Blazer, VERO MODA, 500 kr.
Bukser, VERO MODA, 380 kr.
Trøje, VERO MODA, 300 kr.
Corset, VERO MODA, 280 kr.
Nederdel, VERO MODA, 380 kr.
Jakke, VERO MODA, 750 kr.
Først blev hun mest kendt for at date rapper og tidligere designer Kanye West. Siden har hun dog gjort sig bemærket som en af internettets allerstørste stilikoner.
Udover at blive hyldet for sit til tider kaotiske indhold på TikTok, der stikker i alle retninger med house tours og kommentarer om alder, er skuespiller Julia Fox nemlig blevet en af tidens mest toneangivne stilikoner.
For eksempel da hun til sidste års Oscars-efterfest dukkede om i en dyster Han Kjøbenhavn-kjole med læderhånd om halsen. Eller da hun for nylig var at finde på catwalken til designer Luis De Javiers show i New York iført en denimkjole med kæmpemæssige stødtænder fra barmen.
Listen kunne fortsætte, men det er der egentlig ingen grund til. For da hun gæstede den netop overstået modeuge i Paris, overgik hun sig selv med særligt ét outfit, der meget vel er hendes vildeste til dato.
Iført en ultrakort, sort læderjakke og et par matchende trusser, troppede ‘Uncut Gems’-skuespilleren op med et par kæmpe, plyssede støvler med en tilhørende pelset hjertetaske.
De vilde monsterstøvler er fra det Firenze-baseret brand Avavav, som præsenterede støvlerne ved sit SS23-show i Milano sidste år til stor underholdning for gæsterne. Modellerne faldt nemlig med vilje over deres egen fødder, da de indtog catwalken.
De massive støvler, der passende er blevet døbt ‘XXL Monster Boots’ rammer lige ind i den såkaldte tegneserie-tendens, som lige nu gennemsyrer flere virale modeprodukter såsom de røde støvler fra MSCHF, som TikTok elskede at hade, og designernes hang til at skabe tasker, der ligner madvarer.
Det vilde look beviser endnu en gang, hvordan Julia Fox bliver ved med at skubbe grænserne for, hvad man kan bære både på gaden og på den røde løber. Og vi kan ikke vente med at se, hvordan hun vil toppe det her look i fremtiden – for det kommer hun uden tvivl til.
Modeugen i Paris har det med at overstråle alt andet.
For selvom de andre store modebyer som London, New York og Milano bestemt spiller med deres største muskler, er det kun de færreste, der når Paris til sokkeholderne, når dagen er omme.
For med brands som Miu Miu, Chanel, Hermés, Louis Vuitton, Cecilie Bahnsen, Christian Dior, Saint Laurent, Chloé og Valentino (og mange, mange flere) er det altså en uge i modens tegn, der er svær at konkurrere med.
Og det er også tydeligt, at det er Paris, der virkelig vægter, eftersom brands, der ellers naturligt hører til i andre modebyer, vælger at vise show i byernes by.
Således flokkes engelske brands som Alexander McQueen, Stella McCartney, Vivienne Westwood og Victoria Beckham over Den Engelske Kanal, for at vise deres bud på moden i den fornemme franske hovedstad, og ligeledes har Miu Miu, Giambattista Valli og Valentino, der ellers hører til i Milano, også taget turen over det europæiske kontinent for at vise i Paris.
Det gør samlingen af brands i Paris ganske fænomenal, og derfor er der også masser af mindeværdige øjeblikke, der skiller sig særligt ud på den anden side af modeugen.
Vivienne Westwoods barnebarn
I december sidste år mistede modeverdenen sin ’grand old lady’, nemlig Vivienne Westwood, der gik bort i en alder af 81 år. Det sendte en bølge af kærlighed fra branchen mod Westwood, der kaldes ophavskvinden bag punk-moden, og alle, der havde krydset veje med den aktivistiske designer, havde store ting at sige om den imponerende designer.
Westwoods bortgang gjorde naturligvis også AW23-showet, som var det første efter hendes død, til noget helt specielt. Ikke nok med at showet blev rykket ud af Londons vante rammer og til Paris, så sendte det nye kreative team også en helt særlig hilsen til den afdøde designer, ved at lade hendes barnebarn, Cora Corré, lukke showet som den – for Westwoods shows – ikoniske brud, som altid markerer sidste indgang.
Corré bar en minikjole med korsetdetaljer og høje plateaustøvler og gik en enkelt runde på catwalken alene, inden hun kom ud igen med Vivienne Westwoods mand gennem 30 år, Andreas Kronthaler, under armen.
Emma Corrin for Miu Miu
Er det egentligt modeuge, hvis der ikke er en ’ikke’-model, der overrasker på catwalken? Ikke rigtigt, vel?
Dermed sendte Miu Miu også en lille ’wauw’-bølge ned gennem de bænkede rækker, da ingen ringere end Prinsesse Diana, uhm, vi mener Emma Corrin (som spiller prinsesse Diana i fjerde sæson af ‘The Crown’), trådte ud på catwalken og lukkede showet iført en kamel-farvet rullekrave, små guldpailletbesatte trusser og ultra-tynde, sorte tights.
Hermès farvekoordinerede genistreg
Hermès er stort set upåvirket af pudsige trends og skøre modepåfund. De holder sig som altid til det, de kender: det ride-inspirerede univers, hvor kvaliteter, godt håndværk og underspillede detaljer dominerer æstetikken. Derfor er det også et af de shows, der skiller sig mest positivt ud fra mængden. Fordi det er tøjet, detaljerne og det udsøgte håndværk, der er i fokus; helt uden forstyrrende gadgets eller spøjse indslag, der kun er til for potentielt at gå viralt.
Kollektionen var delt op i farvekoder og lagde ud med tone-i-tone looks i en dyb skarlagenrød nuance, der bevægede sig over i mahognifarvet brun, til kamel, beige, støvet gul, tilbage i beige for til slut at ende i sort. Her var gode strik-kvaliteter med diskrete wrap-detaljer, klædelige, knælange snit, sublimt og tidløst overtøj, enkle aftenkjoler i silke, lange ruskindsstøvler og naturligvis masser af smørblødt læder.
Finest var dog de nye fortolkninger af de ikoniske tasker, Kelly og Birkin, der på AW23-catwalken blev præsenteret i en dobbeltsidet fusion, der kun kan havne allerøverst på mange drømme-ønskelister.
Stella McCartneys heste
Stella McCartney og heste er som en uafbrudt symbiose. Hun voksede op omkring heste, som hendes mor, Linda McCartney, avlede, og den dag i dag har hun stadig heste privat og er en aktiv rytter.
Men også i moden spiller ridesporten og de stolte, store dyr en bærende rolle. Allerede i sin Chloé-tid, før hun startede brand i eget navn, lavede hun i 2001 en hel kollektion kaldet ’Horses’, og den var der bestemt spor af i hendes AW23-kollektion. Til lyden af Depeche Mode’s ’Personal Jesus’ indledte hun sit show med at lade syv, hvide heste galopere ind på den sand-dækkede catwalk. Sidenhen sluttede en hestehvisker sig til dyrene, og fik dem til at lægge sig ned i sandet, hvor de blev, mens modellerne begyndte at gå forbi dem gennem rummet.
