Hvis der er én familie i Hollywood, vi ikke kan få nok af, er det Blake Lively og Ryan Reynolds.
Ikke nok med, at de udadtil lader til at være det ultimative par, der i øvrigt ofte gør kærligt grin med hinanden på sociale medier, så er de også leveringsdygtige i ægte gode øjeblikke, når de optræder sammen på den røde løber (det gør de heldigvis ofte) – fx da Ryan Reynolds betaget stod og klappede ad sin kone, da hun under det seneste Met Gala foretog et kjoleskift midt på den røde løber.
Men også deres familie, der snart bliver udvidet med et ekstra lille medlem, synes at være indbegrebet af kaotisk idyl, som ikke er til at tage fejl af, hvis man følger parret på Instagram.
Her er de tre døtre James på 7 år, Inez på 5 og 2-årige Betty en livlig affære, som vi også har set i action på den røde løber (kun de to ældste), da Reynolds fik sin stjerne på Hollywood Boulevard.
Foto: Ritzau/Scanpix
Og nu får familien altså fornøjelsen af endnu et barn til flokken.
Men inden det sker, dvæler vi for en stund lidt ved Blake Livelys graviditetsstil.
Siden sine ‘Gossip Girl’-dage (2007-2012) har skuespilleren været et stilikon og udmærker sig ved aldrig at have haft en stylist.
Nope, it’s all her, hvilket er lidt af en sjældenhed i Hollywood-regi.
Og kreativiteten stopper ikke, blot fordi hun bærer på en baby. Gennem årene og de nu fire gange, hun har været gravid, har vi set hende i alt fra stramme kjoler, der viser bulen frem, til glimtende minikjoler og lange gallakjoler.
Skuespilleren har sågar brugt den røde løber til at annoncere sin graviditet gennem sit kjolevalg.
I galleriet nedenfor har vi samlet Blake Livelys bedste graviditetslooks fra 2014 til i dag.
Der findes det klassiske ‘dagen derpå’-outfit – og så findes der ’dagen derpå – celeb edit’, som er en langt mere planlagt og chik fortolkning af det look, der ellers kun hører dagen efter en bytur til.
Vi har set de mere chikke udgaver utallige gange på film og TV, hvor særligt Carrie Bradshaw har været leveringsdygtig i flere looks, som vi kun kan drømme om at have evnerne til spontant at smide sammen på en dag, hvor overskuddet måske ikke er det største, og tømmermændene trænger sig på.
Foto: Sex and the City, HBO
Men det er nu ikke dette look fra ‘Sex and the City’, Bella Hadid for nyligt har overrasket med at fortolke.
Det look, hun netop har vist sig i, er langt mere forbløffende og hører i allerhøjeste grad til førnævnte ’celeb edit’.
Under modeugen i New York blev Bella Hadid spottet i et afslappet øjeblik, hvor hun, foruden at vise et par nye, cool Ugg-støvler frem, også viste, at hun hører til den kategori af stjerner, der kan tage stort set hvad som helst på og stadig få det til at fange vores opmærksomhed.
Hadid havde nemlig iført sig bomber-jakke, Lego-t-shirt, underbukser, der ville gøre Frank Hvam misundelig, tennissokker og Ugg-støvler.
Foto: Getty
Et outfit, vi simpelthen ikke kan lade være med at stirre på, fordi der sker så meget (og så lidt) i ét look.
Og det er særligt underbukserne (lad os nu bare kalde dem for det, de er), vi hæfter os ved.
Sidste gang vi rigtigt så dem var (også) i en scene i ‘Sex and the City’, hvor Carrie har Aidans underbukser på, mens de børster tænder.
Foto: Sex and the City, HBO
Men dengang, i 2001, blev underbuksetrenden, hvis man altså kan kalde den det, på vores TV-skærme og på det fiktive badeværelse.
Men nu, hvor Bella Hadid har iført sig selv samme underbukser på åben gade, we couldn’t help but wonder…
Skal det nu være moderne?
