Denne artikel blev første gang bragt i ELLEs februarnummer 2022.
En af mine første og mest betydningsfulde kulturoplevelser var på Lyngby Stadsbibliotek i 1970’erne. Jeg var 15 år, og min far havde inviteret mig til koncerten ’Rejsen til Kina’ med musikeren Peter Thorup, der fortolkede Tom Kristensens digte fra samlingen ’Påfuglefjeren’.
Sangene prentede sig dybt i mig, og samme aften, da vi var hjemme igen, læste min far Tom Kristensens digte højt. Jeg mindes det hele som en enormt nærværende oplevelse. Min far holdt meget af Kristensens digte. De delte fødselsdag – det var han glad for – og jeg er taknemmelig for, at min far delte Tom Kristensen med mig. Det er blevet en vigtig tone i mit liv. I dag er ’Henrettelsen’ fra samlingen et af mine yndlingsdigte. Jeg husker også en koncert i Tivolis Koncertsal med Gasolin i 1976, hvor jeg for første gang oplevede den kollektive begejstring ved at give sig hen til et band. Helt amok gik det, da Søren Berlev kastede sine trommestikker ud til publikum. Det var så rock’n’roll.
Mads Nørgaards favorit-litteratur – Per Pettersons roman ’I kølvandet’ og Tom Kristensens digtsamling ’Påfuglefjeren’.
Jeg glemmer heller ikke mit første møde med punkerne, der hang ud på King’s Road i London. Jeg var på sprogskole og havde aldrig set noget lignende; hanekam, kæder, neglelak, sikkerhedsnåle og nitter gennem kinderne. Vi grinede og pegede ad dem – og punkerne løb efter og slog ud efter os. Vores reaktion over for dem var ikke inkluderende – og det var deres heller ikke. Det var et kulturmøde, der gik mod og ikke med hårene. Det reflekterede jeg siden hen en del over. Og den oplevelse lærte mig vigtigheden af at gøre sig umage for ikke at møde verden firkantet, fordømmende og skråsikkert, men forsøge at være tolerant, nysgerrig og imødekommende.
Seneste bog, jeg har læst, er Per Pettersons ’I kølvandet’, der udkom i 2000. Jeg er med i en mande-læsegruppe, hvor vi læser norsk litteratur om mænd i krise. Per Petterson skriver blændende og ærligt om at bakse med verden og befinde sig i et eksistentielt tomrum. Her er ikke noget at prale af – og masser at tage fat på.
Mads Nørgaard har designet tøj i eget navn siden 1986.
Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, havde jeg nok studeret teologi. Men helt ærligt, så elsker jeg mit arbejde. Design, butiksdrift og ledelse er for mig en perfekt konstellation. En gadget, jeg ikke kan leve foruden, er min cykel med tre gear og lad. Den er ikke fancy, men solid. Jeg har nu haft den i fem år og har undgået at få den stjålet. Jeg har arvet den af min kone, Silles, lillebror Oliver – og hans navn er malet på stellet med store, hvide bogstaver. Jeg er meget glad for den – og har svært ved at låne den ud til andre.
Bedste gave, jeg for nylig har fået, er tre mundblæste vinglas af Nina Nørgaard. Jeg fik dem af en god ven i 60-års fødselsdagsgave. Og ikke nok med, at de er utroligt smukke, så har han også fået lavet en rørende inskription om venskab og striber. Det er en omsorgsfuld og flot gave, som kræver tid og omtanke. Ja, det er en gave med mange lag. Jeg har aldrig før ejet mundblæste glas, og jeg kan forsikre dig om, at vinen smager meget bedre, når man drikker den af dem.
Når jeg har brug for inspiration, tager jeg fri fra kontoret. Firmaets kreative hold var for nylig i Berlin, hvor vi besøgte fantastiske designbutikker og så enestående kunst.
”JEG KAN også BLIVE INSPIRERET AF EN gåtur IGENNEM København. I DE SENERE ÅR ER DER sket MEGET I GADEBILLEDET”
En udstilling, der virkelig er værd at fremhæve, var på Schinkel Pavillon i Berlins Mitte. Galleriet ligner i sig selv et ottekantet rumskib og passede perfekt til den schweiziske kunstner H.R. Gigers univers. Det var ham, der skabte universet til Ridley Scotts sci-fi-klassiker ’Alien’ fra 1979. Gigers skulpturer og tegninger er på én gang sært dragende og frastødende. Jeg kan også blive inspireret af en gåtur igennem København. I de senere år er der sket meget i gadebilledet. Jeg oplever, at de yngre generationer i høj grad har både indsigt og selvværd i deres påklædning og attitude. Der bliver leget med kønsopfattelser og farver. Der er virkelig fart på, og det er så befriende. Lige nu er der gang i et opbrud, når det handler om ’mande’- og ’kvinde’-tøj i et legende og frit spil. Jeg elsker at se unge fyre i kjoler. Det er for mig et udtryk for en mere facetteret form for maskulinitet.
En af de seneste kunstoplevelser var udstillingen med værker af H.R. Giger i Berlin.
