3 smykker fra Jane Kønig, vi ønsker os til Valentine’s Day

Happy Valentine’s Day! 

Kærlighedsdagen over dem alle venter lige om hjørnet, nærmere betegnet den 14. februar med Valentine’s Day. Og hvad enten du skal bruge dagen sammen med manden i dit liv, eller du har planlagt en hyggelig dag med dine bedste veninder, så er det en oplagt dag at forkæle en, du holder af med en lille ting – eller prikke til din kæreste og fortælle ham, hvad du godt selv kunne tænke dig at blive overrasket med. 

Derfor har vi fundet 3 fine smykker fra Jane Kønigs ‘Lovetag’-kollektion, som vi selv ville blive mere end glade for at modtage på Valentine’s Day. 

Vi har udvalgt 3 smykker fra den fine ‘Lovetag’-kollektion, fordi der gemmer sig den fineste kærlighedserklæring bag smykkerne i form af de små bogstaver, man selv kan vælge. På den måde kan man have en bestemt person helt tæt på hjertet – så bliver det næppe mere romantisk og mere oplagt til Valentine’s Day, vel?

Du finder vores 3 smykke-favoritter fra Jane Kønigs ‘Lovetag’-kollektion i galleriet.

… Who will be your valentine? 

I anledningen af Valentines Day inviterer Jane Kønig til fest på Chateau Motel. 

Hvor: Chateau Motel, Knabrostræde 3, 1210 København K

Hvornår: Den 11. februar fra kl. 23 – og lige indtil danseskoene ikke kan klare mere! 

OBS: Aldergrænse 18 år.

Psst… Følg med på ELLEs Instagram op til Valentine’s Day den 14. februar, hvor vi vil udlodde de 3 smykker fra Jane Kønigs ‘Lovetag’-kollektion til en heldig vinder. 

 

 

 

ELLE interviewer: Han Kjøbenhavn skifter køn i ny kollektion

I juni sidste år afslørede Han Kjøbenhavn på Instagram, at de nu ville skabe en kollektion til kvinder, og den 10. august blev denne lille kollektion fremvist under Copenhagen Fashion Week.

Nu er de to designere bag Han Kjøbenhavn klar med en meget større kollektion til kvinder til Copenhagen Fashion Week denne uge. ELLE har talt med de to designere om deres nye kollektion. 

Læs også: Han Kjøbenhavn: “Det er lavet til piger, men det har klart et drenget look”

Han Kjøbenhavn blev grundlagt i 2008 af Jannik Wikkelsø Davidsen og Tim Faith Hancook, og hvad der startede som et solbrillemærke, er på få år gået hen og blevet et anerkendt tøjmærke med international succes og butikker i København, Paris og New York. Deres tilgang til mode kredser om lige dele provokation og æstetik, og de to designere følger en helt særlig opskrift i opbyggelsen af brandet:

Han Kjøbenhavn er først og fremmest et herrebrand. Vi vil aldrig gå på kompromis med vores fundament og principper for at nå en specifik type mennesker eller målgruppe. Så i stedet for at møde kvinderne i deres univers, inviterer vi dem til vores – som vi har stor tro på, at de har lyst til at være en del af.

Efter mange år som designere af herretøj og -accessories, kom det som en stor overraskelse, at de to designer tog springet og skabte en kollektion til kvinder. Men det var blandt andet muligheden for at eksperimentere, der gjorde det attraktivt for de to unge designere:

Mænd kan være lidt konservative, når det gælder tøj – kvinder er mere modige. Det giver et større spillerum i designprocessen og samtidig en større chance for at skabe noget kreativt og eksperimenterende, som rent faktisk også kan sælges i butikkerne efterfølgende.  

Selvom Han Kjøbenhavn nu har to kollektioner på CV’et, går de ikke på kompromis med deres principper, og derfor tager kollektionerne ikke udgangspunkt i det kvindelige og feminine:

Vi skaber det ud fra et maskulint udgangspunkt, men som feminiseres i processen. Vi forsøger at bringe kvinden ind i det.

