Fra ure og øreringe til vaser og lysestager. Georg Jensen har siden 1904 sat sit tydelige præg på dansk design til både hjemmet og smykkeskrinet.
Og selvom du måske kender det danske designhus for mere klassiske smykker som for eksempel de ikoniske marguerit-øreringe eller Fusion-kollektionen, der kan sammensættes på kryds og tværs, så er de nu klar med kollektionen Arc, der kombinerer skulpturelle, organiske linjer med markante former, som skaber et næsten futurist udtryk.
I anledning af den nye kollektion har vi talt med den kreative direktør for Georg Jensen Design Studio, Ragnar Hjartarson, der står bag den nye kollektion for at høre mere om tankerne bag Arc og hvilke favoritter han selv har.
Foto: PR
Dobbeltring og almindelig ring fra Arc-kollektionen.
Hvordan er Arc-kollektionen et udtryk for Georg Jensens designtradition? “Georg Jensens designtradition består af skulpturelle former og innovativt sølvhåndværk, hvilket også er kendetegnende for den nye Arc-kollektion. Alle smykkerne er fremstillet i 100% genanvendt sølv og har vores klassiske, organiske designsprog, men introducerer samtidig en nyfortolkning af netop det med skarpere kanter og et mere minimalistisk udtryk.”
Foto: PR
Kreativ direktør for Georg Jensen Design Studio, Ragnar Hjartarson.
Hvordan har I kreativt gået til opgaven hos Georg Jensen Design Studio? “Vi har kigget meget på den modernistiske designperiode, der har inspireret mange af vores ikoniske designs. Periodens formsprog var skulpturelt, geometrisk og udfordrede perspektiver, mens man udforskede grænserne mellem smykker og kunst, hvilket er selve essensen af Arc.”
Har I skelet til nogle særlige ting fra Georg Jensens arkiv? “Georg Jensen var oprindeligt uddannet skulptør, hvilket er det, brandet udspringer fra og således definerer vores designsprog. Det gør sig også gældende for Arc-kollektionen, der med sine innovative og uventede silhuetter næsten udgør små kunstværker. Den er derfor ikke inspireret af ét tidligere design, men de bløde former der – nærmest som vinger – folder sig om kroppen. Derfor har den klare referencer til samtlige af vores klassikere fra arkivet.”
Foto: PR
Øreinge fra den nye kollektion.
Har du selv en favorit i kollektionen? “Mit personlige favorit smykke er armbåndet, som jeg har haft på, siden kollektionen blev lanceret. Det omfavner håndleddet, som var det en del af kroppen, hvilket giver det et underspillet elegant udtryk.”
Foto: PR
Arc-armbåndet er en klar favorit hos den kreative direktør.
Det er ingen hemmelighed, at Bella Hadid er glad for tasker, og hendes samling tæller nogle af de fineste nye modeller samt sjældne vintagefund, der kan købes for penge.
Mens modellens smag ofte er dyr, så er der også en stilmæssig overlægger i det, hun har på og svinger over armen, der har gjort Hadid til et af de mest pudsige stilikoner i nyere tid.
Nu lader det altså til, at Hadid har lagt sine Chanel og Balenciaga-tasker på hylden til fordel for et mere ukendt taskebrand, der ikke desto mindre lever fyldt ud op til hendes personlige stil. Hun er nemlig flere gange – senest til en middag i New York den 15. februar – blevet spottet med en ny yndlingstaske over armen; nemlig en sølvfarvet sag med en logo-splash i en næsten ’Austin Powers’-agtig font, der danner ordet ’Florist’.
Foto: Felipe Ramales/Splash/Ritzau Scanpix
Bag tasken står George Banks, som skabte brandet ’Florist’ i 2019, med det formål at skille sig ud fra mængden og få folk til at trække på smilebåndet over de lidt løjerlige designs.
Han er kendt for broderier – ofte i form af blomster (deraf navnet ’Florist’), og alt er syet i hånden af designeren selv. Han er selvlært og har et studio i Brooklyn, og hver taske kan tage op til 25 arbejdstimer at fremtrylle. Derfor er der også kun ganske få af hvert design, hvorfor hver taske er unik – derfor giver det også mening, at Bella Hadid med sin unikke stil har taget brandet til sig.
Og den sølvfarvede sag hun senest er set med, er ikke den første, hun har fra det lille brand. Hun har også en sort, halvmåne-formet taske, som hun ofte er fotograferet med på gaden i New York, og til hvilken hun kommenterede: ”Det er min yndlingstaske!” på Florists Instagram, da de postede et billede af modellen med tasken.
Malene Riis er model og podcastvært. Dette er en kommentar og udtryk for skribentens egen holdning.
Hele 500 millioner seere fra hele verden så med, da det regnede med konfetti, og kronen blev placeret på hovedet på dette års Miss Universe, R’Bonney Gabriel fra USA.
Hun minder uhyggeligt meget om de 70 forrige vindere af skønhedskonkurrencen, der første gang løb af stablen i 1952.
I hvert fald når det kommer til det tynde kropsideal, som konkurrencen hårdnakket har dyrket gennem tiden.
Mens verden har ændret sig markant siden 50’erne – i Danmark kan vi nævne kvinders indtog på arbejdsmarkedet, p-piller, den fri abort og nemmere adgang til uddannelser – så er Miss Universe på mærkværdig vis fuldstændig upåvirket af kvinders historiske kamp.
