Hvordan kan man som mor forme sine drenge til at blive gode og velopdragne voksne mænd? Det har vi spurgt tre kvinder om, der har dét til fælles, at de har opdraget en hel del drenge. Med tre vidt forskellige udgangspunkter og opdragelsessyn deler Anja Blinkenberg, Mette Kjær og Raida Zaytoon deres tanker om, hvad der har været det vigtigste for dem at give videre til deres sønner – og om, hvad deres drenge har arvet og ikke har villet tage til sig. Her får du Mette Kjærs historie.
Blå bog
Mette Kjær, par- og psykoterapeut, 42 år. Født og opvokset i Århus og Vejle. Uddannet journalist, kandidat i kommunikation og psykologi.
Har arbejdet som journalist, bl.a. som producer på Monte Carlo med Peter Falktoft og Esben Bjerre på DR1 og som underviser i Glad Fonden for unge med særlige behov.
Bor på Frederiksberg med sin mand, Jacob Houlind, sønner Svend på 14, Karl Peter på 12 og Herman på 9 samt bonusdatter Isolde på 19.
Fordi jeg har drenge, har det været særligt vigtigt for mig at gøre dem trygge ved følsomhed og sårbarhed. Det er selvfølgelig vigtigt for alle mennesker, også piger og kvinder, men historisk har det været sværere for mænd at håndtere følelser, og det har haft mindre værdi for dem. Jeg tror også, at det i høj grad er en af hovedårsagerne til nogle af de udfordringer, mange mænd møder. Mænd begår oftere selvmord, går ikke til lægen, bliver mere ensomme, og dropper oftere ud af en uddannelse – den slags. Det at man ikke kan tale om følelser, ikke kan være sårbar, går med ting alene og hele tiden skal være drevet af præstation. Jeg ved jo, at mine drenge ude i samfundet vil møde billedet af, at som mand er man mere værd, hvis man er stor, stærk og hård. Derfor prøver jeg virkelig at ruste dem hjemmefra med noget andet.
“En kerneværdi, som jeg har ønsket at give videre er, at lære dem at være mere ansvarlige for den gode stemning. (..). Det er piger, der altid løber ud og laver kaffe eller bager kage til arrangementer på arbejdspladsen. Det forsøger jeg at lære mine drenge”
For mig er det vigtigste at have en tæt og tryg kontakt til mine sønner, hvor jeg har tillid til, at de fortæller mig, hvordan de har det – også hvis de er bekymrede eller har dummet sig. Jeg har altid fokus på, hvordan jeg kan være indviet i, hvad de tænker, og hvordan de har det. Hvad der er svært for dem, hvad der gør dem glade. Uanset hvor uhensigtsmæssigt eller svært det er, så vil jeg gerne kunne rumme det. Har de pjækket fra skolen, brugt penge de ikke måtte, eller gjort noget dumt mod en ven – så skal de mærke, at det kan mor og far godt holde til. At de kan fortælle det, og vi finder ud af det sammen. Det kræver, at vi som forældre ikke reagerer med panik, men kan vise, at vi stadig elsker dem – også når de fejler og dummer sig. At vi står i deres ringhjørne. Det er min absolutte overskrift i opdragelsen og relationen til mine børn.
En anden kerneværdi, som jeg har ønsket at give videre er, at lære dem at være mere ansvarlige for den gode stemning. Noget mange kvinder, med god grund, forsøger at aflære sig. Jeg tror, at mange piger er vokset op med at føle sig ansvarlig for stemningen. At holde øje med, hvordan de andre har det i rummet. Det er der mange kvinder, der virkelig kæmper med. Det er dem, der altid løber ud og laver kaffe eller bager kage til arrangementer på arbejdspladsen. Det forsøger jeg at lære mine drenge. Selvfølgelig uden at de helt skal overtage det overarbejde kvinder ofte tager. Men de skal holde øje med, hvordan deres klassekammerater har det. Har alle nogen at lege med? Og får de selv sagt undskyld til deres venner, hvis de er kommet til at såre nogen? Jeg viser dem det ved selv at spørge ind til andre mennesker, når de vi er ude. Husker at spørge, hvordan folk har det. Det er en form for social ansvarlighed både på mikroniveau i forhold til ens nærmeste, men også i på et større samfundsplan. Jeg håber virkelig, at det sætter sig i dem.
