“Vi mødte hinanden over en gløgg!” Sådan lød det fra de nyudråbte mestre i Danmarks bedste gløgg, der i søndags fik tildelt netop selvsamme pris i forbindelse med mesterskaberne, afholdt i Torvehallerne i København.
Duoen – og parret – bag hedder Christina Ivang og Mathias Smed – og så er de faktisk debutanter på området.
Ikke fagligt, for Christina er uddannet konditor fra La Glace, og Mathias er kok og tjener, men både deres gløgg og selve stedet, hvor du kan indtage den (nu) berygtede drikkelse, er debut-foretagender.
Hjørnet, som Christina Ivang og Mathias Smeds spisested, vinbar og mikrokonditori hedder, åbnede nemlig i år, og før du lægger din tur forbi i næste weekend, er det måske værd at nævne, at stedet ligger i Svaneke på Bornholm. Derfor er vinder-gløggen også inspireret af netop Solskinsøens sanke-muligheder som figenblade, fennikeltoppe og hyldeblomst. Det har efterladt en gløgg med masser af frugt, knald på krydderierne og god saftighed.
Kærligheden til Bornholm var også det, der gjorde, at parret flyttede til øen, hvor det at komme tættere på lokale producenter samt at få mere tid til at arbejde med smag og værtskab var trækplastre.
Hvad der er ekstra særligt ved årets vinder er, at det faktisk er første gang, at en hvid gløgg har vundet mesterskabet, så mon ikke duoen er meget glade for, at det netop var den sæson-betonede drikkelse, der var centrum for deres første møde – og dermed udgangspunkt for samarbejdet.
.. Og så kunne man da håbe lidt på, at duoen igen lægger vejen forbi København med deres Danmarkskendte gløgg.
Det franske læderbrand, grundlagt af søskene-parret Antoine, Mathieu og Elsa Mothay, har eksisteret siden 2016, og i dag åbner brandet (endelig) en butik i København mens også byer som Tokyo, Seoul og London er på programmet for det ekspansive accessories-brand.
Poléne er kendt for sine minimalistiske designs, der får et innovativt tvist via små gennemtænkte detaljer, og så placerer brandets produkter sig i den mere budgetvenlige ende – taget håndværket og materialerne i betragning. Produkterne fremstilles nemlig i Ubrique-regionen i Spanien, som er kendt for sine håndværksmæssige kunnen.
Hvor: Højbro Plads 5-7, 1200 København K
Hvornår: Mandag den 17. november 2025
By Malene Birger
Det danske modebrand By Malene Birger har allerede en smuk flagskibsbutik på Antonigade 10, hvor lækre hverdagsklassikere hænger side om side med de karakteristiske frakker og festlige kjoler, som brandet er kendt for. Men, nu åbner brandet endnu en butik i Indre By, hvor fokus i særdeleshed vil være på accessories som f.eks. sko og tasker.
Modsat butikken på Antonigade vil du her altså ikke finde alle ready-to-wear-produkterne men derimod det velkuraterede udvalg af tilbehør – og hvis du får smag for sagerne, kan du jo altid tage en detour forbi den gamle butik, som stadig ligger lige dér, hvor den plejer. Et oplagt spot at kigge forbi, når julegaveindkøbene skal i hus.
Hvor: Østergade 1, 1100 København K
Hvornår: Den 28. november 2025
Pilgrim
Det danske smykkebrand Pilgrim har netop åbnet en butik, der er lidt (meget) ud over det sædvanlige. Den nye flagskibs butik på Amagertorv er nemlig designet i samarbejde med Spacon & X, som har været med til at stå for Pilgrims nye visuelle identitet.
Rummet er designet med udgangspunkt i et smykkeskrin og intentionen har været at skabe en holistisk oplevelse for besøgende – så mon ikke, det er værd at tage et kig forbi.
Hvor: Amagertorv 18, 1160 København K
Hvornår: Den 30. oktober 2025
Isnurh
Det danske herretøjs-brand Isnurh har efter mange års arbejde i branchen omsider rykket sit legende take på herremoden fra kælderlokalerne i Indre By, hvor brandet blev til, op på gadeplan med den helt nye flagskibs-butik på Silkegade.
Her vil kunder lige nu kunne opleve det første drop, der også er første præsentation af brandets opdaterede brand-DNA med nye silhuetter og klassikere i fortolkning – og som som sjovt nok har fået navnet ‘Isnurh’ Basement’.
Hvis du undrer dig over, at det danske jakke- og frakke-brand Meotine. er på listen, er det forståeligt nok – for jo, brandet har haft butik i Indre København i en del år. Men, butikken i Store Strandstræde er lukket, og Meotine. har netop åbnet op for et helt nyt space i Store Kongensgade 118, hvor der er endnu mere plads til det genkendelige overtøj, brandet har været kendt for i så mange år. Så står du og mangler en vinterjakke til sæsonens allerede yderst presente kulde, ved du, hvor du kan gå hen.
Lars Kristensen, indehaver af interiørbutikken Monsieur Lars, der tidligere lå i Hellerup, men for nylig er åbnet i nye lokaler på Værnedamsvej i København. Lars bor i en fredet villa på ca. 550 kvadratmeter i Holbæk. Villaen er et af landets fornemste bevarede eksempler på Bedre Byggeskik-arkitektur, og både huset og haven er fredet og indgår i Realdania By & Bygs samling af historiske ejendomme.
Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein
Den store entre er malet i en brændt orange nuance, der står smukt til det mørke træ. Et stort antikt bord fra Frankrig deler rummet flot op, og danner samtidig bund for et keramisk værk af Martin Bodilsen Kaldahl og et sæt gamle giner fundet i Cape Town. Det store sammensatte fotoværk er af Mads Gamdrup, mens lampen i loftet er fra Gubi.
Den perfekt orkestrerede stengrusbelagte plads foran huset antyder boligens statelige karakter, og en imponerende trappe op til hoveddøren slår tonen an til et hjem, der er mere end almindeligt interessant. Huset, der er fra 1917, anses for et af arkitekt Ivar Bendtsens hovedværker – og som et af de bedst bevarede bygningsværker indenfor stilretningen Bedre Byggeskik, der er en frontløber for modernismen. På grund af de historiske interesser, købte Realdania By & Byg, der arbejder for at bevare ejendomme og arealer og sikre kvaliteter, der ellers ville gå tabt, i 2017 ejendommen i Holbæk, og det var netop på en rundvisning derigennem, at Lars Kristensen første gang stiftede bekendtskab med sit kommende hjem.
Foto: Line Thit Klein
Haven er en stor del af livet i villaen i Holbæk, og i udhuset her, der er de gamle stalde, har Lars plads til haveredskaber og kreative haveprojekter.
Foto: Line Thit Klein
Den gamle villa, opført i 1917, er en af landets bedst bevarede eksempler på stilen Bedre Byggeskik, og er af den grund fredet og indgår i Realdania By & Bygs samling af historiske ejendomme.
“Jeg blev fuldstændig forelsket i huset og havens arkitektoniske kvaliteter, da jeg var med på Realdanias rundvisning, mens huset blev restaureret. Huset betragtes som det smukkeste Bedre Byggeskik-hus i Danmark, og fremstod færdigrestaureret og ført tilbage til originalfarver, da jeg flyttede ind,” fortæller Lars.
Foto: Line Thit Klein
Den grønmalede spisestue er hjemmets hjerte, og herfra er der adgang både fra entreen og til den statelige have. Et smukt, rundt bord af Eero Saarinen fra Sacre Coeur er omgivet af en række forskelligartede vintage-stole, mens en lysekrone skabt af Vibeke Fonnesberg Schmidt for Nilufar Gallery i Milano bogstaveligt talt udgør kronen på værket. Det grålige gulvtæppe er fra Hay.
Foto: Line Thit Klein
To store sofaer, model 3031, i velour i grøn-blå nuancer fra Svenskt Tenn, spiller smukt op imod rummets røde rammer. Tæppet fra Kasthall er vævet på mål, mens stuens øvrige interiør er vintage. To store unikke spejle gengiver lyset fra vinduerne og gør, at stuen føles større, end den er.
Siden opførelsen for en af byens spidser, grosserer Julius Mortensen, og frem til Realdania By & Bygs overtagelse, har huset været i samme families eje. Døre, fliser, skabe, malingslag og indretning er derfor ikke blot en autentisk oplevelse af arkitektens vision, men også et udtryk for resultatet af kvalitet og godt håndværk, som var omdrejningspunktet i Bedre Byggeskik-ideologien. Restaureringen havde fokus på at sikre husets mange bevarede historiske detaljer som fx de oprindelige Meissen-porcelænsfliser i køkkenet og badeværelset. Ud over udskiftning af alle tekniske installationer, var genopretningen koncentreret om udskiftning af et nyere køkken til et traditionelt forrammekøkken i de oprindelige farver, tilbageføring af et gæsteværelse, der med tiden var indrettet til køkken på første sal og istandsættelse af alle indvendige overflader. Lofter og vægge fremstår i dag med den oprindelige farveholdning, og gulvene, der var afhøvlet og lysnet, står igen i den oprindelige mørke tone.
Foto: Line Thit Klein
Køkkenet var som et af de eneste rum, moderniseret af den tidligere ejer, men da Realdania overtog huset, rekonstruerede de det originale forrammekøkken. Bord, stole og alt på bordet er vintage fra Frankrig. Den store hummer på toppen af skabet er et af Lars’ fund fra Bornholm.
“Hus og have er en fantastisk arkitektonisk helhed, som man sjældent finder så velbevaret. Farver var en bunden opgave, da intet måtte ændres – men det viste sig at være en rigtig sjov opgave at få 1917-huset til at spille sammen med design, vintage og moderne kunst. Nu anser jeg det som en stor, harmonisk installation, hvor mange forskellige udtryk udfordrer hinanden og giver et unikt personligt udtryk,” forklarer Lars, der er lidt af en ekspert, når det handler om netop at få nyt og gammelt til at gå op i en højere enhed.
Foto: Line Thit Klein
Reposen på førstesalen, hvorfra der er adgang til soveværelse, gæsteværelse, påklædningsværelse og kontor, er indrettet som stue. Sofaen fra Eilersen er anbragt midt i det store rum, så der herfra er udsigt over den imponerende have. Tæppe, lampe, stol og sideborde er vintagefund.
Foto: Line Thit Klein
Kig fra soveværelset gennem badeværelset mod det, der bruges som påklædningsværelse. De smukke flødefarvede fliser er originale Meissen-fliser i porcelæn, og fås næsten ikke med samme delikate glasering længere. Lampen i vinduet er designet af Greta M. Grossman i 1945.