Se også: Copenhagen Fashion Week: ELLE-redaktionens favoritlooks

Vi glæder os til at se Han Kjøbenhavns show onsdag den 1. februar under Copenhagen Fashion Week, hvor designernes favorit-item vises, nemlig en lang bomberjakke, som forener to elementer – mand møder kvinde. 

 

IKEA indgår samarbejde med kendt hollandsk designer

IKEA har netop offentliggjort deres nye kollektion, JASSA, som er skabt af den hollandske designer Piet Hein Eek og et lille team af IKEA-designere. Kollektionen hylder naturlige materialer og gamle håndværkstraditioner og leder tankerne hen på varme og eksotiske lande. 

Se også: Ikea laver eksklusivt samarbejde med Hay

Den hollandske designer Piet Hein Eek er bedst kendt for sine designobjekter af overskudsmaterialer, og han står nu bag IKEAs nyeste kollektion, JASSA. I forbindelse med skabelsen af den farverige kollektion tog Piet Hein Eek og resten af designteamet til Sydøstasien for at studere de særlige tekstil- og fletteteknikker, som JASSA-kollektionen tager udgangspunkt i.

Kollektionen er nemlig inspireret af sydøstasiatiske designtraditioner og indeholder et skønt miks af bambus, rattan, søgræs, vandhyacinter og bomuld i et væld af farver. 

Om kollektionen siger Piet Hein Eek:

“Vores ambition med kollektionen JASSA er at rette opmærksomheden mod de naturlige materialer, som er en stor del af kollektionen. Men hvad der måske er endnu vigtigere, er det håndværk, som den indebærer og består af. Hvis vi ikke skaber et marked for disse former for produkter, der er lavet ud fra gamle håndværkstraditioner, vil de måske ikke bestå.”

Læs også: 6 profiler, du bør følge på Instagram for boliginspiration

Kollektionen er tilgængelig i IKEA fra den 10. marts 2017.

Se et udpluk af kollektionen i galleriet nedenfor…

3 smykkebrands, du skal holde øje med i 2017

Listen over dygtige smykkedesignere, smykkebrands og guldsmede i Danmark er lang, men bestemt værd at dykke ned i – og hvis du kunne tænke dig at stifte bekendtskab med nogle smykkedesignere og guldsmede, som du måske ikke kender i forvejen, skal du læse med her. 

Her på ELLE-redaktionen fylder smykker en stor del af vores garderobe, og vi er altid på udkig efter nye designs at pryde vores kroppe og outfits med. Derfor har vi fundet 3 smykkedesignere og guldsmede i København og Aarhus, som vi synes, at du skal kende og besøge ved lejlighed – måske kender du dem allerede, og hvis ikke, er det på tide.

Fælles for de tre guldsmede og smykkedesignere er nemlig, at deres smykkeunivers er intet mindre end magisk. 

Vi har besøgt to guldsmede i København, som begge ligger på Gammel Kongevej på Frederiksberg i København; Guldsmed Marie-Louise Joensen, som sammen med sin partner Julie Nielsdotter for nyligt åbnede den fineste butik “101” på Gammel Kongevej, hvor alt butikkens inventar er holdt i lyserøde og guld-nuancer. Med andre ord: Enhver piges drøm, som du ikke må snyde dig selv for. 

Se også: Designerne bag Baum und Pferdgarten

Den anden guldsmed på Gammel Kongevej, som vi har besøgt, er guldsmed Jeanette Nørlund, der har lavet smykker i mere end 20 år og er særligt kendt for sine fantastiske biller, hvortil der hører den sødeste bagrundshistorie (… som du kan læse alt om i galleriet). Jeanette Nørlund har mange bestillinger til udenlandske kunder, og hun er derfor allerede et anerkendt navn uden for Danmarks grænser. 