McCartney, der er veganer og som var blandt de første til at forsage læder og alle animalske produkter i sin produktion, er en dedikeret dyrerettighedsforkæmper, og de levende heste til hendes show var et udtryk for, at hvis man vil vise pels i sine vinterkollektioner, behøver man ikke dræbe dyrene.
”Der er så meget læder, så mange fjer, og så meget pels i vinterkollektionerne, og jeg ville vise det på en anden måde. Man behøver ikke dræbe noget,” sagde hun til Vogue Runway efter showet. ”I dette forhold er dyrene i live, og tøjet har ikke slået noget ihjel. Det er en hyldest til, at alle lever i harmoni med hinanden,” lød det fra designeren.
Copernis robothunde
Sidste år lærte alle navnet ’Coperni’ at kende efter, at topmodellen Bella Hadid fik spray-malet en kjole i fyldende tekstil på sin nøgne krop midt på catwalken.
Og i år søgte Coperni tilsyneladende at lave et lignende spektakel (selvom intet overgår stuntet fra sidste år). De havde nemlig indsat fem Boston Dynamics robothunde, der under showet begyndte at hapse tøjet af modellerne. En sjov gimmick, ja, men også en af dem, der stjæler lidt fokus fra det egentlige tilløbsstykke, nemlig tøjet. Og det var næsten synd eftersom Coperni (endnu engang) beviste, hvor dygtige de er til at forene enkel, 1990’er-inspireret minimalisme med power dressing, preppy referencer, elementer fra sportens verden og et frækt strejf af Y2K.
Chanels kamelia genopstår
Med blomster-accessories her, der og alle vegne, var det kun naturligt, at Chanels ikoniske kameliablomst var omdrejningspunktet for det stolte modehus’ AW23-show. Hvor Karl Lagerfeld, den afdøde tidligere chefdesigner, altid slog et gigantisk brød op, når huset bød til show, og skabte alt fra gennemførte supermarkedskulisser, til isbjerge, rumraketter, karneval og skove, så er arvtageren, Virginie Viard, langt mere disket i sin præsentation. Hun hædrer Chanels dna og præsenterer kollektioner, der ville gøre Mademoiselle stolt. Og denne var ingen undtagelse.
Omdrejningspunktet var kameliablomsten, som har været en fast bestanddel i Chanels accessory-repertoire siden Coco Chanel første gang satte en kamelia-nål på en kjole i 1923.
”Kamelia-blomsten er mere end et tema, den er snarere en eviggyldig kode for huset,” udtalte Viard i en pressemeddelelse i forbindelse med showet. Kameliaen, der ud over at fylde show-rummet i en gigantisk, overdimensioneret installation, gik også igen i kollektionen, hvor den sprang ud som accessoires, print på kjoler, mønster i strik og pels, og som fine 3D-acceneter på cardigans og sko. Derudover balancerede Viard fint på en knivsæg mellem moderne og klassisk, hvor de traditionelle Chanel-dyder som spadseredragter i bouclé legede med moderne, asymmetriske snit og lag-på-lag effekter.
Der blev spillet musik i mit barndomshjem. Alle mulige genre, men især jazz. Min far var jazzpianist, og han inviterede musikere hjem til os. Huset var altid fyldt med forskellige kulturer, mad og diskussioner. Hos os udtrykte man det, man havde på hjerte. Vi boede i landsbyen Mårslet, syd for Aarhus.
Der var trygt og meget provinsielt på mange måder. Vi var én af meget få multikulturelle familier i byen. Min mor er fra Vestjylland, og min far var fra Indien og opvokset i Tanzania, indtil han som 13-årig blev sendt på kostskole i England. Min mor er uddannet i kunsthistorie, psykologi og litteratur, og for hende fyldte de vigtige epoker inden for kunst og litteratur meget. Vi tog på teltferier sydpå og besøgte kunstmuseer, kirker og vigtige monumenter.
Jeg blev blæst bagover af det vanvittige i Dalís surrealistiske malerier, da vi tog på museet i Figueres. Vi havde ikke så mange kunstværker i vores hjem, kunsten fyldte mest i de levende samtaler ved spisebordet. Jeg har altid forbundet kunst mere med en måde at leve og udtrykke sig på end som fysiske objekter.
Veronica D’Souza i sit hjem.
Da jeg flyttede tilbage til København efter at have boet i Nairobi, hvor jeg havde startet virksomheden Ruby Cup (menstruationskop til afrikanske piger fra fattige områder, så de kan gå i skole, mens de har menstruation, red.), lærte jeg Martin de Thurah at kende. Han boede lige på den anden side af gaden. Martin laver smukke film og maler. At besøge ham var ligesom at træde ind i eventyret ’Skyggen’ af H.C. Andersen, hvor skyggen besøger poesien på den anden side af gaden.
Jeg havde lige fået et barn, og når du går på barsel, bliver din verden lille – smuk, men lille, og slet ikke fyldt med verdensrejser, kunst og inspiration. Hos Martin var der poeter, forfattere og kunstnere – folk fra hele verden, der grinte og havde interessante samtaler med kunsten i centrum. I dag er Martin familie og gudfar til mine børn. Han har malet det store maleri ved vores spisebord.
“Det føltes som om, pladen havde tjent sit ypperste formål”
I 2010 lavede jeg min første soloplade. Jeg nåede lige at blive færdig og give den til min far på hans 60-års fødselsdag, inden han døde af kræft tre uger senere. Han spillede selv outroen på det sidste nummer, som handlede om hans død. Der var nok for mange følelser i albummet, til at jeg kunne overskue at markedsføre det og tage på turné. Det føltes som om, pladen havde tjent sit ypperste formål. I stedet gik der 10 år med opbygning af to virksomheder (Ruby Cup og Carcel, red.), indtil vi gik konkurs med Carcel i slutningen af corona. Det første jeg gjorde, var at købe et klaver på DBA, og så satte jeg mig ned og spillede. Det var ligesom at komme hjem.
De to værker på klaveret er af Ida Ellinor Hermansen.
Jeg begyndte at skrive musik igen, og lærte mig selv at indspille og producere i mit hjemmestudie. Nu har jeg lige udgivet et nyt album. Når jeg skriver, trækker jeg altid på noget magisk og drømmende. Her bruger jeg især litteratur, som nok er den kunstform, der har formet mig allermest. En af mine tidlige inspirationskilder er den italienske dramatiker Luigi Pirandello, som skrev teaterstykket ‘Seks personer søger forfatter’, der leger med konflikten mellem illusion og virkelighed og bruger masker som betegnelser for de mange personer, vi alle har i os.
Efter mange år som direktør, nyder jeg lige nu at bruge nogle andre udgaver af mig selv, hvor jeg har lettere til grin, og fordyber mig mere i mine skrøbelige følelser. Jeg omgiver mig med æstetik, der inspirerer mig, når jeg skriver musik. Oven på klaveret står blandt andet to værker af Ida Ellinor Hermansen, der kalder mig hen i drømmenes verden, som er der, jeg allerbedst kan lide at befinde mig.
