Danskerne er særligt glade for sexlegetøj. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Københavns Universitet for sexlegetøjsbutikken Sinful.dk på baggrund af et spørgeskema, som 12.000 personer i Storbritannien, Norge, Sverige, Finland, Frankrig og Danmark har svaret på. Det skriver Videnskab.dk.
Her fremgår det, at Danmark ligger øverst, hvad angår sexlegetøj. I gennemsnit har de adspurgte danskere nemlig fem styk hver. Til sammenligning efter franskmændene lige lidt under tre styk.
Samtidig viser studiet, at flest kvinder ejer sexlegetøj, mens mænd til gengæld ejer mere sexlegetøj end kvinder. Tallene peger ogå på, at dem, der bruger sexlegetøj, er mere tilfredse med sex og livet generelt end dem, der ikke gør.
Ser man på de seneste års stigende udvikling og udvalg af sexlegetøj og intime nydelsesprodukter herhjemme, er det måske ikke helt underligt, at vi herhjemme er blevet gladere for at bruge sexlegetøj.
Fra butikker som Peech, der tilbyder et bredt og queer-venligt udvalg af æstetiske sexprodukter, og Magasin, der har fået sexlegetøj på hylderne, til sexwellness-brandet Sitre, der laver gels og olier af høj kvalitet, til skønhedsbrandet Rudolph Care, der de seneste år har lanceret produkter, der både kan bruges til nydelse og til pleje.
Nu udvider Rudolph Care så sit sortimentet af intimprodukter. Det gør de med en såkaldt glidebalm kaldet ‘Inner Care’.
‘Inner Care’ er en slags kombination af fugtgivende pleje og en glidecreme, der tager sig kærligt af intime områder, hvor den modvirker tørhed, og kan bruges til seksuelt velvære.
Den nye balm er lavet på blandt andet sheasmør, vandmelonkerneolie, bivoks og Rudolph Cares signaturingrediens acai, og er med til at bevare hudens naturlige fugtbalance, mens den samtidig kan varmes op i hænderne og bruges til leg med dig selv eller andre.
Dermed skruer Rudolph Care altså op for udvalget af intime produkter. I 2023 lancerede de i samarbejde med Peech ‘Tender Lifters’, der kan bruges både til bækkenbundsøvelser og til stimulering, og den kombinerede vibrator og stimulator ‘Pleasure Seeker’.
‘Inner Care’ er netop landet hos Rudolph Cares forhandlere og i webshoppen og koster 225 kroner.
Er det noget Katie Holmes forstår, så er det at inspirere til at gå kontra i sit stiludtryk.
Hvad enten det er at mikse guld og sølv eller gøre strik sexet i form et cashmeresæt af bh og cardigan, så ved skuespilleren præcis, hvordan man sammensætter et outfit, så det på én gang er både stilet og bryder med konventioner.
Og vi er øjensynligt slet, slet ikke færdige med at lade os inspirere af ‘Dawson’s Creek’-stjernen.
Til New York Fashion Week i vinters, blev Katie Holmes nemlig spottet med en version af en ellers allerede etableret trend.
Foto: Sonia Moskowitz Gordon/Zuma/Ritzau Scanpix
Katie Holmes til Alice+Olivia modeshow til AW24 New York Fashion Week.
Her taler vi den velkendte sokker i sandaler trend, der nu i adskillige sæsoner er blevet hyldet. Og efterhånden i en sådan grad, at det næppe kan overraske længere. Indtil nu altså.
For med Katie Holmes ved roret får trenden et mere farverig tvist. Her var hun nemlig hoppet i fuchsiafarvede nylonstrømper under sine spinkle sorte stropsandaler og skabte dermed en humoristisk og opsigtvækkende kant, der tittede frem under de brede bukseben.
Det farverige fodtøj gav samtidig modspil til Holmes’ cool hverdagslook af ‘denim on denim’, der var sat sammen af baggy jeans og en denimskjorte i en anelse lysere vask, der endnu engang viste, at skuespilleren altså også forstår at mikse både proportioner og farver i stilbevidst grad.
Der er med andre ord masser af inspiration at hente til både hverdagslooket og til at style sandaler, som vi måske troede, vi havde lagt på hylden, men som her beviser at sandaler nemt kan bruges i de køligere efterårsmåneder.
Den garvede danske modeprofil Melissa Bech forener nu kræfter med den danske tøjgigant Bestseller.
Her skal iværksætteren, der tidligere har stiftet brands som Blanche og Enkel Studio, hjælpe virksomheden med at styrke sin branding i jagt på nye kundegrupper. Det bliver især mærket Rouge Vila, der er et nyudklækket undermærke for Vila, som Melissa Bech skal stå ved roret for.
Foto: PR
“Jeg har arbejdet meget med opstart af virksomheder og kunne mærke min lyst til at lære noget nyt og på en større skala. Jeg træder nu ind i en af de største og glæder mig helt vildt til at bruge mine erfaringer på sådan en skala”, siger Melissa Bech.
Ambitionen med underbrandet Rouge Vila er at tappe ind i et såkaldt premium segment, for hvem kvalitet og holdbarhed er i højsædet. Valget af Melissa Bech er dermed heller ikke helt tilfældigt, udtaler Simon Khong Harbjerg, brand director i Vila.
“Efterspørgslen på specialiserede brands stiger i takt med, at moderne forbrugere stiller flere, bedre og mere forskelligartede krav. Et af segmenterne, som vi ser et stort potentiale i, er det såkaldte premium segment, som Melissa et indgående kendskab til. Derfor er hun og de resultater, hun kommer med, et perfekt match til Rouge Vila”, siger Simon Khong Harbjerg.
Et feminint univers med fokus på materialer
Melissa Bech fortæller, at hovedfokus for hende bliver at dykke ned i, hvem kunden er, hvordan den profil kan udvikles og deraf lave styles, der inspirerer i både fit og materiale. Og selv om hun endnu ikke kan afsløre, hvordan det reelt vil se ud, understreger hun, at især materialer bliver et hovedfokus.
“Vi skal prøve at holde en konkurrencedygtig pris, men virkelig også bruge tid på materialerne. Det skal være i fokus og i sidste ende være derfor, vi bliver valgt. Det er vigtigt for mig, at et produkt med Rouge i nakken kan stå for sig selv, dermed har vi taget alle de svære beslutninger for forbrugeren og sat det bedste produkt i verden”, siger hun.
Melissa Bech stiftede i 2017 brandet Blanche, som hun solgte i 2021, i 2023 søsatte hun Enkel Studio, som hun netop er trådt ud af i februar 2024. Begge brands har et fokus på enkle design af høj kvalitet, men samtidig også hvert sit afsæt som brand. Det er derfor også det særlige arbejde i at finde frem til Rouge Vilas specifikke DNA, som Bestseller har hyret hende ind til, understreger modeprofilen.
Foto: PR
“Jeg mener både Blanche og Enkel Studio har hver sin DNA, og det er præcis dette jeg skal være med til at skabe hos Rouge. Brand DNA der hurtigt kan afkodes og genkendes, det bliver nok også et mere feminint univers, og det glæder jeg mig meget til at arbejde med”, fortæller hun.
Rouge Vila blev grundlagt i 2022 og forhandles i dag på over 17 markeder.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Project Director hos Adept 2013-2022. Uddannet møbelsnedker, bygningskonstruktør og arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering. Kom ind som partner i tegnestuen Hvidt og Mølgaard sammen med Peter Hvidt, Orla Mølgaard-Nielsen og Hans Kristensen. Lukkede tegnestuen i 2013.Bor i Gentofte med sin hustru, som han har tre børn med
Foto: Kavian Borhani
Malene Hvidt: Som helt ung tog jeg bevidst afstand til arkitektfaget, fordi både du og farfar var arkitekter, og jeg fik i stedet mit arbejde som tøjdesigner. Men en aften stod jeg på en bar i London og sagde til min ven: ”Jeg tror, jeg skal hjem og søge ind på arkitektskolen.”
Henrik Hvidt: Da du ringede og sagde, at du skulle være arkitekt, blev jeg rigtig glad. Jeg har forsøgt ikke at præge dig og dine søskende for meget, men du var ofte med på tegnestuen. Du sad helt stille og tegnede og var så nysgerrig efter at prøve skumskæreren, som vi lavede modeller med.
Læremester
Hvad har gjort Anika Madsen til en bedre kok? Thomas Korsgaard til en kløgtigere forfatter, Malene Hvidt til en dygtigere arkitekt og Margrete Berri til en skarpere designer? Sandsynligvis en masse hårdt arbejde og en vis portion talent, men alle fire har også haft en læremester, som har givet sin viden videre og gjort de fire til bedre fagfolk – og måske endda mennesker. I en artikelserie først bragt i ELLE februar 2024 har vi mødt fire personer om deres læremestre. Her er det arkitekt Malene Hvidt og hendes far og mentor, arkitekt Henrik Hvidt.
MH: Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at gå med dig på gangene på tegnestuen i Snaregade i den gamle smukke bindingsværksbygning. Jeg tænkte en del over, hvor meget jeg skulle gå i dine fodspor, men jeg fandt hurtigt min egen vej.
HH: Jeg styrede en tegnestue med 80 ansatte, og vi lavede store hovedsæder for virksomheder som Danske Bank, Ørsted og Nokia, og jeg syntes, der var en vis afstand mellem det og nogle af dine fantasiprojekter, hvor man virkelig skulle se godt efter for at finde ud af, hvad der var en dør. Jeg blev lidt glad, da du ringede og spurgte, hvordan man byggede et hus …
MH: Jeg støbte modeller i bronze, lavede skulpturer og fremkaldte fotos i mørkekammer, men så skulle jeg også tegne en bygning. Du var sådan: ‘Shit, har du ikke lært det?’ Jeg havde selvfølgelig tegnet nogle huse, men jeg manglede forståelsen for det tekniske.
HH: Jeg var god til at udfordre dig og stille spørgsmål som: ‘Hvad nu hvis det brænder i den ende af huset?’ Jeg gav dig input, så du fik forståelsen for det tekniske og kunne komme videre med projektet.
MH: Du skulle forstå mine visioner, og jeg skulle lære den verden, du kom fra, og ud af det møde kom der en harmonisk bygning. Det er en stor del af mit arbejde i dag at kunne tegne gennem skalaerne: En bygning, et rum eller et møbel, hvor æstetik og funktion møder mennesket.
