Trine Kjær, Afshin Firouzi & Kim Grenaas julehistorier er ret så forskellige. Mens førstnævnte holder fast i barndommens trygge traditioner, voksede Afshin op med at observere julen udefra, fordi de iranske højtider var vigtigere for familien. Kim har derimod fejret jul uden en familie, siden han brød med sin som 15-årig og har skabt sine egne rutiner. De tre fortæller om deres første juleminder, om traditioner og om hvorfor julen betyder så meget for dem i dag. Få Afshin Firouzis historie her.

Mit første minde om julen fandt sted på et gammelt hotel, som var lavet om til at huse flygtninge, og hvor min familie og jeg boede i en kort periode, da vi ankom til Danmark fra Iran. Jeg husker ikke så meget derfra, men jeg erindrer tydeligt den dag, vi fik besøg af en tyk mand, iklædt rødt tøj med et stort skæg. Det var en underlig situation – alle de voksne syntes, at vi børn skulle være tæt på den her store mand, lege med ham og tage imod gaver fra ham. Jeg var både nysgerrig og lidt utryg. Vi skulle sætte os ved siden af ham, og så stak han hænderne i lommerne. Gad vide, hvad han ville give os? Det var pebernødder og klementiner. Jeg husker især klementinerne, de blev det bedste, jeg vidste. Det endte som en dejlig dag. Fyldt med smil, hygge og legetøj. Det var mit første møde med julemanden og julen.

“Vores juleaften var nok ikke som de fleste danskeres. Vi havde et plastikjuletræ i hjørnet, og det hele sluttede efter, vi havde spist. I stedet gik vi børn rundt på de tomme gader og kiggede ind ad vinduerne hos alle familierne, der dansede om juletræet og fik gaver i sofaerne. Der var glade stemmer og lys i vinduerne. Det så så hyggeligt ud. Sådan gad jeg godt fejre jul en dag, tænkte jeg”

Min familie havde aldrig fejret jul, før vi kom til Danmark. I Iran fejrer man Nowruz, det iranske nytår, som falder i marts. Det er en fejring af forårets kommen og livets genopblomstring. Man får fri, besøger sin familie og venner, giver gaver og spiser dejlig mad. På mange måder minder det om jul og nytår i Danmark. Vi gik jo i dansk børnehave og senere skole, og her fyldte julen meget. Vores forældre ønskede ikke, at vi skulle føle os udenfor. Vi skulle ikke vende tilbage efter juleferien og ikke have fejret jul. Så min mor lavede and og bagte klejner. Vi fik også gaver. Ikke så mange, men vi skulle have lidt. Vores juleaften var nok ikke som de fleste danskeres. Vi havde et plastikjuletræ i hjørnet, og det hele sluttede efter, vi havde spist. I stedet gik vi børn rundt på de tomme gader og kiggede ind ad vinduerne hos alle familierne, der dansede om juletræet og fik gaver i sofaerne. Der var glade stemmer og lys i vinduerne. Det så så hyggeligt ud. Sådan gad jeg godt fejre jul en dag, tænkte jeg.

I min barndom var Nowruz den store begivenhed hos os. Vi dækkede et særligt bord med symboler på foråret og det nye år – med eddike, hvidløg, frugt, blomster. Min mor lavede altid nogle forskellige fiske- og gryderetter med lam og gode salater. Dejlig mad. Vi så persisk TV, der sendte velkendte festprogrammer. Der var musik, dans og underholdning, og alle gav hinanden gaver. Nogle år dyrkede vi også traditionen med at hoppe over et bål – et symbol på at rense sig for det gamle og gå ind i det nye år. Man sagde, at man skulle opføre sig godt denne aften, det fik betydning for det kommende år.

“Som ung tænkte jeg, at julen ikke havde noget med mig at gøre – og så handlede det også mest om at feste dengang. Men som 25-årig fik jeg en kæreste, som var helt vild med julen. Det var hendes familie også. De boede på en gård og havde deres egen juletræsplantage. Jeg forstod det ikke helt. Jeg prøvede at mærke den der julestemning, som de talte om, men det ramte mig ikke. Jeg tænkte, at det måske aldrig ville komme til mig”

Som ung tænkte jeg, at julen ikke havde noget med mig at gøre – og så handlede det også mest om at feste dengang. Men som 25-årig fik jeg en kæreste, som var helt vild med julen. Det var hendes familie også. De boede på en gård og havde deres egen juletræsplantage. Jeg forstod det ikke helt. Jeg prøvede at mærke den der julestemning, som de talte om, men det ramte mig ikke. Jeg tænkte, at det måske aldrig ville komme til mig. Men et år besluttede jeg mig for at udfordre mig selv og overraske hende juleaften som julemand. Jeg gik i en kostumebutik og købte et fuldt julemandskostume – skæg, rødt tøj og rigtige træsko. Jeg købte endda blå kontaktlinser og makeup til huden. Ingen skulle kunne se, at det var mig. Hun syntes, det var det fedeste nogensinde, og jeg endte med at danse rundt om juletræet i fuldt kostume.

