Den pæneste jule-røde neglelak og 4 andre skønhedsnyheder, du ikke vil gå glip af
Fra hudpleje til hårpleje, makeup og parfumer. Hver måned bliver der lanceret hundredvis af skønhedsprodukter, og det kan være virkelig svært at finde hoved og hale i dem alle.
Derfor har skønhedsredaktionen udpeget fem af de bedste lige nu.
Du finder blandt andet en særlig version af en vidunderlig vintervenlig ansigtscreme, en makeuppalet, der vil kunne give glød langt ind i det nye år og en særligt pæn rød neglelak.
Vintervenlig
Cliniques ‘Moisture Surge’-serie består af bl.a. mist, læbepomade, maske og ansigtscreme og fælles for dem er, at de giver huden masser af fugt. Og netop fugt er præcis, hvad huden hungrer efter, nu hvor det er koldt, og vi opholder os meget i (udtørrende) radiatoropvarmede rum. I ’Moisture Surge’-serien finder man bl.a. ’100H Auto-Replenishing Hydrator’, der er en oliefri gelcreme. I anledningen af vinteren er den blevet klædt i en vinterlig indpakning og har fået tilnavnet ’Winter Hygge’. Og så fås den endda i en ekstra stor størrelse, så der er fugt nok til resten af vinteren.
‘Winter Hygge Moisture Surge’, ansigtscreme, Clinique, 125 ml, 490 kr.
Du skal gøre dig umage
… for at få opbrugt de smukke puddere og blushes i Hourglass’ overdådige palet inden for den nærmeste fremtid. Her er glød nok til flere år!
’Ambient Lighting Edit Unlocked 2022 Tiger’, makeuppalet, Hourglass, 719 kr.
Julerød 2.0
CNDs Vinylux-neglakker er kendt for deres gode holdbarhed (især hvis de kombineres med deres utroligt gode Vinylux-topcoat), og i den kollektion, der er på vej i butikkerne nu, finder du en særligt pæn rød med navnet ’Maple Leaves’. Ikke for rød, ikke for orange. Nærmest lidt brændt. Meget klædelig og et dejligt tvist til den klassiske julerøde.
’Vinylux Maple Leaves’, Cnd, 125 kr.
Sporløs
De populære, økologiske hårprodukter som ’Elderflower’-saltvandssprayen og den cremede voks ’Limsouffle’ fra Less is More får nu følgeskab af en tørshampoo-mousse. Produktet, der kan bruges af alle hårtyper, masseres ind ved hårrødderne, og udover at fjerne overskydende olier, giver den også håret mere volumen (særligt hvis du også føntørrer det let). Og dét helt uden også at lægge en hinde over hårets naturlige shine og efterlade hvide spor.
’Dry Shampoo Mousse’, Less is More, 150 ml, 250 kr.
Har du set?
Danske Raaw by Trice har skriftet navn til Raaw Alchemy. Det betyder bl.a. produkter med et visuelt mere enkelt look samt et par tilføjelser til sortimentet. I første omgang den beroligende balm ’Calming Blue Balm’ og rensebalmen ’Cleansing Silk’.
'Cleansing Silk', Raaw Alchemy, 125 ml, 425 kr.
Jude Laws datter, Iris Law, er stilikonet, du ikke vidste, du manglede
21-årige Iris Law er værd at holde øje med. Ikke kun fordi hun er datter af Jude Law og Sadie Frost (og har Kate Moss som gudmor), men simpelthen grundet hendes stil.
Det er selvfølgelig ’nemt’ at blive berømt, når man har en familie med et kendt efternavn, men Law har alligevel formået at skabe sig et image, der er helt sit eget.
Hun landede sin første modelkampagne som 17-årige som ansigt for Burberry Beauty, og siden har hun medvirket i kampagner for Calvin Klein, Marc Jacobs og Moscino, ligesom hun har gået shows for Missoni, Miu Miu og Roberto Cavalli.
I 2021 blev hun ansigt for Dior Beauty og medvirkede desuden i Versaces SS22 kampagne ’La Vacanza’.
