Celebrity style

Har Julia Fox lige overgået sig selv én gang for alle med det her outfit?

- 09/03/2023

Hun er blevet kendt for sin vilde tilgang til stil, men det her look tager alligevel prisen for et af hendes vildeste til dato.

Først blev hun mest kendt for at date rapper og tidligere designer Kanye West. Siden har hun dog gjort sig bemærket som en af internettets allerstørste stilikoner.

Udover at blive hyldet for sit til tider kaotiske indhold på TikTok, der stikker i alle retninger med house tours og kommentarer om alder, er skuespiller Julia Fox nemlig blevet en af tidens mest toneangivne stilikoner. 

For eksempel da hun til sidste års Oscars-efterfest dukkede om i en dyster Han Kjøbenhavn-kjole med læderhånd om halsen. Eller da hun for nylig var at finde på catwalken til designer Luis De Javiers show i New York iført en denimkjole med kæmpemæssige stødtænder fra barmen.

Listen kunne fortsætte, men det er der egentlig ingen grund til. For da hun gæstede den netop overstået modeuge i Paris, overgik hun sig selv med særligt ét outfit, der meget vel er hendes vildeste til dato.

Iført en ultrakort, sort læderjakke og et par matchende trusser, troppede ‘Uncut Gems’-skuespilleren op med et par kæmpe, plyssede støvler med en tilhørende pelset hjertetaske.

Foto: Getty Images

De vilde monsterstøvler er fra det Firenze-baseret brand Avavav, som præsenterede støvlerne ved sit SS23-show i Milano sidste år til stor underholdning for gæsterne. Modellerne faldt nemlig med vilje over deres egen fødder, da de indtog catwalken. 

De massive støvler, der passende er blevet døbt ‘XXL Monster Boots’ rammer lige ind i den såkaldte tegneserie-tendens, som lige nu gennemsyrer flere virale modeprodukter såsom de røde støvler fra MSCHF, som TikTok elskede at hade, og designernes hang til at skabe tasker, der ligner madvarer.

Det vilde look beviser endnu en gang, hvordan Julia Fox bliver ved med at skubbe grænserne for, hvad man kan bære både på gaden og på den røde løber. Og vi kan ikke vente med at se, hvordan hun vil toppe det her look i fremtiden – for det kommer hun uden tvivl til.

Læs ogå

Olivia Rodrigo har lånt Carrie Bradshaws legendariske Chloé-bukser fra 2001