emma-sofie, Author at ELLE

Vi har ventet i spænding: 8 debut-kollektioner, der endelig lander i butikkerne dette forår og sommer

Loewe by Jack Mccollough & Lazaro Hernandez

Der var store sko at udfylde, da newyorker-duoen bag Proenza Schouler, Jack McCollough og Lazaro Hernandez, præsenterede deres debutkollektion for det populære spanske modehus Loewe. Overtagelsen kom i kølvandet på, at Jonathan Anderson forlod posten som chefdesigner efter mere end et årti ved roret.

Allerede inden showet stod det klart, at Andersons kompromisløse håndværk og konceptuelle tilgang var ført videre. Invitationerne – udformet som læderindpakkede proptrækkere og kapselåbnere – fungerede som både symbol på det forgående og statement for en ny æra hos Loewe. Selve kollektionen føltes ligeledes som et bevidst reset: rene linjer, klare farver og raffinerede silhuetter pegede fremad, uden at give slip på husets arv.

Gucci by Demna Gvasalia

Under modeugerne i Milano er det ikoniske italienske modehus Gucci altid blandt de absolutte højdepunkter, og denne sæson var ingen undtagelse. Det var nemlig georgiske Demna Gvasaliasførste kollektion for brandet efter 10 år som chefdesigner hos Balenciaga – og for dem, der har fulgt hans karriere, er det ingen overraskelse, at debuten blev alt andet end konventionel.

Demna var oprindeligt programsat til at præsentere sin debutkollektion, La Famiglia, tirsdag under Milano Fashion Week, men valgte overraskende at lancere kollektionen som en digital lookbook dagen før. På selve showdagen afslørede han, at hans timeslot i virkeligheden var reserveret til premieren på en ny kortfilm med titlen The Tiger. Filmen følger Barbara Gucci – spillet af Demi Moore – chef for Gucci International og ejer af staten Californien – i et surrealistisk univers, hvor mode, magt og familiedynamikker flettes sammen. Til premieren ankom filmens skuespillere side om side med La Famiglia-karaktererne, og selv gæster uden for den oprindelige kampagne var iscenesat som en del af fortællingen og iført kollektionen.

Dior by Jonathan Anderson

Siden Christian Diors død i 1957 har ingen kreativ direktør haft det samlede kreative ansvar for hele modehusets univers – kvinder, mænd og haute couture. Det ændrede sig sidste år, da Jonathan Anderson overtog roret for alle tre linjer.

I juni præsenterede han sin første herrekollektion for Dior, og i oktober fulgte den længeventede debut for kvinder. Især sidstnævnte var et øjeblik, som store dele af modebranchen havde set frem til. Og hvilken debut, det var: Kreativ, rørende og som et friskt pust. At påtage sig en rolle af denne kaliber kræver en dyb respekt for modehusets historie, og netop denne balance mestrer Anderson til fulde. Han formår på én gang at ære Diors arv og samtidig udstikke kursen for et mere vovet, nutidigt og forfriskende Dior – altid med kompromisløs respekt for håndværket og med subtile, intelligente og historiske referencer. Noget af det mest bemærkelsesværdige er Andersons beslutning om at genindføre modehusets originale Dior-logo tegnet af Christian Dior selv. Resultatet er et Dior, der føles både genkendeligt og nyt. Et modehus i bevægelse. Alt dette og mere til indbragte Jonathan Anderson prisen som ‘Årets Designer’ ved The Fashion Awards i London – en hæder, han nu har modtaget tre år i træk.

Balenciaga by Pierpaolo Piccioli

Efter 10 år præget af en provokerende og rå æstetik under designeren Demna Gvasalia blev Balenciaga i oktober genfødt under den kreative ledelse af Pierpaolo Piccioli, som siden 1999 har været en central skikkelse hos Valentino. På Rue de Sèvres i Paris var luksuskonglomeratet Keringshovedkvarter – der blandt andet ejer Gucci og Saint Laurent – forvandlet til en spektakulær showlocation. På catwalkens forreste række var prominente gæster mødt op for at vise deres støtte, herunder hertuginde Meghan Markle og skuespiller Anne Hathaway.

Hvis Picciolis tid hos Valentino har lært os noget, er det hans evne til at mestre kunsten at skabe den perfekte aftenkjole. Dramatiske nederdele i Cristóbal Balenciagas signaturmateriale, silke-gazar, fyldte meget og tilførte kollektionen et smukt, skulpturelt udtryk, der elegant balancerede arv og fornyelse.

Bottega Veneta by Louise Trotter

Det er, som om Bottega Veneta de seneste ti år har gennemgået en ekstraordinær udvikling. Særligt de seneste fem år har brandet været formet under kreativ ledelse af topdesigneren Matthieu Blazy, som indvarslede en mere maskulin og skulpturel æra for modehuset og skabte ‘new Bottega’.

I september præsenterede designer Louise Trotter så sin første kollektion for Bottega Veneta, og man kan kun sige: én af hver, tak. Trotter, der senest transformerede det franske modehus Carven, leverede præcis det, der var brug for, og pegede samtidig i en ny retning.

Kollektionen hyldede først og fremmest det enorme håndværk, der ligger bag hvert eneste stykke tøj, men introducerede også en nyere feminin tilgang: kjoler med frynser, løse jakkesæt og selvfølgelig for brandet: sublime tasker – alt udført i en sart og sofistikeret farvepalette af jordtoner, brudt af fx en markant, dyb rød.

Chanel by Matthieu Blazy

Hele modeverdenen holdt vejret i dagene op til, at Matthieu Blazy skulle præsentere sin debutkollektion for det ikoniske franske modehus Chanel. Showet fandt – som traditionen foreskriver – sted i Grand Palais og Blazy leverede som forventet alt andet end det forudsigelige. Gæsterne blev mødt af et næsten drømmeagtigt himmelrum med svævende planter, indrammet af et kompromisløst sort univers og sortlakerede gulve. Intet var overladt til tilfældighederne, og associationerne førte hurtigt tankerne tilbage til det kreative univers, som Karl Lagerfeld formede for modehuset gennem næsten fire årtier.

Chanel er tilbage – med tyngde, selvtillid og vision. Kollektionen var elegant opdelt i tre kapitler. Først Un Paradoxe – en reference til herremodens formsprog, fortolket gennem skjorte og bukser båret af Gabrielle Chanel selv lånt af Boy Capel, hendes vigtigste partner og inspirationskilde. Dernæst fulgte Le Jour, som udforskede husets ‘readyto wear’ gennem tiden via dekonstruerede klassikere og subtile nyfortolkninger. Afslutningsvis præsenterede L’universel en vision om fremtiden hentet fra fortiden – forankret i husets grundelementer: ternet tweed, smykker med barokperler, glaskugler og emaljerede kæder samt fodtøj med den ikoniske, kontrasterende tå. Blazy, vi glæder os til mere.

Proenza Schouler by Rachel Scott

Proenza Schouler-grundlæggerne Jack McCollough og Lazaro Hernandez overraskede hele modebranchen, da de i starten af 2025 trådte tilbage som creative directors for deres eget brand. Kort efter stod det klart, at duoen skulle overtage det kreative ansvar hos Loewe – en markant udnævnelse, der samtidig efterlod en ledig designpost hos Proenza Schouler.

Valget faldt på Diotima-grundlæggeren Rachel Scott, som med sine jamaicanske rødder og poetiske formsprog allerede har markeret sig som et af New Yorks mest spændende navne. Scott gav et første indblik i sine kreative tanker under SS26-showet i New York i september, forud for sin officielle debut, der er planlagt til februar 2026. Forårskollektionen, som snart rammer butikkerne, fungerer som en raffineret opdatering af Proenza Schoulers signatursilhuetter, nu beriget med en ny teksturel finesse. Vi glæder os til at se meget mere til Rachel Scott, der uden tvivl er et talent, man skal holde øje med.

Jil Sander by Simone Bellotti

For første gang siden 2017 blev Jil Sander-showet afholdt på det historiske Piazza Castello i Milano, ved modehusets eget hovedkvarter – en location, som brandet har ejet i mange år. Det er ikke en ubetydelig detalje for Simone Bellottis debutkollektion, der trak tråde til husets kernekoder, flettet sammen med hans egen italienske arv.

Kollektionen bød på dels stærke farver, dels pasteller og skræddersyede detaljer, kombineret med jeans og transparente elementer. Det var klassisk JilSander, holdt stramt og lækkert, men samtidig relevant og moderne. Bellotti har en tydelig vision for brandet, som vi glæder os til at følge fremover.

Læs ogå

Mode

Skotrends 2026: Sådan skal dine sko se ud til forår og sommer

Forfatter Katie Kitamura, der står bag forårets must read: “Der er et element af performance i den måde, vi alle eksisterer i verden på. Jeg følte det, efter at jeg havde fået børn, hvor jeg var meget bevidst om, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle være mor”

Blå bog

Katie Kitamura (f. 1979) er en amerikansk forfatter og kunstkritiker, født i Sacramento, Californien, i en familie med japanske rødder. Hun har skrevet fem romaner, der er udkommet på 27 sprog. Fire af dem er oversat til dansk: ‘Intime relationer’, ‘Sidste chance’, ‘Afsked’ og nu ‘Audition’. Hun bor i Brooklyn, New York, med sin mand, forfatteren Hari Kunzru, og deres to børn.

Hun er blevet sammenlignet med både Ernest Hemingway og Rachel Cusk og er i virkeligheden nok helt sin egen: amerikanske Katie Kitamura, der om lidt er aktuel på dansk med den virtuose roman ‘Audition’ – en bog, der foregår i teatermiljøet i New York og hjemme hos en kvindelig skuespiller, hvis verdensbillede forskydes, da hun en dag bliver passet op af en ung mand.

Katie Kitamura er kendt for at skrive så fængslende præcist, at hun næsten ingen ord behøver.

Da ELLE sætter hende digitalt stævne en formiddag på The New York Public Library, flyder ordene til gengæld let, og det føles, som om vi får en lille bid af hemmeligheden Kitamura:

I ‘Audition’ er meget usagt, og det er svært at sige noget uden at sige for meget. Kan du selv sige lidt om, hvad ‘Audition’ er for en bog?

“Romanen åbner med en kvinde, der er midt i livet. Hun er lykkeligt gift og har en succesfuld karriere, da en ung mand tager kontakt til hende. Alt, hvad hun forstår om sig selv og sin plads i verden, forsvinder i det øjeblik, og det er herfra, de potentielle narrativer udfolder sig. Jeg var interesseret i at skrive om, hvordan helt essentielle oplevelser – forældreskabet, at være i et ægteskab eller det at skabe kunst – indeholder nogle modsatrettede elementer, der ikke er forsonlige. Mange af de fortællinger, vi hele tiden er omgivet af, handler om at forstå og skabe mening i de diskrepanser. Jeg ville skrive noget, der tillod diskrepanserne at eksistere side om side.”

“Det med at performe en identitet bliver oftest betragtet som noget negativt, f.eks. når vi taler om den performative kultur på sociale medier”

Hvorfor er det vigtigt at stille de her spørgsmål om, hvem vi er, og hvilke roller vi spiller?

“Jeg tror, der er et element af performance i den måde, vi alle eksisterer i verden på. Jeg følte det særlig stærkt, efter at jeg havde fået børn, hvor jeg var meget bevidst om, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle være mor. Jeg ‘spillede’ rollen, som jeg så den udspille sig og blive præsenteret i kulturen, og som jeg oplevede den, når jeg gik ned ad gaden i Brooklyn. Det slog mig, at det med at performe en identitet oftest bliver betragtet som noget negativt, f.eks. når vi taler om den performative kultur på sociale medier. Idéen om, at vi ikke automatisk har en sikker følelse af vores identitet, virker skræmmende. Jeg tror på mange måder, at vi formår at eksistere gennem den slags forestillinger. Se på børn – de spiller rollespil hele tiden. De spiller læreren, moren, bageren og tog konduktøren, og den performance er med til at give dem en forståelse af, hvordan det er at være til her i verden. Vi forventer, at mennesker stopper med at spille rollespil i en vis alder, men jeg oplever, at vi fortsætter med at trække på kulturen omkring os for at forstå, hvordan vi eksisterer. Det er det, bogen udforsker.”

De fleste af os har det nok, som om vi altid er lidt til en form for audition. Hvilke tanker har du lagt i titlen?

“Præcis. Hver gang vi står over for en ny relation, er vi på sin vis til audition på en rolle. Det er måske tydeligst i kærlighedsrelationer, men det gælder i mange former for forhold, selv de forhold,der allerede er etablerede. Når der opstår et skift i dynamikken, tester og søger vi en ny rolle.

I bogen er jeg også interesseret i en anden brug af ordet audition, audition som refererende til det, du hører. Det lydspor, der er omkring dig. Hovedpersonen er bogen igennem meget opmærksom på, hvad hun kan høre, og hvad hun ikke kan høre, ikke kun når hun er på teatret, men også i lejligheden, hvor hun kan høre hviskende samtaler eller lyde. Hun er hypersensitiv, hvilket jeg også gerne ville referere til i titlen.”

Hvordan fik du idéen til at fortælle historien i to skelsættende afsnit?

“Jeg tror, de fleste af os oplever, at der er dele af vores liv, der ikke rigtig passer sammen. Bogen handler om moderskabet, om at skabe kunst og om spændingen mellem de to ting, og på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg kunne skrive spændingen ind direkte i bogens struktur. Jeg ville se, om jeg kunne få det til at fungere som et plottvist eller i hvert fald føles som et plottvist og måske vise, at verden kan ændre sig og blive ustabil under vores fødder på et splitsekund.”

“I ‘Audition’ findes rodløsheden inde i karakteren, og det var derfor oplagt at lade hende befinde sig i sin egen by. Uroen og følelsen af at være forkert er der stadig”

Handler romanen også om at være midt i livet? Og den forvirring, det kan skabe i forhold til identitet og verdensforståelse?