I 2022 fik Iris Law sit skuespilmæssige gennembrud i mini-serien ’Pistol’ omkring bandet Sex Pistols. Til rollen barberede hun sit mørke hår af og blegede håret helt lyst, og det sendte hende direkte ind i armene på titlen som stilikon.
Det ultrakorte, helt blege hår var nemlig akkurat den kant, som Law manglede for at skille hende ud fra mængden og give hende en snert af punk, der klæder hendes klassiske, yndige træk.
Den nye frisure trak også straks overskrifter – særligt da hun til premieren på ’Pistol’ tilførte lange, sorte extensions til den korte frisure og rockede et transparant Prada AW22 look, der var lige dele glam og punk.
Og Iris Law har altså holdt sig på toppen af den stilmæssige kransekage siden hun for alvor brød igennem lydmuren.
Uanset om hun er på den røde løber til filmfestivalen i Cannes, på første række til modeshows eller til British Fashion Awards, formår hun at overraske positivt med sine looks.
Hun er desuden svært glad for vintage, og mikser gerne tøj, der er lige så gammelt som hende selv med moderne elementer for det perfekte Y2K-udtryk.
Hendes garderobe er desuden fyldt med oversized suits, croppede skjorter og yndige kjoler – alt i alt den ultimative mix-and-match situation, hvor alle udtryk er mulige.
Og det er netop det, der gør hendes stil interessant; at man aldrig helt ved hvad man kan forvente, i det hun rammer både fine babydoll-kjoler i puddernuancer og futuristiske farverige looks lige på sømmet.
På Instagram skuffer hun heller ikke. Faktisk kan vi næsten med sikkerhed sige, at hun er netop det, der mangler i dit feed.
Selvfølgelig kommer det til udtryk, at hun på mange måder er et barn af nepotisme, og ikke mangler noget, men kan man se igennem fingre med det faktum, at hun rejser ,som vi andre skifter undertøj, og hænger ud med sine venner, der også falder naturligt ind i ’cool kids’-kategorien, så er der altså smæk på det farverige content.
Iris deler flittigt ud af sin stil (som vi ærligt ikke kan få nok af), snaps fra hendes misundelsværdigt ’artsy’ lejlighed, rejser og venner. Og så har hun et negle-game, der kan give Hailey Bieber kamp til stregen!
Kort sagt, Iris Law er det stilikon, du ikke vidste, du manglede, og vi er sikker på, at vi kun har set begyndelsen af, hvad Jude Laws datter har at byde på.
I galleriet nedenfor har vi samlet et udvalg af Iris Laws bedste looks, som du kan lade sig inspirere af til at gøre hverdagen lidt mere punktet og farverig.
Kim Cattrall til premieren på ‘Emily in Paris’ har sat spekulationerne i gang: Er hun med i den nye sæson?
We couldn’t help but wonder…
Sådan var der mange fans af både ‘Emily in Paris’ og ‘Sex and the City’, der tænkte ovenpå tirsdagens premierefest på Netflix-seriens tredje sæson, efter en helt særlig gæst betrådte den røde løber, der i anledningen var pyntet som en fransk fortorvscafé.
Her dukkede skuespiller Kim Cattrall ganske overraskende op. Og selvom det er Lily Collins, der er hovedrollen i serien og dermed var en af aftenens hovedpersoner, var det Cattrall, der hurtigt fik internettet til at spærre øjnene op.
For i kølvandet på afslutningen ‘And Just Like That’, hvor Carrie i sidste afsnit er i Paris og får en besked fra Samantha, der er flyttet til London og derfor er tæt på, spekulerede flere fans i, om Cattrall måske ville vende tilbage sin rolle i den omdiskuterede spin off-serie.
Det håb har både hun selv og seriens skaber, Darren Star, dog slukket én gang for alle.
Darren Star og Kim Cattrall til premieren på 'Emily in Paris'.
Det satte bare gang i nye spekulationer og håbefulde tanker om, at ‘Emily in Paris’ og ‘Sex and the City’ ville få en såkaldt crossover-episode. Altså et afsnit, hvor de to seriers universer eller karakteren mødes. Et fænomen, der før er sket mellem komedieserierne ‘Brooklyn Nine-Nine’ og ‘New Girl’ og tegneserierne ‘The Simpsons’ og ‘Family Guy’.
