Knap kalder kalenderen sommeren officielt overstået førend vejret er slået om og kaster køligere temperaturer, grå horisonter og heldagsregn over os som afløser for de mange hede augustdage.
Og med vejrskiftet kommer som bekendt også et helt naturligt skift i det, vi har på. Væk med sommerens behagelige shorts og ukomplicerede klipklappere og frem med jeans, lun strik og støvler.
Og med det in mente kan meget tyde på, at vi skal til at finde en pensioneret støvlefavorit frem fra gemmerne.
For kigger man på stilikoner som Emily Ratajkowski (som man altid kan regne med er en af de første, der er med på det sidste nye) og på de velklædte trendsættere under Københavns modeuge, så er der særligt én støvle, der går igen.
Og igen, og igen og igen.
Cowboystøvlen.
Højskaftet, ankellang, vintage, ny, farvet, i læder. You name it, de findes på fusserne af det fashionable folk fra København til Hollywood, hvor også stjerner som Kendall Jenner, Eiza González, Hilary Duff og Mischa Barton for nylig er spottet i den rå støvle.
Foto: Ritzau/Scanpix
Emily Ratajkowski
Og det er faktisk mere lige til, end man skulle tro at gøre Ratajkowski kunsten efter – også selvom man ikke lige skulle have et par lignende støvler liggende i gemmerne derhjemme.
Modellens foretrukne par (hun har nemlig en del at vælge mellem, som billederne i galleriet nedenfor vidner om), fås nemlig som budgetfund hos Mango til under 1.000 kroner.
1. Kog dine hvide bønner i vand, så det dækker bønnerne, gerne med løgtoppe, krydderurter, salt og en smule bagepulver, så bønnerne holder lidt struktur.
2. kog limabønnerne i 30 minutter, og tilføj derefter dine hvide bønner. Kog dem begge sammen i yderligere 30 minutter.
3. Steg hakkede løg, hvidløg og fennikel af i en gryde med olivenolie til de er klare og faldet lidt sammen.
4. Tilsæt kogte bønner med kogevandet og lad den simre i 10 minutter.
5. Stød eller blend din pesto med ristede kerner, krydderurter, olivenolie, ost og salt. Smag den godt til, da den skal give din suppe smag og farve.
6. Servér den simple suppe med pesto i skålen og rør rundt, så du får en klar, grøn suppe.
Natten til mandag dansk tid samledes et hav af amerikanske stjerner i Newark, New Jersey til en af musikindustriens helt store prisuddelinger, nemlig MTV Video Music Award – bedre kendt som VMAs.
VMAs er et show, der er kendt for at være en del vildere end flere andre kendte musikpriser. Det afspejler sig tydeligt på den røde løber, hvor flere af stjernerne ankommer i det ene vilde antræk efter det andet. Og det var ingen undtagelse i år.
Fra Lil Nas X i et ekstravagant couture-sæt fra designeren Harris Reed og Lizzo i kæmpemæssig kjole fra Jean Paul Gaultier til popstjernen Taylor Swift i Oscar de la Renta. For bare at nævne nogle få af aftenens kendte gæster.
Herunder har vi udvalgt nogle af de flotteste kjoler og vildeste sæt fra den store aften, hvor Taylor Swift blandt andet overraskede ved at annoncere nyt album og blev den første artist nogensinde til at at vinde prisen ‘video of the year’ tre gange i streg.
Siden Meghan Markle i 2018 giftede sig med den britiske prins Harry, har hun gjort sit for at gøre op med den strenge protokol, som hendes sviger-mormor dronning Elizabeth II har sat for sine familiemedlemmer.
Den mission har flere gange skabt røre i det britiske kongehus. Særligt efter Meghan Markle offentligt kritiserede institutionen i et eksklusiv interview med talk show-legenden Oprah Winfrey, hvor hun fortalte om et giftigt miljø i familien, der fik hende til at føle sig uvelkommen.
Derfor frasagde parret sig sine royale pligter i starten af 2020 og flyttede til Californien. Her gik der ikke længe før de skrev en millionkontrakt med Spotify om at lave indhold til platformen, og nu er første del af projektet lanceret.
Det er podcasten ‘Archetypes’ (Arketyper, red.), hvor Meghan Markle selv er vært. Podcasten består i første omgang af 12 afsnit, hvor hertuginden vil forsøge at gøre op med de arketyper, som kvinder gennem hele deres liv er blevet påduttet og blevet holdt tilbage af.
Foto: Spotify
Et nyt portræt er taget af hertuginden i forbindelse med podcasten.
I introafsnittet fortæller hun, at hun vil undersøge og komme til bunds i, hvorfor kvinder gennem tiden er blevet placeret i krænkende kasser ud fra, hvordan de har klædt sig, ageret, set ud eller sagt.
Det er noget, som Meghan Markle selv har haft tæt inde på kroppen – både som skuespiller, men for alvor siden forlovelsen med prins Harry, hvor hun særligt følte, at den britiske sladderpresse gik langt over stregen i dækningen af hende og Harrys liv.
I podcasten får hun selskab af en række gæster, som de fleste podcastere kun ville kunne drømme om at have med i deres programmer. I første afsnit er det således en af hendes bedste venner, tennisstjernen Serena Williams, der gæster podcasten, hvor hun blandt fortæller om de fordomme, som ambitiøse kvinder ofte kan være underlagt.
I andet afsnit vil ingen ringere end jule-dronningen Mariah Carey gæste hertuginden i den nye podcast. Så du kan godt forvente en perlerække af kendte gæster og masser af ærlige fortællinger.
Der er alt det, du ved om Britt Bendixen: at hun bærer to sæt briller i håret. Et med styrke og et med shades. At hun de seneste 17 år har underholdt danskerne som den indiskutabelt mest karismatiske dommer i Vild med dans. Og at hun indtil 2017 drev den legendariske danseskole Pejsegaarden på Frederikssundsvej i København.
Og så er der alt det, du ikke ved.
Det er det sidste, dette interview handler om.
Britt Bendixen har sat sig til rette i en lille, fin sofa med bordeauxfarvet velourbetræk og guldkant. Som en regent, der holder audiens i sine gemakker. Casual klædt i knælange chinos, hvide sneakers og en kort, knaldrød jakke. Hendes hud er solbrun, og hendes blik er åbent og opvakt. Hun sidder lidt tilbagelænet i sofaen med den ene arm skødesløst hvilende på armlænet. Som om hun stadig ejer stedet.