“Bogen handler for mig meget om at være midt i noget, midt i livet, i midten af et forhold. Der findes så mange historier om begyndelsen af et forhold og mange historier om afslutningen på et forhold. Jeg var interesseret i den midterste fase, som er en periode, hvor der er færre tydelige fortællinger. Forvirringen, eller uklarhederne, er størst i anden del, hvor hovedpersonen prøver at forstå, hvad der er virkelighed, og hvad der ikke er, og noget af det hænger sammen med, at hun forhandler med en periode af livet, hvor de her historier bare er meget utydelige. Hun har ikke et anker, hun kan holde fast i. For mænd er historien om midtlivskrisen meget mere fortalt og velkendt. Det er den ikke for kvinder, og derfor er transitionen mere forvirrende.”

Dine tidligere romaner har foregået forskellige steder i bl.a. Europa. ‘Audition’ foregår i New York, hvor du selv bor. Hvad har det tilført historien?

“Jeg har ikke ladet en bog foregå i USA før nu, fordi jeg altid har været interesseret i følelsen af rodløshed, følelsen af at være amerikaner på international grund og det her med, hvad hjem er for karaktererne. I ‘Audition’ findes rodløsheden inde i karakteren, og det var derfor oplagt at lade hende befinde sig i sin egen by. Uroen og følelsen af at være forkert er der stadig. Derudover er New York også en skøn by at beskrive, fordi du kan trække på den filmiske fortælling, de fleste læsere allerede har om byen. Man behøver kun at give en lille detalje, behøver kun at skitsere omgivelserne, så fuldender forestillingsevnen selv billedet. De fleste har en fornemmelse af, hvordan et teaterliv i New York udspiller sig, så jeg behøvede ikke at gå i detaljer. Jeg har fået foræret en hel masse atmosfære på grund af lokationen og har derfor kunnet forblive i hovedpersonens hoved og dvæle ved de spørgsmål, hun stiller sig selv.”

Du bor selv i New York og er selv del af et kreativt miljø i byen. Hvordan har det været at skrive om noget så tæt på dig?

“Min seneste roman foregik ved Den Internationale Domstol i Haag og krævede en stor mængde research, fordi det ikke er en verden, jeg naturligt selv har oplevet. Det har været anderledes med ‘Audition’. En stor del af mine venner er skuespillere, og da jeg i sin tid flyttede til New York, arbejdede mange af dem med små produktioner på de små teatre downtown. Jeg sad tit og så dem øve og betragtede helt naturligt deres verden uden på det tidspunkt at have intentionen at ville skrive om det. Jeg har haft nogle venner til at læse manuskriptet igennem, men ellers er det mine egne oplevelser fra teaterverdenen, jeg har bragt ind i historien, mine egne erfaringer med den kompleksitet, der er i relationerne, når man skaber noget sammen. Jeg føler, jeg fik modet til at tage større risici andre steder i bogen, fordi jeg følte mig sikker i det miljø, jeg skriver om.”

Hvordan udspiller dit eget liv i New York sig? Kan du sætte scenen?

“Jeg flyttede til New York i 2008, hvilket ikke føles som længe siden, selvom der jo er gået lang tid. Jeg havde boet i London indtil da. Da jeg flyttede til byen, var jeg lige begyndt at skrive fiktion, men jeg skrev også en del kunstkritik og kom som sagt meget i teaterverdenen, så jeg befandt mig ikke kun i det litterære miljø, hvilket var meget nærende. Min mand er også forfatter, så vi er to skribenter under samme tag, og som så mange andre forfattere bor vi i Brooklyn. Lige nu er jeg så heldig at være tilknyttet The New York Public Library, så jeg kan sidde her i bibliotekssalen og skrive. New York er en fantastisk by at arbejde i – du har adgang til noget af det mest enestående kreative og kunstneriske arbejde, du springer bare på subwayen, og i løbet af ingen tid kan du være på et museum eller se en forestilling eller en danseperformance. Jeg føler mig meget heldig, at jeg bor i byen.”

Du har en japansk baggrund. Har det haft indflydelse på dit arbejde?

“Ja, helt klart, på mange måder. Mange af de temaer, jeg arbejder med, er relateret til displacement, tilhørsforhold og identitet, skift i identitet, og meget af det kommer helt klart fra at være vokset op mellem to kulturer. Mine forældre flyttede til USA og boede her i knap 15 år og rykkede så tilbage til Japan, så vi har ikke en traditionel immigrationshistorie. Derfor har jeg også været meget i Japan, og det meste af min familie bor i Japan. Noget af det fantastiske ved at vokse op mellem to kulturer har bl.a. været den litterære-kanon, som jo for mig har været helt anderledes end den, man lærer i den amerikanske skole. Der var andre bøger, der var vigtige for mine forældre, og det gav mig adgang til en anderledes mængde af litteratur, hvilket har påvirket mig meget. Forfattere som Yasunari Kawabata og Kenzaburō Ōe har været signifikante, og selv størrelsen på mine bøger i dag minder jo om de tynde japanske romaner. Ja, så både min stil og mit indhold er dybt præget af min japanske baggrund.”

“Mange af romanens temaer relaterer sig også til hendes race. Hun gør det, man på amerikansk kalder code-switching – hun ændrer sin adfærd for at tilpasse sig en bestemt kontekst, hun ændrer sin dialekt, og hun er hyperopmærksom på alt, hvilket også har noget med hendes baggrund at gøre. Meget handler om, hvordan hun bliver opfattet, det handler om hendes manérer eller om, at hendes opførsel skal ændre sig”

Karakteren i ‘Audition’ har også asiatiske rødder, har jeg ladet mig fortælle, for du skriver det ikke direkte, men indikerer det meget nænsomt. Hvad ligger der i det?

“Ja, karakteren er en asiatisk kvinde. For mig vil det altid være interessant at skrive om en hovedperson, der ikke er hvid. Mange af romanens temaer relaterer sig også til hendes race. Hun gør det, man på amerikansk kalder code-switching – hun ændrer sin adfærd for at tilpasse sig en bestemt kontekst, hun ændrer sin dialekt, og hun er hyperopmærksom på alt, hvilket også har noget med hendes baggrund at gøre. Meget handler om, hvordan hun bliver opfattet, det handler om hendes manérer eller om, at hendes opførsel skal ændre sig. Når det er sagt, så vil jeg gerne fortælle en historie, der er linket til race, men ikke en historie, hvor det hele handler om det. Hvis du læser efter det, kan du se det, hvis ikke, vil du fokusere på andre elementer i bogen. I det hele taget er der jo meget omkring hovedpersonen, som vi ikke får at vide. Hendes navn får du heller ikke. Jeg er meget interesseret i at finde ud af, hvor mange detaljer man kan undlade og stadig skabe en levende historie og en tydelig hovedperson.”

Du er blevet sammenlignet med så forskellige forfattere som Ernest Hemingway og Rachel Cusk. Hvilke skribenter eller forfattere er du selv inspireret af?

“Jeg elsker den spanske forfatter Javier Marías. At læse ham har sat et tydeligt aftryk på mit arbejde. Jeg elsker Karl Ove Knausgård, der formår at skabe et momentum i sine bøger, som jeg virkelig beundrer. Jeg elsker Natalia Ginzburg og Marguerite Duras. Når jeg læser andre, ved jeg, det er en god bog, når jeg ikke kan forstå, hvordan den er skrevet. Når jeg føler, at håndværket er usynligt. Tag f.eks. Tove Ditlevsens ‘The Copenhagen Trilogy’, der først for nylig er blevet oversat til engelsk – den bog er virkelig et mirakel for mig. Jeg har læst de tre fortællinger flere gange, og jeg forstår stadig ikke, hvordan hun har kunnet skrive dem. Det er virkelig magisk. For mig er en bog god, når jeg ikke længere er forfatter, når jeg læser den. Når jeg kun er læser og intet andet.”

Læs ogå

Kunst, bøger og musik

#BookTook: “Hvis du laver en video, hvor du græder, mens du fortæller, hvor fantastisk bogen er, kan det gå fuldstændig viralt”

ELLE-journalisten: “Mens verden brænder, lever højprofilerede mennesker med flere penge, end de har fornuft, stadig mere overdådige liv – og poster det hele på sociale medier. Er vi ved at blive tonedøve?”

VED DU, HVEM DE SUPERRIGE BURDE HAVE PÅ LØNNINGSLISTEN?

En person, hvis jobbeskrivelse går ud på at aflæse rummet og venligt foreslå, som man ville gøre med et barn, at det nok ikke er en supergod idé at gøre dét der, men her, leg i stedet med denne skinnende ting. For når man ser på de højprofilerede menneskers adfærd lige nu, må man undre sig over, hvorfor ingen sætter ind med grænser eller konsekvenser – hvorfor de ikke kun ‘får lov’, men ligefrem opfordres til at opføre sig med absolut straffrihed.

Hvis du har nok penge, berømmelse, magt eller indflydelse, er det virkelig kedeligt og meget ‘almindelige mennesker’-agtigt at bekymre sig om, hvordan dine handlinger bliver opfattet af masserne. Hvorfor skulle Jeff Bezos og Lauren Sánchez ikke kapre hele Venedig til deres bryllup til 50 mio. dollars? Hvorfor skulle Katy Perry ikke tage en tur i rummet? Hvorfor skulle Brooklyn og Nicola Peltz-Beckham ikke forny deres ægteskabsløfter i en overdådig ceremoni (som ingen af Beckhams deltog i) efter blot tre års ægteskab? Og hvad er der galt med at lufte sit fjendskab med nogen – hvad enten det er Aryna Sabalenka, der fortæller interviewere om sine problemer med modstanderen Amanda Anisimova ved Wimbledon, eller Lana Del Rey, der deler et diss track om Ethel Cain?

Vi lever i en trumpistisk verden, hvor intet betyder noget. Som en karakter i det populære Netflix-show ‘The Hunting Wives’ siger: “I believe in doing whatever the f*ck I want, ’cause what else is there?” Velkommen til en æra med celebrities uden skam, som vi aldrig har set det før. Mens verden brænder, lever højprofilerede mennesker med flere penge, end de har fornuft, stadig mere overdådige liv – og poster det hele på sociale medier. Respekterede sportsfolk og popkulturelle ikoner deler deres private konflikter på den mest offentlige måde muligt, og ‘oldschool’ filmstjerner som 50-årige Leonardo DiCaprio forsøger ikke engang at lade, som om de er seriøse mennesker længere; skuespilleren sagde for nylig i et interview, at han stadig føler sig følelsesmæssigt som 32. Måske er det derfor, han kun dater kvinder på den alder.

De dage er forbi, hvor rige mennesker skammede sig over deres rigdom, eller berømte skammede sig over deres berømmelse, eller politikere tænkte, at de burde holde ferie et stille sted, hvor de kunne passe sig selv – og ikke, som JD Vance gjorde denne sommer i Cotswolds, på skatteydernes regning, mens han blandede sig bramfrit i en lokal landsby og opføre sig, som om han ejede stedet.

Men hvilken effekt har denne fremgang i skamløshed på resten af os? Mens milliardærer spekulerer over, hvilket Instagram-filter der får deres diamanter til virkelig at poppe, poster vi almindelige mennesker mindre af vores liv online og føler os så belastede af verdens tilstand, at vi knap nok kan dele et uskyldigt billede af en matcha latte uden at bekymre os om, hvordan det vil blive modtaget. Instagram er nu for store gestus, gennemarbejdede statements om identitet og verdenssituationen, aktivisme eller billeder i høj produktionskvalitet – der er ikke længere plads til et sløret billede af din morgenmad.

I en New Yorker-artikel fra tidligere i år med titlen ‘Are you experiencing posting ennui?’ skrev Kyle Chayka: “Under Black Lives Matter-protesterne i 2020 var mange individuelle brugere og firmaprofiler tilbageholdende med at poste noget, der ikke var aktivismerelateret. Den følelse er vendt tilbage nu i forbindelse med begivenheder som Israels krig i Gaza og præsident Trumps mobilisering af ICE mod migranter.” Han citerer en person, der beskriver kontrasten mellem global krise og personlig opdatering som en form for “emotionelle piskesmæld”.

Denne forskel er måske det, der får indholdet fra rige, berømte og succesfulde mennesker til at fremstå ekstra skamløse lige nu. Man kunne argumentere for, at de bare deler deres sande liv som en del af den sociale medier-kontrakt, enhver med en Instagram-konto har underskrevet. Det er ikke deres skyld, at deres virkelighed tilfældigvis er virkelig ekstremt fantastisk sammenlignet med dit “sad little life, Jane”.

Jeg spørger Brian Moylan, popkulturekspert og forfatter til ‘The Housewives: The Real Story Behind The Real Housewives’, om de mest skamløse celebrities faktisk er de mest autentiske, og han siger: “Absolut, og det er det, der skaber en god realitystjerne. Publikum kan spotte uautenticitet … Forestil dig, hvis Lauren Sánchez blev gift på rådhuset – vi ville tænke: Hvad fanden foregår der, dame?”

Ville vi blive mere vrede, hvis rige, indholdstomme celebrities lod, som om de var noget andet – eller forsøgte at skjule deres privilegier? Er det skamløst, at Khloé Kardashian deler detaljer om sine plastikkirurgiske indgreb, eller at flere og flere A-listere siger “Ja, jeg er på Ozempic” – eller er det ærligt?

Jeg spekulerer på, om vi har skubbet celebrities ud i denne nihilistiske ligegyldighed ved at holde dem op på umulige standarder fra starten. Når de har forsøgt at tale oprigtigt om en sag eller gøre noget ‘godt’, har de alligevel formået at gøre det forkert og er blevet hånet eller endda cancelled for det. Under de ødelæggende skovbrande i L.A. i januar blev mange stjerner beskyldt for at være tonedøve i deres reaktion eller i deres beslutninger om, hvordan de ville hjælpe (Mandy Moore delte et GoFundMe-link, blot for at blive kritiseret for ikke selv at donere flere penge). Og hvem kan glemme den krumme tæer-fremkaldende gengivelse af John Lennons ‘Imagine’, som berømte som Gal Gadot og Natalie Portman lavede under COVID – kun for at blive hånet vidt og bredt?

Hvorfor være forsigtig eller omsorgsfuld, hvis du alligevel bliver mødt af en shitstorm?