For de to modeserier har mere tilfælles end som så. Udover, at de begge to er skabt af Darren Star, så er det også samme stylist, Patricia Field, der står for garderoberne i serierne og har gjort dem begge til et tilløbsstykke inden for aktuel mode i serier.
Med det in mente plus det faktum, at Samantha Jones er flyttet til London, mens Emilys flirt Alfie også er rykket til den britiske hovedstad, så har Cattrall deltagelse i verdenspremieren kun tændt håbet om, at vi får skuespilleren at se i den nye sæson af ‘Emily in Paris’.
Om det bliver som den bramfrie PR-chef eller i en helt ny rolle, må tiden vise, når tredje sæson af serien får premiere på Netflix den 21. december.
’The Holiday ’-instruktøren, Nancy Meyers, slår en gang for alle fast, om der kommer en opfølger eller ej
Du kan næsten høre det for dig: den dramatiske, sæsonbetonede strygermusik, der er underlægger til de romantiske scener; Miles og Iris, der jammer ’doodelidoo’ ved klaveret; Amandas hvin og Iris’ dramatiske hulken gennem murene på The Rosewood Cottage efter nyheden om, at hendes flirt var forlovet…
Den film kalder jo ikke blot på et gensyn, men på en efterfølger.
For hvordan får Amanda og Graham langdistanceforholdet mellem L.A. og London til at gå op med to små piger at tage hensyn til? Bliver Jasper ved med at spøge i Iris’ liv, eller får hun og Miles lov at leve lykkeligt til deres dages ende og holde Hannukah-middage for Hollywoods gamle drenge mens Santa Ana-vinden blæser udenfor?
Vi er ved at gå til for at binde finde sløjfer på alle de løse ender den ultimative feel-good julefest efterlod.
Og i løbet af de 17 år, der er gået, siden filmen havde premiere, har det evindige spørgsmål da også været: ”Hvornår kommer ’The Holiday 2’?”
Rygterne har svirret længe, og pludselig begyndte det også at forlyde sig, at alle de medvirkende skuespillere, altså både Jack Black, Kate Winslet, Jude Law og Cameron Diaz, skulle have skrevet kontrakt om at lave en to’er, hvis indspilning rygtedes at gå i gang i foråret 2023 på ’flere lokationer’ i Europa.
Men, men, men. Som det tit er med rygter, der lyder for gode til at være sande, så er de det sjældent. Og det gælder altså også snakken om, at en ny ’The Holiday’ skulle være på vej.
Filmens instruktør, Nancy Meyers, har nemlig en gang for alle fået jungletrommerne til at holde inde:
”(Jeg har fået) så mange beskeder omkring dette – beklager, men det er ikke sandt,” skriver hun i et Instagram-opslag.
Også Kate Winslet er kommet rygterne til livs efter det blev annonceret offentligt, at hun skulle have sagt ja til at medvirke:
”Jeg læste godt noget om det, men det er altså det første jeg hører om den sag. Jeg har ikke hørt fra nogle agenter, repræsentanter eller medvirkende fra den første film omkring en ny. Hånden på hjertet, det har aldrig været på tale,” har Winslet sagt til People.
Men måske er det ok. Vi elsker jo originalen, og behøver ikke en to’er, der kan spolere den lykkelige slutning på julefilmen.
Julefrokost-top, spidse sko og blød strik: Ugens bedste fund på budget
Top, Arket, 650 kr.
Bukser, Zara, 279 kr.
Jakke i velour, H&M, 400 kr.
Taske, Mango, 269 kr.
Sko, Cos, 1.200 kr.
Halskæde, Gina Tricot, 139 kr.
Bh, & Other Stories, 235 kr.
Trusser, & Other Stories, 125 kr.
Strik, Weekday, 550 kr.
Dungarees, Monki, 400 kr.
Hertuginde Meghans Louis Vuitton-kjole er perfekt inspiration til brudekjolen den kommende sæson
Da ’Ripple of Hope’-prisuddelingen, som orkestreres af Robert F. Kennedy Human Rights non-profit organisation, fandt sted i New York natten til onsdag den 7. december 2022, blev Prins Harry og Hertuginde Meghan anerkendt for det humanitære arbejde, de udfører gennem deres Archewell Foundation, der blandt andet fokuserer på racediskrimination, sexisme og mental sundhed.