Baner Bella vejen for, at vi frit kan spankulere omkring på gader og stræde rudelukkende iført undertøj?
Vi er spændte på at se, om det er en tendens, der bliver populær, eller om underbukserne blot er en engangsaffære for Bella Hadid.
Der kan ske meget, når et modehus får ny chefdesigner.
Vi har set det hos Gucci, hvor Alessandro Michele tog brandet tilbage til sin pangfarvede minimalisme, og hos Celine, hvor Hedi Slimane udslettede alle spor af sin forgænger Phoebe Philos blide æstetik.
Og vi har set det hos Bottega Veneta, hvor det lettere glemte, støvede fletlædervarehus pludselig blev det hotteste brand på modescenen, efter den britiske designer Daniel Lee trådte til og gav brandet en tiltrængt overhaling med sin karakteristiske sensuelle, poppede minimalisme.
Vi bliver lidt ved Daniel Lee, som i 2021 takkede af fra Bottega Veneta.
Siden da har bevågenheden for, hvor den diskrete, men uendeligt visionære, modemand nu skulle kaste sin kreative glans været stor.
Og nu er spændingen endelig forbi.
Det er nemlig netop blevet offentliggjort, at Daniel Lee er blevet udnævnt Chief Creative Officer for Burberry og vil præsentere sin første kollektion for brandet under modeugen i London i februar 2023, hvilket betyder at hans første designs med stor sandsynlighed lander i butikkerne i efteråret 2013.
Daniel Lee overtager stafetten hos Burberry fra Ricardo Tisci, der har været hos det hæderkronede engelske modehus siden 2018.
Ansættelsen af Lee kommer, ifølge modenyhedsmediet Business of Fashion, som led i en større plan om at accelerere Burberrys eksklusive linje – og hvem er bedre til at skabe fart over feltet end Lee?
Foto: Mega
Daniel Lees genfortolkede 'Jodie Bag' på streetstyle i Milano
Lee er manden bag #newbottega, altså maxi-flet, men også de moderne taskeikoner ’The Pouch’, ’Casette Bag’ og ’The Jodie Bag’ for ej at forglemme skoene ’Log Boots’, ’Lido Sandals’ og ’Puddle Boots.
Og så er han hjernen bag Bottega Green – altså den syregrønne farve, der strømmede over modeland i hele 2021 og som pakkede alt fra Bottega – fra kampagner, til butikker til skotøjsæsker og førnævnte Puddle Boots – ind i den kraftige græsgrønne nuance.
Derfor bliver det spændende at se, hvad Daniel Lee kan finde på, når han har en arv med tartan-tern, trenchcoats og halstørklæder i uld i at lege med.
Vi venter i hvert fald i spænding på #newburberry.
Model Irina Shayk er bedst kendt for at vise masser af mavemuskler på den nu hedengangne Victoria’s Secret catwalk, hvor hun bar de attråværdige englevinger side om side med modelkollegaerne Jasmine Tookes, Emily Ratajkowski, Elsa Hosk og Josephine Skriver.
Og privat har den russiskfødte model heller aldrig været bleg for at vise rigeligt hud, når hun er blevet spottet på gaden iført lavtaljede jeans og stramme korsagetoppe eller oversized skjorter med små cykelshorts under – eller på den røde løber i altid elegante og mere eller mindre underspillet sexede kjoler.
Men under modeugen i Milano, hvorunder SS23-kollektionerne blev vist, ankom modellen som VIP til Giorgio Armani-showet i et look, der var mere stringent end det, vi førhen har set fra modellen.
Bevares, hun har altid været til falds for de mere klassiske elementer og holder sig ofte inden for en overvejende sort garderobepalette, men hende nye look var trods alt mere bemærkelsesværdigt end hidtil.
Shayk havde nemlig trukket i et helt klassisk powersuit, komplet med tilknappet skjorte, slips og flade loafers.