Malene Hvidt
37 år. Arkitekt, partner i Spacon & X. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering. Har arbejdet som designer for Stine Goya og som arkitekt for Studio Mumbai Indien, inden hun blev partner i tegnestuen Spacon & X. Bor på Frederiksberg med sin kæreste og barn
HH: For mit vedkommende har det nogle gange været en begrænsning, at jeg har en så praktisk og håndværksmæssig baggrund, og der bliver jeg meget inspireret af din mere frie tilgang. For eksempel da du tegnede din søsters hus. Første gang jeg så tegningerne, tænkte jeg: ‘Nu skal jeg holde min mund’. Inde i huset var der nogle åbninger, som jeg ikke troede kunne lade sig gøre. Men jeg stillede mig i baggrunden og så, hvad der skete. Ligesom min far (Peter Hvidt, red.) gjorde. Han var heller ikke en begrænsning for min udvikling. Det gav mig frihed til at kaste mig ud i nogle projekter, som var helt nye for tegnestuen på det tidspunkt.
MH: Jeg kan huske et projekt fra mit første år på arkitektskolen, hvor du sagde, at jeg ikke kunne lave nogle skuffer i beton og cement, og jeg tænkte bare: ‘Jeg skal vise dig’.
HH: Den unge begynders uvidenhed gør jo, at man bryder nogle grænser, fordi ens mulighedsrum er større. Og sådan er det med mange ting i livet, synes jeg.
MH: Den der konstante optimisme er vigtig for os i Spacon & X – og at være frygtløse. Vi skal turde, både i forhold til vores samarbejder med kunder, og det vi skaber, men også internt på tegnestuen. Dit gå-på-mod har virkelig inspireret mig. Du har altid sagt, at man kan, hvad man vil. Havde farfar også det mod?
Henrik Hvidt
78 år. Arkitekt MAA. Project Director hos Adept 2013-2022. Uddannet møbelsnedker, bygningskonstruktør og arkitekt fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering. Kom ind som partner i tegnestuen Hvidt og Mølgaard sammen med Peter Hvidt, Orla Mølgaard-Nielsen og Hans Kristensen. Lukkede tegnestuen i 2013.Bor i Gentofte med sin hustru, som han har tre børn med.
HH: Nej, det havde han ikke. Han var mere forsigtig og ikke særlig eksperimenterende. Han byggede mange plejehjem og ældreboliger og var formand for Kirkens Korshær. Og så kom Lillebæltsbroen og Vejlefjordbroen. Både han og Orla (Mølgaard-Nielsen, Peter Hvidts kompagnon, red.) var uddannede møbelarkitekter, så deres udgangspunkt var det mere nære.
MH: Jeg husker, da vi besøgte et hus, hvor de havde tegnet alt; dørene, karmene, trappen, de indbyggede skabe, dørhåndtagene … Det var så smukt og fuldendt. Det er det, jeg synes er så smukt ved at skabe hjem til folk.
HH: Du har lært meget af din farfar og farmor (Else Hvidt, red.) – din tilgang er jo et fokus på det helt nære og at komme omkring hver eneste lille detalje.
MH: Med tiden er det gået op for mig, hvor meget farmor og farfars hjem i Toldboden har betydet for mig.
HH: Det er også derfor, at jeg ikke kunne forestille mig at relancere farfars møbler uden dig. Jeg er jo vokset op med møblerne, men du ser dem lidt mere ude fra. Det er en gave at arbejde sammen med dig, og jeg synes, det har tilføjet endnu et lag i vores forståelse for hinanden.
MH: I hele mit liv har jeg forsøgt at lære farfar at kende og komme tættere på ham gennem møblerne (han døde samme år, Malene Hvidt blev født, red.).
HH: Farfar ville elske, hvis han så os sidde her og snakke om hans møbler.
MH: Ja, det måtte have været hans drøm. Hvorfor skaber man? Det er vel for at lave noget, som lever videre, selv om man ikke selv er her længere. Det synes jeg, er det smukkeste, man kan opnå.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Hvad er Rondo for et sted? Rondo er et lille, lokalt bageri midt på Nørrebro. Vi startede for lidt over to år siden, og har fået en masse dejlige stamkunder. Vi bager med 100 % økologiske råvarer og er både bageri og cornershop, så vi har også et håndplukket udvalg af ost, marmelader, most, sodavand og vin i butikken. Vi bager al brød med surdej og har brød, rugbrød, søde og salte pastries på hylderne plus focacciasandwich. Fyldet i sandwichene varierer alt efter humør og årstid. Af salte pastries har vi lige pt. spandauere med svampe og blå ost og snegle med ærter, feta og za’atar.
Hvordan adskiller Rondo sig fra den generelle københavnerbagerhype? Rondo er et meget lokalt sted. Vi kender vores stamkunder, og det føles som et lille helle her midt på Nørrebro. Det kan desuden godt være lidt rock’n’roll herinde, netop fordi vi er et lille sted. Vi kan hurtigt ændre i sortimentet og teste nye ting af. Og så er der altid knaldgod musik på.
Foto: ELLE
Hvilke fastelavnsboller serverer I denne sæson? En helt klassisk semla med marcipan og flødecreme, en gammeldags fastelavnsbolle med vanillecreme og marcipan dyppet i chokolade og en weekendspecial lavet på en croissantligende dej med klementinmarmelade, creme rørt på mascarpone og creme fraiche og syltede kumquats på toppen. Haps.
Foto: ELLE
Hvad er Rondos bestseller? Surdejsbollerne med sesam er en publikumsfavorit, og vi kører Thises bedste vesterhavsost i. Og så bliver vores focacciasandwich revet væk. Lige nu kører vi en med mortadella, spicy tomatomayo, syltet fennikel og grønkål og en med kartoffel, creamcheese, kål og syltede, spicy gulerødder.
Rondo ligger på Sjællandsgade 7, 2200 København N. Følg på @rondo_cph.
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Der skete noget i søstrene Julie og Marie Skalls liv i midten af 2013, da Julie, der er tre og et halvt år ældre end lillesøster Marie, kom hjem fra halvandet år i Dehli. Her havde hun arbejdet solen sort på et designkontor, hvor hun var ansvarlig for et team, der lavede en fuld tøjkollektion om måneden, som de solgte til internationale highstreetbrands. Det hele gik stærkt, og designeren, der dengang var i starten af 30’erne lærte kompromisets kunst. Ikke fordi hun ville, men fordi priserne skulle holdes nede. ”Det tog glæden fra det, der fik mig ind i branchen, nemlig kærligheden til håndværket og design. Jeg nåede en mæthedsfølelse,” fortæller Julie Skall, der i dag – lidt over 10 år senere – sidder i Skall Studios showroom på Amaliegade omringet af brandets nyeste kollektion. Julie og Marie havde allerede under designstudiet på TEKO i Herning, hvorfra de begge er udlært, talt om, at de en dag skulle lave noget sammen. Men inden den dag skulle komme, fik de hver især jobs som designere hos andre danske modebrands. Indtil tiden til Skall Studio endelig var moden.
Foto: Tue Blichfeldt
Julie (tv.) og Marie (th.) Skall.
Marie: ”I starten sad vi sammen hver søndag. Vi oprettede et cvr-nummer og brainstormede på virksomhedens navn, og hvad den skulle kunne. Vi lavede et chart over alle mærker i Danmark, som vi kendte, og tog stilling til hvor vi gerne ville placere os. Vi ville gerne lave noget ansvarligt og noget, som vi kunne stå inde for. Der var jo masser af brands og tøj, så hvorfor skulle vi egentlig lave noget nyt? Vi tænkte over, hvordan vi kunne adskille os i markedet og kiggede allerede dengang meget til Stella McCartney, som jo gjorde det og var beviset på, at du godt kan være kreativ designer og have en ansvarlig agenda på samme tid”.
Julie: ”Vi er opdraget meget traditionelt og med en traditionel dansk kost, men vi har altid været meget glade for dyr. I Indien er størstedelen af befolkningen vegetarer, så al den tid jeg var der, spiste jeg stort set ikke kød. Efter jeg kom hjem, kunne jeg bare mærke, at jeg egentlig ikke havde lyst til det længere. Marie og jeg talte om det og var meget enige om at blive vegetarer. Og hvis vi ikke ville spise kød, gav det heller ikke mening for os at gå med skindprodukter, for det var et etisk valg for os. Vi synes, det er forkert at slå dyr ihjel. Men der er jo også en masse fordele for miljøet ved ikke at spise kød, og da vi først tog et skridt i den retning, åbnede der sig nogle døre for os, hvor vi blev mere og mere bevidste om den påvirkning vores valg har for planeten, mennesker og dyr. Vi blev meget opsøgende i forhold til alt, der havde med bæredygtighed at gøre, så det var naturligt for os, at det værdisæt, vi var ved at skabe for os selv, også kom med ind i virksomheden.
Foto: Tue Blichfeldt
Skall Studio producerer i Danmark, Indien, Italien, Bulgarien og Ukraine. Folkene bag fabrikken i Indien har Julie og Marie Skalls mor, Jette, kendt i over 20 år, mens søstrene har arbejdet sammen med dem, siden den dag 1.
Var det – og er det – et paradoks for jer at have alle de her tanker om etik og miljø, og så samtidig lave tøj? Marie: ”Ja, men vi lever med det. Vi elsker at skabe, og vi elsker tøj, men så skal vi i hvert fald også være dem, der laver det ordentligt og med et ordentligt værdisæt. Hvis vi besluttede, at det kan vi simpelthen ikke holde ud, så er der jo bare nogle andre, der tager den her plads i markedet og måske gør det på en mindre ordentlig måde. Så vi føler, vi har en berettigelse til at gøre det, vi gør.”
Julie: ”Allerede da jeg var i mit første job, kunne jeg godt få tankerne: ’Hvad er det egentlig jeg laver? Jeg bidrager jo ikke med noget, jeg gør ikke en forskel for nogen’. Jeg tænkte, jeg burde være blevet sygeplejerske og gøre noget godt for andre, men jeg må også erkende, at vi er havnet i den her branche, fordi vi elsker den og er vokset op med den, og så gør vi noget godt med det, vi er gode til.”
Julie og Marie Skall
Julie Skall 41 år, uddannet designer fra TEKO i 2007. Bor i Humlebæk med sin kæreste og parrets tre børn George på 5 år, Elisabeth på 2 år og Virgil på 2 måneder. Marie Skall 37 år, uddannet designer fra TEKO i 2010. Bor i København K med sin kæreste og parrets tre børn Rumle på 7 år, Agnes på 5 år og Abby på 1 år.