Til anledningen var hertuginden trukket i en yderst elegant hvid kjole, designet særligt til anledningen af Nicolas Ghesquière for Louis Vuitton.
Den hvide kjole havde en elegant bådudskæring, lange ærmer og endte lige over anklerne i en slank, tulipanformet silhuet.
Kjolen, med sit klassiske snit og underspillede detaljer, er den perfekte forlængelse af hertugindens i forvejen enkle garderobe, hvor det tidløse ofte vinder over det hyper-trendy.
Og selvom det er første gang Hertuginde Meghan har Louis Vuitton på til et højt profileret event, så var der alligevel referencer til hendes brudekjole fra 2018, designet af Claire Wright Keller for Givenchy, i form af de lange ærmer og bare skuldre.
Dermed er kjolen også den oplagte inspirationskilde til brudekjolerne den kommende sæson; særligt hvis man går efter et look, der er lidt anderledes end det gængse med store, voluminøse skørter, men stadig gerne vil holde stilen enkel og klassisk. I så fald; look no further.
Hertuginden havde i aftenens anledning, der jo trods alt ikke var et bryllup, sat sin hvide kjole sammen med sorte stiletter og Prinsesse Dianas turkise ring, som Markle også bar på sin bryllupsdag.
Og mon ikke der var tænkt over, at kjolen netop var hvid, som symboliserer fred, til netop dette event, hvor parret blev hædret for deres filantropiske arbejde.
Ikonisk ‘Love Actually’-scene går viralt: Sådan har du ikke set den før
Hvis du er glad for film, kærlighed og jul, så har du højst sandsynligt set den berømte klassiker “Love Actually”.
Og i så fald kan du nok også huske filmens sidste scene, hvor den unge og forelskede Sam (spillet af Thomas Brodie-Sangster) spurter gennem lufthavnen for at erklære sin kærlighed til klassekammeraten Joanna.
I den ikoniske scene kan man se, hvordan stedsønnen til Liam Neesons karakter undviger den ene sikkerhedsvagt efter den anden for at nå frem til sin elskede.
Men faktisk er scenen slet ikke så vild, som den var tænkt.
Den 11-årige Sam skulle nemlig have udført en noget mere spektakulær løbetur end det, der endte i den originale film.
Det skriver News.com.au, efter den slettede scene er begyndt at gå viralt på sociale medier.
I den slettede scene kan man se, at det var meningen, at den lille forelskede knejt skulle have foretaget flere gymnastiske tricks såsom saltomortaler og vilde vejrmøller.
Tricks, der krævede, at produktionen måtte indhente stuntmænd for at filme scenen.
Se den slettede scene herunder:
It is your holiday duty to make sure everyone you know is aware of the deleted subplot in Love Actually where the little boy is a trained gymnast. pic.twitter.com/Za2pzGVn6H
— Patrick Fisackerly (@fisackerly) December 3, 2022
“Love Actually”-instruktøren Richard Curtis har tidligere fortalt, hvorfor han valgte at droppe den noget vildere slutscene i lufthavnen.
Ifølge ham var det meningen, at Sam i den originale udgave af filmen skulle være en habil gymnast, men den vinkel var der ikke plads til.
Derfor gav det altså heller ikke mening, at han i den sidste scene pludselig kunne udføre alle mulige gymnastiske tricks.
– I den originale udgave blev det ofte nævnt, at Sam var en fantastisk gymnast, og man så også scener, hvor han var trist over ikke at få nogen glæde ud af at lave dobbelte saltomortaler og den slags.
“Love Actually” havde premiere i 2003 og har altså næsten tyve år på bagen efterhånden.
Filmen er spækket med stjerner såsom Hugh Grant, Keira Knightley, Colin Firth, Emma Thompson og Liam Neeson.
Klippet af den slettede scene er i skrivende stund blevet set over en million gange på Twitter, hvor de fleste umiddelbart er glade for, den blev droppet:
– Jeg ville ønske, jeg aldrig havde set det her, skriver en bruger.
– Slet den scene igen, lyder det fra en anden.
Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.
