Hvis vi ikke allerede var overbevist om at skulle afprøve den populære hætte-trend, så er vi det efter at have set Jenna Ortgeas seneste look fra herremodeugen i Paris.
Jenna Ortega er ‘all the rage’ i Hollywood lige nu efter sin hovedrolle i Tim Burtons ‘Adams Family’-serie om Wednesday Adams.
Men det er ikke kun sine skuespilsmæssige evner, det unge stjerneskud hyldes for, men i den grad også sin stil, der har været en bidragende faktor til de gotiske tendenser, der pt hersker i modeland.
Og hendes seneste look er ingen undtagelse. Her forener Ortega nemlig både sin teatralske, lidt dystre stil med en af tiden allerhotteste og mest dramatiske trends, nemlig hætte-kjolen fra Saint Laurents SS23-kollektion.
Og Jenna Ortega er langt fra alene om at hoppe med på trenden med hætter på kjoler. Margot Robbie, som også er meget i vælten netop nu grundet det imponerende kartotek af film, hun snart kan opleves i – herunder den meget omtalte ‘Barbie’-film, som vi allerede har set de første billeder og trailer fra – men i særdeleshed også for sin upåklagelig stil de sidste par måneder, som gentagne gange har inspireret os.
Den næste film, som Margot Robbie kan opleves i, er ‘Babylon’, som også har Brad Pitt, Olivia Wilde og Tobey Maguire på rollelisten, og til premieren ankom Margot Robbie i en sort kjole fra Alaïa, der var som skræddersyet til skuespilerinden. Og kjolen havde naturligvis hætte.
Generelt så vi i 2022 en opblomstring i den noget usandsynlige trend på den røde løber, hvor kvinder vi ser stilmæssigt op til som Katie Holmes, Kate Moss og Olivia Wilde alle tog tendensen til sig. Holmes i en hellang sort Alaïa-kjole, Kate Moss i en gulgrøn kjole med hætte til Olivia Wildes sorte kjole med hætte (og cut-out) bidrog de indelukkede hovedbeklædninger til at sende en sensuel og teatralsk eventyrlig vibe over den røde løber, som giver associationer til fortællinger som ’Den lille Rødhætte og Ulven’ og ‘Maleficent’.
Og vi at dømme efter SS23-kollektionerne er vi langt fra færdige med de hætteklædte eventyr i 2023. Hos Saint Laurent var flere looks på catwalken forlænget til at dække skuldre og hoved; måske som chefdesigners Anthony Vaccarrellos personlige hyldest til Yves Saint Laurents kollektion fra 1991, hvor modemanden introducerede de sensuelt tildækkede kjoler.
De eventyrlige hætteklædte aftenkjole-looks gik også igen på SS23 catwalken hos Alaïa, Alberta Ferretti, Christian Sirrano, Ferregamo, Philosophy de Lorenzo Serafini og Versace, og derfor er der ingen grund til at holde sig tilbage med hætterne i den kommende sæson. Heller ikke – og måske endda især – til aftenbrug.