I Aarhus har vi besøgt guldsmed Trine Wilkens, som også har en lang smykkehistorie bag sig og er kendt for sin særlige granulationsteknik, der går igen i de fleste af hendes smykker – og det forstår vi godt. Med granulationsteknikken skaber Trine Wilkens de fineste designs med små “kugler”, der giver en anderledes, enkel og særdeles smuk overflade.  

I galleriet kan du møde Jeanette Nørlund, Trine Wilkens og Marie-Louise Joensen og komme tæt på deres smykker, designs og personlige smykkehistorier.

Skønhedsredaktørens 10 februar-favoritter

Når kalenderen siger januar og februar, begynder vi ofte at sortere ud i vores ting – både i vores hjem, vores klædeskab og ikke mindst i vores make-up pung. Hvad skal vi beholde, hvad skal skiftes ud og hvilke nyheder, skal der investeres i?

ELLEs Beauty Director Anne P. guider dig her igennem skønhedsverdenens jungle af produkter i et perfekt miks af gamle kendinger og lækre nyheder, der kan forskønne dit 2017.

Se også: Skønhedsredaktørens favoritlook: Sexede og forførende øjne 

På denne måneds liste over beauty-favoritter finder du blandt andet en highlighter-palet med de smukkeste farver, som du kan bruge til at skabe det perfekte look, en primer og dagcreme i én, der ligner en million med sit luksus-udseende samt en skøn duft fra Zarkoparfume – en serum med pipette, som vi gamle dage, som man så fint bruger som parfume.

Klik dig igennem galleriet og find Anne P.s 10 skønne februar-favoritter:

Mandagsmuse: Eva Kruse

Hun har ét af de mest imponerende CV’er i dansk mode og har i mange år spillet en vigtig og toneangivende rolle som direktør for både Copenhagen Fashion Week og Danish Fashion Institute. Førstnævnte rolle forlod hun ved årsskiftet for at dedikere al sin tid til bæredygtighed og samfundsansvar. Lær Eva Kruse bedre at kende her. 

Læs også: Eva Kruse og Anne Christine Persson siger farvel til Copenhagen Fashion Week

Hvem:

Eva Kruse, født den 20. april 1972

Derfor skal du kende hende:

Eva Kruse blev i 1993 uddannet projektleder hos Kaospiloterne og har siden da berørt mange områder i både tv- og modebranchen. Hun har blandt andet været chefredaktør på Eurowoman og VIVA, vært hos både TV2 og TV3, international kommunikationschef hos Kopenhagen Fur og senest direktør for Copenhagen Fashion Week. 

I august 2016 blev det offentliggjort, at Eva Kruse trak sig som direktør for Copenhagen Fashion Week for at kunne hellige sig arbejdet med Danish Fashion Institute nye hovedområder, som blandt andet indbefatter videre arbejde med Copenhagen Fashion Summit og en mere bæredygtig tankegang i modebranchen.

Se også: Copenhagen Fashion Week: ELLE-redaktionens favoritlooks

Hun er i den grad en pionér inden for bæredygtig mode, og hun har siden 2008 arbejdet på implementeringen af en mere bæredygtig tankegang og tilgang til modeindustrien – både nationalt og internationalt.

For sit store arbejde for mere samfundsansvar i modebranchen, har Eva Kruse endda fået Den Franske Ambassades Menneskerettighedspris, som bliver overrakt til hende den 2. februar, når dette års københavnske modeuge løber af stablen. Ikke alene er modebranchen én af de største industrier på verdens plan, det er også den mest ressourcekrævende. Og det har Eva Kruse arbejdet hårdt for at ændre på siden 2008, hvorfor hun nu hyldes med den prestigefyldte pris. I martsnummeret af ELLE, som er på gaden nu, kan du forresten læse et interview med de to ildsjæle Eva Kruse og den franske ambassadør, Francois Zimeray, om den forpligtelse det er at modtage en så prestigefyldt pris. 