Faktum er, at vi elsker at se, hvordan de særligt privilegerede lever. Vi elsker at blive forargede, underholdt – det hele er bare content i sidste ende, og ‘eat the rich’-fortællingen gav os nogle strålende TV-serier og film: ‘Succession’, ‘The White Lotus’ og senest ‘Mountainhead’. Journalisten Marina Hyde mener, at “‘eat the rich’-genren er begyndt at føles endnu mere selvtilfreds end de superrige selv”, og jeg må indrømme, at jeg er enig i, at ‘quiet luxury’ med sine IYKYK-flip-flops til 6.500 kroner er endnu mere irriterende end den ‘store bryster, små outfits’-stil, som Moylan siger gør comeback. Han sammenligner denne “tilbagevenden til 1980’ernes ‘Dynasty’-æstetik” – som vi ser på Lauren Sánchez, Sabrina Carpenter og Taylor Swift i hendes Showgirl-æra – med dengang Trump var på toppen som forretningsmand.

I 1980’erne var der en lige så åbenlys fejring af overflod og succes som i dag, men forskellen mellem yuppiekulturens skulderpude-skamløshed og nutidens don’t-give-a-f*ck-A-listere er, at uden internettet var det sværere at vise sin rigdom og status frem – og for ens dekadence at infiltrere almindelige menneskers liv. Kløften mellem middelklassen og de superrige var også mindre … folk, der arbejdede i medierne, havde f.eks. en reel chance for at tjene mange penge – noget fuldstændig utænkeligt for de fleste folk i branchen i dag. Leveomkostningskrisen og stigende arbejdsløshed giver et ekstra lag bitterhed, når vi oplever elitens luksuriøse liv lige nu. Men måske er det mere et problem hos os end hos dem.

Den britiske forfatter Zadie Smith siger, at skam har en funktion. I et interview fra 2018 sagde hun: “Jeg synes, det er en nyttig følelse, korrigerende for bestemte typer af adfærd … At være skamløs er meget, meget farligt.” Hun mener, at skam er umoderne, fordi det er en kristen følelse, og tilføjer: “Jeg har altid syntes, den var ret produktiv i evangelierne – idéen om, at du går ud fra, at du er fuldstændig i synd … Vi praler altid eller forsøger at gøre os bedre end andre … Så jeg synes, at have tanken i baghovedet om, at du nok ikke er helt så fantastisk, som du tror, er en nyttigt.”

Men skam er ikke produktiv, hvis det hindrer os i at være oprigtige, i at prøve eller i at stille os frem. Der er en fare for, at forsøg på at være sårbar nu bliver afvist som cringe. Forfatteren Ocean Vuong har talt om sine erfaringer som underviser i kreativ skrivning og forklaret, at “studerende bliver mere og mere bevidste om at prøve. Der er en overvågningskultur på sociale medier … Jeg vil ikke ses som en, der prøver, og som har et anstrengt forsøg på at nå min drøm. Bange for at blive dømt spiller de kyniske. Men de hungrer dybt efter oprigtig, ægte indsats.”

Ah, oprigtighed – måske er det dét, vi virkelig mangler som kultur.

Almindelige mennesker er bange for at være oprigtige, i tilfælde af at det virker – i bedste fald – cringe og i værste fald tonedøvt. I mellemtiden ønsker milliardærer, kendisser og influencere – hvad enten de er til skumparty på en superyacht eller i en raket på vej ud i rummet – bare at se hotte ud og ikke blive straffet for det.

“Det med skam,” siger Brian Moylan, “er, at du har brug for lidt af det for at kunne overskride normerne. Og vi mister denne form for overskridelse, i takt med at ekstrem opførsel normaliseres. Det, jeg bekymrer mig om, er, at stor kunst ikke kan opstå uden en form for overskridelse. Skam giver os grænser at krydse.”

Men i sidste ende handler det hele om kontekst – noget, de rige og berømte er ved at miste grebet om. Hvis de ikke er rige nok til at eje faktiske bunkere i New Zealand, klar til at beskytte dem mod verdens ende, lever de stadig, som om de gør – indelukket i en mentalitet, der beskytter dem mod konsekvenser. Men det er os, der har bygget det tilflugtssted ved at opretholde en kultur, der både dyrker og håner deres skamløshed i lige høj grad.

Læs ogå

Krop

Maya Tekeli: “Dér langt oppe i Grønland gik det op for mig, at det at smøre creme i ansigtet ikke kun er selvforkælelse men en økonomisk og psykologisk selvregulering”

Sygeplejeske og holistisk terapeut Thea Sofie Munch om adaptogener, homøopati og et prisvenligt produkt: “Jeg har brugt denne budgetvenlige læbepomade i halvandet årti uden undtagelse. Min favorit er deres klassiske version”

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Blå bog

Thea Sofie Munch, 31 år. Sygeplejerske, holistisk kropsterapeut og mentor. Bor på Christianshavn med sin mand, Oscar, og parrets søn, Pablo, på 2 år.

Hvordan ser din morgenskønhedsrutine ud?

Om morgenen starter min rutine som regel med, at min 2-årige sætter sig brat op i sengen og siger ‘HEJ!’ omkring kl. 07. Jeg bliver liggende i sengen, imens min mand og han laver te til os, som de serverer på sengen. Det er vores hyggestund. Straks herefter skal dagen ligesom skydes i gang, og med tiden er jeg blevet mere optaget af få, men effektive produkter — jeg tror, det hører sig til moderskabet for rigtig mange. Jeg skyller derfor mit ansigt i koldt vand og bruger så en facemist. Her er der mange at vælge imellem, for det er nemlig en af mine mange besættelser. Lige for tiden er jeg glad for Mantles ‘The Skin Drink’, som fungerer som den blødeste base for mine produkter. Det er lidt ligesom en fugtig klud — den suger bedre, end en knastør. Herefter fordeler jeg et par dråber olie i hele ansigtet. Også i denne kategori har jeg en del i gang, men en af favoritterne er Rudolph Cares ‘Acai Facial Oil‘, fordi den lægger den dejligste base og giver flot glød. Disse to produkter passer på min hud, mens resten af morgenen løber af stablen — morgenmad, aflevering i dagplejen, hjem igen.

Så starter runde to: I badet bruger jeg en mild ansigtsrens, f.eks. Mantles ‘The Magic Milk’, som har den dejligste cremeformular, der ikke udtørrer min hud. Herefter lader jeg Rudolph Cares ‘AcaiFacial Scrub Mask‘ sidde på ansigtet i nogle minutter — denne serverer altså glød resten af dagen! Når jeg kommer ud af badet, bruger jeg først ansigtsmist, og så et serum. Mine favoritter er Honeys ‘Hydra Serum‘, som har en let fedtet konsistens – det elsker jeg – eller Mantles ‘The Hydra Serum’, som har en mere gel-agtig tekstur. Den er lækker at have stående i køleskabet, så den giver en frisk, kølende effekt. Min faste dagcreme er Beautyspaces ‘Ansigtsbeskyttelsen‘, som, foruden at indeholde SPF 25, A-vitamin og en let tint, er dybt, dybt fugtgivende. Jeg smører min krop ind i bodylotion eller olie, afhængigt af hvor god tid jeg har — olien fedter jo i lidt tid. Min yndlingsolie er Mirror Waters ‘Smooth Body Oil‘, som dufter helt magisk og ikke fedter i lang tid. Den bodylotion, jeg altid vender tilbage til, er ‘Daily Moisturizing Lotion’ fra CeraVe — den er ret usexet, men den er uden tilsat parfume, som jeg sætter pris på, og så er den effektiv.

Min makeup-rutine er fokuseret på glød og god kulør. Jeg bruger en lille smule Charlotte Tilbury ‘Hollywood Flawless Filter’ fordelt over ansigtet — det giver den vildeste glød — efterfulgt af en cremebronzer og en cremeblush, f.eks. Caia Cosmetics ‘Blush Melt’ i farven ‘Lady Plum‘, som er en dyb rød-lilla, der klæder mine farver godt. Jeg reder mine bryn med et gennemsigtigt brynprodukt, f.eks. Lumene ‘Brow Care Fixing Gel’, og på læberne bruger jeg min Mac-lipliner i farven ‘Whirl‘.

Hvordan ser din aftenskønhedsrutine ud?

Om aftenen renser jeg mit ansigt med et af mine renseprodukter. Hvis min hud har føltes tør, bruger jeg et creme-produkt, og hvis min hud har føltes normal, bruger jeg en skum. Her kan jeg godt lide Rudolph Cares ‘Gentle Cleansing Foam‘, som jeg skyller af med lunkent vand og en vaskeklud til ansigtet. Herefter bruger jeg en facemist, f.eks. CAP Beautys ‘Serotoner‘ som må være den ultimative facemist for mit vedkommende — duften, sprayen og følelsen, huden efterlades med … Det er ren magi! Efter facemist bruger jeg altid et retinol-serum. Lige nu bruger jeg Honeys ‘Double A Vitamin Serum‘, skarpt efterfulgt af en fed ansigtscreme — min yndlings igennem to år har været Mantles ‘The Rich Cream‘, fordi den, foruden at dufte vidunderligt, er dejlig fed og efterlader min hud gennemfugtet natten over. En gang om ugen bruger jeg Rudolph Cares ‘Time To Glow Peeling Mask’ natten over — når jeg vågner om morgenen, står jeg op med den vildeste glød!

Hvad er det vigtigste produkt for dig?

I min hudplejerutine er jeg dybt afhængig af alt, der giver dyb fugt. Hvis jeg kun måtte vælge ét produkt, skulle det derfor være en seriøst god ansigtscreme, f.eks. Beautyspaces ‘Ansigtsbeskyttelsen’. Efter jeg begyndte at bruge den, skete der altså bare noget magisk med min hud. Hvad angår makeup ville jeg alle dage kunne klare mig med en cremebronzer og intet andet. Igennem årene har jeg været igennem en milliard forskellige — alt fra Chanel til H&M Beauty, men lige nu er jeg glad for Saie Beautys ‘Sun Melt’ i farven ‘Medium Bronze’.

Hudpleje eller makeup?

Hudpleje, altid!

Hvor springer du over?

Øjencreme … Selvom kloge hoveder ville mene, at jeg skulle være startet for i hvert fald fem år siden.

Hvor springer du aldrig over?

Velplejede hænder og negle er et absolut must for mig — jeg har været besat af neglepleje, siden jeg som barn så min mor ordne sine negle. Jeg ordner selv mine negle og neglebånd ugentligt. Jeg foretrækker helt korte, velformede negle med et enkelt lag neglelak på. Min favorit er Manucurist i farven ‘Hortencia‘, som er den pæneste, neutrale, lyserøde farve. Den er ret gennemsigtig og er ikke for mælkehvid — det look bryder jeg mig ikke om. De absolut bedste neglefile køber jeg i Boots i UK til £1.75. De hedder ‘Boots Everyday Salon Smooth Nail File‘, og jeg køber som regel 20 pakker med hjem, når jeg er der. Kassedamerne må tro, jeg er bims. Mit øvrige neglegrej skal også være i orden. Jeg bruger neglebåndsredskaber fra Navy Professional Tools — de er lidt bekostelige, men til gengæld er de knivskarpe og kan holde et helt liv.

Hvad gør du med dit hår?

Så lidt som muligt. Jeg er lige begyndt at bruge shampoo og balsam fra svenske ‘Betiyon‘. Jeg vasker håret hver fjerde dag — først 2 x shampoo og så 1 x balsam. Jeg bruger en del balsam, fordelt over store dele af håret. Imens balsammen sidder i, reder jeg håret med en bredtakket kam, så det ikke filtrer. Jeg skyller det forsigtigt med lunkent vand og krammer håret tørt med et håndklæde. På den måde får jeg så meget af mit krøl frem som muligt. Jeg lader det altid lufttørre, også om vinteren. Jeg styler det aldrig med redskaber, så jeg bruger heller ikke stylingprodukter i det. Jeg foretrækker det faktisk bare helt, som det er fra naturens side. En gang årligt får jeg lavet lidt striber og balayage.

Hvad har du mest af?

Facemists, olier til både krop og ansigt og bronzere. Jeg kunne have de tre ting med på en øde ø og være helt tryg.

Hvad er din nyeste tilføjelse?

Mine Lebon-tandpastaer, som er både økologiske og uden SLS, sulfater, fluor osv. Det betyder meget for mig, at min tandpasta er i orden og uden uønsket kemi. Jeg har et par forskellige fra Lebon, men min yndlings er ‘Cap Ferrat Mood’, som smager friskt af mynte. Den skummer godt, og det er en ‘non negotiable’ for mig.

Hvad er det mest prisvenlige produkt, du bruger?

Hvis ikke det skal være mine legendariske neglefile fra Boots, så må min Burts Bees ‘Beeswax LipBalm‘-læbepomade være det mest prisvenlige produkt! Jeg har brugt læbepomaden i halvandet årti uden undtagelse, og jeg må have seks forskellige, spredt ud over diverse tasker, lommer, skuffer og hylder. Min favorit er deres klassiske ‘Honey’-version, men de fås i mange forskellige farver og dufte. Jeg køber dem i min lokale helsekost. Sidste år købte jeg deres ‘hibiscus’-variant, som er farvet i den smukkeste, dybe rød-lilla. Den tager jeg på hver morgen, inden jeg går ud ad døren — både på læber og på toppen af mine kindben. Den giver den smukkeste dybe farve og shine.

Hvad er det dyreste produkt, du bruger?

Jeg har ikke ét produkt, der er hamrende dyrt, men jeg bruger mange penge på kosttilskud, adaptogener, homøopati og naturmedicin. I min optik starter skønhed indefra.

Hvad har du altid med i tasken?

Min Mac-lipliner i farven ‘Whirl‘ og Goé Oils ‘All Over Body Oil‘, som er en god multi-use olie-balm, jeg for det meste bruger på mine hænder. Den fedter en del i starten, men det er jeg ligeglad med. Som regel ligger der også en sut eller to til min søn, høretelefoner, nøgler, pung og Bachs ‘Rescue Remedy’, som virker beroligende på nervesystemet. Jo, og så har jeg faktisk altid det homøopatiske middel, som jeg fik lavet på min søns moderkage, med. Det lyder måske lidt ‘far out’ for mange, men for os er det en lifesaver. Jeg bruger den til både min søn og mig selv ved begyndende snue, efter en dum morgen, hvis han har haft en svær dag i dagpleje eller som støtte ved adskillelse.

