Kultur

Skuespiller Ellaha Lack: Her er de film, skuespillere og værker, der har formet mig

- 23/08/2022

For Ellaha Lack vil en af dansk filmkunsts mest kontroversielle film være en evig klassiker, mens hendes eget, største værk har lært hende allermest om sig selv. Mød hende her, og hør mere om de film, instruktører, skuespillere og værker, der har præget hende mest.

Hvilken film kan du huske som den første, der rørte dig?
“Den kurdiske instruktør Bahman Ghobadis film ’Berusede hestes tid’, som udspiller sig i et barskt bjerglandskab i iransk Kurdistan. Den handler om miserable skæbner – fire forældreløse søskende, den mindste dreng er handicappet og har brug for en kostbar operation. De andre børn gør alt for at tjene penge nok til at redde deres bror – en søster bliver giftet bort af deres onkel, storebroren tager på ikke ufarlige smuglertogter over grænsen til Irak på heste, der får alkohol i vandet for at klare turen og kulden. Jeg så den sammen med mine forældre, hjemme hos deres venner i Lemvig. Der sad vi en lille gruppe mennesker, alle med kurdisk baggrund, rundt om fjernsynet. Jeg har nok været 10 år, og den film rørte mig så dybt.”

Er der et særligt værk, der har hjulpet dig til at forstå, hvem du er – eller som har åbnet verden for dig?
“Jeg får lyst til at sige mit eget værk, altså min egen søn, med fare for at lyde højstemt. Men det at få et barn har lært mig så meget om mig selv, om andre mennesker og livet. Alt er blevet sat i perspektiv. Jeg har brugt så mange år på at gå op i, hvad andre tænker om mig. Jeg har hoppet og danset og vandet alt for mange bekendtskaber, der ikke var holdbare i længden. I dag har jeg rettet energien mod ham, mine nærmeste og det, der har ægte betydning i min tilværelse. Moderskabet er spændende, til tider også søvnløst, og det har lært mig at sætte grænser over for mig selv og andre. Wauw. Tak, siger jeg bare.”

Om Ellaha Lack

Ellaha Lack er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2019. Året efter blev hun en del af Mungo Parks ensemble og er i dag ansat på Det Kongelige Teater.

Er der en oplevelse, der har haft betydning for dit valg af uddannelse?
“Ja! Som 22-årig tog jeg på Rødkilde Teaterhøjskole, og det var definerende for mig. De to forstandere, Johanne de fine Licht og Bjarne Sloth Thorup så, hvad jeg er i stand til som skuespiller og menneske. Det var på én gang trygt og udviklende. Her var plads til at lette sit hjerte, hvilket ikke bare udvikler én som menneske – men også som skuespiller. Da jeg søgte ind på teaterskolen og kom videre til de sidste prøver, var det Johanne, jeg ringede til, og hun sad klar til at gribe og skubbe mig frem. Hun lærte mig, at det er helt okay at være usikker og sårbar, at det er ikke en svaghed. Hun fokuserede også på et ’vi’ og ikke et ’jeg’. Det er fællesskabet, som bærer det gode skuespil frem. Det er vigtigt at huske på i en verden, der er så individualistisk.”

Hvilken instruktør har gjort størst indtryk på dig i dit voksne liv?
“Der er mange. Anja Behrens er en af dem. Hun instruerede min praktikforestilling, ’Selvmordets anatomi’, på Republique, og det var en vild oplevelse. Anja er en eminent og modig personinstruktør. Sandra Yi Sencindiver skaber med sit eget teaterkompagni danskdansk vigtige fortællinger om minoriteter i Danmark. Hun har lært mig meget om ’sisterhood’, om styrken i at fremhæve hinanden, og den værdi har jeg taget med mig. Jeg har også været så heldig at medvirke i Anette K. Olesens kommende film, der har premiere til september. Hun er så jordnær og dybdegående, at det kan blæse mig helt omkuld. Og så laver hun virkelig gode film.”

Du er blevet ansat på Det Kongelige Teater denne sæson. Hvad ser du frem til der?
“Det hele! Jeg er meget stolt og glad. Vi er netop gået i gang med prøverne på forestillingen ’Fodbold, fodbold, fodbold’ med Nicolai Faber som instruktør. Den handler ikke kun om glæden ved spillet, men er en kakofoni, der også omhandler politik og økonomi. Jeg har selv spillet fodbold i otte år i Skive, hvor jeg voksede op – og det bliver ’circle of life’, når vi tager på Danmarksturné med forestillingen. Jeg glæder mig i den grad til at stå på scenen, netop i Skive.”

Foto: Kavian Borhani

“Forestillingen ’Hex’, der handler om 1700-tallets hekseafbrændinger er skrevet af Olga Ravn og med musik af Jeanett Albeck, som også medvirker. Liv Helm instruerer, og jeg siger bare: ”Det bliver så vild en performance.” Jeg er så heldig at få lov til at være med til at dykke ned i universet. Jeg medvirker også i ’Amadeus’, og jeg ser frem til det hele. Der er kød på alle rollerne.”

Det er ikke uden grund, at diktaturer som det første slår ned på kunsten.

Har du et godt råd til en ung skuespiller?
“Ja! Det kan lyde pisseirriterende, men jeg mener det … Hvis du gerne vil være skuespiller for at blive kendt og have en masse følgere på Instagram, så drop det. Det vil gøre dig ulykkelig og tom. Du skal mærke efter, hvorfor du gerne vil det. Der skal være en dybere mening, for det er en benhård branche.”

Kan film og teater fortælle os noget om verden her og nu?
“Det skal de. Og det gør de. Det er ikke uden grund, at diktaturer som det første slår ned på kunsten. For det er her, der bliver råbt op, når der for alvor er noget på spil. Det er her, magtkritikken kan manifestere sig.”

Hvem er verdens mest oversete skuespiller?
“Problemet er jo netop, at vi ikke ved, hvem de er. Men der er skuespillere, som jeg gerne vil se meget mere til på film og teater – ikke fordi de er oversete, men fordi de er så dygtige. En af dem er Özlem Saglanmak, som medvirker i den seneste sæson af ’Borgen’. Hun har så mange toner i sit spil.”

Hvilken film har senest rørt dig mest?
’Dronningen’ med Trine Dyrholm er en film, der vil sidde i mig resten af livet. Det er en græsk tragedie i en nutidig film; psykologien, skuespillet, instruktionen … for mig vil ’Dronningen’ for altid bestå som en klassiker i dansk film. Det filmmanuskript er så godt skrevet!”

Er der en rolle, du drømmer om at spille?
“Ja, en antiheltinde som Trine Dyrholm i ’Dronningen’. Og det skal nok ske. Det tror jeg på.”

Læs ogå

Geeti Amiri: “Jeg håber, at bogen når bredt ud, især hos Änglamark-familierne, hvis børn er skånet for at se bagsiden af Danmark”