Med sine mange år i modebranchen kan det ikke komme som en overraskelse, at Eva Kruse har en sikker og gennemført stil. Vi ser hende ofte i matchende suits, velsiddende blazers og figursyede kjoler, som på én og samme tid er feminine og emmer af power.

Se med nederst i galleriet, hvor vi har samlet nogle af Eva Kruses bedste stiløjeblikke…

Højdepunkter:

1993: Uddannet projektleder hos Kaospiloterne

1998: Bliver chefredaktør hos Eurowoman

1998: Føder sønnen Mads

2001: Føder datteren Emilie

2004: Bliver international kommunikationschef hos Kopenhagen Fur

2005: Er én af hovedkræfterne i stiftelsen af Danish Fashion Institute

2009: Copenhagen Fashion Summit afholdes for første gang 

2016: Forlader direktørposten hos Copenhagen Fashion Week og bliver istedet CEO for Copenhagen Fashion Summit 

2016: Bliver gift med Peter Franck

2017: Føder parrets første søn

2017: Får Menneskerettighedspris den 2. februar 2017 under Copenhagen Fashion Week

En æra er forbi: Chefdesigneren for Chloé fratræder efter 6 år

Det franske modehus Chloé har netop offentliggjort at chefdesigneren Clare Waight Keller fratræder som den kreative spydspids, der har ledt det parisiske brand gennem de seneste seks år. Clare Waight Kellers sidste kollektionen for Chloé er Autumn/Winter 2017-18, der bliver præsenteret den 2. marts 2017 i Paris.

Den britiske designer blev hentet til modens hovedstad som Creative Director for Chloé i maj 2011, hvor hun skrev sig ind i historien af æstetisk visionære designere som Karl Lagerfeld, Stella McCartney og Phoebe Philo. Clare Waight Keller har med sikker hånd- og stregføring ført Chloé ind i en ny æra af popularitet, med stor international bevågenhed. Hun har i sine år i chefdesignerstolen formået et finde helt ind til kernen af Chloés DNA og pustet nyt liv i flere af modehusets gamle klassikere og traditioner. Eksempelvis var det Clare Waight Keller, der i forbindelse med Chloés 60 års jubilæum reintroducerede traditionen med at navngive sæsonens tasker efter alfabetisk rækkefølge. Pre-fall kollektionen 2014 var den fjerde kollektion efter genindførelsen af navnetraditionen, og alle tasker i kollektionen starter derfor med D, herunder Dree, Dilan og den (stadig) populære Drew-model.  

Læs også: Dagens drømmekøb: Chloé taske 

I forbindelse med sin fratrædelse fra Chloé udtaler Clare Waight Keller i en pressemeddelelse at det har været en af de mest givende oplevelser i sit liv, at arbejde for Chloé.

”Jeg føler mig privilegeret over at have arbejdet for et modehus med en så rig arv, og jeg er meget stolt over alt det, der er blevet opnået i perioden”, siger Keller i pressemeddelelsen, der blev udsendt i forbindelse med offentliggørelsen af hendes fratrædelse.

I pressemeddelelsen fremgår det desuden, at det er en gensidig beslutning, at Clare Waight Keller fratræder modehuset Chloé.

“Clare har været en enestående partner i Chloé de seneste seks år. Hun har hjulpet med at puste nyt liv i den første Chloé-pige, Gaby Aghions ånd [grundlæggeren af Chloé, red.] ved at indføre en coolness og lethed i Chloés kollektioner, der skødesløst blander det yndefulde og elegante med en lidt drenget tilgang til skrædderkunsten”, siger CEO for Chloé, Geofferoy de La Bourdonnaye i samme pressemeddelelse, hvor han ligeledes takker Clare Waight Keller for hendes loyalitet og dedikation til Chloé.