Den seneste kunstudstilling, der gjorde et stort indtryk på mig, var Leonora Carrington på Arken. Det mytiske, mystiske og magiske har altid draget mig. Især de kvindelige symboler som heksen, medicinkvinden, den vilde kvinde, slangen, det cykliske – som jo mestendels har været udskældt og fortiet. Jeg har altid holdt den mystiske side af mig selv lidt skjult, fordi det har virket anderledes, og jeg har måske ikke fundet en måde at udtrykke det på. Carringtons værker er en hyldest af det kvindelige surrealistiske og mytiske, og noget, som jeg tror, verden har brug for, at vi fremelsker og sætter i forsædet.
“Nu lyder jeg som en hippie, men jeg mener det alvorligt”
Jeg har lige været en uge på Fyn og bo hos Henriette Elrosia Bjørn, som er moderne shaman, for at skrive på et bogprojekt, jeg har været i gang med, siden jeg var 20. Det var et vidunderligt ophold. Vi lavede alle mulige forskellige ritualer som at tale med træer, gå baglæns i naturen og fuldmåneceremonier. Det handler om at få forbindelse til jorden, stjernerne, planeterne og kroppen. Vi ved så lidt om, hvordan universet hænger sammen, og hvad vi egentlig er påvirket af. Jeg tror, at vi står i denne her alvorlige situation (klimakrisen, red.), fordi vi har glemt, hvordan vi sanser bjergene og træerne, og at vi er en del af et artsfællesskab.
Nu lyder jeg som en hippie, men jeg mener det alvorligt. Hvis vi skal forsøge at hele klimaet og menneskets væren på planeten, kan vi tænke i teknologiske løsninger, men på sigt tror jeg, det handler om, hvordan vi genetablerer en følelsesmæssig og sanselig forbindelse til naturen, og det større fællesskab, vi har omkring os, og som holder os i live. Det kan kunst i alle mulige former hjælpe os med. Og jeg ser også besøget hos shamanen som kunst, en urgammel kvindelig sanselighed og sammenholdskraft, som vi har akut brug for at hidkalde og omgive os med.
Mathilde og Bea er ikke skribenternes rigtige navne, ligesom deres dates kælenavne, arbejdspladser og stævnemøde-spots kan være ændret for anonymitetens skyld. Redaktionen er bekendt med kildernes rigtige identitet, og korrespondancen bygger (desværre) på virkelige hændelser.
Mathilde: Der er sket noget sindssygt.
Bea: Kør.
Mathilde: Jeg var jo på Osteria med Kevin sidste weekend
Bea: Ja?
Mathilde: Var på date med kokken i mandags
Bea: No fucking way, fortæl
Mathilde: Okay, jeg kommer (som altid) fem minutter for tidligt, så jeg går ind, får øjenkontakt med bartenderen (tror jeg, det viser sig, han var kok), smiler, sætter mig og sender en sms til Kevin: “Er gået ind, sidder til venstre. Hot bartender”
Bea: I like where this is going
Mathilde: Don’t get your hopes up. Anyways, Kevin kommer, vi har en grineren aften, hvor den hotte bartender aka kokken gentagende gange kommer ned ved vores bord og præsenterer retter, og jeg gentagende gange minder Kevin om, at han skal opføre sig som den homo, han er, så kokken ikke tror, vi er på date.
Bea: Det var vel ikke noget problem?
Mathilde: Nej nej, men man ved aldrig med straight mænd, om de fatter noget.
Bea: True.
Mathilde: Nå, jeg prøver ligesom at flirte med kokken, men han fatter ikke en skid, og til sidst skrider vi på Amigo Bar, og jeg ender med at tage hjem til ham med sommerhuset i Tisvilde fra Tinder (anden historie, fortæller en anden dag)
Bea: Wow wow wow wow. Men hvordan ender du så på date med kokken anyways?
Mathilde: Tak, fordi du spørger. Det viser sig fandeme, at vi har matchet på Tinder, men aldrig skrevet sammen, så mandagen efter, mens jeg er på arbejde, skriver han “Hvordan var maden?”
Bea: DU TAGER PIS PÅ MIG
Mathilde: Man skulle fucking tro det ik? Var ved at falde ned af min lille corporate kontorstol.
Det viser sig fandeme, at vi har matchet på Tinder, men aldrig skrevet sammen, så mandagen efter, mens jeg er på arbejde, skriver han “Hvordan var maden?”
Bea: Hvad sker der så??????
Mathilde: Jamen jeg skriver til ham, at maden var god, og at det eneste problem var, at kokken ikke rigtig fattede, at jeg prøvede at flirte med ham.
Bea: Sådan skat!
Mathilde: Så sagde han, at ham kokken godt kunne være lidt sløv til at opfange den slags, men at han var bedre på tomandshånd.
Bea: Okay cute!
Mathilde: I know synes også alt spillede lige der.
Bea: Hvor mødtes I så?
Mathilde: Vi drak øl på Palæbar om mandagen. Han var pissecute, havde så meget lyst til at kysse ham, da vi sagde farvel, men så fucker jeg lidt op i stedet, tror jeg, for han er sådan “det var vildt hyggeligt, kom snart ned på Osteria og hæng i baren og drik et glas vin”, og så er jeg sådan “hvad mener du med det???”, helt sygt, som om han ikke gad date, men at jeg var kunne komme forbi og hænge. Der skulle jeg måske lige have klappet hesten.
Bea: Hahahahah. Forstår. Men ja, skulle du. Man gider sgu da godt hænge i baren, mens ens cute date står i køkkenet.
Mathilde: I KNOW. Jeg var blæst. Havde dårlig dømmekraft.
Bea: Hvad så nu?
Mathilde: Jamen da jeg kom hjem, begyndte han at følge mig på Insta, og så har vi skrevet lidt siden, men tror han er ghostet mig nu :))) så alt er som det plejer.
Bea: Lort skat, men det var sgu en god historie så længe, den varede.
Mathilde: Kort, men godt.
Bea: Bedre en langt og dårligt.
Mathilde: Sandt. Eneste minus er, at vi nok ikke kan tage på Osteria længere.
Bea: Ej okay, kan du ikke fucke nogle dårligere steder op for os fremover?
Mathilde: Dater jo ikke dårlige kokke.
Denne artikel indeholder sponsorerede links.
Bælte, Uniqlo, 249 kr.
Bukser, Coa, 890 kr.
Denimjakke, Mango, 999 kr.
Støvler, Zara, 999 kr.
Taske, Arket, 1.490 kr.
Skjorte, H&M, 199 kr.
Kjole, & Other Stories, 795 kr.
Denimnederdel, Monki, 350 kr.
Langærmet, Weekday, 280 kr.
Ring, Maanesten, 700 kr.
Jeg er kvinde. Mit umiddelbare gæt er, at du, som læser dette, også er kvinde. Det er chancen i hvert fald stor for. Hvis du er kvinde, så har du og jeg ubegribeligt meget til fælles.
Vi deler så mange vilkår i verden alene på baggrund af vores køn: Kropslige, strukturelle, videnskabelige, følelsesmæssige vilkår, som går forud for alle andre betydningsfulde, sociologiske variabler. Og uanset om du er en ‘offentlig person’, som jeg er, eller ikke, så ved jeg, at du ved dette: Ingen kan tale og skrive så sexistisk til og om kvinder … som kvinder. I hvert fald kan ingen tale og skrive på en måde, som gør lige så ondt på kvinder, som kvinder kan.
