Dette interview er en del af interviewserien ‘Kærlighed er…’ i ELLEs julinummer, hvor vi har interviewet fem par, der fortæller, hvad kærlighed er for dem. Vi bringer her interviewet med Tina og Waseem Ahmad, og du her kan du interview med Søren og Nikoline Le Schmidt, Cecilie Thorsmark og Jakob Kampp Berliner, Marco Van Rijt og Sune Palner samt Bente Scavenius og Joen Bille.
Tina: Jeg husker min ungdom som fuld af ulykkelig kærlighed, hvor vi flere gange gjorde det forbi med hinanden, fordi vores familier ikke accepterede vores kærlighed. Der var for store kulturelle forskelligheder. Vi gjorde det forbi med hinanden, græd en uge og fandt sammen igen. Vi skulle virkelig kæmpe for vores forhold.
Waseem: Jeg kommer fra en rigtig, traditionelt pakistansk familie, hvor mine to søstre blev gift i Pakistan. Og Tina kom fra en ægte Nørrebro-familie. Det var et kultursammenstød, og vi var nødt til at sætte foden for døren og insistere på, at vi ville hinanden.
Kærlighed er...
Svær at definere. Når den slår gnister, er den uforklarlig. Men kærligheden har uendeligt mange ansigter. Derfor har journalist Emil Foget til juli måneds udgave af ELLE bedt alle, han har mødt den seneste måned, beskrive følelsen.
Her er det Tina Borch Lappé Ahmad, CMO hos Modström, og Waseem Ahmad, kreativ salgsdirektør & Partner i Vernon Sport og Kayak Bar.
I magasinet kan du blandt andre møde parrene Søren og Nikoline Le Schmidt samt Cecilie Thorsmark og Jacob Kampp Berliner.
T: Vi kunne ikke gå åbent på gaden og holde i hånd. Mødte vi en pakistaner, blev der ringet hjem til dine forældre, og så var der ballade. Omvendt blev min mor ved med at snakke om en populær bog, hvor en mand kidnapper parrets barn til Iran, og hun frygtede, at Waseem ville gøre det samme. Derfor har vi skabt vores egne husregler. Der er ingen forbudt kærlighed hos os, og vi tager imod alle med åbne arme.
W: Selv om vores familier havde det svært, åbnede vi vores liv op for hinanden og respekterede hinandens kultur. Du forstod, at jeg kom fra en muslimsk baggrund og ikke spiste svinekød, og det var fint. Og jeg lærte hurtigt at feste til danske sange, og når vi var til bryllup, blev folk stive og faldt i søvn før middagen. Det var et kæmpe kulturchok for mig.
T: Det har givet vores børn en alsidighed og nysgerrighed på andre kulturer, som jeg virkelig sætter pris på.
W: Vi blev endelig gift i 1997, hvor du var 22, og jeg var 26. I grunden tror jeg mere, at det var vores forældres bryllup. Vi gjorde det for at tilfredsstille dem.
Tina og Waseem Ahmads vidt forskellige baggrunde ser de i dag som en force i deres familie: "Det har givet vores børn en alsidighed og nysgerrighed på andre kulturer" siger Tina Ahmad.
T: Det var heller ikke romantisk, da du friede. Din storebror var blevet gift med en dansker, og så sagde dine søstre, at jeres forældre ikke kunne lade den ene blive gift dansk og ikke den anden. Og lige der sagde din mor: “Jamen, så hent hende”. Jeg kan huske, du kom løbende over til mig og råbte, at vi skulle giftes. Og så græd, og græd, og græd vi bare.
W: Bagefter gik vi over til min mor, og så tog vi på Bakken spiste all-inclusive.
T: Jeg blev ved med at græde og kunne slet ikke tro, at vi virkelig skulle giftes. Vi havde haft seks år, hvor vi ikke blev accepteret af hinandens familier.