Et look, der osede gennemslagskraft, og som for alvor skilte Irina Shayk ud fra de gængse modeugegæster, som ofte vælger mere outrerede outfits til ære for streetstyle-fotografernes lange linser.
Foto: Ritzau/Scanpix
Valget af det klassiske suit var dog et ganske passende antræk til Armani-showet, idet Giorgio Armani netop er kendt for den helt klassiske, no-bullshit skrædderkunst.
Man kan også tolke valget af suitet som et nik til de tidløse items, der aldrig går af mode, hvilket jo kun er klædeligt under en modeuge, hvor alt handler om nye trends, nye farver, nye snit og nyt, nyt, nyt.
Foto: Ritzau/Scanpix
Og så er modehistoriereferencerne ikke til at tage fejl af, da looket emmer af samme udtryk som Yves Saint Laurents ikoniske ‘Le Smoking’ fra 1966, som skabte både polemik og masser af positive bevægelser i kvindemoden, som den så ud for knap 50 år siden, og som stilikoner som Diane Keaton siden da har været med til at nagelfæste.
Med andre ord: vi er vilde med Irina Shayks powersuit – og power statement.
Det er selvfølgelig ingen undtagelse for oktober, hvor du kan glæde dig til et nummer fyldt med modige stemmer, personlige fortællinger og ikke mindst det bedste af efterårets mode.
Forsiden af oktobers ELLE prydes af den danske topmodel Chili Dia, som du med et stort interview kan komme helt tæt på. For selvom Chili altid har vidst, hun ville lave noget kreativt, var det aldrig jobbet som model, hun havde haft i tankerne. Alligevel er hun endt i det spor med stor succes.
Mød også debattør Anne Kirstine Cramon og tre andre debattører, der på hver sin måde sætter dagsordenen. For selvom det kan være ubarmhjertigt at blande sig i den offentlige debat med blandt andet kvindehadske tilråb, racistiske bemærkninger og sågar dødstrusler, er kampen for at gøre en forskel så vigtig, at de ikke kan lade være.
Foto: Frederik Lentz Andersen
Oktobers forside med model Chili Dia.
Desuden kan du læse Kathrine Diez’ kommentar på World Economics Forums ligestillingsrapport, hvis resultat viser, at der ikke er sket meget i Danmark, siden kvinder fik stemmeret for over 100 år siden.
Kom også med hjem til To The Moon, Honey-medstifter Bea Fagerholt, læs hvor arkitekt og designer Caroline Sillesen finder sin største inspiration og blev som altid guidet gennem det allebedste af sæsonens nyheder inden for både mode, kultur, design og skønhed.
Du kan sikkert genkende situationen: en drøm om hår med volumen, der bliver fældet af cykelhjelm og fugtigt vejr.
Efterår rimer ikke ligefrem på gode hårdage … og så alligevel.
Spørger man Cim Mahony, indehaver af salonen Studio Cim Mahony og verdensanerkendt frisør, er der flere genveje til højt hår, der holder.
”Helt teknisk sidder der nogle små kemiske bindinger i håret kaldet svovlbroer. Når håret er tørt, holder de sammen og skaber formen på håret. Når håret er vådt, bliver de brudt, og du har så mulighed for at ændre på formen” forklarer Cim Mahony og fortsætter:
”Det gør du ved at føntørre håret helt inde ved hovedbunden. Gerne med hjælp fra en rundbørste. Når håret er helt varmet op, er svovlbroerne ikke fuldstændig på plads. Det kommer de, når håret er tørt og koldt, så afslut din føntørring med kold luft. Nu er hårets nye form forseglet.”
Når så håret er på plads, tipper Cim Mahony om at finde noget så lavpraktisk som en badehætte frem:
”For at undgå, at vind, vejr og cykeltur ødelægger hårets volumen, kan du gøre det, som mange af mine kunder gør: tag en engangsbadehætte på under cykelhjelmen. Det gør, at fugten ikke trænger igennem på samme måde. Hvis ikke du har cykelhjelm på, kan du skærme håret med et silketørklæde. Silken er temperaturregulerende og suger ikke fugt til sig,” afslutter han.