Ligesom med komplimenter, der bare betyder mere, når de kommer fra en anden kvinde, gælder det også, når det går den modsatte vej. Jeg ved, du har oplevet det. Måske er du blevet ked af det på egne eller andres vegne. Måske har du selv været skyldig i at tale eller skrive sexistisk om andre kvinder? Har du i så fald tænkt over hvorfor?
Man siger nogle gange, at kvinde er kvinde værst. Men i virkeligheden, ikke? Så køber jeg den ikke en skid. Og endnu mindre vil jeg finde mig i den dogmatiske hovedpude for altødelæggende adfærd mellem kvinder, som om det skulle være en eller anden darwinistisk lovmæssighed. Hvis kvinde er kvinde værst, så er det, fordi hun har en virus, som er skabt af patriarkatet. “Jeg kan bedst lide at hænge ud med mænd, fordi der er så meget drama med kvinder.”
“Feminister gør mig flov på mit køns vegne.” “Jeg fatter ikke, hvad mænd ser i hende, hun opfører og klæder sig jo som en dulle.” Jeg ved, du har hørt det hele før. Måske har du selv sagt det. Jo flere kvinder, denne virus spredes til, jo mere fordelagtigt er det for patriarkatet, som vokser sig større, federe og mere magtfuldt, når kvinder undertrykker sig selv gennem rivalisering af hinanden i stedet for at rette amazoneblikket mod netop dét. Det blodsugende patriarkat.
“Når vi er usolidariske, er vi længere fra at opnå ligestilling og frihed”
Virussen har et navn: internaliseret sexisme.
Derfor, kære medsøster, skriver jeg dette essay. Fordi virussen kun kan bekæmpes gennem kvindeflok-immunitet. Men jeg skriver også i håbet om, at det, imens jeg skriver, vil gå op for mig, hvad det er for (forsvars)mekanismer, der får nogle af os til konkret at handle på den internaliserede sexisme, ingen kan undsige sig nogensinde at have mærket, når det helt logisk er som at skyde os selv i foden.
Når vi er usolidariske, er vi længere fra at opnå ligestilling og frihed. Det vi alle sammen ønsker os. Hvordan kan det så være, at nogle kvinders internaliserede sexisme ender i indbakken eller i kommentarsporet hos andre kvinder? Er vi lige så slemme, som før suffragetterne gik på barrikaderne, og rødstrømperne brændte bh’erne? Eller er vi rent faktisk blevet mere bevidste om, at visse følelser, vi sidder med, skyldes internaliseret sexisme – og derfor bedre i stand til at stoppe det?
Jeg er selv blevet meget påvirket af ubehagelige kommentarer udledt af internaliseret sexisme i mine år som kendt kvinde. “Føj, hvor er det sørgeligt, at du føler, du er nødt til at flashe dine patter til hele verden for at blive anerkendt”, skrev en medsøster for ikke så længe siden til mig på Instagram. “Du knepper dig til succes og gør livet svært for os ærlige, hårdtarbejdende kvinder,” skrev en anden. “Du kan jo ikke en skid ud over at gøre opmærksom på dig selv,” skrev en tredje engang. Udsagnene er ikke sande. De er fordomme. De er afsendt af kvinder, som ikke kender mig. Måske refleksioner af deres egne mindreværdskomplekser.
Alligevel får jeg akut ondt i maven og bliver svimmel af angst hver gang, jeg åbner dem. Som regel er der ingen særlig anledning. Anledningen er, tror jeg, at jeg bare er mig, og jeg er offentligt tilgængelig som skydeskive. Dermed ikke påstået, at det kun er kendte kvinder, der modtager hadbeskeder. Jeg kender helt almindelige, unge gymnasiepiger, som modtager de frygteligste ting i indbakkerne på deres SoMe-platforme. Ting, som ville have givet mig angst og PTSD for resten af livet, hvis den internetkultur, der hersker i dag, også havde hersket i 2007, hvor jeg var teenager.
Hadbeskeder fra mænd har aldrig sådan for alvor rørt mig. Simpelthen fordi de kommer fra mænd. De har ofte en stærk seksuel (ikke blot sexistisk) innuendo, som f.eks.: “Hvor ville det klæde dig at holde kæft med min store pik munden”. Der findes et citat fra Margaret Atwood, forfatteren til romanen ‘The Handmaid’s Tale’: “Mænd er bange for, at kvinder vil grine ad dem. Kvinder er bange for, at mænd vil slå dem ihjel”.
Det beskriver rammende, hvorfor den slags kommentarer ofte kan gennemskues, for det de er: En mandlig utilstrækkelighed i mødet med det kvindelige, der ikke er føjeligt og bøjeligt. Endnu en patriarkalsk opfindelse: Hvis ikke kvinden viser manden underdanighed og respekt, eller oversat til mere moderne tid; hvis manden ved, at kvinden er uden for hans rækkevidde, må han sørge for oprejsning for sin store, stærke, sårede manddom. Og det gør han i dag mest effektivt ved at sende hende en voldtægtsbesked. Formentlig mens han sidder i sin mors kælder og ryger hjemmerullede smøger og spiser ostepops.
Det er ikke fordi disse mænd, de notoriske incels (involuntary celibate, på dansk ufrivilligt cølibat), er ufarlige. De betegner en gruppe af mænd, som føler sig svigtet af kvinder generelt. Nogle af dem er så vrede, at de begår, eller ønsker at begå vold og drab. Det er en gruppe, som vi må forsøge at uddanne, og som i øvrigt må og skal tages alvorligt af psykiatrien. Men personligt føler jeg mig ikke ramt af en klam overgrebsbesked. Følelsen af væmmelse forsvinder, i det jeg trykker ‘slet’ og ‘bloker’.
Men følelserne forsvinder ikke, når jeg modtager sexistiske beskeder fra kvinder. De sidder i mig. Længe. Hvordan kan hun skrive sådan? En kvinde ligesom mig? Jeg forstår det ikke. Men jeg forstår det måske godt. Intellektuelt. Lisa Taddeo, der er en af mine yndlingsforfattere, skriver i sin nonfiktions bog ’Tre kvinder’:
“En del af arven forbundet med at have levet underlagt det maskuline blik gennem århundreder er, at heteroseksuelle kvinder ofte ser på andre kvinder med samme blik som mænd.” Det husker jeg mig selv på, når jeg møder internaliseret sexisme. Det er ikke ondskab, selvom det føles sådan, når man modtager en sex-istisk besked fra en anden kvinde.
“Jeg tror, de yngre generationer af kvinder er bedre uddannet.”
Typisk er afsenderen ikke ældre kvinder, som man kunne foranlediges til at tro, når man ser, hvordan de dominerer de afskyelige kommentarspor på Facebook, hvis en smuk, forhenværende statsminister har en nedringet kjole på til fest. De ældre kvinder er vokset op med et mere snævert syn på kvindelighed og seksualitet. De er vokset op i en tid, hvor ligestilling stadig var noget, kun radikale feminister talte om. De har været vant til, at deres værd skulle bedømmes ud fra mænds begær efter dem. Patriarkatet i en nøddeskal. Sexismen er blevet internaliseret i dem, og de konkurrerer med hinanden.
