Inden længe løber Tromborgs lagersalg af stablen, og du kan allerede nu planlægge dine køb for det danske beautybrand har nemlig lavet en komplet liste over de produkter, du kan shoppe.
Selve lagersalget finder sted online, så du ikke skal stå i kø i bidende frost, men kan sidde på kontorstolen eller i sofaen og lægge dine beautyfavoritter i kurven. Lagersalget går live på tromborg.dk natten til onsdag d. 1. februar kl. 0.01. og varer til og med torsdag d. 2. februar.
Tromborg oplyser, at der ikke er noget i vejen med produkterne. De har højst en skramme eller bule på emballagen. Og så sender de endda fragtfrit til GLS-pakkeshops.
Det er favoritter som ’Hand Soap Vanilla’, ’Mineral Foundation’, ’Lip Cure’, ’Below 10 Degrees’ og ’Aroma Therapy Body Lotion’, du kan finde på lagersalget, og besparelserne ligger mellem 30-60 procent. Der er selvfølgelig langt flere produkter at finde end vores fem favoritter, og er du nysgerrig på flere af lagersalgets produkter, kan du tilmelde dig Tromborgs nyhedsbrev og få tilsendt den komplette liste.
Du kan næsten se det for dig: Året er 2003, og du skal til fest på skolen med dine bedste veninder. På din ghettoblaster spiller Christina Aguilera, Beyoncé og Kelly Clarkson på repeat, og dit outfit er som taget direkte ud af Mischa Bartons ’O.C.’-garderobe.
Selvom 00’erne burde være et årti, der aldrig skulle gentages modemæssigt, er det alligevel på snart tredje sæson fuldkommen uundgåeligt; med alt hvad det indebærer af utroligt lave taljer, ultrakorte skørter, kig til navlen og hvad der nu ellers hører den dekade til.
For bedst som moden hyldede den enkle, stilrene og minimalistiske stil, der var dominerende i 90’erne, så bragede Y2K-bølgen ind over landskabet som en konfettikanon af sommerfugle-toppe, similisten, farvede solbrilleglas, Ugg-støvler, pandebånd og velour-sæt fra Juicy Couture, og gjorde nok engang Paris Hilton og vintage-Britney Spears til de hotteste stilikoner.
Og når vi taler om 00’erne, så kan vi altså ikke undgå den ultimative festkjole, der dominerede alt fra den røde løber i Hollywood til de lokale skolefester i Hørsholm i årene lige efter årtusindeskiftet.
Vi taler naturligvis om kjolen, der typisk kom i materialer, som i modemagasiner blev beskrevet som ’florlette’; altså chiffon, syntetisk silke, crepe, og fin tyl, og som var skåret asymmetrisk og gerne gav kig-til-krop og var pyntet med oceaner af flæser i samme ’florlette’ materiale som selve kjolen.
Tænk Paris Hilton og Beyoncé på den røde løber eller O.C.’s Marissa Cooper (aka. Mischa Barton) til en fancy fest i Newport Beach.
Foto: Tim Rooke/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Beyoncé, 2003
Foto: Stewart Cook/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Mischa Barton, 2004
Foto: Matt Baron/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Paris Hilton, 2003
En anden fan af chiffon-kjoletrenden var Carrie Bradshaw i ‘Sex and the City’, der i afsnittet ’Cock-a-Doodle-Do’ fra seriens tredje sæson er iført en mere bedårende version af 00’er-festkjolen med et akvarellignende tryk.
Og meget passende for det vandfarvede mønster på kjolen, så ender kjolen med at blive gennemblødt da Carrie falder i søen i Central Park.
Foto: Sex and the City, HBO
Carrie Bradshaw, 2000
Ud over Carries version af kjolen, som stadig er et af de looks fra serien, vi holder mest af, så ville vi nok have forsvoret, at vi kunne falde for årtusindeskiftets flæsebesatte chiffon-kjole nok engang.
Men ak, moden – og de kreative hjerner bag – har det jo med at overraske og få os til at ændre holdning. Og således også med 2022-versionen af de asymmetriske kjoler i ’florlette’ materialer, der (som meget andet af det, der er fortolket fra 00’erne) langt hen ad vejen i dag fremstår mere raffinerede end deres originale afsæt.