De højloftede lokaler og spejlsale på Frederikssundsvej står også stort set, som de gjorde, da det stadig var Britt Bendixen, der drev danseskolen. Og som de gjorde, da Britts mor, Mitzi Bendixen, drev den før hende. De boede her engang i tre generationer. De kvinder, der udgjorde rygraden af det bendixenske dansedynasti. Og som havde skabt det hele selv i en tid, hvor kvinder ellers knap havde fået foden indenfor på arbejdsmarkedet. I hvert fald ikke som selvstændige og entreprenante erhvervsdrivende.
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Det er blandt andet dem, vi skal tale om. Kvinderne i Britt Bendixens liv. Og hvad de betød for, hvilken kvinde hun selv voksede op til at blive: en regelbryder, der fik kælenavnet ”Rebella” af revy-kongen Volmer-Sørensen. Som blev en af landets første kvindelige koreografer i en ellers mandsdomineret verden. Og som midt i livet overgav sig til at forelske sig i mennesker i stedet for i mænd eller kvinder, længe før det blev moderne at anskue køn som en flydende størrelse.
”Hverken min mormor eller mor følte sig nogensinde mindre værd, fordi de var kvinder. Selv om det lå i tiden, at kvinders liv var afgrænsede af de traditionelle kønsrollemønstre, så var det ikke noget, de lod sig indskrænke af,” siger Britt Bendixen.
”Det har jeg heller aldrig selv gjort.”
Britt Bendixens forældre startede i virkeligheden danseskolen sammen. I 1942 i lejede lokaler. Forretningen gik imidlertid så godt, at de allerede i 1945 lige efter krigen kunne købe den hvide patriciavilla på Frederikssundsvej, som senere skulle blive til Pejsegaarden. Det gik strygende, lige indtil Britts far forelskede sig i en 20 år yngre danselærer, som parret havde ansat til at aflaste Britts mor. Efter skilsmissen lå det i tiden og i kortene, at det nu var dem, der skulle føre forretningen videre.
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Hvis altså ikke Mitzi havde villet det anderledes.
”Jeg tror ikke, hun kunne rumme, at han fik både pigen og forretningen,” siger Britt Bendixen.
”Hun fik nej fra de første fire advokater, der ikke ville føre hendes sag, fordi de ikke mente, at en lille frue som hun kunne føre forretningen videre. Men den femte sagde ja. Og hun fik danseskolen, selv om det betød, at hun i flere år måtte betale af til min far og udholde, at han brugte pengene til at starte en ny danseskole med sin nye kone.”
”Jeg ved, at hun var heartbroken. Da hun lå på sit dødsleje en menneskealder senere, var det min far, hun kaldte på. Men hun lod sig aldrig mærke med det over for hverken min bror eller mig. Min mor havde et motto: Hvorfor ærgre sig? Hun skrev det ned i sin gæstebog, og hun levede efter det.”
Der var ingen bøger i min mormors hjem, kun biblen
Mitzi Bendixen havde i øvrigt heller ikke tid til at være bitter. Hun var opslugt af ambitionen om at få sit danse-etablissement til at vokse, og hun kastede al sin energi ind i drømmen om et summende, svingende danse- og selskabshus med bonede gulve, spejlsale, sølvstager og møbler i rødt plys med guldkant. Det var en målrettethed, der var gået i direkte arv fra hendes mor, Edla.
Britt Bendixen husker først og fremmest sin mormor for hendes mildhed og en duft af svenske boller og småkager bagt med gul safran, som mormoren havde bragt med sig fra en ludfattig opvækst stort set uden skolegang i det sydlige Småland. Men Edla indeholdt meget mere.
”Der var ingen bøger i min mormors barndomshjem. Kun biblen. Og indersiden af familiens lille udendørs das, som min mormors far havde tapetseret med aviser. Det var sådan, hun lærte at læse. Og hun kom efter alt det forsømte.”
Foto: Lasse Bak Mejlvang
”I sin tidlige ungdom var hun kvindesagsforkæmper og med på barrikaderne i kampen for kvinders stemmeret. Hun var bright og i 1932 åbnede hun sammen med min mor en tricotageforretning ved navn Den Høje Stue nær Brønshøj Torv. Som pensionist læste hun på Folkeuniversitetet, og hun var medlem af Dansk Kvindesamfund til sin død.”
Hvorfra tror du, at din mor og mormor fik det drive til at gøre tingene anderledes end de fleste andre kvinder i deres generation?
”Det er ikke én ting, men flere, tror jeg. Man skal selvfølgelig have evner, men man skal også have en portion held. Og så skal man have mod.”
Mod til hvad?
”Mod til at turde gøre noget. Også det, der ikke forventes af dig. Måske især det, der ikke forventes af dig. Og mod til at bøje de normer og regler, der står i vejen for dig. I hvert fald en lille smule. Ellers kommer du jo ingen vegne.”
Britt Bendixen begyndte selv at bøje reglerne en lille smule i en tidlig alder.
Som 14-årig kostskoleelev på Sorø Kostskole blev hun og forstanderens datter berusede, da Britt foreslog, at de skulle smage på den flaske Vermouth, hun havde fået med af sin mor som en gave til lærerne. Og senere på året var hun mastermind bag en sen skumringsudflugt til en nærliggende skøjtesø.
Foto: Lasse Bak Mejlvang
”På kostskolen måtte vi ikke forlade huset efter kl. 18.00, og det var derfor usandsynligt frækt at ville klatre ud ad vinduerne for at løbe på skøjter om aftenen i måneskin. Også selv om vi ikke turde gå helt ud på søen, men blev på det lave brakstykke,” siger Britt Bendixen.
”Forstanderen, der aldrig blev rigtig vred, sagde: Jamen Britt, I kunne jo bare have spurgt, så var jeg gået med jer. Men det havde der jo ikke været noget sjov ved, vel?”
”Jeg kan nogle gange blive helt ked af det på nutidens børns vegne. Der er stort set ingen regler, de kan bryde længere, fordi alt er blevet så loose, og der er nærmest ingen grænser for, hvordan børn må opføre sig. Det er jo synd! Som danseskolelærer har jeg fra tid til anden opsat en hel masse urimelige regler for børnene, bare så de kunne få lov til at bryde dem. Det opbygger karakter. Og så er det sjovt.”
Om Britt Bendixen
Født i 1942 i København.
