Home / Kultur / Film og TV / De 11 bedste designergarderober på film
En stor del af en filmoplevelse kan tilskrives karakterernes kostumer, og nogle gange bliver de til i samarbejde med modens største designere. Vi ser tilbage på de 11 bedste designergarderober på film.
I dag er vi vant til at se karakterer på det store lærred iklædt designertøj fra alverdens modedesignere.
‘Sex and the City’ er det perfekte eksempel på en produktion, der må have bugnet af designervarer fra utallige modehuse – nøje udvalgt af seriens kostumedesigner Patricia Field.
Engang var det dog mere almindeligt, at et bestemt modehus med en given designer stod for hele kostumedesignet i en film.
Der er flere gode eksempler på vellykkede designergarderober på film, og vi skal da også både forbi Givenchy i ‘Breakfast At Tiffany’s’ og Chanel i ‘Last Year at Marienbad’.
Her er dog ikke kun tale om ældre film, for listens nyeste bud er fra 2010. I det tilfælde har to californiske søstre, der står bag et succesfuldt modebrand, designet balletkostumer til en Oscar-vindende film.
Du kan se, hvilken en der er tale om, samt listens andre bud i galleriet herunder, hvor vi har samlet de 11 bedste designergarderober på film.
Foto: And God Created Woman
Balmain i 'And God Created Woman'
Filminstruktøren Roger Vadim brugte sin daværende hustru Brigitte Bardot som hovedrollen Juliete i filmen 'And God Created Woman' fra 1956. Filmens fantastiske 1950'er garderobe, der består af skjortekjoler, bådudskæringer og pencil skirts, var designet af Pierre Balmain.
Foto: Breakfast at Tiffanys
Givenchy i 'Breakfast at Tiffany's'
Man kan nærmest ikke sige Givenchy uden at tænke på filmklassikeren 'Breakfast at Tiffany's', fra 1961 med Aundry Hepburn i hovedrollen. Fra den orange frakke til den beige trenchcoat - for slet ikke at snakke om Holly Golightlys lille sorte kjole, der blev en af Hubert de Givenchys bedst kendte designs. I 2006 blev den sorte kjole solgt på auktion for over 4 millioner danske kroner.
Foto: A View to a Kill
Alaia i 'A View to a Kill'
Grace Jones blev med et trylleslag den mest velklædte Bond-babe, da Azzedine Alaia klædte hende på i filmen 'A View to a Kill' fra 1985. De skarpe farver på blazerne, bodysuits og bandage-kjoler med hætter gjorde øjeblikkeligt Grace Jones' look skarpt og stilsikkert.
Foto: Barbarella
Paco Rabanne i 'Barbarella'
I Roger Vadims film, 'Barbarella', fra 1968 funkler hovedrolleindehaveren Jane Fonda i vilde, ja nærmest rumagtige, kostumer, og de er skabt af designeren Paco Rabanne. Paco var ikke ny på et filmsæt, for allerede året før havde han klædt Aundry Hepburn på i filmen 'Two for the Road'.
Foto: Belle du Jour
Yves Saint Laurent i 'Belle de Jour'
I Luis Buñuels klassiker 'Belle du Jour' fra 1967 spiller Catherine Deneuve den eksklusive escortpige Belle. Belle, der er husmor om dagen, er klædt i suits og pillbox-hatte, og det er den legendariske designer Yves Saint Laurent, der står bag hele herligheden.
Foto: Funny Face
Givenchy i 'Funny Face'
Selvom det ikke er første gang, Hubert de Givenchy nævnes, ville det næsten være blasfemi ikke at inkludere hans designs til 1957'er-hittet, 'Funny Face'. Mange af kjolerne i filmen var designet af kostumedesignere Edith Head, men det er hr. Givenchy, der står bag de ikoniske looks som brudekjolen, den røde stropløse aftenkjole samt den gule blomsterkjole.
Foto: I Am Love
Jil Sander i 'I Am Love'
Luca Guadagninos film emmer af god stil – det ved du nok allerede, hvis du har set 'Call me by Your Name' fra 2017. Men allerbedst er stylingen dog i Guadagninos 'I Am Love' fra 2009 med Tilda Swinton i hovedrollen. Tildas karakter, Emma, bærer klassiske og sofistikerede designs, der passer til hendes overklasseliv, og Jil Sanders daværende kreative direktør Raf Simons er manden bag.
Foto: Last Year at Marienbad
Chanel i 'Last Year at Marienbad'
Skuespillerinden Delphine Seyrig spiller den kvindelige hovedrolle i sort-hvid-filmen 'Last Year at Marienbad' fra 1961. Hendes elegante garderobe, der bestod af små sorte kjoler, lange chiffon-rober og fjerkapper, blev skabt af ingen ringere end Coco Chanel. Du husker måske, at hendes efterfølger, Karl Lagerfeld, hyldede filmen i Chanels Spring/Summer 2011-show, hvor modellerne gik rundt i en have magen til filmens.
Foto: Maitresse
Karl Lagerfeld i Maîtresse
Barbet Schroeders film 'Maîtresse' fra 1975 handler om Bulle Ogier, som forvilder sig ind i den sadomasochistiske verden. Hendes provokerende kostumer, der blandt andet bestod af læderbukser, lange handsker og kapper, blev designet af Karl Lagerfeld, der dengang sad ved det kreative ror hos Chloé.
Foto: Black Swan
Rodarte i 'Black Swan'
Det var faktisk filmens hovedrolleindehaver, Natalie Portman, der introducerede holdet bag 2010-filmen 'Black Swan' for søstrene Kate og Laura Mulleavy, der står bag modehuset Rodarte. Filmens kostumedesigner, Amy Westcott, stod for de fleste looks, men hun samarbejdede med Rodarte om en række tylskørter – her iblandt den fjerbesatte version, som Portman bar i filmens sidste scene.
Foto: Stage Fright
Dior i 'Stage Fright'
Alfred Hitchcock står bag nogle af de mest stilede film i historien (The Birds, Vertigo og To Catch a Thief). Hitchcock arbejdede ofte sammen med den anerkendte kostumedesigner Edith Head, men da han ønskede Marlene Dietrich på rollelisten i 'Stage Fright' fra 1950, måtte der nye boller på suppen “No Dior, no Dietrich", sagde den tyske skuespiller, og således stod mr. Dior for hendes tylkjoler og fjer-vidundere.