Efter at have boet i Paris i 10 år, hvor hans interesse for kunst og interiør blev både vakt og i den grad næret, har han erhvervet sig med indretning og antikviteter i 25 år. Han har i en årrække drevet butikken Monsieur Lars, der netop er flyttet til Værnedamsvej på Frederiksberg, og hvor man kan tilegne sig Lars’ håndplukkede udvalg af design, kunst og vintage, primært fra Frankrig.
“Frankrig er mit andet hjemland, og jeg er totalt tosproget,” forklarer Lars.
Som en naturlig følge af hans metier, er huset i Holbæk indrettet i et nøje kurateret og meget personligt miks af moderne kunst og design og en stor, privat samling af vintage møbler, lamper og objekter.
Foto: Line Thit Klein
Foto: Line Thit Klein
Husets største stue er farvesat i en dyb rød nuance, der understreger de originale detaljer som stuk og vinduesrammer. Den lyserøde ‘Candy Cube’ af Sabine Marcelis fra Etage Projects trækker det klassiske i en moderne retning sammen med maleriet af Mads Gamdrup.
“Jeg falder tit intuitivt for ting og værker – og køber altid med hjertet. Jeg køber ofte møbler og kunst uden at vide, hvilken sammenhæng, de skal indgå i, men ender alligevel altid med et harmonisk udtryk, hvor overraskende ting supplerer hinanden. Jeg elsker det uforudsigelige i interiør, noget, der overrasker. Beauty is function,” siger Lars, der også samler på både kunst og keramik. Han har desuden, som en ekstra bonus, opdaget store kvaliteter ved de farver, Realdanias farvearkæologer har farvesat huset med.
“Med farver i hjemmet lægger man endnu mere mærke til lysets forandringer og dagens gang i de forskellige rum. Huset i Holbæk er en unik arkitektonisk helhed, som med min indretning, og mine samlinger, er blevet præcis det personlige udtryk, der svarer til hvem jeg er.”
Foto: Line Thit Klein
Som sengebord har Lars stablet et sæt vintage-kufferter fra Schweiz. Lampen er vintage fra England, mens den smukke krukke er af Morten Løbner Espersen. Skulpturen på bordet er af Jean René Gauguin.
Foto: Line Thit Klein
Et kig fra køkkenet mod den solfyldte bagtrappe, der er malet gul efter originale forskrifter. Huset er på mere end 500 kvadratmeter og fuld af overraskende smutveje og hemmelige rum.
Det er ikke første (eller sidste) gang, jeg besøger velværestedet Aire Ancient Baths. Faktisk er det tredje gang, at jeg befinder mig i de æstetiske, beroligende og sanselige omgivelser, hvor alt fra de lune over de varme til de iskolde bade sammen med favoritten; det saltholdige Flotarium udgør en stor del af nydelsen. Det faktum, at der er styring på, hvor mange (eller faktisk få), der må være i det område, hvor stearinlys, appelsinblomst, dæmpet afslappende musik og vandets rislen pirrer dine sanser, gør blot oplevelsen endnu mere intens og eksklusiv.
Jeg var inviteret til at prøve den nye oplevelse, som stedet kalder deres behandlinger, ’Argan Foam Ritual’, så efter at jeg havde boltret mig i badene i en lille time, blev jeg hentet af min behandler. Og den startede ’hårdt’ ud med en blid afvaskning; nærmere en indsæbning med bløde strøg med velduftende sæbe, mens jeg lå på et smukt massivt marmorstykke, jeg nærmest ikke kunne få begejstringen ned over. Kontrasten mellem det hårde marmorleje og de blide massagebevægelser med Kessa-handsken (en traditionel tyrkisk skrubbehandske, red.) gjorde en ellers småtrist regnvejrsdag markant bedre. Det samme gjorde den efterfølgende del af behandlingen, som efter en afvaskning under bruseren fortsatte ovenpå i et af massagerummene. Iført de obligatoriske papirtrusser lagde jeg mig på den blødere lune briks og efter at have aftalt trykniveauet med massøren, lod jeg mig omslutte af hendes professionelle hænder, der fast, men aldrig for hårdt, masserede min småømme krop i arganolie. De 45 minutter, som massagen varede, fløj afsted – og da behandleren, efter en blid ansigtsmassage med jaderuller og en himmelsk hovedbundsmassage (alle massager burde afsluttes sådan), afslørede, at hun nu var færdig, havde jeg lyst til at trygle hende om bare lidt mere. Men jeg beherskede mig og glædede mig over, at badene og et boblende glas ventede på mig nedenunder.
‘Argan Foam Ritual’ varer 135 minutter og koster 1.950 kr. som også inkluderer adgang til badene og en juice eller et glas cava. Book behandlingen her.
Julia Font. 28 år. PR Manager for det danske modebrand Rotate. Bor i Sydhavnen i København men er oprindeligt spansk.
Hvordan ser din mormorgen-skønhedsrutine ud?
