Karen Dich er journalist og forfatter og mor til Astrid, som er få uger gammel. Dette er en kommentar, som udtrykker skribentens holdning.

I de snart ti år jeg har deltaget i ligestillingsdebatten, har mere barsel til far været en kæphest, jeg har redet, til jeg fik splinter i røven. For barsel til far er det værktøj, der vil gøre allermest for ligestillingen: Bedre vilkår for mor på arbejdsmarkedet og bedre vilkår for far i familien. Og nu kommer det endelig, og jeg skriver klummen med min få uger gamle datter ved siden af mig. Hendes far er på arbejde, og vi glæder os alle tre til foråret, hvor faren og jeg bytter.

Har man fulgt debatten de seneste dage efter at fagbevægelsen og arbejdsgiverne, FH og DA, har lavet et nyt barselsudspil, der ligestiller forældrene og øremærker 11 ugers barsel til fædrene, kan man ellers godt få den idé, at mænd ikke er særligt gode omsorgspersoner. Men selvfølgelig er de det, og vi er som samfund nødt til at opgive ideen om, at mødre er bedre til at tage sig af børnene end fædrene. Det skal det nye forslag hjælpe til med.

Og selvom udspillet reelt er det minimale, vi kan slippe afsted med i forhold til EU, og man kan være misundelige på den længere barsel til begge forældre, som svenskerne har, så er det stadig en landvinding. Øremærket barsel er godt for alle, mens først og fremmest er det en rettighed og en mulighed for fædrene.

Det (u)frie valg

I Danmark bryster vi os ofte af at være langt fremme på ligestillingsfronten, men Danmark er det eneste land i Norden, der ikke allerede har øremærket barsel. Og danske mænd er derfor de mænd i Norden, der tager mindst barsel: I gennemsnit 30 dage. Danske kvinder tager cirka ni gange så meget. Når vi siger, at familierne skal kunne vælge selv, må jeg blot konstatere, at vi som samfund har vist, at vi ikke er i stand til at forvalte det frie valg – måske fordi det ikke reelt er så frit, som vi går og tror.

I dag tvinger vi faktisk kvinder på barsel: To ugers orlov er pligt for den fødende, 12 uger er øremærket og kan ikke overføres til partner. Vi diskuterer reelt ikke for og imod øremærkning, vi diskuterer fordelingsnøglen. Med det nye udspil vil det for øvrigt stadig være muligt, at mor tager tre fjerdedele af den samlede orlov. Det nye er at det også vil være muligt, at far gør det samme.

Kritikerne taler om familiens frie valg, men det kritikerne i virkeligheden siger er, at kvinder er bedre til – måske endda rent biologisk – at tage sig af børn. Men hvor er det dog en vild – og temmelig forstokket – ting at påstå.

Når kritikerne siger, at familierne ikke har råd til at sende far på barsel, så anerkender de faktisk, at der i dag ikke er frit valg. Barslen fordeles ikke frivilligt, men efter økonomiske strukturer, hvor kvinder er dårligere betalt. Kvinders løn halter bagefter mænds som følge af barsel (og barns sygedage, omsorgsdage og nedsat arbejdstid), altså som en direkte konsekvens af, at kvinder betragtes som primære omsorgspersoner – og dermed en større udgift for arbejdspladserne. Og så er det endda selvforstærkende: Kvinder taber cirka 10% af deres løn for hvert barn. Mænds indkomst påvirkes ikke. Argumentet om, at mor tjener mindst og derfor er ’billigst’ at sende på barsel, bliver altså kun stærkere, desto flere børn man får. Det er også disse strukturer, som den øremærkede barsel siger mod at ændre.

Når kritikerne siger, at forslaget ofrer barnets tarv på ligestillingens alter, så siger de samtidig, at barnets tarv er at tilbringe mest tid med sin mor. De siger, at mænd er dårligere til at tage sig af deres børn – eller at de ikke vil. Begge dele er for øvrigt usandt.

Drop omsorgsmonopolet

Mændene gerne vil tage mere barsel. 40 procent af DJØF’s mandlige medlemmer vil gerne have holdt mere orlov, end de har gjort. Blandt de mandlige medlemmer af HK Privat er det tal næsten 50 procent. En undersøgelse fra Institut for menneskerettigheder tyder faktisk på, at kvinder i højere grad end mænd er modstandere af øremærket barsel til far. Og der er vi kvinder nødt til at give afkald på vores privilegerede stilling i forhold til børn, hvis vi virkelig mener det med ligestillingen. Vi har brug for øremærkningen – for mændenes skyld. Og for familiernes.

Når mænd får større andel af barslen, tager faren også en større andel af arbejdet i hjemmet. Det betyder færre konflikter i hjemmet og færre skilsmisser. Der viser tal fra Island og Sverige. Det må vel netop siges at være barnets tarv.

