Home / Kultur / Rejser / ELLE Rejser: Marrakech-paladset, La Mamounia
Overgiv dig til gennemført orientalsk zen, appelsinblomstens duft og cikadernes sang, for på Marrakech-paladset, La Mamounia er der dømt 1001 nats eventyr på henrivende og autentisk vis.
Det eksklusive resort, La Mamounia, er uden tvivl det tætteste, man kan komme på ægte og autentisk marokkansk historie og kultur.
Marokko udgøres primært af bjerge, og danner grundlag for adskillige, kilometerlange floder. I den sydcentrale del af Marokko, lige ved foden af Atlasbjergene, ligger Marrakech. Marrakech er en fortryllende by, hvor kulturer mødes, hvor sanserne bliver sat på overarbejde og hvor alt ånder gennemført orientalsk zen og indre ro og velvære.
Små mauriske indergårde med spejlblanke mosaikmønstre, som reflekterer i det rindende vand fra de små haner, og store fakler med rødglødende ild langs grusstierne nær paladset. Det ville på ingen måde komme som et synderligt chok, hvis man fra sin balkon fik øje på det flyvende tæppe med Aladin og Jasmin som passagere, for på La Mamounia bliver eventyrene til virkelighed.
Hop om bord på Aladins flyvende tæppe, og lad ELLEs skribent, Pernille Christiansen tage dig med på en rejse gennem 1001 nats eventyr i vidunderlige Marrakech og på eventyrpaladset, La Mamounia.
Psst… klik eller ‘swipe’ dig gennem billederne.
Foto: Pernille Christiansen
Spis lækkert lokalt: Selv om du har indlogeret dig på paladset, må du ikke glemme byen udenfor. Oven på medinaens faldefærdige huse gemmer sig frodige tagterrasser og moderne rooftop-restauranter. Den mest besøgte er Le Foundouk, der serverer couscous og myntete i lange baner, mens solen bager. Foundouk.com
Foto: Pernille Christiansen
Dyrk sport i parken: La Mamounias syv hektar store park er i en klasse for sig. Det var kong Mohammed Ben Abdellah, der opførte den tilbage i det 18. århundrede som en bryllupsgave til sin søn, Prins Moulay Mamoun. I dag er den royale have forbeholdt La Mamounis gæster, som kan udfordre hinanden på de knastørre tennisbaner, smide sig på græsset i skyggen af de små oliventræer eller slå sig ned i den hyggelige Pavillon Menzeh, som serverer myntete og søde kager dagen lang.
Foto: Pernille Christiansen
Mæsk dig i marokkanske delikatesser: På paladsets eget område kan du vælge mellem intet mindre end fire restauranter. Satser du på den marokkanske restaurant, får du lov at tage plads blandt appelsinplanter og vandfontæner, hvor et lokalt orkester slår stemningen an, mens en sand festmiddag af tajines, krydrede salater og lammeskulder bliver anrettet for næsen af dig. Velbekomme! Mamounia.com
Foto: Pernille Christiansen
Nyd spa i verdensklasse: Luksushungrende globetrottere strømmer til for at opleve La Mamounias eksklusive refugium, der har opnået status som det mest prestigiøse palads på det afrikanske kontinent, og i 2011 blev deres spa udråbt til Best Hotel Spa in the World. Bestiller du en orientalsk hamam, bliver du først smurt ind i sort sæbe baseret på olivenmarmelade og beriget med eukalyptusolie, og du bliver skrubbet og masseret, hvorefter en mineralholdig ler får lov at modarbejde alle hudens urenheder. Til sidst bliver du vasket i appelsinblomstervand, og din afspændte krop masseres med en fugtgivende arganolie. Det er velvære, når det er bedst. Og sådan er det hele vejen igennem på La Mamounia. Mamounia.com
Foto: Pernille Christiansen
Oplev byens must sees: Der er meget at opleve – også uden for luksuslivets fire vægge. Du må ikke gå glip af byens medina, der med sine utallige bygninger og haver fra den historiske guldalder er blevet optaget på Unescos Verdensarvsliste. Her finder du blandt andet den imponerende moske Koutoubia, som kun er åben for muslimer, men som får enhver til at tabe pusten ved synet af sin 77 meter høje minaret.
Foto: Pernille Christiansen
Besøg Yves Saint Laurents baghave: Når du nu er i Marrakech, så und dig selv et hvil i byens åndehul. Den botaniske have Jardin Majorelle blev opført i 1924 af den franske kunstner Jacques Majorelle, som brugte 40 år på at skabe denne oase proppet med skyggefulde alléer og eksotiske planter. Midt i haven ligger det islamiske kunstmuseum, som bl.a. huser nordafrikanske tekstiler doneret af Yves Saint Laurent og Pierre Bergé, der siden 1980 har ejet Jardin Majorelle. Jardinmajorelle.com
Foto: Pernille Christiansen
Gør en god handel: I hjertet af Marrakech finder du Afrikas travleste torv, Djemaa el Fna, samt Marokkos største traditionelle marked, den såkaldte souk, hvor ivrige handelsmænd altid er klar til at slå en god handel af. Marrakech er hjemsted for en stor garveriindustri, så hvis du er på udkig efter billige lædervarer i høj kvalitet, er det her, du skal slå til, ligesom du bør investere i en vitaminrig arganolie eller et tørklæde i det specielle kaktussilke, som Marrakech er kendt for. Souken er mindst travl under fredagsbønnen!