Spaghettien koger, da Ulrikke Toft Simonsen må skifte ble på den ustadige firemåneder gamle Billy Hugo Siva Toft Simonsen. Inde i stuen leger Brian Siva gemmeleg med parrets toårige datter Norma Renée Siva Toft Simonsen, da han bliver hidkaldt for at overtage madlavningen. Scenen udspiller sig en februardag i 2024, men det kunne lige så godt have været hvilken som helst anden dag i familiens liv, siden de i oktober 2023 blev udvidet til fire medlemmer. Da de endnu kun var to, rejste Simonsen og Siva en måned rundt i Costa Rica for at opleve landets kultur. En af deres største fælles oplevelser, inden de blev forældre. Men savner de så livet før børn?

Ulrikke Toft Simonsen: “Jeg elsker livet med pasta kødsovs klokken 17.30 og alle de andre rutiner, vi har som småbørnsfamilie. Det er så hyggeligt. Jeg prøver at huske mig selv på, at jeg skal nyde det. Jeg læser en del om udviklingstrin og opdragelse: Nu kommer Norma snart i trodsalderen … Brian siger ofte til mig, at hvis jeg hele tiden læser frem, så er jeg aldrig helt i det, som sker lige nu. Det er et stadie af vores liv, og det er vigtigt, at minde hinanden om.”

Brian Siva: “Der findes ikke en bedre følelse, end at give sit barn en frisk ble på. Jeg mener det virkelig. At kunne hjælpe sit barn med at indfri et behov er så livsbekræftende. Jeg synes, at morgenerne er fede. Vi står op, skifter ble, sætter os ved bordet og tegner lidt. Det nyder jeg virkelig. Nogle morgener er også pissehårde, men det er jo det …”

UTS: “… livet handler om.”

Foto: Kavian Borhani, styling: Fie Andersson

BS: “Præcis. Da jeg var yngre, var jeg ikke helt klar over, hvad meningen med mit liv var. Nu er der ingen tvivl. Jeg har egentlig altid vidst, at jeg ville have børn. Og set mig selv som far. En, der spillede bold eller kælkede med sin dreng. Men jeg er rigtig glad for, at vi fik en pige. Jeg kan godt være en smule indelukket og lidt hård ved mig selv, og der tror jeg, at det har været sundt for mig at få en pige, som det første barn.”

UTS: “Er det fordi, du har en ømhed overfor hende?”

BS: “Ja, det tror jeg. Og den bløde side af mig selv, vil jeg også give til Billy. Der er ikke nogen tvivl om, at Billy og Norma får lige mange kys og kram. Det er det, jeg tror, Norma har lært mig. At kunne give kærlighed. Hun har lært mig at være far.”

Hvad har været udfordrende ved at få børn?

BS: “For mig er det hårdeste ved at blive far også det, som er det vigtigste for mig. Nemlig, at jeg skal tilsidesætte mig selv. Det var svært at vænne sig til at sige fra til ting, jeg tidligere deltog i. Nogle gange kan den følelse godt komme tilbage, og så husker jeg mig selv på, at det er en fase i livet. I de næste 10 år har jeg små børn. Det er pissehamrende hårdt at blive forældre, men lige så hårdt, som det er, lige så meget giver det igen. Gode ting kommer og går, og det samme gør det dårlige. Sådan er livets balance.”

“Jeg har fået en anden indre ro på grund af dig” – Brian Siva

UTS: “Jeg har heller ikke lyst til at male et rosenrødt billede af tilværelsen: ”Nu skal jeg opfylde alle jeres behov”. Det er ikke sådan, at fordi jeg er blevet mor, så er alle mine drømme for livet opfyldt. Men på mange måder, så føles det her liv naturligt for mig. Jeg prøver også at lade være med at sætte baren for højt. Og ikke have sindssygt høje krav til, hvad børnene må og ikke må. Det er ikke, fordi jeg ikke vil have, at de spiser sundt, men jeg føler, at jeg kan sætte mig mere fri, hvis jeg slækker lidt på de høje krav til mig selv som forældre.”