Malene Riis
30 år. Har arbejdet som model fuldtid i seks år. Har en modelkontrakt hos MiLK Management i London.
Vært på “Embrace Podcast”. Deler ud af sine kropsaktivistiske budskaber på @maleneriis på Instagram.
Vinder af Miss World Danmark i 2013. Deltager i Miss World 2013, der blev afholdt i Indonesien.
En lukket klub
Jeg er selv en af dem, der har spildt mange gode år af mit liv på at leve op til et umuligt kropsideal.
Som teenager havde jeg, som mange unge piger, en modeldrøm i maven, og jeg udnyttede enhver chance for at gå til castings hos modelbureauerne.
Det blev et nej. På stribe. Jeg fattede et hint.
At blive model er en lukket klub, som man kun får adgang til, hvis man er ung, har en vis højde og størrelse.
Jeg så det som “opskriften” på at være smuk i samfundets øjne. Jeg havde alderen og højden, men jeg kunne bestemt ikke klemme mig ned i en xtra small.
Hvorfor kunne jeg ikke bare tage mig sammen og tabe mig?
Efter utallige afvisninger fra modelbranchen, kom jeg på mirakuløs vis gennem nåleøjet, da jeg som 20-årig blev udvalgt som finalist til Miss Danmark.
Foto: Privat
Det var en drøm, der gik i opfyldelse.
Jeg husker, da jeg som 12-årig sad med min storesøster tryllebundet til tv-skærmen, da vi så Victoria’s Secret-modeshowet.
Jeg stirrede på de høje, tynde modeller med englevinger, der sendte luftkys og forførende øjne til kameraet, mens Justin Timberlake sang ”Sexy Back”.
Victoria’s Secret og Miss Universe blev min motivation.
“Sådan kan jeg også komme til at se ud, hvis bare jeg tager mig sammen,” tænkte jeg.
Uden at blinke havde jeg slugt idéen om, at jeg kun kunne blive ægte smuk, succesfuld og glad, hvis jeg levede op til netop dét kropsideal.
Desværre viste fortryllelsen sig nærmere at være en forbandelse.
Miss Danmark
Jeg stod på scenen til Miss Danmark-finalen, da værten afslørede: “Og vinderen af Miss World Danmark 2013 er …”
I det sekund han nævnte mit navn, skyllede en lykkerus igennem hele min krop.
Jeg skulle repræsentere Danmark ved verdens største skønhedskonkurrence, Miss World, på Bali.
Det skulle vise sig at blive en fantastisk oplevelse, jeg aldrig vil glemme.
Da jeg steg ud af flyet, var jeg ikke længere Malene Riis fra Sønderjylland. En stor gruppe mennesker samlede sig om os og ville have et glimt, en autograf eller et billede med mig og de andre deltagere.
Den næste måned fik jeg skabt jeg søsterlige bånd med mange af de andre kvinder.
De gjorde et stort indtryk på mig, fordi flere brugte deres platform til at lave velgørenhedsarbejde i hjemlandet, hvor de var med til at bygge skoler og brønde til rent drikkevand i landsbyer.
Vi støttede hinanden gennem konkurrencerne og de tætpakkede dagsprogrammer.
Som konkurrencen skred frem, fik jeg sværere ved at holde modet oppe. Jeg sov kun 4-5 timers søvn om natten. Og jeg var mentalt udmattet, fordi jeg blev vurderet fra morgen til aften.
Foto: Privat
Det gjorde det ikke nemmere, at jeg havde sammenlignet mig med de miss’er, der var endnu tyndere end mig, lige siden jeg stod af flyet.
Inden konkurrencen tvang jeg mig selv på en slankekur og tabte mig fem kilo for at ligne en ”ægte beauty queen”. Men jeg følte stadig, at jeg langt fra levede op til det perfekte skønhedsideal. Jeg følte mig utilstrækkelig.
At træde ud af skønhedskonkurrenceverden, som jeg havde være tilknyttet i fem år, skulle vise sig at være det bedste, jeg kunne gøre for at slippe min kropsskam.
Deller og strækmærker
Mit selvbillede har lige stille ændret sig med årene, i takt med at vi ser flere modeller i forskellige størrelser repræsenteret og kvinder, der viser deller, appelsinhud og strækmærker frem på sociale medier.
At se nogen blive hyldet, for dem de er, og som jeg i ovenikøbet kan spejle mig i, har givet mig ro i kroppen.
De seneste seks år har jeg arbejdet som international model, og min mission er at rykke grænser i modebranchen med min størrelse 42. En ganske gennemsnitlig kvindekrop.
Da Sussi La Cour ser Pamela Anderson første gang, er hun solgt.
Hun kommer løbende ned af Venice Beach i en rød badedragt med sit lange, lyse hår flagrende efter sig.
De to kvinders historier starter omkring samme tidspunkt. Pamela Anderson bliver født i 1967, og året efter kommer Sussi La Cour til verden.
Men Sussi La Cour og Pamela Anderson har mere end alderen til fælles.
I starten af året udkom dokumentaren ‘Pamela, A Love Story’, hvor tv-stjernen for første gang fortæller sin egen historie. Sussi La Cour kan se flere ligheder mellem hende selv og Pamela Anderson.
På samme måde som Pamela Anderson, følte Sussi La Cour sig fanget i et narrativ, hvor hendes seksualitet igen og igen var omdrejningspunktet.