Julie og Maries mor, Jette Skall, der i dag er ansat i Skall Studio, har arbejdet i tøjbranchen, siden hendes døtre var helt små. Hun var produktionsansvarlig for en tøjvirksomhed i Nordjylland og rejste i den forbindelse meget, bl.a. til Indien. Hjem til Nordjylland kom hun derfor ofte med ny inspiration og fortællinger om en holistisk levemåde, hvor man særligt passer godt på de mennesker, man arbejder sammen med. Imidlertid påvirkede også Skall-søstrenes far, Jacob, sine døtre til den måde, de lever på i dag.
Julie: ”Han har altid haft en passion for veteranbiler og motorcykler, og vi er vokset op med, at han havde dem stående i garagen. Han skilte dem ad og samlede dem igen med originaldele, han fandt på eBay om natten. Han kørte aldrig rigtig på dem, men håndværket var hans hobby.”
Marie: ”Han er så sød.”
“Vi ville være ’frontrunners’ i branchen ift. bæredygtighed og bruge vores stemme”
Julie: ”Jeg kan lige høre ham sige ’I skal gøre det ordentligt, og I skal gøre jer umage’.”
I dag giver Skall Studio millionoverskud, der er 25 ansatte på kontoret i Amaliegade, 5 i butikken i Store Strandstræde og 250 forhandlere i verden, hvoraf ca. 50 af dem er i Danmark.
Julie: ”For 10 år siden lavede vi et dokument og skrev en masse tanker ned om, hvad det var for en virksomhed, vi gerne ville skabe, og den fandt vi frem for nylig. Den passer spot on med det, vi stadig gerne vil, men også med det, vi har gjort. Vi er der, hvor vi gerne ville være. Vi havde en mission om at skabe et internationalt anerkendt brand, som var tilgængeligt i hele verden. Vi ville være ’frontrunners’ i branchen ift. bæredygtighed og bruge vores stemme og succes til at påvirke i en positiv retning”.
Foto: Tue Blichfeldt
Da der kom økonomi til det, begyndte Julie og Marie Skall hvert år at donere penge til fire forskellige organisationer, som de fortsat støtter fast: ”Det er Mødrehjælpen, Little Big Help, Plastic Change og Dyrenes Beskyttelse,” fortæller de.
Marie: ”Jo større brandet bliver, jo flere lytter til det, vi siger, og det er jo vildt, at man kan få lov til at påvirke andre. Lige nu vækster vi meget i udlandet. Vi er i Paris fire gange om året og har agenter flere og flere steder. Lige nu er vores sælger i Sydkorea, vi har lige fået agenter i USA og UK, og næste år åbner vi en butik i Paris. Så der er gang i en masse ting internationalt. Herhjemme har vi brugt de første mange år på at bygge brandet op, men det er vigtigt, at vi hele tiden bliver ved med at holde os relevante, samtidig med vi er tro mod os selv.”
Hvad betyder det i praksis, f.eks. for produktionen, at være et værdibaseret brand? Marie: ”Det betyder jo alt. Vi har virkelig mange holdninger til, hvordan vi producerer og skaber vores tøj. Det starter i designprocessen: Vi elsker klassisk design, så vores filosofi til designet kommer fra håndværket. Vi går ikke op i priserne, når vi designer, hvilket vores produktteam godt kan være lidt trætte af. Selvfølgelig er vi ikke interesseret i at skabe produkter, der ikke kan sælges, fordi de bliver for dyre, men vi går i udgangspunktet ikke på kompromis.”
Julie: ”Vi prøver at lave det allerbedste produkt, vi kan. Når vi skal lave en frakke, tænker vi, hvordan kan vi lave den allerbedste frakke, som vi selv ville elske at bruge i mange år frem.”
Foto: Tue Blichfeldt
Skall Studio
Hvor producerer I? Julie: ”Vi laver strik i Danmark. Vi køber uld fra et uldspinderi på Fyn, og så får vi trøjerne strikket og syet sammen på et af de gamle stikkerier i Herning. Vi har fra start lavet strik i uld, men vi har meget stærke holdninger til brug af animalske produkter. Vi har det fint med at bruge uld, for det kan man sagtens gøre uden at slå fåret ihjel, man skal bare have en sikkerhed for, at dyrene bliver behandlet godt, og det syntes vi, var svært at finde rundt i. Der er ikke så stor transparens inden for uld og strik: Ofte kommer ulden for New Zealand og bliver måske spundet et sted og strikket et andet, og så er der også meget transport med de store afstande. Derfor giver det på flere måder god mening for os med den traditionsrige uldproduktion i Danmark. Og i dag arbejder vi med et af de sidste uldspinderier og et af de sidste stikkerier i Danmark.”
Kan de følge med? Marie: ”Både ja og nej. Det er jo håndværk, og det har en naturlig begrænsning, men det kan vi også godt lide. Det skal ikke masseproduceres.”
Julie: ”Vi producerer selvfølgelig også i Indien, hvor vi har nogle fantastiske samarbejdspartnere. Der er særligt en fabrik, hvor vores mor har kendt ejerne i over 20 år, og vi har kendt dem før Skall blev til. Det var den fabrik, vi startede op med, hvor vi fik lov til at lave 25 af hvert produkt, og så er vi stille og roligt vokset med dem. De er blevet GOT-certificeret, mens vi har arbejdet med dem, og vi er ligeledes blevet certificeret, så vi har fulgt hinanden de sidste 10 år. Der laver vi alt vores bomuld og hør og udvikler vores metervarer med f.eks. striber og print. Derudover er resten af produktionen i Europa: Italien, Bulgarien og Ukraine.”
Foto: Tue Blichfeldt
”Vi drømmer om, at Skall skal være repræsenteret i hele verden. Og så drømmer vi om at have en stemme, som flere og flere vil lytte til, ift. tøj, materialer og ansvarlighed,” siger Julie og Marie Skall.
Julie og Marie er ikke de eneste Skall-familiemedlemmer i showroomet under interviewet. Små grynt kommer nemlig fra den nyest ankomne, Virgil, på to måneder. De seneste 10 år har søstrene nemlig ikke bare haft travlt med at skabe en succesfuld og international virksomhed: De har også fået tre børn hver. Hvordan jonglerer I det hele?
Marie: ”Det er også helt vildt, men børnene har jo bare været en stor del af det hele. Jeg tror også, at vi haft en enormt stor forståelse og tålmodighed med hinanden, fordi vi er søstre. Og så er vi jo i en branche med enormt mange kvinder, så vi har været til alle slags møder med små babyer på armen, og det er altid blevet taget godt imod. Men når det er sagt, er det heller ikke for alle. Det er vildt hårdt, og det skal slet ikke lyde, som om det bare har været ’easy peacy’, men fordi det er vores egen virksomhed, og fordi vi har så mange fantastiske ansatte, har vi kunne løfte det.”
“Det er vigtigt, at vi hele tiden bliver ved med at holde os relevante, samtidig med vi er tro mod os selv”
Julie: ”Da Marie fik Rumle (Maries første barn, red.), havde vi ikke noget kontor. Der var vi bare os to og sad hjemme og arbejdede, men så fik vi vores lille kælderstudie i Nordvest, mens vi begge var gravide. Jeg med mit første, og Marie med sit andet barn. Da jeg fødte, holdt jeg fri de første to måneder, og da jeg så begyndte at komme ind igen, skulle Marie føde. Jeg kan huske, jeg ringede til vores mor og sagde, at jeg godt nok syntes, det var hårdt at skulle ind hver dag med den lille, og der sagde hun bare: ’Ja, men du har jo ikke noget valg’. Der var bare ingen trøst. Nej okay, der var jo den her virksomhed, der skulle køre, så jeg fandt ud af, hvordan jeg fik det til at fungere. Jeg ville hellere ikke kunne forestille mig at være væk fra virksomheden nu, så jeg er inde på kontoret et par gange om ugen pt. Vi laver til gengæld heller ikke så meget andet end at være sammen med vores familier og at arbejde. Der er da helt sikkert gået ud over nogle af vores vennerelationer de sidste 10 år.”
Marie: ”Ja, vi har valgt meget fra. Det har været hardcore prioritering. Det har ikke altid været sjovt, men vi elsker Skall og det, vi har bygget op, og så elsker vi vores familier. Vi er begge mennesker, der tanker op ved ro.”
Foto: Tue Blichfeldt
Skall Studio har 25 ansatte på kontoret i Amaliegade, der emmer af inspiration a la Skall-universet.
Julie: ”De fleste weekender laver vi ikke noget udover at være hjemme med vores familier.”
Marie: ”Vi kunne arbejde hele tiden, så det har også været godt for os at få børn, så vi ikke kan sidde og arbejde hele siden.”
Julie: ”Ja, så der også er noget andet i livet end Skall.”
Hvordan ser en almindelig arbejdsdag ud for jer? Marie: ”Der bliver hentet og afleveret børn. Der er vi nok atypiske virksomhedsledere, men vi går tit kl. 15.00, fordi der skal hentes børn.”
Julie: ”Så bliver computeren jo åbnet igen om aftenen, når børnene er puttet. Det er bare fra sofaen, men så fortsætter det.”
Hvad laver jeres kærester? Marie: ”Min kæreste, Jakob, er grafiker. Jeg mødte ham igennem nogle fælles venner her i København til en fernisering i 2014. Jeg fik øje på ham og tænkte med det samme, at ham gad jeg godt at lære at kende. Vi skulle ud at spise i Kødbyen bagefter, og der kom jeg til at sidde over for ham, og så faldt vi i snak.
“Når jeg skriver en mail, skriver jeg den, læser den igennem og sender. Marie skriver og trykker send”
Julie: ”Min kæreste, Kenwin, er indkøber i kontorbranchen. Jeg mødte ham på TEKO i 2005, hvor han læste salg og marketing, og derefter startede han som første medarbejder i en start up, der havde over 100 ansatte, da han forlod den igen, så han forstår det godt. Nu venter både Marie og jeg bare begge på et frieri.”
Marie: ”Min kæreste grinede sådan, da Julie skulle have en dreng tredje gang, for så var vi ikke helt ens. Vi lever meget det samme liv.”
Julie: ”Vi møder også tit op i det samme tøj. Det sker flere gange om ugen.”
Marie: ”Vi er ens, men vi har også mange forskelligheder, hvor vi supplerer hinanden godt.”
Julie: ”Jeg er mere eftertænksom. Når jeg skriver en mail, skriver jeg den, læser den igennem og sender. Marie skriver og trykker send. Det er et godt billede på, hvordan vi tænker forskelligt.”
Marie: ”Jeg kan finde på at skrive hele mailen oppe i emnefeltet.”
Julie: ”Når jeg laver noget, tænker jeg mig en ekstra gang om og er mere grundig. Jeg kan også godt sumpe for meget i det, så der er det dejligt, når Marie siger: ’Kom nu gør vi det her. Videre.’”