I dansk ELLE har vi heller ikke kunne overse Clare Waight Kellers sans for at skabe klæder, der giver drømmene vinger, og så sent som I ELLEs januar-nummer i år, bar forsidemodel Laura Julie en smuk, florlet Chloé-kjole med akvarellignende farvespil. Og ikke nok med det, kan man i det aktuelle marts-nummer, der er ELLEs store modenummer, på side 96 læse om de hotteste navne, der tegner den internationale mode anno 2017 udadtil – og her er Clare Waight Keller i blandt, side om side med Maria Grazia Chiuri for Dior, Olivier Rousting for Balmain og Alessandro Michele for Gucci. Med andre ord, er det en af de helt store spillere, der fra marts i år takker af for Chloé, og vi er allerede spændte på at se, hvilet modehus Keller nu skal genoplive – og ikke mindst til at høre nyt om, hvem der kommer til at fylde hendes tomme stol som Creative Director for Chloé. 

Modeuge for alle: Her er de events, du kan komme med til

Har du bemærket, at der er lidt flere langbenede skikkelser og velklædte kvinder i smukt fodtøj i Københavns gader end ellers i disse dage? Så er det fordi, Københavns modeuge, Copenhagen Fashion Week, endnu engang er over os. Men selvom modeugen ofte ligner en lukket fest udefra med en “by invitation only” dørpolitik, så er der rig mulighed for at få afløb for sin indre fashion darling og komme med til nogle af de fine arrangementer, shows og events der løber af stablen i ugens løb.

Sideløbende med Københavns officielle modeuge, der denne sæson løber fra tirsdag d. 31 januar til fredag d. 3 februar, afholdes nemlig Copenhagen Fashion Festival, der åbner de ellers så lukkede døre op for alle dem, der elsker mode, men ikke fik en invitation med posten.

Læs også: ELLE Update: Dét sker i februar. Psst… Opdateres løbende!

Copenhagen Fashion Festival er således din adgangsbillet til en solid dosis modeuge-glam, og er en lejlighed til at opleve en bred pallette af fine modevents, shows, delikate snacks og kølige bobler og cocktails – og selvfølgelig en oplagt anledning til at hoppe i sit fineste outfit og blive klogere på de nyeste tendenser fra de danske designtalenter.

Se også: ELLE Marts // Nyt magasin + Trendbibel og Dossier

Vi giver dig her et oveblik over alle de events, du kan opleve under Københavns modeuge fra 31. januar til 3. februar. Ses vi derude? 

Tre tendenser, der definerer 2017

Screen Actors Guild Awards 2017: Se kjolerne fra den røde løber

Den 23. udgave af Screen Actors Guild Awards løb af stablen i nat, og Hollywoods stjerner var samlet for at markere og hylde de bedste fra tv- og filmbranchen. Det blev – traditionen tro – et glamourøst samsurium af gulvlange kjoler, funklende smykker og smukke makeup-looks. 

Læs også: ELLE Update: Dét sker i februar. Psst… Opdateres løbende!

Blandt stjernerne, som blev hyldet, var 28-årige Emma Stone, som vandt den prestigefyldte pris som Best Actress for sin hovedrolle i La La Land. For tredje år i træk løb den populære serie Orange Is The New Black med prisen for bedste komedieserie, og det elskværdige cast havde i aftenens anledning skiftet de brune fængselsdragter ud med glamourøse og ekstravagante kjoler. 

Det er næsten umuligt at vælge en favorit blandt de mange smukke kjoler, som Hollywoods A-list-kendisser troppede op i på den røde løber i nat, men værd at nævne er i den grad den mexicanske skuespillerinde Salma Hayek, som strålede i en gulvlang, solgul Gucci-kjole med én skulder og lyserødt velourbånd i taljen.

Også fine Michelle Williams kjole tiltrak opmærksomhed. Iklædt en stribet, metallisk kjole i guld og sølv fra Louis Vuittom, så den amerikanske skuespillerinde fantastisk ud. 

Se også: Oscars 2016: Den røde løber

Med nattens prisuddelingen har Hollywoods stjerner i den grad varmet op til dette års Oscars, som afholdes 26. februar 2017 – en begivenhed, som vi nu glæder os endnu mere til. 