– Det var jo lige præcis det her billede, jeg kan se, at Pamela Andersons historie tegner. Hun kæmper også med, at hun bliver holdt fast i en rolle som en kvinde, der ikke selv er i stand til at træffe sine egne bevidste valg.
Gennem hjemmevideo-optagelser, fotos og barndomsbilleder tager Pamela Anderson kontrollen over sin egen fortælling.
Et narrativ, der ellers hidtil har været styret af medierne, efter at hun og hendes daværende mand, Tommy Lee, forsanger i bandet Mötley Crüe, fik lækket deres sexvideo, efter båndet blev stjålet fra deres fælles hjem i 1995.
Et læk, der fik store konsekvenser for Pamela Anderson.
– Der blev jo set ned på den erotiske kapital, fordi man på en eller anden måde ikke vil anerkende det som en magtfaktor. Det, tænker jeg, ligger meget forankret i vores samfund. Det kommer 100 procent af, at vi har været et kristent samfund. I århundreder er vi blevet fyldt med skyld og skam over vores seksualitet, siger Sussi La Cour.
Allerede i skabelsesberetningen er kvindens seksualitet noget farligt og syndigt. Her lokker Eva Adam til at spise af den forbudte frugt, og derved mister de deres uskyld og må forlade Edens have.
I popkulturen findes en særlig arketype, en bombshell. Gennem historien har vi fulgt deres storhed og fald, fra Marilyn Monroe til Anna Nicole Smith og Pamela Anderson.
Ordet indeholder en advarsel, som om den kvindelige seksualitet er en tikkende bombe, der kan antænde og eksplodere på et hvert givent tidspunkt.
“Jeg har aldrig været hæmmet af mit køn”
Et par sekunder – længere tid tager det ikke for Sussi La Cour at spotte, om mænd kigger på hende.
Hun er slet ikke i tvivl.
– Jeg kan bare se, at den mand har set min film. Fordi de kigger på mig, og så bliver de helt forfjamskede og kigger væk igen. De ved simpelthen ikke, hvor de skal kigge hen. De er usikre. Det er ret sjovt.
For mange kvinder er seksualitet forbundet med en grad af skam, men det har aldrig været tilfældet for Sussi La Cour. Det er svært at pege på præcis hvorfor, men hun mener selv, at det kan skyldes hendes opvækst.
Hun voksede op i et parcelhus i Avedøre med pool i baghaven og amerikanerbiler i indkørslen.
Foto: Ritzau/Scanpix
– Det lyder ret tacky, og det var det egentlig også, griner hun.
I barndomshjemmet var der en stemning af frihed og løssluppenhed. Når forældrene holdt fest, løb man nøgne rundt og hoppede i swimmingpoolen.
– Der var en følelse af, at vi gør, hvad vi vil. Jeg er vokset op med det. Min opdragelse har været, at jeg var fars pige. Min far var ret vild i det.
Igennem barndommen blev hun altid bakket op. Og når hun kigger tilbage, husker hun det, som om hun blev opdraget lidt som en klassisk dreng.
– Jeg har nok været det, man kalder en tomboy.
Vildskaben fulgte med hende. Da Sussi var i 20’erne, hoppede hun på cyklen fra Valby, hvor hun boede og cyklede til natklubben Krasnapolsky i indre København.
Det var det absolutte insted. Her hang modeller, kunstnere og Københavns elite ud.
I slidte jeans, denimjakke og cowboystøvler bestilte Sussi en kold øl og hang ud i baren.
Alene.
– Så stod jeg og spottede, om der var nogle lækre fyre, som jeg skulle have med hjem den aften, siger hun.
– Jeg har aldrig været hæmmet af mit køn. Jeg har i virkeligheden været en køn pige, og jeg har vidst, at jeg har været smuk. Det er klart, og jeg har spillet på det. Men om jeg var en pige eller en dreng, det var jeg fuldstændig ligeglad med.
Da hun ser Pamela Anderson på skærmen første gang, er hun allerede bevidst om, at hun ikke ønsker et 9-4 job.
Hun ville ikke hente børn i regnvejr på cykel, og så hjem at lave mad, se tv og gå i seng, forklarer hun.
– Jeg vidste bare, at jeg ikke skulle leve på den måde.
The Valley
I perioden 1997-2000 laver Sussi La Cour 30 pornofilm og bliver internationalt kendt under navnet Katja Kean.
Hun får for alvor sit gennembrud i San Fernando Valley eller bare ‘The Valley’, der er kendt som pornobranchens epicentrum. Området ligger i udkanten af LA og ligner til forveksling et normalt villaområde.
– Men så ind imellem de her huse, der ligger de her kæmpe produktionslandskaber, som tjener, jeg ved ikke hvor mange milliarder dollars hvert år. Så jeg kan huske, at det var virkelig slet ikke det, jeg havde forventet.
Selv om The Valley kommer bag på hende, har Sussi La Cour kun gode oplevelser fra sin tid i pornobranchen.
– Det er også derfor, jeg vidste, at jeg gerne ville til USA. For alle dem, jeg arbejdede sammen med dengang, det var netop også deres eget frie valg at træde ind i pornoindustrien. Der var ikke nogen ofre. Der var ikke nogen, der var blevet tvunget ind i noget.