Marie: ”Omvendt kan jeg også lære af Julies eftertænksomhed. Men når vi skal ud og rejse, er det også Julie, der har styr på mine flybilletter. Det er også hende, der booker alt. Det er lige før, hun holder mit pas. Jeg kan selvfølgelig godt selv, men når vi er sammen, tapper vi hurtigt ind i rollerne som store- og lillesøster.”
Bliver I uvenner? Marie: ”Nej. Der er ikke tid til det. Vi er af personer heller ikke sådan nogle, der opsøger konflikter eller drama. Vi er heller ikke misundelige på hinanden, og det tænker jeg tit på, for det er bare roden til alt ondt. Vi har sådan en god nordjysk forståelse og respekt. Som børn og unge kunne vi selvfølgelig godt skændes, men vi fandt jo også allerede vores pladser i relationen til hinanden dengang: Julie er storesøster, jeg er lillesøster. Men jeg kan da godt høre vores mor, der sagde: ’Hvorfor kan I ikke bare være gode venner?’ Det er vi heldigvis i dag.”
Lyt til ELLEs podcast ‘Klædt På’, som er din månedlige podcast om tendenser, strømninger og insiderviden fra modens verden med Mads Emil Grove Møller som vært.
Lørdag kl. 16.45
Jeg sidder endelig på færgen fra Rømø til Sild. Et par timer senere end planlagt, da vinden giver udfordringer for det lille færgeleje. Jeg sætter mig i caféen, og da tjeneren ikke kan klare havremælk i min kaffe, nøjes jeg med en Cola Zero. Den kommer heldigvis i glasflaske, min yndlings, og jeg drikker straks en tår direkte af flasken, som var det min sidste. For det er det måske, tænker jeg. I hvert fald for den næste uge, vil jeg tro. Zero er næppe en del af menuen.
Foto: PR
Lanserhof Sild, der åbnede i 2019, strækker sig over 20,000 m² placeret i naturskønne omgivelser. Stedet har 68 værelser p.t., men er i gang med at blive udvidet, så der dels er flere værelser og dels flere behandlingsmuligheder.
Lørdag kl. 18.10
Efter tjek-ind og en rundvisning på det smagfulde Lanserhof, der blandt andet tæller 68 værelser (mit i to etager og med terrasse og udsigt til havet), en gigantisk lægeklinik, en spa med alt hvad du kan forestille dig af behandlinger og lidt til, et gym inkl. klatrevæg, en pool, der er delt i en inde- og udedel, et sauna- og dampbad-område komplet med pejs og en restaurant, hvor alle måltider indtages, sætter jeg mig til rette ved ’min’ plads netop her (alle får tildelt et fast bord). Bordet er simpelt stylet med hvid dug, en blomst og et lille skilt, der fortæller at mobiler ikke er velkomne her. Jeg overser skiltet og får en venlig reprimande i løbet af middagen … Foran mig ligger også min menu. Den afslører, at jeg er på menu 2.B.0 – og at min aftensmad er (en lille portion) græskarsuppe. Jeg går småsulten, men også udmattet i seng kl. 20.43.
Søndag kl. 7.50
Jeg møder ind til min første aftale i klinikken. Jeg er ikke bare sulten, men min hovedpine (som viser sig at vare de næste 3 dage …) er begyndt. Jeg ved godt hvorfor … I klinikken skal jeg have taget alskens prøver, der skal afsløre eventuelle helbredsudfordringer. Bagefter er det heldigvis tid til morgenmad i restauranten. Menukortet afslører et væld af lækkerier. Til min skuffelse, må jeg desværre ikke bare vælge frit. Jeg går med havregrød med kanel og bær.
Kl. 9.00
Mit program dikterer terapeutisk massage. Den var vidunderlig – måske den bedste jeg nogensinde har fået – ikke mindst for min lænd, som har drillet mig længe.
Foto: Privat
Mit solo-bord i restauranten. Her frokost med bagte rødebeder, mozzarellabrud og ristet speltbrød.
Kl. 15.30
Jeg møder ’min’ læge, Dr.med. Thomas Hübner, for første gang. Han gennemgår mine resultater fra morgenens prøver og fortæller om, hvad han ud fra dem har planlagt for mig den næste uge. Mine resultater ligger inde for normalområdet, bortset fra mine cellers iltoptagelse, som ikke er god. Han spørger, om jeg har følt mig stresset den sidste tid, da det godt kunne være en forklaring. Og selv om jeg ikke har følt mig decideret stresset, må jeg indrømme, at 2023 indtil nu har været ekstremt travl. Min mave knurrer (frokostens tre små kartofler og stegt zucchini mættede ikke helt …). Jeg spørger ham derfor til menuen, da jeg har noteret mig, at vi ikke alle får det samme i restauranten. Han forklarer mig om ’The Lanserhof Cure’, hvor ’detoxification’, ’purification’ og ’deacidification’ er kernen, og de principper som både køkken og behandlingerne bygger på. Han tjekker min menu i systemet og retter den (heldigvis) straks til en menu med langt flere kalorier end de 400, jeg har indtaget det første døgn. Jeg fortæller ham om hovedpinen, og han ordinerer et espressoshot til mig, som jeg dog vælger ikke at tage imod, da jeg MÅ kunne overleve én uge uden. Jeg dropper at spørge om en enkelt daglig (syreholdig) Cola Zero mon kan lægges ind.
Foto: PR
Naturen på Lanserhof.
Mandag kl. 11.00
Mit program starter i spaen med en behagelig ’detox drainage’ (kopping, som fremmer processen med udskillelse af affaldsstoffer) efterfulgt af en fuld kropsscanning, der skal undersøge, om jeg har nogle mistænkelige forandringer i huden. Jeg står Splitter-Hans Jørgen i scanneren med den lidt generte, unge assistent som publikum. Han tager det pænt. Min frokost er i øvrigt en (stor) omgang virkelig velsmagende tofubolognese med grøntsagspasta og mozzarellabrud OG den lækreste zucchini-brownie til dessert. Mit humør stiger i takt med kalorieindtaget, selv om hovedpinen stadig plager. Jeg drister mig ud i den smukke natur for at give mine celler ilt, som Dr. Hübner har foreslået. Den idylliske lavvandede strand foran Lanserhof bugner med østers og knivmuslinger – også skaller fra allerede åbnede som lækkersultne lokale har nydt direkte på stranden. Jeg overvejer, at gøre dem kunsten efter, men så alligevel ikke, for østersåbning er ikke for mine negle. Jeg holder mig til ’The Lanserhof Cure’.
Foto: privat
‘Natural detox hay pack’-behandlingen, hvor du ligger på en bund af hø, pakkes ind i et vandtæt klæde inden du omsluttes af varmt vand.
Tirsdag 8.25
Jeg spiser gedeyoghurt og ristet speltbrød med avocado til morgenmad, inden jeg skal have min første ud af tre ’cellgym’-behandlinger. Behandlingen foregår med iltmaske med koncentreret ilt, der skal booste mine (’stressede’) celler. Placeret i en yderst behagelig stol med udsigt over havet og et lunt tæppe omkring mig døser jeg hen, og vågner først da iltapparatet slukker 45 min. senere.
Et ophold på Lanserhof
ELLE blev inviteret til Lanserhof for at teste ‘Classic Cure’ i syv dage. Prisen for alle behandlinger er 4.125 euro, mens et værelse i syv dage koster 3.000 euro. Læs mere om de forskellige muligheder og priser på lanserhof.com.
Tirsdag kl. 13.00
Jeg møder min træner omklædt til min første træningstime. Mit hoved er ved at eksplodere og tanken om fysisk aktivitet giver mig nærmest opkastfornemmelser. Men jeg gør selvfølgelig, hvad mit program dikterer. Frederik, min træner, fornemmer min manglende energi og spørger sødt til, hvad jeg har lyst til. Jeg har lyst til at svare en kold Zero i Eames Lounge Chair ved pejsen, men siger alligevel at klatrevæggen ser sjov ud. Og det var den også. Selv om han måske roser mig lige lovligt meget ift. min præstation, får han mig til at glemme hovedpinen, og da vi er færdige en time senere, mærker jeg, at den for første gang er ved at lette.
Foto: PR
Lanserhofs gigantiske (og lune) pool, som består af både en inde- og en udedel. Den lille dør, der forbinder de to dele slutter helt tæt.
Tirsdag kl. 15.30
Jeg har møde med min læge igen, hvor vi vender alt fra kosten til min hovedpine på retræte, ligesom han giver min mave en behagelig form for fordøjelsesmassage. En behandling jeg får tre gange i løbet af ugen.
Onsdag kl. 10.20
Jeg har – på grund mine lænde- og bækkenudfordringer – bestilt en ekstra tid til osteopati. Og Malthe, som min behandler hedder, ved tydeligvis, hvordan man løsner bækkensmerter. Jeg spørger, om jeg kan importere ham med til Danmark. Han griner, og siger tak. Min energi er på en stejl opadgående kurve og efter 30 minutters detox fodbad og en frokost bestående af rødbede-’piccatta’ med ris og tomat, er jeg klar til ’fryseren’ – Lanserhofs version af cryoterapi. Min energiske ven fra scanneren forleden tager imod mig. Denne gang er jeg dog iført badedragt, hue og vanter. Den kræver overvindelse, for ikke alene trigger cryo min kroniske kuldskærhed, men også min latente klaustrofobi. Men jeg går ind til ’It’s raining men’, som mit heppekor (scanner-vennen) sætter på – og napper først 15 sekunder i henholdsvis minus 10 grader og minus 60 grader, inden jeg går ind i det sidste rum med minus 110 grader, hvor jeg danser til musikken i tre meget lange minutter. I did it. Og kan med det samme mærke effekten af øget blodcirkulation. Jeg sover virkelig godt den nat.
Foto: privat
Den avancerede kropsscanner, som kan afsløre eventuelle forandringer i huden.
Torsdag kl. 10.40
Efter endnu en omgang afslappende celleboost med iltmasken, har jeg bestilt tid til en manicure efterfulgt af en blanding af zoneterapi og fodmassage. Sidstnævnte prioriterer jeg selv alt for sjældent. Behandleren, Tobias, får også hurtigt sporet sig ind på mine bækkenudfordringer, og da jeg forlader briksen, har jeg næsten overtalt ham til at flytte til København.