Tag blot Victoria Beckham (der sikkert også har rocket en ’florlet’ kjole back in the day), der til sit SS23-show viste nye bud på lette slipkjoler i crepe de chine med asymmetriske læg og flæser. Kan vi se inspirationen fra 00’erne? Ja. Men er det mere nedtonet og mere æstetisk nu? Bestemt.
Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix
Victoria Beckham SS23
Også hos N21 var et betydeligt antal af kjolerne skåret i silkepapirstynde, gennemsigtige materialer og pyntet med matchende flæser; men i en mere simpel fortolkning end på 00’ernes larmende ’more-is-more-manér.
Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix
N21 SS23
Tendensen gik desuden igen hos brands som Badgley Mischka, Balmain, Rotate og Carolina Herrera, og der tegner sig et overordnet billede af, at vi skal til at indstille os på florlette flæser til sommerens fester.
Foråret er på vej med sine smukke pastelfarver og nye negletrends. De senere sæsoner har budt på moderne varianter af den franske manicure som ’french tip’ og ’baby boomer’, og meget tyder på, at vi kommer til at se mere til de tofarvede trends i 2023.
Neglekunst er en af tidens store skønhedstrends, og hvis du holder af de smukt dekorerede hænder, kan det være lidt af en hæmsko med negle, der flækker. Men heldigvis er der råd for problemet. Med den rette pleje kan selv de skrøbeligste negle ende ud i en mandelformet ’glaced donut’.
Vil du vide hvordan? Så læs med i vores guide herunder.
Essie-lak i farven 'unguilty pleasures'.
Essie: Nail care is self care
Essie er et af verdens førende brands inden for negletrends og pleje. Hos Essie finder du et bredt udvalg af lakker i alle regnbuens farver samt effektive plejeprodukter, der beskytter og styrker neglene – så de altid tager sig velplejede og sunde ud. Essies plejesortiment består af styrkende produkter, nærende olier og karvekorrigerende produkter – og meget mere. Se det fulde udvalg af flotte farver, laktyper og plejeprodukter lige her.
Sådan får du sunde negle
1) Olie er vigtigere, end du tror
I løbet af en almindelig dag udsættes neglene for mange prøvelser. Håndvask, afspritning og aftørring (for ikke at tale om rengøringsprodukter og sæbe) er med til at fjerne fugt og fedt fra neglene, hvilket over tid tærer på dem.
Her er en negleolie din bedste ven. Apricot Nail & Cuticle Oil indeholder en masse nærende abrikoskerneolie og jojobaolie, som tilfører den næring til neglene, som de i dagligdagen taber. Det gør, at dine negle bliver mere fleksible og får masser af pleje og fugt. Olien er perfekt til at pleje både negle og neglebånd, og med tiden vil dine negle synes mere velplejede for den gode base til neglelak – eller for et flot naturligt look.
Brug din negleolie hver dag, og jo oftere du bruger den, jo bedre. Apricot Nail & Cuticle Oil fås både i en lak-lignende flaske, som du kan have stående på badeværelseshylden og i en helt ny to-go-variant, som du kan have med dig i tasken.
Brug Essies Apricot Nail & Cuticle Oil for fugt og næring til neglene.
2) Mere styrke til neglene
Hvis du har svækkede negle, består en vigtig del af plejerutinen i at tilføre dem en styrkende behandling. Det er her, ’Hard to Resist Advanced Nail Strengthener Repair & Protect’ fra Essie kommer ind i billedet.
Den klinisk testede behandling er en helt ny tilføjelse til Essies serie af styrkende negleprodukter, der har et særligt fokus på at pleje svage negle. Lakken indeholder nemlig den særlige MSM-teknologi, som styrker neglene og sørger for, at du får synligt sundere negle efter blot tre dages brug. Den plejende formulering modvirker desuden tørhed i neglene, hvilket giver et mere velplejet look til de dage, hvor du holder pause fra manicuren.
Hvad har dine negle brug for?