“Pludselig kunne jeg være den, der kunne give dem den julefølelse, jeg selv havde manglet i alle de år. Det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer”

Efter den aften ændrede noget sig. Jeg havde altid taget lidt afstand til julen, syntes det var lidt noget pjat at gøre så meget ud af det, men den oplevelse fik mig til at mærke lidt af de varme følelser, som folk taler om. Et andet skridt på vejen mod juleglæde var det år, hvor jeg solgte juletræer sammen med en kammerat, der har en socialansvarlig virksomhed, der afvikler aktiviteter og forløb for udsatte unge. Idet jeg har arbejdet med socialfagligt arbejde i over 20 år, var det oplagt for mig at hjælpe til og sælge juletræer sammen med de unge i hele december. Her klædte jeg mig også ud som julemand. At se glade mennesker komme hver dag og lede efter det helt perfekte juletræ til deres hjem og rent faktisk være den, der hjælper dem, var utrolig givende. Samtidig med at jeg arbejdede med nogle unge, der enten aldrig havde haft julen tæt på eller oplevet den. Pludselig kunne jeg være den, der kunne give dem den julefølelse, jeg selv havde manglet i alle de år. Det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer.

Men det er først efter, jeg har mødt min nuværende kæreste, at er jeg blevet virkelig glad for julen. Hun elsker jul, og det har smittet. Hun har introduceret mig for adventsgaver, hjemmebag og julepynt i hele lejligheden fra 1. december, alt sammen noget, jeg aldrig har dyrket. Det er hendes kærlighed til julen, som har fået mig til at mærke den varme og hygge, som jeg nu forbinder med julen. Kvalitetstid med ens nærmeste. Jeg glæder mig allerede til den dag, hvor jeg kan klæde mig ud som julemand for min søn. Han er snart tre år, og nu begynder han så småt at forstå, hvad julen handler om. Jeg gør det nok ikke i år, men måske til næste år …

Foto: Kavian Borhani

Jeg kan se, hvor vigtig julen er for min kærestes familie. Hvis man har haft en barndom fyldt med jul, familie og traditioner, så betyder det jo enormt meget. De er gode til at bruge tid sammen i december, de julehygger, bager småkager og går ud og shopper. De værdsætter virkelig den tid, de har sammen. Det er også alt det hyggelige, vi laver i løbet af december, som jeg sætter mest pris på, mere end det er selve juleaften.

For mig handler julen allermest om stemningen – musikken, hyggen, roen. Jeg elsker croonere som Dean Martin og Frank Sinatra. Jeg lytter til deres julesange igen og igen og synger dem for min søn. Det er musikken, som får mig i julestemning. Sidste år gjorde vi ikke så meget ud af juleoppyntningen i lejligheden, men jeg glæder mig til at finde kasserne med pynt frem igen.

I dag mærker jeg den ægte julehygge, og jeg gør det oprigtigt – ikke bare for at være en god forælder, men fordi jeg faktisk selv nyder det. Min drøm er at leje en kæmpestor hytte i Norge med plads til 30-40 mennesker, og så inviterer jeg hele familien – både min kærestes og min egen – og så holder vi jul der. Nu må vi lige se, hvordan det går med den kommende Netflix-serie (’Legenden’, red.). Men det skal nok lykkes en dag.

Trine Kjær, Afshin Firouzi & Kim Grenaas julehistorier er ret så forskellige. Mens førstnævnte holder fast i barndommens trygge traditioner, voksede Afshin op med at observere julen udefra, fordi de iranske højtider var vigtigere for familien. Kim har derimod fejret jul uden en familie, siden han brød med sin som 15-årig og har skabt sine egne rutiner. De tre fortæller om deres første juleminder, om traditioner og om hvorfor julen betyder så meget for dem i dag. Få Kim Grenaas historie her.