Jeg tror, de yngre generationer af kvinder er bedre uddannet. Men det er alligevel kvinder på omkring min egen alder, der trykker ‘send’ på de beskeder. Og det giver endnu mindre mening, fordi vi også er hinandens fæller i kraft af det sted, vi er i livet. Tænk, hvad vi opnår, når vi slår os sammen. Helt utrolige ting. Eller helt rimelige ting, som mænd har opnået så længe før os ved at hjælpe hinanden frem med en hestesko og et klap på skulderen. Det er ikke mere end få år siden, jeg selv lærte at forstå værdien i at dyrke det kvindefællesskab, der løfter, styrker, forbedrer og befrier. Politisk, professionelt og privat. Nu forstår jeg ikke, hvorfor det skal være svært at melde sig ind i det. Det er så ensomt at stå alene.
Madeleine Albrights nok mest kendte citat er: “Der findes en særlig plads i helvede for kvinder, der ikke støtter andre kvinder”. Men det er en helt forfejlet måde at anskue problemet på. Når kvinder ikke støtter hinanden, er det patriarkatets skyld. De skal ikke sendes i helvede. De skal bare kureres og ønskes velkomne i fællesskabet. Jo flere, jo bedre
Aram Ostadian-Binai er stifter af og direktør for The Soulfuls. Kommentaren er et udtryk for skribentens holdning.
I mere end et århundrede er alt, hvad angår kvinder og deres rolle i samfundet, blevet fejret over hele verden på kvindernes internationale kampdag den 8. marts.
Kvindernes internationale kampdag den 8. marts blev fejret første gang i 1911 – og interessant er det, at det faktisk var i Danmark, Østrig, Tyskland og Schweiz – før FN gjorde det til en officiel dag i 1975.
I 1996 blev det første tema ‘Celebrating the Past, Planning for the Future’ lanceret. Temaet for 2023 er ‘DigitalALL: Innovation and technology for gender equality’.
2022 blev året, hvor den første revolution ledet af kvinder opstod i Iran.
På grund af den store rækkevidde på de sociale medier blev deres stemmer endelig hørt over hele verden. Siden har kampen bredt sig ved hjælp af teknologien, og nu bruger den iranske regering netop teknologien som våben ved momentant at slukke for internettet, således at nyheder, billeder og videoer bliver sværere for befolkningen at dele. Befolkningens stemmer bliver med andre ord slukket.
I de seneste uger er antallet af pigeskoler rundt omkring i Iran, hvor eleverne – unge piger i alderen 7-11 år (og ældre) – bliver forgiftet, steget markant. En af de skoler er min egen folkeskole i Teheran. Pigerne presses til ikke længere at gå i skole og uddanne sig og til at give afkald på deres drømme og stemmer.
Den 16. september 2022 vandt jeg prisen ‘Årets Stemme’ til ELLE Awards. En pris, jeg modtog for at arbejde for et fællesskab for unge kvinder, så de kan finde deres plads i samfundet, mærke deres værd, udnytte deres potentiale og ikke mindst gøre plads til, at alle kvinder kan føle sig repræsenteret i de danske medier.
Samme dag mistede den kurdisk-iranske pige Mahsa Amini livet, mens hun var i det iranske moralpolitis varetægt. Hun mistede livet, fordi hendes obligatoriske hijab var ikke var god nok.
På alle måder er der tale om en revolution i Iran, hvor kvinderne både er gnisten og motoren, og hvor de har forenet en hel nation i en kamp for frihed.
Aram Ostadian-Binai
Et af de events, der inspirerer mig i dag, er derfor når to iranske mænd hylder de modige iranske kvinder.
Og det er lige præcis, hvad der sker den 8. marts 2023, når den iranske designer Karo Kurrani debuterer og viser sin første kollektion frem med værker fra den dansk-iranske kunstner Farshad Farzankia som baggrund for showet.
Den iranske designer Karo Kurrani, som har base i Købehaven, forener et persisk blødt og håndvævet stof – termeh – med en bomberjakke, som er født i en ‘kamp klar’ tid. En kollektion og udstilling, som hylder Mahsa Amini og understreger vigtigheden i støtte de iranske kvinders daglige kamp ekstra meget på en dag som i dag – Kvindernes Internationale Kampdag – til at stå sammen for en større vind.
Lad os på tværs af køn kæmpe for lige muligheder, taletid og løn – for alle kvinder uanset hudfarve, etnicitet, social klasse, eller noget andet parameter. Der skal være lige muligheder for alle. Punktum.
Kampen for ligestilling fortsætter heldigvis hver dag i Danmark, men der er bestemt også områder, hvor det halter. Og dét gør det om noget kun endnu mere vigtigt, at vi smøger ærmerne op i dag og viser vores støtte.
Her følger 3 eksempler på områder, hvor der stadig er meget at kæmpe for i Danmark, når det kommer til kampen for ligestilling.
Siden 2020 er Danmark faldet 18 pladser i ligestilling i verden. Årets ligestillingsmåling fra World Economic Forum (WEF) placerer Danmark på en global 32. plads.
Kun tre kvinder og ingen med anden etnisk baggrund end dansk er blandt de 50 mest citerede eksperter i 2022.
Kvinder med tørklæde skal sende 60% flere ansøgninger sammenlignet med etnisk danske kvinder og for minoritetsetniske kvinder uden tørklæde er tallet 18% (Kilde: Københavns Universitet)
Kvinder skal ikke lære at ‘spille spillet’ eller ‘passe ind’ i et gammelt og forældet system for at opnå ligestilling. Der skal helt andre kort på bordet.
Vi skal kæmpe for at ændre systemet, og vi skal ikke falde yderligere tilbage i ligestillings målinger, og kvinder skal ikke holdes nede på grund af deres hudfarve eller tro. Og sidst, men ikke mindst, så skal vi høre kvinders stemmer blandt de danske eksperter i det danske mediebillede.
Så lad os være en del af en forandring og alle bidrage til Kvindernes Internationale Kampdag og dagens ånd, som fejrer og løfter ALLE kvinder verden over – og ikke kun den 8. marts, men hele året rundt.
Kampen for kvinders rettigheder foregår nemlig hver eneste dag.
Selvom mange stadig mener, at der er ligestilling blandt kønnene, er det desværre langt fra en realitet indenfor alle parametre.
Derfor er den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, dedikeret til den kamp, der stadig skal kæmpes for kvinders rettigheder. Hver eneste dag.
Det er der mange virksomheder, brands og organisatione, der i løbet af dagen den 8. marts markerer med en række begivenheder, der både hylder kvinder og belyser emner som frihed, ligestilling og køn – og du kan være med.
Herunder har vi samlet en række af de arrangementer i København, Odense og Aarhus, du kan deltage i for at fejre Kvindernes Internationale Kampdag onsdag den 8. marts.
Den ikoniske forretning Nørgaard Paa Strøget danner rammerne om en dag dedikeret til spoken word. Her kan du hele dagen opleve en række optrædener fra kvinder, der har taget udgangspunkt i et citat fra kunstfilmen ‘Skarpretteren’ af Ursula Reuter Christensen fra 1971: “Fat Mod. Det næste store øjeblik i historien tilhører os!”
Programmet starter allerede kl. 11.30, og arrangement er åbent for alle.