W: Fra den dag ændrede alting sig, og siden har vores familier accepteret vores kærlighed.
W: Vi har gået i samme børnehave og folkeskole, men der skete først noget i Stevnsgade Basketballklub, hvor vi begge spillede. Klubben var hele vores liv, vi tilbragte vores ungdom og næsten vores voksenliv der. I weekenden kom man klokken 9 om morgenen og gik hjem klokken 23. Vi tilbragte alt vores tid sammen.
“Jeg kan huske, du kom løbende over til mig og råbte, at vi skulle giftes. Og så græd, og græd, og græd vi bare”
T: Vi har været sammen siden, jeg var 16. Det er 32 år, hvor vi har været gift i 26 af dem. Vores første date var i biografen Palads. Vi havde kysset til en klubfest, og et par dage efter ringede du hjem til mig. Dengang var der ikke mobil eller internet, så du var nødt til at ringe hjem til mine forældres fastnettelefon. Så mødtes vi ved busstoppestedet, tog den ind til byen og gik ind og så en film.
W: Det var så akavet at ringe hjem til forældrene. Det blev aldrig normalt. Hver gang jeg ringede, håbede jeg, at det var din mor og ikke din stedfar, der tog den.
T: Vi havde en stor krise, da vores ældste søn blev to år. Vores forhold havde ændret sig markant, men vi var stadig unge, og Waseem forstod ikke ansvaret ved at have et barn. Jeg måtte stoppe med at spille elite-basket, og jeg kunne ikke gå ud med mine venner. Men Waseem spillede på landsholdet, arbejdede konstant og var hele tiden ude med sine venner. Så da jeg var 25, sagde jeg, at nu ville jeg skilles. Vi blev aldrig skilt, men flyttede fra hinanden. Waseem var ihærdig og ringede hver dag og sagde, at han elskede mig. Det varede et halvt år, og så fandt vi sammen igen, da Waseems far døde. Jeg kan stadig få en lammer for det, men jeg fik en bedre mand ud af det.
W: Vi var de eneste, der var blevet gift og havde fået børn, så der var ingen rollemodeller. For mig var det et kæmpe chok, at vi pludselig ikke kunne gøre, som vi ville. I dag er vi virkelig glade for, at vi har to voksne sønner, for vi kan hygge os med dem på en helt anden måde.
T: Og når vi får børnebørn, er vi stadig unge.
W: Vi er virkelig knyttet til vores børn. Selv om den ældste er flyttet hjemmefra, så spiser han hjemme tre gange om ugen. Og en gang om måneden har vi en familiedag, hvor børnene bestemmer, hvor vi spiser og bagefter laver en aktivitet. Det er en tradition, som vi altid vil holde fast i. Også når de får partnere.
“Der er ingen forbudt kærlighed hos os, og vi tager imod alle med åbne arme”
T: Sidste år blev vores ældste søn uskyldig dømt efter den nye samtykkelov og sidenhen frikendt. Han sad varetægtsfængslet i syv måneder i Slagelse Arrest, og det har nok været en af de største udfordringer for hele familien.
W: Det handlede om at holde sammen, fokusere på missionen og komme gennem det som familie.
T: Det tog meget arbejde at få ham frikendt. Vi delte vores energi, så Waseem blev praktisk i forhold til advokaterne, og jeg tog det følsomme med vores yngste søn. Det var traumatiserende, men det har også gjort os stærkere som familie og par. Der har været mange tårer, frustrationer og kortere lunte.
W: Men vi vidste også, at snart frustrationerne kom ud, så sagde man undskyld. Det var helt fair, for vi gik gennem noget traumatisk, hvor man græd sig selv i søvn.
T: Vi er nok hinandens modsætninger. Derfor er vi også gode til at give hinanden plads. Vi har et godt liv sammen, men vi har også et godt liv hver for sig. Du nyder at gå ud med dine venner, det er der, du lader op, hvor jeg lader op derhjemme.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
