1. Dæmoner i kælderen “Jeg er vokset op med depression i min familie og kan bedst beskrive det som at have en dæmon boende i kælderen. Det kom i form af et mørke, som lagde sig over mit barndomshjem og gjorde det utrygt at være i. Så selv om depression ikke er emne, jeg direkte har været ramt af, har jeg indirekte følt mig enormt påvirket af det gennem hele mit liv. Det har jeg forholdt mig til på forskellige måder, men aldrig skrevet så direkte om det i mine sange før. Så har det måske handlet om at være ked af det eller om en følelse af at føle sig svigtet eller forladt, som har mundet ud i en kærlighedssang. Det er ligesom blevet camoufleret som noget andet, hvor jeg denne gang har tænkt: ‘Ej, nu må du tage ordentligt fat i, hvad det rent faktisk handler om.’

Jeg kan ikke lade være med at se det lidt som det her mørke rum i ens hjem, hvor man ikke ved, hvad der kommer ud ad døren. Jeg har altid virkelig prøvet at holde det på afstand, men de seneste år er jeg begyndt at tænke mere over, hvad der sker, hvis man i stedet inviterer det indenfor. Hvis man i stedet for at skubbe det væk, siger: ‘Så kom, lille dæmon, og sig, hvad du vil sige. Lad os ta’ den dans og se, hvad der sker.’ Jeg tror, det gælder for mange af den slags ting, at man kan være med til at afmystificere dem, når man ikke kæmper så hårdt imod hele tiden ved at prøve at låse alle dørene. Måske skal man bare åbne dem og lade det komme ind.

Foto: Sarah Stenfeldt

Blazer, The Frankie Shop, 2.970 kr, øreringe, Mango, 200 kr.

En af sangene på det kommende album hedder ‘Dæmon’, og den kom sig netop af tanken om at invitere dæmonen indenfor og blive dus med den, selv om det ikke i udgangspunktet er et særligt hyggeligt bekendtskab. Der har været noget enormt befriende i at kunne skrive om det i en sang. Jeg har tidligere skrevet rigtig meget om ulykkelig kærlighed, og der er også sange om det på det kommende album, for det er jo bare det store emne – i hvert fald for mig. Men der er også kommet lidt flere dystre ting med, og det er sårbart for mig, for det er mine egne dæmoner og dårlige tanker, der har været udgangspunkt for sangene. Det har været vigtigt for mig at komme dybere med de svære følelser i alle deres afskygninger, også selv om det i starten var en overvindelse at dykke ned i mine følelser på den måde.”

“Jeg var også meget i tvivl, om jeg havde lyst til at dele mine egne sårbarheder og dårlige tanker, for det kan godt føles lidt ucharmerende at blotte sig selv, og hvad skal andre mennesker egentlig bruge det til? Jeg har været bange for, om det bliver for navlepillende, men samtidig vil jeg bare virkelig gerne være med til at gøre det mere normalt at snakke om de ting. Jeg tror, det har været en del af min personlige udvikling at blive bedre til at snakke om de svære emner, som vi ofte prøver at undgå. Jeg har været nødt til selv at tage det til mig og prøve at udforske, hvad det kan. Det dejlige med sange er jo så, at det kan betyde alle mulige ting for andre. Det har været ret sjovt at sende sangene ud til en lille skare af venner, der har fået lov til at lytte med, for når de kommer med tilbagemeldinger om, hvad de tror, at sangene handler om, så er det ret forskelligt. Og det er jo ikke forkert, hvad de siger, for det kunne sangene også handle om.”

2. Dansabel tristhed “Da min producer Rasmus Olsen og jeg begyndte at samarbejde, var vi en dag i studiet, da han sagde: ‘Skal vi ikke lave en up-temposang?’ Jeg tænkte ‘øh nej’, men sagde ‘ja’, for jeg ville ikke være uhøflig, og så begyndte vi at skrive den sang, der hedder ‘Gulvet’, som senere er blevet til en duet med Burhan G. I den oprindelige version var vi meget inspirerede af den norske artist Emilie Nicolas, som er rigtig god til på engelsk at lave triste sange, man kan danse til – bl.a. ‘Who’s Gonna Love You’. Der skete bare et eller andet, da Rasmus og jeg gik ind i det univers. Jeg kunne straks mærke: ‘Okay, det er virkelig fedt det her’. Det var meget tydeligt dansabelt, man blev tvunget til at tage stilling til rytmen, og jeg blev selv meget høj af det: ‘Har vi virkelig lavet det her? Det er jo for sygt!’ Sangen handler samtidig om at stå på et dansegulv og være totalt omringet af mennesker, men være fucking ensom og ikke føle, at man hører til nogle steder, så det skabte en bogstavelig effekt, jeg rigtig godt kunne lide.”