Behandlingen ’Repair & Protect’ er, som nævnt ovenfor, seriens nyeste produkt, som fokuserer målrettet på at styrke skrøbelige negle. Den er perfekt til dig, som har skadede negle, eksempelvis hvis neglene er blevet tyndslidte eller skadede efter brug af shellac og UV-lampe. Produktet fokuserer målrettet på at genskabe styrken i neglene og giver dem et sundt udseende med et lag af klar lak.
Men har du svage negle med et gulligt skær, eller er neglene blevet triste og matte efter lidt for mange professionelle manicure-sessions?
Hvis dine negle er i en særlig tilstand, der kræver en lidt anden pleje, kan du med fordel prøve et af de andre specialiserede produkter i Essies ‘Hard to Resist’-serie, der er målrettet netop dit problem. Hvis du oplever, at dine negle har tendens til et gulligt skær, kan du prøve med Essies ’Neutralize & Brighten’, som er udviklet til at udjævne den gullige tone foruden dens plejende egenskaber. Er dine negle særligt skrøbelige og triste, er ’Glow & Shine’ fra Essie produktet til dig. Lakken giver en fin shine og heler en svag negleoverflade, så neglene genvinder sin sundhed.
De første produkter i ‘Hard to Resist Advanced Nail Strengthener’-serien kom i butikkerne i 2021, og lige siden lanceringen har de styrkende lakker været rost for sine plejende og styrkende effekter blandt både kunder og anmeldere. Brug den nail strenghtener, som passer til netop dig, og anvend den direkte på rene negle uden top- eller basecoat. Læg to lag, og lad efterfølgende lakken sidde i tre dage, inden du fjerner den.
Essie har en lang række af plejende negleprodukter til netop dit behov. Find dem alle her.
Manicuren, der holder
Når neglene har fået mere styrke, er de klar til at blive lakeret i forårets flotte farver. Her er det en særligt god idé at give dig god tid til at lave den grundige manicure, som giver neglene et jævnt og fyldigt finish og sørger for, at lakken holder længst muligt.
Til manicuren skal du bruge tre lakker, nemlig en basecoat, der skåner neglen for farveafsmitning, en farvet lak i din foretrukne farve og slutteligt en topcoat, der får lakken til at holde længere. Sidstnævnte er fristende at springe over, men anbefalingen herfra er klar: Husk altid topcoat.
Essies helt nye ’stay longer’-topcoat er det ideelle valg, som sikrer dig en manicure, der holder op til 7 dage. Topcoatens særlige teknik ’låser’ farven fast og tilføjer en shiny finish, der giver manicuren et lækkert salon-feel.
Som en allersidste detalje er det vigtigt at holde huden om neglene velplejet og neglebånd hydrerede. Slut derfor den færdige manicure af med at massere en lille dråbe Essie Apricot Nail & Cuticle Oil ind i neglebåndene.
Den nye Stay Longer Topcoat fra Essie sikrer dig en smooth manicure, der holder op til 7 dage. Find den her.
Knapt har vi overstået jul og nytår, før næste højtid banker på døren. For nogle er dagen bare endnu en dag i februar, men for andre er det en af årets vigtigste mærkedage, hvor intet kan blive romantisk eller lyserødt nok.
Vi taler selvfølgelig om Valentine’s Day, og hvis du hører til den sidste kategori, så har Victoria Beckham skabt en drøm af en kjole, der er perfekt (inspiration) til det ultimative Valentine’s Day ’date night’ outfit.
I et af sine seneste Instagram-opslag poserer designeren nemlig i en candyfloss-farvet vidunder af en silke slip-kjole, der er som skabt til en romantisk middag i skæret af stearinlys.
Kjolen er skabt i sartlyserød crepe-de-chine (kinasilke) og har et asymmetrisk snit med slæb og flæselæg i samme materiale, og var en del af Victoria Beckhams SS23-kollektion, som hun viste i Paris.
Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix
Hvis man dog alligevel synes, at en hellang kjole med slæb er lige en tand for meget til en tirsdag i februar, leverede Beckham i samme kollektion et lidt mindre dressy bud på Valentine’s-looket; nemlig et enkelt, oversized suit i samme fine, babylyserøde nuance, der bestemt også ville begå sig vel på en Valentine’s-date – og måske er lidt mere ’Scandi’-venligt i sin natur.
Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix
Men tilbage til kjolen, og ikke mindst kvinden, der har skabt den, og som nu står model på sin egen Instagram-profil. For hvis nogen kan overbevise os om at gå all-in den 14. februar, så er det da synet af Victoria i netop denne kjole.
Med enkel makeup, ’dewy’ hud og en underspillet tilbagetrukket knold får hun kjolen til at se mindre opstyltet ud; og sikrede at den tiltrak al den opmærksomhed, den fortjener.
J.Lo er den ukronede dronning af den famøse ’naked dress’, og til premieren på sin nyeste film, ’Shotgun Wedding’, bar hun et af de bedste eksempler på en afslørende kjole vi længe har set, og som tager trenden til helt nye højder.
Sangerinden, der efterhånden har lagt noderne på hylden til fordel for at udspille sit skuespilmæssige talent, har nemlig på det seneste undergået lidt af en stilmæssig transformation, der er mindre ’Jenny from the Block’-bling, og mere taget direkte ud af catwalken.
Hun er blandt andet på det seneste set i en blomstret Magda Butrym-kjole og et stilrent jakkesæt fra Michael Kors, men hendes bedste look af nyere dato var uden sammenligning den drøm af en Valentino-kjole, hun bar til premieren på sin nye film.
Foto: Xavier Collin/SIPA/Ritzau Scanpix
Valentinos legendariske kreation er den perfekte forening af Lopez’ nyfundne kærlighed til mere tildækkede looks, men rummer samtidig en ikke-undseelig hyldest til hendes tidligere hang til dekadente ensembles og ikke mindst en vis gennemsigtighed.
Jennifer Lopez var nemlig (sammen med Beyoncé) blandt dem, der i sin tid gik forrest i kampen for at få ’naked dresses’ på agendaen.
Det startede i år 2000, hvor sangerinden ankom til Grammy Awards iført en grøn Versace-kjole, med en udskæring så dyb og slidser så høje, at kjolen knap hang sammen på midten. Ergo, det meste af Jennifer Lopez’ krop stod til frit skue under de florlette chiffon-stofstykker. Det var virkelig noget, der kunne få folk til at måbe.
Foto: Bei/Shutterstock/Ritzau Scanpix
15 år senere, i 2015, satte kampen virkelig ind (måske var verden mere klar til at se hud der?) og til stort set alle arrangementer dette år, troppede Lopez konsekvent op i kjoler, der udelukkende dækkede det rent og skært nødvendige. Til gengæld var der ikke sparet på perler, krystaller og glimmereffekter.
Foto: Abc/Backgrid/Ritzau Scanpix
Et af hendes bedste looks i 2015 var dog klart det, hun bar til Vanity Fairs Oscar-efterfest; en beigefarvet, transparant Zuhair Murad Couture-kreation.
Foto: Bei/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Men den transparente beige kjole, der var dækket i top til tå af skinnede krystaller, som Lopez havde på til sin filmpremiere 19. januar 2023, var på ingen måde en gentagelse af ’naked dress’ historien. Tværtimod.
Kjolen er fra Valentinos AW22 Haute Couture-kollektion og var langt mere eventyrlig – og underspillet sexet, fristes man til at sige, end de forrige nøgenillusionskjoler hun før har haft på – til trods for dens ultra-gennemsigtige natur. Den var nemlig, modsat J.Los tidlige kjoleeskapader, højhalset, langærmet og løstsiddende, så den synlige krop under snarere var en sensuel accent frem for at blive sat åbenlyst og uundgåeligt i centrum.
Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix
Valentino Haute Couture AW22
Dertil rummede Valentinos mesterværk en skjult detalje, vi ikke før har set på de ellers uundgåelige ’naked dresses’, der præger de røde løbere lige nu.
Under de spindelvævstynde, krystalbesatte lag stof, gemte der sig et bredt, solgult silkebånd, der bidrog til at definere figuren under lagene af stof, der næsten ikke kunne skelnes farvemæssigt fra Jennifer Lopez’ egen hudfarve.
Foto: Xavier Collin/SIPA/Ritzau Scanpix
Vi håber på at se meget mere af samme kaliber fra J.Lo i år; og det burde der være rig mulighed for, da hun har godt gang i sin skuespilkarriere, og det betyder som bekendt mange flere optrædener på den røde løber.