Uddannet danser og danseinstruktør. Men arbejdede fra 1965 primært som koreograf.
Overtog i 1985 driften af den historiske danseskole Pejsegaarden.
Danseinstruktør ved Bendixen Dans og tidligere dommer i Vild med dans.
Kæreste med it-leder Marianne Nybo. Og mor til instruktør Niclas Bendixen.
Britt Bendixens egen form for regelbryderi var gjort af et kontrastfyldt stof, der synes at være lige dele frækt og høfligt.
Da hun som helt ung danser i Cirkusrevyen afbrød selveste Sejr Volmer-Sørensen, datidens store, ukronede revykonge, og foreslog, at han ændrede i koreografien, skete det med en vis portion høflighed og charme. Og Volmer-Sørensen kvitterede ikke kun med at kalde hende en lille rebel (senere Rebella), han gav hende også mere at skulle have sagt på scenen. Britt Bendixen løj heller ikke direkte, da hun nogle år senere undlod at fortælle, at hun ikke var klassisk ballettrænet ved Den Kongelige Ballet, for at få lov til at komme til optagelsesprøve på prima ballerina Rosella Hightowers balletakademi ved den franske riviera. Hun blev selvfølgelig optaget. Og fik lov til at danse ved fyrst Rainier og Grace Kellys velgørenheds- gallashow i Monte Carlo.
Modet og viljen til at bøje reglerne har altid kunnet betale sig i Britt Bendixens liv. I hvert fald i den version, hun selv har valgt at fortælle.
”Jeg kunne sikkert finde mange eksempler på det modsatte. Men jeg er sådan indrettet, at jeg ikke husker modgang. For selvfølgelig har jeg mødt den. Jeg samler bare ikke på de historier. Jeg skal grave dybt i min hukommelse for overhovedet at erindre dem,” siger hun.
For hvorfor ærgre sig?
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Da Britt Bendixen gjorde sin entre på Hightowers akademi i Sydfrankrig, stak hun ikke kun ud, fordi hun manglede ballettræning. Hun var også høj, sportstrænet og solbrændt. Og lignede på ingen måder de ultratynde sylfider på skolen med deres sarte, lyse teint og rosa kinder.
”Jeg var større på alle måder. Mine skuldre var bredere, mine lår og arme var fyldigere. Jeg havde danset sportsdans og standard og latin. Jeg havde en helt anden fysik. Og en god appetit.”
Gik det dig på, at du ikke levede op til de kropsidealer, der herskede i danseverdenen?
”Nej da! Jeg havde jo travlt med alt muligt andet end at være optaget af, hvad andre syntes om mig. Jeg ville være en dygtig danser. Det var det eneste, jeg havde blikket stift rettet imod. I dag er alt for mange unge kvinder helt ekstremt optagede af, hvordan de tager sig ud i andres øjne. Deres udseende, vægt og tøj kommer til at fylde det hele. Og det er ødelæggende og ufrit for dem. Jeg bliver helt trist til mode af at se på det. Mit bedste råd til dem er at vende blikket mod noget andet. Mod deres drømme og mod, hvordan de kan nå dem. Det er i det, man kan, at det ægte selvværd findes.”
Da jeg kom retur til Danmark, havde jeg fem bejlere rendende på én gang
Dengang hjalp det selvfølgelig også på selvværdet, at Britt Bendixen blev engageret som danser selv om – eller måske netop fordi – hun stak ud. Det vil hun ikke lægge skjul på. Og så hjalp det, at hun var ombejlet.
”Da jeg kom retur til Danmark, havde jeg fem bejlere rendende på én gang. Min mor spurgte lidt bekymret, om jeg nu også kunne bevare overblikket. Jeg svarede, at det kunne jeg, og at jeg jo ikke gik i seng med dem alle sammen.”
Hun griner.
”Det var i 1960’erne. Før ungdomsoprøret og den seksuelle frigørelse satte ind, så jeg sørgede for at være diskret. Men det var jo mit liv, og jeg skulle jo have det meste ud af det!”
Britt Bendixen var noget så sjældent som en seksuelt frigjort kvinde i en tid, hvor unge ugifte kvinder ellers stadig skulle krydse benene og værne om deres dyd. Og hun bestemte suverænt selv, hvem hun var frigjort med.
”Da jeg begyndte at arbejde mindre som danser og mere som koreograf på teatrene, blev jeg introduceret for den såkaldte prolongationssofa. En sofa, der åbenbart fandtes på alle teaterdirektørernes kontorer, og som de unge, nye kvinder lige skulle en tur forbi, hvis de ville have forlænget kontrakten. Jeg ved ikke, om det i virkeligheden forholdt sig sådan, for jeg kom aldrig selv op at ligge på den sofa. Men jeg har da snoet mig for at undgå min del af nærgående teater- og revychefer,” siger Britt Bendixen.
Hun stopper tænksomt op et øjeblik, før hun fortsætter:
”Jeg skal ikke gøre mig bedre, end jeg er. På det tidspunkt var jeg begyndt at etablere mig som koreograf, så jeg havde selv en form for magt på produktionerne. Jeg var ikke udsat på samme måde som de unge dansere og skuespillere, der må have følt, at de kunne blive skiftet ud så let som ingenting. Du kan tro, at jeg sagtens kan forstå den vrede, #meetoo er båret frem af. Bare fordi man ikke selv har oplevet det, kan man godt være solidarisk med dem, der har.”
Foto: Lasse Bak Mejlvang
Det lyder næsten, som om alle de rettigheder, kvinder gennem tiden har kæmpet for – retten til en karriere, til egen krop, til seksualitet – dem har du bare taget?
”Gør det? Sådan har jeg aldrig selv set på det før. Men jo måske har du ret. I så fald har jeg jo været forud for min tid, ikke? Og det er jo meget godt! Jeg har aldrig set mig selv som feminist, og jeg har aldrig oplevet de barrierer, som andre kvinder har peget på og organiseret sig for at nedbryde. Det betyder ikke, at de ikke har været der. Og ikke fortsat er der. Jeg har bare ikke set dem selv. Og når man ikke ser dem, er det nok nemmere bare at vade lige igennem dem.”
Jeg tror ikke på det med, at man forelsker sig i køn
”Min mor og min mormor så heller ikke de barrierer. Eller det gjorde de måske nok, men de lod sig ikke indskrænke af dem. De gjorde, hvad de ville, uagtet deres køn. Og de gav ikke kun den indstilling videre til mig, men også til min bror. Så måske handler det i virkeligheden ikke om, hvilket køn man har, men mere om, hvad man er for et menneske.”
