Populær restaurant i København udvider med ny deli

Er du fan af madscenen i København og elsker det mexikanske og latinamerikanske køkken, er navnet Donda måske ikke helt ubekendt for dig. 

Den latinamerikanske restaurant åbnede for tre år siden på Strandgade på Christianshavn, og siden har den høstet stor ros for sit pescetariske køkken, der byder på efterhånden velkendte retter som ceviche, tostados og tacos.

Det er gæsterne og anmeldere blevet så glade for, at folkene bag nu åbner en ny restaurant på Dybbølsgade på Vesterbro. Dermed bliver delien en af mange andre lækre steder i området, der huser populære restauranter som blandt andet Osteria 16 Pesce, Bar La Una og Dumpo.

Foto: Donda

Det er blandt andet deres utraditionelle fiskeudskæringer lækre tacos, Donda er blevet særlig kendt for.

Den nye restaurant får navnet Donda Deli, og her vil du ikke kun finde a la carte og en sammensat menu, men også en hel delikatesseforretning, hvor du kan købe latinamerikanske ingredienser med hjem, så du selv kan give dig i kast med det sydamerikanske køkken i trygge rammer.

Og så kommer Donda Deli også til at adskille sig fra sin moderrestaurant ved én særlig detalje. For det er nemlig ikke helt udelukket, at nogle af retterne vil indeholde kød. 

Donda Deli åbner allerede torsdag den 18. august på Dybbølsgade 52, og du kan booke bord her.

Læs ogå

De 22 bedste restauranter i København

Jonas Pejstrup: “Der kommer til at gå en generation eller to, før homoseksualitet er helt normalt”

Jeg var ikke særlig gammel, da det gik op for mig, at jeg ikke var som de andre drenge i skolen. Jeg brød mig ikke om drengehørm eller om at spille fodbold, og jeg følte mig bedre tilpas, når jeg var sammen med pigerne. Men det var lang tid før, jeg vidste, hvad homoseksualitet overhovedet var. I Årre, en lille by uden for Esbjerg, hvor jeg voksede op, var der ingen at spejle sig i, for der var ikke en eneste i byen, som havde så meget som mødt en homoseksuel i deres liv.

Da jeg blev konfirmeret, fik jeg min første smartphone. Pludselig kunne jeg gå på nettet uden at skulle bruge familiens fælles computer ude i entréen. Jeg søgte på hjemmesider med mænd, der var sammen med mænd, det var ikke hardcore porno, jeg kunne bare mærke, at det gjorde noget ved mig. Men jeg besluttede mig for, at når sommeren var slut, skulle jeg holde op med at kigge på den slags. Jeg ville være som de andre og passe ind.

“Når vi var hjemme hos mine forældre, præsenterede jeg ham som min ven”

Samme år fik jeg lov til at gå til halbal for første gang. Her mødte jeg elever fra andre skoler og kyssede på pigerne, gerne et par stykker på en aften. Det var sjovt, men inderst inde vidste jeg godt, at det ikke var dét, jeg helst ville. På skolen gik der rygter om min seksualitet, men jeg fik pigekærester, som blev en slags dækhistorie for mig. Imens blev jeg mere og mere sikker på, at jeg var til mænd, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle springe ud. Jeg var bange for, hvad omverdenen ville sige.

Efter 9. klasse slog jeg op med min kæreste og tog på efterskole. Da jeg kom hjem, fortsatte jeg på gymnasiet i Esbjerg. En aften i byen nævnte en god veninde fra min folkeskole henkastet, at hun kendte en fyr fra Vejle, som var sprunget ud som homoseksuel. ”Okay, tak for info,” tænkte jeg, men hun kendte mig godt og havde nok en fornemmelse. Jeg fik hans Snapchat, og over de næste to-tre uger skrev vi sammen nonstop. En aften, klokken tre om natten, mens jeg lå i min seng, skrev jeg til ham, at jeg troede, jeg var homoseksuel. Mit hjerte hamrede, og jeg begyndte at græde. Men nogle dage senere mødtes vi for første gang, og jeg faldt pladask for ham.

I starten var det kun mine nærmeste venner, der vidste, at jeg havde fået en drengekæreste. Når vi var hjemme hos mine forældre, præsenterede jeg ham som min ven. Hos mig var vi kun kærester inde på mit værelse, når døren var lukket, men hos ham kunne vi være os selv, fordi han var sprunget ud. Vi var blevet kærester i påsken, og jeg holdt forholdet hemmeligt for mine forældre indtil jul. Men efterhånden kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til at skjule mig længere. Jeg besluttede, at inden han igen skulle komme på besøg mellem jul og nytår, skulle mine forældre kende sandheden.

“Det gør mig glad, når jeg ser, at der i dag er mange flere homoseksuelle i serier, tv-programmer og radioen”

Aftenen inden sad jeg i stuen sammen med min far og min mor. Da de slukkede tv’et og skulle til at gå i seng, sagde jeg: ”Der er noget, jeg gerne vil fortælle jer.” Jeg græd, mens jeg fortalte, at jeg havde fået en kæreste, og at det var Magnus, som de havde mødt mange gange før. Min far spurgte, om jeg nu var helt sikker – min mor var nervøs for, hvad resten af byen ville sige, fordi folk i Årre er meget konservative.

Heldigvis viste det sig, at hendes frygt var ubegrundet. Magnus og jeg holdt i hånd, når vi gik gennem byen, og folk skrev til min mor, at de havde set to turtelduer kysse ved busstoppestedet. De kunne se, hvor glad og forelsket jeg var, og hvis nogen så skævt til os, sagde de det ikke højt – heller ikke til mine forældre. Men de havde også været meget klare i spyttet: Hvis nogen af deres venner ikke ville acceptere mig, som jeg var, ville de ikke længere have noget med dem at gøre.

Efter gymnasiet flyttede jeg til København. Magnus og jeg havde slået op, og jeg glædede mig til at komme til en stor by, hvor der var andre, der var ligesom mig, og hvor jeg ikke længere skulle bekymre mig om at passe ind. Men jeg fik et kæmpe chok. En af de første weekender tog jeg på homobaren Masken med en forventning om, at alle ville dreje hovedet som i en film og kigge på mig – den nye bøsse i byen. Men ingen ænsede mig, mens jeg drak en øl i baren for mig selv, og jeg gik skuffet hjem. Jeg havde været så vant til at skille mig ud, at det næsten føltes forkert at træde ind et sted, hvor jeg bare var en del af mængden. Men da først jeg havde vænnet mig til det, var det jo bare virkelig rart. 

Det gør mig glad, når jeg ser, at der i dag er mange flere homoseksuelle i serier, tv-programmer og radioen. Hvis jeg havde haft den form for repræsentation, da jeg var yngre, ville det have været langt nemmere for mig at springe ud. Ikke kun fordi jeg selv ville have nogen at spejle mig i, men også fordi andre, selv i Årre, ville have mødt andre homoseksuelle, om ikke andet i ’Den store bagedyst’ eller i ’Vild med dans’.

Jeg tror, at der kommer til at gå en generation eller to, før homoseksualitet er helt normalt. Fra børn er helt små, skal de lære, at der ikke findes noget, som er rigtigt eller forkert; en dreng skal ikke nødvendigvis gå i bukser, og en pige skal ikke nødvendigvis gå i kjole. Selv var jeg voksen, før det gik op for mig, at jeg ikke behøver at passe ned i en kasse – heller ikke den, der står ”homoseksuel” på. I en del år troede jeg, at der fulgte en identitet med min seksualitet; at jeg skulle være flamboyant, gå på homobar og klæde mig på en bestemt måde. Men i dag ved jeg, at jeg ikke behøver at være andet end mig selv.

Læs ogå

9 queer-bøger, du bare må læse

ELLE Awards 2022: Her er alle de nominerede

Nedtællingen til ELLE Awards 2022 er endelig igang.

Fredag den 16. september 2022 kan vi byde velkommen til årets største modefest, hvor vi skal samle, hylde og kåre den danske modebranche og toneangivende stemmer.

Der skal overrækkes 12 priser på aftenen og listen over kategorier og hvem, der er nomineret, finder du her. 

Årets nye navn

Kategorien Årets nye navn fokuserer på en – selvsagt ny – person, brand eller koncept, der har udmærket sig særligt i 2021/2022 og dermed ikke har været til at komme udenom. Årets nye navn har været på alles læber, og ligegyldigt om du har åbnet dit Instagramfeed, et modemagasin eller overhørt en samtale mellem modekyndige, har personen, brandet eller konceptet været uundgåeligt.

