Hvilken problematik er fælles for Danmarks første sociale medie og periodedramaet Bridgerton? Svaret opdagede journalist Maya Tekeli, da hun på vej på årets Folkemøde, blev bekendt med genopstandelsen af Arto og oprettede en profil. Her deler hun sine for nyligt erfarede oplevelser med mediet.
Hvis der er noget, jeg er, så er det online.
Det er jeg til et punkt, hvor min personlighed i perioder har drejet sig om memekultur, popkulturel ’lore’ og internetslang. Jeg er altid forbundet til nettet, jeg engagerer mig nærmest konstant på sociale medier, man kan altid komme i kontakt med mig, og hvis man mangler noget at lade hjernen rådne til, har jeg et obskurt internetfænomen ved hånden, som jeg kan videresende.
Det har jeg gjort karriere på, og så har jeg fået venner for livet ved at holde mig sygeligt opdateret på bevægelser på sociale medier.
Siden jeg i 2018 beværtede satireprogrammet Det Lille Mememageri og dykkede ned i internetkulturen, har jeg været en del af en gruppechat med flere af de største danske memeprofiler på Instagram. Engang brugte vi chatten til at udvikle og dele memes om dansk politik og planlægge udsendelser af programmet, men siden Radio24syv lukkede, og memes blev så mainstream, at politiske partier og etablerede medier har købt sig ind på dem, har forummet ændret karakter.
På det seneste er det i højere grad blevet en chatgruppe, hvor man i ny og næ sender postkort fra internettet, som kun andre kroniske online mennesker vil kunne forstå, og i midten af juli, mens jeg sad i Københavns Lufthavn og ventede på at boarde et fly til Folkemødet på Bornholm, sendte @ting_jeg_synes_er_sjovt noget, der fik mig til at rette ryggen over telefonen.
Det var et screenshot fra Arto.dk, med en opfordring til at oprette en profil på det sociale medie, der uden videre påstyr var genåbnet. Jeg åbnede min browser og skrev mig ind på siden, der utroligt nok gav mig muligheden for at lave en profil igen.
Jeg havde en ret kropslig reaktion på at se hjemmesiden igen, selv om jeg ikke har tænkt på den i mange år.
“Pludselig oplevede jeg følelsen af at leve i starten af 10’ere igen. Jeg havde uindfattede briller på, duftede af Be Delicious fra DKNY og var forelsket i Alex Turner fra Arctic Monkeys”
Pludselig oplevede jeg følelsen af at leve i starten af 10’ere igen. Jeg havde uindfattede briller på, duftede af Be Delicious fra DKNY og var forelsket i Alex Turner fra Arctic Monkeys. Jeg kunne mærke min første forelskelse, smage mit første kys og høre min første polyfoniske ringetone, ligesom jeg genoplevede chokket over at få min første cykel stjålet og rusen fra den første øl. Jeg kunne igen mærke frygten for, at min mor ville finde mine skjulte cigaretter i den udhulede bog på mit værelse.
Ingen danske medier havde skrevet om genåbningen, da jeg modtog screenshottet, så jeg skyndte mig at oprette en profil og dele et billede af det på mine andre sociale medier, fordi jeg trods alt mente, at det var et stort øjeblik i nettets korte historie.
Arto var ifølge dem selv det første store sociale medie i Danmark – serverne blev tændt i 1998, længe før begrebet ‘sociale medier’ eksisterede, men et år efter at det, der rent faktisk betragtes som det første rigtige sociale medie, SixDegrees.com, blev etableret og efterfulgt at Hot Or Not, Friendster og MySPace på globalt plan.
“Men internettet er et hastigt skiftende medie, hvor nye tjenester løbende kommer til og erstatter gamle. Og tiden kom for Arto til at takke af i sin daværende form,” står der på deres hjemmeside, der ved lukningen i 2016 angiveligt havde 80.000 profiler.