Du kender ham nok bedst for hans ikoniske roller i danske hitfilm som ‘Blinkende lygter’, ‘De grønne slagtere’ og ikke mindst Oscar-vinderen ‘Druk’.
De senere år har han også udmærket sig internationalt som den perfekte skurk i både James Bond-film og Harry Potter-filmen ‘Fantastiske væsner’.
Men det er ikke Mads Mikkelsens skuespilpræstationer, der lige nu får ham til at gå viralt på diverse sociale medier. Det er derimod hans stil, der lige nu får flere til at dåne over skuespillerens afslappede, men stilsikre udstråling.
Det hele på grund af et billede fra herremodeugen i Milano af den danske stjerne, hvor han ganske overraskende dukkede op til Zegnas show og indfandt sig på første række ved siden af den spansk-tyske skuespiller Daniel Brühl.
Foto: Simona Chioccia/SIPA/Ritzau Scanpix
Mads Mikkelsen og Daniel Brühl til Zegna AW23.
Her blev han fanget inden showet i et øjeblik, hvor hele hans selvsikre og afslappede udstråling passede perfekt til det komplet sorte outfit med en turtleneck og en skarpskåret frakke.
Det har fået flere udenlandske medier og Instagram-profiler til at dele billedet i ren og skær fascination over danskerens attitude.
Blandt andre den anerkendte mode- og kulturskribent Evan Ross Katz kalder Mads Mikkelsen “den mest chikke mand i live”. Og det er tydeligt, at han ikke er den eneste, der er vild med Mikkelsen stil, hvis man scroller igennem kommentarsporet på hans post.
Også det amerikanske magasin GQ har bidt mærke i skuespilleren. Her er han havnet på listen over de bedst klædte mænd under den milanesiske modeuge.
Ifølge mediet formår Mads Mikkelsen at klæde sig som om, han er i karakter. En reference til hans skurkeroller som for eksempel Hannibal Lector og troldmanden Grindelwald, som han er nogle af de roller, han er blevet mest kendt for i Hollywood.
Det hører til sjældenhederne, at vi ser en dansk filmstjerne af den kaliber deltage i et modeshow i udlandet – og i endnu højere grad at man går viralt for det. Vi håber dog at se meget mere til skuespillerens stilfulde rendezvous fremover.
Jeg fandt for flere år siden en fin Michael Andersen-vase på et loppemarked, og siden da har jeg holdt øje med hans keramik. Jeg kom for sent til denne tallerken hos @neroli.vintage, der er solgt. Ellers havde jeg slået til.
Danske Nynne har denne uge delt dette billede fra sin pre-fall-23-kollektion, så nu ved jeg allerede, hvilken top jeg gerne vil gå ind i det spæde efterår i. Når den tid kommer.
Jeg har endnu engang været en tur forbi den fine middelhavsinspirerede Taverna Blaaregn på Nørrebro, og jeg er endnu ikke gået skuffet derfra. Hyggeligt, lækkert og til gode priser. Bestil deres arancini.
Jeg ved godt, Glenn Bechs bog 'Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet' ikke er ny-ny, men det er først for nylig gået op for mig, hvor fed den lyder, og hvor meget jeg gerne vil læse den. Jeg har sat mig et realistisk mål om minimum en bog om måneden i 2023.
Er du ciskønnet mand, kan du frit poste alle de billeder du vil af din bare brystkasse på Instagram, uden at være nervøs for, at billederne bliver taget ned eller at din profil bliver anmeldt.
Er du derimod kvinde eller har bryster, er det ikke lang tid, at dine barbrystede billeder får lov at blive i feedet, da de med meget stor sandsynlighed med det samme vil blive fjernet af Instagram for at overtræde platformens censurregler.
Det har de sidste ti år affødt utallige debatter om, hvordan den diskriminerende politik er mere seksualiserende end brystvorterne i sig selv. Det har blandt andet ført til bevægelsen #FreeTheNipple, der kræver, at Meta, der ejer Instagram og Facebook, revurderer deres retningslinjer og gør op med det stigma om kvinders brystvorter, de er med til at skabe og opretholde.