Torsdag kl. 15.10
Efter frokosten (fiskeragout med quinoa OG ‘chokolade’-is lavet på grøntsager til dessert) skal jeg have resultaterne af min kropsscanning. Dermatologen, Dr.med. Mari Arens, fortæller, at hun kigger efter modermærker, som man som regel som voksen har mellem 300-500 forskellige typer af. Jeg har 50. Hun er meget tilfreds – nærmest stolt – og roser mig for min indsats med solcreme. Jeg iler mod køkkenet, hvor jeg har tilmeldt mig kokkens cooking class. Vi skal lave zucchini-brownie og ‘chokolade’-is. Mums.
Foto: Privat
Man kunne vælge mellem dessert eller supper som supplement til frokosten. Jeg valgte – uden undtagelse – desserten hver dag. Her ‘chokoladeis’ med granola-knas.
Fredag kl. 11.30
Sidste lægetjek, hvor resultaterne af de test og blodprøver jeg fik taget selvsamme morgen gennemgås. At lave synlige forandringer kræver selvfølgelig mere end en uge, men der er slået nogle nye takter an. Især min opmærksomhed omkring måltidet: digital ro, fokus på at tygge maden og ikke at indtage væske lige før, under og lige efter for at fremme fordøjelsen. Og så skal jeg uden tvivl prioritere mere udetid med frisk luft, end jeg gør. Inden jeg går, drister jeg mig alligevel til at spørge til to af mine laster. ”Kaffe er der undersøgelser, der peger på, kan have fordele”, siger Dr. Hübner, ”men Cola Zero har jeg intet godt at sige om. Så hellere en almindelig Cola.”
Foto: Privat
Underetagen af fitness-rummet, der blandt andet huser klatrevæggen.
Lørdag kl. 09.30
Uvejret, der har skabt massive oversvømmelser i dele af Danmark aftenen og natten igennem, har endelig lagt sig, så jeg kan tage den lille færge fra Sild tilbage til Rømø. Jeg nøjes med at købe en vand i caféen. Ville alligevel føles forkert med andet i min nu ‘rene’ krop. Jeg reflekterer over opholdet på køreturen gennem Danmark. På trods af det første døgns sult, hovedpine og mangel på mine yndlingsdrikkevarer, har det været en vidunderlig og berigende uge. Måske en tilbagevendende årlig tradition, som Dr. Hübner foreslog. Hvis jeg altså starter med at spare op nu…
Hvad går du mest op i; hud, hår eller makeup?
“Det er svært for mig at svare på, for jeg går enormt højt op i mit hår, men jeg gør nærmest ingenting. Mit hår er stort, og jeg har flere gange tænkt over, at hvis jeg mistede det, ville jeg blive meget ked af det. Jeg kan godt finde på at gemme mig lidt bag det og bruge det som et skjold. Hvis jeg ved, jeg skal til et event eller et møde, som jeg kan være nervøs for, har jeg altid løst hår, så jeg kan gemme mig lidt i det.”
Så hvad er det du (ikke) gør med dit hår?
“Jeg vasker det hver 14. dag. Jeg havde seks-syv år, hvor jeg overhovedet ikke vaskede det med shampoo, jeg skyllede det bare. Mit hår bliver ikke fedtet, og da jeg lod være med at vaske det med shampoo, fik det så flot struktur og samlede sig pænere. Efter at have været gravid fik jeg irriteret hårbund, og så rådede min frisør, Frederikke Rosengren hos Gun-Britt, mig til at begynde at vaske det med shampoo igen. Nu bruger jeg shampoo hver 14. dag: Purely Professionals ’Shampoo 4’, derefter kommer jeg conditioner i hele håret. Den eneste børste, der kan redde mit hår ud, er Mason Pearsons ’Popular’, og når håret er håndklædetørt, kommer jeg David Malletts ’Hair Serum’ i og lader det lufttørre.”
Foto: Sidsel Alling
Sidsel Alling kalder sig selv doven hvad angår hudpleje, men et yndlingsbeautyritual er alligevel at bruge en maske af og til. Gerne en lermaske, der tørrer ind, og som kan mærkes på huden.
Hvordan ser din hudplejerutine ud?
“Ambitionerne er høje, men jeg må indrømme, at jeg er dårlig til at huske at rense min hud om aftenen. Jeg prøver at blive bedre, for jeg kan se en kæmpe forskel på, når jeg gør det, og ikke gør det. Når jeg renser, er det med en skumrens, og så bruger jeg en mist, som min veninde Frederikke (Toftsø, red.) har lavet i samarbejde med Purely Professional. Derefter altid et serum og ‘Ansigtscremen’ fra Beautyspace. Om dagen bruger jeg enten en fed dagcreme, f.eks. Mantles ’The Rich Cream’ eller Purely x Frederikke Toftsø ’Face Oil’. Noget nyt, jeg har tilføjet, er en læbemaske fra Laneige, jeg har set på TikTok. Jeg er normalt ikke læbepomade, for jeg synes, man bliver afhængig af det, men da jeg kiggede mig i spejlet forleden, syntes jeg pludselig, at læberne så rynkede ud. Så jeg slog det op på nettet og kunne se, at der var mange, der gerne ville hjælpe mig med mit problem. Jeg fandt så frem til Laneiges læbemaske, som jeg anser som en slags quick fix.”
Foto: Sidsel Alling
Det er cremede produkter fra Westman Atelier, der fylder mest i Sidsel Allings makeuppung. Seneste tilføjelse er dog en vippebukker fra Sephora for ”det gør jo en kæmpe forskel,” som hun siger.
Kan du nævne et produkt, du er blevet påvirket til at købe, som du har holdt fast i?
“Det tog mig lang tid at forstå, hvad et serum egentlig gik ud på. Jeg har prøvet en del forskellige, men Mantles ’The Glow-’serum har jeg efterhånden brugt længe. Jeg har også købt en vippebukker efter at en venindes lillesøster lagde makeup på mig. Jeg troede, en vippebukker var noget man brugte i 1990’erne, men det gør jo en kæmpe forskel. Nu bruger jeg den hver dag.”
Foto: Sidsel Alling
”Jeg har meget af alt. Jeg har mange masker. Og jeg har mange neglelakker,” siger Sidsel Alling.
Hvad er dit go to-makeuplook?
Jeg kan bedst lide, når det ser ud, som om man ikke har makeup på. Om sommeren er det nemt, for der ser min hud så pæn, men om vinteren er den tør og rød. Jeg er virkelig glad for Westman Ateliers cremebaserede makeup. Det er altid det samme, jeg har på – både dag og aften. En flydende foundation, en concealer til at rette rødme, en bronzer på kinderne og contour under kinderne. Jeg får farvet bryn og vipper hos M’Lash, så jeg bruger ikke mascara. Noget, jeg også er blevet fanget af på TikTok, er læber. Jeg har store læber, men jeg har altid tænkt, at hvis jeg kommer farve på dem, syner de mindre, og ansigtet større, så det har jeg aldrig gjort så meget i. Til ELLE Awards fik jeg lagt makeup, og der rådede makeupartisten mig til ikke at bruge røde, men mere neutrale farver. Hun brugte en lipgloss på mig, der så sindssygt pæn ud, så har jeg efterfølgende købt en på en tur til Paris.
Foto: Sidsel Alling
Sidsel Allings seneste TikTok-inspirerede køb, er den storhittende Laneige ’Lip Sleeping Mask’.
Hvad er det mest prisvenlige produkt, du bruger?
“Jeg er begyndt at være glad for en vaskeklud. Den må gerne være lidt hård, for jeg kan gode lide den eksfolierende effekt, det har.”
Hvad er dit seneste beautykøb?
“Jeg var til et selskab hos en, jeg troede havde fået botox, men hun fortalte, at hun bare havde brugt en infrarødmaske, og den slags anbefalinger, er jeg totalt til fals for. Så jeg har undersøgt forskellige versioner, men jeg fandt en på Net-a-Porter, og de skrev, at det var den, Alexa Chung brugte, så den købte jeg. Jeg er nem at overbevise. Når den kommer, forestiller jeg mig, at jeg får ny hud.”
Foto: Sidsel Alling
En makeupartist anbefalede Sidsel Alling Chanels lipgloss i farven ’Caramel’, som hun derefter købte med hjem fra en tur til Paris sammen med lommespejlet.
Hvilket produkt har gjort den største forskel for dig?
“Det er hårserummet fra David Mallett, som jeg fik anbefalet af Charlotte Torpegaard fra I Love Beauty. Det er en mirakelkur. Jeg har anbefalet den til alle, jeg kender. Jeg har aldrig prøvet et produkt, der på den måde virker med det samme mod uglet og kruset hår. Den er genial og drøj i brug.”
Hvad er dit yndlingsbeautyritual?
“Jeg kan rigtig godt lide masker. Selv om lermasker måske ikke er det bedste for min tørre hud, kan jeg virkelig godt lide, når de størkner, og når man kan mærke dem virke. Jeg kan godt finde på at tage min computer med ud på badeværelset, gøre det hyggeligt og se en film eller serie. Jeg bruger også forholdsvis meget tid på at lægge neglelak, det er også et dejligt ritual for mig.”
Mine første kulturoplevelser er summen af alle de indtryk, jeg skulle lære at absorbere, da jeg som niårig ankom fra Kenya til asylcenteret i Sandholmlejren og derefter Kongelunden i Dragør, hvor min mor, lillebror og jeg boede i fire år. Det var mere et kulturchok. Et nyt sprog. Nye dufte og farver. Kontrasterne var enorme, og jeg fik travlt med at omrokere mine tanker og væremåde. Jeg løb, da jeg var yngre. Sprintdistancer. Min mentalitet var at komme hurtigt i mål og blive på egen bane. Nu var jeg i et ukendt land, hvor jeg på stort set alle parametre blev udfordret på min tålmodighed.
Jeg gik på en katolsk privatskole på Nørrebro. Busturen fra Kongelunden og tilbage var mit space. Her var der plads til at reflektere. På skolen var der børn fra hele verden. Mange havde palæstinensisk og iransk baggrund. Vi var fælles om ikke at kunne bo i vores hjemlande. Og i det er der en stor smerte – også for børn. I Kongelunden var der en gruppe frivillige unge og voksne danskere, der tog os med i biografen og Tivoli. De kom også og dyrkede sport med os. Jeg ser stadigvæk et par af dem i dag. Det er dem, som har reddet mit liv. Ikke papiret på mit tilhørsforhold til Danmark, for jeg fik først godkendt min opholdstilladelse sidste år, som 23-årig.
Foto: Kavian Borhani
Om Tonia Atieno
24 år og arbejder som model i ind- og udland. For nylig udkom fotograf og filminstruktør Michella Bredahls portrætbog ’Love Me Again’, som Tonia Atieno medvirker i. Hun bor på Vesterbro med sin roommate.