Mit første juleminde er min morfar, der smuttede en mandel til mig og smuglede den ned i min børneportion af risalamande. Jeg fik sagt, at jeg havde fået mandlen, inden nogen fandt den mandel, min mormor havde puttet i den store skål med risalamande. Min morfar gjorde det samme til hver jul, så jeg fik altid mandelgaven. Jeg husker julen som vigtig i min familie – også for mig. Jeg kunne ikke sove natten inden. Det var en klassisk dansk jul, hvor vi gjorde det på samme måde hvert år. De ældste tog først af risalamanden, og vi dansede om juletræet, mens vi sang samler, inden der blev åbnet gaver. Jeg kommer fra et almindeligt lav-middelklasse-hjem – min mor var pædagog, min far mekaniker. Det var ikke en storslået jul, men jeg husker min mormor og morfars gavmildhed og glæde. Jeg elskede at være hos dem i julen, der var altid masser af slik og god stemning. En særlig varme.

Som 15-årig flyttede jeg hjemmefra på grund af min dysfunktionelle familie, hvor vold og misbrug fyldte. Jeg har ikke set dem siden. Med undtagelse af min mormor, som jeg har haft et nært forhold til, indtil hun døde som 105-årig for to år siden. Jeg flyttede ind på en ungdomsinstitution, og her forsøgte jeg at undgå julen – nok som en slags forsvar. Pædagogerne på stedet gjorde alt for at skabe julestemning, men det føltes bare tomt. Jeg havde ikke lyst til at mærke, hvad der manglede. Jeg tog hjem til min mormor juleaften – hvilket jeg har gjort mange gange i løbet af årene – så jeg var ikke alene, men resten af december ignorerede jeg.

“Julen kan være, som man selv gør den til. Nogle år går jeg all in med pynt, andre år næsten ikke”

Som 19-årig blev jeg kæreste med Uffe (Buchard, red.), og det var først der, jeg begyndte at fejre julen igen. Der var kommet nok afstand til bruddet med min familie, og julen føltes som noget nyt – noget der tilhørte Uffe og mig. Jeg har kun haft tre kærester gennem livet: Uffe i syv år, så var jeg gift i tolv, og derefter i et forhold i ti. Nu er jeg single. Hver anden jul har jeg fejret med min partners familie, og de andre år har jeg gjort, hvad jeg/vi havde lyst til. At jeg ikke har en familie, har også givet mig friheden til at fejre julen, som jeg vil. Holde jul i sommerhuset, rejse, eller fejrer det med venner. Jeg har blandt andet fejret jul i Finland, Dubai og på Bali, og en gang sad vi i en flyver på vej til Thailand juleaften. Julen kan være, som man selv gør den til. Nogle år går jeg all in med pynt, andre år næsten ikke.

For det meste har jeg forsøgt at skabe en dansk jul på vores rejser, også selv om der er lidt udfordringer. På Bali kom jeg aldrig rigtigt i julestemning – det var for varmt, og vi spiste pekingand. I Dubai er der kun plastiktræ, og jeg farede rundt for at finde en gris, som man faktisk kan finde i et aflukket baglokale i nogle supermarkeder. Jeg kan godt lide at skabe en følelse af genkendelighed juleaften. Jeg er lige flyttet til Dubai, og i hverdagen savner jeg ikke rugbrød eller lakrids, der spiser jeg den lokale mad, men til jul vil jeg gerne mærke noget velkendt.

Traditioner hjælper os med at stoppe op og mærke efter – og mindes – så livet ikke bare flyder sammen. Den gør det også lettere at adskille årene fra hinanden: “Det var det år, vi holdt jul i Thailand,” eller “det år hos Uffes mor.” Maden, duftene og musikken er med til at vække minderne. For mig handler julen ikke om religion, men om at mødes med dem, man holder af. Med de mennesker, som er vigtige i ens liv. Julen er især en højtid, som er god til at få mig til at værdsætte den kærlighed, jeg har i mit liv.

“De sidste ti år har jeg den 1. december, som også er World AIDS Day, holdt åbent hus på mit kontor eller i min lejlighed. Jeg inviterede venner og samarbejdspartnere – det var en hyggelig og uformel måde at starte december på”

De sidste ti år har jeg den 1. december, som også er World AIDS Day, holdt åbent hus på mit kontor eller i min lejlighed. Jeg inviterede venner og samarbejdspartnere – det var en hyggelig og uformel måde at starte december på. Jeg gik all in med et stort juletræ, julemusik, hunden var i julesweater, og der var godter til både børn og hunde. I år gør jeg det igen, men denne gang som housewarming i Dubai. Jeg bor med min bedste ven, Morten, og flere af mine tætteste venner er her også, så i år bliver det en blanding af mennesker, jeg har kendt i to måneder og i 30 år.