Og langt om længe ser det faktisk ud til, at Meta nu bliver nødt til at efterleve sine mange millioner brugers ønsker.
Foto: Frederikke Agnete Svarre
Billede fra serien 'Dear Emanuelle' fra ELLE juni 2022.
For selskabets advisory board (en gruppe af eksperter, der rådgiver virksomheder, red.) har nu med en officiel udtalelse rådet Meta på det kraftigste om at opdatere deres måde at indholdsmodere på. Begrundelsen er, at Metas nuværende retningslinjer hæmmer retten til at udtrykke sig for kvinder, trans- og nonbinære personer.
I stedet skal selskabet opdatere deres retningslinjer om såkaldt seksuelt indhold og gøre dem mere inkluderende, således at spørgsmålet om, hvorvidt et post overtræder retningslinjerne, tages med langt større eftertanke på det enkelte tilfælde ud fra den givne kontekst.
Det skal blandt andet sikre, at beslutningerne altid stemmer overens med de internationale standarder for menneskerettigheder. Det skriver Oversight Board, der er Metas officielle advisory board, i en erklæring.
Foto: Marco van Rijt
Nadja Bender fotograferet til ELLE september 2020.
Opfordringen kommer i kølvandet på en sag, hvor Instagrams automatiske moderering af indhold har haft fjernet billeder af et par, der identificerer sig som transkønnet og nonbinær, og som poserer i bar overkrop. Parret og andre brugere har derfor appellereret til Meta, hvorefter billederne blev gendannet.
Ifølge boardet var beslutningen om at fjerne billederne i strid med både Instagrams egne værdier og ikke mindst med platformens sociale ansvar. Samtidig viser det fundamentale problemer med Meta politik, der skelner alt for binært mellem køn og derfor er krænkende for særligt LGBTQ+-personer.
Det erkender Meta også selv, der i en skriftligt udtalelse til ELLE forklarer, at man er enige med advisory boardet.
“Vi er enige med rådets beslutning i den her sag. Vi havde forud for beslutningen gendannet opslaget i erkendelsen af, at det netop ikke skulle have været fjernet. Vi evalurerer løbende vores retningslinjer for at sikre, at vores platforme er trygge for alle. Vi ved, at der kan gøres mere for at støtte LGBTQ+ grupperne, og det omfatter blandt andet et samarbejde med eksperter og LGBTQ+ fremmende organisationer om at adressere en række problemstillinger og produktforbedringer,” fortæller Meta.
Meta har nu 60 dage til at respondere på opfordringen fra boardet. Efterlever selskabet rådet, kan det måske være starten på en regulær seksuel frigørelse på sociale medier, der endelig kan free the nipple.
Du har sikkert allerede et par stykker liggende derhjemme, men de er primært i brug, når dit ansigt skal have den *store* tur med rens, maske, serum og deslige.
Vi taler naturligvis om pandebåndet, altså en accessory, de fleste sikkert lykkeligt har glemt faktisk er en pyntegenstand og ikke blot et praktisk aggregat til at holde håret væk fra ansigtet.
Men, hvis vi spoler tiden 20 år tilbage, som alt i moden lige nu forcerer os til at gøre, så vil et helt særligt billede nemlig tegne sig. Nemlig det, hvor brintoverilte-gult hår er trukket tilbage med et (gerne pastelfarvet) pandebånd i elastisk materiale.
Foto: Stewart Cook/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Yes, mine damer og herrer, omkring årtusindeskiftet var den hotteste udsmykning, du kunne byde dit hår, altså et billigt, bredt stofstykke med elastik, hvilket både Nicole Richie og Paris Hilton særdeleshed var foregangskvinder for.
Foto: Stewart Cook/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Og nu skal vi altså på den igen.
Altså der, hvor vi hiver pandebåndet ud af badeværelset og ind i vores hverdagslooks. I hvert fald hvis det står til Bella Hadid, der i sidste halvdel af 2022 og ind i første måned af dette år synes at have ført en ihærdig enmandskampagne for at genoprette pandebåndets renommé.
Foto: Walter/Ritzau Scanpix
Modellen, der har gjort den ret særegne ’weird girl chik’-stil til sin signatur har nemlig ved flere lejligheder; både på gaden i New York, på stranden og i kampagner, været iklædt et bredt hårbånd, ikke ulig dem vi mindes (med visse æstetiske kvababbelse) fra 00’erne.