Der er noget andet, der heller ikke handler om køn. I hver fald ikke for Britt Bendixen. Ikke længere. Midt i livet, det etablerede af slagsen vel at mærke, hvor Britt Bendixen for længst havde giftet sig, skabt en karriere, overtaget danseskolen på Frederikssundsvej og fået en søn, forelskede hun sig i en kvinde.
”Det var chokerende, simpelthen. Jeg havde aldrig oplevet de følelser før. Aldrig haft de tanker. Tværtimod, så har jeg hele livet været meget begejstret for mænd. Men det føltes rigtigt. Så jeg besluttede mig for at kaste mig ud i det. Jeg har alligevel aldrig tidligere rettet mig efter, hvad andre mente var det rigtige eller forkerte at gøre. Det virkede som et dumt tidspunkt at begynde.”
”Og så har jeg det egentlig sådan, at mere odiøst er det heller ikke. Jeg tror ikke på det med, at man forelsker sig i køn. Det er mennesket, man forelsker sig i. Sådan er det i hvert fald for mig.”
I dag har Britt Bendixen levet sammen med sin kæreste, Marianne, i over 25 år. Siden de forelskede sig hovedkulds i hinanden en sen sankthansaften, og Britt et par dage senere bad hende flytte ind. ”Hun er 18 år yngre end mig. Og nogle gange kunne jeg da godt ønske, at jeg var nærmere hendes alder end min egen,” siger hun.
”Jeg overhørte på et tidspunkt en kvinde, der sagde, at når man havde krydset en vis alder, så kunne man ikke være bekendt at gå på stranden i bikini. Det blæser jeg selvfølgelig på. For jeg vil da helst have så meget sol på kroppen som muligt.”
Britt Bendixen retter sig lidt op i den røde sofa med den gyldne solkant.
”Det er klart, at der bliver kortere og kortere til graven, men det er også sjovt at være 80 år. Der er ikke nogen, der forventer noget som helst af én længere. Overhovedet. De forventer nærmest det modsatte af én. Ingenting. Og så er man jo sat helt fri til at bryde alle regler”.
Siden Prins Harry og hertuginde Meghan Markle tog afstand fra det engelske kongehus og flyttede til mere private omgivelser i Montecito i USA, har det været begrænset, hvor meget offentligheden har set til den smukke hertuginde.
I forbindelse med fejringen af Dronning Elizabeths jubilæum som regent deltog Meghan og Prins Harry i taksigelsesgudstjenesten i St. Paul’s Catherdral i det centrale London, hvor Meghan var iført det smukkeste sæt fra Dior med matchende hat.
Det hvide Dior-sæt fik mange roser på vejen, ligesom den engelske befolkning modtog det populære par med stor hyldest og gensynsglæde.
Det hvide sæt er dog ikke det eneste look, vi har set Meghan Markle i denne sommer. Særligt er vi vilde med den sort-hvide buksedragt tilsat en Bottega Veneta clutch i bordeaux, som hun havde på under en tur til New York City.
Nedenfor har vi samlet fem af de bedste looks, hun har tilbragt denne sommer i.
Da jeg var 13-14 år, hørte jeg den svenske sangerinde Lykke Lis ’I know places’. Der var noget i den sang, der ramte mit eget humør, og jeg begyndte selv at spille den på guitar. På det her tidspunkt sang og spillede jeg meget, og jeg var begyndt at skrive tekster og prøve at sætte melodi til dem, men der var noget over den her meget poetiske, åbne tekst, der inspirerede mig. Det er ikke en specielt crazy tekst, men den rummer en poesi. Ofte, når jeg selv skriver i dag, tager det afsæt i noget helt random fra mit liv eller min hverdag. Det kan være noget, jeg oplever eller føler, som jeg formulerer i en sætning eller to, og som jeg noterer ned og senere skriver videre fra. Idéen til min seneste sang ’Obvious’ opstod til en fest, hvor jeg følte mig akavet. Jeg skrev følgende sætning ned på min telefon: ”Is it obvious, that I’m awkward?” Da jeg et par dage senere var i studiet, skrev jeg videre på den sætning og det tema, og ud af det opstod der en melodi.
Er der et særligt værk, der har hjulpet dig til at forstå, hvem du er – eller som har åbnet verden for dig?
Der er to album, der stikker ud. Teiturs ’Stay under the stars’ og Rihannas ’Anti’. Førstnævnte hørte jeg virkelig meget, da jeg var helt ung. Det lærte mig noget om min egen følsomhed og inspirerede mig i høj grad til at skrive selv. Jeg kunne se mig selv i hans måde at skrive på, og selv om jeg ikke har hørt pladen i mange år, kan jeg stadig huske hvert et ord. Nu, hvor jeg selv er musiker, kan jeg sagtens se, hvorfor jeg faldt for den plade, for der er en simpelthed og umiddelbarhed i hans måde at fortælle historier på. Små, sjove fortællinger om forskellige mennesker. Rihannas ’Anti’ hørte jeg nærmest hver dag i et år, da jeg var omkring 19 år. Det var for mig en ny måde at høre pop og hiphop blandet sammen på. Det er et mega attitudefyldt album, og jeg elskede det virkelig, for jeg følte mig så sej, når jeg hørte det. Det har helt klart lært mig noget om, hvordan jeg selv vil have attitude med i min musik. Jeg synes, det er virkelig fedt at kunne blande attitude med det meget følsomme.
Er der musik, der har haft betydning for dit valg af karriere?
Teitur, Lykke Li, Frank Ocean og Lana del Rey har især haft indflydelse på mig. Selv om de er meget forskellige, formår de alle at skabe drømmende universer, som man kan bruge i sit liv. Jeg har elsket at have nogle særlige album, jeg altid har kunnet vende tilbage til, når jeg har haft brug for en pause i min hverdag. Hvis jeg har følt mig stresset eller presset, har jeg kunnet tage musik i ørerne og så rigtigt lytte til en plade. Det er noget, man sjældent gør i dag, hvor man mest hører enkeltsange, men jeg bruger det stadig som en måde at slappe af på. Jeg har selv lige lavet min første plade, ’Casa Fantasia’, der udkommer nu, og jeg er meget spændt på, hvordan den kommer til at virke for andre. For selv om der er meget forskellige sange på, håber jeg, at man kan få den der særlige oplevelse af at forsvinde ind i albummet, sådan som jeg selv har musik i mit eget liv.