De fleste ser porno, omkring 80 procent af mænd og 60 procent af kvinder gør det regelmæssigt. Blandt teenagedrenge er andelen næsten 100 procent. Det afslører data fra pornositet Pornhub om danskernes pornoforbrug ifølge Information.
Men selv om de fleste mennesker forbruger porno, er jobbet som pornostjerne et af de mest kontroversielle. Det kan Sussi La Cour skrive under på.
– Der er rigtig mange mænd, der har følt sig så provokeret, når en kvinde som jeg netop har taget magten over min seksualitet og brugt den fuldstændig, som jeg har lyst til.
Den skinbarlige sandhed
Da Sussi La Cour rejste til USA, var det med planen om at blive, men da Casper Christensen ringede og tilbød hende en rolle i serien ‘Langt fra Las Vegas’ besluttede hun sig for at takke ja.
Hun vidste egentlig godt, hvad der ventede, da hun vendte hjem til Danmark. Hun har set det før.
– Når jeg kom hjem til Danmark, vidste jeg, at jeg skulle hjem til janteloven, stå skoleret og angre og undskylde alle mine synder. Jeg vidste på forhånd, at jeg skulle hjem og forklare, hvorfor jeg havde truffet det valg.
Den frihed, hun havde fundet, var ikke en selvfølge i Danmark.
– Jeg var rejst ud af landet for netop at finde en frihed. Og da jeg så kommer hjem igen, føler jeg mig mere fastlåst end nogensinde før. Fordi jeg jo netop kun bliver set som den her stereotype pornostjerne.
Det billede, medierne ønskede at fremstille hende, som en kvinde, der har haft en dårlig barndom og ikke kan finde ud af livet, var ikke et billede Sussi La Cour kunne genkende:
– Det kan godt være, I tror, at det er sådan, men det forholder sig ikke sådan. Det kan være meget ubehageligt, man kan næsten føle sig lidt afmægtig.
Særligt en oplevelse, husker hun. Det er en sommerdag. Sussi og hendes veninde står og venter på deres mad på et takeawaysted i Nordsjælland. Pludselig bemærker hun en mandlig kunde.
– Han får så øje på mig. Og han kigger på mig, altså han nærmest nedstirrer mig. Med et fuldstændig fordømmende blik. Det var meget, meget tydeligt.
Men det var ikke kun i privatlivet, at hun oplevede fordomme om hende.
I mødet med pressen oplevede hun, at flere mandlige interviewere så ned på hende på grund af hendes valg. Her husker hun særligt to interviews.
– Jeg kunne mærke, at de her mandlige journalister følte, at de kunne tillade sig at tale til mig, præcis som de havde lyst til. Der var ikke nogen tvivl om, at det var dem, der havde magten, og jeg bare var en lille blond bimbo.
Gang på gang oplevede hun, at der var en fortælling om hende, et narrativ, der blev presset ned over hovedet på hende. Det blev en kamp med medierne om at overbevise folk om, at de ikke havde det rigtige billede af, hvem hun var.
At hun ikke var et offer eller en stakkel.
Den forestilling har Pamela Anderson også kæmpet med. I et interview med det amerikanske medie Variety i forbindelse med dokumentaren, siger hun:
– Jeg er ikke en stakkel. Jeg er ikke en kvinde i nød.
For netop magten til at kunne fortælle sin egen historie er ikke en selvfølge.
Det aspekt kan Sussi La Cour også genkende i Pamela Andersons fortælling. I dokumentarens første scener ser vi Pamela Anderson i badekåbe og uden makeup i sit hjem.
Det er noget af det første Sussi La Cour lægger mærke til, da hun ser den.
– Hun sidder i morgenkåbe, hvilket jeg faktisk synes, var lidt sjovt. Men jeg kan godt lide, at hun ikke har noget makeup på. Du ser bare den skinbarlige sandhed.
Som Pamela Anderson har Sussi La Cour bygget et image op og levet af at bære en maske, som hun til dels har været med til at skabe, men som samfundet har været med til at bevare.
Sussi La Cour har fået spørgsmålet “har det været prisen værd?” et utal af gange, og hun er ikke i tvivl om svaret:
– Alt har en pris. Men det handler om, om det valg, du har truffet, er prisen værd. Og sådan har jeg har stadig den dag i dag, det har det været – 100 procent.
Den danske topmodel Caroline Bille Brahe har skabt sit eget brand, Caro Editions. Vi mødte hende til en snak om visionen, yndlingspieces og hverdagsuniformen
Fortæl om Caro Editions: Hvad vil du gerne med brandet?
“Jeg har en stor skabertrang og er både kreativ og intuitiv – på mange måder har det nok ligget lidt i kortene, at jeg skulle starte mit eget brand og skabe min egen fremtid. Med min baggrund har jeg mere eller mindre set, oplevet og båret alle former for klæder, og det giver jo et godt udgangspunkt. Jeg ved, hvad jeg kan lide, og hvad der føles godt at have på. Som designer har jeg fundet noget, jeg både brænder for og lader til at være god til, og jeg står op hver eneste morgen og glæder mig til en ny dag på mit kontor.”
Foto: PR
Du har tidligere solgt vintage, hvad fik dig til at starte dit eget brand?