Mine morgener starter stille. Ingen telefon, ingen stress. Bare et stort glas vand og et koldt brusebad for at rense mit sind. Jeg tørrer mig aldrig helt med mit håndklæde, da olie virker bedre på fugtig hud for mig. Lige nu skifter jeg mellem L’Occitanes ‘Almond Supple Skin Oil’ og Aveenos ‘Skin Relief’. Hudplejen følger samme rytme. En mælket toner og noget koldt til øjnene – som den fra Face Formula eller La Rosée, alt efter hvad jeg først får fat i – og hvis jeg har sovet dårligt, lidt øjendråber for at fjerne rødmen. Så et serum: ‘Alpha Arbutin 2%’ fra The Ordinary, som hjælper mod min hyperpigmentering. Jeg bruger Charlotte Tilburys ‘Magic Cream’ religiøst og forsegler det hele med Raaw Alchemys ‘Blue Drops’, som jeg også kører gennem håret for det slidte, blanke look i mine bølger, som jeg elsker.
Makeuppen er enkel, og jeg bliver altid draget mod bronze- og terracottatoner, fordi jeg synes, de fremhæver min olivenfarvede undertone på en naturlig måde. Jeg starter med concealer og derefter bronzer – altid i cremeform. For tiden bruger jeg ‘Hollywood Contour Wand’ fra Charlotte Tilbury som bronzer og ‘Auto Pen’ fra Nilens Jord til at forme og fiksere mine bryn.
Til læberne elsker jeg lige nu Caia x Rotate lipliner i pink, kombineret med en balm som Lanieges ‘Glaze Craze Tinted Lip Serum’.
Duft er altid mit yndlingselement. Jeg starter med noget rent og næsten nøgent, og så lægger jeg noget dybere ovenpå. Lige nu er det enten ‘Petit Sauvage’ fra Raaw Alchemy eller ‘The Rotate Fragrance’ fra Caia. De føles begge som en forlængelse af mig selv.
Foto: Andrea Theodora Smidt
‘Alpha Arbutin 2%’ fra The Ordinary og Raaw Alchemys ‘Blue Drops’ er en fast del af morgenrutinen.
Hvad med om aftenen?
Et nyt bad, en ny olie. Samme toner, samme serum. Hvis min hud har brug for det, tilføjer jeg en sovemaske. Mit hår får mere opmærksomhed om aftenen: ‘Multi-Peptide Serum’ fra The Ordinary til hovedbunden og en leave-in conditioner til spidserne. Lige før sengetid ruller jeg magnesiumolie på mine håndled og i nakken. Det sætter stemningen til den perfekte aften derhjemme.
Hvilket produkt er vigtigst for dig?
Parfume er det eneste, jeg aldrig springer over. Jeg finder det fascinerende, hvordan en duft kan bære en følelse eller et minde og udtrykke det uden ord. Min mor, som bor i Spanien, har brugt Chanels ‘Coco Mademoiselle’, så længe jeg kan huske, og hver gang jeg dufter den i København, føles det, som om hun står lige ved siden af mig. Jeg spørger også altid ind til folks parfumer. Hvis en duft rører mig, må jeg vide, hvad det er.
Foto: Andrea Theodora Smidt
Julia Font går aldrig ud ad døren uden parfume. Hun elsker, hvordan dufte kan telepatere hende til et andet sted. Fx som når hun dufter sin mors parfume, Chanels ‘Coco Mademoiselle’, og føler, at hun står lige ved siden af.
Hudpleje eller makeup?
Makeup, helt klart. Når den lykkes, ændrer den alt: mit humør, min energi, selv min kropsholdning. Ligesom tøj er det aldrig helt ens to gange – det afhænger af, hvordan jeg har det den dag, eller hvilken version af mig selv, jeg ønsker at træde ind i. Jeg elsker, at makeup indbyder til leg og giver mig mulighed for at udtrykke forskellige sider af mig selv på nye måder.
Hvad springer du over?
Foundation. Jeg kan godt lide at se teksturen i min egen hud og de små uperfektheder, der gør den til min. Men jeg gør undtagelser ved særlige lejligheder.
Hvad springer du aldrig over?
Parfume. Aldrig. Jeg går ikke ud ad døren uden. Nogle gange én. Nogle gange to. Jeg lægger dem lagvis som stemninger.
Foto: Andrea Theodora Smidt
Hvad gør du med dit hår?
Jeg styler sjældent mit hår – jeg foretrækker dets naturlige bølger, som henviser til mine rødder. Men det har jeg lært på den hårde måde: Jeg brugte årevis på at glatte det som teenager, og det endte altid tørt og livløst. Nu lader jeg det tale for sig selv, og det giver mig selvtillid. En smule rodet, en smule uperfekt – jeg sørger bare for at fugte det med masker, leave-ins, hovedbundsserum og selvfølgelig olier.
Hvad har du mest af?
Hvis jeg skal være ærlig, har jeg måske lidt for mange parfumer og læbestifter. Jeg samler på dem som minder.
Hvad er din nyeste tilføjelse til dit beautyskab?
Min nyeste tilføjelse er ‘Honey Infused Hair Perfume’ fra Gisou.
Foto: Andrea Theodora Smidt
Den nyeste tilføjelse til Julia Fonts beautyskab er ‘Honey Infused Hair Perfume’ fra Gisou.
Hvad er det mest prisvenlige produkt, du bruger?
Nok alt fra The Ordinary.
Hvad er det dyreste produkt, du bruger?
‘ZIIP Halo Facial Toning Device’. Jeg opdagede den i Paris under en samtale med en ven, og den har ærligt talt været en fantastisk tilføjelse til min rutine, når jeg vil se lidt mere skulptureret ud.