Danmarks center for køn og ligestilling, KVINFO, inviterer igen i år til fest på Vega i København for at fejre fremskridt for ligestilling, mens anledningen samtidig sætter fokus på nogle af de mange kampe, der stadig er nødvendige. Programmet byder på både koncerter, stand-up og talere fra ind- og udland, mens aftenen kulminerer med en efterfest på Ideal Bar.
Dørene åbner klokken 18.00 og billet er påkrævet. Har du ikke en billet, kan du streame hele aftenen live hjemmefra. Læs mere her.
Cinemateket markerer kampdagen med en række film, der er instrueret af kvinder. Du kan for eksempel strikke og drikke dig gennem filmen ‘Frida’ fra 2002 om den verdensberømte, mexicanske kunster Frida Kahlo, spillet eminent af Salma Hayek. Eller i filmen ‘Orlando’ fra 1992 se Tilda Swinton som adelsmanden Orlando, der af Dronning Elizabeth beordres til aldrig at ældes og derfor lever gennem fire århundreder – og skifter køn undervejs.
Første visning starter kl. 16.30 og der kræves billet. Læs mere her.
Salma Hayek som Frida Kahlo.
Traditionen tro markerer museet KØN i Aarhus også kampdagen med et stort program under temaet frihed – frihed til at være den man vil, frihed fra fordomme og undertrykkende strukturer, frihed til at bestemme over egen krop og eget liv. Her vil du allerede fra klokken 10.00 kunne opleve både workshops, talere , debatter, musik og sex-quiz.
Der er gratis entré hele dagen, og du kan læse meget mere om programmet her.
Kulturmaskinen i Aarhus markerer også dagen med FH Fyn og AOF Center Odense. Derfor kan du fra klokken 17.00 være med, når programmet blandt andet byder på digtoplæsning fra den anmelderroste forfatter og spoken word-artist Naija Naiha Khiljee, høre mindeord om Ritt Bjerregaard og gå opdagelse i den mange bæredygtige boder.
Arrangementet er gratis, og du kan læse mere om det her.
Kvinder er cool! Men alle de muligheder, vi har i dag, er ikke kommet uden kamp. Faktisk har det kostet blod, sved, tårer og en masse stædighed at nå til, hvor vi er nu. Og kampen er langtfra slut. Her kan du se nogle af de vigtigste begivenheder og kvinder, der har været med til at gøre livet lidt bedre for os i dag.
1875: Uddannelse til kvinder
Kvinder får adgang til universitetet og dermed muligheden for at tage en længere uddannelse. Mændenes eneret til en universitetsuddannelse slutter endelig, og kvinderne kan læse på alle uddannelser med undtagelse på Det Teologiske Fakultet – hvor de fleste læser for at uddanne sig til præst. Faktisk er det først i 1948, Danmark får sine tre første kvindelige præster.
1915: Danske kvinder får stemmeret
Kvinderne må nu – ligesom mændene – stemme til folketingsvalg. Men det blev ikke opnået uden kamp. Faktisk har kvinderne kæmpet i årtier, før de endelig får lov til at stemme på lige fod med mændene. For kvindebevægelsen var retten til at kunne stemme den helt store kamp, der måtte og skulle vindes. Kvinders valgret var et kontroversielt emne, fordi modstanderne blandt andet mente, at kvinderne var for styrede af deres følelser til at kunne stemme. Det var der flere kvinder, som ikke ville høre på, og i 1913 holdt kvindesagsforkæmperen Elna Munch en tale, hvor hun argumenterede for kvinders valgret. To år senere, i 1915, opnåede kvinderne stemmeret.
… at hvis man kigger på universitet som helhed i dag, er der et klart flertal af kvinder på langt de fleste fag? Det viser en optælling fra 2010.
1928: Til lands, vands og i luften
Amerikaneren Amelia Earhart er den første kvinde til at flyve over det atlantiske ocean. På tragisk vis forsvandt hun under en flyvning i 1937, og to år senere blev hun officielt erklæret død.
1933: Præsidentens kone
Theodore Roosevelt bliver USA’s præsident i 1933, og hans kone, Eleanor Roosevelt, ser en mulighed for at gøre noget selv. Hun forvandler førstedamens rolle, og i stedet for blot at kigge på, at hendes mand styrer landet, bruger hun sin stemme til at kæmpe for menneske- og kvinderettigheder.
1961: Ret til eget efternavn
Det bliver muligt for danske kvinder at beholde deres efternavn, når de bliver gift. Indtil da skulle kvinderne opgive deres eget efternavn og i stedet overtage mandens. Derfor var der heller ingen diskussion om, hvad børnene skulle hedde til efternavn. Men det ændrede sig i 1961.
1962: Kvinder i rummet
Første kvinde i rummet nogen sinde er Valentina Vladimirovna Teresjkova fra Rusland. Hun bliver sendt af sted i rumskibet Vostok 6 og opholder sig mere end 70 timer i rummet, før hun lander på Jorden igen.
1966: P-pillen kommer
I 1960 bliver det muligt at købe p-piller i USA. Seks år senere, i 1966, får danske kvinder også adgang til den lille pille. Det bliver et meget brugbart præventionsmiddel, som har en meget høj beskyttelse mod graviditet i forhold til tidligere metoder. Men p-pillen får betydning som mere end bare prævention. Det bliver mere ”ufarligt” for kvinden at have sex og giver hende en helt anden kontrol over, hvor mange børn (hvis nogen!) hun ønsker sig. På den måde er p-pillen også meget afgørende for kvindernes vej ind på arbejdsmarkedet.
1970: Rødstrømper og kønskamp
En ny kvindebevægelse ser dagens lys i København. En række kvinder, der kalder sig for Rødstrømper, kæmper for fri abort, ligeløn og ikke mindst mere ligestilling, når det kommer til mande- og kvinderoller. Hvor mændene tidligere har spillet en ret vigtig rolle i kvindebevægelsen, er der i 1970’erne ikke plads til mændene. Kvinderne tager på kvindelejr og opretter kvindehuse og kvindekollektiver.
1972: En kvindelig regent
Dronning Margrethe 2. bliver Danmarks regent. Det er på alle måder et stort skridt. Da Margrethe 2. blev født, stod det ingen steder, at hun skulle blive regent. Kun mænd kunne arve tronen, men det blev ændret i 1953 med en ny tronfølgelov, der omhandlede den dengang 13-årige prinsesse Margrethe.
1973: Loven om fri abort bliver vedtaget i Danmark
Hvor samfundet tidligere har betragtet abort som et drab på fosteret, har kvinden nu fået retten til at bestemme over sin egen krop og sit eget liv. Siden 1937 havde det været lovligt at få en abort i Danmark, men KUN hvis kvindens liv eller helbred var i alvorlig fare.
1995: Kvinder i førersædet”
Mande-” og ”kvindejob” får et stort spark bagi, da kvinderne buldrer frem og overtager vigtige og højtstående job, som normalt er gået til mændene. 1995 er året, hvor den første kvindelige politidirektør, den første kvindelige direktør for Nationalbanken, og den første kvindelige biskop bliver udnævnt.