Da jeg blev single for nogle år siden, ringede Uffe til mig og sagde, at jeg skulle holde jul med ham og hans familie. Vi har kendt hinanden, siden jeg var 19 – været kærester og haft et firma sammen i 30 år, og der er masser af grunde til, at vi ikke skulle være venner i dag – det slider på en relation at arbejde sammen i så mange år. Men vi har holdt fast, og i dag er vi bedste venner. Det er jeg dybt taknemmelig for. Når man ikke har en familie, kan højtider som jul og fødselsdage godt føles usikre – man skal selv finde ud af, hvad man gør. Den usikkerhed fjernede Uffe, da han inviterede mig. Det var en stor kærlighedserklæring fra hans side.

Foto: Kavian Borhani

“Ikke at have en familie er et traume, man bærer med sig, og selvfølgelig præger det, den jeg er i dag. Men jeg er kommet videre. Jeg er blevet voksen for længe siden. Julen er ikke forbundet med sorg over bruddet med min familie”

Jeg har aldrig holdt jul alene, og jeg har aldrig undladt at fejre den. Julen er vigtig for mig. Ikke at have en familie er et traume, man bærer med sig, og selvfølgelig præger det, den jeg er i dag. Men jeg er kommet videre. Jeg er blevet voksen for længe siden. Julen er ikke forbundet med sorg over bruddet med min familie. Jeg er 52 år og har fejret de fleste juleaftener uden min familie. Jeg savner dem ikke juleaften – der er ingen traditioner, der minder mig om dem længere. Jeg har skabt mine egne. At holde jul alene har dog aldrig været en mulighed for mig, jeg har ikke villet gå ud ad den vej for at opleve de følelser, der kunne opstå der. Jeg har mærket lidt ensomhed, når jeg har fejret jul hos andre familier, der er jeg jo lidt på sidelinjen, så det ville føles selvdestruktivt for mig at sidde alene juleaften.

Folk siger, det er sundt at være lidt alene. Jeg har været det i fire år, og nu er jeg klar til en kæreste. Jeg elsker at være i et forhold – jeg bliver en bedre udgave af mig selv. Og mange af de udfordringer, man har uden familie, bliver lettere, når man har en partner. Jeg laver tit sjov med ”chosen family”, altså venner i stedet for familie, men sandheden er, at de fleste alligevel er hos deres egne familier første juledag. Der er jeg tit alene, hvis jeg ikke har en partner. Og det er også okay, men jeg foretrækker at være sammen med en, jeg elsker.

“For mig bliver livet svært, hvis der er for mange, “musts” der skal være opfyldt, før alt er godt. Jeg vil hellere leve åbent – klar til nye input og nye måder at gøre tingene på”

I år havde jeg egentlig planlagt at holde jul med Uffe, men nu overvejer jeg at tage hjem i december og så flyve tilbage til Dubai for at fejre med Morten og nogle venner. Morten som har boet i Dubai i 2 år og har skabt en tradition om at invitere hans venner og kollegaer, både kristne og muslimer. Det bliver en jul på terrassen i 30 grader, men vi skal have flæskesteg og risalamande. Jeg elsker risalamande – jeg fik det endda til mit bryllup, hvor min mormor lavede den – og så snart det kommer i butikkerne, spiser jeg det hver morgen i stedet for skyr.

Min livsfilosofi er egentlig ret enkel: Jeg skal ikke noget bestemt for, at det føles rigtigt. For mig bliver livet svært, hvis der er for mange, “musts” der skal være opfyldt, før alt er godt. Jeg vil hellere leve åbent – klar til nye input og nye måder at gøre tingene på.

Trine Kjær, Afshin Firouzi & Kim Grenaas julehistorier er ret så forskellige. Mens førstnævnte holder fast i barndommens trygge traditioner, voksede Afshin op med at observere julen udefra, fordi de iranske højtider var vigtigere for familien. Kim har derimod fejret jul uden en familie, siden han brød med sin som 15-årig og har skabt sine egne rutiner. De tre fortæller om deres første juleminder, om traditioner og om hvorfor julen betyder så meget for dem i dag. Få Trine Kjærs historie her.

Jeg husker tydeligt det øjeblik, hvor det gik op for mig, at det var min far, som var klædt ud som julemand. Han gjorde det hvert år i min barndom, og da jeg var lille, troede jeg fuldt og fast på, at det var den rigtige julemand. Jeg sagde til min mor, at det var synd for far, at han aldrig oplevede julemanden, for han havde jo altid ondt i maven, når julemanden kom. Da jeg pludselig kunne genkende min far, gik det op for mig, at de voksede legede for min skyld. Og det gør vi voksne jo i december. Vi lyver for vores børn og fortæller, at nissen bor på loftet og den slags små hyggelige historier. Det gjorde mine forældre også. Skabte et magisk univers, som de ellers ikke dyrkede resten af året. Jeg følte virkelig, at nu havde jeg regnet dem ud. Året efter blev jeg så totalt forvirret. Mine forældre havde hyret en ældre mand til at klæde sig ud og lege julemand. Der stod han pludselig ved siden af min far. Det forlængede nok min tro på julemanden et års tid.