Vi har samlet nogle af vores favoritlooks fra den røde løber i galleriet nedenfor…

6 hårfarver, du bør overveje til foråret

Et sæsonskifte betyder for de fleste nye hudplejerutiner og en ændring i vores makeup. Men hvorfor ikke gå foråret i møde med en ny hårfarve?

Vi har kigget mod den røde løber og Hollywood og præsenterer her seks hårfarver, som vi kommer til at se mere til i foråret, og som du bestemt bør overveje at skifte til.

Læs også: Se forårets smukkeste neglelak-tendenser 

Vi guider blandt andet til en mørk hårfarve, som klæder alle hudtoner og som ikke udfordrer de modige print, vi kommer til at se på tøjet til foråret. Og så giver vi alle blondiner et tip til en alternativ hårfarve, som vil tilføre glød og varme til dit ansigt. 

Se med i galleriet, hvor vi præsenterer de seks hårfarver, som du bør overveje til foråret…

Zadig & Voltaire præsenterer SS17-kampagne med 4 store personligheder i front

Diskretionsniveauet omkring Zadig & Voltaires nyeste kampagne har været højt – og med god grund! De har netop præsenteret deres SS17-kampagne, hvori de har samlet fire cool influencers; søskendeparret Bella og Anwar Hadid, DJ Clara 3000 og it-girl og model Vera Van Erp. 

Læs også: S/S 2017: Her er alle de nye kampagner

I den nye kollektion finder vi blandt andet en drøm af et par pailletbukser og Zadig & Voltaires signatur-style, nemlig armyjakken, som vanen tro findes i flere varianter i alle kollektioner – denne gang med fine glimmerdetaljer og små badges. 

Billederne er skudt på Zadig & Voltaires hovedkontor i Paris, hvor de fire hovedpersoner blandt andet poserer ubesværet på en træskammel og henslængt i en veloursofa.

Cecilie Bonström, Artistic Director hos Zadig & Voltaire, står bag stylingen, som tager udgangspunkt i de fire influencers eget udtryk. Resultatet er en enkel og cool kampagne med masser af attitude, som afspejler de fire personligheder. 

Se også: Set på Instagram: New York Fashion Week

Vi glæder os til at se Zadig & Voltaires show, som, i anledningen af deres 20 års jubilæum som internationalt fashion brand i år, afholdes under New York Fashion Week i stedet for i Paris, hvor det normalt afholdes. 

Se alle de cool kampagnebilleder i galleriet nedenfor…

Mia Gardum om sin nye bog ‘Plantemad’: “Jeg ønsker at fortælle, hvor let og skønt det er at spise plantebaseret”

Tekst: Stephanie Bang:

 

For to år siden valgte Mia Gardum at skifte fra konventionel til plantebaseret kost. Tanken om at tage springet og gøre det, havde været flere år undervejs, men blev konstant udskudt, fordi hun savnede en form for guide med lette opskrifter, som var til at gå til, og som ikke krævede alverdens ukendte ingredienser. Man kan sige, at hendes nye bog ’Plantemad’ er et svar på den guide.

 

Vi har spurgt Mia om tankerne bag en plantebaseret kost og fået lov at dele opskrifterne på vores tre favoritter fra hendes nye kogebog ’Plantemad’. 

 

Mia er 23 år og beskriver sig selv som værende en kæmpe internetnørd, som elsker at have gjort det til en levevej, at arbejde med at drive hendes egne digitale platforme som en virksomhed (blog, YouTube kanal, Instagram og Snapchat). På trods af hendes kærlighed til det digitale, er hun netop udkommet med sin første kogebog ’Plantemad’, for Mia har en passion for det veganske køkken, som hun ønsker at dele med andre – og det skal ikke kun være via hendes blog gardum.com

 

Hvilken historie ønsker du især at fortælle med ’Plantemad’?