Og skulle det alligevel ende med et brud mellem mor og far, så er fædre, der har taget barsel, bedre stillet i skilsmissesager. Data fra Island viser, at når fædres barsel øges, så stilles fædre også bedre øges antallet af skilsmisser, der ender med deleordninger.

Hvad, hvis faren ikke tager barslen, og barnet således må sendes tidligere i institution, spørges der. Og her må svaret være, at det jo er meningen, at faren skal tage den. Og tal fra Island, der allerede i 2001 indførte øremærket barsel, viser, at fædrene i dag tager 80 procent af den barsel, der er deres. Barslen går ikke ’til spilde’. Faktisk er danske børn de børn i Norden, der kommer tidligst i institution, til trods for at de andre lande har øremærket barsel til far.

Barsel er også politik

Hver gang kvinder har fået mulighed for at tage længere og længere barsel, er det blevet set som en sejr for kvinders rettigheder. Nu er mænds ret til barsel pludselig tvang. Men det er det ikke, det er en individuel rettighed. Med øremærkningen i hånden, kan mændene endelig kræve deres ret som omsorgspersoner – uanset om det er deres arbejdsgiver eller deres partnere, der ikke vil lade dem gå på barsel.

Og så skal mænd selvfølgelig sikres løn under barsel i kontrakter og overenskomster – ligesom kvinder. Derfor er det dejligt, at det nye udspil blandt andet kommer fra arbejdsgiverne, så kan man forvente, at de vil følge op med tidssvarende overenskomster. På længere sigt vil arbejdsmarkedet ikke længere dele ansøgere i udgiftstunge ’potentielle mødre’ og billige ’potentielle fædre’. Således kan vi også mindske løngabet.

Men hvad med familiernes frie valg? Hvad hvis mødre gerne vil være på barsel i 12 måneder? Eller sågar længere endnu?  Jamen det frie valg består. Ingen forhindrer familien i at fordele barslen på anden vis. De skal bare selv betale. Det, vi diskuterer, er, hvilken fordeling staten skal understøtte – og hvor uligestillet vi vil gøre den statslige finansiering. Og hvordan vi gør op med at arbejdsmarkedet er fars domæne, mens familien er mors.

I årevis har vi fået tudet ørene fulde af, at feminister kun går op i kvinders rettigheder. Og at ligestillingskampe kun handler om at stille kvinder bedre. Men øremærket barsel er – først og fremmest – en kæmpe ligestillingsmæssig sejr for mænd. 

Tillykke til de danske fædre med, at de nu bliver ligestillet som forældre og omsorgspersoner. Tillykke med, at de nu får ret til barsel, som kvinder har haft i årtier. Tillykke til fædrene med at de får ret til at være sammen med jeres børn, mens de er små. Tillykke med større tilknytning – som også stiller dem bedre i tilfælde af skilsmisse.

Det var bare lidt blødning under sex. Måske nogle uregelmæssige menstruationer eller bare kontaktblødning. Sikkert ikke noget særligt. Sådan tænkte den dengang 22-årige studerende Sofie Winther tilbage i 2020.

“Jeg tænkte overhovedet ikke, at jeg kunne være syg. Jeg kendte intet til livmoderhalskræft og kendte heller ingen, der havde haft celleforandringer, så jeg havde ikke rigtigt nogen at sammenligne mig med,” siger hun.

Der skulle gå næsten fem måneder, før Sofie Winther fik bestilt tid hos lægen. Hun blev henvist til en gynækolog, som foretog et celleskrab, og i november sidste år kom svaret: Sofie Winther havde celleforandringer i livmoderhalsen i stadie CIN3, som er stadiet lige inden kræft. Hun læste svaret i app’en MinSundhed, inden hun kort efter blev ringet op af gynækologen.

“Jeg var virkelig chokeret. Jeg havde jo slet ikke tænkt, at det var noget alvorligt.Og det var ikke bare en lille smule celleforandringer, men ret fremskredent. Pludselig blev jeg bange for, om jeg var alvorligt syg eller ikke kunne få børn,” siger Sofie Winther, der i dag er 23 år.

Risikerer ikke at kunne få børn

Sofie Winther ligger i den unge ende af skalaen for dem, der hyppigst får kræft i livmoderhalsen, som topper mellem 35-45 år, men hun er et eksempel på, at sygdommen, eller forstadierne til den, oftere rammer unge sammenlignet med andre kræftformer. Det er også derfor, at man allerede, fra man er 23 år, bliver tilbudt at gå til screening, også kendt som celleskrab, hver tredje år, så lægerne kan holde øje med eventuelle celleforandringer.