A. Roege Hove: Designeren har gjort kropsnær og transparent strik til sin signatur og tapper perfekt ind i sin samtid, hvor alle kvindeformer hyldes.

The Garment Kærlighedsprojektet mellem de to veninder Charlotte Eskildsen og Sophia Roe er med sine lækre strikitems, korte jakker og cool miniskirts på kort tid blevet et brand, som vi hverken kan eller vil komme udenom.

(di)vision: Før søskendeparret Nanna og Simon Wicks debutshow i efteråret 2021 havde kendisser som Kendall Jenner allerede taget brandets styles til sig, inklusiv deres signatur-bomberjakke. Ingen tvivl om, at (di)vision er et fremadstormende brand med kun én retning: Frem.

Louise Lyngh Bjerregaard: Designer Louise Lyngh Bjerregaard katapulede sig ind på modescenen i Paris med sin unikke identitet. Udlandet har da også allerede et kærligt øje til den unge designer, hvis arbejde bedst beskrives som krydsfeltet mellem pret-a-porter og couture.

OpéraSPORT: Duoen Stephanie Gundelach og Awa Malina Stelter har fra begyndelsen haft en klar vision med brandet: Kontrasten i det elegante, der møder det afslappede – og det i genbrugte tekstilfibre fra industriaffald. Brand-klassikere såvel som nye fortolkninger præsenteres kontinuerligt i en visuel identitet, der aldrig afviger fra præmissen.

Årets stemme

Kategorien ’Årets stemme’ fokuserer på personer, der har skilt sig ud i 2021/2022, fordi vedkommende har brugt sin stemme til at sætte agendaer på dagsordenen, som vi alle sammen har lyttet til og som har bidraget til og påvirket den offentlige samtale i en positiv retning.

Aram Ostadian-Binai for sit arbejde i The Soulfuls, hvor hun arbejder for et fællesskab for unge kvinder, så de kan føle sig repræsenteret i medierne, mærke deres værd og udnytte deres potentiale.

Sandie Westh for at bruge sin stemme til at åbne op omkring sorg som tabu, efter hendes datter Wilma døde kort tid efter fødslen.

Andrea Elisabeth Rudolph for at være åben omkring sit kræftforløb før, under og efter sygdomsforløbet på sine egne kanaler og i offentligheden generelt og for hendes indsamling til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Mathilde Kimer & Rasmus Tantholdt for deres modige, ærlige, rørende og ukuelige dækning af krigen i Ukraine.

Ditlev Tamm for sit bidrag til debatten om alt fra menneskelig dannelse og politiske perspektiver til kønsdiversitet – også på den anden side af de 75 år.

Årets modebegivenhed

Kategorien fokuserer på en 2021/2022-modebegivenhed, som har taget pusten fra os alle. Enten med sin unikke location, et stærkt eller overraskende modelcast, et imponerende set-up eller en helt unik kreativ idé, som bliver ved med at leve i vores bevidsthed.

(di)vision SS23: Paradoksalt nok overraskede (di)vison som forventet med et show, der på alle måder var tro mod brandets identitet. Med et cool og personligt modelcast, wow-location samt overlegen setting med blandt andet Gubi-sofaer i skoven, understregede Wick-søskendeparret deres rå stil. 

Lovechild 1979 SS22: Super gennemført location med romantisk italiensk setting, som understøttede kollektionen. Vi blev forført af Campari, kirsebærprint, det ophængte vasketøj, og Josephine Skrivers charme. Det hele gik op i en højere enhed.

Saks Potts AW21: Saks Potts-duoen præsenterede for første gang deres nye, mere modne retning. Arne Jacobsens stilrene have var en eventyrlig location og et perfekt match til deres mere minimalistiske univers, og man fik som beskuer lyst til at købe hele kollektionen på stedet – hvilket tilmed var muligt.

Dansk 20 år: Dansks 20-års jubilæum foregik ikke i stilhed. Hele tre events med magasinlancering i Paris, ambitiøs bogudgivelse og en stort anlagt gallamiddag på Glyptoteket bakkede op om et farvel med bravur til Danmarks mest toneangivende mode-møder-kunst magasin.

Hermès in the making, DAC x Hermès: Der duftede næsten af hest, da Dansk Arkitektur Center i efteråret 2021 blev omdannet til Hérmes’ værksted, hvor det ambitiøse håndværk blev stillet til skue komplet med ur-, taske- og sadelmagere.

Årets designer

Kategorien fokuserer på en designer, hvis design-DNA træder tydeligt frem, uanset hvilket modehus vedkommende arbejder for, og som er trendsættende uden at tabe forståelsen for det kommercielle. De nominerede skal have imponeret særligt med sine kollektioner i det forgange år.

Cecilie Bahnsen, Cecilie Bahnsen: Alles øjne er stadig på Cecilie Bahnsen, og nu endnu mere i udlandet efter hun holdt første show i Paris. Hun formår gang på gang at forny sig – nu også med tasker, strik og T-shirts.

Maja Dixdotter, By Malene Birger: Chefdesigner Maja Dixdotter har virkelig formået at tage BMB-huset i en ny retning med en genkendelig og stærk signatur, der er helt sin egen på det danske marked.

Cathrine Saks og Barbara Potts, Saks Potts: Et nyt univers med relanceret logo og brandidentitet sætter for alvor streg under det internationale format, Saks Potts bærer præg af i dag, både i form af design og kundebase. 

Ditte Reffstrup, Ganni: Gannis succes er efterhånden åbenlys for enhver, og i dag kan et Ganni-item spottes på hundred meters afstand. For Ditte Reffstrups kompromisløse, legende og ærkekøbenhavske design har fulgt med på trods af kapitalfondssalg og international ekspansion. 

Mark Tan, Mark Kenly Domino Tan: Mark Tans æstetik og skrædderier er en fryd for øjet. Designeren mestrer som ingen anden smukke skarpe silhuetter, samtidig med at han formår at gøre sit design evig relevant og ultramoderne.

Årets skønhedsbrand

Årets skønhedsbrand fokuserer på et dansk beautybrand, der markerer sig med effektive og spændende ingredienser ved løbende at udvikle nye produktlinjer med en klar dna – også designmæssigt. Desuden er det et brand, som udlandet også har fået øjnene op for.

Tromborg: Tromborg bygger på passion og viden fra hhv. en makeupartist og en biokemiker. Resultatet er et bredt sortiment bestående af effektiv hudpleje, unikke dufte og holdbar makeup.  

Hårklinikken: Takket være Lars Skjødt, der er manden bag Hårklinikken, kan kvinder og mænd med mærkets særlige ekstrakt opnå den hårpragt, de drømmer om. Så forståeligt nok er det ikke kun herhjemme, men også i bl.a. Hollywood, at både ekstrakt og mærkets øvrige hårplejeprodukter er så eftertragtede.  

Kjær Weis: Kirsten Kjær Weis har været førende i forhold til at skabe grøn makeup, som vi elsker, ikke (kun) fordi det er grønt, men fordi det genanvendelige design er så stilet, og fordi produkterne er af samme kvalitet som konventionel makeup. 

Beauté Pacifique: Bund-jyske og meget beskedne Beauté Pacifique, der kan fejre 25-års jubilæum i år, skaber hudpleje, der både er innovativ og kløgtigt sammensat af de mest virksomme ingredienser.   

Rudolph Care: Smukt, sanseligt og sikkert. Det er intet under, at Andrea Elisabeth Rudolphs brand er blevet til så stor en succes. Indholdet i krukkerne og tuberne giver ikke blot velplejet hud og hår, men sørger også for at tilføre skønhedsritualet et element af velvære. 

Årets brand

Kategorien fokuserer på et modebrand, hvis kommercielle succes og bundlinje viser, at køberne ønsker at sikre brandets fortsatte eksistens. Brandet har gjort sig særligt bemærket i 2021/2022, forstår at skabe et genkendeligt univers qua kampagner, ambassadører og lignende og har et kontinuerligt godt udvalg af styles, som tydeligt udspringer af brandets univers. Og så er det tilgængeligt – bl.a. via minimum én butik i Danmark.

H2O Fagerholt: Uden så mange dikkedarer leverer H2O Fagerholt sæson efter sæson en pålidelig kollektion af sweatsuits, anvendelige hverdagsklassikere og overtøj. Brandets sporty chic-identitet er en tydelig fællesnævner i alt fra design til æstetik. 