“For mig handler forældreskab i høj grad om ‘the paradox of choice’, som går på, at din følelse af lykke i livet ofte er målt op på, hvor virkeligheden rammer i forhold til dine forhåbninger. Derfor er det vigtigt for mig at sætte nogle realistiske forventninger til mig selv. Filosofien dækker også over, at jo flere valgmuligheder, du har, des højere forventninger får du, og fordi der er så mange muligheder, skal det være det helt rigtige og perfekte, du ender med – og så er du jo sat til at mislykkes. Jeg har ikke så mange forventninger, udover at vi kører i den dagligdag, vi har, og når noget så afstikker fra den, bliver det bare ekstra fedt. Så kan jeg blive helt euforisk. Hey, vi er ude og spise. Wow, hvor fedt!”

Foto: Kavian Borhani, styling: Fie Andersson

BS: “Ja, så nyder man det fucking meget. Jeg spurgte mig selv, da Norma blev født, hvilken far, jeg gerne vil være. Jeg ønsker at være tålmodig, give børnene rigtig meget kærlighed, og så vil jeg udvise overskud. Det er også den mand, jeg vil være over for dig. Jeg kan ikke opfylde det hele hver dag, det er klart, men hver gang, jeg træffer en dum beslutning, tænker jeg på, hvordan jeg har lyst til at være. Jeg har mange krav til, hvordan jeg gerne vil have livet skal være, og derfor vil jeg også gerne have, at du fortæller om, hvad du har behov for. Hvis det er at være sammen med dine veninder eller rejse til Italien for at se på arkitektur, så skal jeg nok tage børnene. Det er også det, et forældreskab og parforhold handler om. Jeg giver, og så får jeg.”

UTS: “Det er sjovt, hvordan det kan generere overskud at give, ikke? Vi prøver at give hinanden plads til at gøre noget udover familien og parforholdet. Vi skal også have lov til at være selvstændige mennesker med vores egne verdener. Hvis du vil ud at spille pool, eller hvad du nu har lyst til, skal vi få det til at gå op, også selv om det kan være svært, når hverdagen er fasttømret i rutiner og pasta med kødsovs.”

“Jeg spurgte mig selv, da Norma blev født, hvilken far, jeg gerne vil være” – Brian Siva

BS: “Og det er ikke fordi, jeg ikke tager i studiet om aftenen mere, fordi det er vigtigt for mig, da jeg føler mig mest kreativ der, men nu vælger jeg det til på en mere velovervejet måde. Og vi planlægger vores familieliv efter det, vi hver især drømmer om at gøre i vores karrierer og liv.”

En dag i 2013 var Brian Siva i studiet med sin gode ven og producer Carl Emil Johansen for at arbejde på sin debut-ep ’100’, der udkom året efter. Som så ofte før, blev venner indbudt til at hænge ud omkring dem. Johansen havde blandt andre inviteret sin folkeskoleveninde Ulrikke Toft Simonsen, og det blev første gang, Simonsen og Siva mødte hinanden. Simonsen husker tydeligt, hvordan den ellers lidt tilbageholdende Siva skilte sig ud i sit fulde Tommy Hilfiger-outfit – han havde god stil, syntes hun. Derfra var de en del af den samme vennegruppe, som lavede musik og festede sammen. Fire år senere skulle Siva optage en musikvideo i Spanien, og da de manglede en kvindelig model til at spille med, blev Simonsen spurgt om at deltage. På turen kunne både Ulrikke Toft Simonsen og Brian Siva mærke, at der var noget mellem dem, som var mere end blot et venskab.

BS: “Jeg tænkte ikke, at der ville ske noget mellem os, fordi jeg troede det var urealistisk, at du ville være sammen med mig. Så jeg kunne bare være mig selv.”