Første gang, jeg rejste udenfor Skandinavien, var til Barcelona, da jeg gik på efterskole i 10. klasse. Jeg kunne jo kun få lov til at rejse ud af Danmark, hvis det var i forbindelse med skolegang, så det var helt vildt for mig. Men det var også lidt anspændt, for alle de andre havde MobilePay på deres telefoner, jeg blev nødt til at have kontanter med, fordi jeg – uden dansk opholdstilladelse – ikke kunne få en bankkonto. Min mormor som jeg voksede op hos i Kenya, døde under rejsen. Jeg fik besked om det i bussen til kunstneren Salvador Dalís hjem udenfor Barcelona. Så min første rigtige rejse var præget af både stor glæde og stor sorg. Besøget hos Dalí fik mig i gang med at male selv, og det forsatte jeg med i gymnasiet på Nørre G, hvor jeg gik på IB. Her var der igen mennesker, der fik stor betydning i mit liv. Lærere, der gav sig tid til at lytte og inspirerede mig til at skrive mine tanker og oplevelser ned på papir.
Foto: Kavian Borhani
Favoritprodukter fra Aasai, der er produceret på en familiefarm i Uganda.
Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg være ked af det. For jeg er i en god bevægelse, hvor der sker så mange ting. Jeg er på vej til Kenya, hvor jeg skal besøge min familie, som jeg ikke har set, siden jeg kom til Danmark. Jeg skal dernede og researche, opdage nye, genkendelige dufte og lyde, som skal sætte fodspor til kommende kreative projekter.
Gadgets, jeg ikke kan leve uden, er en kuglepen og et stykke papir. Jeg ville blive skør, hvis ikke jeg kunne skrive. Der var en periode i mit liv, hvor blyanten ikke kunne følge med alle mine tanker, hvilket gjorde det umuligt at skrive. Derfor begyndte jeg at lave lydoptagelser, men det virkede slet ikke for mig. Det er skriften, som betyder noget.
Foto: Kavian Borhani
Fotograf og instruktør Michella Bredahl er inspirationskilde, og Tonia medvirker i hendes portrætbog ’Love Me Again’.
Bedste gave, jeg for nylig har givet … okay, det kan måske lyde cringe, men det er en Kinder Bueno til min veninde. Hasselnødder, chokolade, vaffel … det er en kærlighedsgave. Jeg elsker Bueno, og en juleaften gav min lillebror mig den bedste gave – en hel æske af dem. De minder mig om evig kærlighed og er en nøgle ind til mit følelsesliv, en Bueno-nøgle, ha ha.
Når jeg har brug for inspiration, kigger jeg på min Tumblr account. Jeg har haft den, siden jeg var 13 år, og den er fuld af billeder, stemninger, samtaler; ja et årelangt moodboard. Men egentlig kan jeg finde inspiration alle steder. Jeg er meget nysgerrig og går rundt i tilværelsen med store ører og åbne øjne. Og så er min veninde Michella Bredahl én jeg er meget op til. Hun er kunstfotograf – med sit helt eget unikke blik.
Min livret er en god varm ret med kokos og en masse grøntsager.
Foto: Kavian Borhani
Musik og Bueno er ren kærlighed for Tonia.
Skønhedsproduktet, jeg igen og igen bruger, er Shea Butter fra aasai. Som jeg elsker! Jeg mødte Brenda, der er aasais founder under en skydning til en Mads Nørgaard-kampagne for et par år siden. Jeg var blown away over hende. Brenda var den første sorte kvinde, jeg havde mødt på et fotoshoot, og oveni det havde jeg haft supersvært ved at finde produkter i Danmark, der passede til min hud. Dengang havde jeg en dårlig vane med at kradse min hud, og det efterlod ’dark spots’. Brendas produkter bliver produceret på familiefarmen i Uganda og Kenya og er baseret på de planter, hendes mor og bedstemødre har brugt i generationer. Jeg har kæmpe respekt for Brenda, som i dag er blevet en af mine gode venner.
Mit forbillede er Nina Simone. Min kærlighed til musik stammer fra hende. Jeg har læst om hende, set en masse dokumentarfilm og dykket ned i hendes tekster igen og igen. Her finder jeg svar på mange spørgsmål. Hun var en klog kvinde. En fantastisk sanger, pianist og borgerrettighedsforkæmper. Hun er min musikalske mor. Et andet forbillede er min egen mor. Hun er også en kvinde, der har kæmpet og kæmper for sin og mine søskendes plads i livet.
Foto: Kavian Borhani
På min ønskeliste er der rejser, bøger, musik. At rejse ud i verden. Lære nye sprog. Jeg er flydende på engelsk, dansk og swahili og er i gang med at lære fransk, så jeg har fået en dansende tunge. Og det er ikke nok at forstå sproget. Jeg skal også kunne tale og skrive det.
Min personlige stil er farverig. I alle nuancer. Jeg får altid en kommentar om, at det tager lang tid at gøre mig klar til at gå ud. Men det er fordi, min påklædning skal stemme 100 procent overens med, hvordan jeg har det. Og hvis ikke jeg finder det tøj, som afspejler mit humør, foretrækker jeg at blive hjemme. Jeg er en ’ud i byen-pige’, så heldigvis kan jeg ’dresse’ mig glad – men det kræver et par ekstra minutter at finde frem til de elementer. Og så er det bare om at komme ud i livet – ja, så er jeg klar til at køre hele vejen til Paris.
I min taske er der altid en læbepomade og en masse ting og sager, jeg har samlet op på min vej.
De bedste dufte i verden er alle de uskyldsrene. Jord, regn, træer, græs … naturen.
En egenskab, jeg sætter stor pris på, er evnen til at dele. Når naboen mangler salt, så deler man. Sådan er jeg opdraget. At dele er også at stole på andre mennesker. Og den mentalitet skaber en indre frihed og egentlig også mod.
Foto: Kavian Borhani
Tasken, der kan rumme alt
Seneste ting jeg har købt, som jeg elsker, er en vinterfrakke. Det er første gang, jeg har købt og ikke arvet fra andre. Det er en fake, hvid pels, der minder mig om hvide isbjørne og perler. Jeg fandt den i en genbrugsbutik i Paris.
Den største glæde i mit liv er at være i live. Jeg har gået en hel del igennem i min tilværelse. Men nu er mit fokus at være til stede i alle de gode momenter. Og stole på at der er en masse fantastiske oplevelser i vente.
Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er Nairobi. Jeg har ikke været i Kenya, siden vi flygtede til Danmark. Og om et par dage rejser jeg tilbage. Jeg er så spændt på det. Kan jeg mon genkende det hele?
Bedste bog, jeg har læst, er ’Meditations’ af den stoiske filosof og romerske kejser Marcus Aurelius. Det tog mig et år at læse den, og den bragte mig mange åbenbaringer. Jeg skrev så mange noter i den bog. Desværre har jeg ikke den udgave længere, for det var min ekskærestes, og vi gik fra hinanden efter, at jeg havde læst den. Men jeg har købt en ny, og en dag opstår der nok en mulighed for at udveksle dem.
I mit køleskab er der altid æg. Da jeg var barn, kunne jeg ikke tåle æg. Det kompenserer jeg for nu; blødkogte æg, omeletter, røræg, spejlæg …
En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, må være Salvador Dalí. Og det passer fint, for han er jo også inspireret af drømme.
På repeat hører jeg ’Juls’, Sade Riddim, ’Meghalaya’, Tiana Khasi, ’Ddoje Face’, Nu Genea og ’Ginn’, Bad Man.
Filmen, jeg kan se igen og igen, er ’Touki Bouki’ af den senegalesiske instruktør Djibril Diop Mambéty. Den er fra 1973, men er i sin fortælling så genkendelig og aktuel. Det er en modig og poetisk film om udlængsel.
Foto: Kavian Borhani
Tonia Atieno maler og skriver. I år skal hun lave et kreativt samarbejde med et modebrand, og det skal optages i Kenya.
Bedste tøjkøb er en genbrugsskjorte med guldfiskprint. Egentlig er det en sørgelig historie. Jeg havde en guldfisk, som jeg fik i gave og elskede. Den boede ubeskriveligt længe i akvariet med en piratfisk. Den dag, hvor jeg første gang tog skjorten på, døde min guldfisk. Men nu tænker jeg, at den har efterladt sine spor i den her skjorte.
Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, ville det 100 % være gratis skole til alle verdens børn.
Det gør mig glad at kigge på fugle.
Det gør mig vred, når jeg kommer til at være for skarp i min tone. Jeg har fundet ud af, at mine vokaler er stærkere også uden lyd, så det unødvendigt. Man skal huske at lytte til tonen i rummet. Og selv gøre sit for at den er omsorgsfuld.
Mine favoritfarver er blå og rød.
Jeg kommer altid til at grine, når jeg er sammen med min ven Rodrigue. Vi har det ubeskriveligt sjovt, og snakker også swahili sammen. Der er mange, der tror, at vi er tvillinger eller søskende. Samtidig har jeg min tætteste veninde Maria, der forstår mig og omvendt. Det er skønt at føle sig afspejlet i andre mennesker.
I år vil jeg lande med begge ben på jorden. Jeg skal ikke længere svæve rundt. Lige nu er jeg i et limbo. Hvor skal jeg bo? På landet i Danmark eller i Paris? Men jeg er sikker på, at jeg finder det rette sted.
En af Thomas Korsgaard første litterære forbilleder var forfatterkollegaen Kirsten Thorup, hvis bagkatalog og en på flere måder tilsvarende opvækst gav Korsgaard motivation til at kaste sig ud egne skriverier. I dag har deres relation udviklet sig til gensidig inspiration – hvor Korsgaards autentiske fortællestil har været en øjenåbner for Thorup.
Kirsten Thorup: Du var så ung, da du begyndte at skrive om din familie. Og din opvækst. Jeg forstår ikke, at du evnede det. Jeg startede et sted, som lå så langt fra min opvækst som muligt – jeg skrev digte, der foregik i fremmede landskaber og byer, langt fra hjemstavnen. Jeg magtede ikke at se tilbage og gå dybt, dybt ind i det. For det gør man jo, når man skriver. Går dybt ned i tingene. Virkeligheden virker ofte usandsynlig, når den skrives ned. Hvis det er hårdt og ekstremt nok. Og det kunne jeg ikke klare, før jeg var i midten af 30’erne. Jeg har tit tænkt på, hvordan du kunne klare det?
