Min søster og jeg var heldige at rejse med vores forældre som børn. Jeg oplevede mine forældre være nysgerrige på kunst og håndværk, skabt af de mennesker, vi mødte. De har samlet mærkværdige og smukke objekter fra deres rejser. En papegøjeskulptur købt på deres bryllupsrejse i Chile, en lille stenskulptur af en slange fra Peru og to grafiske tryk købt af en mand, som solgte dem på gaden i Amsterdam. Summen af alle de oplevelser viste mig, at der ligger en stor værdi i at opnå en viden om andres virke. Og at det er okay at spørge ind til det.

Foto: Kavian Borhani

Billedkunstner, 32 år, uddannet fra kunstakademiet i Bergen og er nu en del af Anne Marie Carl-Nielsens program for kunst i offentlige rum på Det Fynske Kunstakademi

Jeg føler mig også dannet af at begynde på universitet som 19-årig og se, hvordan alle litteraturlister stort set kun bestod af hvide mænd. Det er vanvittigt. Den bevidsthed er løbet med mig ind i kunsten, hvor problemet med manglende repræsentation jo er den samme. De indsigter ligger som et bagtæppe. Jeg ved, at der altid er noget, der skal udgraves – der er mere kundskab og viden, store personer og steder, jeg ikke kender til endnu.

Foto: PR

Min praksis tager primært afsæt i maleri, skulptur og tekst. Det betyder, at min proces kan variere fra at stå i værkstedet med støvmaske og høreværn på til at sidde på biblioteket og læse og skrive ved min computer. Og så bruger jeg mange timer på at male i mit atelier. Hvis jeg skal starte på en serie af malerier, er det typisk en sætning eller en ret lille konkret oplevelse, som sætter processen i gang. For eksempel en telefonsamtale med min bedste ven, der var i Reykjavik og beskrev for mig, hvad hun så, hvilket førte til, at jeg lavede en serie om sæsonernes skiften, og hvordan årstider bliver mere og mere abstrakt og flydende, fordi de menneskeskabte klimaforandringer påvirker vores omgivelser så meget.

Jeg kan godt lide at arbejde groft i starten og lade mine lærreder ligge på gulvet, mens jeg grunder dem og skaber billedets strukturer. Når kompositionen begynder at træde frem, bygger jeg en blindramme, der passer, og spænder værket op. Jeg ser det lidt som en fremkaldelsesproces, hvor jeg tester om værket er, hvor jeg vil have det. Og så arbejder jeg videre med det, mens det står op ad væggen.

Foto: PR

Jeg maler med olie, tør- og oliepasteller og kul, og hvad jeg nu ellers har liggende. Og typisk arbejder jeg med et par billeder af gangen. At bevæge mig fra et værk til et andet er godt for mig, for på den måde kan det ene smitte af på det andet. Jeg tænker meget i serier og sammenhænge, et maleri er sjældent noget, der står alene. Der er ofte en del af projektet, der rummer flere billeder og tekster eller objekter, og derfor giver det mening for mig at bevæge mig mellem dem i den samme proces.

Foto: PR

Mia Carl

Jeg er inspireret af landskabet både helt konkret og som en metafor. Jeg arbejder med en kontinuerlig undersøgelse af, hvad naturen og vores omgivelser kan fortælle os om skønhed, nærhed, afhængighed og forfald. Om alle de store følelser. Et mørkt, nordisk vinterlandskab kan træde ind som et billede på en menneskelig relation, der falder sammen. I sommer arbejdede jeg på en serie om dansere. Her blev landskabet et slags startpunkt for at spekulere over balancegangen mellem total styrke og yndefuldhed, noget som både planter og dansere besidder.

For mig at se er landskaber også en scene til at fortælle om, hvordan menneskeheden totalt ignorerer vores ansvar for naturen og på groveste vis udnytter den. På den måde ligger der for mig altid en kritik og en dystopi forbundet med landskabet. Jeg ser det som min opgave som kunstner at fremkalde verden på en anden måde end mainstreamkulturen og nyhedsstrømmene gør det.

Læs ogå

Karriere

Sofia Lynggaard: “Når man hedder Lynggaard (…), er der mange øjne på en. For er hun der kun pga. sit navn?”