Hvad har du altid med i tasken?
En farvet balm, en lille parfume og deodorant. Kun det nødvendige, jeg har brug for, uanset hvor dagen bringer mig hen.
Foto: Andrea Theodora Smidt
Hvad har du altid med på arbejde?
Mit skrivebord ses aldrig uden en lille samling parfumer og en ansigtsmist. Jeg rækker ud efter dem, når jeg har brug for et øjeblik til at ‘resette’ dagen, og de hjælper mig med at holde jordforbindelsen i løbet af arbejdsdagen.
Får du lavet nogen behandlinger?
Jeg holder behandlinger på et minimum: ingen ansigtsbehandlinger eller massage. Men i år har jeg prøvet botox, og jeg elsker, hvordan det har hjulpet mig til at føle mig friere i mit udtryk. Og ZIIP Halo-maskinen, der nu er en fast del af min rutine.
Jeg får også regelmæssigt lavet mine negle. Der er noget over at have pæne negle, der giver mig en selvsikkerhed, især inden et event. Jeg elsker, hvordan det understøtter mine tatoveringer og ringe. Jeg går altid efter mandelformede, lidt lange negle i en ren, naturlig nuance. Studio 27 og Lush Nails er mine foretrukne steder, men jeg elsker også ritualet i at gøre det selv derhjemme. Jeg siger hele tiden til mig selv, at jeg bør give dem en pause fra shellac, men jeg har svært ved at finde det rigtige tidspunkt.
Foto: Andrea Theodora Smidt
Tager du kosttilskud?
Jeg tager D-vitamin om vinteren og magnesium eller ashwagandha, når jeg er lidt stresset.
Har du et skønhedstip eller -trick?
Det bedste tip, jeg har, er ikke at tage skønhed for alvorligt. Jeg har lært, ikke at kigge på skønhed som et regelsæt eller trends, men som et sted med plads til leg, at eksperimentere og at finde ud af, hvad der virker for mig. Skønhed blev spændende i det øjeblik, jeg holdt op med at forsøge at gøre det perfekt, og i stedet så det som en måde at udtrykke mig selv på. Det er dybt personligt – og helt op til dig at definere.
Der findes efterhånden et hav af dufte – men meget få, som decideret kan forføre sanserne, vække minder og hallucinere dig til helt andre steder – langt herfra.
Lige præcis dét er netop essensen af Framas seneste duft. Efter en længere pause fra duft-katrgorien, har Frama nemlig lanceret sin sjette parfume i porteføljen af dufte, der alle har rødder i bestemte lokationer over hele verden.
Denne gang er det helt præcist Grand Canyon, vi skal telepartere os til, når de sarte dråber udløses af flakonen i parfumen med navnet ‘Painted Desert’. I en kombination af jord og ørkenvarme, der blandes i luften og niver let i næsen, har duften nemlig en vis spice, der alligevel mildnes af en mere frisk og crisp aroma – præcis som på en tidlig ørken-morgen.
Painted Desert har noter af en række af tidens efterspurgte varianter; cedertræ, sandeltræ samt salvie, der tilsammen skaber en tropisk stemning – præcis som når solen bager på stenen, der ligger øde hen i ørkenen – og efterlader en duft af brændthed og røgelse.
Når vi snakker dufte hos Frama er det dog langt fra blot parfumer, vi snakker. Deres sensoriske univers omfatter nemlig alt fra duftlys og olie-diffusers i forskellige udgaver til parfume-olier og selvfølgelig Eau de Parfum.
Painted Desert-duften kan lige nu købes på Framas hjemmeside og i butikken i Indre København. Læs meget mere om serien her.
Vi landede ret sent om aftenen i Barcelonas lufthavn, blev hentet af vores pick-up (som Oller del Mas havde arrangeret) og kørte straks ind i landet. Det var mørkt ved denne tid, så det var begrænset, hvad man kunne fornemme af omgivelserne, da vi (bogstavelig talt) susede gennem landskabet. Vi fandt hurtigt ud af, at det ville blive en stille køretur, for vi var trætte, og vores chauffør snakkede ikke et kvæk engelsk – og jeg ikke et kvæk spansk ud over “no hablo español” for den sags skyld.
Pludselig pegede chaufføren ud ad vinduet og op på en oplyst formation, der – at dømme efter højden, den stop i – måtte være beliggende på et bjerg. Da vi tre dage senere vendte snuden tilbage mod lufthavnen, kunne jeg konstatere, at det var bjerge, vi havde kørt igennem. Mange af slagsen endda, for Oller del Mas ligger nemlig 50 minutter fra lufthavnen, inde i landet og op i bjergene.
Generelt var taxa-turen meget sigende for hele vores tur. For mens Barcelona er fyldt med turister, kan man kun sige det stik modsatte om alt, der foregik fra det øjeblik, vi forlod lufthavnen, til vi atter stod der. Jeg tror nemlig, det kan tælles på én hånd, hvor mange engelsk-talende personer, vi mødte, mens vi var der. Og selvom det kan virke frustrerende, når man bare gerne vil høre, hvad det spanske menukort siger, var det alt, jeg havde brug for. Og det betyder jo ikke, at man ikke kan kommunikere – artefakter og ansigtsmimik kan gøre meget, men følelsen af, at vi ikke var endt i endnu et turistfyldt ferie-paradis, var så godt og præcis lige så autentisk, som man kan håbe på, når man kører i modsatte retning af højhuse og larm.