Gigi Hadids nye favoritjeans er danske – og når du ser dem, vil du også eje dem
Dansk design har (stadig) kronede dage blandt de internationale kendisser. Det er ikke længe siden vi kunne berette, at Kim Kardashian var spottet i en top fra et upcoming dansk brand, og nu er endnu en god historie for den almene nationalstolthed poppet op.
Gigi Hadid har nemlig netop fremvist syv favorit-looks i amerikansk Vogues ’7 Days 7 Outfits’, og minsandten om der ikke havde sneget sig et par jeans ind i ligningen fra et dansk brand.
Looket, der består af t-shirt, sweater vest, loafers, guldkæder, solbriller og de gode, baggy jeans, kalder modellen selv for sit ultimative ’off-duty’-look, som hun tyr til i måneden, hvor hun løber fra show til show under de internationale modeuger.
”Jeg prøver at være lidt chic, men uden at have noget på, der er stramt eller ubehageligt, eller som er svært at tage af og på, når man skifter tøj 10 gange om dagen mellem shows,” siger Gigi Hadid, mens hun fremhæver de løstsiddende, cargo-inspirerede jeans fra danske Saks Potts, der allerede er blevet en favorit blandt stilikonerne herhjemme.
Men det er absolut ikke første gang, at Gigi kaster sin kærlighed på dansk design.
Både hun og søsteren, Bella Hadid, er siden 2020 ofte blevet spottet i sporty detaljer fra H2O Fagerholt, som den danske designer Julie Fagerholt og datteren Bex er de kreative hoveder bag.
Ligeledes er Gigi Hadid en loyal fan af Saks Potts, som blev stiftet i 2014 af barndomsveninderne Cathrine Saks og Barbara Potts. Førhen har det været de elegante, farverige læderfrakker med pelsede håndled, som er faldet i Gigis smag, og i takt med at brandet har udvidet sit repertoire fra pelset overtøj til at indeholde alt fra badedragter til kjoler, skjorter og jeans, har Gigi Hadid altså fulgt med og indlemmet flere af de gode garderobeklassikere i sit klædeskab.
Og vi forstår godt hendes nyfundne kærlighed for Saks Potts bud på sæsonens mest uundgåelige bukser. Med den flotte blå denimvask, et løst, men ikke for løst snit og de diskrete utility-detaljer, er de alt du behøver for at give dit hverdagslook et råt twist, uden at det kammer over.
Jeans, Saks Potts, 2.921 kr.
De baggy jeans er også skabt til Gigi Hadids stil i øvrigt, hvor hun er flittig bruger af afslappede elementer som oversized strik, store frakker, løse bukser og flade sko.
I galleriet nedenfor har vi samlet 17 af modellens bedste off-duty looks, som du kan lade sig inspirere af i de køligere måneder.
Kate Moss’ datter, Lila Moss, tager ’the naked dress’ til helt nye højder
British Fashion Awards er en årlig modebegivenhed, der virkelig forstår at tiltrække branchens hotteste navne; fra Naomi Campbell til Bella Hadid, og alle stjernerne er naturligvis klædt på, som det hør og bør sig til en modefest – og det var også tilfældet for årets udgave af den prestigefyldte modefest.
Blandt de celebre gæster var også Kate Moss’ datter, 20-årige Lila Moss, der efterhånden selv har skabt sig et navn i modelbranchen.
Faktisk så meget at hun i år var nomineret i kategorien ’Model of the Year’ side om side med topmodellerne Adut Akech, Bella Hadid, Paloma Elsesser og Quannah Chasinghorse. Det blev dog topmodeller Bella Hadid, der løb med den prestigefyldte titel.
Og som nomineret klæder man sig naturligvis på til anledningen, hvilket Lila Moss tog meget alvorligt.
Hun ankom nemlig på den røde løber i en speciallavet sort kjole fra det London-baserede brand, Knwls, som på alle måder demonstrerede trit med tiden – og ikke overlod meget til fantasien, trods kjolens hellange silhuet.
Den lange gallakjole med slæb var nemlig spot on i forhold til den altoverskyggende sexede sorte trend, der lige nu kaster skygger over moden.