UTS: “Ja, du slappede meget af. Jeg fandt ud af, hvor sjov du er. Du gøglede ret meget og lavede mange jokes.”

BS: “Jeg syntes, det var lidt underligt, at du skrev så meget til mig, da vi kom hjem fra Spanien, hvor der jo ikke skete noget: Hvad laver du i aften? Kom lige herhen til den her fest. Hvilket jeg så gjorde. Og så kyssede vi en taxi på vej hjem.”

UTS: “Til mig.”

BS: “Ja, det var bedre end hjem til mig. På det tidspunkt boede jeg på en sofa hos en ven på Amager.”

UTS: “Og efter et års tid, flyttede vi sammen.”

Foto: Kavian Borhani, styling: Fie Andersson

Hvordan har jeres forhold udviklet jer på individuelt plan?

BS: “Du har givet mig et selvværd, som jeg ikke besad, inden jeg mødte dig. Altså, jeg kommer fra Vodskov, en lille by i Nordjylland, hvor man ikke bare sparker døren ind og siger: ”Hey, hvad så, jeg er Lord Siva, skal jeg synge en sang for jer?” Jeg har altid haft svært ved at sige, at jeg er en pissegod musiker og sangskriver. Ikke fordi, jeg har brug for, at du siger det til mig hele tiden – det ville være så kvalmende. Nogle gange kan jeg se, hvor dygtig jeg er, bare ved din udstråling, når du lytter til noget, jeg har lavet.”

UTS: “Jeg har fået en anden indre ro på grund af dig. Som min mor sagde til dig i sin tale, da vi blev gift: Jeg kan lære at elske mig selv gennem din kærlighed. Når der er en, som elsker dig så meget, helt ubetinget, så kan man også bedre tro på sig selv.”

BS: “Det er smukt sagt.”

UTS: “På et mere lavpraktisk plan, har du lært mig et mere legende syn på livet. Jeg vil gerne være bedre til at gå ind i mit barnlige jeg, når jeg er sammen med børnene. Jeg kan huske, at min mor og Thomas smed sig i det høje græs i vores sommerhus ved Vesterhavet og møvede rundt og legede krig med os. Du har så meget leg i dig. Jeg kalder dig jo for obsessive compulsive joker.”

BS: “Ja, der er faktisk ikke nogen, som ved, hvor sjov jeg er.”

UTS: “Nogle gange går det fuldstændigt amok. Så har du bare et spor af folk efter dig, som står og griner.”

En dag i 2020 begyndte Ulrikke Toft Simonsen pludselig at få nogle voldsomme kramper i underlivet, der ramte hende en gang om måneden. Hun blev svimmel og varm, når det stod på, og da hun endelig fik det tjekket hos lægen, viste det sig, at hendes spiral sad forkert. Den skulle ud med det samme, befalede lægen, hvilket chokerede den 27-årige Simonsen. På grund af corona, måtte Brian Siva vente nede i bilen. Da Simonsen endelig kom ud igen og fik fortalt om, hvad der var sket, sagde Siva: ”Du kan også bare lade være med at få sat en ny op … ”

BS: “I perioden op til lægebesøget havde jeg ændret mit liv markant. Stoppet med at være i studiet til klokken fem om morgenen og gå i byen hele tiden. Leve det liv, som følger med en ungdom. For mig er livet inddelt i faser, og jeg følte mig klar til at tage skridtet op ad trappen. Jeg havde lyst til at få et barn.”

UTS: “Jeg havde tænkt, at der var et par år mere i den spiral. At vi skulle have et barn lige der, fyldte ikke meget i mine tanker. Jeg tror også, det var fordi dine venner var begyndt at få børn. Danni havde fået Rena, og Rasmus fik Leo. Altså, jeg var den første af alle mine veninder til at få børn. Men jeg har hele mit liv vidst, at jeg gerne ville have børn. Jeg gik og glædede mig til at blive mor. Det har altid føltes som en del af min natur. Da du så foreslog, at vi kunne forsøge at få et barn, var jeg totalt klar. Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville have børn med dig.”

