylister og dronningen, der lånte hende diademet. Meghan Markle bar desuden et Cartier-armbånd på sin bryllupsdag, som var en gave fra hendes svigerfar, prins Charles.
Foto: MEGA
Meghan Markle på sin bryllupsdag den 19. maj 2018.
Meghans interesse for mode er da heller ikke ny, og når man ser ældre billeder af den daværende skuespiller, er det også tydeligt, at hun altid har været god til at klæde sig på.
Efter Meghans indtræden i den kongelige familie har vi dog set hende i det ene klassiske og stilsikre (men aldrig kedelige) look efter det andet, og det ser ud til, at hertuginden virkelig har fundet sin stil.
Hun ses ofte i kjoler fra designere som Emilia Wickstead, Ralph & Russo samt favoritten Givenchy (designet af Clare Waight Keller). Når det kommer til fodtøj, er Meghan glad for Gianvito Rossi.
Selvom Meghan ofte ses i dyre designs, er der dog ingen fine fornemmelser. Vi har nemlig også set den amerikansk fødte hertuginde i en kjole fra H&M.
Meghan er nemlig også kendt for at udfordre det klassiske hertuginde-look en smule. For eksempel har vi set hende i sneakers fra Veja og grove smykker fra designeren, Pippa Small.
Foto: MEGA
Meghan Markle i sneakers fra Veja.
Der er masser af gode eksempler på Meghans fejlfri styling af sig selv – hvilket hun i øvrigt mestrer både med og uden ‘baby bump’.
Se bare med i galleriet herunder, hvor vi har samlet nogle af hertugindens bedste outfits på det seneste, som stråler ekstra grundet den runde mave:
Da Caiden for nyligt skulle se North, havde han da også været galant nok til at købe hende en lille gave. Og her snakker vi altså ikke om en Barbie-dukke eller farveblyanter, som de fleste 5-årige nok ville blive glade for.
Nix, rappersønnen, Caiden Mills, tog sine lommepenge med sig en tur i den eksklusive smykkebutik, Tiffany & Co., hvor han udvalgte en hjertehalskæde til sin lille veninde.
”Hun kommer til at elske den! Pak den ind hr., jeg tager den”, skrev Caiden (læs: hans forældre) på Instagram, mens de delte et billede af den unge mand, der udvalgte smykket.
Der er da heller ikke noget at sige til, at Caiden er vild med 5-årige Northie. For nyligt landede frk. West sin første solo-forside på modemagasinet WWD, og her udnævnte de Kardashian-klanens efterfølger som lederen af den næste generation.
Norh er også allerede et stilikon, og hendes mor, Kim Kardashian har tidligere fortalt, at North har stærke holdninger til, hvad hun vil have på – for eksempel er hun glad for danske Saks Potts.
Psst! I galleriet herunder kan du se mere til North West og hendes veludviklede modesans, idet vi har samlet hendes bedste stiløjeblikke: