Med intet mindre end 30 millioner tilrejsende turister hvert år, er Paris den mest besøgte by i verden! Af samme årsag har fransk musik haft en stor international bevågenhed i årtiernes løb, ikke mindst fra jazz verdenen hvor den måske mest spillede standard melodi, “Autumn Leaves”, faktisk er en fransk sang (med den originale titel “Les Feuilles Mortes”). 

Læs også: Nyt ELLE på gaden med fransk tema

Og franske kunstnere igennem tiderne har i en grad som få andre formået at blive elsket verden over for deres musik. Under “Songs From Paris” forløbet kan man høre jazz fortolkninger af klassikere som f.eks. Serge Gainsbourgs ironiske “L’Aquoiboniste”, Michel Legrands romantiske “You Must Believe In Spring”, Edit Piafs hyldest til kærligheden “Hymne a L’Amour” og ikke mindst fortolkninger af sange af nutidens store franske ikoner, som f.eks. Daft Punk’s “Loose Yourself to Dance” og Air’s “La Femme D’Argent” (fra det banebrydende album Moon Safari) og “Alone In Kyoto” (fra film soundtracket Lost In Translation). 

Pianisten Niels Lan Doky, der har boet 23 år i Paris inden at han flyttede hjem til Danmark, vil nu, ledsaget af den amerikanske jazz legende Alvin Queen på trommer og den fænomenale svenske bassist Mattias Svensson, tegne et musikalsk portræt af byernes by bestående af fortolkninger af ikoniske franske sange, ledsaget af egne kompositioner samt anekdoter fra hans mange år i Paris.

Læs også: #jesuischarlie – mød den franske ambassadør til en snak om menneskerettigher

Oplev tidsløs musik af franske ikoner som Daft Punk, Air, Serge Gainsbourg, Charles Aznavour, Edith Piaf, Michel Legrand. En unik jazz-oplevelse, der vil være mulig at komme ind og høre fra d. 15. januar til d. 14. februar på The Standard i København.

KØB DIN BILLET HER

“SONGS FROM PARIS” featuring NIELS LAN DOKY, ALVIN QUEEN & MATTIAS SVENSSON. 

Musik af Daft Punk, Air, Serge Gainsbourg, Charles Aznavour, Edith Piaf, Michel Legrand, Niels Lan Doky m.fl. Niels Lan Doky (piano), Mattias Svensson (bas) & Alvin Queen (trommer).

Spilledatoer: 15/1-14/2
Tirsdag til lørdag shows kl. 18:00 og 20:30.
Søndag shows kl. 17:00 & 20:00

Lykke May er aktuel i Susanne Biers nye film En chance til, der har premiere torsdag d. 15. januar. I ELLEs januar nummer bragte vi et stort interview med danske topmodel – læs et uddrag af interviewet med model, mor og ikke mindst filmaktuelle Lykke her…

Tekst Marie Louise Wedel Bruun Foto Jonas Jensen, Allover og PR Stylist Kawa H Pour Hår Jan Stuhr/Le Management/Alterna Makeup Monika Grensteen

Hun er blot 32 år, men du har kendt hende halvdelen af hendes liv. Eller rettere: Du har set hendes karakteristiske katteansigt i modemagasiner og sladderblade, og du har i samme medier kunnet følge hendes op- og nedture – kærester, biluheld, eskapader – og endelig, sidste sommer, meddelelsen om, at Lykke May var blevet mor til sønnen Shooter. Siden har der været stille om Lykke May, på trods af at det forgangne år måske har været det allervigtigste for hende nogensinde. Hun er flyttet tilbage til Danmark fra USA, og i januar debuterer hun i Susanne Biers nye film, En chance til, sammen med dansk films største stjerner. Vi mødte den nye Lykke May i hendes hjem på Vesterbro

Hun er svær at greje, Lykke May. Umiddelbart ved vi, ’hvem’ hun er. Hun er pigen med katteansigtet, der voksede op hos sin enlige mor, brød igennem som international model som 15-årig og straks flyttede til USA. Pigen, der syntes at tiltrække succesfulde badboys som en magnet og det samme med skandalerne – engang blev hun ført ud af et fly, anholdt og sat i kvindefængsel i to dage, fordi hun havde opført sig uacceptabelt over for personalet – pigen, der til hverdag er Christiania-streetwearmærket Alis’ største fan og på den røde løber går i lige så afslørende tøj som på catwalken og modelbillederne. Med andre ord: Danmark, der havde været vant til pæne (rolle)modeller som Renée Toft Simonsen og Helena Christensen, havde fået sit svar på vildkatten Naomi Campbell. Et ry og rygte, hun ikke gjorde noget for at ændre på, da hun som 29-årig i april 2012 var på forsiden af Playboy, omend hun efter sigende gjorde det som en form for happening for sin nye arbejdsplads, det hypede galleri The Hole i New York.

Men så skete der noget. Pludselig forlød det i slutningen af 2012, at hun var blevet forlovet med selveste Julian Schnabel, den prisvindende og højt anerkendte kunstner og filminstruktør fra New York, født 1951 og dermed 31 år ældre end Lykke May. Nyheden om dem som par kom umiddelbart før nyheden om, at de skulle være forældre, og i sommeren 2013 kom så deres søn, Shooter Sandhed Schnabel, til verden. I tiden derefter opholdt den lille familie sig i København, hvor Lykke May længe gerne havde villet have en ny lejlighed. Hendes mangeårige agent og ven Peter Damgaard fra modelbureauet 2PM opdagede som ved et lykketræf det perfekte sted; et tidligere fotostudie på Vesterbro. Lykke May så det og besluttede sig med det samme: Her skulle hun bo, når hun var i Danmark; et unikt og originalt sted med masser af personlighed og et kæmpestort tilstødende rum, der med højt-højt til loftet og imponerende lysindfald ville være perfekt som kombineret stue og atelier. Umiddelbart samtidig med at den nybagte mor fandt et sted at bo, var hun til en middag, hvor hun mødte filminstruktøren Susanne Bier. Den oscarvindende instruktør var godt i gang med at caste til sin kommende film, En chance til, men havde endnu ikke fundet den perfekte skuespillerinde til den afgørende rolle som Sanne, en nybagt mor i et misbrugsforhold. Da hun så Lykke May, vidste hun, at her var hendes Sanne, og aftalen kom i stand på stedet. Lykke May skulle være skuespillerinde. I løbet af ganske få år var hun således gået fra at være skandaleombrust model til anerkendt kunstkender, kæreste med en af verdens mest respekterede kunstnere og filmskabere, mor til en lille dreng, ejer af sin drømmelejlighed i hjemlandet Danmark og skuespiller med dansk films absolut største stjerner som medspillere … Intet under, at omverdenen stod endnu mere mystificeret tilbage end nogensinde over, hvem kattekvinden Lykke May egentlig er. Ni liv har hun i hvert fald. Og måske også mere end et ansigt.

Der er i hvert fald ikke meget uhæmmet rockchick over den Lykke May, der tager imod med et knus i døren. Hun smiler, men er træt – det er dagen efter fotoskydningen med ELLE, og hun har haft et tætpakket program, siden hun ankom til Danmark for et par dage siden. Det første, hun gjorde, var at tage ud til Zentropa til en privat visning af En chance til, dernæst stod den på skydning og interview sammen med Susanne Bier, så skydningen med ELLE og i dag altså interview igen. Hun fortæller, at hun faktisk tog ud og så filmen en gang til i går aftes. Hun var nødt til det, på trods af træthed, og på trods af at Zentropa ellers aldrig laver to private visninger. ”Jeg blev nødt til at se den igen. Den er jo virkelig, virkelig barsk. Første gang var jeg inde at se den med min agent, som også ser enormt mange film og heller ikke er sart på den måde, og vi sad begge to og tudede til sidst, fordi … materialet går lige i hjertet. Er det ikke rigtigt? Og jeg var bare overvældet med information og billeder og indtryk. Men jeg synes, jeg var mere følelsesladet anden gang. Det kan også være, fordi jeg var så træt og havde min mor med. Jeg havde sagt til hende, at ’hvis ikke du kan tåle det, skal du ikke tage med, fordi det her er vigtigt, jeg bliver nødt til at koncentrere mig. Jeg kan ikke have dig til at sidde og … det handler ikke om dig. Og det er ikke mig, der gør det her, det er en, jeg spiller’. Men jeg synes, hun klarede det meget fint. Jeg synes selv, jeg klarede det dårligt anden gang. Jeg var bare træt, og jeg tror bare … det er ikke, fordi det var mig, det er, fordi det er filmen. Den er virkelig energisugende. Der er ikke noget langsomt øjeblik, hvor man bare kan catche up og trække vejret … man ser bare på det allermest forpinte, sværeste, og man føler bare, man går igennem de her ting.” Man får en viden, som man måske et eller andet sted … ”Man ville godt have været den foruden,” nikker hun sigende. Og ja. Det kan vi hurtigt blive enige om. Lykke May spiller den unge Sanne, der lever sammen med den ultravoldelige kriminelle Tristan (Nikolaj Lie Kaas). Sammen har de en baby, som må gå for lud og koldt vand, fordi Tristan bestemmer alle Sannes næste træk. Kriminalkommissæren Andreas (Nikolaj Coster-Waldau), der er selveste inkarnationen af lov og orden, kender Tristan fra før i tiden, og da han og makkeren (Ulrich Thomsen) kaldes ud til husspektakler hos ham, forventer politifolkene det værste. En forventning, der kun bekræftes, da Andreas finder parrets forsømte baby, bogstaveligt talt smurt ind i sin egen afføring. Andreas, der selv har en lille søn på samme alder, reagerer prompte og ser det som sin personlige mission at redde drengen. En mission, der pludselig får ham til at begå selvtægt og vender op og ned på ret og uret.

Det er svært at fortælle om filmens raffinerede detaljer uden at afsløre plottet, men lad os bare sige, at den i den grad er socialrealistisk, og at det er de helt store følelser, det prisbelønnede makkerpar – instruktør Susanne Bier og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen – har fat i. Man går, præcis som Lykke May beskriver det, suget for energi ud af biografen, samtidig med at der rumsterer en masse store tanker og symbolikker inde i hovedet.

Lykke May blev som sagt selv mor for halvandet år siden til sønnen Shooter, og jeg spørger hende, hvad det har betydet for hende at spille med i en film, der i den grad handler om moderrollen: ”Selvfølgelig handlede det for mig om at være mor, fordi jeg spillede den rolle. Men jeg så ikke et samlet indtryk af, at denne her film handler om, hvad der er en dårlig/god mor. Selvfølgelig er det en del af filmens præmis, men der er jo ikke nogen perfekt måde at være mor på. Det ved vi jo alle sammen, og vi ved jo alle sammen, at det er skidesvært at være mor, men alle gør deres bedste. Det er jo det, vi har lært. Og nogle gange er det bedste bare ikke godt nok. Men igen: Hvad er en dårlig mor? Jeg har det bare sådan, at hvis mit barn er trygt, og han får de ting, han har brug for og behov for – sine menneskelige behov – og han er sammen med sin mor og sin far… Jeg har det bare sådan: Børn har det godt, når de er sammen med deres forældre. Og så er det nærmest lige meget, hvor, hvem, hvad … Det tror jeg. Og det er jo også det, filmen siger, at ’uanset at han (politimanden Andreas, red.) har det her perfekte liv, og at han føler, han kan give mit (Sannes, red.) barn et bedre liv, vil mit barn bare altid have et kæmpe hul, hvis han ikke er sammen med sin mor’.”

Det var især Nikolaj Lie Kaas, som hjalp hende. Den danske stjerneskuespiller, der blandt meget andet har fået en pris som Årets mand ved ELLE Style Awards 2013, er i En chance til det stik modsatte af det: et gennemført dumt svin med tatoveringer, sjusket mohawk-frisure og gebrokken diktion. Ikke desto mindre er Tristan Sannes kæreste, og derfor føltes det instinktivt rigtigt for Lykke May primært at omgås ham på settet og at lægge en form for afstand til deres modstandere i filmen, bl.a. ’panseren’ Nikolaj Coster-Waldau. ”Jeg var nødt til at have de der forhold indbygget på settet allerede; ’nå, men han er min kæreste …’. Så jeg var bange for Nikolaj Lie, jeg syntes, han var den klammeste; jeg var nødt til at tage det lidt med, selv om man jo ikke var den karakter, når man ikke filmede … Men altså, jeg brugte Lie enormt meget, fordi det var vigtigt for os, at vi havde en kemi, så det var vigtigt, at vi snakkede meget, også mellem optagelserne, spiste frokost sammen og sådan. Jeg kendte ham slet ikke på forhånd, så jeg havde slet ikke nogen ide om, hvordan han og de andre var, og jeg blev virkelig overrasket. Han er bare så cool. Han er bare sjov og … også lidt småsur … Han er bare cool. Skidecool. Og han var rigtig god over for mig. God til at snakke med mig om det hele. Bare rigtig god til at hjælpe mig.” En kollega, faktisk? ”Ja. Det ville være meget sjovt at høre, hvad de tænkte, da de hørte, jeg skulle være med. De gider jo heller ikke spille over for en eller anden, der ikke kan finde ud af en skid. Har de ikke haft bekymringer ift. det? Det må de jo have haft? Men de må jo også bare stole på Susanne, og når hun vil have det, nå, men så er det sådan.”

Omvendt stolede Susanne Bier også på sine skuespillere. Og Lykke May fortæller, hvordan de to sammen gennemgik manuskriptet, og Lykke May bl.a. fik skrevet en sexscene ud, fordi originalmanuskriptet lægger op til, at Sanne er tidligere prostitueret. ”Men der var jeg bare sådan: ’Det vil jeg ikke’. Og for historiens helhed syntes jeg ikke, at det ville skabe nok sympati for hende, hvis man så hende på den der måde. Og jeg havde ikke selv lyst til at gøre det. Jeg har ikke lyst til noget med sex og de der ting. Og der var det enormt fedt, fordi både Susanne og Anders Thomas var enormt åbne for forslag. Man kunne virkelig være involveret i det kreative også. Jeg føler med den her film, at det er noget, vi alle har chippet ind til.” Og det var vigtigt for Lykke May at kunne stå 100 procent inde for sin karakter, også på en anden måde, end når hun arbejder som model, for selv om selve målet for arbejdsprocessen måske godt kan sammenlignes (”Det der fokus, som alle har på et set, hvor man virkelig er interesseret i det der øjeblik. Hvor man kan fange det, som vi alle sammen prøver at fange, hver gang vi laver noget – det der magiske. Hvad det så er.”), var det for hende en helt anden oplevelse af at bruge sig selv, når hun lavede film. Hvor billederne blot er en version af hendes ydre, er filmen en version af hendes indre, hendes personlighed, og dermed var der langt mere på spil: ”Man dømmer det på en anden måde, for med foto og med mode og selvportræt og den slags, der er det jo andre folk, der kreerer det, og fotografen og de andre elementer er så betydningsfulde. I en film er det en selv, der leverer det hele. Og hvis jeg er dårlig, så er der ikke noget styling, der kan redde det, eller en anden frisure eller … Så er jeg bare dårlig. Og hvis man er god, så gør det ikke noget, så kan man redde det selv.”

Hvordan var det at måtte skyde en filmscene om flere gange? Føltes det mærkeligt t skulle være tilbage i det hele tiden? At skulle genfinde de samme følelser? ”Altså, jeg så det at gentage som en øvelse hver gang. Og Susanne er også sådan som instruktør – hun springer bare ind i scenen og siger: ’Sig det igen, sig det der ord, kig på ham’, og virkelig bare kører den helt, du ved, indtil man bare har sagt det på alle måder overhovedet muligt – skreget det, hvisket det, alt … Og det er også enormt frigørende på en eller anden måde, ikke, for efter den første dag, der havde jeg både skabt mig, skreget, slået Nikolaj, han havde slået mig – efter den dag var der ingen boundaries, det var bare sådan ’ja, sådan er jeg!’. Du ved, alle havde bare set mig på alle mulige måder, ikke. Vi manglede bare, jeg ved ikke hvad, sexscenen vel. Men altså, de andre ting er jo mere intime …” For de har virkelig set dig ’nøgen’? ”Blottet totalt.

Det er et emne, der ligger Lykke May mere nært end som så, fordi hun og Julian Schnabel ved deres brud aftalte, at hun har sønnen Shooter i seks uger ad gangen, hvorefter Schnabel har ham i to. I hvert deres land. Og: ”Jo, jeg er ved at dø i de uger, men det er også vigtigt for ham. Og det er jo bare mig. Jeg gør det, fordi det er bedst for min søn. Han skal have både sin mor og sin far, og det er vigtigt. Og det er vi enige om, så derfor har vi aftalt det på den her måde. Han er heldigvis så lille, at han husker kun det her. Det har aldrig været på en anden måde for ham, og det der med at så skal han flyve hver sjette uge, og hvad så? Så får han en hel masse andre ting med også.”

Har I i det hele taget været gode til at være enige om tingene? ”Altså vi er jo gået fra hinanden, så der var selvfølgelig en del ting, vi var uenige om, men efter det, så er vi – altså, det eneste, der betyder noget lige nu, er jo vores søn, det handler jo ikke om os mere.” Og Lykke May bekræfter det, mange mødre oplever, at det er en forløsning at blive mor, fordi man netop sætter – om ikke sig selv helt til side, så i hvert fald – børnene i fokus: ”Det handler ikke om en selv mere.” Er det ikke befriende? ”Jo, det er det virkelig. Men også skræmmende. Man har aldrig haft mere angst og været mere sårbar – eller været mere stærk. Det er jo virkelig den vildeste ting at blive mor, fordi man føler alle de der ting; både styrke og den der helt rå sårbarhed.

Og frygt. For at der skal ske dem noget – eller en selv, så man ikke er der for dem. Også ift. filmen: Når man ved det, når man selv er mor og ser det der – fordi man ved jo godt, at … De prøver jo alle sammen. Og min karakter vil jo gerne, men hun har bare flyttet sine grænser hele sit liv nærmest og er endt i det her sindssyge misbrugsforhold, blevet styret af denne her stjernepsykopat, men man kan bare fornemme smerten i, at hun ved, hvor slemt det egentlig står til ift. hendes barn. Og til sidst har hun bare lagt sig ned … Og han sparker jo bare til en, der ligger ned, han er jo ligeglad.”

Og man må sige, at hun er lykkedes godt. Hun har en ro, sødme og professionalisme over sig, som er imponerende – til fotoskydningen dagen før talte jeg på et tidspunkt, at vi var 10 mennesker omkring hende, fotolamperne var brændende varme, der blev rettet på hår, tøj, smykker … og alligevel var hun fuldstændig på og medgørlig. Jeg spørger hende, om hun altid har haft den tålmodighed og styrke? ”Tålmodighed? Nej. Men jeg ser det jo som et arbejde, og når man er på et arbejde, og selv om man indeni er sådan ’kom nu, John, hvad sker der’, eller hvis de piller for meget ved et eller andet, så gør man det bare. Det snakkede jeg også om med Susanne ift. filmen: Man er sammen om det her, og man gør det bare. Man kan ikke ikke-gøre det.

Man kan ikke lægge sig ned og spille død. Jeg ved ikke, gør alle ikke det? Jeg ved godt, at nogle gange er der sikkert meltdowns, og folk bliver lidt ’arh-arh’, men for det meste synes jeg da bare, at man gør det, selv om det er svært, eller det er hårdt; det er mange timer nogle gange, der er varmt, der er koldt, det gør ondt … Men det er også en stolthed: ’Jeg kan godt det her.

Helt afskrækket af den intense oplevelse er altså Lykke May ikke, og hun har i den grad mod på at finde en god agent og nogle gode manuskripter. Spread the word. ”Ja, for hvis jeg vil det, så er der jo intet bedre tidspunkt end nu, hvor jeg ikke behøver at sælge mig selv og være sådan ’jo, jo, jeg kan godt det her, tro på mig’. Nu er det: ’Se – det her kan jeg også’. Jeg er enormt dårlig til at sælge mig selv. Stol på det, eller lad være. Jeg er ligeglad. Det bliver man nødt til. Jeg er ikke en pauseklovn a la ’nu skal jeg lige vise jer, hvad jeg også kan’ …!”

Interviewet er slut, og jeg skal ud i Vesterbros mylder og larm igen. Inden da spørger Lykke May mig, om jeg trænger til vand. Jeg takker ja, men i stedet for at skænke mig det forventede glas fra hanen, finder hun en flaske frem fra køleskabet, som jeg kan få med på vejen og drikke i mit eget tempo. Og jeg tænker, at de vise ord om, at man ikke skal skue hunden på hårene, også gælder for katten. For Lykke May er meget, meget mere end en pauseklovn. Og selv om hun ikke praler ad dem, skal tiden nok vise hendes mange egenskaber. Også i den forstand er filmen En chance til hendes. Helt bogstaveligt.

En chance til har premiere i danske biografer torsdag d. 15. januar 2015. Se mere på Kino.dk