Hvad har du altid med på job?

Jeg har altid min Basium-perfume oil i duften ‘Calor’ med mig. Den dufter vidunderligt — lidt af skov og brænde, lige som jeg foretrækker det. Desuden er jeg glad for at bruge adaptogener, f.eks. mit svampeekstrakt fra Mind Studio. Jeg elsker ‘Chaga’, som støtter nervesystemet. Det bor fast på mit arbejdsbord i mit studie.

Får du nogle behandlinger?

Jeg prioriterer altid kropsbehandlinger over ansigtsbehandlinger, men det kan jeg også tillade mig, fordi jeg har ren og pæn hud fra naturens side. Jeg prioriterer som regel kraniosakralterapi og akupunktur, når jeg mærker behovet. Begge behandlinger er dybt effektive på forskellige plan — her arbejdes der med stagnationer, nervesystem og ubalancer. Det betyder meget for mig at passe på min krop.

Tager du tilskud/vitaminer mm.?

Ja, men det varierer, hvilke tilskud jeg tager — det afhænger af sæson, og hvordan jeg har det. Om vinteren prioriterer jeg altid højdosis D-vitamin og C-vitamin som støtte til immunforsvaret. Dertil tager jeg zink og selen som støtte til min cyklus, magnesium til natten samt omega 3. Jeg er for nylig begyndt at tage ‘Organ Matrix’-kapsler fra Functional Future, som er lavet af okselever fra økologisk, græsfodret kvæg. Det har et højt niveau af A-vitamin, B12, riboflavin og kobber — det er et virkelig fedt produkt! I det daglige bruger jeg altid homøopatiske midler og cellesalte som støtte ved f.eks. hovedpine, feber eller tandfrembrud hos min søn. Naturmedicin er altid mit førstevalg.

Har du et beautyhack?

Jeg opbevarer gerne mine ansigtsmasker i køleskabet — så virker de dejligt forfriskende, når jeg tager dem på.

Læs ogå

Skønhed

Amalie Reedtz-Thott om svampeekstrakter, manuka-honning og et (gratis) skønhedstip: “Jeg elsker at lave en facial med isterninger og bruger dem som en gua sha”

Model Klara Kristin: “Dette er min yndlingsrestaurant i Paris. Man skal stå i kø, men hvis man er en typisk dansker, som er vant til at spise senest kl. 19, så får man nemt bord”

Blå bog

Klara Kristin, 33 år. Model, sanger og skuespiller. Bor ved Corselitze Skov på Falster med sin mand, Tobias, deres datter, Bobbie Celeste, og bonussønnen, Ville. Følg hende på @klara___kristin.

Den første kulturoplevelse, jeg kan huske, var på min fars kunstskole, Skolen for Billedkunst, som i dag desværre er lukket. Her holdt han mange udstillinger, og som barn løb jeg rundt på alle ateliererne og morede mig. Jeg kan huske, jeg fik et kæmpe chok en dag, hvor jeg åbnede en dør, og dér sad en nøgen, frodig dame på et bord. Der var åbenbart croqui–time.

Jeg er af den overbevisning, at hvis jeg følger min mavefornemmelse og tør stole på, at livet og universet vil mig det godt, så bringer det mig derhen, hvor jeg skal være. Jeg tror ekstremt meget på manifestation. Og i min verden er manifestation faktisk slet ikke så hokus–pokus–agtig, som man kunne tro. For mig handler det i bund og grund om at have en god portion realistisk sans og holde et hyperfokus på dét, som jeg ønsker inderst inde, og når jeg har kontakt til det, kører resten automatisk derfra.

For mig er kunsten derfor at tage tiden til at være i forbindelse med mit indre jeg. Det kan være ekstremt svært, og jeg har til tider også tabt mig selv. Og når det går op for mig, at det er tilfældet, tillader jeg mig at tage et skridt tilbage og bare acceptere, at jeg må bruge noget tid på noget, som virker ukonstruktivt. Til gengæld er der en indre vækst. For at kunne tage mig de friheder, prøver jeg altid ikke at sætte mig for hårdt i det økonomisk. Min frihed og tid er det mest værdifulde, jeg har, og til det må jeg bare sige, at jeg er meget taknemmelig for at være dansker, født i det 20. århundrede.

Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg nok være fortabt, fordi det ville betyde, at jeg ikke havde lyttet til og været i kontakt med mig selv. Når det så er sagt, så har jeg mange drømme. Bl.a. har jeg haft en drøm om at være fast sangerinde på et luksushotel. Det er en drøm, fordi jeg nyder at synge, men jeg bryder mig meget lidt om tour-livet, så det ville være fabelagtigt at synge for folk, som kommer til én i stedet. Derudover har jeg også en drøm om at blive ejendomsmægler en dag. Jeg kan godt lide kontakten med mennesker og at være en del af en så stor beslutning som valg af bopæl, synes jeg, kunne være meningsfuldt. Og så elsker jeg huse. Specielt gamle, smukke huse.

En gadget, jeg ikke kan leve uden, er jo min iPhone. Der må jeg nok erkende, at jeg i bund og grund bare er et produkt af min tid. Jeg elsker den skide dims.

Den sidste sms, jeg har sendt, er en salgsannonce på et virkelig cute byhus i Stubbekøbing til min veninde. Jeg prøver for tiden at overtale alle til at komme til Falster. Det går ikke så godt. Folk synes, det er for langt væk, men det jo samtidigt den ’remote feeling’, jeg elsker ved stedet. Det ville slet ikke gå, hvis her blev overrendt. Her er masser af natur og fred. Det er en skøn kontrast til mit arbejde.

Den bedste gave, jeg for nylig har fået, var fra min søster. Hun kender min stil bedre end nogen anden. Det er altid hende, jeg spørger til råds, hvad angår min garderobe, så selvfølgelig var det spot on, det hun havde fundet til mig. Gaven var en helt fantastisk, hvid, mørkeblå–prikket blazer fra vintage-butikken Paloma Vintage. Jeg styler den med et par hvide, vintage 501–Levi’s. Min nye uniform!

Når jeg har brug for råd om andre ting end tøj, så ringer jeg enten til min ene, tætte veninde, min mor, min onkel, som er advokat, eller taler med min mand. Det, jeg faldt for i min mand, var, hvor godt vi taler sammen, så jeg vender mange emner med ham. Han er supergod til at slå de store streger. Han har oplevet lidt af hvert, og ligesom jeg, har han også været tæt knyttet til Christiania, og derinde lærer man lidt om det hele – og specielt om mennesker. Jeg kan altid regne med et ’no bullshit’-svar.

Når jeg har brug for inspiration, tyer jeg til kunsten og historien. Jeg elsker at gå på noget så banalt som Instagram og finde spændende personer og steder. Jeg elsker også at læse bøger, der oplever jeg at få en mere dybdegående inspiration. Det samme gælder museer, som er den ultimative inspirationskilde for mig. Jeg kan godt føle det som en vitaminpille, når jeg har været på museum.

Mit forbillede er dronning Margrethe 2. Jeg er så stolt over at have haft en dronning, som har værnet om kunsten, arkæologien og håndværket. Udover hende har jeg mange forbilleder… Folk, som tør at gøre sig selv sårbare og dele ud af sig selv, så vi andre kan lære noget om os selv. Tak til dem. Så er der folk, som øver sig på noget, for at vi kan opleve noget ultimativt. Tak til dem. Så er der de folk, som går op i at gøre sig umage, så vi kan nyde synet af det og høste frugterne år efter. Det er næstekærlighed for mig. Tak til dem. Men for at nævne mere konkrete folk, som jeg ser op til, så er jeg i en periode, hvor det bl.a. er Mads Brügger, som kommer op på nethinden. Jeg synes, hans film og dokumentarer er ikoniske. Jeg vil gå så langt som at sige, jeg synes, han er en gave til dansk journalistik og kultur. Så er der jazzsangerinden Blossom Dearie, hun er en genganger på mine spillelister. Hun viede sit liv til musikken, det ser jeg op til. Nok mest af alt fordi, jeg personligt ikke er i stand til at gå så målrettet efter kun én ting i hele mit liv, fordi der er så meget, jeg gerne vil – på godt og ondt. Det både skræmmer og fascinerer mig, når folk tør sætte alt ind på én ting. Så er der selvfølgelig alle de franske darlings som Jane Birkin, Francois Hardy, Brigitte Bardot (den unge Bardot) …og Anna Karina, som jo faktisk var dansk. De har stilmæssigt været mine forbilleder.

Sundhed for mig er alt med måde. Det er et råd fra min mor. Hun giver få, men gode råd. Sundhed er for mig dybt forbundet med, hvad jeg indtager, og hvordan jeg behandler min krop. Jeg stoppede med at “gå på druk” og ryge for 10 år siden, da jeg var omkring de 23-24 år. Drikkeriet havde taget total overhånd, og tømmermændene begyndte at vare to dage. Jeg tænkte, at nu måtte det stoppe. En dag besluttede jeg mig for, at jeg kun ville drikke alkohol, når jeg skal fejre noget. Men der gik mange år, hvor jeg ikke rørte en dråbe, før det var muligt for mig at drikke med manér. I dag er det lykkes mig, og jeg drikker kun en god, tør brut eller IPA. Udover drikkeriet, tænker jeg også generelt meget på, hvad jeg putter i munden af mad. Jeg går ikke så meget op i kun at spise salat. Forstå mig ret, jeg elsker salat, men jeg elsker i den grad også smør og fedt – og masser af det. Helst af god kvalitet. Min mor er født i Frankrig, og jeg er derfor opfostret med fransk mad, hvor der er masser af det hele. Stærke oste, bitre salater, kød, fisk, skaldyr, krydderier og alverdens grøntsager. Jeg elsker artiskok! Faktisk er det gået op for mig, at en af de største fordele, jeg har ved at bo på landet, er, at jeg bor ved siden af enøkologisk bondegård, Lammehave Økologi, med gårdbutik, som har de mest vidunderlige grøntsager, kød og brød og åbent hver dag hele året. Det er en vidunderlig måde at købe ind på uden kø og trængsel. Udover maden, som jeg prioriterer meget højt i min økonomi, så filtrerer jeg også mit vand med kulfiltre fra Berkey. Og så er jeg selvfølgelig meget aktiv. Jeg elsker at gå raskt.

Kærlighed for mig er tid. Den tid, jeg bruger på noget eller nogen, er kærlighed, fordi det er den mest værdifulde ting, jeg har og kan give andre. Lige nu læser jeg Kunsten at elske Kierkegaard.

En egenskab, jeg sætter stor pris på, er, at turde sige undskyld for sine fejl. At se indad og gøre sig selv sårbar. Det er min oplevelse, at det sætter én i bevægelse mod et nyt, blidere og bedre sted.

Min livret lige nu er, når min mand tryller i køkkenet og laver et eller andet uventet. Han er kok på den lokale restaurant Pomle Nakke, så, hvor jeg er meget til danske klassikere og fransk mad, er han virkelig god til at gøre noget helt tredje. Han kan bare lige give tingene det der ekstra touch. Ja tak til det.

I mit køleskab er der altid min family size Berkey Water Filter, smør, IPA, A38 og græsk yougurt 10%, mælk, ahornsirup, æg og stærk, lagret ost.

Min yndlingsrestaurant er Relais de l’Entrecote i Paris – men vær på vagt. Det er en kæde, og de er ikke alle lige gode. Min yndlings er den, som ligger i det 6. arrondissement på Boulevard du Montparnasse ved Vavin–metro. Man skal stå i kø, men hvis man er en typisk dansker, som er vant til at spise senest kl. 19, så får man nemt bord, da franskmændene først kommer fra en 19.30-tiden.

Skønhedsproduktet, jeg bruger igen og igen, er ’Gentle Retinol Creme’ fra Monastery. Jeg elsker også deres ’Mat Body Oil’ til mine ben, og så bruger jeg deres ’Gold Botanical Oil Serum’, som de egentligt anbefaler til ansigtet, på mit bryst og nakke, fordi den dufter så godt. Og så bruger jeg solcreme i ansigtet hele året rundt.

På min materielle ønskeliste står et nyt tag til min lade og en første sal på hovedhuset. Av min arm, det blir’ dyrt. Man kan ikke rigtig låne penge til renovation på landet, så jeg ved ikke lige, hvad jeg gør. Jeg manifesterer kraftigt … og arbejder hårdt.

Min personlige stil er … et virkelig godt spørgsmål. Jeg tror, den er bohème. Da jeg boede på Christiania, fik jeg ofte søde og sjove bemærkninger fra folk som: ”Hold da op, det er noget sjovt tøj, du har på, men du kan bære det.” Selvom jeg har arbejdet i modeindustrien i over 10 år, så har jeg faktisk aldrig været et modedyr, som følger trends. Jeg er mere inspireret af min mormor, mor og mostre. De har altid gået op i god kvalitet og håndværk. For eksempel er jeg lige blevet forelsket i en lille, latinamerikansk sminkepung, som må have taget evigheder for en eller anden person at konstruere, og dér lå den i genbrugsbutikken til 10 kr. Haps! Genbrug er nok et meget godt ord at få med, når jeg skal beskrive min stil. Jeg elsker, at tøj har sjæl og patina. Jeg elsker også, at man kan få tøj i supergod kvalitet for ingen penge. Et par nye Levi’s–jeans bliver bare aldrig den samme kvalitet som et par vintage. Celine (by Hedi Slimane) laver fantastiske jeans i god kvalitet, men så skal man også bare virkelig have den helt store tegnebog frem. Mere prisvenlige er Olga Basha-jeans, som også er ret skønne og i super kvalitet og vaske, men de er stadig en investering.