Hvilken musik har lært dig om en verden, du ikke kendte?
Jeg har rejst meget på Cuba, hvor de er vilde med reggaeton. Samtidig kan jeg virkelig godt lide den spanske sangerinde Rosalía, der også dyrker det reggaeton-pop-agtige. Selv om jeg ikke konkret har taget den genre med mig, har den åbnet mine øjne for en anden energi i musik. En glæde, en umiddelbarhed, en fest og sindssyge dansere. Det vil jeg gerne dyrke mere på et tidspunkt. Måske ikke selve genren, men den særlige energi, der ligger i den.
Hvilken musiker har gjort størst indtryk på dig i dit voksne liv?
Det kan skifte meget. Lige for tiden er det Rosalía og FKA Twigs, men også Rihanna og den danske sanger Goss. Men mest af alt må det være Frank Ocean. Selv om han er en kæmpestor superstjerne, laver han stadig musik, der er meget kompromisløst. Jeg synes, det er sindssygt inspirerende, at han ikke lader sig begrænse. Han er artist på sin helt egen måde, han leger med sit udtryk og har skabt et sådan meget mystisk og introvert kreativt univers.
Har du et godt råd til en helt ung musiker?
Man skal lave musik for sin egen skyld. Det allervigtigste er, at man selv synes, det er sindssygt fedt, det, man laver. Man bliver nødt til at elske det for også at have det fedt med at udgive det. Det er nemt hele tiden at sammenligne sig med andre, men man må forsøge at dyrke sin egen kreativitet og sin egen indre stemme. Jeg har selv lige været igennem en proces, hvor jeg har lavet et album og i den forbindelse arbejdet sammen med mange forskellige mennesker. Jeg har lavet rigtig meget musik, som jeg er endt med ikke at bruge, fordi jeg efterfølgende kunne mærke, at det ikke lige var det rigtige alligevel. Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke ender i en situation, hvor man føler, at man skal udgive noget, bare fordi man har arbejdet sammen med fede producere, der elsker det, der er kommet ud af det. For det betyder ikke, det er det rigtige for dig.
Hvad fortæller musik os om verden lige nu?
Jeg synes, det er tydeligt, at der er en søgen efter det ærlige – både hvad angår artisten, musikken og teksterne. Man bliver hele tiden bombarderet med ny musik, nye artister, ny mode, nyt alt muligt, og midt i det hele er der opstået et behov for at finde noget, der føles autentisk, noget med indhold i, som vi selv kan spejle os i. Vi er kort og godt trætte af pis. Der kommer mange store popstjerner frem, der synger om ensomhed og om at være stresset eller angst. Der er en ærlighed i musikken, som gør, at vi kan spejle os i hinandens følelser.
Hvilken musik har senest rørt dig?
Sidste år mistede det danske band Liss deres forsanger. For nylig har bandet udgivet to sange, hvor særligt den ene, ’Exist’, rørte mig helt vildt meget. Det er en ekstremt smuk sang, der bliver meget rørende på grund af omstændighederne, men det er i det hele taget en smuk sang, som jeg kan bruge i mit liv. For nylig fandt jeg også canadiske Daniel Caesars ’Please do not lean’, som jeg har hørt på repeat siden. Den har en rigtig fed tekst: ”Please do not lean on me, I’m unstable. You’re all you need, I’ve seen it, you’re able.” Det rammer mig. Det er ikke nødvendigvis altid i andre, man skal finde den hjælp, man har brug for. Måske har man den allerede i sig selv.
Alle mennesker vil gerne være en del af et fællesskab og føle, at de hører til. Men hele min barndom følte jeg mig udenfor og forkert. Jeg blev født som dreng, med navnet Christian, men allerede som helt lille identificerede jeg mig mere med det feminine end det maskuline.
På Lolland, hvor jeg voksede op i en familie, der var Jehovas Vidner, blev mine forældre kaldt til samtale på skolen, fordi jeg stak ud med mine interesser og min måde at være på. Men i lang tid mente de, at det feminine blot var en fase, som jeg ville vokse fra med tiden.
Men det skete ikke, tværtimod. Som teenager var jeg høj, ranglet, havde halvlangt hår og gik i det mest feminine og stramme tøj, jeg kunne få fat i. Min stemme gik ikke i overgang som de andre drenges, og når jeg mødte folk, som ikke kendte mig, troede de ofte, at jeg var en pige. De lidt ældre drenge kiggede efter mig og piftede ad mig i skolegården, men når de fandt ud af, at jeg var en dreng, begyndte de at råbe i stedet, og lærerne mente, at det var mig, der skabte problemerne ved at gå for udfordrende klædt.
Jeg følte, at jeg var fanget i den forkerte krop. At den ikke var min. Jeg følte mig snydt, fordi jeg ikke fik bryster som mine veninder, og når vi gik i svømmehallen, kunne jeg godt se, at jeg ikke så ud som dem. Men jeg lignede heller ikke drengene med mine tynde ben og arme og mine spinkle knogler, som gjorde, at jeg blev afvist til session i militæret, fordi de mente, at min krop ikke var udviklet nok.
“Jeg blev født som dreng, med navnet Christian, men allerede som helt lille identificerede jeg mig mere med det feminine end det maskuline.”
Kønsskifte var noget, man gjorde i Thailand. På Lolland var der ingen andre som mig. Det føltes som noget eksotisk, noget, man måske kunne finde i en prostitutionsannonce, men ikke som en reel mulighed. Jeg havde ingen at spejle mig i, og jeg blev mere og mere ensom til et punkt, hvor jeg begyndte at få selvmordstanker.
Da mine forældre ikke kunne ignorere situationen længere, kontaktede min mor en præst, som kom på besøg og talte med mig, fordi hun ikke selv kunne. Jehovas Vidner forsøgte også at gribe ind, men det hjalp ikke meget at få læst op af Biblen, at Gud havde skabt en mand og en kvinde.
Da jeg fyldte 20, flyttede jeg til København for at jagte drømmen om at blive skuespiller. Jeg følte mig som en bonderøv, der landede midt i en smeltedigel af en storby med en mangfoldighed, som både var spændende og skræmmende. Det var første gang, jeg fik mulighed for at udforske min seksualitet, for jeg havde hverken været sammen med drenge eller piger og havde brugt hele mit liv på at skjule mit sande jeg.