Du kender det sikkert. Ubehaget ved at tjekke bankkontoen efter en periode med lidt for meget forbrug og lidt for længe til næste lønudbetaling. Netop dén følelse oplever du sikkert lige nu, bare med den forskel, at pengene går til de faste udgifter, der hele tiden bliver dyrere. Vi snakker både om rekordhøje elpriser, forudsigelser om en kold vinter og stigende renter.
Den økonomiske situation og usikkerheden om fremtiden kan være svær at forholde sig til. For hvordan kan man nogensinde opnå et sundt økonomisk fundament, når en tur i supermarkedet bliver dyrere og dyrere?
Vi befinder os i en tid, hvor inflationen er høj, og når det sker, bliver vores penge mindre værd. Situationen rammer nogle hårdere end andre, men fælles for alle er, at livet lige nu bliver dyrere og dyrere at leve. Men selvom økonomien er uforudsigelig, er det aldrig en god strategi at gå i panik. Tværtimod bør du holde hovedet koldt og tage fat, hvor du selv kan gøre noget – nemlig i dit eget forbrug.
Ida Moesby er forbrugerøkonom hos Nordea, og ifølge hende er særligt én ting vigtig at huske på, når man gennemgår sit budget.
”Nogle har både benzinbil og gasfyr og mærker meget til krisen, mens andre har fjernvarme og slipper billigere. Men uanset hvordan din situation er, handler det fornuftige forbrug om prioriteringer,” forklarer hun:
”Det kan være helt fint at købe dyr naturvin eller take-away kaffe; det skal bare være et aktivt valg. Hvis du kun bruger penge på det, du virkelig vil have, har du et godt udgangspunkt.”
Der er ingen tvivl om, at vi befinder os i en svær økonomisk tid, men ifølge Ida Moesby kan du med simple huskeregler sikre dig, at dine udgifter ikke løber mere løbsk end højest nødvendigt. Herunder giver hun sine bedste råd til at spotte det unødvendige forbrug.
Ida Moesby råder til at investere i en opsparing og kvalitetsvarer til fordel for impulskøb og fast fashion. Læs med herunder, hvor hun uddyber.
Få et overblik
Dan dig et overblik over din økonomi. Hvad kommer ind hver måned, og hvor meget bruger du på faste udgifter? Friheden ligger faktisk i kontrollen, hvilket kan lyde lidt arbitrært, men for at vide, hvor du kan spare penge, er overblikket vigtigt. Læg eventuelt et budget, som får sat tingene i system. Er du i tvivl om, hvordan du skal få overblik over økonomien, kan du få en masse tips og tricks i Nordeas guide til at få styr på økonomien.
Billigst er ikke altid bedst
Det er generelt en god idé at overveje køb, særligt hvis det er løbende udgifter. Det kan godt være, at streamingtjenesten kun koster 100 kr. om måneden, men på et år er det 1200 kr. Det er mange penge, særligt hvis du har fem-seks af slagsen.
Tænk desuden over at købe mere kvalitet, så du ikke hele tiden skal have nye ting, fordi trøjen nulrer, eller regnjakken er hullet. Hvis du går efter at købe mindre, der til gengæld er bedre, og hvis du rydder ud i alle de små og unødvendige impulskøb, sparer du i længden rigtig mange penge.
Spar op, og invester
Det er en god idé at have en økonomisk buffer til uforudsete udgifter. Vi går en vinter i møde, som kan blive rigtig dyr, og derfor kan det give ro i maven, hvis du har nogle penge stående kontant til den stigende varmeregning.
Der er overordnet set to former for opsparing: Den økonomiske buffer og den langsigtede opsparing. Den økonomiske buffer er penge, du har stående kontant til uforudsete udgifter, og den langsigtede opsparing er til alt det, du drømmer om.
