Leïla Slimani skriver ikke for hverken at oplyse eller at underholde. Hun skriver for sin egen skyld, for at udforske sin egen historie og for at forstyrre sine læsere. Vi mødte den fransk-marokkanske forfatter, der blev kendt for romanen ’Vuggesang’, og som nu er aktuel med ’De andres land’, til en snak om, hvordan det er at skabe fiktion ud fra sin egen familiehistorie, om det farlige ved succes og litteraturens nye stemmer
De andres land’ er inspireret af din egen familie. Hvor længe har du gået og tænkt på at fortælle historien om den?
”Jeg har altid vidst, at jeg skulle skrive om min families historier. Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle gøre det, eller hvilken bog det skulle blive til. Jeg har altid kunnet huske de historier, min bedstemor fortalte. Jeg var aldrig helt sikker på, hvor sande de var – men de var gode. Så min mor gav mig noget indsigt i, hvordan det var at bo i en by som Meknes under koloniseringen. Det blev starten på ’De andres land’.”
Hvad er kernen af fortællingen?
”I bund og grund er det fortællingen om en familie i anden halvdel af det 19. århundrede. Det er en historie om, hvad du får med fra din familie, men også om de konflikter, der kan være mellem generationer, og hvordan kvindens rolle har udviklet sig i et land som Marokko.”
Om Leïla Slimani
Født i Marokko i 1981 og flyttede i 1999 til Paris for at studere. Debuterede som forfatter i 2014 med bogen ‘Adéle’, og har siden vundet adskillige priser for sit forfatterskab og arbejdet som personlig rådgiver for præsident Emmanuel Macron.
Hvorfor var det vigtigt for dig at fortælle historien?
”Det var først og fremmest vigtigt for mig selv at fortælle om de mennesker, jeg elskede, og som nu er døde, og derfor stoppede samtalen. Og nu vil jeg gerne fortsætte den samtale med dem. Jeg har så mange ting at spørge dem om og fortælle dem. Derfor kan jeg godt lide, at jeg nu bare kan opfinde dem. Det smukke ved fiktion og fantasi er, at du kan opfinde din egen far, din egen bedstefar og bedstemor. Men det var også en måde at prøve på at forstå, hvor jeg kommer fra, og hvad min identitet er. Hvad det vil sige at tilhøre en familie af forskellige racer og blandede religioner, for det kan gøre det svært at finde ud af, hvor man egentlig hører til. For at kunne gøre det var jeg nødt til at gå tilbage i tiden og forstå både mine bedsteforældre, men også historien om mit hjemland, Marokko. For da jeg var barn, fik jeg altid at vide, at europæiske og amerikanske bøger og film var universelle, og at jeg som marokkansk pige sagtens kunne identificere mig med John og Mary. Samtidig fik jeg at vide, at en marokkansk eller afrikansk roman ikke var universel. Så måske er det også missionen at skrive en historie om mennesker, som alle kan identificere sig med. At en lille Mary sagtens kan identificere sig med Aisha eller Muhammed gennem denne historie.”
Hvad vil du gerne have, at dine læsere lærer af dine bøger?
”Jeg ville hade, hvis mine læsere lærte noget af mine bøger. Det er ikke litteraturens mål. Vi er her ikke for at undervise i noget. Jeg ved ikke så meget om livet. Men jeg håber, de bliver rørt, forstyrret eller bare eftertænksomme. Litteraturen er her for at udforske den menneskelige tilstand.”
Hvordan er din arbejdsproces, når du skal skrive en bog?”Jeg arbejder meget – gerne ti timer hver dag. “Det har jeg brug for for at finde det fokus, det kræver for mig at dykke ned i min historie og den verden, jeg forsøger at skabe. Derfor bruger jeg også mere og mere tid alene totalt adskilt fra verden. Jeg er ikke på de sociale medier, og jeg bruger ikke rigtig internettet, så nogle gange lever jeg virkelig i en boble og vælger min nyhedsstrøm med stor omhu. Som forfatter er det vigtigt at beskytte sig selv mod verdens raseri, for du kan ikke skrive, hvis du hele tiden er optaget af, hvad der sker omkring dig. Du skal kunne skabe en form for ensomhedsrum for at kunne fokusere på din historie og dine karakterer. Man skal selvfølgelig være opmærksom på, hvad der foregår, men det handler om at finde balancen.”
“Det nytter ikke noget at gøre det, jeg ved, jeg kan”
Du har udtalt, at det er vigtigt for dig at sætte dig selv i situationer, hvor fiasko er en mulighed. Hvorfor?
”Succes er meget farlig for en kunstner. Hvis du som kunstner er sikker på, at alle vil elske det, du laver, er det ikke interessant. At skabe handler om at have muligheden for at fejle. Det er frustrerende, men sådan skal det være. Det er en konstant kamp. Jeg vil altid gøre det, der virker umuligt, og jeg prøver altid at skrive om ting, jeg er bange for, og som jeg ved, jeg kommer til at lide under undervejs. Det nytter ikke noget at gøre det, jeg ved, jeg kan. For det er ikke meningen med kreativitet.”
Hvad var du bange for ved at skrive ’De andres land?
”Først og fremmest at skrive om mit land, Marokko. Men også at skrive et stykke fiktion, der på samme tid var virkelig aktuelt, sandt og præcist. Det var også skræmmende at udforske min egen familie og opdage, hvor jeg kommer fra. Der er ikke noget mere skræmmende end at møde dig selv. I starten af processen mødte jeg mig selv på en måde, som jeg ikke helt havde forventet. Især nu, hvor jeg skriver den tredje bog i serien, fordi den handler om min egen generation. Jo tættere jeg kommer på mig selv, jo mere opdager jeg også ting om min familie, som jeg ikke var helt klar over, eller som jeg ikke havde lyst til at fortælle mig selv.”
Hvordan har du det så med at have vundet så mange priser for dit arbejde?
”Når man modtager en pris, er man selvfølgelig glad i øjeblikket, men det skal gerne hurtigt gå over. Men jeg prøver på ikke at tænke på det hver dag, for jeg tror ikke, det ville være særlig godt for mig.”
Hvordan har litteraturen ændret sig, siden du begyndte at skrive?
”Der er så mange nye stemmer, der dukker op i arabisk og amerikansk litteratur – fra andre kulturer, fra homoseksuelle, transkønnede. Folk, der for bare ti år siden ikke blev anset for at være berettiget til at have en stemme og en karriere inden for litteratur. Det er jeg så glad for at se.”