Foto: Lese Rmbi/Backgrid/Ritzau Scanpix
Foto: About You Via Bestimage/Ritzau Scanpix
Industrien følger trop, og hos blandt andre H&M kan man se pandebånd i diverse afskygninger dukke op på hylderne.
Det er dog muligt at bruge pandebåndet på mere æstetisk vis, end det look, der kendetegner 00’erne. Blandt andet brugte Prinsesse Diana også pandebånd ind i mellem, og hvis der er nogen, der kan gøre et stofbånd chikt, så er det immervæk den forhenværende Prinsesse af Wales.
Foto: Tim Rooke/Shutterstock/Ritzau Scanpix
Med det in mente er det måske alligevel værd at overveje et pandebånd andre steder end på badeværelset?
”Det er fuldstændig ligegyldigt, om man er en mand eller en kvinde i comedybranchen. Hvis de griner, så griner de.”
Sådan lød det fra komiker Casper Christensen, da han havde en samtale med Helle Thorning-Schmidt i programmet ”All Exclusive”.
Helle Thorning-Schmidt svarede, at han ikke ”ved hat om”, hvordan det er at være kvinde i comedybranchen.
Og det giver Louise Rindal hende ret i.
Hun lever af at lave sjove videoer på sin TikTok-profil Kelly Louise Killjoy, og hendes videoer, hvor hun blandt andet gør grin med de nordiske lande, har millioner af visninger.
En kamp for respekt
Louise har i dag 1,2 millioner følgere på sin TikTok, hvilket gør hende til en af de største danske TikTok-profiler.
Men det har bestemt ikke været let at komme dertil.
– Det første år fik jeg dagligt kommentaren: ”Kvinder er ikke sjove”. Men jo mere jeg byggede min platform op, og jo flere følgere jeg fik, jo mere sjælden blev kommentarerne, siger Louise.
Kommentarer som ”du havde været sjov, hvis du var en mand” eller ”du er sjov, på trods af at du er en kvinde” har været hverdagskost for hende.
Det er først nu, hun føler, at hun har opnået samme respekt som sine mandlige kollegaer i branchen.
Foto: Privat
Efter at have oplevet comedybranchen indefra, er det blevet tydeligt for hende, at kvinder skal kæmpe for deres respekt på en helt anden måde, end mænd skal.
For mange har – stadig – en idé om, at kvinder simpelthen ikke er sjove.
– Jeg synes, at diskursen omkring kvindelige komikere er enormt ærgerlig. Det får mange kvinder til at føle sig mindre værd, og det ender ofte med, at de giver op, siger hun.
Louise har på ingen måde et problem med, at folk ikke synes, at hun ikke er sjov. For humor er subjektiv.
Men at nogle synes, at hun ikke er sjov baseret på hendes køn, gør hende både frustreret og ked af det på kvinders vegne.
Derudover skal kvindelige komikere også finde sig i, at deres udseende bliver kommenteret. Både på en positiv og negativ måde, som er lige dele problematisk, understreger hun.
– Jeg synes faktisk ikke, at kommentarer om udseende er okay. Det er sådan, jeg oplever sexisme i mit fag.
“Mange tillader sig at sige hvad som helst, hvis de følger det op med: ”Det var jo bare en joke”
”Det var bare en joke”
På et tidspunkt florerede der videoer på TikTok, hvor mænd delte kvinders videoer, mens de selv stirrede stift ind i kameraet. Formålet var at vise, at de ikke griner af kvinder.
– Jeg synes, det var ret voldsomt. Og jeg blev provokeret, hvis jeg fik sådan en. Ikke fordi de ikke grinede, men fordi det var på baggrunden af mit køn, fortæller Louise.
Hun oplever, at mange mener, at man kan gøre grin med alt og alle, uden det har nogen konsekvenser for dem, man gør grin med.
Det kan være mandlige TikTok-profiler, der slår ned på kvinder og bruger køn på en negativ måde i deres jokes.
– Mange tillader sig at sige hvad som helst, hvis de følger det op med: ”Det var jo bare en joke”. Så bliver det pludselig okay at sige, at kvinder skal gå tilbage i køkkenet i stedet for at lave TikToks, siger Louise.