Stifteren bag siden, Morten Borg, fortalte dengang til metroxpress, at der ganske simpelt ikke var grund til at lade den fortsætte.
“Årsagen er egentlig ret enkel. Arto havde sin storhedstid i årene 2007 til 2009, og siden har Facebook taget en stor del af markedet. De seneste år har det kørt stille og roligt, men der har været en nedadgående tendens,” sagde Morten Borg til mediet.
Selv om jeg troede, at Arto, der var hjemmeside med vittigheder, der langsomt transformerede sig til et online fællesskab for børn unge, ikke ville vende tilbage til en tid, hvor Facebook, Instagram og Tiktok har overtaget socialt samvær på nettet, var jeg faktisk ikke overrasket over at se grønne klat-logo igen.
Historien har det med at gentage sig selv, og fortiden kan nemt blive moderne. På baggrund af det og fordi Generation Z ifølge flere trendanalytikere elsker den knaldgrønne farve, som hjemmesidens æstetik baserer sig på, giver det mening, at vi kan logge på Arto igen.
De første dage med min nye profil føltes også rigtige. Jeg oplevede mig selv som et retro menneske, der havde opdaget noget fra fortiden vende tilbage før alle andre.
Den lavtaljede cyklus
Jeg ved nok om mode til at sige, at den, ligesom historien, gentager sig selv i en umiddelbart ret forudsigelig cyklus, som jeg flere gange har hørt omtalt som 20- eller 30-års reglen.
Så snart man tror, at lavtaljede bukser er passé og har indkøbt et helt lager af jeans, der knapper over maven, så dukker de op igen på nogle unge mennesker, der desværre også tror, at det ser godt ud at overplukke deres øjenbryn, ligesom de seje gjorde i 00’erne.
Det tænker jeg, der er flere oplagte forklaringer på, udover at mennesker har en tendens til at længes efter fortiden og de gode minder, der er knyttet til tidligere tøj, vores forældre gik med engang. Mange ender i øvrigt også med at imitere deres egne forældre, når de først bliver voksne, og derfor henter designerne også ofte inspiration fra familiefotos.
Det bilder jeg mig i hvert fald ind. Uanset om de vælger at mindes helt bevidst, eller om de ubevidst genskaber noget, de har set før, så kan overleveringen af mode og tendenser tolkes som en måde at skabe forbindelse til tidligere generationer på.
“Det henviser til fænomenet, hvor salget af små luksusvarer, som læbestift, stiger i økonomiske krisetider. Teorien er, at forbrugerne skifter fra større udgifter til mindre, overkommelige luksusprodukter som en form for trøst og opmuntring”
Meget apropos, så giver den her ret banale betragtning også anledning til en ret udtrådt samtale, som vi kender svarene på.
Gamle dage var angiveligt bedre, og om ikke andet langt mindre komplicerede end vores nye tid ser ud til at blive.
Hvis man ser sig omkring, er nuet svært at rumme for så mange, at jeg ikke engang føler mig kaldet til at uddybe den påstand, og når verden omkring os er uforudsigelig, kan det være betryggende at klæde sig i noget, der er velkendt og pålideligt.
Det er fint undersøgt og beskrevet i moden gennem “The Lipstick Index”. Et økonomisk koncept, der blev introduceret af Leonard Lauder, formand for Estée Lauder Companies, under den økonomiske nedgang i begyndelsen af 2000’erne.
Det henviser til fænomenet, hvor salget af små luksusvarer, som læbestift, stiger i økonomiske krisetider. Teorien er, at forbrugerne skifter fra større udgifter til mindre, overkommelige luksusprodukter som en form for trøst og opmuntring, når de ikke har råd til større investeringer.
Læbestiften bliver således en indikator for økonomisk modgang, idet folk søger små måder at forkæle sig selv på, selv under økonomisk usikkerhed.