Hvis du allerede har styr på din økonomiske buffer, og du derudover har penge stående kontant, som først skal bruges om tre år eller senere, anbefales det, at du investerer dem. Når inflationen er høj, som den er nu, mister penge hurtigere værdi, og derfor er det en god idé at investere sin langsigtede opsparing.
Mange tænker på investeringer som penge, man aldrig ser igen, men det er slet ikke rigtigt. Du kan altid sælge nogle af dine investeringer i form af aktier og obligationer igen. Du kan følge med i dine investeringer, hvis du synes, det er spændende, men du kan også lave investeringerne og glemme alt om dem de næste fem år. Det anbefales faktisk, at du lader være med at kigge på dem for ofte, så du ikke kommer til at gå i panik, hvis kursen falder.
Tre råd til dig, der vil investere
Invester ikke penge, du skal bruge snart
Historisk set er investeringsmarkedet gået op, så over tid bliver dine penge mere værd, men på kortere sigt svinger aktiemarkedet både op og ned – særligt for tiden. Invester derfor kun penge, du kan undvære i minimum tre år. Brug 80/20-reglen
Som ny investor er det en god idé at investere bredt gennem investeringsfonde. Det er smart, fordi du ikke behøver vide noget særligt om aktiemarkedet; fonden køber sig nemlig ind i forskellige virksomheder for dig. Hvis du har lyst, kan du også investere i et par aktier ved siden af, du synes er spændende. Lad den brede investering udgøre mindst 80%, og så kan du gøre noget andet med de sidste 20%. Måske der er et modebrand eller en anden type virksomhed, du tror får succes? Hellere før end senere
Der er en myte om, at man skal vente og købe aktier, når markedet er helt perfekt til din investering. Men undersøgelser af aktiemarkedets opførsel gennem historien viser, at markedet stiger over tid. Hvis du investerer bredt og holder på aktierne, vil din investering give afkast med tiden, uanset om du investerer, når markedet er oppe eller nede.
Tænk over, hvordan du vil bruge dine penge
Prioriteringer i hverdagen er altid nødvendige for at bevare en sund økonomi, men nu hvor hverdagen er dyrere, end vi er vant til, er det en ekstravigtig kunst at mestre. Spørg derfor dig selv en ekstra gang, inden du køber. Er det virkelig netshopping en sen aften eller en ny streamingtjeneste, du har brug for?
Det betyder ikke, at du skal stoppe helt med at købe takeaway-kaffe; det skal bare være et aktivt valg, når du gør det – og du skal have råd til det. I det store hele handler det om, at du skal være glad for de valg, du tager, uanset om det er de hurtige fornøjelser eller de langsigtede investeringer.
Vi kan ikke love, at forbrugsekspertens råd skaber et stort økonomisk overskud på kontoen – særligt ikke i krisetider. Men hvis du prøver at følge tommelfingerreglerne i dagligdagen, kan du være sikker på, at du skaber de bedste vilkår for din økonomi. Og hvem ved? Måske bliver du positivt overrasket over dit rådighedsbeløb, når du får budgetteret rigtigt.
Få rådgivning hos Nordea
Økonomisk krise eller ej; det er altid godt at have styr på sin økonomi. Hvis du har brug for flere gode råd til økonomien, tips til at spare penge i hverdagen eller andre forholdsregler om forbrug, kan du læse videre på nordea.dk. Få råd til at lægge et budget, lær mere om investering eller book et personligt møde, hvis du har brug for personlig rådgivning.
Den første spinoff-serie i ’Bridgerton’-universet er på vej.
Den kommende serie bliver en såkaldt ’prequel,’ hvilket betyder, at den foregår forud for de hændelser, der finder sted i den originale ’Bridgerton’-serie.
Den nye serie, der har fået navnet ‘Queen Charlotte: A Bridgerton Story’ kommer til at handle om en yngre version af en helt særlig fanfavorit: Dronning Charlotte.
Det er tidligere blevet offentliggjort, at det er India Amarteifio, der skal indtage rollen som en ung dronning Charlotte. Også Golda Rosheuvel, der spiller dronning Charlotte i ‘Bridgerton’, er med i serien.