Det kan godt være, at det ”bare er en joke”, men når man hører den samme joke gennem hele sit liv, så forvandler den sig til en generel tankegang.
Derfor er det vigtigt at være bevidst om, at ord har en reel betydning, mener hun.
Kommentarerne forsvinder aldrig helt
I dag sidder Louise tilbage med følelsen af, at hun har ”made it”.
Hun har formået at skabe en profil, som er respekteret og har et publikum, der anerkender hende.
De negative kommentarer forsøger hun at lægge afstand til, men de vil aldrig forsvinde helt.
Som da hun lavede en video på TikTok, hvor hun beviser over for sine haters, at folk faktisk synes, at hun er pænt sjov:
– Jeg skal lige love for, at de kommer og forsvarer sig selv, siger hun og griner.
Hun har ikke lyst til at acceptere kønsdiskrimination som en del af arbejdet. Det vil være det samme som at sige, at det er normalt at gå forbi en person på gaden og sige, at man ikke kan lide dem.
Det burde heller ikke være normalt på sociale medier.
Hun er lettet over, at hun i dag har et publikum, som generelt er søde ved hende.
Men da hun for tre måneder siden delte, at hun var blevet gravid, var hun enormt nervøs for reaktionerne.
Præcis som hun havde frygtet, fik hun en kommentar om, at nu hvor hun er gravid, er hun ikke sjov mere. Og hun følte pludselig, at hun gik ind i et nyt kapitel af kritiske kommentarer.
Hun undrer sig stadig over, hvorfor hendes humor skulle være anderledes, end før hun havde en baby i maven.
Jenna Ortega er ‘all the rage’ i Hollywood lige nu efter sin hovedrolle i Tim Burtons ‘Adams Family’-serie om Wednesday Adams.
Men det er ikke kun sine skuespilsmæssige evner, det unge stjerneskud hyldes for, men i den grad også sin stil, der har været en bidragende faktor til de gotiske tendenser, der pt hersker i modeland.
Og hendes seneste look er ingen undtagelse. Her forener Ortega nemlig både sin teatralske, lidt dystre stil med en af tiden allerhotteste og mest dramatiske trends, nemlig hætte-kjolen fra Saint Laurents SS23-kollektion.
Den næste film, som Margot Robbie kan opleves i, er ‘Babylon’, som også har Brad Pitt, Olivia Wilde og Tobey Maguire på rollelisten, og til premieren ankom Margot Robbie i en sort kjole fra Alaïa, der var som skræddersyet til skuespilerinden. Og kjolen havde naturligvis hætte.
Foto: Mega
Generelt så vi i 2022 en opblomstring i den noget usandsynlige trend på den røde løber, hvor kvinder vi ser stilmæssigt op til som Katie Holmes, Kate Moss og Olivia Wilde alle tog tendensen til sig. Holmes i en hellang sort Alaïa-kjole, Kate Moss i en gulgrøn kjole med hætte til Olivia Wildes sorte kjole med hætte (og cut-out) bidrog de indelukkede hovedbeklædninger til at sende en sensuel og teatralsk eventyrlig vibe over den røde løber, som giver associationer til fortællinger som ’Den lille Rødhætte og Ulven’ og ‘Maleficent’.
Foto: Ritzau/Scanpix
Og vi at dømme efter SS23-kollektionerne er vi langt fra færdige med de hætteklædte eventyr i 2023. Hos Saint Laurent var flere looks på catwalken forlænget til at dække skuldre og hoved; måske som chefdesigners Anthony Vaccarrellos personlige hyldest til Yves Saint Laurents kollektion fra 1991, hvor modemanden introducerede de sensuelt tildækkede kjoler.
Foto: Pierre Guillaud/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix
De eventyrlige hætteklædte aftenkjole-looks gik også igen på SS23 catwalken hos Alaïa, Alberta Ferretti, Christian Sirrano, Ferregamo, Philosophy de Lorenzo Serafini og Versace, og derfor er der ingen grund til at holde sig tilbage med hætterne i den kommende sæson. Heller ikke – og måske endda især – til aftenbrug.