2009: Ligestilling i kongehuset
Danskerne skulle stemme om en ændring af tronfølgeloven. Ændringen betyder, at tronen i Danmark skal overgå til den afdøde regents førstefødte barn – uanset køn. Før havde det været sådan, at tronen altid skulle overtages af en mand. Resultatet af afstemningen blev et overvældende ja.
2011: Leder af landet
Danmark får sin første kvindelige statsminister, da Socialdemokratiets Helle Thorning-Schmidt vinder folketingsvalget.
2017: #MeToo
Året starter med den verdensomspændende Women’s March i protest mod den nu tidligere amerikanske præsident Donald Trump, hvor – særligt kvinder – med kampråbet “pussy grabs back” blandt andet demonstrerede mod præsidentens tidligere udtalelser om kvinder. Donald Trump er flere gange kommet med flere nedladende og sexistiske udtalelser om kvinder, og nu havde alverdens kvinder fået nok. Året sluttede med, at #MeToo-bevægelsen satte dagsordenen i hele verden. I kølvandet på en række anklager om sexchikane og seksuelle krænkelser mod den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein begyndte kvinder verden over at dele deres oplevelser med seksuelle krænkelser. Det skete især på sociale medier som Twitter og Facebook og alt sammen under #MeToo.
2018: Krop og klima
Ud over at have den vildeste stemme er den danske sangerinde Jada et stort forbillede for mange kvinder i alle aldre i Danmark. I 2018 kommer hendes musikvideo “Keep Cool” ud. Det får mange til at klappe af begejstring. Den er spækket med kvinder i alle former og størrelser, der viser deres nøgne kroppe frem. Men Jada ønsker ikke at være en kropsaktivist – hun vil bare gerne have lov til at være glad for sin krop, uden at det skal være et statement.Ud over Jada bliver den svenske klimaaktivist og miljøforkæmper Greta Thunberg et kendt ansigt i medier verden over, da hun som bare 15-årig arrangerede en skolestrejke til fordel for klima og miljø. Kun fire måneder efter den første strejke talte hun til FN’s Klimakonference.
2019: “Good As Hell”
Den amerikanske sangeringe og rapper Lizzo råber os op. Særligt med sin krop. Vi skal forholde os til hendes former i musikvideoer, på sociale medier og til awardshows. Hun sender i 2019 singlerne “Juice” og “Tempo” på gaden. Lizzo får det til at føles som en leg at elske sig selv og sin krop, når hun står på en scene. Hvis ikke man elsker hendes sang og rap, kan man i stedet nyde hendes standup-lignende taler mellem sangene.
2020: Sofie Linde starter sexismedebat på ny
Under showet “Zulu Comedy Galla”, hvor Sofie Linde er vært, afslører hun, at en tidligere “stor tv-kanon” i Danmarks Radio under en DR-julefrokost for 12 år siden havde truet hende med, at han ville ødelægge hendes karriere, hvis ikke hun gav ham et blowjob. Siden har debatten om sexisme og seksuel chikane for alvor været på alles læber i Danmark. Efter Sofie Lindes afsløring er flere kendte værter stået frem med lignende oplevelser med seksuel chikane i mediebranchen. Siden har det bredt sig til andre brancher også. Tv-værtens ord gav hende senere prisen for “Årets Tale”.
… at den blå kjole, Sofie Linde havde på, til Zulu Comedy Galla, er blevet indsamlet af Nationalmuseet, som et af fysiske objekter, der fortæller mest om 2020 – sammen med spritflasker og mundbind?
Denne artikel blev første gang delt i Vi Unge, Marts 2021.
Det var slet ikke meningen, at Emilie Kroyer Koppel skulle være skuespiller. Egentlig var hun gået instruktørvejen for at stå bag kameraet og styre slagets gang.
Men da hun blev tilbudt rollen som den 17-årige Maren i periodedramaet ‘Ustyrlig’, der har premiere den 9. marts 2023, talte projektet så meget til hende, at hun alligevel takkede ja til hovedrollen og dermed åbnede døren til skuespillet.
Filmen, der er instrueret af Malou Reymann og blandt andre har Lene Maria Christensen og Danica Curcic på rollelisten, fortæller en del af Danmarkshistorien, hvor samfundet i 1933 har bestemte forventninger til, hvordan unge kvinder skal opføre sig. Her møder vi 17-årige Maren, der bliver sendt på kvindeanstalten på Sprogø for at blive tilpasset, efter at sædelighedspolitiet har dømt hende for at være for vild og uregerlig til at være på egen hånd.
Men opholdet på Sprogø retter ikke Maren ind. I stedet får hun tændt en gnist i pigen Sørine, som efter seks år på anstalten er blevet tilpasset tidens normer og forventninger. Langsomt får de to opbygget et venskab, der ender med at få konsekvenser for både Maren og Sørine.
Vi har mødt Emilie Kroyer Koppel til en snak om hendes første hovedrolle og forberedelserne til de til tider voldsomme scener, hendes passion for filmkunst og ikke mindst om, hvorfor historien om anstalten på Sprogø stadig er uhyggeligt relevant i dag.
Hvad handler ‘Ustyrlig’ om med dine egne ord?
“‘Ustyrlig’ handler om de kvinder på Sprogø i 30’erne, som fik frataget deres frihed og fremtid og retten til at bestemme over deres egen krop. Det handler om et meget mørkt kapitel i Danmarks historie om, hvordan kvinder er blevet undertrykt. Men vigtigst af alt, er det en kæmpe hyldest til alle de kvinder, som skulle kæmpe en vildt uretfærdig kamp mod systemet. Simpelthen fordi de var for stærke og forud deres tid.”
Hvordan vil du beskrive hovedkarakteren Maren?
“Hun er en glad, stædig, udadvendt og nysgerrig pige, som i virkeligheden minder meget om alle mulige andre piger anno 2023. Men egentlig er hun med nutidens øjne bare en helt almindelig ung kvinde, der er nysgerrig på sig selv, sin seksualitet og på livet.”
Er der nogle paralleller mellem Emilie og Maren?
“Ja, det tror jeg, der er. Hendes stædighed kan jeg i hvert fald godt genkende. Men også hele det her med at være umiddelbar, glad og nysgerrig på de ting, man ikke rigtig kender til. Ret hurtig bliver Maren isoleret fra samfundet og får at vide, at hun er forkert, hun ender hurtigt med at blive stemplet moralsk åndssvag og defekt, fordi hun ikke passer ind i datidens opfattelse af hvordan kvinder skal være. Derfor starter der en kamp for hende, som jeg også tror, jeg selv ville have kæmpet på samme måde. Altså at blive ved med at insistere på mit eget liv og min egen frihed. Generelt er filmens overordnede tema om frihed på mange måder relevante for både mig personligt og min generation.”
Emilie Kroyer Koppel som Maren i 'Ustyrlig'
Hvordan er filmen aktuel i dag?
“Som ung kvinde kan jeg godt fornemme en form for selvovervågning i samfundet. Altså, man er hele tiden bevidst om, om man er for meget, er for lidt, for følelsesladet, for voldsom, for stædig, flirtende, udfordrende. Alle de her tanker om, hvorvidt man passer ind eller ej, om man lever op til andres forventninger og passer ind i de normer om kvinder, der hersker i samfundet. Det er en meget strukturel ting, der ligger i vores samfund.