“Vi lever i en tid med Andrew Tate, Trump og incels. Det er den verden, vores drenge kommer ud i. Og jeg kan da godt frygte, at de bliver grebet af sådan en form for maskulinitet, hvor man skal være en bestemt type mand for at have værdi”
Vi lever i en tid med Andrew Tate, Trump og incels. Det er den verden, vores drenge kommer ud i. Og jeg kan da godt frygte, at de bliver grebet af sådan en form for maskulinitet, hvor man skal være en bestemt type mand for at have værdi. Der tror jeg virkelig, at følsomhed og empati er helt centrale modpoler. Mænd, der falder i de huller, er jo typisk dem, der har et dårligt selvværd og derfor har brug for at stive sig selv af med ekstremer for at føle, at de er noget. For mig handler det om at sikre, at mine drenge føler, at de er elsket præcis, som de er. At de ikke behøver lave sig selv om. Alle mennesker fejler og har mangler. Mine tre drenge er meget forskellige med hver sine kvaliteter og forskellige ting, de kæmper med. Noget kan være svært for den ene, men let for den anden. Jeg tror, det er en kvalitet, at de kan se på hinanden og opdage, at der ikke er en forventning til, at de alle skal kunne det samme. At alle har lige meget værdi, selvom de er forskellige. Og at vi som forældre viser, at vi ikke har travlt med, at de skal kunne noget andet eller mere, end det de kan. Vi elsker dem hver især for de kvaliteter, de har.
Det er ikke det samme som, at vi ikke har ambitioner på deres vegne og gerne vil motivere dem til at blive dygtigere. Nogle gange handler det om at sige: ”Det kan du godt. Kom nu, jeg tror på dig.” Give dem lidt motivation til at komme videre i stedet for at give op, hver gang noget bliver træls. Hvis der er noget, de gerne vil, så kræver det også, at de øver sig og gør ting, de ikke altid har lyst til. Det er vigtigt for mig at ruste dem til at kunne være i det svære og komme igennem det. Og lige så vigtigt er det, at min kærlighed ikke afhænger af deres præstationer. Hvis du har svært ved matematik, elsker jeg dig stadig, men vi må finde en måde at arbejde med det på, for selvfølgelig skal du lære det.
“I mit arbejde som parterapeut kan jeg se, at hvis man skal have et succesfuldt parforhold, må man lære, hvordan der kan være plads til to mennesker med hver sin historie, hver sin måde at have det på”
For mig handler opdragelse om, at børn og voksne begge har plads og er ligeværdige i relationen – men det er de voksne, der har ansvaret for relationen. Børns følelser har ret, deres holdninger har ret. Det handler igen om at have kontakten. Jeg lytter til, hvordan de har det. Vi taler om, hvad de synes, hvad de mener – det har værdi. Men derfor får de det jo ikke altid, som de gerne vil have det.
Det er børnenes første erfaring med, at deres mening og følelser betyder noget, og det tror jeg har afgørende betydning i et voksent parforhold. Det er en så vigtig livskompetence at have med sig. At forstå at to mennesker kan have det forskelligt, ønske og mene noget forskelligt – og at det ikke handler om, at én har ret, og én tager fejl. I mit arbejde som parterapeut kan jeg se, at hvis man skal have et succesfuldt parforhold, må man lære, hvordan der kan være plads til to mennesker med hver sin historie, hver sin måde at have det på. Hvordan kan man finde en fælles vej, hvor begge kan trives, uden at én skal tabe eller vinde.