Jeg fik en kæreste, som var fra Latinamerika, men hjemme på Lolland præsenterede jeg ham som en ven. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle fortælle mine forældre sandheden, og i stedet endte de med at finde ud af det til min kusines bryllup foran hele min chokerede familie, da jeg mødte op med min kæreste i hånden. Først bagefter talte jeg med dem om det, men der gik lang tid, før de for alvor accepterede den, jeg er.
I løbet af 20’erne begyndte min krop at udvikle sig i en mere maskulin retning. Det gjorde mig ulykkelig og førte til flere angstanfald, så jeg besluttede mig for at begynde at tage hormoner. Jeg fik dem illegalt fra Thailand gennem nogle, jeg kendte, og jeg havde veninder, som skaffede p-piller til mig. Min krop ændrede sig løbende, og efterhånden som jeg nærmede mig slutningen af mine 20’ere, begyndte jeg for alvor at erkende, at jeg var transkønnet.
“Nogle af de mænd, der får foretaget kønsskifte, lægger sæd til side for stadig at kunne få børn, men hormonerne havde gjort, at jeg var blevet steril.”
Da jeg fik foretaget et juridisk kønsskifte, valgte jeg at skifte navn fra Christian til Sasha Louise – som helt lille, inden jeg kunne udtale mit eget navn, blev Christian bare til ”Sash”, så det blev mit kælenavn som barn. Jeg fik et nyt cpr-nummer, men det var kun det første skridt, for jeg ville også have foretaget en operation. Det foregik i Miami og ad to omgange, sammenlagt 14 timer. Nogle af de mænd, der får foretaget kønsskifte, lægger sæd til side for stadig at kunne få børn, men hormonerne havde gjort, at jeg var blevet steril. Det var en stor sorg at erkende, at jeg aldrig ville få børn. Da jeg ringede hjem og fortalte det til min far, sagde han: ”Jamen det er jo det, du altid har ønsket dig.” Jeg tror, det er den største støtte, jeg har fået af ham.
Da jeg efter operationen stillede op som Side 9-pige i Ekstra Bladet, fortalte jeg ikke, at jeg var transkønnet. Mine billeder kom op at hænge på værksteder og hos håndværkere, og først senere, da jeg begyndte at optræde offentligt og medvirke i realityprogrammer, gik det op for dem, hvem jeg i virkeligheden var. Nogle af de mænds børn, der selv er transkønnede, har efterfølgende kontaktet mig.
En af dem skrev: ”Min far er kæmpe fan af dig. Han plejede at være så vred på mig, fordi jeg var feminin, men efter at du sprang ud som transkønnet, har han accepteret mig.”
Sidste år udgav jeg også min selvbiografi ’Min kamp for at blive kvinde’. Jeg håber, at jeg kan bruge mit talerør til at bane vejen for andre, der skal følge i de fodspor, som jeg trådte helt for mig selv som barn og som ung. Jeg ved, at jeg ville have elsket at have haft nogen at se op til.
Jeg møder stadig mennesker, som siger, at jeg aldrig bliver en rigtig kvinde. Eller at jeg snyder den mand, jeg er sammen med, fordi jeg ikke kan føde hans børn. Jeg har oplevet, at en skrev, at når jeg dør, og man graver mig op om 100 år, vil man kunne se, at jeg er en mand.
Der er stadig mange fordomme forbundet med at være transkønnet, og det kan være hårdt at få smidt i hovedet, men jeg har lært ikke at bruge for meget energi på det. Jeg har lært, at jeg har en fandenivoldskhed, som gør, at jeg nok skal klare den uanset hvad. Cher sagde engang, at hvis der sprang en atombombe, ville der kun være kakerlakker og Cher tilbage.
Men jeg er sikker på, at det ville være kakerlakker, Cher og Sasha Louise.
Bløde ballerinaer kan man ikke få nok af. Og de her fra Hereu i det blødeste lammeskind står højt på ønskesedlen. De skal bruges med store strik og løse bukser til efteråret.
Kaffemaskinen kører lystigt derhjemme og at drikke en kop kaffe i en smuk kop er noget af det bedste, jeg ved. De flotte Japandi kopper fra Avra kan både bruges til kaffen og til snacks.
Jeg er vild med Vielle! Anna Engstrøm laver de smukkeste, tidsløse styles - og de måtte alle gerne hænge hjemme hos mig. Jeg ved, at lige pludselig, så er efteråret over os, og jeg søger mod bløde og varme strik. Og den her fine turtleneck må jeg eje!
Jeg læste ‘Den Lille Prins’ for mange år siden, og jeg elskede den finurlige filosofi, fantasi og illustrationer. Nu vil jeg finde den frem igen og læse med min søn.
Vi har en dreng på 1,5 og det er ikke altid nemt at gå ud. Tit så gør jeg noget andet, da det kan være en smule stressende. Derfor er jeg er vild med den nyåbnede Bette Cafe på Nørrebro. Det er en familie- og børnevenlig cafe, hvor der er det smukkeste legerum! Alt imens min søn kan hygge og lege, så kan jeg faktisk nå at nyde min kaffe og en dejlig bolle.
Jeg står i den lykkelig situation, at min kæreste og jeg skal giftes. Og når vi siger ja til hinanden, så må det gerne være denne smukke ring, der sidder på min finger. Sophie Bille Brahe forstår at skabe smykker med et moderne twist, der samtidig er tidløse.
Vi er gode til at pleje os selv fra top til tå, og du har måske også hørt om det opsving, skønhedsmærkerne oplevede under lockdown. Så apropos corona flytter vi nu fokus til det, der gemte sig under mundbindet – nemlig tænderne.
For tænder trender. Flere store udenlandske magasiner har netop sat fokus på dem og med god grund. Til svenske Damernas Värld udtaler professor og overlæge i parodontologi Björn Klinge, at forskning viser, at infektion og betændelse i munden har en sammenhæng med bl.a. diabetes, hjerte-kar-sygdomme, gigtsygdomme og demensudvikling.
Derudover er der også et socialt aspekt i det. Ifølge Björn Klinge viser forskning nemlig desuden, at vi behandler mennesker med dårlige tænder meget dårligere. Der er altså mere end almindelig god grund til også at prioritere tænderne i morgen- og aftenrutinen på badeværelset. Vi bad to eksperter forklare, hvad god mundhygiejne helt præcis indebærer, hvordan du får hvidere tænder, og hvorfor det kan være værd at overveje, om du skal have rettet dine tænder.