Det er Shonda Rhimes, der er executive producer på ‘Bridgerton’, der har skrevet ‘Queen Charlotte: A Bridgerton Story’, og man kan derfor godt forvente, at den nye serie ikke bevæger sig alt for langt væk fra stilen i den originale serie.
Produktionen bag den nye serie kommet så langt, at de både har delt de første billeder af serien og et lille smugkig på en scene.
Foto: Netflix
Det er endnu ikke blevet offentliggjort, hvornår ‘Queen Charlotte: A Bridgerton Story’ får premiere. Men det tyder på, at fans af den populære serie går ind i en god periode.
For udover den nye prequel, så er indspilningerne til sæson tre af den originale serie i gang, og det er også blevet bekræftet, at serien kommer til at få en fjerde sæson.
Se smukigget på ‘Queen Charlotte: A Bridgerton Story’ herunder:
Et af de mest ikoniske citater i filmhistorien er, da Audrey Hepburn i rollen som rigmandsdatteren Sabrina, i filmen af samme navn, hengivent sukker: ”Paris is always a good idea”.
Og sjældent har Audrey Hepburns citat givet mere mening end netop nu.
Der er nemlig rigtig god grund til at hoppe på det første fly til byernes by og marchere direkte mod Avenue Kleber.
Årsagen? Ja, det er såmænd, at det legendariske Old Céline holder et eksklusivt once-in-a-lifetime pop-op lagersalg lige nu.
Vintage-platformen Re See har nemlig indgået et samarbejde med Old Céline Archive – altså et arkiv, der samler pieces fra Célines Phoebe Philo-æra (og ja, dengang var det Céline og ikke Celine, som den nuværende chefdesigner Hedi Slimane omdøbte det) – hvilket betyder, at man nu helt eksklusivt kan erhverve sig nogle af de ikoniske items, der gjorde Céline til de underspillede, elegante beige damers fortrukne modebrand i årene 2008–2018.
Men du skal være hurtig. På lagersalget er der nemlig kun 200 nøje udvalgte items at få fingrene i, herunder den sorte og lavendelfarvede organzakjole fra Resort 2014 kollektionen og Mohair Berlingot-clutchen fra AW13-kollektionen.
De gamle Céline-items fra Phoebe Philos tid ved roret er stadig noget af det mest eftertragtede, man kan erhverve sig vintage, og Re See oplyser, at Old Céline er det tredje mest sælgende brand på platformen.
Da Hedi Slimane overtog roret fra Philo, gik han diametralt væk fra den tidligere chefdesigners bløde, neutrale og enkle æstetik og præsenterede en sort, hård og rå kollektion, der havde absolut ingen paralleller til det forhenværende blide udtryk.
Det fik Philo-fans verden over til at gå i nostalgisk desperation og hamstre alt, hvad de kunne fra Philo-æraen, og dele diverse æstetiske throwbacks på sociale medier under hashtagget #oldceline.
Der blev sågar oprettet en hel Instagram-profil dedikeret til Céline-tiden, der var en gang – også under navnet @oldceline.
#oldceline-pop-up lagersalget starter 28. september og er åbent til 1. oktober 2022 fra kl. 11.00 – 18.00 alle dage.
Du finder det på Avenue Kleber, der løber i lige linje fra Triumfbuen til Trocadéro i Paris’ 16. arrondissement. Se efter køen af stilfulde beige-klædte kvinder med fluffy pels-sandaler – så ved du, at du er på rette spor.
Det er altid værd at skele til, hvordan den evigt stilfulde Amal Clooney klæder sig på – ikke blot på den røde løber, når hun er ’all glammed out’, men i særdeleshed også, når hun klæder sig på til hverdag.
Og hendes seneste look er ingen undtagelse – for senest er Amal Clooney spottet i en af efterårets mest oversete trends, nemlig turtleneck-strik uden ærmer, som Meghan Markle for nyligt også er set i, og som var på catwalken hos både Boss, Michael Kors og Barbara Bui.