“Siden da er det nærmest blevet min signaturlyd. Tidligere havde jeg ellers en idé om, at hvis man skulle blive rørt af musik, blev det nødt til at være med ballader, for ellers blev det for distraherende. Men jeg overgav mig på et tidspunkt til Medina, og det gik op for mig, at jeg faktisk var meget inspireret af hende. Hun er den første, jeg kender til, som på dansk har formået at skabe de her kæmpestore popsange, som samtidig er forløsende at danse til. Når de kommer på til en fest eller på en klub, er det altid noget, folk rejser sig op til og bare må bruge deres kroppe til at danse til. Jeg er især vild med den sang, der hedder ‘Det smukkeste’, men selvfølgelig også klassikeren ‘Kun for mig’, der er en slags ‘anthem’ til at danse ulykken væk på gulvet. Jeg føler på en måde, at hun er grundlæggeren af den genre – på dansk i hvert fald. Før det har Robin også gjort det med sin ‘Dancing on my own’. Den sang rammer mig altid på en særlig måde, for den er på samme tid meget sårbar og meget empowering.”

Foto: Sarah Stenfeldt

Blazer, The Frankie Shop, 2.970 kr. Bodystocking, Triumph, 350 kr. Øreringe, Mango, 200 kr. Strømpebukser, Hudson, 160 kr. Sko, Mango x Jen Cellabos, 1.000 kr.

“Når Rasmus og jeg sætter os i studiet og skriver musik, starter det tit med et keyboard og nogle akkorder, der lyder sad, og så prøver jeg at forfølge stemningen: ‘Hvad skal den her sang handle om?’ Nogle gange har jeg en idé i forvejen, men jeg synes ikke, at de gode emner hænger på træerne. Det er lidt en ‘struggle’ at skulle vælge det perfekte emne, for jeg vil gerne have noget at sige. Der skal være noget guf på, som når jeg i ‘Omvendt’ synger om misundelse’ eller i ‘Andre venner’ om at blive valgt fra. Jeg kan godt lide, hvis en sang får et koncept, som er en følelse, der ikke er superfed at sidde med. Så prøver jeg at skrive ud fra spørgsmålet: ‘Hvordan er det at have den her følelse, og hvorfor har jeg det sådan?’”

“I en af sangene på min kommende plade tager jeg udgangspunkt i et meget specifikt breakup-moment, hvor jeg umiddelbart efter, at det var sket, tænkte: ‘Åh nej, nu skal fortælle mine venner, at vi ikke er sammen mere – at jeg er blevet valgt fra’. Udover det ulykkelige i sig selv ved at være blevet dumpet, føltes det som et ansigtstab, for jeg ville meget hellere være hende, som har et fantastisk romantisk liv og som altid bliver valgt til, og nu var jeg blevet valgt fra. Jeg var lige flyttet hjemmefra og havde sådan en idé om, at jeg skulle bo i min egen lejlighed og snart have en kæreste, og her var en potentiel kæreste, og nu var han der så pludselig ikke mere, fordi han var skredet. Det hele faldt ligesom til jorden. Det var en forestilling, der krakelerede, og det føltes så skamfuldt at skulle sige til mine venner, at det ikke blev til noget alligevel.”

”Det har været vigtigt for mig at komme dybere med de svære følelser i alle deres afskygninger”

“I den samme sang synger jeg også om at blive slået op med og håbe, at personen har glemt noget, så han er nødt til at komme tilbage, og man så kan få en chance til for at fremstå cool. Da jeg præsenterede teksten for Rasmus, kunne han straks genkende det. Det der med at forestille sig, at ens ex-kæreste kommer tilbage, og man står og ser godt ud og er helt overlegen og upåvirket af situationen. Det er en stor tilfredsstillelse for mig, når jeg lykkes med at formulere følelser, så andre folk øjeblikkeligt siger: ‘Det kan jeg genkende fra mig selv!’”