Under kriser søger folk ofte trøst i klassisk kunst og litteratur. Der kan være en stigning i interesse for tidløse værker af kendte forfattere som Shakespeare, Dickens eller klassiske malerier og musikværker. Jeg er personligt i år begyndt at læse Nietzsche – uden at have truffet en bevidst beslutning om at trøste mig selv.
Folk vender tilbage til kendte opskrifter og madvaner, der minder dem om bedre tider, og jeg kan ikke være den eneste, der har bemærket, at folk genfortolker det nordiske køkken på en nostalgisk, men også mere bæredygtig måde for tiden.
Når først man ser den på gaden, kan man ikke få gamle dage ud af øjnene igen, og hvis man lytter efter, summer den også.
I tider med kriser kan der nemlig også ske en tilbagevenden til nationale værdier og traditioner. Politisk kan der være en bevægelse mod mere konservative eller nationalistiske politikker, og man skal have levet under en sten for ikke at have bemærket det europæiske sving til højre.
Valget i Frankrig er i denne analogi en form for politisk modeuge, der peger på en tendens, som man kan argumentere for, er et resultat af krisetider. Det er i hvert fald mange, der vælger at gøre.
“Facebook er for de midaldrende. TikTok er et socialt medie på steroider, hvor man bare forbruger videoer, og det er blevet for meget for den almindelige dansker. Derfor tænkte vi, at det kunne være, at der var en plads til det her igen”
Arto-indekset
Jeg har tænkt ret længe over, hvordan jeg som kronisk online menneske har det med, at det sociale medie Arto.dk i år er genopstået efter otte år i graven, men også, hvorfor jeg oprettede en profil få sekunder efter, jeg blev gjort opmærksom på det.
Ham, der er direktør Freeway, der er den it-koncern, der ejer Arto, har siden jeg loggede ind igen forsøgt at svare på det.
Han hedder Morten Wagner, og hans markedsanalyse lyder nogenlunde sådan her hos Danmarks Radio: ”Facebook er for de midaldrende. TikTok er et socialt medie på steroider, hvor man bare forbruger videoer, og det er blevet for meget for den almindelige dansker. Derfor tænkte vi, at det kunne være, at der var en plads til det her igen,” sagde han blandt andet i P1 Morgen, mens jeg godkendte den ene venneanmodning på min profil efter den anden.
Jeg tror, vi skal finde svaret et andet sted, for hvis man skal beskrive kriser udover dem, der helt konkret har med økonomi eller krig at gøre, så rammer man også bredt ved at pege på sociale medier.
Sociale medier har gjort det nemt at sprede falske oplysninger hurtigt og bredt, hvilket underminerer informeret beslutningstagning, og tilliden til medier og politikere og algoritmerne, der styrer, hvad brugere ser, kan skabe ekkokamre, hvor folk kun ser information, der bekræfter deres eksisterende holdninger, hvilket øger polariseringen i samfundet.
Udenlandske aktører og politiske grupper bruger sociale medier til at manipulere offentlige opfattelser og valgresultater, som set i eksempler som den russiske indblanding i det amerikanske valg i 2016, og brugen af store mængder data fra sociale medievirksomheder rejser bekymringer om privatlivets fred og potentiel misbrug af informationer til overvågning og kontrol af befolkningen.
Det gør det enkelte menneske nervøs og forvirret, og mens sociale medier umiddelbart kan styrke demokratisk deltagelse ved at give en platform til flere stemmer, kan de også marginalisere mindre synspunkter og skabe en skadelig diskurs.
På den måde har Morten Wagner og Freeway måske givet os anledning til at præsentere et helt nyt indeks, en tendens, vi kan studere som indikator for, hvor bange vi var for vores telefoner, da han åbnede Arto.dk igen.