“Egentlig præcis det samme, som fik mig i kast med vintage: kærligheden til helt specielle pieces – dem, der holder år efter år. Hvor pasform, materiale, prints og farver hverken er sæson- eller trendbaserede. Når jeg kigger ind i mit skab derhjemme, bliver jeg glad på samme måde, som hvis man som barn bevæger sig ind i en stor, velassorteret slikforretning. Nu, hvor jeg designer selv, har jeg pludselig mulighed for at tilføje de styles, jeg mangler.”
Foto: PR
Hvilke ord vil du bruge til at beskrive stilen i Caro Editions?
“Der er ingen tvivl om, at Caro Editions er baseret på min personlige stil. Gode kvaliteter, modige farver – og så vil det også være at bemærke, at jeg ikke kunne drømme om at iføre mig og dermed designe noget, der ikke var behageligt at have på.”
Hvilken style fra første drop er din personlige favorit?
“Jeg bruger min silkeskjorte i alle prints dagligt. Den går heldigvis igen fremover, da det lader til, jeg ikke er den eneste, der er faldet for den.”
Hvad består din hverdagsuniform af i vintermånederne?
“Tilføjelser af lag er nok den største og eneste ændring fra sæson til sæson. Ellers er det de samme ord, der går igen: behageligt, farverigt og helt og aldeles hjemmemikset på kryds og tværs.”
Foto: PR
Hvad kan Caro Editions-fans glæde sig til i 2023?
“Fortsat en masse prints og farver – gode materialer og pasforme er som sagt mit hovedfokus, og jeg sukker allerede efter selv at få fingre i succesfulde gengangere i nye prints og helt nye styles til både dag- og aftenbrug.”
Mathilde og Bea er ikke skribenternes rigtige navne, ligesom deres dates kælenavne, arbejdspladser og stævnemøde-spots kan være ændret for anonymitetens skyld. Redaktionen er bekendt med kildernes rigtige identitet, og korrespondancen bygger (desværre) på virkelige hændelser.
Bea: Girl I’m so fucking single. Har kigget på videoer af Asap Rocky som står og viber over Rihannas Superbowl-performance som den #1 fanboy han er, og jeg sidder bare med en helt stille telefon …
Mathilde: Skat, vi er snart halvvejs gennem februar, og solen har skinnet denne her uge. Det skal nok gå <3
Bea: Enig, glæder mig til at spille smart på en fortorvscafé. Men vil du høre de to allermest nedtur ting, der er skete for mig denne her uge?
Mathilde: Kør.
Bea: Spurgte ham mit situationship om vi skulle ses i tirsdags, og han stejlede bare for vildt med et “øøØØøhHHhhhHh er det ikke valentinsdag????” og så det smeltende ansigt-emoji. Så fik jeg da virkelig også direkte besked om, at det skulle vi i hvert fald IKKE.
Mathilde: Ærligt Bea, kom nu videre fra den dødssejler!!!
Bea: Ja, det er så dumt. Nå, tog jo i byen sidste weekend. Startede på Resto Bar (hvor man i øvrigt sidder virkelig tæt på cute nabobord) og endte med at snave hele natten med endnu mere cute skaterboy. Du ved North-Face-dynejakke-hættetrøje-skævt-smil-man-altid-kommer-i-problemer-med-typen, som jeg har spottet et par gange før.
Mathilde: OK cuuuuute, og jaja, kender totalt typen, hvad skete der?
Bea: Altså vi kommer ind på klubben, og jeg løber faktisk ind i ham og hans ven i baren som det første “hej hej har I haft en god aften” bla bla, og vi får lige et par drinks og snakker lidt og de ryger en milliard smøger.
Mathilde: Fy for satan.
Bea: Jaja, men hør nu. Så smutter min veninde, og han overtaler mig til at blive og lige få en drink til
Mathilde: Haha okay så ved man godt, hvad klokken har slået.
Bea: Præcis, supergod stemning og efter et par shots, er der bare superintens øjenkontakt, og jeg tænker fuck it og går efter guldet. Og han var SÅÅÅÅÅÅ god til at kysse, det var virkelig dejligt.
Mathilde: Jeg ser ingen problemer indtil videre.
Du ved North-Face-dynejakke-hættetrøje-skævt-smil-man-altid-kommer-i-problemer-med-typen
Bea: Nej, men det er så lige indtil, jeg flere timer og mange teenagetungekys senere spørger, om vi ikke skal fortsætte festen hjemme hos mig, og han må krybe til korset og sige, at han faktisk har en kæreste.
Mathilde: NEEEEEEJiiiiiii.
Bea: Jo. Kæmpe mænd-er-svin-moment, siger jeg dig. Sagde til ham, at han var en taber og tog hjem med det samme (lige med et hurtig pommes stop på maccen).
Mathilde: Godt, wow sikke en nar. Måske meget godt vi ikke har kærester? Alle er utro.
Bea: Ved du hvad, næste år tager vi altså bare hinanden på valentinesdate.
For det verdenskendte multitalent har for længst bevist, at hun hører ligeså meget hjemme i biograferne som hun gør på hitlisterne. Blandt andet i film som ‘A Star Is Born’ for ikke at glemme ‘House of Gucci’.
Mens rollerne i begge film var som lavet til hende, så er der næsten ikke noget bedre match end Harley Quinn, hvis man ser på det visuelle. For den sindsyge skurk og Joker-håndlanger har en helt unik stil, som vi sagtens kan se Gaga lave en personlig og indlevelsesrig fortolkning af.
