Mad og drikke

Populær café udvider med nyt spisested: “Vi ville have et koncept helt for os selv med et utraditionelt mash up”

- 27/01/2023

Den nye restaurant åbner i lokaler, der er ikonisk for lokale madører - og derfor vil de også hylde stedets historie på menuen, fortæller den ene af de tre ejere her.

Værnedamsvej i København, der er kendt for sin unikke stemning og mange hyggelige steder, har fået et nyt spisested, der uden tvivl vil blive populær blandt lokale og få (endnu) flere madører til at strømme til gaden.

For holdet bag Italo Caffé, der slog dørene op i foråret 2022 til en italiensk deli, hvor særligt deres panini er blevet et hit blandt sultne københavnere, har nu åbnet en ny restaurant i de tilstødende lokaler. Den har fået navnet Italo Thai.

I forbindelse med åbningen tog vi en snak med medejer Martin Gjesing, der står bag det nye spisested sammen med Levet Engin og Jakob Kampp Berliner, som også har både Italo Caffé og restauranten Italo Disco.

Det kan umiddelbart lyde som et umage match, men kombinationen af det italienske og thailandske køkken er der en helt særlig årsag til. 

Det nye spisested er nemlig åbnet i lokalerne, der tidligere husede take away-biksen Thai Home, der er indtil lukningen var et ikonisk sted for områdets lokale.

Foto: Italo Thai

Italo Thai ligger lige ved siden af den populære Italo Caffé.

“Thai Home har været en væsentlig del af Værnedamsvej de sidste 20 år – og vores gode nabo siden vi åbnede Italo Caffe tilbage i foråret sidste år. Så det var kun naturligt at tage lidt af deres arv med videre, når vi overtog deres lokaler. Vi jokede oprindeligt med, at vi burde beholde en ret på menuen, når vi lavede kortet til den nye restaurant, og så endte det thailandske islæt faktisk med at gå igen på mange fronter. Herunder også navnet som blev til Italo Thai, hvor ‘Thai’ endda er skrevet med samme font, som de havde på, ligesom det gamle skilt også får lov at hænge lidt endnu. Samtidigt var vi så også overbeviste om, at vi ville have et koncept helt for os selv med et lidt utraditionelt mash up,” fortæller Martin Gjesing.

På menuen vil du derfor kunne finde Italo Thais egne varianter af traditoinelle thailandske retter som sprøde forårsruller, fishcakes og krappesalat med papaya. Men også retter med klassiske thailandske ingredienser, som thaibasilikum og pak chok vil være at finde på menukortet.

Foto: Italo Thai

Thailandske ingredienser og italienske klassikere mødes på menukortet.

Selvom Martin Gjesing er vild med hele menuen på Italo Thai, er der specielt to ting, der for ham er særligt værd at prøve.

“Helt specielt er både vores fishcakes og ikke mindst Pineapple al maraschino, der er virkelig godt – det kan svært anbefales.”

Italo Caffé er langt fra det eneste spisested, der for nylig har udvidet forretningen.

Gennem det seneste år har flere kendte steder udvidet med nye lokationer og koncepter i kølvandet på begejstrede anmeldere og rosende ord fra sultne og tilfredse madører. 

For eksempel åbnede den sydamerikanske restaurant Donda på Christianshavn sidste år en ny deli på Vesterbro, mens også Indre Bys populære café Sonny annoncerede en kommende udvidelse i løbet af i år. 

Læs ogå

Her er fastelavnsbollerne, du skal prøve i København, Odense, Aarhus og Aalborg