Mit bedste tøjkøb nogensinde er min Caro Editions ternede uldjakke. Den er genial, fordi den har et snit, hvor det er muligt at have sweatre under, uden at jeg ligner Michelin–manden. Designet er perfekt til det danske klima. Den kan bruges både efterår, vinter og forår, fordi man ved kuling kan folde dens kæmpe, smukke krave op om halsen og fæstne den med en broche eller halstørklæde. Udover jakken er mine bedste køb igennem årene alle mine cashmere-sweatre og –bukser, som jeg har slidt op og måtte købe igen og igen. Med alt mit rejseri er det vigtigt for mig at være komfortabel og let, uden jeg ser al for slasket ud. Cashmere er også det perfekte materiale, hvor jeg kan ånde og temperaturregulere på farten. Jeg har få, men gode cashmere-items. Sidst men ikke mindst så er mit skræddersyede jakkesæt fra Husbands Paris – Rive Droite en evig genganger. En insiderinfo er, at Emmanuelle Alt, redaktør på fransk Vogue, også går i de jakkesæt. Jeg har det på både til hverdag, hvor jeg styler jakken klassisk med et par jeans, eller til fester, hvor jeg fx bruger jakken som en kjole med et par stiletter. Til højtider går jeg mere konservativt til værks og bruger både bukser og jakke med en cashmere–rullekrave under. Jeg synes, det er synd, at der ikke er flere, som investerer i skræddersyet tøj. Jeg oplever, at der er mange, der går ud og køber dyre ure eller tasker med logo, når der kommer luft i økonomien. Den ultimative luksus for mig er helt klart skræddersyet tøj i kvalitetsstof. Jakkesættet gav jeg 2.000 euro for inkl. opmåling og det hele. Butikken og personalet er fantastisk, den ligger i det 2. arrondissement. De sælger også accessoires. Varm anbefaling herfra.

I min taske er der altid læbepomade, bilnøgler, min iPhone, mørk chokolade, min kalender og en notesbog med min yndlingskuglepen.

Den bedste duft i verden er alle dufte fra Monastery . Jeg er besat af det mærke for tiden. Jeg er også meget stor fan af Woods’ dufte. Jeg havde en facemist med agurk derfra, som jeg sjældent glemmer, og som jeg faktisk skal have købt igen, hvis de stadig har den. Udover mine naturlige beauty-dufte, så elsker jeg at gøre rent med linoliesæbe.Det giver et fantastisk resultat og dufter vidunderligt! Jeg er totalt allergisk over for kemikalietunge rengøringsprodukter, som for mig giver en indbildsk duft af renlighed, men at vaske sine trægulve eller badeværelsesklinker med linoliesæbe og have en åben dør om sommeren er magisk. Tekinoktay Perfumes sendte mig desuden deres nye parfumer i gave, og jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk, fordi jeg ikke er den store parfumebruger, men da jeg åbnede pakken, spredte der sig en duft af barndom. ’Ruby’-parfumen minder om den duft, alle kvinderne i min familie gik med.

Den seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker, er mit køleskab. Mad betyder så meget for vores familie, og vi måtte derfor have et ordentligt køleskab. Der er ikke noget mere irriterende end et totalt, proppet køleskab, som iser til. Efter at være flyttet på landet, fylder bagning og madlavning mere, og vi kan ikke bare lige hoppe ned til bageren, i kiosken eller bestille takeaway, så der bliver altid købt stort ind, så der var ingen tvivl. Jeg er så glad for at vi prioriterede et kæmpe et af slagsen.

En ting, jeg har arvet, som jeg elsker, er mit sybord fra min moster Beatrice, som har boet hele sit liv i Spanien. Jeg elsker at sy og reparere ting, så det var den perfekte upgrade til mine syting. Det er også dejligt, nu hvor min datter er ved at blive stor, at vi kan sy og være kreative sammen. Jeg synes, det er vigtigt at reparere ting, så det hjælper også med at få det gjort. Først synes jeg, det virkede som en super “ork” ting at skulle stoppe mine Prada–strømpebukser, men jeg fandt ud af, at det var en dejlig, beroligende aktivitet, som min datter også synes var rar at kigge med på.

Byen, jeg ikke kan vente med at komme tilbage til, er ingen. Jeg er ret træt af at rejse. Jeg har en dejlig længsel efter mit hjemland for tiden. Jeg vil rigtig gerne besøge Fanø og i det hele taget udforske Danmark.

Favoritrummet i mit hjem er helt klart fjernsynsstuen – stærkt efterfulgt af køkkenet. I fjernsynsstuen befinder mit kontor sig. Det er mit lille hjørne med min højtelskede printer, bøger og arkiver. Madlavning er så stor en del af mit liv, så jeg er sikker på, at når vi når længere i vores renovation og får lavet vores store drømmelandkøkken, så kommer det op på en førsteplads.

Jeg er ikke afhængig af særlig meget, men min kaffe når jeg vågner er uundværlig. Jeg glæder mig altid til at kunne sidde i køkkenet og drikke den.

Hvis mit hjem brændte, ville jeg prøve at redde alting. Jeg er sådan en type, som bruger virkelig meget tid på at finde og udvælge ting. Min sofa har jeg fx fundet brugt på DBA, og så har jeg været i Paris i den ikoniske stofbutik Marché Saint-Pierre ved Sacré Coeur og udvælge stof, kørt det hele vejen til Falster i bil, og derefter har jeg syet nyt betræk. Det har taget evigheder, men det gør mig så tilfreds. Jeg har samlet på kunst, siden jeg var 18 år, så jeg har også en stor, uerstattelig samling af alle mulige print, litografer, malerier, serigrafier, sjældne plakater osv. Har også nogle sjældne vintage-instrumenter og rigtig meget tøj, som jeg har samlet og arvet. Jeg ville gå ret langt i en kritisk situation for at prøve at redde så meget som muligt.

Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem, er en vintage langærmet T-shirt fra New York med et print af den offentlige busbåd, som sejler fra Lower Manhattens financialdistrict til Rockaway Beach. Jeg plejede at tage den tur mange gange med min veninde Josefine Seifert, da vi begge boede i New York. Den kostede dengang kun 2$ for en tur. Fra sejlturen kan man både se Frihedsgudinden og Luna Park i Coney Island. Min T-shirt er fuldstændig hullet nu og synger på sidste vers, men jeg går stadig med den på varme dage.

Den bedste bog, jeg har læst, er Suzanne Brüggers Jadekatten, men jeg er ikke den største bogorm, så I skal ikke ligge så meget i det svar. Jeg er bare glad for slægtsromaner. Læser Øst for Paradis for tiden.

En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Kristian Touborg. For mere end 10 år siden forelskede jeg mig i hans malerier af vand. Jeg var lige ved at købe et af hans værker dengang, og det skulle jeg have gjort, fordi nu kan jeg ikke komme i nærheden af dem. Hans værker vækker en sensitivitet i mig, og jeg føler, de er en hyldest til følelserne. Jeg elsker hans farver, jeg bliver helt fortryllet, når jeg kigger på dem. Det er også skønt, at han arbejder i så store formater. Hvis jeg vinder i Lotto, ved jeg godt, hvad jeg skal købe som det første!

En kunstner, jeg allerede har et værk af, er den danske maler, skulptør og installationskunster Thor Tao Hansen. Det er en trilogi. På det første lærred tegner han en abstrakt tilfældig, improviseret krudsedulle med kuglepen. På det næste lærred udvælger han et udsnit af sin kuglepenskrudsedulle og maler en gengivelse af det udsnit superpræcist. På det sidste lærred zoomer han så ind på det udsnit og maler endnu engang detaljeret den detalje, så det bliver et udsnit af udsnittet. For mig ender det medet værk, som er grafisk supersmukt og fyldt med leg, intuition og præcision. Jeg faldt for hans øje for detalje og eksperiment. To kerneværdier, som jeg vægter højt i mit eget liv. Jeg elsker værket, fordi det visualiserer en metode til, hvordan jeg lever mit liv.

Jeg hører I’m Old Fashioned med Chet Baker på repeat for tiden, fordi jeg gerne vil lære sangen, så jeg selv kan synge den. Blossom Dearie har også lavet en version af sangen, den er også god.

Min yndlingsfilm er svær at sige. Det ændrer sig hele tiden. Engang var det Eyes Wide Shut og The Godfather 1 og 2. På et tidspunkt, da jeg boede i Frankrig, var det Italiensk for begyndere, Mifunes sidste sang og alle dogmefilmene og Nouvelle Vague. Æstetisk elsker jeg filmen Tampopo. For tiden er det, hvad end jeg lige falder over på mit Paradox-abonnement. Den tyske instruktør Werner Herzog fik mig til at skraldgrine i starten af mine tyvere. Det var en stor åbenbaring for mig at se dokumentarer på den måde. Og som tidligere nævnt er Mads Brüggers film og dokumentarer superfavoritter. Specielt Ambassadøren er pissesjov og oplysende.  

Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, så var det nok at trylle alle narcissister om til Bamse og Kylling.

Det gør mig glad, når jeg husker at være sød ved mig selv og give mig selv lov til at slappe af. Så er jeg en bedre version af mig selv.

Min yndlingsfarve er blå.

Jeg griner af alt, hvad Rasmus Bruun og Frederik Cilius laver. Helt tilbage til Den korte radioavis og nu til Manden i hullet. De er supersjove. Min mand er også ret sjov, han får mig ofte til at grine. Vi giver hinanden mange chok for tiden. Jeg gemte mig bag køleskabet den anden aften, hvor han troede, jeg sov, og så sprang jeg ud, da han skulle på toilettet. Supersjovt.

I løbet af det næste år vil jeg prøve at se, om jeg kan blive hussanger på et luksushotel. Og faktisk så ved jeg, at der åbner et magisk luksus hotel/pensionat, Villa Hesnæs, her om lidt lige nede ved stranden imellem træerne på Falster. Jeg vil prøve at søge om job dér som sanger.

Læs ogå

Bolig

The Apartment-founder: “Favoritrummet i mit hjem, er køkkenet. Det så helt anderledes ud, da vi overtog huset. Det nye har min mand tegnet”

Oscars 2026: De bedste looks fra den røde løber

Læs ogå

Mode

Pamela Anderson skinnede i smykker fra det danske brand (du nok selv ejer smykker fra) til Berlin Film Festival

Josephine fra ‘Fries Before Guys’: “Min mand vil ikke have, at jeg taler om ham i podcasten, men jeg må f.eks. gerne tale om sex, så længe jeg holder det på min egen banehalvdel”

Blå bog

Nanna Elizabeth Hovgaard, 34, oprindeligt fra Aalborg, bor nu i Søvang på Amager. Er gift og har en søn på tre år. Ud over at lave podcasts er Nanna Elizabeth Hovgaard musiker og sangerinde, og det er derfor også hende, der komponerer musikken til duoens podcasts og shows. Hun har læst til både lærer og pædagog, inden ‘Fries Before Guys’ blev en fuldtidsbeskæftigelse.

Josephine Kuhn, 32, oprindeligt fra Aalborg, bor nu i Søvang på Amager sammen med sin mand, som hun har været sammen med, siden hun var 17. Hun har en datter på fire år og en søn på tremåneder og bor i familiekollektiv med sine forældre og i tæt naboskab med Nanna. Josephine Kuhn er desuden klummeskribent i Kristeligt Dagblad og har en bachelor i sprog og internationale studier. Hun optog i en periode podcast fra et kollegiekøkken i Hongkong.

Fra vin og cigaretter i en lejlighed i Aalborg til familiekollektiv i Søvang. Der er sket en del på de tiår, der er gået, siden Nanna Elizabeth Hovgaard og Josephine Kuhn første gang talte sig ind i danske kvinders hjerter med det filterløse podcastunivers ‘Fries Before Guys’.

Emnerne har været mange. Fra mænd, moderskab og perfektionisme til god energi, travlhed og sårbare fødsler. Fra venskab og feminisme til stress, stofskifte og økonomi.

De to veninder har givet magten tilbage til den lille historie i den store og har gjort os alle opmærksomme på, at verden ville være et meget bedre sted, måske sjovere, hvis vi delte lidt mere med hinanden og fællesskabet omkring os.

Nanna Elizabeth Hovgaard og Josephine Kuhn har gået i samme klasse på Aalborghus Gymnasium og bor i dag dør om dør i den lille landsby Søvang på Amager, et godt stenkast fra Dragør og en kort biltur fra det københavnske Vesterbro, hvor Podimo, som de p.t. har kontrakt med, har til huse.

Det var Josephine Kuhn, der tog initiativ til, at parret i sin tid skulle skabe noget sammen, og som tilbage i 2015 havde fanget, at det dér med at tale sammen om stort og småt for åben mikrofon måske slet ikke var så dum en idé. Hun er vokset op i Sverige, hvor der var et stort marked for podcasts allerede dengang.

Jose: “Da jeg lyttede til en samtalepodcast med bloggerne Flora & Frida, var jeg nærmest i chok. Hvorfor fandtes den slags ikke i Danmark?”

Nanna: “Jeg var først meget tilbageholden. Jeg kunne slet ikke forestille mig at tale så bramfrit ud til alle. Jeg syntes, det var vildt og grænseoverskridende, men lod mig alligevel smitte. Og så aftalte vi en dag bare at gøre det. Vi lånte en mikrofon af en gymnasiekammerat, tændte mikrofonen og tog tilløb med hvidvin og smøger.”

Om ‘Fries Before Guys’

Det filterløse podcastunivers ‘Fries Before Guys’ og ferieafløseren ‘Tinder Greatest’ har mere end 15 mio. streams på Podimo. Gennem ti år og 600 afsnit har Nanna Elizabeth Hovgaard og Josephine Kuhn gavmildt reflekteret over, debatteret og samtalet om ærlige, rørende, rammende og morsomme emner, der alle i en eller anden grad berører deres eget liv.

De har udgivet bøgerne ‘En som os’ (Gyldendal, 2019) og ‘Min mave’ (Gyldendal, 2023) og har hen over de seneste år afholdt talks og liveshows rundtom i hele landet.

Duoen var i 2019 nomineret til prisen som Årets Lyd til Zulu Awards og vandt Pionerprisen ved Podcastprisen 2021. Følg med på @friesb4guyspodcast.