““Kiggede,” skrev jeg og mine venner hurtigt i hinandens gæstebøger. Sådan skrev vi nemlig i Artos storhedstid, og hvis man var godt kultiveret og populær på platformen, tilføjede man også et hav af meningsløse accenter på bogstaverne for at pynte. ‘Kìggêdèh <’3”
Et digitalt periodedrama
Ifølge Morten Wagner, hvis firma i øvrigt også driver bingo.dk, myselfie.dk, partyinabox.dk, single.dk og KforKage.dk, er der i hvert fald 10.000 brugere på det nye Arto. Det er endda på trods af, at der, som de selv skriver på hjemmesiden, er virkelig mange funktioner, der ikke er oppe og køre endnu.
Som det ser ud nu, kan man vælge brugernavn, profilbillede og fortælle hvor gammel man er, om man er single eller har en netkæreste og skrive til hinanden i “gæstebogen”, der til de udvidede kan sammenlignes med at kommunikere på sine venners “væg” på Facebook.
“Kiggede,” skrev jeg og mine venner hurtigt i hinandens gæstebøger.
Sådan skrev vi nemlig i Artos storhedstid, og hvis man var godt kultiveret og populær på platformen, tilføjede man også et hav af meningsløse accenter på bogstaverne for at pynte.
‘Kìggêdèh <’3.
Sådan har jeg velsagtens skrevet i folks gæstebøger, efter jeg blev medlem af Arto igen, for at vække kulturen på mediet til live igen, og for besøge en tid, der var mindre urovækkende.
Jeg vil mene, at vi, der er logget ind igen LARP’er vores digitale liv i ungdommen.
At lave live action role play, som LARP betyder, på sociale medier kan være sjovt af flere årsager. Det ved jeg, fordi jeg er medlem af flere forskellige Facebook-grupper, hvor vi “lader som om vi er lærere på et lærerværelse” eller “en gruppe, hvor vi lader som om vi er antivaxxers” eller “jesu disciple”.
”Jeg er selv er indehaver af en Facebook-gruppe, hvor alle medlemmer lader som, at de er svaner i Sortedams Dosseringen i København”
Jeg er selv er indehaver af en Facebook-gruppe, hvor alle medlemmer lader som, at de er svaner i Sortedams Dosseringen i København.
I 2020 blev en af de her grupper også offentligt kendt. Gruppen hedder ’En gruppe, hvor vi alle lader som om, at vi er boomers’, og den har hele 34.000 medlemmer, der parodierer og gør grin med den ældre generations færden og holdninger på det sociale medie.
Den er jeg også medlem af, og selv om offentligheden havde holdninger til, om man egentlig måtte drille gamle mennesker, der er på nettet, dengang, så er det et let forklarligt fænomen.
LARP på sociale medier giver deltagerne mulighed for at udforske deres kreativitet og fantasi ved at skabe og spille karakterer i forskellige virtuelle verdener. Deltagerne kan udvikle unikke historier, personligheder og interaktioner, hvilket gør det til en engagerende og sjov oplevelse. Det er en måde at fordybe sig i en alternativ virkelighed, hvor deltagerne kan glemme deres bekymringer og nyde den kreative proces og underholdningen.
Men som det er med periodedramaer, som f.eks. Bridgerton og dets lige, så fravælger man som regel de virkelig skrækkelige dele af fortiden, når man leger, at man besøger den. Historien om Arto er også mere nuanceret, end jeg som udgangspunkt valgte at huske den.
En tragedie, og så en farce
Der gik sådan set heller ikke mange dage, før jeg glemte, at jeg havde en Arto-profil. Jeg blev til gengæld lullet i favnen på de medier, som Freeway mener, de konkurrerer med, fordi de simpelthen er bedre skruet sammen til min rådnede skærmhjerne.
Hver gang jeg godkendte en venneanmodning på Arto, blev jeg sendt tilbage på startsiden og skulle trykke mig ind til overblikket over brugere, der vil være venner med mig igen. Den lille øvelse tvang mig desværre til at træffe mere aktive beslutninger, end jeg gør, når jeg doomscroller på Tiktok.