Skall Studio: Brandet Skall Studio er genkendeligt 365 grader rundt om alt, søstrene Marie og Julie Skall gør. Fra butik, design, interiør, shows og de fine Skall Letters, ved man, hvad man får, når man stifter bekendtskab med Skal Studio: og at det er garanteret gennemtænkt.

Ganni: Ganni har helt fra begyndelsen været svær at overse, og det tyder på at blive ved. Med det seneste års internationale samarbejder med store internationale brands som Juicy Couture, Levi’s og New Balance samt nye butikskoncepter, der understreger mærkets DNA til perfektion, har Ganni aldrig være tættere på at overtage verden med en endnu mere velklædt scandi-hær.

Rotate: Det er gået fra nul til hundrede på ingen tid for Rotate med de to kreative direktører Jeanette Madsen og Thora Valdimarsdottir i front. Brandet har vist en ny, sexet og feststemt side af skandinavisk mode, som har gjort det til en international modesensation – fra Københavns gader til Netflix-hittet ‘Emily in Paris’.

Han Kjøbenhavn: Rå og kontrastfyldte Han Kjøbenhavn er i vækst, og med show under Milanos modeuge samt opmærksomheden, der fulgte med Julia Fox’ Oscar-afterpartykjole og Beyoncés Vogue-forsidelook, har det 14 år gamle københavnermærke for alvor cementeret sig som brand. 

Årets initiativ

Årets initiativ fokuserer på en særligt god idé. Her er der tænkt ud af boksen på en måde, som har efterladt os alle imponerede – hvad end der er tale om et ambitiøst collab, et velgørenhedsprojekt med holdning eller et ikke før set koncept, der viste sig at være lige dét, der manglede.

Ganni x Juicy Couture: Alle var imponerede, da danske Ganni præsenterede sit samarbejde med det ikoniske 00’er-brand Juicy Couture. Med eminent timing og forståelse for Y2K-trenden var både kunder såvel som modeinsidere overbevist om det tangerende til mesterlige opfindsomme initiativ.

Nørgaard på Strøget 101 i gul og blå til fordel for Ukraine: Huset bag Nørgaard går sjældent ned på aktivistiske og sympatiske initiativer. Den blå og gule-stribede 101’er til fordel for Ukraines befolkning i forbindelse med Ruslands besættelse blev skabt på tværs af blandt andre Thygesen & Birk, der har strikket stoffet, samt Kemo Tekstil, der har vasket det – alle uden beregning. 100 % af salget går til Røde Kors. 

Georg Jensen x Stine Goya: Danmarkshistorie mødte moderne design, da traditionsbundne Georg Jensen slog pjalterne sammen med legesyge Stine Goya om en nyfortolkning af det højtelskede Daisy-smykke, som de fleste uanset alder og demografi har stiftet bekendtskab med. 

Soulland x Hello Kitty: Humoristiske indslag er ikke fremmede for Soulland, der fx tidligere har haft besøg af Snoopy, og ved SS23-showet på Frederiksberg Runddel præsenterede brandet atter et. Denne gang i from af et samarbejde med det ikoniske japanske kawaii-ikon Hello Kitty, der prydede alt fra kjoler til suits sammen med det røde hjerte, hun er kendt for at tale igennem. 

B&O x Balenciaga: Ingen er bedre til lyd end danske – og næsten 100 år gamle – Bang & Olufsen, og derfor var valget også faldet herpå, da modehuset Balenciaga skulle komponere sit seneste hybridprodukt: En kombineret taske og højttaler, som blev vist under couture-ugen i Paris. 

Årets smykkebrand

Kategorien fokuserer på et smykkebrand, der foruden at være unikt håndværk er af høj kvalitet, har et tydeligt design-DNA og har overrasket og imponeret os særligt i 2021/22. 

Sophie Bille Brahe: Har foruden deres håndværk og høje kvalitet skabt opmærksomhed omkring deres nye lanceringer gennem året. Særligt deres forlovelses- og bryllupskollektion samt kampagner med Caroline Brasch.

Sara Jin Mi: Har ikke været til at komme udenom med sine delikate designs og smukt håndværk. Sara Jin Mi lavede også et samarbejde med keramikerkunstneren Klara Lilja, som blev forhandlet eksklusivt i Holly Golightly.

Griegst: Det ikoniske danske smykkefirma Griegst kan fejre 60-års jubilæum i 2023. For Griegst er håndværket og det kunstneriske altid kommet i første række, men de seneste år er det lykkedes mor og søn at gå en mere kommerciel vej uden at gå på kompromis med arven og historien. Udover at smykkerne er blevet mere tilgængelige med webshop og senest åbningen af egen butik, har Griegst også udvidet deres univers til at inkludere bestik med en reproduktion af det smukke ‘Spira’-bestik.

Corali: Bag det danske smykkebrand Corali står arkitekt Caroline Sillesen, og selvom brandet kun er 5 år gammelt, har kombinationen af Carolines arkitektoniske tilgang til tidløst design, kærligheden til håndværket of inspiration fra naturen gjort, at Corali for alvor har manifesteret sig som et af de smykkebrands, både forbrugere og de danske såvel som udenlandske forhandlere tror på.

Årets kreative

Årets kreative er en eller flere personer, der med sit særlige talent inden for en specifik gren af modebranchen har bidraget med ekstraordinær kvalitet på netop det område. Prisen gives til en eller flere personer, der både nationalt og internationalt har vækket genklang på grund af sit virke.

Moon: Ingen laver internationale formater som Moon. De er suveræne på produktioner og er med til at hæve danske brands til nye og højere luftlag.

Marie Dausell: Marie Dausell er ubestridt en af de mest kreative og ud-af-boksen-tænkende makeupartist, ingen nærmer sig hendes kunstværker på ansigter. 

Kasper Andersen: Kasper Andersen er måske den dygtigste og mest grænseløst kreative nye frisør herhjemme i mange mange år. Vi spår ham en kæmpe karriere.

Emili Sindlev: Influencer Emili Sindlev sover aldrig: hverken når det gælder nytænkende content til de næsten 800.000 Instagram-følgere, jagten på nye målgrupper på TikTok samt evnen til at holde sig relevant via alt fra Vild med dans-deltagen i kjoler med modehistoriske referencer samt som model under Rotates SS23-show.

Årets ansvarlige

Kategorien fokuserer på en modevirksomhed, der går forrest i arbejdet hen mod en bæredygtig forvandling af den danske modeindustri. Brandet har integreret bæredygtige og klimavenlige processer i store dele af værdikæden og italesat initiativerne på en sådan måde, at de når ud til den danske modeforbruger og gør denne bevidst om, at vi alle har et grønt valg og et ansvar og/eller skaber opmærksomhed om social ansvarlighed, og har desuden bygget forretningen eller dele af den op omkring sociale initiativer. Initiativerne er en synlig del af brandets identitet og kommunikeres tydeligt til den danske modeforbruger og gør denne bevidst om, at vi også kan hjælpe ved at handle.

Skall Studio: Med et manifest bestående af fem principper for ansvarlige mode (design, materialer, ansvarlighed, miljø og vedligholdelse) er Skall Studio sat i verden ud fra et gennemgående bæredygtigt værdisæt. Samtidig støtter brandet, der er grundlagt af søstrene Marie og Julie Skall, organisationerne Mødrehjælpen, Plastic Change, LittleBigHelp, World Animal Protection og Ellen MacArthur Foundation for derigennem at gøre en aktiv forskel. 

Tomorrow Denim: Som verdens første bæredygtige denim-brand har Tomorrow Denim sikret sig både Svanemærket og EU-Blomsten, mens brandet kun arbejder med certificerede underleverandører, bruger 100% økologiske og genbrugte materialer og monitorerer sin værdikæde tæt for at sikre en produktion, der skader miljø og arbejdsforhold mindst muligt. Det fører alt sammen til ansvarligt produceret denim, der er lavet til at kunne holde.

Ganni: Ganni har opsat ambitiøse planer med 44 konkrete mål, hvoraf 15 af dem allerede er implementeret og udført. Med initiativer som Ganni Lab, udlejningsservicen Ganni Repeat og Circular Design Training har Ganni blandt andet formået at reducere deres plastforbrug med over 20% på bare et år (2019-2020), mens brandet kontinuerligt arbejder ihærdigt på at blive så ansvarlige som muligt.

Aiayu: Med brug af naturlige materialer, ufarvede tekstiler og en reparationsservice er Aiayu funderet i et ansvarligt udgangspunkt. Over 98% af brandets to årlige kollektioner er fri for syntetiske materialer, mens certificeringer som BSCI (Business Social Compliance Initiative) og Global Organic Textile Standards sikrer, at brandets produktion og underleverandører bruger de højeste standarder inden for ansvarlig produktion. 