BS: “Da vi passede Olga (Ulrikke Toft Simonsens niece, red.) var det jo så hyggeligt, da hun lå inde i vores seng. Hun var måske syv måneder gammel, og det var bare i en time, men det var nok til, at jeg fik lyst til at få et barn.”

UTS: “Ja, helt sikkert. På den måde havde vi kigget hinanden i øjnene og sagt, at vi skulle have børn sammen.”

Et af Ulrikke Toft Simonsens lykkeligste øjeblikke som forældre fandt sted i parrets gamle lejlighed på Nørrebro. Solens stråler skinnede ind gennem vinduerne og ramte sofaen, hvor datten, Norma, sad og legede med sit Brio-tog, for sekundet efter at fare gennem lejligheden i ren eufori over, at hendes mor ville have hende til at hjælpe med at pensle boller i køkkenet. ”Ja”, svarede den toårige pige begejstret. Simonsen var højgravid og følte sig rolig. Et glimt af lykke. Over den livsglæde, datteren besad i både legen med Brio-togbanen, der snoede sig igennem det meste af stuen, til udsigten til at spise lune morgenboller. Det er også i de øjeblikke, hvor hun er allermest lykkelig, at hun kan føle sig mest sårbar. Hun har haft nogle næsten spirituelle oplevelser, hvor hun kunne mærke sin afdøde lillebror, Hugo Helmig Toft Simonsen.

Foto: Kavian Borhani, styling: Fie Andersson

UTS: “Han skulle jo have været der og set hende. Kendt hende og oplevet hende vokse op. I livets store øjeblikke ved for eksempel vores bryllup, bliver tabet af ham sat endnu mere på spidsen: Vi er alle samlet, men det er vi så alligevel ikke. Der bliver savnet større. Norma og Billy kommer ind fra siden og lyser hele rummet op, når det omkringliggende i livet er hårdt. Det har helt klart hjulpet mig igennem min sorg omkring Hugo at være mor til Norma. Bare det at have hende. Både på grund af lysglimtene, men også fordi, børn tvinger dig til at være til stede. Den der tilsidesættelse af sig selv, bliver god her. At der skal laves havregrød eller gås tur til legepladsen, giver lidt afstand til ens egne følelser. Billy blev undfanget kort tid efter, at Hugo døde, og det var totalt med vilje. Måske ikke, at det ville gå så stærkt, men jeg havde en længsel efter den der lukken om sig selv, som en graviditet og småbørnsliv er. Det var det, jeg havde brug for lige der. Ja, det var også en måde at lade livet gå videre på.”

BS: “Det har været en ekstrem hård periode i vores liv.”

UTS: “Ja, og så blev Billy syg med meningitis 14 dage efter, han blev født, og var indlagt i to uger. Det var en sindssyg tid, fordi det også var den uge, vi skulle flytte ud af vores lejlighed. Alt var kaos. At pakke et helt hjem sammen, samtidig med, at et nyfødt barn er indlagt … og så fik jeg brystbetændelse. Man skal ikke underkende det at flytte fra et hjem, man har holdt af, og jeg fik ikke en gang muligheden for at sige farvel. Da Billy blev indlagt, havde vi ikke pakket en eneste kasse, og lige pludseligt drejede vi bare om hjørnet, og så var det kapitel i vores liv overstået.”

BS: “Det er der Norma er vokset op. Der er mange gode, men også dårlige minder fra den tid, vi boede i lejligheden.”

UTS: “Der har været mange af den slags udfordringer i vores liv. Faktisk lige siden, vi mødte hinanden. Det er også noget af det, som binder os så tæt sammen. Vores forhold har en solid ballast. Vi har gået igennem det hele sammen. Det er jo ikke kun dig, som har hjulpet mig med min sorg, du var også enormt tæt med Hugo. Du savner ham også.”