Efter at have gjort det et par gange, opdagede jeg en venneanmodning fra Bergur Løkke Rasmussen, der udover at være Lars Løkke Rasmussens søn, også er medlem af Moderaterne og tidligere repræsentant for partiet i Europa-Parlamentet.
Hans profilbillede var en selfie af ham selv med en opadvendt tommelfinger.
Det gik op for mig, at jeg for første gang, blev præsenteret for noget, der havde reklame til hensigt på platformen. Det gav mig en dårlig smag i munden at se oasen blive forurenet af politiske intentioner.
Jeg sukkede faktisk, for jeg var ret sikker på, at Bergur Løkke Rasmussen ikke var logget på Arto for at skabe dybere og mere meningsfulde interaktioner med andre brugerne.
Jeg trykkede på hans profil for at undersøge, hvordan han havde tænkt sig at føre kampagne på et medie, der ikke rigtig findes endnu.
Hans profil var lilla, ligesom hans parti, og der stod, at han var 34 år, mand, optaget og fra Nordsjælland. I modsætning til mig, havde han også nået at skrive en profiltekst.
“Hver søndag forvandler jeg mig til en stor (svedende emoji), muskuløs ridder (troldeemoji). Jeg er glad for at spille (fjollet emoji) og for at snakke (nørd-emoji),” stod der ret mistænkeligt i den.
“Hver søndag klokken 20 (nogle gange bliver den lidt over 20, man er vel småbørnsforældre) forlader jeg kæresten Simone, sønnen Herman Lars og hunden Atlas for at tjekke ind i en virtuel verden i Warcraft (eller Simcity med min farmand) og platformen Twitch, hvorinde jeg livestreamer mit spilleri, så andre kan se mig spille, og de må da også gerne stile mig spørgsmål undervejs, gerne om EU (stort smil med tænderne emoji)”.
Profilen var, efter min mening, falsk. Sjov, men falsk.
Det samme var hans partifælle Stine Bosses.
“Jeg er Stine Bosse – stolt erhvervsleder og debattør. Jeg er cand.jur fra Københavns Universitet i 1987. Stolt patriot og ridder af Dannebrog siden 2008. Årets erhvervskvinde i Danmark 2006. Jeg elsker min mand Peter,” stod der.
Hvad jeg først så som en oplagt mulighed for at LARP’e politikere på Arto og præsentere karakterer fra fremtiden i mit periodedrama, kunne man – hvis man var lidt mere kedelig – betragte som et af mange eksempler på, at noget ikke er fritaget for moderne problemer, bare fordi det er gammelt.
Faktisk kunne jeg efter besøg i gamle aviser læse, at Arto faktisk har været centrum i mange offentlige kontroverser på baggrund af problemer, som stadig gør sig gældende i debatten om sikkerhed og god opførsel i det digitale liv.
I 2006 debatterede man offentligt, om det overhovedet var godt og forsvarligt at lade unge mennesker befinde sig på sociale medier, og 2008 kunne man læse utallige artikler om, hvordan “tilsvininger på Arto” skabte en ubehagelig og dårlig tone på det sociale medie.
I 2009 stjal en 18-årig mand 12.000 kroner fra en fuld kvinde, der var væltet om på gaden, men efter han pralende delte et billede af sig selv og alle pengene på Arto, blev han hurtigt opdaget igen. Et år senere blev Arto hacket og af to midtjyder, der ville hente data fra de unge, der meldte sig til.
“Vi gjorde det, fordi vi kunne,” sagde en af dem i Retten i Viborg, da han skulle forklare, hvorfor han ville stjæle unge menneskers informationer.
En ubehagelig tone, bekymring for unge og datalæk var allerede store debatemner i den tid, vi nu mindes, og da jeg loggede på Trustpilot for at komme folkets holdning til Arto nærmere, blev jeg mindet om det helt store problem med platforme.