Copenhagen Cartel: Med mantraet ‘Waste to wear’ skaber Copenhagen Cartel badetøj og active wear med plastikaffald fra verdens have. Det gør brandet ved at et samarbejde med organisationen Healthy Seas, der indsamler fiskenet, som Copenhagen Cartel genanvender til nye og langtidsholdbare tekstiler. Samtidig organiserer brandet selv clean up-events og støtter en række organisationer som for eksempel Carvico for at sikre certificeringer inden for både produktion, materialer og arbejdsforhold.

Årets præstation

Årets præstation gives til en moderelateret virksomhed, som i løbet af 2021/2022 har markeret sig ekstraordinært med økonomiske eller virksomhedsmæssige tiltag, der har åbnet for nye markeder eller konsolideret firmaets position.

Maanesten: I 2010 grundlagde ægteparret Lotte og Henrik Callesen Maanesten hjemme ved køkkenbordet. I dag står brandet for et letgenkendeligt univers, og smykkerne appellerer – i både design og pris – til de fleste. De 300 forhandlere i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland samt egen fabrik i Indien med 700 ansatte bevidner om succesen. 

Rains: Med Palais de Tokyo-showet under den prestigefyldte Paris Fashion Week tog Rains kegler. Det, der engang var et regntøjsbrand, er blevet en modesucces, og med sit futuristiske og androgyne look afviger Rains aldrig fra brandet solide identitet. 

DK Company: DK Company har fremlagt et årsregnskab for 2021, der viste et rekordresultat på både firmaets omsætning og bundlinje, og det på trods af et udfordrende år der på mange måder stod i coronaens tegn. De imponerende resultater understreger endnu en gang, at DK Company kun er på vej fremad.  

Ganni: Ganni stormer frem med en hær af #GanniGirls efter sig. Det populære brand har leveret interessante samarbejder i hobetal – med New Balance, Juicy Couture og Levi’s for at nævne et par stykker – og så har Ganni også fremlagt et formidabelt årsregnskab for 2021, der viste, at modebrandet overskud år for år kun går en vej: Op.

Ole Lynggaard Copenhagen: Far-datter-duoen Ole og Charlotte Lynggaard formår i den grad at holde sig lige så relevante i dag som for 60 år siden, hvor det hele startede. Også det imponerende 2021-regnskab vidner om, at de skulpturelle smykker og det eksklusive håndværk er i høj kurs.

Unge-prisen

Unge-prisen gives i samarbejde med det 59 år gamle ungdomsmagasin Vi Unge til en eller flere unge, der har gjort sig bemærket via en fremtidsorienteret agenda, særlige initiativer for unge eller projekter, der bestræber sig på at gøre verden til et bedre sted for den kommende generation. 

Saga: Den danske ungdom er samfundsinteresseret som aldrig før, men hvor går de hen, når de oplever en manglende håndtering af det, de ser som de pt. de største samfundsproblemer? Saga er en partineutral politisk ungdomsorganisation for medlemmer, der giver plads til de unge medlemmer fra 13 år og op i et demokratisk samfund, hvor ens stemme har potentialet til at skabe forandring. 

Frederikke Marciniak: 17-årige Frederikke Marciniak tog os med ind i sit inderste sind, da hun i DR-dokumentaren ’Et helt menneske’ fortalte ærligt om at være født i en drengekrop, men høre til i en piges. Tallene for transkønnede børn, der henvises til Sexologisk Klinik er støt stigende, og Frederikke Marciniak hare været med til at nedbringe tabuet på landsdækkende tv. 

Selma de Montgomery: Den 17-årige gymnasieelev og klimaaktivist Selma de Montgomery er aktiv i Ungdommens Klimaoprør, det yngste medlem af dommerpanelet i klimaprogrammet ‘Min idé – vores mission’ på TV 2 og en aktiv stemme i debatter, talks og demonstrationer for klimaets fremtid. 

Nagin Ravand: I Gellerupparken startede den 23-årige fodboldtræner Nagin Ravand i 2020 et fodboldhold for unge piger med anden etnisk baggrund end dansk i alderen 9-16 år. I år har hun talt om diversitet og diskrimination ved Europarådet, og løbende er hun blevet hædret med op til flere priser for sit arbejde, der via fodbolden gør en forskel for en særlig gruppe unge.

Pigespejderne: I mere end 100 år har De grønne pigespejdere kæmpet for at nedbryde forældede og diskriminerede kønsroller, og i dag er De grønne pigespejdere Danmarks største pigefællesskab, der til stadighed kæmper for at give piger redskaber til at tackle de udfordringer, deres køn i nogle tilfælde bærer med sig.

Copenhagen Pride: Det skal du opleve til Pride Week i København

Byen er pyntet med Pride-flag og belyst i regnbuens farver i anledning af Copenhagen Pride, som gennem hele ugen sætter sit tydelige præg på hele hovedstaden.

Derfor kan du i løbet af ugen opleve alt fra talks og debatter til film og fester, der alt sammen tager udgangspunkt i livet som queer- og LGBTQI+-person. Så hvad enten du vil blive klogere på dig selv og andre eller opleve nogle af landets bedste og største dragqueens, er der masser at vælge imellem.

Vi har her udvalgt nogle af de arrangementer, der i denne uge fylder byen, som du kan glæde dig til at opleve.

cAnal Tours
Elsker du historie, kanalrundfart og et godt drag-show, er dette lige noget for dig. Her står dragqueen Chantal al Arab, der blandt andet er kendt fra drag-kollektivet ‘Veninderne’, i spidsen for en kanalrundfart, der er alt andet, end hvad du er vant til.

Hvor og hvornår: 17., 18., og 19. august klokken 16.30, 18.00 og 19.30 ved Ved Stranden 26. Pris: 130 kroner.

Drag Night 
Oplev et af verdens største drag-shows, når nogle af landets allerbedste drag queens og performere som blandt andre House of Fruits, Brynhildr, Mizz Privileze og Annie Rection byder op til et fire timers ren fest og underholdning på Rådhuspladsen. 

Hvor og hvornår: Fredag den 19. august klokken 19.00 på Rådhuspladsen. Gratis adgang.

Foto: Ritzau Scanpix

Blandt andre burlesque-performer Tinus, der fx er kendt fra 'Danmark har Talent' har optrådt til det store dragshow.

Queer og queens i København
Få indblik i, hvordan LGBTQI+-personer har sat sit præg på København gennem tiden, når der inviteres til byvandring gennem Indre By. Her besøges der flere forskellige steder i byen, der allesammen har haft en helt særlig betydning for queer-liv gennem hundreder af år.

Hvor og hvornår: 20. og 21. august klokken 13.00 ved Regnbuepladsen. 90 kroner.

Læs ogå

“Det er vigtigt at forstå, at lovgivning ikke automatisk fører til et sundere syn på LGBTQI+personer”

Pride-paraden
Lad din stemme blive hørt, fejr fællesskabet og kæmp for queer- og transpersoners rettigheder, når hele Pride Week kulminerer lørdag med den store Pride-parade, der bevæger sig gennem hele byen fra Frederiksberg for at ende i et brag af en fest på Rådhuspladsen. 

Hvor og hvornår: Frederiksberg Rådhusplads klokken 13.00. Læs mere om rute, deltagelse og andet praktisk her

Foto: Ritzau Scanpix

Før har over 200.000 gæster været afsted for enten at deltage i eller se den store parade og protest, der går fra Frederiksberg Rådhus til Københavns Rådhusplads.

Gadefest
Er du ikke færdig med festlighederne efter lørdagens Pride-parade, skal du ikke langt for at fortsætte festen. For i gaderne omkring Rådhuspladsen vil der være store gadefester med masser af musik og drinks. Hop for eksempel forbi Sankt Peders Stræde, hvor hotellet SP34 holder stor fest med den anerkendte Dj Ashibah i spidsen for musikken.

Hvor og hvornår: Lørdag den 20. august kl. 14.00-20.00 i Indre By. Gratis adgang.

Femø Fællessang
Få en smag på den berømte Femølejr, der blev startet af rødstrømpebevægelsen i 1971 på øen Femø, når der inviteres til fællessang af allerbedste skuffe med sange fra Femølejrens sangbog.