Og ud at dømme fra det nye billede fra filmen ser det bestemt ikke ud til, at Gaga kommer til at skuffe.
Billedet viser stjernen i et intenst øjeblik overfor sin medskuespiller Joaquin Phoenix, der med et smørret smil på læben kigger Gaga direkte i øjnene i det, der måske kunne være øjeblikket, hvor de to karakterer for alvor finder hinanden.
Opfølgeren har fået titlen ‘Joker: Folie à Deux’, og bag den står instruktøren, der sikrede Gagas gennembrud som skuespiller med filmen ‘A Star Is Born’, Todd Phillips.
Joaquin Phoenix slog i den første film benene væk under både anmeldere og seere med sin vilde portrættering af Batmans ærke-nemesis. Så mon ikke ham og Lady Gaga sammen vil gøre den nye Joker-film til en ligeså stor succes som den første?
Hvor det de sidste par år er stormet frem med minitasker, der i mange tilfælde er så små, at de nærmest er mere en gimmick end en egentlig praktikalitet, er vi nu kommet til en ny bølge af mere eller mindre spøjse tasketrends.
For under AW23-modeugen i New York præsenterede det amerikanske brand Puppets & Puppets en række tasker, hvor diverse lækre og velkendte madvarer var en fællesnævner.
Således bar nogle modeller på en taske, hvor håndtaget var udformet som en moden banan, mens andre bar små tasker, der var pyntet med et spejlæg og en cookie på fronten af taskerne som små amuletter, der desuden gik igen gennem hele kollektionen på både sko og som nipple covers.
Foto: IMAXtree
Puppets & Puppets AW23.
Foto: IMAXtree
Puppets & Puppets AW23.
Men Puppets & Puppets er langtfra det eneste brand, der det seneste stykke tid har brugt madvarer som udgangspunkt for deres tasker og dermed skabt humoristiske kreationer, hvor nogle fremstår som hyperrealistiske versioner af populære fødevarer.
For eksempel præsenterede italienske Fendi under den seneste herremodeuge i Milano en række nye versioner af deres ikonisk Baguette-taske, hvor særligt et item stod ud.
Nemlig en helt bogstavelig fortolkning af tasken, som derfor var udformet som, ja, et baguette. Omend i plysset form, så var den selvironiske kreation svær ikke at smile af.
Foto: IMAXtree
Også hos luksusmærket Louis Vuitton blev der leget med maden, da modehuset sidste sommer præsenterede sin SS23-kollektion.
En af modellerne bar nemlig på en taske designet som en overdimensioneret fortune cookie – en hul, sprød kage med oprindelse fra Asien, der indeholder en lille seddel med en forudsigelse om din skæbne, som mange måske kender bedst fra utallige, særligt amerikanske, film og serier.
Den sjove kagetaske i læder var endda pakket ind i en gennemsigtig emballage, mens en lille, hvid læderstrip også tittede frem som den lille seddel i kagen, der kun gjorde illusionen endnu mere virkelighedstro. Hvis altså ikke det var for Louis Vuittons signatur LV-logoer, der selvfølgelig prydede tasken.
Foto: IMAXtree
Louis Vuitton menswear SS23.
Foto: IMAXtree
Louis Vuitton menswear SS23.
De sjove og ofte indbydende tasker er selvfølgelig også populære på sociale medier, og særligt på TikTok har én designer oplevet noget af en hype omkring sin taske.
Det er den amerikanske kunstner og designer Nikolas Bentel, der er blevet berømt for en taske, der ligner en pakke penne-pasta, som du kender den fra supermarkedet.
Med over 6,7 millioner visninger af hashtagget #pastabag, er det intet under, at den talentfulde designer konstant har udsolgt af den virkelighedstro pastapakke, der kan bæres over skulderen.
Foto: Nikolas Bentel
Den TikTok-berømte 'Pasta Bag' fra Nikolas Bentel.
Mem madvarer er ikke det eneste, der for tiden er omdrejningspunkt for vilde taskedesigns.
Puppets & Puppets viste for eksempel også tasker, hvor hanken var et retro telefonrør, mens Louis Vuittons herrekollektion – udover kagetasken – også bød på en lædertaske formet som en kassevogn komplet med kølerhjelm og hjul.
Med de seneste virale ‘Big Red Boots’ kan vi vist roligt sige, at humoren for alvor har bidt sig fast i moden.
Advarsel! Anmeldelsen indeholder adskillige spoilers. Men hvis du er bekendt med historien i spillene, kan du roligt læse videre.
Filmatiseringer af videospil har længe haft et dårligt omdømme. Set udefra virker det ofte, som om der altid er et eller andet, der går galt undervejs i produktionen.
Det være sig alt fra hjerteløst skuespil og dårlige effekter til et håbløst tonevalg og usammenhængende historier, der langt fra er tro mod ophavsmaterialet.
Jake Gyllenhaal (‘Donnie Darko’, ‘Nightcrawler’) forsøgte sig i 2010 uden held som prinsen i ‘The Prince of Persia: The Sands of Time’. Og der er flere eksempler længere tilbage i tiden med filmatiseringer af spil som ‘Street Fighter’ og ‘Mortal Kombat’.
Foto: HBO Max
Heldigvis begynder billedet langsomt at ændre sig med flere vellykkede film og serier som ‘Halo’, ‘The Witcher’, ‘Arcane: The League of Legends’ og ‘Pokémon: Detective Pikachu’ (bevares, ingen af dem er perfekte).