Vi ankom omkring midnat og blev budt velkommen med både smil og vin. Og hvem kan sige nej til et glas intens rødvin, når man lige har sat sine fødder på en vingård? Ikke jeg – og man sover vel også bedre på et enkelt glas, ikke?
Selve receptionen ligger i en forholdsvis ny bygning, hvor den gamle sjæl er bevaret på bedste vis. Væggene er fyldt med gamle portrætter – nærmest som var man på et slot – af tidligere generationer, som har hersket på gården. Oller del Mas dateres nemlig helt tilbage til år 964 – ja, faktisk er Frank Margenat, som ejer stedet, 36. generation, som råder over bygningerne, der er over 1.000 år gamle. Derfor er det også tydeligt at mærke den familiære stemning, der præger alt fra personale-relationerne til den kærlighed, der lægges i områdets vedligeholdelse.
Hytterne
Eftersom vi ankom i bragende mørke, havde vi ventet hele natten på at vågne op til, hvad vi kunne fornemme var, idylliske omgivelser. Og vi blev ikke et sekund skuffede.
De store bungalow-lignende huse, man bliver indlogeret i, hvis man har booket “Les cabañes”, står hævede over jorden på pæle, så de integreres direkte i landskabet – uden at forstyrre infrastrukturen, og omkring husene vokser naturen vildt, med alt hvad det indebærer.
I selve hytterne går træet fra omgivelserne igen i en del af møblement, og den boho-lignende indretning med tæpper og puder får dig straks til at sænke skuldrene. På mindst én side af alle hytterne, finder man desuden en stor, dejlig altan med lænestole, mens få hytter også er udstyret med en privat jacuzzi på altanen. Vores altan vendte ud mod vinmarkerne, som vi havde frit udsyn til, mens andre har udsigt til smuk skov. Man får meget hurtigt en fornemmelse af stedets mantra “discreet luxury”.
Selve hytten er forholdsvis stor med god plads til både sofa og et lille cafe-sæt samt et lækkert badeværelse (med opdelt bad og toilet – win). Fordi den er så hyggelig, tilbragte vi også en del tid her, hvor der var god ro til både at læse en bog, spille yatzy eller bare samle tankerne – selvfølgelig alt imens man kunne nyde et glas vin fra stedets egenproduktion, som – ud over i baren og restauranten – selvfølgelig også er velplaceret i mini-baren i hytten.
Vinsmagning
Før vi gik ombord i morgenmaden den første dag, besluttede vi os for at gå lidt rundt og finde hoved og hale i området, der omfatter cirka tre dele. Ud over bungalow-området er der receptionsbygningen, som er af nyere karakter, og hvor man – ud over at blive budt velkommen – blandt andet finder en shop, der forhandler alle de produkter, Oller del Mas producerer. For ud over (udsøgt) vin har stedet også en produktion af vermouth og øl, olie, eddike og oliven samt alskens nødder – og hvis det ikke var fordi, vi var rejst med en håndbagage, havde vi endnu drukket dybe rødvine (tip; rejs ikke med håndbagage dertil – prisen på vine hernede er virkelig fordelagtig). Ud over shoppen er det også her, der afholdes vinsmagninger, og hvor de desuden har den store vinkælder-opmagasinering – og vi fik hurtigt forståelse for, hvorfor der er deciderede rum til vinsmagninger. Mens vi boede her, så vi nemlig mange grupper, der var på en netop sådan tur.
Vinsmagning var selvfølgelig også en oplevelse, vi havde glædet os allermest til, når nu vi var havnet på én ud af de fem vingårde i Catalonien, der udmærker sig ved kvalitetsstemplet ‘vi de Finca’ – dét, der også er kendt under den franske betegnelse ‘grand cru’. Når man kommer kørende ind til Oller del Mas, møder man som det første den gamle borgbygning. Her havde vi en hyggelig, privat vinsmagning med sommelieren Mark, som ikke bare kunne svare på alt, men som desuden forstod sit publikums niveau (undertegnede) og gjorde oplevelsen dejlig uformel, sjov og pædagogisk. Og så var hans vigtigste budskab, at den bedste vin er den, man selv synes, er bedst. Vi var godt rundt i repertoiret, som Oller del Mas har at byde på, lige fra hvidvine til portvins-lignende flasker. Desuden er vinene, stedet producerer, økologiske, mens de arbejder på inden længe at kunne få mærkatet biodynamisk. For de hungrende københavnere (og andre naturvins-elskere), har Oller del Mas et søsterbrand, som også fås på stedet, der laver naturvin.
Jeg havde generelt været meget spændt på at dykke ned i de spanske vine, som jeg personligt ikke var helt så familiær med (som eksempelvis franske og italienske). Hurtigt blev vi dus med druen ‘Picapoll’ – som man altså ikke lige foreløbigt gemmer navnet på, når man først har indøvet sig det. Ikke alene, fordi det er et særligt navn, men også fordi, den er fænomenal. Vores favoritter blev de flasker, lavet på ren Picapoll, og dem, som er lavet på blandinger mellem denne, og så den mere kendte Malvasia, som i dette tilfælde er fra Manresa-området, hvor Oller del Mas er lokaliseret.