Hvor og hvornår: Torsdag den 18. august i debatteltet på Rådhuspladsen klokken 20.00. Gratis adgang

Pride-show
Efter den store parade kan du som vanligt opleve et mindst lige så stort show på Rådhuspladsen, når et væld af nationale og internationale LGBTQI+-kunstnere som Betty Bitchslap og Ericka Jane optræder på Pridens største scene til langt ud på aftenen.

Hvornår og hvornår: 20. august klokken 14.00 på Rådhuspladsen. Gratis adgang

Læs ogå

Kai Isiah Jamal: “Vi skal være bedre til at opfordre personer til at være i kønnets gråzone”

Oliver Gliese: “Der stod måske 30 mennesker omkring os i alle aldre, men ikke en eneste af dem greb ind”

Da jeg sprang ud, kan jeg huske, at min moster sagde, at hun nok havde haft det på fornemmelsen, siden dengang jeg kom hende i møde på rulleskøjter iført min mors selvsiddende strømper og spurgte, om jeg måtte låne hendes øreringe. Selv opdagede jeg først, at jeg var anderledes, da jeg i 4. klasse skiftede fra en lille landsbyskole til en større skole i Kalundborg. På første skoledag stod jeg i fuldt Hamtaro-outfit (japansk manga-serie, red.) og kunne godt se, at jeg ikke lignede de andre drenge. Det betød, at jeg havde svært ved at finde min plads. Jeg fik tilråb i skolegården, og jeg var den eneste dreng i klassen, som ikke blev inviteret, når de andre drenge holdt fødselsdag – men jeg kom heller ikke med til pigernes fødselsdage, fordi jeg ikke var en pige.

Jeg brugte en stor del af min barndom på at forsøge at passe ind. Undervejs var jeg sammen med piger og fik kærester, der var piger, men som tiden gik, fik jeg mere og mere dårlig samvittighed. Jeg følte, at jeg løj for omverdenen om, hvem jeg i virkeligheden var. Min familie flyttede til Hillerød, da jeg startede i gymnasiet, og først som 17-årig fortalte jeg mine nærmeste venner og familie, at jeg ikke var heteroseksuel. Da jeg sprang rigtigt ud, gjorde jeg det først som biseksuel, måske fordi jeg følte, at det var nemmere. Heldigvis har min familie altid støttet mig, uanset hvad. Jeg kan kun forestille mig, hvor hårdt det må være for unge homoseksuelle, der ikke har den opbakning.

“Jeg ville ønske, at folk i Danmark var bedre til at sige fra, når de oplever i diskrimination i gadebilledet”

Da jeg var færdig med gymnasiet, var jeg høj i hatten og ikke bange for at udtrykke mig selv. Jeg gik feminint klædt i tætsiddende tøj, og jeg kunne godt lide flæser og plateausko. Jeg fik hurtigt job i modebranchen, hvor man skulle tro, at rammerne var vide, men selv her fik jeg at vide, at jeg så pænere ud, når jeg gik lidt mere maskulint klædt. I en periode ramte det mig på min selvtillid, så jeg ikke følte, der var plads til, at jeg kunne være mig selv.

Sidste år tog jeg på et udvekslingsophold i Los Angeles. Her blev jeg mødt af en kultur, der er meget mere favnende, hvor der er mere spræl og mindre jantelov. Da jeg kom hjem, besluttede jeg mig for, at jeg ville tage det med mig; at jeg ville være ligeglad med, hvad andre tænker om, hvordan jeg er, eller hvem jeg er.

“Min indbakke er åben, og jeg oplever, at der er folk, som skriver til mig og spørger mig til råds”

Jeg boede i West Hollywood, som er gay-mekka. Man kan nærmest ikke gå ind på en bar, som ikke er LGBTQ+-venlig, eller hvor der ikke er andre homoseksuelle. Der er en tendens til, at man komplementerer hinanden meget mere, og hvis jeg var i supermarkedet og havde noget vildt eller farverigt tøj på, blev jeg stoppet af tilfældige mennesker og fik at vide, hvor godt de syntes, jeg så ud. Herhjemme risikerer jeg i stedet at få negative tilråb på gaden. Der er sikkert også mange, som kigger på mig fra den anden side af gaden og synes, at mit tøj ser smart ud ­– men de kunne aldrig finde på at sige det højt.

Jeg ville ønske, at folk i Danmark blev bedre til at sige fra, når de oplever diskrimination i gadebilledet. Engang skulle jeg besøge en veninde inde ved Nørreport, det var en fredag eftermiddag, og der var helt sort af mennesker på pladsen. Ved et lyskryds var der to unge mænd, som fik øje på mig fra den anden side af gaden og råbte, at jeg var en klam bøsse. Jeg bad dem om at tale pænt, men i stedet fortsatte de og råbte, at de ville smadre mig. Der stod måske 30 mennesker omkring os i alle aldre, men ikke en eneste af dem valgte at gribe ind. I stedet kiggede de ned på deres sko, op i luften eller stirrede ned i skærmen på deres telefon. Jeg forlanger ikke, at de ligefrem skulle have blandet sig i konfrontationen, men jeg tror ikke, de ved, hvor meget det ville have betydet, hvis en af dem var kommet hen bagefter og havde spurgt: ”Er du okay?”

I dag har jeg en del følgere på Instagram (13.000, red.), men jeg synes, at det er svært at skulle være et forbillede for andre i en tid, hvor alt, hvad man siger eller skriver, risikerer at blive misforstået. Min indbakke er åben, og jeg oplever, at der er folk, som skriver til mig og spørger mig til råds. Jeg svarer dem selvfølgelig, så godt jeg kan, men jeg er stadig ved at finde ud af, hvordan jeg skal bruge den platform, jeg har til rådighed. Jeg vil gerne være mere aktivistisk, og jeg prøver at dele, hvis jeg oplever grænseoverskridende adfærd, som da der sidste sommer var EM i fodbold, og hele København festede, men der gik ikke én dag, hvor jeg ikke blev råbt ad eller truet. Mit håb er, at jeg kan vise alle dem, der tror, at vi lever i et samfund, hvor der er plads til alle, at der stadig er lang vej igen.

Læs ogå

6 queer-podcasts du skal lytte til

Tromborg holder lagersalg: Disse 7 produkter skal du gå efter

Det er efterhånden en tilbagevendende begivenhed, at det danske skønhedsmærke Tromborg holder lagersalg, og det bliver endnu engang en begivenhed, hele landet kan deltage i hjemme fra sofaen. Tromborg har nemlig besluttet igen at afholde det store lagersalg online på Tromborg.dk

Til lagersalget kan du spare mellem 30-60 procent på en lang række makeup- og hudplejeprodukter, og Tromborg oplyser, at alle produkter er 100 procent i orden og med god holdbarhed.

Udover de mange procenter, du kan spare på produkterne, kan du også nyde godt af fri fragt til en GLS-pakkeshop.

Du kan på forhånd planlægge, hvilke produkter der skal i kurven, hvis du tilmelder dig Tromborgs nyhedsbrev – så er det nemlig muligt at smugkigge på de produkter, der er med på lagersalget. 

Lagersalget går live natten til torsdag den 25. august klokken 00.01. Det varer til og med fredag den 26. august.

Skønhedsredaktøren har udvalgt de Tromborg-favoritter, hun håber at finde på lagersalget, i galleriet herunder: 

Læs ogå

Hudlægen guider: Det her er den optimale hudplejerutine

Eksperten guider: Dette er en af mine favorit foundations, der er seriøst nem at matche huden

Tiden, hvor vi dækkede vores ansigter helt til med et tykt, ensartet og uigennemsigtigt lag foundation er ovre. I dag går vi efter foundations, der giver også et naturligt look, så det ligner vores naturlige hud – bare uden ujævnheder og pletter, og med en smuk glød. Derfor er det så vigtigt, at vi finder den helt rigtige foundation nuance, der matcher vores hud perfekt.

Vi har talt med en af landets førende makeupartister, Sine Ginsborg, om hvad en foundation anno 2022 skal kunne, hvordan man får det smukkeste resultat, og ikke mindst hvordan man finder den bedste foundation til sin hudtone.

Sine Ginsborg fortæller, at der er sket en stor udvikling i måden, vi bruger foundation på gennem de år, hun har været makeupartist, og at selve produktet også har ændret sig.

Da jeg startede som makeupartist for 25 år siden, var flydende foundation tykke, alt for dækkende og ofte tørrede de huden ud. Nu er de tilsat ingredienser, der plejer huden og selve ‘formlen’ er ændret, så den kan tilpasses enhver hud– og farve,” fortæller Sine Ginsborg.