I har været meget vedholdende fra starten, vel også på et tidspunkt, hvor det ikke var åbenlyst, at man kunne lave en forretning ud af en podcast. Hvor kom dedikationen fra?

Jose: “Jeg følte seriøst godt, jeg kunne se forretningen i det, og jeg var sikker på, at det ville blive en kæmpe succes, hvis bare vi blev ved. Jeg sagde fra starten til Nanna: Hvis vi laver det her, så er vi millionærer om ti år. Og det er vi jo på den måde, at vi i hvert fald begge har en million i vores huse, som vi har kunnet spare op.”

Nanna: “Vi så det 100 % som en forretning og var meget målrettede. Vi ventede faktisk bare på, at vi kunne stoppe med at gøre de andre ting, vi havde gang i, og så bare satse.”

Jose: “Vi havde ungdommens arrogance! Da vi havde lavet første afsnit, følte vi os som verdensmestre.”

Hvad optog jer dengang, og hvad optager jer nu, hvor I sidder med villa, bil og familie?

Jose: “Vi er ikke optaget af helt det samme i dag, men kemien mellem os og måden, vi går ind i samtalerne på, er de samme.”

Nanna: “Vi er stadig meget optaget af relationer. Venskaber. Kærlighed. Vores eget venskab har f.eks. været et emne fra starten, og det har naturligt udviklet sig med tiden. Vi bliver jo også ved med at lave det her, fordi vi hele tiden udvikler os som mennesker. Fordi der stadig er meget at tale om.”

Jose: “Og så tager vi heldigvis heller ikke altid udgangspunkt i os selv. Der er masser af indhold, der bare er underholdning eller oplysende, hvor vi løfter noget, der er mere debatagtigt. De forskellige afsnit er en gang blandede bolsjer, hvilket er det, vores format kan.”

“Københavnere kommer mere og ved, at de er for fede, og da kan jeg godt nogle gange føle mig lidt akavet”

I har lyttere i hele landet. På et tidspunkt var der rigtig mange i Aarhus. I er selv fra Aalborg og startede podcasten i Aalborg. Er Aalborg stadig et anker for jer?

Nanna: “Aalborg var et meget trygt sted at være og vokse op. Og festligt.”

Jose: “En stor provinsby med et godt natteliv. Det har betydet meget for os. Vi orienterede os i mange år meget mod Jomfru Ane Gade.”

Nanna: “Når vi lavede podcast, vidste vi, at vi skulle i byen om aftenen. Det var en god rutine. Jeg kom hjem fra København, og så gik vi ud.”

Jose: “Der ligger klart nogle værdier i at komme fra Aalborg. Jeg synes ikke, vi har så spidse albuer. Til gengæld har vi en total ukuelighed, det er hårdt arbejde, og vi skal bare blive ved. Og det tror jeg, ud over talent, er nøglen bag, at vi er kommet dertil, hvor vi er i dag. Vi er blevet ved med at tænde for den mikrofon. Københavnere kommer mere og ved, at de er for fede, og da kan jeg godt nogle gange føle mig lidt akavet.”

Nanna: “Det kan jeg også. Virkelig. Den der nordjyske facon, vi har – enten er man til den, eller også er man ikke til den.”

Jose: “Jeg tænker indimellem, at de inde på Podimo må tænke, at vi er så røvsyge.”

Nanna: “Ja, så fucking kedelige, ha ha.”

GENNEMBRUD

Helt kedelige er de nok ikke, for med mere end 15 mio. downloads på Podimo er Nanna Elizabeth Hovgaard og Josephine Kuhn blandt nogle af Danmarks mest lyttede. Med deres uprætentiøse tilgang til hverdagslivets strabadser samler de mennesker omkring sig live, i æteren og på de sociale medier.

Ti år er der gået. Hvad vil I fremhæve som et højdepunkt?

Nanna: “Jeg synes, det var virkelig stort i 2018, hvor vi var ved at skrive vores første bog (‘En som os’, red.). Det var en stor tid, og jeg føler, at kimen til vores fremtid blev lagt det år. Da vi tog op i sommerhus for at skrive bogen, havde vi ingen penge og var nok sådan ‘Hvad skal vi gøre?’.”

Jose: “Og selvom man ikke tjener mange penge på at skrive bøger, så solgte den faktisk virkelig godt. Det var før den her polemik om influencere, der udgiver bøger. Bogen handler om kvindeliv, komplekser og kvartlivskrise og røg slet ikke ind under den kategori.”

Nanna: “Den handler i virkeligheden meget om skam.”

Jose: “Og om weltschmerz.”

Nanna: “Jeg synes også, at det var i 2018, vi lærte at stå ved os selv som personer.”

Jose: “Vi dannede vores firma det år og tog på vores første store tour. Vi fik også et sponsorat på tre måneder, som gjorde, at vi turde stoppe med det, vi hver især ellers havde gang i.

“Ja, vi var 25 og 27 år. Vi røg mange smøger og drak mange øl”

Hvor var I privat på det tidspunkt?

Nanna: “Vi sejlede nok lidt. Vi havde ingen struktur på vores hverdag.”

Jose: “Vi var glade amatører, der pludselig fik rigtig meget at lave, men uden at have redskaberne til at løse tingene optimalt. Vi havde ikke noget kontor, ingen sparringspartnere. Vi havde en agent, der havde snor i os, men ellers prøvede vi bare at få en arbejdsdag op at køre.”

Nanna: “Det var en vildt varm sommer, og det kunne vi slet ikke administrere. Siden har vi øvet os i at være konsekvente og få en struktur på dagen og arbejdet. Vi var også unge og ville også gerne feste.”

Jose: “Ja, vi var 25 og 27 år. Vi røg mange smøger og drak mange øl.”

Nanna: “Vi er først og fremmest venner. Det har vi også skullet pleje.”

Jose: “Det var også det år, vi havde et udsolgt show på Bremen. Og Nanna, du havde angst og kunne ikke sove.”

Nanna: “Jeg følte mig på den ene side som verdensmester, men samtidig havde jeg totalt impostersyndrom.”

Er du kommet dig over angsten?

Nanna: “Ja, nu føler jeg mig meget som en professionel entertainer. Det har handlet om, at jeg skulle øve mig og få selvtillid og så ellers bare gøre det, jeg frygter, igen og igen. At blive eksponeret for angsten, lidt ligesom med flyskræk. Samtidig er de sider af min personlighed, som jeg var usikker på dengang, dem, jeg i dag ved, folk synes er sjove. Hvis jeg er kikset eller laver et eller andet åndssvagt. Jeg joker med mig selv og er ikke usikker. Og så hviler vi i en fælles dynamik. Vi synes ikke længere, det er pinligt at lave fejl. Folk har købt billet til at se os, vores kemi og vores venskab.”

Jose: “I starten troede vi, at vi skulle vride vores private følelser som en karklud. Nu har vi fundet en balance, hvor det hele ikke hviler på os. Vi har fundet ud af, at vi er dygtige performere og også kan underholde på andre måder, og at folk også synes, det er interessant at høre os anbefale en bog eller komme med datinghistorier, selvom vi slet ikke selv dater. Det har været rart at finde noget uden for os selv, hvor vi stadig kan være kreative.”

“Ja, og vi kan sagtens snakke helt vildt meget om vores egen liderlighed, for det har jo ikke noget med vores mænd at gøre”

‘Fries Before Guys’ handler om kvindeliv, sex, venskaber, krop og komplekser, men jo også meget om jer. Er der grænser for, hvad I vil dele?

Jose: “I starten havde vi færre, vi skulle passe på. Vi havde ikke børn, det har vi nu, og vi er meget enige om, at de har ret til privatliv. Og det samme har vores mænd. Derfor kan vi heller ikke længere kortlægge hele vores økonomi foran åben mikrofon, og det var ellers noget, vi talte meget om engang. Dengang var det nemt, fordi alle var på SU.”

Nanna: “Vi arbejder hele tiden med grænser. Hvad har vi lyst til at fortælle, og hvor langt vil vi gå med hvad? Hvornår skal vi fortælle om ting imellem os indbyrdes, hvornår føles det godt, og hvornår er det for meget?”

Jose: “Min mand vil ikke have, at jeg taler om ham i podcasten, men jeg må f.eks. gerne tale om sex, så længe jeg holder det på min egen banehalvdel.”

Nanna: “Ja, og vi kan sagtens snakke helt vildt meget om vores egen liderlighed, for det har jo ikke noget med vores mænd at gøre.”

Jose: “Ha ha, ikke altid, i hvert fald.”

Kan en historie være for lille til at blive delt?

Nanna: “Jeg synes altid, vi har forholdt os professionelt til det indhold, vi laver. Det er jo ikke baresådan, at vi tænder mikrofonen og så lader munden løbe. Alt, vi taler om, er tilrettelagt.”

Jose: “Hvis vi havde en følelse af, at vores stemmer ikke havde en plads, så havde vi aldrig lavet en podcast. Og slet ikke i ti år. Vi laver jo det her, fordi vi er glade for at udkomme. Og så tager vi ansvar for indholdet ved nu at have dygtiggjort os gennem 600 timers podcast og ved at have professionelle mennesker med ombord. Vi har en redaktør ansat, som vi sparrer med, og vi planlægger afsnit langt ud i fremtiden. Vi tager også ansvar etisk og moralsk og tænker nok mere over dét, end om en historie er for lille. For kan den være det? Vi elsker f.eks. begge at læse litteratur, der er virkelighedsnær, som Knausgård, der skriver et essay om at skide.”

Nanna: “Vi har ikke en indstilling, der går på, om vi må forstyrre. Vi er ret sikre på, at det, vi har at sige, også har en relevans.”

“De første mange år, inden vores arbejde fandt en form, var det tit, jeg overvejede, om det var indsatsen værd. Jeg var meget ængstelig i 20’erne og havde svært ved at få en hverdag op at køre, og så var det vildt ubehageligt samtidig at lave podcast”

Har I nogensinde haft lyst til at give op?

Jose: “De første mange år, inden vores arbejde fandt en form, var det tit, jeg overvejede, om det var indsatsen værd. Jeg var meget ængstelig i 20’erne og havde svært ved at få en hverdag op at køre, og så var det vildt ubehageligt samtidig at lave podcast. Samtidig havde Nanna gang i sin musikkarriere, og jeg kunne også blive nervøs for, at hun ville droppe vores projekt. Hun var blevet signet på Warner, og når hun tog til L.A. med bandet, tænkte jeg på, om hun ville flytte derover. Vi havde jo aldrig lovet hinanden at blive ved, og hun skulle være det nye store popnavn og blev spillet i radioen og alt muligt. Der havde jeg da lidt krise.”

Nanna: “Ja, det kan jeg godt forstå. Der var klart et tidspunkt, hvor jeg skulle tage en beslutning.”

Jose: “Og så endte det med, at vi havde en samtale en dag på en bænk, det må have været i 2020, hvor jeg sagde til Nanna, at jeg var nødt til at vide, om det her skulle være fuld tid.”

Nanna: “Jeg tror måske, det var første gang, jeg forholdt mig til, hvad det gode liv er. Jeg har været stresset hele min ungdom og har prøvet at lave 10.000 ting på én gang og har mest tænkt på andres forventninger. Nu skulle jeg træffe et valg, som var for mig, og som handlede om min fremtid. Havde jeg lyst til både at være musiker og podcastvært og måske også få et barn, som jeg gerne ville? Jeg valgte ‘Fries’. Hvilket også var et valg af branche. Jeg er vokset op med musikbranchen, men har altid følt, at jeg selv var mere i kontrol med det, vi lavede med ‘Fries’. Det har været fedt for os i så mange år, at vi selv har været cheferne. Der har ikke været nogen, der kunne bestemme over os.”

Jose: “Og sådan er det stadig. Vi har fuldstændig redaktionel frihed.”

“Jeg har haft en masse stress i forbindelse med to graviditetstab, som naturligt fyldte meget, og i år har vi begge to været mere eller mindre syge. Jeg har haft alvorlig kvalme på grund af graviditet, og Nanna fik diagnosticeret en autoimmun stofskiftesygdom”

Der må også have været bagsider eller lavpunkter?

Jose: “For mig har lavpunktet været at finde balancen i arbejdslivet, efter at vi fik børn. Vores branche er båret meget af netværk. Det betyder noget at dukke op og holde sig aktuel, og det brændte jeg på et tidspunkt ud på.”

Nanna: “Ja, lavpunkterne har klart været, når vi har været stressede. Og der har vi i fællesskab skullet finde ud af nogle ting. Hvad er det for et arbejdsliv, vi kan holde til at have, og hvad er det for en kultur, vi gerne vil skabe? Der er en sindssyg arbejdskultur i Danmark …”

Jose: “Ja, der er ikke meget siesta-energi over det …”

Nanna: “I det hele taget er det vildt at drive virksomhed, når man er to kvinder, der også gerne vil have børn. Det har godt nok været vanvittigt.”

Jose: “Og alligevel har vi de sidste tre år fået Børsens Gazelle.”

Nanna: “Ja, de år, vi har fået børn, er også de år, vi er blevet allermest succesfulde. Vi har skulletkøre vores firma og stole på, at vi godt kunne arbejde på den måde, vi gør, uden at ryge ud af loopet.”

Jose: “Det har været svært. Jeg har haft en masse stress i forbindelse med to graviditetstab, som naturligt fyldte meget, og i år har vi begge to været mere eller mindre syge. Jeg har haft alvorlig kvalme på grund af graviditet, og Nanna fik diagnosticeret en autoimmun stofskiftesygdom.”

Nanna: “Jeg forstod i lang tid ikke, hvorfor jeg havde det så dårligt. Nu ved jeg, at jeg har den stofskiftelidelse, der hedder hashimoto. Jeg var uarbejdsdygtig i nogle måneder, og set i bakspejlet burde vi nok have sygemeldt hinanden.”

Jose: “Når du lever af at optræde, har du en fed fleksibilitet, men du skal også bare stå der, når det gælder. Vi havde to udsolgte shows i DR Koncerthuset, da vi begge havde det allerværst, men vi fik hyret en kropsterapeut ind og kom så alligevel ind på den scene.”