Men i 2020, hvor corona-pandemien fyldte, har 10 procent færre kvinder fået foretaget celleskrab end året før, viser den årlige opgørelse fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram. Det er især de unge under 30 år, der er tilbøjelige til at udskyde eller slet ikke tage imod tilbuddet om screening, fortæller overlæge hos Kræftens Bekæmpelse, Janne Bigaard. Men det er en rigtig dårlig idé, for næsten 100 kvinder dør af livmoderhalskræft om året.

“Livmoderhalskræft er alvorlig, fordi man kan dø, hvis den opdages sent, og fordi den rammer unge, hvor mange andre kræftsygdomme er hyppigere, jo ældre du bliver,” siger Janne Bigaard.

I dag tager omkring halvdelen af unge ikke imod den første invitation til screening, og de udsætter sig selv for en stor risiko ved ikke at blive screenet. Op mod to-tredjedele af dem, der får konstateret livmoderhalskræft er nemlig kvinder, der ikke har fulgt screeningsprogrammet. Og det handler ikke kun om at undgå kræft, men også om at bevare muligheden for at kunne få børn.

“Hvis man opdager celleforandringerne for sent, risikerer de at have udviklet sig til kræft, og så kan det i mange tilfælde være nødvendigt at fjerne livmoderen. Fordi livmoderhalsen er så kort, skal en kræftknude ikke være ret stor, før man må fjerne livmoderen. Og da sygdommen rammer mange unge, betyder det, at mange risikerer ikke at nå at få de børn, de gerne vil have,” siger Janne Bigaard.

Frygt for fremtiden

Det var bl.a. frygten for ikke at kunne få børn, som fyldte meget hos Sofie Winther. Det satte tanker i gang, hun slet ikke havde på det tidspunkt.

“Jeg havde overhovedet ingen planer om at få børn foreløbig, men da jeg fik at vide, at jeg havde celleforandringer, stod jeg pludselig med en masse overvejelser, som jeg ikke var helt klar til at forholde mig til. Hvad nu, hvis jeg skal have fjernet min livmoder, inden jeg når at få børn?” siger hun.

Fordi Sofie Winthers celleforandringer var i det sidste stadie inden kræft, var det nødvendigt med et såkaldt keglesnit. Hun blev derfor henvist til en specialiseret gynækolog, som fjernede den del af vævet, hvor celleforandringerne sad, i et snit, der har “kegleform”. Indgrebet foretages som regel ambulant og med en såkaldt elektrisk slynge. Sofie Winther var efterfølgende sygemeldt i to uger, hvor hun skulle tage den med ro og bl.a. ikke måtte løfte noget. Men det var ikke så meget de fysiske gener efter indgrebet, der fyldte.

“Jeg var virkelig nervøs efter operationen. Det satte mange tanker om, hvor vigtigt det er at lytte til sin krops signaler og tage det seriøst, når man har symptomer. Det tog lidt tid at forstå, at det kunne ske for folk på min alder,” siger Sofie Winther.

Det er ifølge overlæge Janne Bigaard heller ikke helt uden risici, at omkring 6.000 kvinder om året får foretaget et keglesnit.

“Et keglesnit kan betyde, at man føder for tidligt, fordi man fjerner noget af livmoderhalsen, som i forvejen er meget kort. Man er jo meget forsigtige med indgrebet i dag, men der er en risiko for at føde for tidligt,” siger Janne Bigaard og tilføjer, at det er lige meget, om man bliver gravid kort tid efter eller flere år efter et keglesnit.

Når først et stykke at livmoderhalsen er fjernet, kommer det ikke tilbage, og derfor er det bedre at opdage celleforandringerne på et tidligere stadie, så man kan undgå et keglesnit.

Unikt at man kan vaccinere mod kræft

Der er ifølge Janne Bigaard stor uvidenhed og flere misforståelser blandt unge, når det handler om livmoderhalskræft. For det første ved mange ikke, hvorfor man får sygdommen. I en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse svarede størstedelen, at celleforandringer skyldes faktorer som rygning, stress, forurening, genetik, alder eller tilfældigheder. Kun få var klar over, at årsagen til livmoderhalskræft er den seksuelt overførte virus, HPV. Og dem, der vidste det, var alle i gruppen af dem, der var blevet screenede.

“Det er et virus, der er årsag til den her sygdom, og det er jo helt unikt, for det har jo betydet, at man har kunne udvikle en vaccine, som beskytter mod en kræftform,” siger Janne Bigaard.

Men alt for mange unge, der er blevet vaccineret mod HPV, ved ikke, at at de rent faktisk bliver vaccinerede mod et virus, der forårsager kræft, forklarer overlægen. Det gjaldt også Sofie Winther. Hun hører til en af de første generationer, som siden 2009 er blevet tilbudt en vaccination mod HPV, som i 99% er årsag til sygdommen. Men selvom Sofie Winther blev vaccineret som ung teenager, koblede hun ikke vaccinen til kræft.