Foto: Mega
Michael Kors AW22
En højhalset strik uden ærmer er perfekt til det lunefulde efterårsvejr, i det den er let at tage flere lag over, uden at man skal kæmpe med de irriterende tøjpølser, der ofte er en bivirkning ved lag-på-lag-metoden, og samtidig er det let at få de sidste efterårssolstråler på armene, hvis man skulle være heldig at finde et solspot.
Amal holder sig dog ikke kun til en ærmeløs striktøje. Hun er gået skridtet videre med en en strikket midi-kjole fra Stella McCartney, som hun har sat sammen med knæhøje støvler, store solbriller og en casual skuldertaske i samme lyse nuance som kjolen.
Alt i alt det ultimative overgangs-outfit, der skærmer mod de første bitre efterårsvinde, men stadig tillader, at man ikke omkommer af varme under outfittets mange lag, hvis temperaturen og solen skulle vise sig fra en mere venlig side.
Foto: Mega
Det er et look, der perfekt opsummerer Amal Clooneys sofistikerede, enkle stil. Dertil gik advokatens underspillede sans for glamour igen i hendes løse hår, der faldt i bløde, blanke krøller over hendes skuldre, og i den diskrete makeup holdt i neutrale farver.
I galleriet nedenfor kan du se hvordan du kopierer Amal Clooneys look – uden behov for adgang til Clooney-kontoen.
Strikkjole, Zara, 200 kr.
Foto: PR
Knæhøje støvler, H&M, 500 kr.,
Foto: PR
Taske, See by Chloé, 2.200 kr. (hos Mytheresa.com)
Foto: PR
Solbriller, Dolce & Gabbana, 720 kr. (på udsalg hos Boozt.com)
Det er bare nogle af de karakteristika, denimjeans havde i 00’erne, hvor flere brands satte standarden for, hvordan tidens jeans skulle se ud.
Et af de brands var italienske Replay, der i 00’erne banede vejen for denimmoden med deres eksklusive luksusjeans, der sad på nogle af tidens største Hollywood-stjerner som for eksempel Jennifer Aniston og Katie Holmes.
Og selvom du måske ikke har tyet til brandet, der blev grundlagt i 1978, efter jeans siden, så eksisterer det i allerbedste velgående. For i dag har de nemlig lanceret et samarbejde med tyske Hugo om en eksklusiv capsule-kollektion med tidløse styles tilsat aktuelle detaljer.
Kollektionen indeholder i alt syv par jeans, fem denimjakker, sweatshirts og t-shirts. Og vi har særligt én favorit.
Foto: PR
Jakken, der er en kombination af en denimjakke og en quiltet jakke, er med sine oversize ærmer og det varme fór den perfekte efterårsjakke, der vil kunne få et liv i garderoben gennem de næste mange sæsoner med sit klassiske udtryk, der alligevel har noget helt særligt over sig.
Men det er langt fra det eneste item fra samarbejdet, der er værd at tjekke ud. Vi har herunder samlet nogle af vores favoritter fra den eksklusive kollektion, der kan købes fra i dag. Se mere her.
Fladbrød med grillede majs, blødkogte æg og stærk paprika er den perfekte frokost, hvis du gerne vil gøre lidt ekstra ud af det. Retten kan også sagtens bruges til en let aftensmad.
Fladbrød med grillede majs, blødkogte æg og stærk paprika
Opskriften er til to personer
Ingredienser
Til fladbrød:
5 spsk. græsk yoghurt
7 spsk. hvedemel
1 1/2 tsk. bagepulver
Flagesalt
Til fyld:
1 majskolbe
1/4 zucchini skåret i mindre stykker
2 blødkogte pillede æg
Til spread:
1 spsk. græsk yoghurt
1/2 spsk. mayonnaise
1 spsk. tomatpuré
salt, sukker, eddike
Piment d’Espelette, sød paprika eller chiliflager til at drysse med