Thomas Korsgaard: Da jeg flyttede til København lige efter gymnasiet for at skrive, føltes det forkert og meget bondsk at skrive om mit eget liv, så jeg begyndte at skrive nogle mærkværdige Michael Strunge-digte om at sidde nede i en bunker fuld af kanyler. Det havde jeg aldrig nogensinde prøvet, og teksterne var kønsløse og dårlige. Da jeg begyndte at bruge min egen opvækst, flød det bare, og det føltes helt rigtigt i kroppen. Jeg tænkte, at der alligevel ikke var nogen, som skulle læse det. Jeg havde jo fået at vide, at det var svært at lykkes med romaner. Og det fandt jeg mod i. Da bogen så kom ud, og der var mange læsere, blev det lidt forstyrrende for mig. Nu kæmper jeg lidt med at finde derhen, hvor jeg skriver frit.
Læremester
Hvad har gjort Anika Madsen til en bedre kok? Thomas Korsgaard til en kløgtigere forfatter, Malene Hvidt til en dygtigere arkitekt og Margrete Berri til en skarpere designer? Sandsynligvis en masse hårdt arbejde og en vis portion talent, men alle fire har også haft en læremester, som har givet sin viden videre og gjort de fire til bedre fagfolk – og måske endda mennesker. I en artikelserie først bragt i ELLE februar 2024 har vi mødt fire personer om deres læremestre. Her er det forfatterne Thomas Korsgaard og Kirsten Thorup.
KT: Det er et nøgleord, synes jeg. Fri. At være forfatter handler om frihed og ikke tryghed.
TK: Når jeg bliver ramt af frygt og tænker: ‘Må jeg det her? Og hvad vil andre sige, hvis jeg skriver sådan?’ Så er der ufattelige mængder af mod at hente i dit forfatterskab. Jeg kan konstatere, at man godt kan blive ved, og det skal nok gå. Du har vist, at man kan gå mange veje, og at man ikke er bundet til én form eller ét stof. Du har et frit forfatterskab, og det smitter mig med gejst og lyst til at selv at prøve at gå ned ad nogle andre stier.
KT: Når jeg skriver, har jeg altid den tanke, at jeg ikke behøver at udgive det. Jeg kan bare skrive løs. Man kan ikke skrive, hvis man ikke føler sig fri. Da jeg skrev ’Lille Jonna’, fik jeg at vide, at jeg ikke overholdt romanens love, fordi jeg skiftede meget mellem første og tredje person, så jeg tænkte: ‘Jeg er på rette spor’.
Om Thomas Korsgaard
28 år. Forfatter. Debuterede i 2017 med romanen ’Hvis der skulle komme et menneske forbi’, som var første bind i trilogien, der var delvist inspireret af hans egen opvækst. Modtog i 2022 De Gyldne Laurbær. Har skrevet flere novellesamlinger og børnebøger og har netop udgivet novellesamlingen ’Snydt ud af næsen’.
TK: Der er en scene i din bog, ’Lille Jonna’, hvor Jonna opsøger den sære pige, som der går en masse rygter om i landsbyen, fordi Jonna tænker, at det måske er bedre at have én ven end ikke at have nogen venner. I deres møde spørger den lidt tilbagestående pige om Jonna vil se hendes børn, og åbner en skuffe fuld af menstruationsbind. Den scene ramte mig benhårdt, fordi det er ufatteligt sørgeligt, at selv om de to er lige marginaliserede, kan de ikke blive venner. For mig er stigmatisering en kernetematik i dit forfatterskab.
KT: Ja, det har du ret i. I din trilogi skriver du også om at være udenfor af forskellige grunde, ikke? Altså, hvad kan samfundet optage. Hvem er udstødt? Der er ikke kun det homoseksuelle, der er også det med at være anderledes end sin familie. Og en søgen efter noget andet, noget mere. Jeg kan huske en dag i gymnasiet, jeg var desuden den eneste i familien, som fik en studentereksamen, hvor jeg læste nogle digte højt for min ene bror, som bare så helt forkert ud i hovedet.
Om Kirsten Thorup
81 år. Forfatter. Debuterede i 1967 med digtsamlingen ’Indeni-Udenfor’. Blandt hendes mest kendte romaner kan nævnes ’Lille Jonna’, ’Himmel og helvede’ og ’Erindring om kærligheden’. Har modtaget flere priser, heriblandt Søren Gyldendal-prisen (1987), Kritikerprisen (1982), De Gyldne Laurbær (1982), Det Danske Akademis Store Pris (2000) og Nordisk råds litteraturpris (2017). Har udgivet romaner, novellesamlinger og digtsamlinger. Senest udkom ’Indtil vanvid, indtil døden’ i 2020 og ’Mørket bag dig’ i oktober, 2023.
TK: Hver fredag stod min bror og jeg for enden af den lange indkørsel og ventede på, at ugens tilbudsaviser blev kastet ud af postbilen. Vi havde et kapløb om at komme først og blive førstevælger. Den attraktive var Bilkas, der var fuld af billeder af legetøj og film, vi drømte om at eje. En dag dukkede en lillebitte, lækker folder op. På forsiden stod der: ‘Få tre bøger til kun 9 kroner’. Hvor heldig havde jeg lov til at være! Jeg satte kryds ved bøgerne og i min sparegris fandt jeg 9 kroner, som jeg klistrede uden på folderen, og sendte den retur. Efter noget tid kom min far op på mit værelse med en kasse, og han var rasende, fordi jeg havde bundet mig til at modtage månedens bog til fuldpris i et helt år. Vi blev uvenner, og det endte tumultarisk. Med grådkvalte øjne kiggede jeg på ham: ‘Men hvad med bøgerne?’ ‘Dem synes jeg kraftedeme du skal læse,’ svarede han. Jeg fik læst alt fra Harry Potter til Lisa Marklund, og mine forældre var sure hver måned, når de blev mindet om deres dumme dreng, som havde skaffet dem endnu en regning.
KT: Din familie, altså den i bøgerne, taler på en farverig måde, synes jeg. Du kan skrive hårdheden ind i replikkerne, og samtidig fornemmer man en underliggende kærlighed. Jeg var meget imponeret over den autenticitet, du skabte. Det kræver også mod. I stedet for at passe lidt på. Det er en stor kvalitet, for det giver romanen en gennemslagskraft. Der er jo også en skønhed ved det sprog. Altså, i sin hårdhed. Du kan virkelig åbne din historie op for læseren. Det var en øjenåbner for mig at læse det.
TK: Det gør mig glad, at du har det sådan. Du står jo i min bogreol blandt mine inspirationskilder. Bøgerne er det tætteste, vi kommer på at have kollegaer.
KT: Andre forfattere har selvfølgelig spillet en stor rolle igennem mit liv, men jeg får ikke idéer til mine egne romaner ved at læse andres bøger. Jeg er inspireret af det, jeg har oplevet i mit liv.
TK: Vi skal jo skrive vores egne bøger. Inspirationen skal helst forstærke det, som er en selv.
Kokkene Anika Madsen og Theis Brydegaards historie startede med et kaffemøde, der udviklede sig til et velfungerende makkerskab og endte som et nært venskab. I dag er Madsen køkkenchef på Iris i Bergen og Brydegaard er leder af testkøkkenet på Alchemist i København, og de bruger stadig hinanden til at udvikle nye retter.
Anika Madsen: I 2015 var jeg på ferie i Barcelona med Nico (kæreste, red.), og jeg følte mig klar til at prøve noget nyt rent arbejdsmæssigt. Nico læste i Gastro, at drengene bag Kadeau ville åbne den nye restaurant, Eldorado, med dig som køkkenchef. Jeg kendte dig ikke rigtigt, men rygtet i byen sagde, at hvis man arbejdede for dig, så var man i gode hænder. Så jeg skrev til dig og spurgte, om du ville drikke en kaffe. Du gav mig en prøvevagt, og så stod valget mellem mig og en anden.
Theis Brydegaard: Det kan jeg slet ikke huske, at det gjorde.
AM: Jeg så det som en stor chance og var lykkelig, da du valgte mig. Jeg startede helt fra bunden på snackpartiet. Hvis du kan klare det, så er du inde i varmen. Men der gik ikke mere end to måneder, før jeg spurgte om jeg måtte lave en ret til dig. Det var en rischips med kartofler og lime-chili-remoulade. Jeg havde aldrig mødt en chefkok, som havde sagt ja til at smage noget, jeg havde lavet. Den endte endda med at ryge på snackmenuen. Kan du huske den?
Læremester
Hvad har gjort Anika Madsen til en bedre kok? Thomas Korsgaard til en kløgtigere forfatter, Malene Hvidt til en dygtigere arkitekt og Margrete Berri til en skarpere designer? Sandsynligvis en masse hårdt arbejde og en vis portion talent, men alle fire har også haft en læremester, som har givet sin viden videre og gjort de fire til bedre fagfolk – og måske endda mennesker. I en artikelserie først bragt i ELLE februar 2024 har vi mødt fire personer om deres læremestre. Her er det køkkenchef Annika Mads og testkøkkenchef på Alchemist Theis Brydegaard.
TB: Ja, men jeg husker bedre din saltede makrel med sennepsblad og en yuzu-ponzu-dressing og peberrodscreme. Det var den første rigtige ret, du bød ind med, som kom på menuen. Det var vel sådan vores samarbejde startede? Jeg kan hurtigt spotte, om en kok har noget på hjerte. Jeg plejer at sige, at man efter en time kan se, om folk kan lave mad eller ej. Det er noget, man har i hænderne. Og jeg kunne hurtigt se, at du havde den.
AM: Vi havde et rigtigt godt partnerskab, når der skulle skiftes menu hver anden måned. Du sendte dine ønsker til mig: Du ville have lam, aubergine og ingefær på menuen. Og så skulle jeg byde ind med det omkringliggende. Hvordan skulle lammet være, hvorfra og hvilken udskæring. Jeg kom måske op med en auberginepuré og noget yoghurt fra Hårbølle Mejeri.
TB: Og så smagte jeg til og foreslog nogle smagskombinationer. Jeg har aldrig været et kreativt geni. Det er jeg heller ikke i dag på Alchemist. Jeg er god til at drifte og lede et køkken og lade andre bidrage med deres egenskaber, og så synes jeg, at jeg har lært mit håndværk. Det er det, jeg altid læner mig opad. Du kom ind som et frisk pust bød ind med en masse idéer. Det er derfor, jeg syntes, at vi var et godt makkerpar. Du inspirerede mig til at bryde lidt ud af det klassiske. Og gør det stadig i dag.
AM: Jeg kan godt lide at være first mover. Jeg var ivrig, og du var mere tålmodig. Du lærte mig helt lavpraktisk at lave en god ret og gøre den færdig, så alt spillede. Der spillede din klassiske tilgang til kokkehåndværket nok ind.