Men det, vi vil have ud af en foundation i dag, modsat tidligere, har også ændret sig, ifølge Sine. Hun fortæller, at tidens trend i dag er ensartet hud, men uden at virke for ’makeuppet’.  

Sine Ginsborg har desuden et par tricks i ærmet, når det kommer til at finde den rette nuance: ”Regel nummer ét er altid at teste produktet i dagslys. Dertil skal man kende sin hudtone, der angiver hvor lys eller mørk, huden er. Det er tallet på din foundation, der angiver pigmenteringen. Dertil skal du kende hudens undertone, som kan være tre forskellige toner; kold (C), varm (W) eller neutral (N), som angives ved et bogstav efter tallet. Når man kender disse faktorer, så et det nemmere at få succes med sit farvematch,” siger Sine Ginsborg.

Foto: PR

Men at finde den rette nuance er kun første trin i et resultat, der er smukt og naturligt. Teknikken, man bruger, når man lægger sin foundation har også en masse at sige for det endelige udtryk.

For at opnå det mest naturlige resultat, bruger jeg fingerspidserne til at fordele produktet. Det er nemt at styre og varmen fra fingrene vil hjælpe med at få din foundation til at smelte smukt ind i din hud, istedet for at ligge sig som en maske ovenpå huden. Hvis du vil have lidt mere dækket look så kan du bruge en pensel, helst ikke for lille, da det så kan være mere svært at fordele. Hvis du går efter et meget dækket look, skal du have gang i beauty blenderen (husk at fugte den først så fordeler foundation sig bedre). En beauty blendereer også rigtig god til en hud med lidt udfordringer,” råder Sine Ginsborg.

L’Oréal Paris har netop relanceret den populære True Match Foundation, der fås i et bredt udvalg nuancer, så den nu er formuleret med op til seks forskellige pigmenter, i stedet for fire, for den mest præcise hudtone-match hidtil. Der er blandt andet blevet tilsat et nyt, blåt pigment for bedre at matche lysere og mørkere nuancer uden grå undertoner, og et nyt grønt pigment for bedre at matche olivenfarvede hudundertoner. Det er dermed blevet endnu lettere at finde det helt præcise match til sin hudtone. Og Sine Ginsborg bifalder den.

True Match er en af mine favorit foundations. Jeg elsker den måde den seriøst nemt matcher huden og så føles den lige så let, som den ser ud på huden, samtidig med at den har en god dækkeevne. Det er rigtig vigtigt for mig, at jeg ikke har følelsen af at jeg har noget på huden,” fortæller makeupartisten.

True Match Foundation, er den mest populære foundation i Europa*, og er ud over at være mere end præcis i sit hudtone-match, også formuleret med 80% fugtighedscreme, og er beriget med hyaluronsyre, der sikrer op til 24 timers fugtgivende effekt**. True Match er desuden parfume- og alkoholfri***, vegansk**** og velegnet til sensitiv hud.

SÅDAN FIDNER DU DIN NUANCE
Tallene: Fra 0,5 – 12 angiver hudtonen fra den lyseste til den mørkeste
Bogstaverne: C, W og N definerer undertonen i din hud. C = kold, W = varm, N = neutral

  • Kold: Huden har en rosa undertone, og synlige blodårer fremstår blå/lilla
  • Varm: Huden har gule/gyldne undertoner og synlige blodårer fremstår grønlige
  • Neutral: Huden har ingen lyserøde eller gule undertoner og synlige blodårer fremstår blå/grå

 

Find dit perfekte True Match Foundation-match her.

 

*Baseret på NielsenIQ RMS data fra “Foundation” kategorien for en 12-måneders periode med afslutning i februar 2022 for 17 lande(1), total retail market (Copyright © 2022, NielsenIQ)

**Instrumental test ***Ingen ethanol ****Ingen ingredienser fra dyr

Gannis nye bud på den lille sorte kjole kan redde dig fra mange tøjkriser

Foto: Copenhagen Fashion Week

Ganni præsenterede endnu et samarbejde med Levi’s, og disse lyserøde jeans står allerede højt på min ønskeliste. Heldigvis kan de købes allerede fra 18. august. Jeg vil style dem med noget rødt – ligesom Ganni gjorde med de røde cowboystøvler.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Jeg elsker kombinationen af de sporty trackpants og den perlebesatte croptop – et look, der er cool både med flade sandaler som her, men også med høje hæle til en aften ude.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Dette look ser måske ikke ud af meget, men det hele er i detaljen; udskæringen på blazeren, den sexede bustier-top indenunder og de glitrende detaljer på de lyse jeans – cool og elegant på samme tid.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Den lille sorte kjole med et perfekt twist – det ses ikke her, men ryggen er åben og dermed får den et overraskende element. Stylingen med de rå cowboystøvler er helt perfekt.

Foto: Copenhagen Fashion Week

Denne glitrende kjole lukkede showet, og wow! Generelt var der meget glimmer og pailletter at se på de Københavnske catwalks denne sæson, men denne var en af de flotteste.

Læs ogå

Skall-søstrene er altid stærke på smukke kjoler – og denne kollektion er ingen undtagelse

Gæsterne til modeugen har talt: Her er de mest populære tasketendenser

Hvad enten du er til de store store og rummelige, de små og boxede eller de bløde og farverige, er der et væld af forskellige tasker at vælge imellem, der både kan rumme dagens nødvendigheder og understrege din personlige stil.

Men netop derfor kan det måske også være svært vælge den helt rette, hvis du skal investere i en ny – hvordan skal den se ud, hvor stor skal den være, hvilken farve skal den have? 

Under sidste uges modeuge holdt vi derfor ekstra godt øje med de mange gæsters valg af tasker, for der god inspiration at hente – og det var tydeligt, at der er klare favoritter for tiden.

I Københavns gader spottede vi derfor fire populære tasketendenser, der lader til at have et fast greb i taskeelskerne, og som du kan lade dig inspirere af, hvis du er på jagt en ny taske.

Skulpturelle silhuetter
Hvorfor ikke gøre din taske til hovedrollen i dit look? De skulpturelle tasker med organiske former og signifikante detaljer, som for eksempel overdimensionerede håndtag eller helt skarpe kanter, har særligt det sidste år vundet indpas hos mange, og det var tydeligt at se under modeugen, at de særlige tasker er en favorit.

Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg

Grønne nuancer
Selvom Barbie-feberen for alvor raser, efter Valentino lancerede sin allerede ikoniske ‘PP Pink’-farve, så er der stadig en helt særlig farve, der stadig hitter.

Det er selvfølgelig den grønne farve, der fik godt tag i os med ‘Bottega Veneta’-grøn. Det er tydeligt, at vi på ingen måde er færdig med de grønne nuancer. 

Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg

Alt, hvad der er net og flet
Fra store strandtakser til spinkle net. De flettede tasker og net er en vaskeægte sommerklassiker, der aldrig rigtig går af mode og derfor kan hives frem år efter år – også til de finere begivenheder.

En nyere versionering af tendensen er dog de hæklede tasker, der også bliver mere og mere populære hjulpet godt på vej af TikTok og diverse DIY-profiler.

Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg

De posede
Vi bevæger os heldigvis fra minitaskerne til mere rummelige modeller. Blandt andet med de lidt posede tasker, der med deres bløde facon skaber et afslappet look.

Denne form for taske er blevet særlig populær, efter Balenciaga i vinters gav os sit bud på en taske, der direkte lignede en affaldspose – dog udført i kalvelæder og med et noget højere prisskilt.

Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg
Foto: Sandra Semburg
Læs ogå

Den bedste streetstyle fra modeugens tredje dag

“Det er vigtigt at forstå, at lovgivning ikke automatisk fører til et sundere syn på LGBTQI+personer”

Regnbueflaget vajer fra flere og flere regeringers og virksomheders bygninger til Pride-festivaler rundtom i verden, men det bliver vandaliseret og sat ild til i forbindelse med anti-LGBTQI+-demonstrationer i lande fra Ungarn til Finland. Frankrig er det tredje europæiske land, der har forbudt omvendelsesterapi, men en bølge af hadtale breder sig over Østeuropa.

Og nok er Danmark et af de lande, hvor LGBTQI+-borgerne har flest rettigheder, men over halvdelen af de unge danske LGBTQI+-studerende har haft selvmordstanker eller gjort skade på sig selv.