Arto var, som andre sociale medier anklages for, arnested for pædofile.
I 2008 loggede en journalist fra Ekstra Bladet ind på platformen under falsk navn. I en mail søgte ‘Felix’ uforpligtende sex – eventuelt mod betaling. Han sendte beskeden til 50 piger mellem 13 og 17 år, bekræfter Arto.dk, der har gemt al kontakt mellem avisen og pigerne.
To ud af de 50 piger svarede interesseret i Ekstra Bladets forespørgsel. Resten afviste, og flere anmeldte ‘Felix’ til Artos administration.
Det store problem gav forskellige virksomheder anledning til at ansætte chatmoderatorer og eksperter, der skulle sørge for sikkerheden på nettet som for eksempel Rudy Frederiksen, eller Porno-Rudy, der skulle rådgive lærere og pædagoger om, hvordan børn og unge undgår at blive udnyttet via chatsider på internettet.
Som bekendt blev han senere idømt 30 dages ubetinget fængsel for distribution af pornografisk materiale med personer under 18 år.
“Arto har simpelthen alt for dårlig sikkerhed. Har du brug for at sikkert kommunikere med dine venner? Facebook,” skriver en vred person på Trustpilot i 2010 i kølvandet på den debat, der stadig kører i dag.
I 2015 afslørede flere journalister fra den norske tv- og radiostation NRK så, at de i flere måneder havde fulgt et netværk af voksne fra flere nordiske lande, der på en ubehagelig hjemmeside på internettet skrev om deres fantasier om børn, de havde set på billeder på Facebook. Flere hundrede af brugerne af ‘Scandiland’ skev på dansk.
Nostalgien falmer, når man orienterer sig i, hvordan historien egentlig udfoldede sig, og da en ny ven på Arto skrev i min gæstebog og spurgte, om han måtte lave en flot og kreativ profiltekst til min forside, kom jeg i tvivl om, om jeg overhovedet skulle blive på platformen.
Hvis man søger tilflugt i en fortid, der er lige så grim, som alle andre, hvad flygter man så egentlig fra?
De, der ikke husker, gentager
Sociale medier har nemlig altid haft deres andel af udfordringer, og det er tvivlsomt, om en tilbagevenden til gamle platforme er løsningen på vores sikkerhedsproblemer i dag.
Problemerne er ikke nye, de har overlevet tiden, men er også blevet mere komplekse og udbredte i takt med teknologiens udvikling og brugernes adfærdsændringer.
Det er fristende at tro, at gamle platforme som fora og diskussionsgrupper er mere sikre og mindre tilbøjelige til at være hjemsted for falske profiler og manipulerende aktiviteter, især når de minder en, om en tid, hvor der ikke var krig i Europa.
Det er også fedt at forestille sig, at man bliver afvænnet fra sin afhængighed af sociale medier ved at logge på et gammelt et, ligesom man kan bilde sig selv ind, at man ser helt vildt godt ud i lavtaljede bukser, selv om man med tiden har fået en mave, man helst vil skjule.
Mode gentager sig, trends genopstår i nye klæder, men det er vigtigt at erkende, at fortiden ikke altid bringer os det bedste, og selv om nostalgi kan være en magtfuld følelse, der trækker os mod gamle idéer og stilarter, er det altså ikke ensbetydende med, at de løser nutidens udfordringer.
Når vi ser tilbage, kan vi se både de positive og negative aspekter af tidligere tiders modetrends og teknologier. Vi kan værdsætte deres æstetik, deres enkelhed og den nostalgiske følelse, de bringer, samtidig med at vi erkender deres begrænsninger og de problemer, de også havde.
Hvis der er noget, vi er, så er det desværre mennesker, og hvis der er noget vi kan, så er det at fucke alting op for andre, og det kommer et par gamle bukser, en ny læbestift eller et gammelt socialt medie altså ikke til at ændre på.