Om Anika Madsen
30 år. Køkkenchef på Restaurant Iris, der flyder på havet, 10 minutters sejltur fra havnen i Bergen, Norge. Udlært på Formel B i København. Har arbejdet som souschef på Eldorado og køkkenchef på Nabo, Roxie og Fasangården. Bor på en lille ø lidt uden for Bergen med sin mand.
TB: Jeg husker vores ret med stegt and, glaseret i teriyakisauce med sønderjysk hvidkål. Det var en blanding af mit jyske ophav og din fascination for asiatisk mad. Det blev en klassiker på Eldorado.
AM: Det lyder skørt, når man siger det høj: teriyaki møder Sønderjylland. Men det er fedt. Sådan nogle retter var der flere af. Hvor vi fandt vores fælles sprog.
TB: Det sker ikke mange gange i løbet af ens karriere, at man finder en, som er fed at arbejde sammen med. 90 procent af alle kokke, kan sagtens lære at lave god mad, men det er kun en lille håndfuld, som har et særligt talent. Hvis man kan fornemme, at man har et godt samarbejde, så synes jeg, det er ens pligt at give det plads til at vokse. Og sørge for at modparten får lov til at shine.
AM: Og erkende hvad ens styrker og svagheder er, så man kan være ærlig over for den anden. Det er ikke en branche, hvor man er særlig ærlig. Der er mange egoer, ikke?
TB: Ja, og som skal plejes. Det har jeg aldrig brudt mig om. Så er det rart at indgå i et forhold, hvor man kan være ærlig, for det giver langt hen ad vejen de bedste resultater.
Om Theis Brydegaard
44 år. Head of Devolpment på Alchemist i København. Udlært fra Den Gamle Kro i Hornslet og The Fat Duck i London. Har blandt andre arbejdet på The Fat Duck i England, som souschef på Kong Hans Kælder og som køkkenchef på Ensemble, Kadeau, Eldorado og Nabo. Er kok på Go’ Morgen Danmark. Bor i København med sin hustru og to børn.
AM: Du har lukket lidt ned for dit kokkeego.
TB: Jeg vil sige, at jeg aldrig har haft et. Jeg kan godt lide at være der, hvor tingene sker, men jeg har ikke behov for at stikke hovedet frem. Der er du lidt mere frembrusende. Og jeg synes, det er megafedt, at du tør. Jeg tør jo ikke.
AM: Der er mange i branchen, som ser dig som en rollemodel, fordi du ikke har et stort ego. Og fordi du er foregangsmand for at være en god leder. I dine køkkener kan man godt have høje, høje ambitioner og samtidigt behandle hinanden ordentligt og give plads til livet uden for køkkenet. Det er virkelig noget, jeg har taget med mig, nu hvor jeg selv er blevet køkkenchef. Jeg tror, at jeg har fundet mig til rette med, at man enten elsker eller hader mig. Nogle gange tænker jeg: ‘Hvad ville Theis have gjort?’ Og så falder jeg ned, hvor jeg ikke er ildrød i hovedet af raseri. Men jeg gider ikke være lige så mellow som dig. Sagt med al respekt. Jeg nægter at gå hjem og lægge mig på hovedpuden og tænke over, hvordan jeg skulle have sagt fra og stået ved mine egne holdninger.
TB: Det gør jeg. Jeg er jo megakonfliktsky.
AM: Der har jeg nok et lidt større ego.
TB: Det har du helt sikkert. Og det skal du give dig selv lov til at have.
Margrethe Vestager har boet ni år i Bruxelles, siden hun i 2014 blev indsat som Konkurrencekommissær i EU, men hun føler sig stadig ikke bare en smule belgisk. Det skal der noget helt særligt til, mener Vestager, som dog har forelsket sig i byens særlige arkitektur, kunstscene og ikke mindst pomfritter, der virkelig er de bedste, hun nogensinde har smagt.
Da jeg fik jobbet som Konkurrencekommissær i EU i 2014, flyttede jeg til Bruxelles fra den ene dag til den anden. Jeg lejede en lille møbleret lejlighed sammen med en af mine tætte medarbejdere, mens godkendelsesprocesser og høringer i parlamentet fandt sted. Og så gik jeg i gang med at finde et sted at bo med min familie. Min yngste datter syntes, det var træls at bo i Bruxelles, så min mand flyttede hjem med hende efter et års tid. Et par år senere blev vores mellemste datter færdig med gymnasiet og flyttede til England for at læse. Vi rejser en del i vores familie for at få det hele til at hænge sammen. Typisk er det mig, som kommer hjem på weekend for at være sammen med min mand, som stadig bor i København. Og for at være sammen med børnene til søndagsmiddage og den slags.
Mit første indtryk af Bruxelles var kaotisk. Jeg syntes, at byen var virkelig svær at finde rundt i. Jeg var kommet meget i det europæiske kvarter, men kendte ikke resten af byen. Det er en gammel og lidt skramlet by, som ikke er bygget op efter et grit, vi kender fra Washington. I Bruxelles er hver plads ligesom midten af en stjerne, hvor vejene ud fra pladsen ikke er parallelle med hinanden. Hvis man tager en forkert vej, ender man et helt andet sted, end man troede. Det tog mig også noget tid at forstå byens kvarterer og 19 forskellige kommuner med hver sit politiske styre. De kommunale politikere gør en stor indsats for at få byen til at leve. Der arrangeres små festivaler, og de gør meget for at udleje tomme butikslokaler til små start ups, så de kan få muligheden for at blive til noget.
“Fra kaos fik jeg langsomt en forståelse for byens rytme”
Med tiden fik jeg byen ind under huden ved at gå rundt og opdage kvartererne. Fra kaos fik jeg langsomt en forståelse for byens rytme. Jeg opdagede de høje slanke huse i fire-fem etager med fantastiske balkoner og gesimser, én dør og ét stort vindue. Pludselig så jeg dem over det hele. Ikke bare i ét kvarter. De stod både i de rige og fattige kvarterer. De var byens rytme. Jeg blev helt rolig, da det gik op for mig, at der var en tone, jeg kunne genkende, uanset hvor jeg var i byen.
Nu føler jeg mig hjemme i Bruxelles og i mit kvarter, Ixelles, som er et blandet kvarter. Det strækker sig fra det afrikanske område til det portugisiske og videre til der, hvor jeg bor. Min lejlighed ligger på femte sal med en meget bred balkon, og jeg har udsigt over byen. Himlen kommer helt ind ad vinduet. Om lørdagen, når jeg sidder med min morgente, kan jeg se de grønne papegøjer, parakitter, som der er tusindvis af i Bruxelles, komme susende ned mellem husrækkerne. De er eminente flyvere, der fræser som var de til verdensmesterskaberne.
Alle sagde, at jeg skulle spise pomfritter, når jeg kom til Bruxelles, og jeg tænkte: Hold nu op! En pomfrit er en pomfrit. Der var jeg så helt galt på den. For enden af min gade ligger Place Flagey, hvor Frit Flagey har hørt til i mange år. Første gang jeg kom der, krængede køen sig rundt på pladsen, det gør den altid, når de åbner. Da det blev min tur, bestilte jeg to gange pomfritter og en tatarsauce. ”En ting ad gangen, madame. Først får vi styr på pomfritterne, og så tager vi det andet bagefter,” svarede ekspedienten. Pomfritterne er dobbeltstegte i oksefedt. Der er så meget umami, at man tror det er løgn. De er fingertykke, vanvittigt sprøde, og med kartoffelblødhed inden i. Det er de bedste pomfritter, jeg nogensinde har smagt. Om søndagen skynder folk sig hjem til deres frokostborde med pomfritterne. De kunne ikke drømme om at lave dem selv.
Foto: Zsófia Bodnár
Der bor næsten lige så mange forskellige mennesker i Bruxelles, som i Dubai, der er verdens mest diverse by, hvilket betyder, at du kan få hele verdenskøkkenet i Bruxelles. Hvis vi skal spise noget hurtigt med familien, vælger vi ofte Umamido, hvor de serverer fantastiske ramens. For et par år siden havde jeg besøg af min bogklub, og vi endte på Osteria Romana, som sågar har en hemmelig indgang. Bare indretningen er et kunstværk i sig selv. Hvis man bliver bange for en udstoppet ræv, der kigger ud fra en hylde, skal man ikke gå derned. Det er ikke beige og nordisk. De er eksperter i pasta, og deres store slagnummer er en carbonara, som serveres i den rygende varme pande, den er lavet i.
Når jeg leder efter bøger, går jeg i Waterstones, som er en fantastisk britisk boghandel i indre by, lige på den anden side af Grand Place. Det er et bogtempel. I Danmark går jeg ind i en butik, køber en bog, og går ud igen. Her går jeg ind og mærker den rare stemning. Jeg nusser rundt og kigger på bøger, samler tre-fire op. Efter en halv time har jeg 10 bøger under armen og må sortere dem ned til de to, jeg allerhelst vil læse. Jeg kan ikke komme i tanke om en bedre måde at tilbringe en halv time på.
Om Margrethe Vestager
55 år. Ledende næstformand i Europa-Kommissionen.Cand.polit. fra Københavns Universitet. Opvokset i Ølgod. Boede i København, da hun flyttede til Bruxelles.
Jeg holder af byens mange museer, og særligt Royal Museum of Fine Arts of Belgium er blevet en favorit. De har skønne permanente udstillinger fra 1900-tallets socialrealistiske malere. I kæmpe formater. I starten af 1900-tallet var Bruxelles et fristed for mange kunstnere, der havde et andet syn på kunst end den herskende klasse. Det resulterede i en masse spændende og nytænkende værker, som museet viser flot frem. I mit kvarter genåbner Museum of Ixelles i 2025, hvilket jeg glæder mig til. Der er selvfølgelig også Magritte-museet og det nye moderne museum, MIMA.
Det kræver mere end ni år i Belgien at føle sig belgisk. Det er et helt særligt folkefærd. Det er et meget sammensat land, fordi de har skiftet form og funktion mange gange. De har været besat, været en kæmpestor koloni, de er tosproget; flamske og franske. På trods af anselige kulturforskelle, er det en befolkning, som føler en stor nationalidentitet. Deres kongehus har en meget samlende funktion og er til rådighed for de forskellige dele. De spiser middag med det muslimske samfund til eid, og det kristne ved juletid. De er interageret i alle samfundets lag. Bruxelles er en by, som er nem at føle sig hjemme i, fordi der er så mange forskellige mennesker og syn på tilværelsen. Man bliver ikke mødt af ensartethed. Det er en levende by, som byder dig velkommen som den, du er.