Det er et mudret billede, der tegner sig, når man skuer ud over Europa for at danne sig et billede af, hvordan det står til med rettighederne for LGBTQI+-personer. For mens det går fremad rent juridisk i langt de fleste europæiske lande og for den fælles europæiske lovgivning, så er der stadig store udfordringer selv i de lande, hvor det går godt. Samtidig er tilbageskridtene i nogle lande så markante, at de giver LGBTQI+-personer over hele Europa en følelse af at være under angreb:

”På den ene side har vi virkelig en følelse af, at vi er ret pressede, for der er voldsomme angreb på rettighederne i lande med stærke religiøse og nationalistiske strømninger som Polen og Ungarn, hvor der er blevet indført LGBTQI+-frie zoner og kommet forbud mod at tale om at have en anden seksualitet i skolen,” fortæller Susanne Branner Jespersen, som er sekretariatschef i LGBT+ Danmark.

Angrebene på rettighederne får heldigvis modspil af den positive udvikling, der også præger Europa. Men mens de store tilbageskridt bliver taget med syvmilestøvler, så går det langsomt med fremskridtene, siger Susanne Branner Jespersen:

”Samtidig er der en anden tendens, og det er, at det går fremad med de juridiske rettigheder. Men med undtagelse af, at lidt flere lande er begyndt at forbyde omvendelsesterapi, så kan jeg ikke komme i tanke om nogle store, flotte fremskridt. De helt store landvindinger lader vente på sig.”

Læs ogå

Ceval Omar: “At et menneskes ret til at leve kan være ulovligt, er mig en gåde”

VOLDSOMME ANGREB FØRER TIL STØRRE STØTTE
Hvert år laver organisationen ILGA Europe, som arbejder for at fremme LGBTQI+-borgeres rettigheder på europæisk plan, deres såkaldte Rainbow Europe Map. Det er et farverigt kort, hvor lande i Europa og Centralasien tildeles farver fra grøn til rød, alt efter hvor gode de er til at beskytte LGBTQI+-borgernes rettigheder.

I år er kortet grønnere end nogensinde før, for flere lande og europæiske institutioner har gjort det til deres mission at beskytte LGBTQI+-borgernes rettigheder. Blandt de største juridiske frem- skridt nævner rapporten Frankrigs forbud mod omvendelses- terapi, at hadtale i mange tilfælde bliver straffet og retssagsafgørelsen om en baby med et lesbisk forældrepar, hvoraf den ene kommer fra Storbritannien og den anden fra Bulgarien. I modsætning til Storbritannien tillader Bulgarien ikke, at to forældre har samme køn, og derfor ville landet ikke udstede et pas til babyen.

Det fastslog den europæiske domstol, at landet skulle. Det betyder, at alle EU-lande fremover er tvunget til at acceptere to eller flere forældre af samme køn, hvis de først er blevet registreret som forældre i et andet EU-land, hvilket er et stort fremskridt for regnbuefamilierne.

Rapporten roser også Europa-Parlamentets erklæring om, at hele Europa er en LGBTQI+-frihedszone, og Europa-Kommissionens retssager mod Polen og Ungarn. Begge dele er et modsvar på de store tilbageskridt i de to østeuropæiske lande.

”Rapporten beskriver et år i Europa, man ikke har oplevet før. Regionale og nationale institutioner og domstole har taget deres pligt til at beskytte LGBTQI+-personers menneskerettigheder på sig med stor alvor. Det sker midt i den nu krystalklare eskalation af had mod LGBTQI+-personer, som sker for at sikre politiske gevinster og øget magt,” skriver ILGA Europe i deres seneste årsrapport.

Den mere stålsatte støtte til LGBTQI+-borgere er et resultat af, at deres rettigheder er under angreb i mange lande. Og det er langtfra kun i østeuropæiske lande, at der er udfordringer. Kortet og den medfølgende årlige rapport viser nemlig også, at der er sket en drastisk stigning i hadtale på tværs af Europa, og at politikere i 22 lande – blandt andet Finland, Spanien og Storbrittanien – talte hadsk om LGBTQI+-borgere. I Tyskland var der en stigning i vold mod LGBTQI+-personer på 39 %, og i Frankrig, hvor en ny app skal gøre det nemmere at anmelde anti-LGBTQI+-vold, blev der anmeldt 3896 tilfælde. I mange lande blev der begået mord på LGBTQI+-personer, der bliver begået familie- og politivold, LGBTQI+-personer er blevet retsforfulgt og voldtaget, og folk har sat ild til regnbueflaget i en lang række lande, fra Norge, Holland og Finland til Tyskland, Irland og Italien.

”På den ene side har vi i 2021 set en alvorlig stigning i anti-LGBTQI+-retorik fra politikere og andre ledere, hvilket har ført til en bølge af vold – der har været anmeldelser om hate crimes i hvert eneste land,” skriver ILGA Europe i rapporten.

”På den anden side har svaret på udviklingen i mange lande og på europæisk plan været en stålfast beslutning om at kæmpe mod had og udelukkelse af LGBTQI+-personer.”

Læs ogå

Ivy Rosenauer: “Jeg tænkte aldrig over at gå alene hjem fra byen som mand, men det gør jeg nu”

MENTAL TRIVSEL OG LOVGIVNING AFSPEJLER IKKE HINANDEN
Det er to skridt frem og et tilbage, når det gælder den lovgivningsmæssige udvikling i Europa, men det er ikke den eneste kamp, LGBTQI+-organisationer kæmper. For en ting er, hvad lovgivningen siger. Noget andet er, om den bliver efterlevet, og om den afspejles i befolkningen, både blandt hetero-personers syn på LGBTQI+-personer og i LGBTQI+-personers mentale trivsel.

”Vi kæmper for juridiske fremskridt, men vores helt store indsats handler om mental trivsel, og det er ikke en kamp, man vinder ved lovgivning,” fortæller Susanne Branner Jespersen fra LGBT+ Danmark.

”Det er vigtigt at forstå, at lovgivning ikke automatisk fører til et sundere syn på LGBTQI+-personer i samfundet. Og der er meget andet end lovgivning, der påvirker, hvordan folk egentlig har det.”

Ungarn er et eksempel på, at lovgivning ikke altid afspejles i befolkningens syn, for mens regeringen bekriger LGBTQI+-personers rettigheder, så har den ungarske befolknings støtte til gruppen aldrig været større.

“Med undtagelse af, at lidt flere lande er begyndt at forbyde omvendelsesterapi, så kan jeg ikke komme i tanke om nogle store, flotte fremskridt.”

Danmark er et eksempel på, at den mentale trivsel kan have trange kår, selv om lovgivningen kæmper for at sikre det modsatte. Selv om Danmark ifølge ILGAs regnbuekort er det næstbedste land i Euro- pa for LGBTQI+-personer, så føler 28 % af LGBTQI+-borgerne og 46 % af landets transpersoner sig ensomme – til sammenligning er tallet for resten af danskerne 3 %. Mere end halvdelen af danske LGBTQI+-studerende fra 13-25 år har enten haft selvmordstanker eller gjort skade på sig selv. Og 58 % af Danmarks transpersoner har følt sig diskrimineret, især i sundhedsvæsenet.

Derfor bruger LGBT+ Danmark lige så meget krudt på at organisere fællesskaber, hvor folk kan møde ligesindede, og på at oplyse fagpersoner om, hvordan de kan skabe trygge rum, som på at presse på for at sikre politiske gevinster.

LGBTQI+-REPRÆSENTATION EKSPLODERER I POPULÆRKULTUREN
Mens det går langsomt med at forbedre den mentale trivsel og sikre LGBTQI+-personers rettigheder, så er der en anden positiv udvikling, der har fart på. De sidste par år er en bølge af film, tv-serier og romaner med en eller flere LGBTQI+-hovedpersoner skyllet ind over verden, for i modsætning til juraen bevæger popkulturen sig nemlig hurtigt.

Både den nye ‘Sex and The City’-serie, norske ‘Skam’, ‘Sex Education’, ‘Euphoria’, ‘Billions’ og ‘The Bold Type’ har LGBTQI+-personer i hovedrollerne, det samme har storsælgende bøger fra romancegenren til Pulitzer-vindende anmelderdarlings som Andrew Sean Greers ‘Less’ og Garth Greenwells ‘Cleanness’, og film som ‘Call Me By Your Name’, ‘Moonlight’ og ‘Blue Is the Warmest Colour’ har vundet både publikums og anmeldernes hjerter.