En af de ting, som vi særligt bemærkede var, at de vine, vi smagte, ikke havde de tunge, beske tanniner, så jeg personligt synes, kan give rigtig meget syre i halsen, og senere lærte vi af Mark, at det netop er en af de ting, som er særligt karakteristisk ved vinene, Oller del Mas producerer; altså at de har et meget lavt tannin-indhold. Uheldigvis ankom vi lige ugen efter, at sæsonens høst var afsluttet – ikke fordi det gjorde en forskel, men fordi det kunne have været sjovt at opleve høstningen og produktionen.
En af favoritterne 'Especial Picapolle Negre' fra 2019
Aktiviteter
Ud over vinsmagning har man mulighed for at ride på heste – den del sprang jeg lige over, alene af frygten for de store firbenede, men med det omkringliggende bjerg- og vin-ranke-landskab, kunne jeg ikke andet end forstille mig, at det ville være en idyllisk tur.
Med den store 18-hullers golfbane med udsigt ud over bjergene, hvor der desuden også er mulighed for golf-skole for de, der hellere vil lære den elegante sport under lunere himmelstrøg frem for i Danmark, er stedet desuden oplagt for golfere. Man kunne generelt fornemme – måske fordi det var lørdag – at flere grupper kom til stedet for netop at spille et par timers golf, mens fruerne senere mødte dem til post workout-vin i baren ved spiseområdet (lidt country club-agtigt). Fordi solen stod høj på himmelen, var der generelt en del mennesker indenfor i både baren og i lounge-møblerne i udenfor-området, og det gav en virkelig god, summende stemning, der i den grad gav lyst til (endnu) et køligt glas hvidvin i loungestolene.
Ud over de længerevarende sports-aktiviteter var vi både en tur i poolen (som ikke var opvarmet, men man er vel ikke fra Skandinavien for ingenting) og en tur på padel-banerne ad flere omgange. Desuden tilbyder stedet også en wellness-afdeling, Anima, der dels består af et gym og dels behandlinger såsom massage, ansigtsbehandlinger mv. Allerede før ankomst skriver de søde damer herfra til dig på WhatsApp med kataloget, hvor du kan booke behandlinger og spørge ind til de forskellige muligheder, så du ikke skal tænke på praktikaliteter, når du ankommer.
Gastronomien
Alt, hvad der omhandler gastronomi, finder man i området ved golfbanen – og det var derfor også vores første destination, da vi vågnede første morgen. Morgenmaden foregår nemlig i en nyere bygning, hvor der ligeledes er frokost- og middagsrestaurant, bar, gym og adgang til golfbanen.
Selve morgenmaden forgår i et mindre rum, som ved første øjekast godt kan syne meget spartansk, men når man først sætter sig, får serveret den slags æg, man nu drømmer om den pågældende dag, og en lækker kop kaffe – og derefter går ombord i de lokalt producerede godter, der præger morgenmadsbordet, glemmer man alt om det simpelt indrettede rum.
Ud over friskskåret frugt, bagværk, friskpresset appelsinjuice, nødder af egen produktion og den lokalt-producerede yoghurt med tilbehør, findes der selvfølgelig også skinker, pølser og oste, som de udgaver, vi har i danske supermarkeder, kun kan drømme om at måle sig med. For ikke at nævne tomater, hvidløg og olie, så man kan lave det traditionelle, spanske brød, hvor man smører de tre ting ud på et (gerne halvtørt) stykke brød. Det skulle vi selvfølgelig også prøve, så vi kiggede de andre gæster over skulderen. For bedømt på deres evner med selvsamme spise, må de fleste af gæsterne, der besøger stedet, være spanske.
Både frokost og middag serveres i tilstødende lokaler, hvor der er pænt dækket op med hvid dug og vinglas. Men det skal man ikke lade sig skræmme af. Netop fordi der er så mange aktiviteter på området, var der ingen fine fornemmelser fra hverken tjenere eller de øvrige gæster. Man kunne tværtimod se, at flere kom direkte fra golfbanen eller en gym class hen i frokosten. Til begge måltider serveres der efter den omfattende men ikke for uoverskuelige a la carte-menu – og eftersom vi havde tre dage på stedet, fik vi prøvet alt fra charcuterie (glem alt om danske tilstande) til traditionelle, bondske retter fra området.
Som nævnt ramte vi omkring 23 graders varme, så naturligvis skulle vi sidde udenfor og spise vores frokost – selvom tjenerne nu synes, det var lidt mærkværdigt (men vi danskere bevæger os jo gerne udenfor, når temperaturen overstiger 15 grader). Indenfor sidder man ellers med udsigt ud over bjergene, men nu var vi altså landet sydpå, og hvis ikke man skulle benytte lejligheden til at få et lille skud d-vitamin, ville man da være et skarn. Fra menuen var det særligt en traditionel, spansk kyllinge-ret, der gjorde indtryk på os, mens vi en af aftenerne begav os ud i en lækker, lokal paella.
Til aften er restauranten lidt finere, men alligevel er der mange forskellige konstellationer, der besætter bordene. Noget af det, jeg hurtigt bemærkede – også fra frokosten – var, at det nærmest er mere iøjnefaldende at bestille et glas vin end en flaske. Den filosofi benyttede vi os af til aften, hvor betjeningen – obviously – har virkelig godt styr på vinene. Vi blev guidet omkring de forskellige flasker, vinmenuen består af, og særligt flaskerne ‘Bernat Negre’ fra 2019 og ‘Especial Picapolle Negre’ fra 2019 blev nogle af vores favoritter – så mis ikke dem, hvis du er til rødvin. Vi sluttede desuden flere af aftenerne af i lounge-baren, hvor der både serveres bar-snacks og vin en masse.