“Der kommer for noget meget interessant i at sætte melankolske tekster om følelsesmæssigt svære emner sammen med dansabel musik. Hvis tunge følelser bliver svøbt ind i meget tung eller følelsesladet musik, bliver det et album, man kan tude sig hele vejen igennem, og det, synes jeg selv, bliver for meget. Jeg kan generelt godt lide kontraster, og når man blander to ting, der ikke nødvendigvis passer sammen, opstår der ofte noget nyt. Jeg har selv brug for den opløftende følelse i form af noget mere dansevenlig eller dynamisk musik, for ellers bliver det bare tungt med tungt på. Der er hele tiden en undertone af noget melankolsk i min musik, men jeg elsker, når det er sad, og man samtidig kan ryste røv til det.”

Foto: Sarah Stenfeldt

Halstørklæde, stylistens eget, Strik, arket, 590 kr.

3. Frygten for fravalg “Følelsen af at høre til fylder meget på mit kommende album, men jeg har det også nærmest, som om det er det, livet handler om. Det har været et gennemgående tema for mig, siden jeg blev teenager og begyndte at forholde mig til andre mennesker, på en måde hvor jeg havde brug for dem for at have et godt liv. For der begyndte jeg også at mærke skuffelsen ved nogle gange at blive afvist i ønsket om at ville være sammen og hænge ud. Det er mærkeligt, for det bunder jo i en præmis om, at vi lidt ejer hinanden og kan gøre krav på hinanden, fordi vi er venner, kærester eller familie, men alligevel gør oplevelsen af at føle sig forladt eller blive valgt fra så ondt – og det gør den stadigvæk i dag. Jeg er blevet meget overrasket over, at det stadig fylder så meget i mit voksenliv, som det gør. Jeg troede ikke, at de følelser ville følge med, jeg troede, at det var noget, jeg ville vokse fra, men det er jeg slet ikke. Jeg kalder det at blive venne-ked-af-det, når man føler sig forladt eller valgt fra af sine venner. Det er noget af det værste, for hvem er jeg, hvis jeg ikke bliver valgt til af de mennesker, jeg spejler mig i og føler mig forbundet til? Det har været så stor en del af mit voksenliv, at den eneste måde, jeg kunne finde en forløsning i det, var at skrive om det. Men det er stadigvæk en ting, der er meget aktuel i mit liv. Hvis jeg ikke er blevet inviteret til noget, skal jeg virkelig minde mig selv om: ‘Det er okay, Pil. Det har ikke noget med dig at gøre, at de skal i byen uden dig.’”

“Man kan være alt for opmærksom på, hvad andre mennesker tænker om en. Jeg tror lidt, det er det, der er kernen i det her ”

“Der er perioder, hvor jeg tror, at jeg er blevet bedre til at lade være med at hænge mig så meget i det, men nogle gange bliver jeg alligevel overrasket, og så kan jeg pludselig sidde og tude i en alder af 33 år, fordi mine venner fester uden mig. Det er noget, der sker hele tiden i større eller mindre grad. Hvis jeg snakker med en ven og finder ud af, at hun i øvrigt hang ud med et par af de andre i fredags, mærker jeg straks en stikken i maven. Jeg prøver så meget som muligt at undgå at føle bitterhed over det og i stedet spørge nysgerrigt ind: ‘Havde I så en hyggelig aften?’ I don’t really wanna know, men samtidig går der hurtigt detektiv i mig, hvor jeg har brug for at finde ud af, hvad de så lavede. Det, jeg i virkeligheden prøver at finde ud af, er: ‘Hvorfor var det egentlig, at jeg ikke var med?’ Det skøre ved det er, at det er en 100 procent irrationel ting, for jeg kan totalt sætte mig ind i at være sammen med nogle venner uden at huske at skrive rundt til alle andre: ‘Vi er her, så kom nu.’ Hvor det jo heller ikke har handlet om, at man bevidst har valgt andre fra, så hvorfor er følelsen af selv at opleve sig valgt fra så stærk?”

