Bag Københavns nye bageri står Chiara Barla, som også er kendt fra Apotek57 og Lido. Hun deler her, hvad hendes nyåbnede bageri har, som andre ikke har, og hvad der er must try, når man besøger stedet.
Riviera er Københavns (måske) nyeste bageri. Bag står Chiara Barla, der med sit nye sted har mikset sin egen erfaring fra steder som Apotek57 og Lido med ‘best practice’ og lidt af Italien. Vi har snakket med hende om, hvorfor København har brug for endnu et bageri, hvad der bliver et ‘must try’, og hvad stedet har, som vi ikke kan få hos andre bagerier.
Hvad er Riviera for et sted?
Så enkelt som det lyder, sigter Riviera efter at være et lokalt håndværksbageri, hvor folk kan få brød og kager til at tage med, eller man kan tilbringe noget tid sammen med os på at spise frokost eller morgenmad. Vi serverer mad og drikkevarer lavet med omhu, og vi fokuserer på smag og enkel og ren æstetik.
København er blevet epicenter for bagerier. Hvorfor har vi brug for et mere?
Faktisk lå der allerede et bageri i vores lokaler, der bare trængte til noget kærlighed. Jeg fandt det charmerende og romantisk at overtage et bageri, der har været der siden 60’erne og bringe det tilbage til livet. Processen med at opdage de originale gulve, granitsøjlerne og generelt forstå stedets historie, har været virkelig fascinerende. Jeg ønskede at give et lille bageri tilbage til kvarteret – et sted, hvor gæsterne kan blive og nyde god mad og kaffe, mens de oplever pladsen og ser bagerne lave brød eller forme croissanter.
Hvordan adskiller Riviera sig fra andre bagerier i København?
Vi vil være lige så gode som de andre kendte bagerier i byen. Som mennesker, der arbejder i fødevareindustrien, er vi virkelig heldige at bo her, hvor vi er omgivet af fantastiske steder, der serverer god mad, og som har stærke værdier bag. Det gør os altid ‘up to date’, at der er et fællesskab af mennesker, der deler den samme passion og bygger en ekstremt sund konkurrence, som altid hæver barren med hensyn til kvalitet og standarder. Her har jeg forsøgt at samle så meget ‘best practice’ fra byen som muligt og derefter gøre det til vores eget og blande det med lidt italiensk stemning.
Hvad er must-try for gæster, der besøger Riviera?
Jeg vil altid foreslå at gå med en klassisk bolle med smør og ost.
Har du et produkt, som andre bagerier ikke har?
Vi laver vores version af cornetto (det er den italienske version af croissanten) fyldt med wienerbrødscreme eller pistaciecreme. Holdet bag Riviera er ekstremt talentfulde og også ret internationale, så alle kom med idéer, og vi arbejder virkelig tæt på hinanden for at finde den rigtige balance mellem ting, som københavnerne kan relatere til, og ting, der er mindre traditionelle.
Du er kendt fra andre populære steder i København som Apotek57 og Lido. Hvad bringer du til Riviera fra din tidligere erfaring?
Jeg kan godt lide at opbygge et sted, er er mere end mad. Jeg tænker på hele oplevelsen, så jeg forestiller mig alt meget holistisk. Maden skal være lækker, men det er noget, gæsten næsten tager for givet. Det kuraterede interiør, den smukke keramik, holdet bag – det hele bliver en del af oplevelsen og gør den speciel.
Adresse: Nansensgade 64, 1366 København K
Åbningsdato er stadig ikke afsløret, men det bliver i august.