“Jeg tænker tit på, at det er heldigt, at vi er den samme type og har brug for de samme ting. Tænk, hvis Jose havde været sådan en, der bare ville fyre den af og arbejde 60 timer, for det kan jeg ikke”

Nanna Elizabeth Hovgaard kigger på klokken og undskylder, at hun er nødt til at lave frokost. Eftervores samtale skal de begge hen og træne, så der skal fyldes kål og æg på kroppen i god tid inden. Det er længe siden, de mødtes om vin og smøger.

Nanna: “Jeg tænker tit på, at det er heldigt, at vi er den samme type og har brug for de samme ting. Tænk, hvis Jose havde været sådan en, der bare ville fyre den af og arbejde 60 timer, for det kan jeg ikke.”

Jose: “Der er ikke noget, der kan trykteste et venskab så meget som at stå to vidt forskellige steder. Vi har lagt hele vores liv om. Mine aborter og mit stressforløb har gjort mig interesseret i, hvordan jeg kan have det godt i min krop, og hvordan jeg kan holde til at være aktiv og til at arbejde og ikke have en hjerne, der hele tiden brænder ud. Og det er meget det samme, som Nanna skal fokusere på. Så nu spiser vi fucking meget protein og grøntsager og drikker næsten ikke. Vi er blevet asketer. Og når vi på fredag skal ud at spise, er det halv seks, så vi kan være hjemme til sengetid.”

FÆLLESSKAB

De er først og fremmest veninder. Og de strukturer og dagsordener, de har brug for for at kunne arbejde sammen, går fløjten, når de bare er sammen privat. Og det er de ofte. Nanna Elizabeth Hovgaard var endda med, da Josephine Kuhn for nylig fødte sit andet barn, og de er flyttet tæt sammen i landsbyen på Amager.

Jose: “Vores mænd er meget glade for, at vi har hinanden, for de ville aldrig kunne opfylde vores behov for at snakke om alt og intet. Og når vi taler om hønen og ægget i forhold til podcasten, så er det, der kom først, da klart vores enormt store behov for at afhandle alt. Vi fortæller hinanden alting hver eneste dag – hvad vi spiser, hvordan vi har sovet – og sådan har det været, siden vi var teenagere. Vi har en veninde mere, som også er med i det loop, musikeren Jada. Vi tre SMS’er alt til hinanden og har alle informationer om hinanden – altid.”

Nanna: “Bare man har et kvarter i bil, ringer man den anden op og snakker imens. Eller når vi cykler. Det handler også om at hjælpe hinanden. Herude vil vi gerne bakke op om et landsbysamfund, hvor vi hjælper hinanden. Og f.eks. under vores barsler har vi virkelig været der for hinanden.”

Jose: “Nanna og hendes mand lavede aftensmad til os, da jeg lige havde født. Når jeg har bagt, afleverer jeg brød ovre hos dem. Og når Nanna har menstruation, kommer hun her og henter en menstruationspakke med søde snacks, som jeg hænger frem til hende på døren. Vi har også et godt naboskab med de andre, og det med at turde engagere sig og hjælpe hinanden kan faktisk være grænseoverskridende, og det prøver vi på at ændre. Og det er jo også meget det fællesskab, vi har med vores lyttere.”

“I podcasten er vi forsigtige med at sige til folk, hvordan de skal leve deres liv, men vi kan godt gå så langt som til at sige, at vi synes, at det her naboskab fungerer. I går var det Nanna, der ændrede min lægetid til børnevaccination og kørte os derhen, fordi min mand ikke kunne”

Oplever I, at vi danskere generelt er for private?

Jose: “Jeg synes, danskere er meget sådan ‘Undskyld, jeg kommer her og forstyrrer’. Vi er meget bange for at forstyrre hinanden.”

Nanna: “Vi lukker os i stedet inde i vores egne lejligheder og huse.”

Jose: “Og vi inviterer ikke nogen ind uden at have støvsuget og ryddet op, og vi holder meget på formerne. Når vi siger, at man endelig må komme forbi, betragtes det ikke som en ordentlig invitation, og det prøver vi at være i opposition til.”

Nanna: “Da Jose fik sit første barn, var jeg meget i tvivl om, hvad min rolle skulle være. Må jeg så stadig komme og være med til aftensmad, eller vil I helst være jer og jeres lille familie? Det syntes jeg var meget sårbart. At jeg følte, at jeg trængte mig på, selvom jeg ikke gjorde det.”

Jose: “Vi bor også i meget tæt fællesskab med vores forældre og er meget involverede i at få hinandens dage til at gå op. Vi har biler, vi deler, og vi laver aftensmad til hinanden. Vi har en meget mere kollektiv tankegang. I podcasten er vi forsigtige med at sige til folk, hvordan de skal leve deres liv, men vi kan godt gå så langt som til at sige, at vi synes, at det her naboskab fungerer. I går var det Nanna, der ændrede min lægetid til børnevaccination og kørte os derhen, fordi min mand ikke kunne.”

Nanna: “Og det føles bare meganaturligt og nemt.”

Jose: “Fællesskabet er noget, vi har bygget op, fordi vi gerne ville. Vi er flyttet herud for at bo tæt på hinanden. Nannas mor bor også i området. Og min svigermor. Og søster. Vi er et helt nordjysk hold.”

Nanna: “Det er også, fordi vi hører fra mange unge mødre derude, at de er pisseensomme.”

Jose: “Ja, og jeg kan jo mærke, hvor meget det gør for mit humør, at jeg hele tiden er i kontakt med Nanna.”

“Vi har været uvenner flere gange, men det er ved at være nogle år siden nu. Det var nemmere at blive uvenner, da vi drak meget alkohol …”

Bliver I aldrig trætte af hinanden?

Jose: “Vi har været uvenner flere gange, men det er ved at være nogle år siden nu. Det var nemmere at blive uvenner, da vi drak meget alkohol … Når vi ikke er fulde, er vi meget ordentlige mennesker. Vi har fået slebet vores kanter. Men nogle gange kan vi da være bange for, at en af os vågner en morgen og er blevet træt af den anden.”

Nanna: “Det er mest mig, er det ik’?”

Jose: “Nej, sådan har jeg det også.”

Der er gået ti år, og det her er et jubilæumsinterview. Er der noget, I havde drømt om at blive spurgt om? Noget, I gerne vil have sagt?

Nanna: “Nej, det tror jeg ikke. Jeg tænker hele tiden, at vi ikke gør det godt nok, men jeg har øvet mig i at fejre, at vi faktisk gør det rigtig godt, og virkelig mærke tingene, når de sker. Sætte pris på vores liv.”

Jose: “Nogle gange kan jeg godt være bange for, om folk egentlig forstår, hvor meget arbejde der ligger bag det, vi gør. At folk tror, vi ikke har et rigtigt arbejde. De skulle bare vide, hvor mange knapper vi faktisk skruer på. At vi skriver alle tekster selv, at Nanna skriver musikken, og at vi selv skal sørge for, at vores firma overlever. Vi laver regnskab og holder møder med vores bogholder og med Podimo og vores redaktører. At det kræver noget at drive sådan noget her. At det er et arbejde. Et privilegeret og fantastisk og fleksibelt arbejde, men ikke desto mindre et arbejde. Jeg gad godt, at folk vidste, hvor professionelle og hvor dygtige vi er blevet de sidste ti år.”

Føler I, at der er nogen, der ser ned på jeres arbejde?

Nanna: “Ja, ofte.”

Jose: “Hele tiden. Og det, til trods for at vi driver en virksomhed med millionomsætning.”

9 hurtige til Nanna amp; Josephine

1. Hvis vi overtog statsministerposten, ville vi … lave borgerløn, give to års barselsorlov og sætte alle sejl ind på at komme unges mistrivsel til livs

2. Det bedste måltid, vi har spist sammen, var … aftensmad på michelinrestauranten Alimentum i Aalborg

3. Vi var allermest skræmt, da vi … havde vores første store headlinershow

4. Til alle kvinder med en drøm om at skabe egen forretning vil vi give dette råd … Brug hinanden, og vær ikke bange for at række ud!

5. Når vi bliver gamle, vil vi … stadig lave podcast sammen

6. Vi ligger vågne om natten, når … Jose ammer, og Nanna tænker på fremtiden

7. Vores største last er … TikTok og fjernsyn på samme tid

8. Intet venskab uden … tillid og empati

9. Hvis vi havde en million, ville vi … betale af på vores gæld

Læs ogå

Identitet

Magdalena Eriksson & Pernille Harder: “Jeg vil gerne være en rollemodel i LGBTQ+-miljøet, og jeg føler faktisk, at Magda og jeg er i en meget privilegeret position til at kunne være det”

Paris Fashion Week er ovre – vi fangede de bedste ‘off duty’-looks fra modellerne efter showsne

Læs ogå

Modeugen

4 trends fra modeugen i Milano, som du allerede kan tage i brug over foråret og sommeren

Cecilie Ingdal: “Den er din nye mascarafavorit – ikke mindst pga. designet, men nu også på grund af den innovative teknik bag, der leverer præcision, længde og hold”

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Til velværelset

Får du heller ikke altid smurt dig ind fra top til tå i en delikat kropscreme? Men drømmer om bare indimellem at kunne prioritere et øjebliks ro, forkælelse og velvære på badeværelset? Luksusbrandet Augustinus Bader har i så fald et vidunderligt bud på, hvordan du kan skrue op for din bodycare-rutine med videreudviklingen af den klassiske ‘Body Cream’. For formlen er løftet og beriget med delikate noter af geranium og rose med en nærende tekstur, der giver intensiv og langvarig fugt og efterlader huden glattere og mere ensartet – fra décolleté til storetå. Velegnet til alle hudtyper og perfekt som base under din yndlingsolie eller duft.

‘The Geranium Rose Body Cream’, Augustinus Bader, 1.495 kr.

En til halsen

Halsen afslører alt. Næsten. Derfor har det avancerede hudplejebrand ZO Skin Health udviklet et koncentreret serum specifikt til hals og décolleté, hvor huden er tyndere, mere sårbar – og ofte – hvis vi skal være ærlige – lidt overset. Formlen arbejder målrettet med fasthed, elasticitet og hudtone og har dokumenteret effekt mod synlige linjer, især de genkendelige horisontale halslinjer. Resultatet er en glattere, mere spændstig hud, der matcher dit ansigt – også i dagslys.

‘Neck Complex’, ZO Skin Health, 50 ml., 1.240 kr.

Team VB

Victoria Beckham Beauty udvider nu sin Eye Wardrobe-kollektion med ‘Orchid’ – en sofistikeret fortolkning af lilla, inspireret af naturen og af Victorias kultelskede ‘Satin Kajal Liner’. En harmonisk palet af lilla, blomme og ametyst, der balancerer blød romantik med en næsten magnetisk intensitet. Victoria Beckham siger selv: “Jeg er ekstremt kompromisløs, når det kommer til farver – og ‘Orchid’ er min lilla”. Resultatet er en øjenskyggefamilie, der føles både feminin og dyb, subtil og selvsikker. Måske ligefrem designet til at tiltrække.

‘Eye Wardrobe Orchid’, Victoria Beckham Beauty, 630 kr.

Læs ogå

Skønhed

Ny lancering til vintertørre læber + tre duft-lanceringer: 7 beauty-nyheder, du ikke vil misse

En ny signatur?

For mange af os er vores duft en del af vores signatur. En (eller flere) der måske endda har fulgt os siden ungdommen. Så at kaste sig ud i en ny kræver ofte en særlig overvindelse. Men måske Issey Miyakes Lumière d’Issey kunne være et bud på en duft, der tager dig igennem foråret? Den byder blandt andet på sprudlende, økologisk, grøn mandarin og solrig appelsinblomst tilsat pistacietræ og cremet sandeltræ, der giver en varm dybde. Den prismatiske flakon, der afslører en smuk rosa duft, er ikke alene et objekt i sig selv, men naturligvis genopfyldelig, så du – hvis det skulle ende med en ny signatur – kan fylde på igen og igen.

‘Lumière d’Issey Eau de Parfum’, Issey Miyake, 1.170 kr.

Stærkere, længere og mere skulpturelle

Navnet er Lash. ‘Lash Latex’. Og er din nye mascarafavorit – ikke mindst pga. designet, men nu også på grund af den innovative teknik bag, der leverer præcision, længde og hold. Formlen omslutter hver vippe – nærmest som et second skin – og holder løft og kurve hele dagen – og lidt til. Med den præcise børste, spækket med mikro-børstehår, fanges selv de korteste vipper og formes med slank (læs: ikke klumpet) definition og elegant længde. Resultatet er vipper, der løftes og fremstår stærkere, længere og mere skulpturelle. Og ja, det rå, sølvfarvede design gør den også til en fryd i din kosmetik-garderobe.

‘Lash Latex’, Yves Saint Laurent, 340 kr.

Læs ogå

Makeup

Verdens måske mest ikoniske modefarve lanceres i dag som makeup-kollektion – se den her

Du kender anti-aging inden for skincare – men hvad med, når det kommer til hår? Sådan ser det ud

Hårpleje har i lang tid stået lidt i skyggen af udviklingen inden for hudpleje. Mens hudpleje bevæger sig ind på områder som anti-aging og epigenetik, har hårpleje i højere grad været designet blot for at rense og pleje håret. Men de seneste år er dette skel blevet udlignet. I dag videnskaben bag hårpleje nemlig udviklet i en sådan grad, at hår- og hudpleje i højere grad følges ad.

Én af grundene er, at forskningen i stigende grad har vist tydelig dokumentation for, at hårprodukter kan mere end bare at rense og pleje. Ligesom hudpleje kan hår-produkter også forebygge og har endda potentiale til at modvirke tegn på aldring.

Med mine 31 år er jeg – med al respekt for, at mine aldringstegn bestemt ikke er særlig fremskredne – så småt begyndt at interessere mig mere for anti-aging, når det kommer til hud. Mest fordi, jeg ikke har vidst så meget om anti-aging inden for hår. Men jeg kan heller ikke modsige mig selv i, at jeg gerne vil beholde min hårpragt, som den er. Den er trods alt mindst lige så selvtillidsboostende, som en flot hud kan være. Og ligesom med huden er hår også noget af det, der viser, hvem vi er, og er med til at forme det indtryk, vi møder omverdenen med.