“Florals? For Spring? Groundbreaking.” “Is there a reason that my coffee isn’t here? Has she died or something?” “All right everyone! Gird your loins.” og “Please, bore someone else with your questions.”
Hvis disse film-citater siger dig det mindste, ved du nok godt, hvad klokken har slået.
Siden The Devil Wears Prada udkom i 2006, har udtalelser som disse nemlig været en integreret del af hverdagssproget hos mange fans af den ikoniske film verden over. Men det er nok de færreste af selvsamme fans, der havde forestillet sig, at Meryl Streep og Anne Hathaway – her knap 20 år senere – atter ville indtræde i deres roller som henholdsvis chefredaktør for det fiktive modemagasin Runway Magazine, Miranda Priestly, og hendes assistent Andy Sachs …
Men nu er der altså godt nyt.
Selvom det efterhånden er et stykke tid siden, det først blev offentliggjort, at optagelserne til The Devil Wears Prada 2 var i gang, er det altså først i går aftes, at vi har set ægte livstegn fra efterfølgeren. Her delte både produktion og distributionsfirmaet 20th Century Studios og Anne Hathaway og Maryl Streep selv nemlig det første sneak peek af 2’eren i form af den første trailer.
Og selvom mange siger, at efterfølgere sjældent er lige så gode som den originale film, glæder vi os nu alligevel meget til et gensyn med den ikoniske duo.
The Devil Wears Prada 2 er sat til at udkomme den 1. maj 2026 i USA, og det er endnu ikke offentliggjort, hvornår vi kan få udløst spændingen inden for de danske grænser.
Pernille Harder har selv oplevet, hvor hårdt presset og forventningerne kan være, når man er topatlet. Og ikke mindst, hvor alene man kan føle sig, når de fleste fra ens omgangskreds går helt andre veje, men også når man befinder sig i en branche, der kun for nylig er blevet relevant for kvinder.
Dét er blot nogle af de ting, hun som professionel landsholds-fodboldspiller bruger sig stemme til at råbe højt om, og for nylig lancerede hun et initiativ, der for alvor underbygger hendes passion for at hjælpe andre på vej. Det var nemlig den støtte, hun selv manglede, da hun i sin tid dedikerede sit liv til sportens verden.
‘The Harder Way’ er navnet på Pernille Harders nyopstartede mentor-program, der kort og godt har til formål at inspirere, guide og styrke den næste generation af kvindelige atleter.
Vi snakkede med Harder om, hvorfor der er brug for et initiativ som dette, og om, hvad der har kickstartet den ild i hende, som har fået hende til det sted, hun er i dag.
Hvad er intentionen med The Harder Way?
Intentionen med The Harder Way er at give noget tilbage til den næste generation af unge spillere. Projektet handler om at skabe et rum, hvor man kan tale ærligt om rejsen i fodbold, og både det gode og det svære. Jeg vil gerne dele ud af de erfaringer, jeg selv har gjort mig, og give unge piger nogle af de redskaber, jeg selv manglede i starten af min karriere.
Hvorfor er der brug for et initiativ som dette?
Der er stadig mange unge spillere – især piger – som ikke har adgang til sparring, rollemodeller og støtte på deres vej. Fodboldverdenen kan være hård, og det er nemt at føle sig alene med sine tvivl og drømme. Jeg håber på, at The Harder Way kan være et sted, hvor man kan finde inspiration, fællesskab og troen på, at den rejse man er på – selvom den er anderledes end andres – er den helt rigtige.
Har du selv haft en specifik oplevelse, der fik dig til at gå ind i dette felt?
Jeg tror, det har bygget sig op over tid. Når jeg ser tilbage, kan jeg tydeligt mærke, hvor meget det havde betydet at have nogen at tale med om de her ting, som selv har oplevet det, dengang jeg var ung. Nogen som forstod presset, forventningerne og balancen mellem ambition, trivsel og de mentale udfordringer, der følger med. Udvikling har altid været en kæmpe drivkraft for mig. Både som spiller og som menneske. Jeg har altid haft lyst til at blive bedre og forstå, hvordan jeg kan gøre det. Den passion er også det, jeg gerne vil give videre gennem The Harder Way. Jeg har lært meget af mine egne fejl og oplevelser, og nu føles det rigtigt at bruge dem til at hjælpe andre med at finde deres egen vej frem.
Hvordan udvælges de 10 talenter, der deltager i mentorshipprogrammet?
Til det første event har jeg sammen med Nike udvalgt 10 unge spillere fra Danmark, som alle har vist stort talent, dedikation og mod. Det handler ikke kun om niveau på banen, men også om nysgerrighed og lysten til at udvikle sig som menneske og spiller. Det har været vigtigt for mig.
Hvad får de ud af det?
Mit håb er, at de altid vil gå derfra med en følelse af styrke og tro på sig selv, og så måske et nyt perspektiv på, hvad det vil sige at være topatlet. Derudover får de ærlige samtaler, indsigt i livet som professionel spiller og forhåbentlig nogle redskaber, de kan bruge i deres egen hverdag på og udenfor banen.