Kjolen var skabt i gennemsigtigt materiale, der afslørede modellens næsten nøgne krop under de transparente tekstiler.
Fortil var det kun Moss bryster, der var fuldt tildækkede og bagtil åbnede kjolens ryg sig i en dyb, sensuel udskæring, der næsten nåede den synlige sorte trussekant under kjolen.
Lila Moss har selv postet et billede af kjolen set bagfra på sin Instagram-profil, og vi kan kun sige ‘Wauw’. (Swipe)
Men selvom Lily Moss tager ’the naked dress’ til et helt nyt niveau, hvor det simple og sensuelle går hånd i hånd, så er det bestemt ikke nyt, at vi ser ’mere’ af stjernerne på den røde løber end førhen.
I galleriet nedenfor kan du lade sig inspirere af stjerner – fra Rihanna til Karlie Kloss og Reese Witherspoon – der alle omfavner den sexede, sorte trend, og viser masser af hud på den røde løber.
Vegetarisk julefrokost: Rødbedesyltede æg med grønkål, peberrod og ristet boghvede
Spis festlige og farverige solæg til julefrokost, enten som de er med ristet brød, eller som en del af et større vegetarisk julebord, med varme tærter og andre mættende salater.
Her deler kok Frida Hensel sit bud på den perfekte ret til det vegetariske julebord: Rødbedesyltede æg med grønkål, peberrod og ristet boghvede.
Opskrift til 4 personer: Rødbedesyltede æg med grønkål, peberrod og ristet boghvede.
Ingredienser
- 1 rødbede skåret i tern
- 4 æg smilende
- 1,5 dl æblecidereddike
- 1 dl vand
- Syltekrydderier f.eks – peberkorn, laurbærblade, stjerneanis eller nelliker
- 1 spsk salt
- 3 spsk sukker
- 1 bakke karse
- Start med syltelage til æggene
- I en gryde koger du rødbede, eddike, vand, krydderier, salt og sukker op lad lagen køle ned
- Sigt lagen over de kogte æg og lad dem sylte 15-25 timer
- Rør creme fraiche, peberrod, citron, salt og peber sammen. Tilføj evt en smule fløde og lad det syrne med
- Bland godt med grønkålen og lad dressingen “mørne” kålen en smule
- Rist boghveden på en pande og halver de rødbede syltede æg
- Anret salten med den creme grønkål i bunden, de rødbedefarvede æg, karse og ristet boghvede
Du kan se, hvordan du laver opskriften her:
Se billedet: Julia Roberts på den løber med et overraskende budskab på sin kjole
Det er ikke nogen hemmelighed, at Julia Roberts og George Clooney er gode venner.
De to filmstjerner har kendt hinanden i mere end to årtier, de har spillet sammen i et utal af film, og hans børn kalder sågar hende for deres tante.
Hvis man alligevel skulle være i tvivl om, hvor godt et venskab de har, så er det i hvert fald ikke Julia Roberts’ skyld.
Den 55-årige skuespillerinde tog nemlig søndag en kjole på, der i den grad understregede, hvor meget hun sætter pris på George Clooney.
Her dukkede hun nemlig op til Annual Kennedy Center Honors i en kjole, der var fyldt med billeder af sine god vens ansigt.
Julia Roberts i en skræddersyet Moschino-kjole
George Clooney en af de kunstnere, der skulle hyldes til begivenheden i Washington D.C.
Julia Roberts smilede over hele hovedet, da hun troppede op på den røde løber iført den opsigtsvækkende kjole.
Hun havde taget sin egen ægtemand gennem 20 år, Daniel Moder, med til festen.
George Clooney-kjolen droppede hun dog efter den røde løber, hvor hun skiftede til et mere nedtonet outfit, nemlig en sort buksedragt.
Julia Roberts var ikke den eneste af George Clooneys gode venner, der dukkede op til Annual Kennedy Center Honors 2022.
Også Matt Damon var til stede, og han sad ved siden af Julia Roberts og Danny Moder under prisuddelingen.
George Clooney var ikke den eneste kendis, der blev hyldet til Annual Kennedy Center Honors.
Også sangerinden Amy Grant, bandet U2, komponisten Tania León og R&B-stjernen Gladys Knight fik overrakt priser.
Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.