Nu kommer så HBOs adaption af konsolspillet ‘The Last of Us’, og det er formentligt den bedste tv-serie nogensinde med rødder i et videospil.
Vi har set den første halve sæson af ‘The Last of Us’, der består af i alt ni episoder, hvor det første afsnit nærmest har spillefilmslængde.
Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er meget begejstrede, og vi dykker mere ned i hvorfor herunder.
Ikke just en komedie
Som mange andre postapokalyptiske tv-serier, spil og film, begynder ‘The Last of Us’ kort før, katastrofen rammer.
Vores hovedperson Joel Miller bliver spillet af Pedro Pascal (‘Game of Thrones’, ‘The Mandalorian’, ‘Narcos’).
Joel har fødselsdag, og vi følger for en stund Joels datter, Sarah (Nico Parker), der venter på, at vores hovedperson kommer hjem, så hun kan overrække ham hans gave.
Foto: HBO Max
Vi hører ikke noget om, hvad der er sket med Sarahs mor. I stedet møder vi Joels bror, Tommy, som bliver spillet af Gabriel Luna (‘Terminator: The Dark Fate’, ‘Bernie’, ‘Agents of S.H.I.E.L.D.’).
Inden Joel kommer hjem fra arbejde, ser vi fra Sarahs perspektiv, hvordan situationen langsomt tilspidses. Folk er bange, butikker lukker, i radioen taler de om en epidemi i et land langt borte, og der er militærfly i luften.
Metoden er set før, men de små hints om den forestående katastrofe er en elegant måde at rodfæste universet på og giver samtidig seerne lidt baggrundsviden.
Flere steder bliver det direkte uhyggeligt. Som da Sarah efter skole besøger sine naboer, hvor vi i baggrunden ser, hvordan en ældre kvinde smittes af den gruopvækkende svampeinfektion, som i ‘The Last of Us’ gør folk til zombier.
Ordet zombie bliver dog, ligesom i spillet, aldrig brugt.
Om aftenen på Joels fødselsdag varer det ikke længe, før alting går amok.
Sarah bliver angrebet af en smittet, men i sidste øjeblik redder Joel hende, og de flygter ud af byen sammen med Tommy.
Har du spillet spillet, ved du nok, hvilket frygteligt øjeblik der venter. Ved bygrænsen møder de en soldat, der får ordre til at åbne ild mod Sarah og Joel. Tommy skyder soldaten, men Sarah når at blive ramt, og hun dør kort tid efter i armene på sin far.
Foto: HBO Max
Anderledes reel post-covid
Selv hvis du har gennemført det første spil flere gange, rammer prologen stadig hårdt.
Konsolspillet var gribende og indlevende, men historien føles om noget endnu mere hjerteskærende og sørgelig, når vi ser et virkeligt menneske på skærmen, der hjælpeløst må se til, mens vedkommende mister sin datter. Pedro Pascal formår at fange alle facetter af den stoiske og rodløse Joel Miller.
Plottet i ‘The Last of Us’-serien er det samme som i spillet, men det er ikke helt én til én.
Vi ser nogle ting, vi ikke oplevede, da vi sad med en controller i hånden, og enkelte detaljer er ændret.
Hovedhistorien er dog langt hen ad vejen den samme, men med tilføjelser undervejs, som er nye for alle.
Eksempelvis får vi i nogle af de første afsnit et indblik i, hvordan pandemien begyndte, hvilket gør ekstra indtryk her på den anden side af COVID-19.
I et afsnit følger vi også Nick Offerman (‘Devs’, ‘Pam & Tommy’, ‘Parks and Recreation’) i rollen som survivalisten Bill. En karakter, du også møder i spillet, men som vi kommer mere i dybden med her.
Og nej, du behøver ikke at have spillet spillet for at kunne følge med. Det giver bare nogle ekstra lag til serien.
Én karakter, der ikke er til at komme uden om er teenageren Ellie Williams, som er seriens anden hovedperson.
Ellie bliver spillet af engelske Bella Ramsey, som de fleste vil huske for hendes rolle i ‘Game of Thrones’, hvor hun spillede den beslutsomme og rådsnare unge adelskvinde, Lyanna Mormont.
Vi møder 14-årige Ellie i 2033 – 20 år efter at udbruddet af den farlige svampeinfektion har raseret det mest af verden.
Med udsigt til en god hyre påtager Joel sig opgaven om at bringe Ellie i sikkerhed og aflevere hende til den revolutionære militærgruppe, ‘The Fireflies’.
Der går dog ikke længe, før han erfarer, at Ellie ikke er som alle andre, og at opgaven ikke er helt så simpel, som han måske først havde håbet.
Kemien mellem Ellie og Joel er fuldstændig afgørende for serien.
Heldigvis har Pedro Pascal og Bella Ramsey den rette gnist, og det er spændende at følge, hvordan deres forhold til hinanden langsomt udvikler sig i løbet af serien.
Bella Ramsey passer godt i rollen som den irriterende teenager, der piller ved alting, og som stiller spørgsmål til alt, hun får at vide – selv om hun i virkeligheden rent faktisk er 19 år.
Ikke ‘The Walking Dead’ – og så alligevel
Craig Mazin, manden bag ‘Chernobyl’, har skrevet og instrueret ‘The Last of Us’.