“For mit vedkommende har det også noget at gøre med, at jeg er meget bange for at være kedelig, for at være den person, som folk ikke har lyst til, der skal være med. Jeg forestiller mig altid inde i mit hoved, hvordan de siger til hinanden: ‘Nej, lad være med at skrive til Pil, for hun er SÅ kedelig.’ Jeg leder nærmest efter alle de der ting, der kan bekræfte mig i, at jeg ikke er god nok, eller at jeg fejler lidt som menneske og som ven – og det er jo fucking bullshit! Det er så selvudslettende med dårlige tanker, som ‘feeder’ sig selv og vokser sig kæmpestore i ens hoved, selv om de intet har med virkeligheden at gøre. Og alligevel er det svært at lade være.”

Foto: Sarah Stenfeldt

Kappe, Nicklas Skovgaard, 7.800 kr., Skjorte H&M, 450 kr.

4. Det bliver godt igen “Jeg har aldrig været sådan en, der bare fik masser venner. Jeg har prøvet at bestræbe mig på at have få gode venner, som jeg føler mig tryg ved, og det gør sig stadig gældende i dag. Jeg kan til gengæld sagtens huske forfængeligheden på eks. efterskolen, hvor det var sådan: ‘Hvor mange venner kan jeg få? Hvor populær kan jeg blive?’ For jeg har altid beundret folk med mange venner og som altid var center of attention, og jeg har i virkeligheden også misundt dem, som altid bliver valgt til, som altid bliver snakket om, også når de ikke er der. Jeg har brugt meget tid på at tænke over: ‘Hvad er det, de kan? Har de et eller andet magisk tryllestøv, som de kaster over sig, så de altid glimter lidt? For sådan har jeg aldrig selv været – hverken i folkeskolen, gymnasiet eller på universitetet. Jeg har aldrig været sådan en, der var med i festudvalget eller holdt de fester, som alle bare skulle med til, så jeg har været evigt optaget og fascineret af de mennesker, der, i hvert fald udadtil, virker til at have den slags kørende for dem.”

”Der er i udgangspunktetnoget meget skamfuldt ved at være misundelig på sine venner og deres popularitet”

“Der er i udgangspunktet noget meget skamfuldt ved at være misundelig på sine venner og deres popularitet. Det ville nærmest være det værste at konfrontere en anden med: ‘Jeg er sgu misundelig på dig. Jeg ville ønske, at jeg var lige så sød og pæn og spændende som dig.’ Men jeg har helt sikkert haft det på den måde. Jeg har også nogle gange forestillet mig, hvordan det ville være, hvis jeg en aften byttede liv med en af mine veninder. Så det var mig, der var hende – og omvendt – og jeg så kunne få al den opmærksomhed, som hun plejer at få. Det har fyldt meget for mig, og det er mega skamfuldt, for det er i udgangspunktet ikke et særlig godt karaktertræk at misunde folk. Jeg ville meget hellere være et menneske, som totalt under andre deres lykke.”

“Når jeg tænker tilbage, har jeg virkelig haft en drivkraft i mig for at skulle bevise, at jeg er god nok. Den følelse er ikke forsvundet, blot fordi jeg nu render rundt og leger popstjerne. Det er ret komisk, og jeg kan virkelig grine af mig selv, men nogle gange kan jeg godt tænke om andre, at jeg håber, at de tænker om mig, at jeg er sådan en, der er sej og har styr på det hele. Det er så fjollet, for det er jo lige meget, så hvorfor kan man alligevel bruge så meget energi på det?”