BS: “Vi er gode til at sige til hinanden, at vi er seje. At vi kan klare alt det her. Nu bor vi i en lejebolig, mens vi renoverer vores hus. Det er heller ikke en dans på roser, men det klarer vi selvfølgelig også.”

I mange år fyldte tvivl og usikkerhed meget i Brian Sivas tanker. Som teenager havde han svært ved at se den større mening med livet, og han hoppede fra uddannelse til uddannelse, indtil han fandt musikken. Det var hans dystopiske og melankolske tanker og følelser, han dyrkede i sine tekster, og som definerede den musik, han for alvor brød igennem med i midten af 10’erne. I dag laver han stadig sange med afsæt i en følelse. Nogle gange skriver hele teksten sig selv, andre dage skal han kæmpe mere for at få den i mål, men det er altid hans indre liv, han søger inspiration i. Med årerne er begyndt at stole mere på sig selv.

BS: “Jeg tror, at jeg altid vil være usikker på, om sangene gør det, de skal for andre mennesker. Men jeg tvivler ikke længere på, at jeg gør det rigtige. Jeg synes, at det, jeg laver lige nu, er fucking fedt. Hvordan musikken bliver modtaget, kan jeg alligevel ikke kontrollere. Jeg kan kun styre, hvordan jeg selv har det med sangene. Det med, at jeg lige pludselig ikke længere, er den vigtigste i mit liv, har gjort noget rigtig godt for min karriere som musiker. Jeg er ikke lige så bange for, at jeg ikke lykkes med et nyt album. Hvis noget ikke bliver, som jeg havde regnet med, går det nok, for jeg vil altid være far. Og det er pissevigtigt for mig. Jeg kunne miste alt, jeg havde. Penge og succes. Alt det lort. Det er lige meget, for jeg har stadig Billy og Norma. Og Ulrikke og jeg har det godt. Det er det allervigtigste.”

“Den der tilsidesættelse af sig selv, bliver god her. At der skal laves havregrød eller gås tur til legepladsen, giver lidt afstand til ens egne følelser” – Ulrikke Toft Simonsen

“Jeg vil gerne være et godt forbillede for mine børn. Vise dem, at man skal turde være sig selv og stole på sine drømme. Og det gør jeg ved at forfølge mine egne drømme. Uanset hvad de har lyst til at lave, når de bliver ældre, vil jeg støtte dem i det. Derfor er det vigtigt for mig, at jeg er tro mod mig selv, og holder fast i det, jeg vil med min musik. Det har også gjort noget ved mine tekster, at jeg er blevet far, også selv om de ikke handler om mine børn eller specifikke nedslag i vores liv. Jeg føler, at mit hjerte har vokset sig større. Jeg har svært ved at forklare, hvordan det præcist påvirker mine tekster, men jeg har måske en større dybde, når jeg skriver. Der er flere lag i mine tekster i dag. Jeg vil gerne inspirere til mere skrøbelighed ved selv at være det i mine tekster.”

“Jeg tør også tage de hårde samtaler med Ulrikke og mine venner. Nogle gange bruger jeg min Instagram til at få lettet mit hjerte, skrive om mine følelser, så jeg kan komme videre. Jeg vil egentlig gerne give mere af mig selv, men det kommer ikke så naturligt for mig – når det ikke er igennem mine sange.”

Foto: Kavian Borhani, styling: Fie Andersson

Da hele familien endelig fandt sit sæde i biografen, var filmen godt i gang. De kom for sent, fordi Ulrikke Toft Simonsens stedfar, sangeren Thomas Helmig, gav en autograf til en pige ude i foyeren, og kort efter, havde der lignet sig en længere kø op af håbefulde fans. I skolen vidste de andre børn, forældrene og lærerne alle sammen, hvem Simonsens mor og stedfar var. Og de havde alle en mening om dem og deres liv. Hun husker flere episoder, der var svære at håndtere i en ellers ”tryg og god barndom.” Familien boede i et stort hus ved vandet, tæt på skoven.