“Jeg tænkte ikke over, at HPV-vaccinationen havde noget at gøre med livmoderhalskræft. Jeg tror bare, mine forældre fortalte mig, at jeg skulle have den, og så tænkte jeg ikke mere over det,” siger hun.

Unge mangler viden

Det er også en udbredt misforståelse er, at man ikke kan få celleforandringer eller livmoderhalskræft, hvis man er vaccineret mod HPV. Men fordi der findes mange forskellige varianter af HPV, er vaccinen ikke en garanti for ikke at få celleforandringer.

“Vaccinen beskytter mod 90% af de virustyper, som kan give kræft. Derfor er det vigtigt at tage imod tilbuddet om screening på trods af vaccination,” siger Janne Bigaard.

Endelig er der for nogle en barriere i, at et celleskrab indebærer en gynækologisk undersøgelse.

“Kvinder mangler viden om formålet med undersøgelsen og synes derfor ikke, den er lige så relevant som andre undersøgelser. De synes, det er besværligt at bestille tid hos lægen, og at den gynækologiske undersøgelse er lidt træls, men de gør det, hvis de skal have p-piller eller er bekymrede for en kønssygdom,” siger Janne Bigaard, som samtidig erkender, at man godt kunne gøre mere for at nå de unge, som fx færdes mere på Instagram end i deres e-boks.

Sofie Winther var endnu ikke blevet indkaldt til screening, fordi hun kun var 22 år, da hun fik konstateret celleforandringer, men hun kan godt forestille sig, at en indkaldelse i e-boks kunne gå under radaren hos mange i hendes generation.

“Det er jo en svær alder, fordi mange enten holder sabbatår eller har travlt med studier, så jeg ville nok mest lægge mærke fx en kampagne eller video på sociale medier, som synliggør, hvorfor celleskrab er vigtig,” siger hun.

I dag, næsten et år efter, fylder det stadig meget hos hende, at hun har haft celleforandringer og er blevet opereret.

“Jeg tænker tit på, hvad der sker næste gang, jeg skal til tjek, hvis det skulle blive alvorligt. Jeg er også blevet bedre til at sætte pris på de små ting i mit liv, og at jeg er sund og rask. Det er i hvert fald noget, jeg prøver at efterleve,” siger Sofie Winther.

Hendes råd til andre er derfor at tage imod screeningerne og huske på, at man langt fra altid har symptomer, når celleforandringerne er i et tidligt stadie.

“Jeg skulle helt klart have været langt hurtigere om at gå til lægen. Selvom små ændringer med ens krop ikke virker som noget alvorligt, kan det sagtens være det, og det vil jeg klart tage mere alvorligt i fremtiden,” afslutter Sofie Winther. 

Det skal du vide om livmoderhalskræft og HPV

• Livmoderhalskræft skyldes i over 99% af tilfældene HPV-virus. Over 80% af alle seksuelt aktive mænd og kvinder vil på et tidspunkt være smittet med HPV.
   

• Livmoderhalskræft er årsag til næsten 100 dødsfald om året. Hvert år får omkring 365 kvinder konstateret sygdommen.
   
• Cirka 15.000 kvinder får hvert år konstateret celleforandringer, eller forstadier, og cirka 6.000 af dem får foretaget et keglesnit.
   
• Siden 2009 er piger blevet tilbudt vaccine mod HPV-virus, og siden 2019 er vaccinationen også blevet tilbudt drenge. Vaccinen beskytter desuden mod bl.a. kræft i ydre kønsorganer, analkræft og mund-svælg-kræft, som også skyldes HPV.
   
• En ny stor dansk undersøgelse har vist, at vaccinen virker. Forekomsten af livmoderhalskræft er reduceret med 86% hos kvinder, der blev vaccineret mod HPV, inden de blev 20 år.
   
• Det er vigtigt at blive screenet for celleforandringer, selvom man er vaccineret, da vaccinen ikke dækker alle de HPV-vira, som giver kræft. Kvinder mellem 23 og 65 år bliver tilbudt screening for celleforandringer. Også kendt som celleskrab.
   
• Celleforandringer eller livmoderhalskræft giver sjældent symptomer i de tidlige stadier, men det kan være blødning ved samleje, blødningsforstyrrelser eller ildelugtende udflåd, som kan indeholde blod.
   
• Ved udbredt sygdom kan det være smerter i underlivet, som kan stråle om i ryggen eller ned i benene, vægttab, træthed og appetitløshed.
   
• Behandling af livmoderhalskræft kan være et keglesnit, men det kan ofte være nødvendigt at fjerne livmoderen. Kemoterapi og stråler kan være nødvendige ved spredning.
   

Kilder: Kræftens Bekæmpelse og Statens Serum Institut.