Det har han gjort i samarbejde med Neil Druckmann fra spilfirmaet Naughty Dog, der også står bag spillene. Som vi indledningsvist skrev, har filmatiseringer af spil sjældent været særligt vellykkede.
Craig Mazin har dog bevist, at det kan lade sig gøre, og ‘The Last of Us’ bliver uden tvivl et pejlemærke for kommende spilbaserede film og serier. Og dem er der nok af!
Historien er en loyal gengivelse med elegante twists og tilføjelser her og der. De forskellige skuespillere passer godt til deres roller og yder alle en overbevisende præstation.
Effekterne er gennemførte, og så er historien bare åndssvagt god. Det er ikke uden grund, at HBO valgte at filmatisere lige netop det her spil.
Mange vil formentligt sammenligne ‘The Last of Us’ med ‘The Walking Dead’. Den har da også flere ligheder – zombier, fraktioner af overlevende og et postapokalyptisk USA.
Der er dog også markante forskelle. ‘The Walking Dead’ handler i stor stil om overlevelse, hvor ‘The Last of Us’ i langt højere grad er en personbåren historie om to mennesker, der hjælper hinanden igennem en barsk og brutal verden i forsøget på at nå deres mål i den anden ende af landet.
Har du spillet spillene, vil du formentligt elske ‘The Last of Us’. Der er tilpas med nyt i serien, som giver den et friskt pust, og Pedro Pascal og Bella Ramsey er begge tro gengivelser af deres digitale avatarer.
Har du ikke spillet spillene, afhænger det formentligt mere af, om du kan lide serier og film i stil med ‘The Walking Dead’, ‘The Road’ og ‘Children of Men’. Kan du det, så lyder der kun den største anbefaling herfra til at se ‘The Last of Us’.
Artiklen er først bragt hos Vi Elsker Serier. Dette er en redigeret version.
#Benifer er bare gaven, der bliver ved med at give. Parret, der efter 20 års pause (endelig!) blev gift i 2022, har nemlig cementeret deres kærlighed til hinanden med permanent blæk på kroppen.
I anledning af Valentines Day den 14. februar kunne Jennifer Lopez nemlig afsløre på sin Instagram, at hun og husbonden har fået matchende tatoveringer
Lopez’ tatovering er et evighedssymbol, som er ret let at tolke som et symbol på, at deres kærlighed varer for evigt, præcis som en permanent tatovering på kroppen også indikerer.
I evighedssymbolet kan man tyde deres to navne, Jennifer og Ben, skrevet i kursiv, og symbolet er dertil pyntet med en amorspil, der skyder gennem hele herligheden.
I billedkollagen, som J-Lo har delt, kan man også se Afflecks tattoo: to krydsende amorspile med initialerne J og B over og under pilekrydset.
Opslaget indeholdte desuden et par gamle billeder af parret fra deres første forelskelse for 20 år siden, og en håndfuld følelsesladede hashtags, herunder: #CommitmentIsSexy #ThisIsUsThen, #ThisIsUsNow og #ThisIsMeNow.
Er det ikke nok nostalgiske billeder af de to, kan du i galleriet herunder klikke dig igennem en masse bilelder af det berømte par gennem tiden.
Der er ingen tvivl om, at det hotteste man lige nu kan pynte sig med, er roser. Uanset om det er som pynt på en bluse, som broche, halsbånd, hårklemme eller på sko, er de yndige roser (ofte gjort i silke eller organza) ikke til at komme uden om.
Og mens vi herhjemme har utroligt mange fine bud på pyntelige silkeblomster (se bare ’La Fleur’ fra Damernes Magasin, der næsten er gået viralt herhjemme, og den meget virkelighedstro rose-hårklemme fra Caro Editions) så er der særligt ét brand, der skiller sig ud på den internationale rose-front.
Festlige Magda Butrym bragede gennem modens lydmur lige inden vi alle sammen blev henvist til hjemmearbejde og joggingbukser.
Ikke desto mindre kunne man følge med i, hvordan velklædte kvinder som Camille Charrière, Hailey Bieber, Sophia Roe, Jeanette Madsen og Mathilde Gøhler klædte sig fint på derhjemme i de yndigste, underspillet sexede festkjoler med iøjnefaldende detaljer som cut-outs, smukke silhuetter eller betagende, indsyede stofroser.
Og stofroserne er altså værd at dvæle ved, for sammen med Coperni og Saint Laurent har Magda Butrym været med til at starte den enorme hype, der er med rose-accessories lige nu.
Nu har brandet så lanceret forårets måske smukkeste bud på en accessory, der ikke bare er pæn, men også praktisk. Eller i hvert fald har den en funktion ud over blot at være til pynt.
Foto: PR
Magda Butrym har nemlig lanceret den helt nye ’Magda Bag’; en lille bucket bag, der kommer i forskellige variationer så som ruskind, satin og hæklet – alle med store, foldede roser i samme materiale som tasken på begge sider for en fuldkommen 3D-effekt.
Foto: PR
Butrym skriver selv i forbindelse med lanceringen af tasken, at “botaniske elementer altid har været en integreret del af brandet siden begyndelsen. Magda-tasken giver et specielt touch til et hvert outfit, hvor den både bidrager med anvendelighed og et svirp glamour.”
Magda-tasken kommer til at indgå som en fast del af Magda Butryms sortiment og de første SS23-versioner lander i butikkerne og online i midten af februar.