Jeg ønsker at fortælle, hvor let og skønt det er, at spise plantebaseret – og ikke mindst, at man ikke behøver spise plantebaseret alle dage, før det kan gøre noget godt for en selv og sin omverden. Derudover vil jeg gerne få fokus tilbage på simpel madlavning med sæsonaktuelle råvarer; man behøver hverken et bugnende køle- eller køkkenskab, for at lave sund og smagende mad!

 

Har du oplevet udfordringer ved at tilvælge en primært plantebaseret kost? Og i så fald hvilke?

Det er naturligvis altid en lidt større udfordring at spise ude eller hos andre, når man spiser anderledes end “normalen”. Heldigvis er mine venner og familie dog super nysgerrige og klar på at prøve kræfter med plantebaseret madlavning – og flere og flere restauranter begynder også at tilbyde vegetariske og veganske alternativer. Det er mega fedt!

 

Hvordan tror du vores forhold til plantemad bliver i fremtiden?

Jeg tror det bliver “a new normal”. Hvis ikke om et par år, så ihvertfald om halvtreds år. Jeg tror virkelig, at vi vil se tilbage på vores enorme forbrug af animalske produkter på samme måde, som vi i dag ser tilbage på dengang, læger anbefalede rygning. Jeg tror ikke, at vi i fremtiden vil stoppe helt med at spise animalsk – men jeg tror helt klart at vi for vores sundheds og for klodens skyld kommer til at opleve et en stor ændring i vores vaner og madkultur. 

 

Hvad er din quilty pleasure?

Jeg elsker pizza og pommesfrites! Generelt er jeg virkelig bare glad for alt, der er salt – jeg er meget mere til pizza, pommes og chips end jeg er til slik og kage. Heldigvis kan man snildt lave skønne og sundere plantebaserede salte sager; jeg har f.eks. opskrifter på polentafritter og kikærtepizzer i PLANTEMAD. 

 

Den første opskrift, som vi har fået lov til at dele fra Mia Gardums nye bog ‘Plantebaseret’ er opskriften på ‘Ovnbagt aubergine på bund af linser’.

 

Om retten fortæller Mia: “Denne ret er inspireret af en ret, jeg engang fik på en marokkansk restaurant i Berlin. Berlin er en af de bedste byer at besøge, når det kommer til veganske og vegetariske restauranter, og denne ret var et af mine første møder med 100 % plantebaseret madlavning. Derfor har min egen fortolkning af den en helt speciel plads i mit hjerte”.

 

Få opskriften her (til 2 personer): 

 

  • 1 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 2 stængler bladselleri
  • 1 rød peber
  • 1 spsk. olivenolie
  • ½ tsk. paprika
  • ½ tsk. spidskommen
  • 7 dl grøntsagsbouillon
  • 300 g puylinser (ofte kaldet
  • delikatesselinser)
  • ½ tsk. salt
  • 200 g frisk spinat
  • 2 auberginer
     

Topping: 

  • 1-2 spsk. tahin
  • En håndfuld granatæblekerner
  • En lille håndfuld persille
  • Saften af ½ citron

 

Sådan gør du: 

  • Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Snit løg og hvidløg fint. Bladselleri og rød peber snittes i mundrette bidder. Varm olien i en gryde, og svits alle grøntsagerne, til løgene er gennemsigtige. Tilsæt paprika og spidskommen, og svits i yderligere et halvt minut.
  • Tilsæt bouillon, linser og salt, og lad det simre under låg i 20-25 minutter, til linserne er møre, og vandet er absorberet. Tilsæt eventuelt mere vand, hvis retten bliver tør, før linserne er færdige. Vend til sidst spinaten med linserne.
  • Imens linserne koger, deles auberginerne på langs og ridses i tern. Pensl dem med en smule olivenolie, og bag dem i ovnen i 20-25 minutter med skindsiden nedad, til de er møre. Auberginerne serveres på en bund af linser og toppes med tahin, granatæblekerner, persille og citronsaft.

Psst… Mia Gardums ‘Plantemad’ koster 329,95 kroner og kan købes online HER