“Jeg lider også af galoperende ‘impostor syndrome’. Der er nogle dage, hvor jeg virkelig kan komme ind i en dårlig tankespiral. Hvor jeg tænker: ‘Det er i dag, at de allesammen finder ud af, at jeg i virkeligheden er rigtig dårlig’. Jeg oplevede det for nylig igen, da der udkom en ny julesang med Christopher ved navn ‘Valdes jul’, som jeg har været med til at skrive. Da vi skulle lave den, var jeg ved at skide i bukserne af skræk. Jeg tænkte: ‘Du kan jo ikke skrive en sang til Christopher. Er du dum eller hvad? Du er her bare, fordi du er heldig, at dit team har fået det sat i stand.’ Jeg skulle skrive sammen med Christopher og produceren Frederik Thaae, og lige da vi gik i gang, tænkte jeg: ‘Nu sker det!’ Jeg havde en stærk fornemmelse af, at nu ville det gå galt, og at de allesammen ville finde ud af, at jeg ikke kunne skrive sangen, at jeg faktisk slet ikke ville kunne bidrage med noget som helst. Jeg blev så opsat på at vise, hvilke stykker af sangteksten, jeg havde skrevet, så jeg kunne retfærdiggøre over for mig selv, at jeg overhovedet var der, at jeg hele tiden påpegede det – så diskret som muligt – over for de andre: ‘Det er mig, der har skrevet det her stykke!’ Når jeg tænker på det nu, krummer jeg tæer, for flot, at du har skrevet det, men hvorfor er det så vigtigt? Men det var det, fordi jeg havde brug for at bevise over for mig selv, at jeg var berettiget til at være der. For det følte jeg ikke, at jeg var, og det har været en tilbagevendende ting i mit liv.”

Foto: Sarah Stenfeldt

Kappe, H&M, 450 kr. Bodystocking, H&M Studio, 450 kr. Strømpebukser, Kunert, 200 kr. Sko, Mango x Jen Cellabos, 1.000 kr.

“Man kan være alt for opmærksom på, hvad andre mennesker tænker om en. Jeg tror lidt, det er det, der er kernen i det her. Helt generelt synes jeg, at mennesker stiller for høje krav til sig selv ift., hvem man gerne vil være, og hvordan man fremstår. Selv om jeg prøver at blive bedre til at være overbærende over for mig selv, kan jeg have dage, hvor jeg er sådan: ‘Åh nej, jeg har fejlet!’

I det sidste nummer, ‘Solen brænder ud’, synger jeg linjen: ‘Jeg havde glemt, at det bliver godt igen.’ For sådan kan jeg tit have det. Jeg bliver nemt opslugt af dårlige tanker og dårlige følelser, og så glemmer jeg, at det hele nok skal gå. Jeg har altid haft svært ved at være i mine tanker, mine følelser og i min krop, og derfor prøver jeg for tiden at gøre op med hele forestillingen om, at det skal tillægges så meget værdi. Så jeg kan lade mig selv være et menneske, der nogle gange tænker og føler ting, uden de tanker og følelser nødvendigvis bliver mig. For jeg behøver ikke for evigt rende rundt og have det dårligt i min krop. Det kan være, det forsvinder om fem minutter – det gør det nemlig som regel.”

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.

Project Director hos Adept 2013-2022. Uddannet møbelsnedker, bygningskonstruktør og arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering. Kom ind som partner i tegnestuen Hvidt og Mølgaard sammen med Peter Hvidt, Orla Mølgaard-Nielsen og Hans Kristensen. Lukkede tegnestuen i 2013.Bor i Gentofte med sin hustru, som han har tre børn med

Foto: Kavian Borhani

Malene Hvidt: Som helt ung tog jeg bevidst afstand til arkitektfaget, fordi både du og farfar var arkitekter, og jeg fik i stedet mit arbejde som tøjdesigner. Men en aften stod jeg på en bar i London og sagde til min ven: ”Jeg tror, jeg skal hjem og søge ind på arkitektskolen.”

Henrik Hvidt: Da du ringede og sagde, at du skulle være arkitekt, blev jeg rigtig glad. Jeg har forsøgt ikke at præge dig og dine søskende for meget, men du var ofte med på tegnestuen. Du sad helt stille og tegnede og var så nysgerrig efter at prøve skumskæreren, som vi lavede modeller med.

MH: Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at gå med dig på gangene på tegnestuen i Snaregade i den gamle smukke bindingsværksbygning. Jeg tænkte en del over, hvor meget jeg skulle gå i dine fodspor, men jeg fandt hurtigt min egen vej.