Min livret lige nu er den tyske rødvin med spätburgunder-druen. Den er ikke kraftig, det er lige før, at vi er ovre i en hvidvin. Jeg er faldet pladask for den … bare navnet, ikke? Det er 50 procent kruk og 50 procent smag. Det er en fjollet, men dejlig ukompliceret ting at gå op i – og den passer bare så godt til mine nye vinglas. Derudover spiser jeg vildt meget kål. I alle varianter – friskt, kogt og stegt – og altid med chiliolie til.
Skønhedsproduktet, jeg igen og igen bruger, er unisex-dufte fra Comme des Garçons. Min favorit lige nu er ’Kyoto’. Og hvis turen går til Reykjavik, er duftbutikken Fischersund et must. Den har adresse i et smukt, lavloftet træhus, og det er Jónsi Birgisson fra bandet Sigur Rós, som har åbnet butikken sammen med sine tre søstre. Det er en sanselig oplevelse at træde ind i butikken, hvor dufte, lyde og kunst skaber en helhedsoplevelse. Det er Island på smukkeste dåse. Jeg købte en tester, som er rund og en anelse krydret med en spids kant. Bestemt anbefalelsesværdig.
Går turen til Reykjavik, er et besøg i den smukke duftbutik Fischersund et must. Mads Nørgaard købte en test, der er rund og anelse krydret i duften.
Et ikon, der er svær at komme udenom, er kunstneren Sonia Delaunay (1885-1979, red.). Hun er en af frontløberne i det 20. århundredes avantgarde – og for mig også én af dem, der har skabt de mest interessante samarbejder i feltet mellem billedkunst og design. Jeg har læst en del om hende og studeret hendes kunst de seneste måneder. Til februar åbner en stor udstilling med hendes værker på Louisiana, og i forbindelse med den er jeg dykket ned i hendes unikke farvepalet og har designet en T-shirt og en taske. Det var været et meget inspirerende projekt, og jeg bliver aldrig træt af at kigge på hendes værker.
Sonia Delaunays værk.
Mads Nørgaard
Mads Nørgaard er født i 1961 og opvokset i Lyngby. I 1986 åbnede han Mads Nørgaard på Amagertorv i København og begyndte samtidig at designe tøj i eget navn. Kollektionerne sælges i dag i det meste af den vestlige verden samt Japan og USA. Mads Nørgaard er direktør og designer bag mærket og ejer af ’Nørgaard paa Strøget’, der blev grundlagt af hans far Jørgen Nørgaard omkring 1960. Mads Nørgard er gift med uddannelses- og kønssociolog og forfatter Sille Nørgaard. Sammen har de en søn og datter.
På min ønskeliste står en tur til Grækenland øverst. Ikke til øerne, men til fastlandet og bjergområdet Meteora. Det er et af den græsk-ortodokse kristendoms helligste steder i Grækenland med klostre bygget på klipper og sandstenssøjler omgivet af rig natur.
Min personlige stil er underspillet – grænsende til det kedelige.
Den bedste duft i verden genfinder jeg i min mors lille hus i den nordlige del af Telemarken. Hun er født og opvokset i Norge, og her føler jeg mig altid hjemme. Duften af fyrretræer, bark og harpiks er så beroligende. Her kan jeg sætte alle tanker på pause og blot nyde at være til.
Udsigt fra huset i Telemarken.
Den seneste ting, jeg har købt, er en pink cardigan fra Comme des Garçons Play. Jeg er i tvivl om den. Lige nu går jeg og taler med den om, hvorvidt det skal blive til noget imellem os. På Island købte jeg en mørkeblå bomuldshue fra Carhartt, og den er et sikkert hit. Det er svært at finde pæne huer, der ikke er i uld.
Pink cardigan eller ej? Bomuld frem for uld?
Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er Paris, Paris, Paris. Sille, børnene og jeg boede der i ni måneder i 4. arrondissement tæt på Place de Vosges. Det var en god familieoplevelse.
Favoritrummene i vores husbåd er stuen med udsigt til vandet, og terrassen med kig til Den Lille Havfrue.
En perle i min by er Det Kongelige Biblioteks Have, der på alle årstider er et smukt og roligt sted. Amager Bakke er vild! Og Superkilen i Nordvest, der er skabt af Superflex og Bjarke Ingels, er et sejt og visionært byrum.
En kunstværk, der hænger på min væg, er et print af Jeanette Ehlers – med en sød dedikation. Og én, der meget gerne måtte komme med i det selskab, er færøske Samuel Joensen-Mikines, der døde i 1979. Han har skabt så mange blændende og barske naturmalerier.
På repeat hører jeg Miles Davis ’Kind of Blue’. Det er det mest cool og tilbagelænede album. Som fylder uden at fylde for meget. Og gerne Chet Baker, helst hvor han synger …
Værk af kunstneren Jeanette Ehlers og Miles Davis' album 'Kind of Blue'.
En podcast, jeg kan anbefale, er ’Mord i kultureliten’ på DR. Den er makaber og handler om en kvinde, hvis to sønner bliver slået ihjel af hendes ekskæreste, som derefter begår selvmord, i 1953. Den er både tankevækkende og rørende.
Mine favoritfarver er sort, hvid og rød. Dem er jeg rundet af – og dem vender jeg altid tilbage til.
I år vil jeg genoptage min vinterbadning.