Jeg prøver selv at være et eksempel på, at jeg ikke er en perfekt forælder. Jeg kommer også til at råbe eller skælde ud og være urimelig. Men jeg gør mig umage for at sige undskyld, når det sker, og jeg prøver at vise mine børn, at de må sige til mig, hvis jeg har gjort dem kede af det, eller de synes, jeg var urimelig. Så kan jeg lytte og sige: ”Det kan jeg godt forstå, det skulle jeg ikke have gjort,” uden at gøre det til deres skyld. Jeg tror på, at det på den lange bane betyder, at de også selv kan holde ud at sige undskyld, indrømme fejl, dumme sig og samtidig lytte til, hvordan et andet menneske har det.
“Det er ikke kun mig, der har nære og dybe samtale om følelser med drengene. Hvis det følelsesmæssige indre liv kun foregår med mor, mens far spiller fodbold, kan man ubevidst komme til at forstærke billedet af, at det at tale om følelser er noget, kvinder gør – noget, drenge gør med deres mor, men ikke noget voksne mænd gør”
Når det kommer til opdragelsessyn og værdier er min mand, Jacob, og jeg helt på bølgelængde. Det er ikke kun mig, der har nære og dybe samtale om følelser med drengene. Hvis det følelsesmæssige indre liv kun foregår med mor, mens far spiller fodbold, kan man ubevidst komme til at forstærke billedet af, at det at tale om følelser er noget, kvinder gør – noget, drenge gør med deres mor, men ikke noget voksne mænd gør. Derfor er det vildt vigtigt, at drengene har en far, der også gør det, og som er stærk til det. Hvis ikke Jacob kunne det, ville vores mål om at skabe voksne mænd, der kan være følsomme og vise sårbarhed, være meget svært at opnå. Det er vigtigt, at de også har et mandligt forbillede.
Hvis jeg skal sætte det lidt karikeret på spidsen, så ja, så kommer de nok typisk til mig først, når de har brug for trøst, og Jacob er helt klart mere fysisk aktiv, end jeg er. Jeg er antisporty. Han gider godt spille fodbold, cykle med dem i skoven, og han tumlede rundt med dem, da de var små. Jeg tror på, at man som forældre har en personlighed, man må stå ved. Det ville være skrækkeligt for både mine børn og mig, hvis jeg skulle spille fodbold. I stedet læner jeg mig ind i de kvaliteter, jeg har, og bruger dem. For eksempel har jeg fundet ud af, at jeg godt kan tale om fodbold på en måde, hvor jeg synes, det er spændende – jeg er bare mere interesseret i hvem spillerne er som mennesker, end i sporten.
Da vi fandt ud af, at det sidste barn også var en dreng, tænkte jeg da: ”Okay, så kommer jeg aldrig til at opleve at se mig selv i en pigeudgave.” Det kunne da have været sjovt. Men jeg er rigtig glad for at have min bonusdatter, Isolde. Jeg tror, at de tanker havde fyldt mere, hvis der slet ikke var nogle piger i familien. Og så igen. Jeg frygtede engang, at jeg aldrig ville kunne få en lige så nær relation til en søn, som jeg ville til en datter. Jeg forestillede mig, at det bare ville blive superhelte, fodbold og tonsen rundt, og at de måske ikke ville være så interesserede i nærhed. Men det er blevet gjort helt til skamme.
Jeg kan godt lide tøj og mode, og det elsker min ældste søn også – det deler jeg med ham. De to ældste har altid været optaget af dyr, og det er jeg også. Så er der selvfølgelig sådan noget som at lave negle, hvilket jeg gør med Isolde, og det er hyggeligt, men det er en meget lille del af vores forhold. Det, der betyder noget, er de samtaler, jeg har med alle mine børn, og at de gider være sammen med mig, tale med mig og være tæt på mig.