Et af de spørgsmål, jeg derfor stillede mig selv, var: Hvordan ser aldring egentligt ud, når det kommer til hårpleje?

“Når det kommer til hår og aldring, kommer det – overordnet set, men også individuelt afængigt af hårtype og genetik – typisk til udtryk i hårets frizziness, fugtniveau, glans og volumen samt i tykkelsen af hårfibrene. Nogle får gråt hår, andre gør ikke, i stedet kan deres hårfibre miste kvalitet”, fortæller Global Head of Scientific Valorization Haircare hos L’Oréal R&I, Peggy Amiot-Peyrot.

“I dag taler vi meget om longevity – både når det kommer til hud og hår. Longevity handler både om forebyggelse og om at korrigere noget, som allerede er sket. Det handler ikke om alder men om en holistisk tilgang til pleje. Selvom nogle produkter er udviklet til personer på 40+, kan man sagtens udnytte fordelene ved longevity-produkterne i en yngre alder,” tilføjer Mathieu Chabrillangeas, Head of Kérastase Development Labs.

Som vi også kender det fra hudpleje, er det ligeledes meget individuelt, hvordan aldring af håret viser dig. Alt fra vores genetiske sammensætning til udefrakommende faktorer, vi ikke nødvendigvis kan gøre noget ved, og videre til vores livsstil spiller ind for, hvordan vores hår ældes og ikke mindst, hvor hurtigt det sker.

“Der er mange eksterne påvirkninger, vi ikke kan undgå, men som fremmer aldrig; vi har eksempelvis brug for sol, vi skal arbejde, og vi nyder måske et godt glas vin middagen. Men ligesom med huden handler det om balance: en god kost, tilstrækkelig søvn og beskyttelse af håret. Man bør forsøge at reparere håret, så snart man mærker, at hårkvaliteten af hårfibrene forringes. Derefter kan man arbejde forebyggende og korrigerende – eksempelvis med longevity-produkter,” uddyber Amiot-Peyrot.

Selvom det kan lyde simpelt, er det langt fra altid sådan i praksis. For hvordan ved vi egentligt, om vores hårfibre lider?

Det gør de færreste, der ikke er specialiserede på området, og som ufaglig kan det være svært at definere. Derfor er det ifølge Amiot-Peyrot og Chabrillangeas altid en god idé at søge hjælp hos en ekspert, der kan give en hårdiagnose og derefter guide til de bedste produkter, der passer bedst til netop din hårtype.

“Mange glemmer det, men faktisk handler det om at se håret som to områder: hårbunden og hårfibrene, og disse to skal ikke nødvendigvis behandles på samme måde. Her kan man eksempelvis bruge Kerastases nye Chronologiste-serie. Longevity-serummet bruges til hovedbunden tre gange om ugen, mens overnight youth-serummet bruges til hårfibrene. De har hverken samme effekt eller fordele, og tidsrammen er forskellig, men de kan sagtens bruges parallelt. Hovedbundsserummet arbejder langsigtet, hvor fiber-serummet giver en mere øjeblikkelig effekt,” supplerer de.

Læs mere om Chronologiske anti-aging-lanceringen, der udfolder sig indtil september måned her.

Skinification og andre hår-trends

Ligesom at skincare-branchen hele tiden fornyes med trends, der går viralt på TikTok og andre sociale medier, understreges det efterhånden ligeværdige forhold mellem denne og haircare-branchen af det stødt stigende antal trends, der også opstår inden for hår. Og særligt én er meget udpræget lige nu.

“Skinification-trenden, hvor hårpleje begynder at ligne hudpleje mere og mere, fordi de samme tilgange og principper fra hudpleje overføres til hårpleje, fylder meget lige nu. Det går hånd i hånd med, at det for alvor er blevet alment udbredt, at hovedbunden er levende væv, der danner grundlag for hele hår-økosystemet og spiller en afgørende rolle for hårsækkens funktion og hårfibrenes kvalitet. Der er mange trends, der er de samme som i hudpleje. Og derfor er epigenetik også noget, man ser i vores forskning med hår,” fortæller Peggy Amiot-Peyrot.

Derudover er også interessen for mikrobiomet, som spiller en rolle for vores overordnede sundhed, blevet større i forbindelse med hårpleje. Blandt andet fortæller begge eksperter, at det særligt spiller en rolle i forhold til skæl.

Læs ogå

Hår

Grundlægger af Hårklinikken: Dette er den største fejl, folk begår, når det kommer til hårvask

Et retro-sporty samarbejde til forårsaktiviteterne og en velgørende smykke-kollektion: 7 nyheder, du skal kende til i marts

Mother x Merci

Jeans-brandet Mother Denim har teamet op med det parisiske brand Merci om en eksklusiv kollektion, bestående af 11 styles. Kollektionen, der forener en retro-sporty æstetik med vintage-vibes og parisisk charme – og dermed bringer det bedste fra begge brands frem – er resulteret i en linje bestående af alt fra jeans til kasketter og baseball-lignende T-shirts og jakker, der gør dig klar til forårets savnede udeliv.

Shop kollektionen her.

Laufey x 66°North

Som tidligere nævnt sker der rigtig mange ting hos det islandske outdoor-brand 66°North i forbindelse med dets 100-års jubilæum. Senest har fejringen resulteret i en limited edition-kollektion i samarbejde med den islandsk-kinesiske sangerinde og anden Grammy Award-vinder Laufey. Som halv islænding er Laufey vokset op med det populære brand, og derfor faldt valget nærliggende på hende. Kollektionen består af fem styles herunder to skal-jakker, en cardigan i uld, og en praktisk, lille taske, og Laufey selv er sammen med sin søster, kreativ direktør Junia, ansigt for den mindre kampagne, der selvfølgelig er skudt i de smukke omgivelser på Island.

Shop kollektionen her.

Koné

Siden Koné for små to år siden relancerede sig selv, er der kommet fornyet energi til det dansk lædervare-brand, der for alvor har gjort sig relevant igen. Og første nyhed fra brandet i 2026 er lige landet i form af en ny, oversized udgave af den eksisterende tote bag-style, Filippo. Til forskel fra de allerede eksisterende Filippo-tote bags kommer den nye herre i farven Brandy i brunt ruskind – selvfølgelig i flere forskellige størrelser, så du kan sikre dig din udgave til alt fra aftenen i byen til rejsen. Ansigtet for kampagnen er model Florence Huntington-Whiteley (søster til skuespillerinden Rosie Huntington-Whiteley), og kampagnen viser præcist, hvad det er, det danske brand er så god til.

Shop tasken her eller i butikken på Borgergade i København.

IGEN x Maanesten

Louise Bjerre og Lotte Callesen har flere ting til fælles – én af dem er, at de er ambassadører for Røde Kors Klub 10. Nu har kvinderne, der står bag henholdsvis IGEN og Maanesten, teamet op om en kollektion, hvor al overskud fra kollektionen går til Røde Kors’ humanitære arbejde. Kollektionen består af et smykkesæt med halskæde, øreringe og armbånd, der kommer i henholdsvis en genanvendt sølv og en forgyldt version, en taske i genanvendt bomuld med print fra Maanestens univers, en bagcharm samt et lommespejl.

Kollektionen har købes her.

Veja x Baserange

Det franske sneakerbrand Veja har indgået et eksklusivt samarbejde med danske Baserange om en limited kollektion, der består af fire unikke farvekombinationer. Om samarbejdet siger de to brands, at de ser skoen som et bindeled mellem foden og omgivelserne, og således bærer bevægelsen en intention. Kollektionen udkommer 5. marts.

Shop kollektionen her.

Helena Christensen x Jérôme Dreyfuss

Den danske supermodel Helena Christensen er ansigt for den nye sommerkampagne fra franske Jérôme Dreyfuss, som symboliserer den tidløse elegance og rebelskhed, der definerede 1990’erne. Kampagnen, der er fotograferet under Ibizas strålende sol, hylder en ikonisk periode og stil, samtidig med at den understreger brandets nutidige relevans. Vi er klar til en boho-sommer (på Ibiza).

Shop kollektionen her.

Salume

Det nyopstartede danske cashmere-brand Selume har som ambition at gøre høj kvalitet og godt design tilgængeligt for flere gennem fordelagtige priser. Fra januar 2026 har virksomheden etableret Selume Foundation, brandets egen velgørende fond, som har til formål at støtte mennesker, projekter og hjertesager, der fortjener bedre vilkår og større opbakning. Ved opstarten har Selume doneret 250.000 kr. til fonden, og fremover vil virksomheden donere minimum 25 % af sit overskud. 

Læs ogå

Mode

Dette danske brand lancerer helt ny accessorie-linje – og særligt én bestemt taske, spår vi som et nyt ikon

2 nye thriller-drama-serier – og en romantisk til de sarte sjæle – du skal se i marts måned på Prime Video

Fra danske drama- og krimiserier som Forbrydelsen, Slangedræber og snart Mord i mørket til internationale udgaver som Big Little Lies, House of Cards og senest Steal – drama- og krimigenren er og bliver et hit.

Inden for de danske grænser er vi ikke bare vilde med de pulsvækkende genrer; både danske skuespillere og instruktører spytter film og serier ud, som når til tops både herhjemme og udenfor landegrænserne.

På streamingplatformen Prime Video er serier som Forbrydelsen og Slangedræber eksempler på danske produktioner, som er blevet blåtstempet ved sit optag på den verdenskendte platform side om side med store produktioner som Big Little Lies og House of Cards. Inden længe kan vi desuden glæde os over endnu en dansk dramaserie på platformen, nemlig krimiserien Mord i mørket, som er endnu en genfortolkning af Dan Turèlls kirmiroman fra 1981, og som får premiere senere i 2026.

Og apropos filmatiseringer, bygget på romaner. For mens vi venter på Turèll-serien, har vi fundet tre andre, nye lanceringer, der også er bygget på skriftlige fortællinger, og som inden længe kan streames på Prime Video – perfekte til de aftener, hvor temperaturerne endnu ikke giver os lyst til at bevæge os uden for døren.

Er fan af drama- og krimigenren, lister vi herunder to stærke bud på serier, du bør kaste dig over. Og er du en af de – lad os kalde dem – sarte sjæle, som ikke helt kan finde ro, når pulsen har været på overarbejde, har vi også fundet et bud på en film, som du nemt kan kaste dig over uden at skulle kigge bag døren, når du går i seng.

56 Days, sæson 1

‘Love. Lies. Murder’. Det er ordene, den nye psykologiske thriller, 56 Days, beskriver sig selv med – og hvis det ikke er teaser nok i sig selv, så ved vi ikke, hvad der er.

Serien er en adaption af romanen af samme navn af Catherine Ryan Howard og omhandler de to unge mennesker Oliver og Ciara, der efter et kort første møde i et supermarked forelsker sig og indleder en intens og toxic relation.

Fast forward – nærmere bestemt 56 dage – befinder seerne sig i Olivers lejligheder, hvor drabsefterforskere står over for et brutalt mord, der har efterladt et forrådnet lig. Spørgsmålet er nu, om Oliver har dræbt Ciara – eller omvendt? Liget er nemlig uidentificerbart. Med krydsklipninger skifter det dramarturgiske forløb mellem kærlighedsaffæren i flashback og efterforskningen i nutiden.

56 Days får premiere på Prime Video den 18. februar her.

Scarpetta, sæson 1

Der er lagt op til et sandt drama i den nye, psykologiske thriller med blandt andre Nicole Kidman, Jamie Lee Cutis og Bobby Cannavale. Serien bygger på den fiktive karakter Dr. Kay Scarpetta, som går igen i Patricia Cornwells bestseller krimiserie af samme navn, der tæller 29 bind.

Præcis som i bøgerne, følger vi i serien retsmedicineren Dr. Kay Scarpetta, spillet af Nicole Kidman, der gennem otte episoder vender tilbage til sit laboratorium, hvor hun – koste hvad det vil – kæmper for retfærdighed på vegne af de ofre, hun undersøger. Serien bevæger sig skiftevis mellem Scarpettas tidlige karriere i slutningen 1990’erne og plottets samtid, hvor hun vender tilbage til sin hjemby for at opklare et makabert mord.

I hjembyen konfronteres Scarpetta med en lang række både professionelle og personlige relationer, som langt fra er glædelige gensyn. Hendes anstregngte forhold til søsteren, spillet af Jamie Lee Cutis, udfordrer hendes koncentration, mens hendes veje samtidig krydser en seriemorder, der var medvirkende til at starte hendes karriere for 28 år siden – og som nu truer med at ødelægge den.

Scarpetta får premiere på Prime Video den 11. februar her.

Love Me Love Me

Et rigtig godt alternativ, som stadig indeholder en god portion spænding, er filmen Love Me Love Me. Filmen er baseret på den første bog i fiktions-hit-tetralogien ‘Love Me, Love Me’, som kan læses på publikations-platformen Wattpad og er skrevet af Stefania S. Snart er Prime Video klar med en filmadoption af det romantiske ungdomsdrama.

Filmen følger June, der efter sin brors død flytter til Milano. Hendes start på en elitær, privatskole for internationale elever skal markere starten på et nyt og mere roligt kapitel i hendes liv efter en turbulent tid, der har efterladt hende mere skrøbelig. Men den nye start bliver alt andet end rolig.

June finder hurtigt tryghed hos skolens mønsterelev Will, som hun begynder at date, men Wills bedste ven – den diametrale modsætning til Will – som forsøger at skjule sine egne problemer gennem voldsomme MMA-kampe, gør hurtigt livet mere kompliceret for June. Men som vi kender det fra genren, er der også noget dragende ved de plagede, komplekse karakterer – og den tiltrækning mærker June også. Hun tvinges til at vælge mellem det trygge og sikre, som egentligt var det, hun længdes efter, og så en mørke romance.

Love me love me får premiere på Prime Video den 13. februar her.