HH: Jeg styrede en tegnestue med 80 ansatte, og vi lavede store hovedsæder for virksomheder som Danske Bank, Ørsted og Nokia, og jeg syntes, der var en vis afstand mellem det og nogle af dine fantasiprojekter, hvor man virkelig skulle se godt efter for at finde ud af, hvad der var en dør. Jeg blev lidt glad, da du ringede og spurgte, hvordan man byggede et hus …

MH: Jeg støbte modeller i bronze, lavede skulpturer og fremkaldte fotos i mørkekammer, men så skulle jeg også tegne en bygning. Du var sådan: ‘Shit, har du ikke lært det?’ Jeg havde selvfølgelig tegnet nogle huse, men jeg manglede forståelsen for det tekniske.

HH: Jeg var god til at udfordre dig og stille spørgsmål som: ‘Hvad nu hvis det brænder i den ende af huset?’ Jeg gav dig input, så du fik forståelsen for det tekniske og kunne komme videre med projektet.

MH: Du skulle forstå mine visioner, og jeg skulle lære den verden, du kom fra, og ud af det møde kom der en harmonisk bygning. Det er en stor del af mit arbejde i dag at kunne tegne gennem skalaerne: En bygning, et rum eller et møbel, hvor æstetik og funktion møder mennesket.

HH: For mit vedkommende har det nogle gange været en begrænsning, at jeg har en så praktisk og håndværksmæssig baggrund, og der bliver jeg meget inspireret af din mere frie tilgang. For eksempel da du tegnede din søsters hus. Første gang jeg så tegningerne, tænkte jeg: ‘Nu skal jeg holde min mund’. Inde i huset var der nogle åbninger, som jeg ikke troede kunne lade sig gøre. Men jeg stillede mig i baggrunden og så, hvad der skete. Ligesom min far (Peter Hvidt, red.) gjorde. Han var heller ikke en begrænsning for min udvikling. Det gav mig frihed til at kaste mig ud i nogle projekter, som var helt nye for tegnestuen på det tidspunkt.

MH: Jeg kan huske et projekt fra mit første år på arkitektskolen, hvor du sagde, at jeg ikke kunne lave nogle skuffer i beton og cement, og jeg tænkte bare: ‘Jeg skal vise dig’.

HH: Den unge begynders uvidenhed gør jo, at man bryder nogle grænser, fordi ens mulighedsrum er større. Og sådan er det med mange ting i livet, synes jeg.

MH: Den der konstante optimisme er vigtig for os i Spacon & X – og at være frygtløse. Vi skal turde, både i forhold til vores samarbejder med kunder, og det vi skaber, men også internt på tegnestuen. Dit gå-på-mod har virkelig inspireret mig. Du har altid sagt, at man kan, hvad man vil. Havde farfar også det mod?

HH: Nej, det havde han ikke. Han var mere forsigtig og ikke særlig eksperimenterende. Han byggede mange plejehjem og ældreboliger og var formand for Kirkens Korshær. Og så kom Lillebæltsbroen og Vejlefjordbroen. Både han og Orla (Mølgaard-Nielsen, Peter Hvidts kompagnon, red.) var uddannede møbelarkitekter, så deres udgangspunkt var det mere nære.

MH: Jeg husker, da vi besøgte et hus, hvor de havde tegnet alt; dørene, karmene, trappen, de indbyggede skabe, dørhåndtagene … Det var så smukt og fuldendt. Det er det, jeg synes er så smukt ved at skabe hjem til folk.

HH: Du har lært meget af din farfar og farmor (Else Hvidt, red.) – din tilgang er jo et fokus på det helt nære og at komme omkring hver eneste lille detalje.

MH: Med tiden er det gået op for mig, hvor meget farmor og farfars hjem i Toldboden har betydet for mig.

HH: Det er også derfor, at jeg ikke kunne forestille mig at relancere farfars møbler uden dig. Jeg er jo vokset op med møblerne, men du ser dem lidt mere ude fra. Det er en gave at arbejde sammen med dig, og jeg synes, det har tilføjet endnu et lag i vores forståelse for hinanden.

MH: I hele mit liv har jeg forsøgt at lære farfar at kende og komme tættere på ham gennem møblerne (han døde samme år, Malene Hvidt blev født, red.).

HH: Farfar ville elske, hvis han så os sidde her og snakke om hans møbler.

MH: Ja, det måtte have været hans drøm. Hvorfor skaber man? Det er vel for at lave noget, som lever videre, selv om man ikke selv er her længere. Det synes jeg, er det smukkeste, man kan opnå.

Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.