“Selvfølgelig er der sket rigtig meget de sidste 50 år, men det er alligevel noget, der er vævet dybt ind i os. Da jeg så lærte om historien på Sprogø, gik det op for mig, hvor den her selvovervågning, jeg selv mærker i dag, har tråde mange årtier tilbage i tiden. Nok foregår filmen i fortiden, men den fortid er alligevel ikke længere væk, end at den her anstalt på Sprogø eksisterede helt op indtil 1960’erne. Derfor føler jeg virkelig, at filmen taler ind i nogle aktuelle emner.”
“Hvorfor har det ikke været på skemaet i skolen?”
Hvad har det betydet for dig at være med i filmen?
“Helt vildt meget. Selvom jeg godt kendte til historien om Sprogø, var jeg ret forarget over det, der egentlig skete – at man tog kvinderne mod deres vilje, tvangssteriliserede dem og tog deres børn fra dem. Hvorfor har det ikke været på skemaet i skolen? Hvorfor er der ikke nogen, der fortalt mig om det? Så det har betydet vildt meget at få lov til at være med til at fortælle den historie. For jeg ser virkelig filmen som en hyldest til de kvinder, der har været udsat for det her overgreb. Ud over det, så er det også min første hovedrolle, så personligt den har også ændret mit liv i en mere professionel forstand i forhold til, hvad jeg troede, jeg skulle med mit liv.”
Hvordan gjorde den det?
“Jeg har haft mindre filmroller før, men havde aldrig troet, jeg ville være skuespiller – jeg ville egentlig helst instruere selv, hvilket jeg stadig har planer om. Men så ringede casteren på et tidspunkt, hvor jeg ikke havde spillet foran et kamera i tre-fire år, og spurgte, om ikke jeg ville til audition på rollen. Jeg sagde ja, fordi projektet bare lød så vildt. Jeg blev helt forelsket i projektet og vidste derfor, at jeg bare måtte være en del af det. Men jeg behøver måske ikke definere så tydeligt, om jeg skal være enten skuespiller instruktør. Jeg kan sagtens lave begge dele, så længe projektet taler til mig.”
Der er nogle voldsomme scener i filmen. Hvordan var det at arbejde med dem?
“Det var både udfordrende og hårdt. Jeg kunne mærke, at jeg gav så meget af mig selv og mine følelser, men min krop vidste ikke, at det var til et kamera – den troede jo, det var rigtigt, at jeg var ked af det, vred eller glad, så jeg husker nogle weekender, hvor jeg kom hjem og følte mig helt følelseskold, fordi jeg nærmest havde udtømt alle mine emotionelle reserver. Så det overraskede mig helt klart, hvor meget det satte sig i mit følelsesregister.”
“Der var to dele i forberedelsen – det første er det her med nøgenhed. Jeg har aldrig været den, der lå topløs på stranden, så da jeg læste manuskriptet, tænkte jeg, at jeg enten måtte kaste jeg mig helt ud i det eller lægge rollen fra mig. For jeg begyndte at gå og tænke over, hvordan jeg kunne regulere nøgenheden, men jeg kunne også læse, hvor vigtigt det var for historien at få kvindekroppen med og man kunne se den. Så jeg måtte finde en selvtillid i min krop for at gå helt nøgen ind foran et filmset på 50 mennesker.”
“Den anden del af forberedelsen var at lære alt om det, der skete på Sprogø og så pille al den viden ned til, hvem Maren var og så på en eller anden måde finde mig selv i hende med al den vrede og uretfærdighed, der fyldte hende, men også i mig.”
“De lod sig ikke bare gøre, hvad der blev diktere, men kæmpede og kæmpede, for de vidste, de havde ret.”
Så der var en følelse af uretfærdighed, der drev dig i projektet?
“Ja, jeg behøvede ikke grave så dybt for at finde den frem. Og derfor ville jeg heller ikke pådutte Maren en offerrolle. Jeg tror også, det er det, der er vigtigt ved den her film – at den er vildt barsk og handler om nogle kvinder, det er pissesynd for. Men det er lige så meget styrken i kvinderne, der kommer frem. Det er deres kampgejst og insisteren på retten til deres egen frihed, der er lige så dominerende for historien.”
Hvorfor var det så vigtigt ikke at fremstille karakteren som ofre?
“De var jo ofre for en forfærdelig behandling af særligt mænd og systemet, men det er endnu vigtigere at se på, hvordan de kæmpede imod. For de lod sig ikke bare diktere, hvad der blev sagt, men kæmpede og kæmpede, for de vidste, de havde ret. Det er så vigtigt at få med i historien – at man ikke bare må have ondt af dem, men at man skal huske dem for deres kamp. Den kamp tror jeg stadig, der er brug for i dag. Jeg er så træt af, at kvinder ofte bliver iscenesat som ofre, for det passer ikke.”
Har du altid vidst, at du skulle arbejde med film?
“Ja, det vil jeg sige. Så længe jeg kan huske, har jeg leget rundt med et kamera. Min barndomsven Storm og jeg lavede altid små film sammen i vores forældres sommerhus, hvor vi lavede alle mulige forskellige kortfilm. Da jeg var 12-13 år lavede jeg så min første rigtige kortfilm med Lars Knutzon, som var så sød at stille op en hel dag som skuespiller. Ret vildt når man tænker over, hvor lille jeg var. Siden da har hvert projekt bare udviklet sig lidt siden. Så jeg har også altid været mere fokuseret på at være bag kameraet, og det er jeg egentlig også stadig, men jeg ser en kæmpe fordel i at kunne være både bagved og foran. For det er fedt at kunne veksle mellem begge. Men var ‘Ustyrlig’ ikke kommet, så var jeg nok ikke gået skuespilvejen.”
Denne artikel indeholder sponsorerede links.
Fugt er noget af det bedste, du kan fodre vintertør hud og hår med. Tænk lette konsistenser, som huden kan ånde igennem, og brug rigeligt.
Og hvad end, det er ansigt, krop, øjenomgivelser, læber, hænder eller hår, der trænger til en kærlig (fugtgivende) hånd, så har vi samlet 10 af de bedste til formålet.
Trænger huden til et yderligere boost, så tilsæt et par dråber olie til dit hudplejeprodukt – det forsegler nemlig fugten.
Mist
’Miracle Hydrating Mist’, 100 ml, Elizabeth Arden, 215 kr.
Serum
’Circular Hydration Serum’, Dermalogica, 30 ml, 495 kr.
Læbekur
’Addict Lip Maximizer Serum’, Dior, 290 kr.
Ansigtsmaske
’Ginseng Therapy Moisture Mask’, Ling, 90 ml, 400 kr.
Balsam
’Daily Conditioner’, Hårklinikken, 290 ml, 328 kr.
Ansigtscreme
’Moisture Surge Intense’, Clinique, 50 ml, 290 kr.
Bodylotion
’Lipikar Baume Light’, La Roche-Posay, 400 ml, 160 kr.
Sheetmask
'Imprinting Hydrogel Mask', Bioeffect, 130 kr.
Håndcreme
‘Repairing Hand Balm’, Woods, 75 ml, 260 kr.
Øjenmasker
’Boost Deep Hydrating Eye Mask’, Lavinde, 100 kr. for to sæt.