Min første betydningsfulde kunstoplevelse var på Louvre i Paris med min familie, da jeg var barn. Det var ualmindeligt vigtigt for mine forældre at tage mine søskende og jeg med på museer, især dem, der havde erhvervet sig tyvegods i form af irakisk kunst. Den politiske bevidsthed som flere og flere har i dag om Vestens monstrøsitet i den såkaldte orient er en selvfølgelighed for et fordrevet folk – og man skal bare tage på de største nationale museer, hvis man vil vise pokalerne frem for sine børn. Den slags er et direkte angreb på ens værd. Det betød naturligvis ikke lige så meget for mig dengang, som det gør i dag, men det har formet en stor del af min forståelse for min rolle som kunstner i ”vesten”.

Foto: Kavian Borhani

Ihsan Saad Ihsan Tahir, billedkunstner, 28 år, studerer på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København

Jeg har været ved at gå i andre retninger flere gange – jeg har mange interesser, og kunstindustrien kan være lige så nedslående, som den kan være opløftende. Min mor har altid opfordret mig til at følge mine drømme, men det er en svær balance, når man er flygtning. Jeg har ikke et sikkerhedsnet, jeg kan ikke lige få betalt en regning, flytte hjem til mine forældre, hvis den er helt gal, låne lidt penge, få en god julegave eller et forældrekøb – eller flytte ind i en lejlighed, som har været i familiens hænder i 40 år. Den slags privilegier er udenfor min rækkevidde. Men mine forældre flygtede ikke fra Irak for at se mig kæmpe med økonomien og forsøge at presse mig selv igennem et nåleøje, og så igen, de flygtede heller ikke for at se mig være ulykkelig i et arbejde, jeg ikke finder mening i.

Mit virke tager ofte afsæt i musik, litteratur, andet kunst eller mine venner – eller det hele blandet sammen. Jeg er meget inspireret af digteren Gil Scott-Heron, og jeg har lavet værker med hans tekster om klasseforskelle og diskrimination som et direkte afsæt. Jeg er også optaget af svensk rapmusik, især Yasin, hvis tekster beskriver flygtningetilværelser, opvækst i udsatte boligområder og alternative måder at tjene penge på. Hans tekster har også været et udgangspunkt for nogle af mine værker.

Foto: PR

'Think Harder', 2023.

Jeg er ikke bange for at prøve nye materialer af i min praksis. De seneste par år har jeg både lavet en del keramik og malerier, men jeg har også arbejdet en smule i metal, og mit seneste projekt er et 12 meter langt relief i gips. Jeg prøver at vælge det materiale, som passer bedst til idéen eller essensen af værket. For eksempel giver keramikken mening for mig på grund af dens historie i kunsthandlen, og måden man udvekslede kultur på igennem Silkevejen og Det Arabiske Hav. Mit materialevalg kommer an på, hvad jeg prøver at referere til. Den faste del af min proces er vejen hen til idéen, symbolerne, motiverne og materialet, selve arbejdet med værket kan variere meget.

Jeg kan godt lide at snakke om mine ting i musikalske termer – jeg forestiller mig nogle gange, at jeg er rapper, som laver al min lyrik gennem sampling. Jeg finder billeder og tekster her og der, som ikke umiddelbart hører sammen, og prøver at komponere dem for at skabe nye betydninger. Familiebilleder, popkulturelle symboler, poesi, logoer fra importvarer, renæssancekunst og moderne raptekster står side om side.

Foto: PR

'They disappeared behind the sun', 2023

Når alt kommer til alt, så handler min kunst om repræsentation. Jeg ser både mig selv som en rollemodel, jeg ikke så nogle af, dengang jeg voksede op, og som stadig er sjælden, men også repræsentation i form af indholdet. Jeg forsøger at skabe en form for konstitutiv repræsentation af en kultur og en type menneskeliv som i 200 år kun er repræsenteret gennem støv, krig og olie, som er det, ”vesten” forstår den arabiske krop igennem. Det, jeg laver, er modkultur. Jeg prøver at civilisere dig, som du prøvede at civilisere mig ved at repræsentere det arabiske menneske på en anden måde. Med nuancer, levet erfaring, glæde, økonomi, poesi, videnskab og kunst.

Læs ogå

Kunst, bøger og musik

Chart-direktør Julie Silbermann om årets kunstmesse: “Jeg vil gerne åbne for at kunst skal være for alle”