Fordi alles emalje bliver tyndere med alderen grundet slid fra mad, drikke og rygning, vil tænderne naturligt også blive mere gule. Dårlig mundhygiejne – når maden, vi spiser, sidder længe nok på tænderne til, at bakterierne spiser af dem og danner syre, som så laver huller – er også en væsentlig faktor.
”At ryge er det værste, du kan gøre – det skyldes selve tobakken – ikke nikotinen, samt kaffe, te og rødvin,” forklarer forkvinde i Tandlægeforeningen og klinikejer, Susanne Kleist.
Sodavand er ikke bevist med til at misfarve tænderne: ”Teorien er, at syreholdig sodavand simpelthen ætser farvestofferne væk og dermed ikke misfarver,” siger hun, ligesom hun maner myterne om lakrids og karry som værende misfarvende i jorden.
Tandbørstning to gange dagligt i to minutter og daglig rensning imellem tænderne, f.eks. med tandtråd, er det bedste, du kan gøre. Det holder ikke kun tænderne hvidere og fri for karies. Det forebygger også parodontitis, altså tandkødsbetændelse. Mundskyl kan du springe over, for der er ikke videnskabeligt bevis for, at det påvirker misfarvninger. Men hvad så med tandblegning?
”At ryge er det værste, du kan gøre – det skyldes selve tobakken – ikke nikotinen, samt kaffe, te og rødvin”
”Køb det kun hos din tandlæge, og læn dig op ad Miljøstyrelsens seneste test af 25 forskellige blegemidler. Halvdelen af produkterne kunne medføre skader på tænderne, imens en stor del af dem ingen blegende effekt havde. Det blegemiddel, du kan få hos tandlægen, er EU-godkendt, og du kan enten få det med hjem i nogle skinner, der matcher dine egne tænder, eller du kan få behandlingen på klinikken,” siger Susanne Kleist.
Hun fortæller desuden, at porcelænsfacader kan være fint for dig, der har fyldninger eller har knækket flere tænder, men taler vi rent kosmetisk, vil det være en voldsom behandling, fordi man borer direkte ind i tændernes emalje. Det, du selv kan gøre, er at prioritere en jævnlig tandrensning hos tandlægen, for det fjerner bakterier og tandsten, som også bliver misfarvet.
Derudover kan du bruge tandpasta med flourid, der styrker emaljen og sætter sig der, hvor syren har lavet skader, og gør dermed tanden stærkere.
Kigger vi på det helt lige tandsæt, kan man først og fremmest spørge sig selv, om det lidt skæve af slagsen, der ikke er perfekt og symmetrisk, ikke bare er charmerende og med til at give os det så efterstræbte unikke udtryk.
Hertil svarer Søren Sehested, der er tandlæge hos Tandlægerne ved Storkespringvandet og Bettersmile, at, jo, det er charmerede, og derfor foreslår han som udgangspunkt heller ikke sine patienter en omfattende tandretning, når de alligevel er forbi til det årlige tandtjek. Det handler om, hvad patienten selv synes. Men han fortæller også, at det ikke kun er af kosmetiske årsager, det kan være en god ide at få tænderne rettet: ”Et tandsæt, der sidder helt perfekt, er meget nemmere at holde rent. Når du bider i noget, sætter der sig ikke så mange madrester fast.”
“Teorien er, at syreholdig sodavand simpelthen ætser farvestofferne væk og dermed ikke misfarver”
Desuden fastslår han, at tandlæger foretrækker at udføre tandreguleringer frem for at lave facader på tænderne (hvis ellers tænderne er intakte og har en pæn farve): ”Hvis du har tænder, der sidder skævt, og der bliver lavet facader på, sliber du jo på en naturlig tand for at få plads til facaden. Og den behandling er irreversibel.”
1980’erne er et årti, vi ser tilbage på med lige dele glæde og foragt. For på den ene side kopierer vi gerne de store powersuits med brede skuldre, jeans med lige ben og høj talje og den behagelige athleisure-stil.
På den anden side er tanken om at skulle trække i pangfarvede aerobics-dragter i skrigende syntetisk lycra med dertilhørende trusser-over-leggings, pandebånd og benvarmere noget, der kan få koldsveden til at pible.
Men hvorom alting er, så lader det til, at vi godt kan indstille os til at se mere til én af de førnævnte panik-fremkaldende accessoires. I hvert fald hvis vi gerne vil gå klædt som Bella Hadid, Julia Fox og Emili Sindlev.
De tre kvinder er nemlig alle – inden for de sidste få uger – spottet i den samme accessory: Benvarmere.
Danske Emili Sindlev åbnede benvarmerballet under den netop afsluttede modeuge i København, hvor hun havde parret sin grønne Louis Vuitton varsity-jakke og et plisseret miniskirt fra Miu Miu med benvarmere (og pumps) fra Prada.
Foto: Mega
Siden da har den notoriske modeprovokatør Julia Fox vist sig i overdimensionerede benvarmere i denim, mens Bella Hadid valgte at bruge kridhvide benvarmere til en lille sommerkjole.
Foto: Ritzau/Scanpix
Foto: Ritzau/Scanpix
Vi mangler dog fortsat at se den endelige evidens på, at benvarmerne er tilbage for fyld styrke på designernes catwalks. Indtil videre er der – ud over Pradas accessory-eksempel – kun spottet benvarmere i to kollektioner, nemlig hos Dsquared2 og Rick Owens i deres respektive SS22-kollektioner.
Foto: Mega
Rick Owens SS22
Men dermed ikke sagt, at du ikke godt kan begynde at finde sine lune, strikkede benklæder frem. Vi er jo på vej mod koldere tider, og om ikke andet, så varmer de i det mindste.
Hvilket kunstværk kan du huske som det allerførste, der rørte dig?
Jeg er vokset op i provinsen og havde aldrig været på museum, før jeg startede i gymnasiet. Dog så jeg én udstilling på Præstø bibliotek, da jeg gik i folkeskolen, og det ramte mig dybt. Det må have været i slutningen af 1980’erne, og den bestod af de smukkeste håndsyede tæpper, der hver især handlede om og var syet til en person, der var død af AIDS. På det tidspunkt var alle rædselsslagne for virussen, men tæpperne fik det abstrakte ved angsten til at blive helt konkret og ekstremt rørende.