Og ikke bare er der flere afbildninger af LGBTQI+-personer, de bliver også tildelt mere varierede roller, som har et bedre livsforløb, end de plejede:

”Vi har set en meget kraftig stigning inden for de sidste 4-5 år, og den repræsentation betyder meget, især for den kommende generation. Bare ti år tilbage kunne man kun få tre kulturfortællinger – der var den om bøssen, der døde af AIDS, om den lesbiske, der levede alene, og om den psykisk syge transkønnede. Det er en meget velkommen udvikling, at der nu er mere positiv repræsentation og livsbekræftende, glade fortællinger. Særligt hvis man er ung og går og kigger efter eksempler på, at man kan have et godt liv, selv om man er anderledes og lever uden for normen, så betyder det jo meget, at man får nogle positive fortællinger tilbage og ikke bare bliver bombarderet med fortællingerne, der gør en bekymret og trist og bange for at dø af AIDS. Det er superskadeligt at få sig selv gengivet på den måde, og derfor er den positive repræsentation så vigtig,” siger Susanne Branner Jespersen.

“Det er vigtigt at forstå, at lovgivning ikke automatisk fører til et sundere syn på LGBTQI+personer i samfundet”

At LGBTQI+-personer får funktionelle karakterer, de kan spejle sig i, er imidlertid ikke den eneste gevinst ved den pludselige eksplosion i LGBTQI+-repræsentationen i popkulturen. Den kan også være med til at almindeliggøre anderledeshed i hetero-befolkningens øjne og til at skabe mere empati og sympati:

”Noget af det, fiktionen kan, er at skabe empati, fordi den giver os mulighed for at gå i dialog og indleve os i nogle karakterer, der ikke ligner os selv. Det er jo meget sigende, at vi i årtier har tænkt, at det er nemmere at identificere sig med en lille løveunge, en rotte, eller hvem der ellers har været hovedpersonen i Disney-filmene, end med homoseksuelle, som der jo ikke var mange positive repræsentationer af, da jeg voksede op,” fortæller Niels Henrik Hartvigsson, der er forsker i filmvidenskab ved Københavns Universitet.

”Det er ved at ændre sig nu, blandt andet fordi den unge generation ikke tøver med at kræve mere en-til-en-repræsentation end tidligere.” Som festivalleder for MIX Copenhagen, en LGBTQI+-festival, der har været aktiv siden 1986, har Andrea Coloma fulgt udviklingen på nært hold. Hun har især bidt mærke i, hvordan der er kommet flere genrefilm som gysere, krimier og romancer, og at coming-of-age-filmene – der ofte er en coming out-film, når hovedpersonen er LGBTQI+ – ikke længere er helt så dominerende. Der er også kom- met mere fokus på regnbuefamilier i filmverdenen, ligesom LGBTQI+-hovedpersoner på over 30 år er mere repræsenteret, og så er der flere transpersoner på rollelisten.

Det rykker med andre ord på mange forskellige fronter samtidig, og det kan få betydning langt uden for biografen. Det, der sker på det hvide lærred, har nemlig mulighed for at påvirke folk på en anden måde end lovgivningen eller samfundsdebatten, siger Andrea Coloma:

”Mere repræsentation betyder meget for unge mennesker og folk, der bor uden for de store byer, og som ikke har nogen omkring sig, de kan spejle sig i eller tale med. Men det handler om meget mere end det. Jeg tror nemlig ikke, vi skal underkende, hvad repræsentation kan gøre for at uddanne folk og gøre dem bedre til at udvise noget empati for mennesker, der er anderledes end dem selv.”

Læs ogå

Model og DJ Memphis Murphy om at være en god queer-allieret

Josephine Aarkrogh: Det er på min ønskeliste i august

1

’Lefty’-solbriller, Flatlist, 1.600 kr.

2

Disse cool cargo-jeans må gerne flytte ind i min garderobe.
Jeans, Remain, 1.780 kr.

3

Disse fine ballerinaer vil være pæne til blå jeans.
Atp Atelier, 2.100 kr.

4

Jeg kan ikke stå for farven på denne klassiker fra Saint Laurent.
Taske, Saint Laurent, 13.300 kr.

5

Skjortejakke, Skall Studio, 1.400 kr.

6

Top, Acne Studios, 2.900 kr.

Jeg planlægger en tur til New York, og et af de steder, der står højt på to-do-listen, er den italienske restaurant Misi – deres ricotta-toast ser for vild ud.

7

Ankelkæde, Ragbag, 890 kr.

8

Pyjamasskjorte, Tekla, 1.195 kr

9

’Pure Canvas Primer Illuminating’, Laura Mercier, 340 kr.

10

Bh, Baserange, 450 kr.

11

Trusser, Baserange, 340 kr.

Læs ogå

Josephine Aarkrogh: Det er på min ønskeliste i juli

Jeanette og Thora fra Rotate: “Vores mission er at hylde stærke kvinder”

Fra allerførste kollektion har Rotate gjort sig bemærket med deres sexede og feststemte minikjoler, der gjorde op med den minimalisme og såkaldte ‘scandi cool’-stil, dansk mode mest var kendt for indtil da. 

Siden har det populære mærke med Jeanette Madsen og Thora Valdimarsdottir i spidsen som kreative direktører ikke været til at overse – hverken på gaden, på Instagram, i magasiner eller på TV.

Derfor var det heller ikke underligt, at opbuddet til deres show torsdag aften under Københavns modeuge var massivt. Hundredvis af forventningsfulde gæster stimlede sammen foran Bella Arena forud for showet for at overvære det, der skulle vise sig at afslutte modeugen med en kæmpe fest komplet med en hær af rødklædte modeller og kæmpe diskokugler.

Vi talte med de to kreative direktører inden finaleshowet og mødte dem backstage efter showet i ren adrenalinrus for at høre om den nye kollektion, og hvad deres stærke venskab betyder for dem som partnere.

Foto: Copenhagen Fashion Week

ELLEs ene forsidemodel i august, Ceval Omar, var blandt modellerne på den feststemte catwalk.

Om SS23-kollektionen
“Vores mission er og har altid været at hylde stærke kvinder, og det understreger kollektionen. Men det, der gør den anderledes, er faktisk, at vi vender lidt tilbage til vores oprindelse. Vores første par sæsoner blev ofte beskrevet som et ‘pick n’ mix’ af stilarter og en ‘slikbutik af kjoler’, og det er denne kollektion også. Der er et kæmpe udvalg af nye print, materialer, silhuetter og farver. Så det er vores bud på klassikere, der altid vil være relevante, men er tro mod det, der gjorde Rotate til det, det er i dag.”

Foto: Copenhagen Fashion Week

Denimsættet med påsyede pailletter er en nyhed fra Rotate, som meget vel kunne blive en ny bestseller.

Om inspirationen bag
“Kollektionen er inspireret af ideen om tosomhed. Om så det er at være bedste venner eller være i familie. Vi har brugt den klassiske venindehalskæde som symbol på det gennem hele kollektionen. Vi arbejder så tæt som partnere, at vi også bliver inspireret af andre power-duoer omkring os.”

“Derfor var vores muser til SS23-kollektionen Lisa Bonet og Zoe Kravitz, der er et absolut mor & datter-power par. De har begge så stærke stemmer og stilarter, der er vidt forskellige, men som alligevel komplementerer hinanden og hjælper den anden med at skinne. Det er det, vi stræber efter at gøre for hinanden med den her kollektion.”

Foto: Copenhagen Fashion Week

Det lyserøde sæt i et kraftigt blondetekstil er blandt de kreative direktøres personlige favoritter.

Om deres personlige favoritter
“Vi har været meget spændte på at introducere nye teknikker og tekstiler denne sæson, som vi er virkelig vilde med. Blandt andet introducerer vi denim med pailletter, som er en klar favorit for os begge to. Men også det lyserøde sæt i kraftig blonde og den lange kjole med tynde stropper i blåt blomsterprint er vi også særligt vilde med.”

Foto: Copenhagen Fashion Week

En af Thora og Jeanettes favoritter er også den blå maxikjole, der er perfekt til en varm sommerdag.

Om showet
“Det er en helt ubeskrivelig følelse at stå her bagefter. Vi har brugt så lang tid på det, og op til showet har vi prøvet at tænke på noget andet i frygt for at stresse for meget over det. Og så lige pludselig er det bare ovre. Og så rammer de der bekymringer om, hvorvidt alle nu også var med. Om alle har haft det godt, om stemningen var god derinde og om folk kunne lide både showet og tøjet. Men vi er helt høje på kærlighed og positiv energi, og vi er så stolte af vores fantastiske team.” 

Se hele Rotate-showet i videoen herunder:

Læs ogå

Kristian Hindø-Lings anmelder: Saks Potts-showet var ”open to all”, men er brandet også det?