De tilbragte weekender med at samle sten på stranden og gå på opdagelse blandt træernes uendelighed. Et privilegeret eventyr, sådan beskriver Ulrikke Toft Simonsen selv sin opvækst. Hun kalder sin mor, Renée Toft Simonsen, for Don Vito Corleone (fra The Godfather, red.) – hvis der var en i familien, som skulle have repareret et vindue, sørgede hun for, at hendes kusines mand fiksede det. Skulle man male, have hjælp til at flytte eller noget helt tredje, havde hun løsningerne klar. I Toft Simonsen-klanen har loyaliteten til familien altid vejet større end alt andet. På det seneste er opvæksten blevet et fremtrædende tema i Ulrikke Toft Simonsens liv, og hun er begyndt at reflektere over det at opdrage børn af kendte forældre.

UTS: “Jeg er født ind i et hjem med klaver. Både bogstaveligt, men også rent metaforisk. Det ser jeg overhovedet ikke bort fra. Men for at lære at spille klaver skal du sætte dig ned og arbejde for det. Du skal bruge adskillige timer for at blive dygtig. Det er der ikke nogen, der gør for dig, bare fordi klaveret står der. Det er sådan, jeg anskuer det at vokse op med privilegier, og det er sådan, mine forældre har opdraget mig.”

“Jeg synes, at jeg har forvaltet de muligheder, jeg har fået, på en god måde. Jeg har forfulgt min drøm om at arbejde som model i New York og rejse rundt i verden, siden jeg var 15 år. Nu har jeg fundet min rette plads rent karrieremæssigt inde på Arkitektskolen, hvor jeg er i gang med at uddanne mig til møbeldesigner. Jeg er ikke materialistisk, det er det indre, som betyder noget. Det, Brian og jeg har sammen. Billy og Norma. Forholdet til min familie. Nu, hvor vi har købt et stort hus, hvilket jo også er en bedrift, så hører jeg straks folks fordomme om, at vi nok bare har haft råd til huset, fordi jeg kommer fra den familie, jeg gør. Jeg har lært at leve med det, og det skyldes i høj grad min mors og Thomas’ håndtering af deres kendthed over for os børn.”

“Jeg er født ind i et hjem med klaver. Både bogstaveligt, men også rent metaforisk” – Ulrikke Toft Simonsen

“Det er en præmis for Billy og Norma at deres forældre er kendte. Ligesom det var en præmis for mig. Folk vil altid vide hvem, de er, på grund af os. Folk vil have forudindtagede idéer om, hvem de er som mennesker. Og det kan vi ikke skåne dem helt fra. Ligegyldig hvor mange emojis, vi fyrer ind på deres ansigter, når vi poster billeder, kan de ikke løbe fra, hvem de er født af. Det vil altid være sådan. På godt og ondt. Det kommer helt sikkert også til at give dem nogle forlommer i livet, det skal man ikke være blind overfor. Men det vil også være forbundet med de negative oplevelser.”

“Min mor har altid sagt, at det ikke betyder noget, hvad andre mener eller tænker om dig. Det betyder noget, hvad du selv tænker. Det er det, du skal fokusere på. Det har heller aldrig været vigtigt, hvad andre gjorde eller ikke gjorde. Når jeg kom hjem og sagde, at en fra klassen måtte være ude til sent, var der ingen diskussion – det måtte jeg ikke. At andre gjorde noget, var aldrig et argument hjemme hos os. Jeg lærte ikke at sammenligne mig med andre hele tiden og forsøge at passe ind og være som de andre. Min mor har altid holdt fast: Det er fint, men sådan gør vi ikke. Vi lytter til os selv.”