Det var først, da jeg kom i 3.G på Sankt Annæ Gymnasium og var på studietur til London, at jeg var på museum for første gang. Det var på National Gallery, og her så jeg William Hogarths satiriske og ret rå grafik om overklassens dekadence, hvor alle har syfilispletter. Her faldt jeg også i svime over Turners enorme og meget smukke malerier af skibe på havet, hvor lyset ligesom strømmede ud fra bagsiden af lærredet. Det var en nærmest sjælsudvidende oplevelse for mig, som jeg aldrig glemmer.
De store oplevelser, jeg havde med både litteratur og kunst, da jeg gik i gymnasiet, gjorde, at jeg valgte at læse litteraturvidenskab med kunsthistorie som tilvalgsfag. Det blev min skæbne.
Foto: Kavian Borhani
Er der en særlig kunstner, der har hjulpet dig til at forstå, hvem du er – eller som har åbnet verden for dig?
Uden musikken, litteraturen og kunsten ville jeg ikke være den, jeg er. Kunst er identitetsskabende. Både når man kan spejle nogle af de erfaringer, man selv har gjort sig, men særligt når noget bliver vakt i én, som indtil da har været fremmed og ukendt. Derfor er æstetikken også dybt politisk, for igennem kunsten kan bevidstheden om andres liv og smerte udvikle sig. Af konkrete og aktuelle oplevelser var det Francis Alÿs værk for den Belgiske Pavillon i Venedig, der gjorde et dybt indtryk. En masse videooptagelser af børn, der legede, blev vist på skærme i forskellige størrelser, og de var tydeligvis optaget under pandemien, for de fleste børn bar mundbind, selv om de rendte og legede udenfor. De optagelser af uskyldige og mange af dem også fattige børn, der trods mundbind alligevel fandt glæde i legen, ramte mig lige i hjertekulen.
Om Maria Kjær Themsen
Maria Kjær Themsen er kunstredaktør på Information og forfatter til bogen ’Berørt – om dansk kunst i det nye årtusinde’. Hun er også kurator. Hendes kommende udstilling, ’Kunstø 2022’ på Samsø i juli måned kredser om havets mytologi, længsel, sorg og økokritiske perspektiver på den danske selvfremstilling som ’særlig grøn’. Kunstnere som Esben Weile Kjær, Lea Porsager og Rasmus Myrup deltager.
Hvilken kunstner har lært dig mest om en verden, du ikke kendte?
Det var gennem den samiske kunstner Britta Marakatt-Labbas vævede værker, som jeg så på documenta 14 i Athen i 2017, at jeg første gang for alvor blev opmærksom på den kolonialisering af det samiske landområde, som er fundet sted i Norden. Gennem ret enkle broderier, hvor det meste af fladen er hvidt og bar, udtrykker Labba en erfaring om et landskab og et folk, der har været ladt ude af både historien og kunsten. Der er dog efterhånden ved at ske et skifte, hvor oprindelige folks kunst også bliver inddraget på de store udstillinger, og hvor historien om den vold, de ofte har været udsat for, ikke længere kan holdes skjult.
Hvilket værk har gjort størst indtryk på dig i dit voksne liv?
Én af de helt store, skelsættende oplevelser, jeg har haft, var, da jeg oplevede engelske Mike Nelsons fuldstændig overrumplende og enorme installation på det nedlagte Old Essex Market i New York i 2007. Installationen blev kaldt ’A Psychic Vacuum’, og det var vitterlig en form for psykisk vakuum-oplevelse på den måde at blive overmandet af kunsten, som her ikke var dekorative objekter, der hang sirligt på en væg, men ikke kunne skelnes fra den virkelighed, der omgav én i de mange gamle rum. Store stabler af gammel opvask i det første rum satte scenen, og en helt enorm stor bunke sand i det sidste rum afsluttede oplevelsen. For mig var det første gang, jeg oplevede en såkaldt ’immersiv’ udstilling i så stor en skala.
Det var vitterlig en form for psykisk vakuum-oplevelse på den måde at blive overmandet af kunsten
Har du et godt råd til en ung kunstner?
Jeg tror bare, jeg takker vedkommende for at ville bruge sit liv og virke på at skabe noget, der er så lidt rentabelt, men så vigtig en dimension af vores samfund.
Hvad fortæller samtidskunsten os om verden lige nu?
Jeg har lige været på Venedigbiennalen, hvor jeg igen oplevede, at det egentlig bedst er gennem kunsten, at jeg for alvor forstår de konflikter, krige og kriser, verden er præget af lige nu.
Hvem er verdens mest oversete kunstner?
Alle, der ikke er hvide mænd.
Er der en kunstner, du drømmer om at se en udstilling med i Danmark i år?
Ja! En stor udstilling med den tyske konceptkunstner Eva Hesse, der døde i en alt for ung alder, men som alligevel formåede at revolutionere skulptur- og installationskunsten.
Jeg ville også elske at se en hel udstilling med den tjekkiske surrealist Toyen, som jeg er helt betaget af. Til efteråret kommer der en stor udstilling med Leonora Carrington på Arken, som også er en drøm, der går i opfyldelse. Af nulevende kunstnere gad jeg godt se en solo med nigeriansk-amerikanske Precious Okoyomon. De bruger både mudder, lort, sommerfugle, såkaldte invasive arter og andet natur, der i smukke installationer kobles til den amerikanske slavehandel. Deres smukke og dybt politiske værk på Venedigbiennalen var så overlegen.
Hvad er det bedste, der er sket i dansk samtidskunst de seneste år?
At der findes en virkelig talentfuld skare af unge kunstnere, der trods udsigt til fattigdom og fordømmelse alligevel vælger at bruge deres liv på at skabe kunst. Sikke et sjæleligt forarmet samfund vi ville være uden billedkunstens fortsatte udfordring af vores mest bekvemme forestillinger om verden.
Hvilken kunstner har du senest købt et værk af?
Her i foråret købte jeg et meget smukt værk af Lea Porsager. Det er et stykke af en vindmøllevinge, som er blevet skåret sådan, at man kan se det indre af vingen. Når en sådan vindmøllevinge skæres i skiver, har den en skøn vulvaform, der gør det, man normalt kun ser på afstand og i bevægelse, sært genkendelig og kropslig.