“Os børn var på lige fod med de voksne, ikke noget med en børnemandel eller børnemad”

Jul minder mig om mit barndomshjem i Aarhus, hvor jeg holdt jul hvert år, indtil jeg blev 32. Jeg tænker på mine forældre, min storebror, farmor og farfar – og på rolige dage, hvor jeg vidste, hvad der skulle ske. Det var det bedste i verden. Ro og tryghed. Nogle af mine stærkeste barndomsminder er fra julen, hvor alt gentog sig år efter år. Vi blev ved med at lege og satte grød til julemanden, selvom vi godt vidste, at han ikke fandtes.

Vores juleaften blev altid afviklet på præcis samme måde hvert år. Juletræet kom den 23., og vi pyntede det den 24. om morgenen. Efter at anden var sat i ovnen, mødtes vi med de andre familier fra vores vej. Ønskede glædelig jul og hyggede os et par timer, mens ænderne var i ovnen. Jeg husker det som en vigtig tradition. Min familie var ikke særlig stor, og det blev hurtigt de samme mennesker, vi så igen og igen i december, så jeg satte pris på at være sammen med en masse andre børn og voksne. Da min farfar og farmor, som var vores eneste gæster juleaften, kom, startede de voksne med et glas champagne, og så fulgte julemiddagen. Vi spiste aldrig flæskesteg, altid kun and, gerne to, så der var rigeligt. Risalamande til dessert. Os børn var på lige fod med de voksne, ikke noget med en børnemandel eller børnemad. Vi dansede rundt om juletræet i mindst en halv time og sange mange sange, især min farmor havde sine faste salmer, vi skulle igennem. Derefter var det pakkernes tur – altid kun en gave ad gangen, og alle kiggede på, når pakken blev åbnet.

“Hver januar tænker jeg på, hvorfor vi ikke fortsætter – drikker gløgg og hygger lidt mere? Men måske er det netop, fordi det er en afgrænset tid, at magien opstår”

I dag holder vi næsten jul på præcis samme måde. Der er få ændringer. Vi pynter ikke juletræet den 24., det har jeg altid syntes, var lidt fjollet, så det gør vi langt tidligere i december. I min mands (Nicholas Kawamura, red.) familie har de altid spist medisterpølse, og det kan vores børn godt lide, så det får vi sammen med anden. Vi har heller ingen julemand, vi prøvede det én gang, da vores ældste var lille uden held, og børnene synes, at det er lidt skræmmende. Men ellers gør vi det på samme måde. Champagne, and, risalamande, danse om juletræet og pakkerne en ad gangen. Det sidste er meget vigtigt for mig. Så julen ikke handler om forbrug, men om at give noget med omtanke – og at vise, at man holder af hinanden. Værdsætte både at give og modtage en gave. Men også at tage sig tid, være taknemlig og nærværende. Det vil jeg gerne give videre til mine børn.

Jeg går ikke så meget op i traditioner resten af året, men julen skal være, som den altid har været.

Foto: Kavian Borhani

Det er interessant, hvorfor jeg holder så meget fast. Jeg er selvfølgelig et produkt af mine forældre, men ellers kopierer jeg dem slet i, hvordan jeg har formet mit liv. Måske er det nostalgi. At gøre tingene, som man gjorde som barn. Det fører én tilbage. Men det handler også om at give det videre til sine egne børn, fordi det betød så meget for mig. Der er så mange minder i julen: dufte, stemninger, små øjeblikke. Jeg bliver nostalgisk, selvom jeg normalt ikke er sentimental og nostalgiker. Alle bliver mindet om så mange minder i løbet af aftenen. Vi skåler for mine bedsteforældre, der ikke er her mere. Jeg ved, at min mor, skåler for sine forældre, som jeg desværre aldrig har mødt. Det er bare en aften fuld af minder, og det giver en særlig stemning, en sitren. En nostalgiaften. I en verden, hvor alt forandrer sig, er det rart, at julen står fast – med en opskrift, man ikke behøver tænke over og ændre på. I julen ved jeg altid, hvad der skal ske, og det giver mig en særlig ro.

“Da jeg var 20, gik jeg jo ikke så meget op i julen, men da jeg fik børn, kom glæden for alvor tilbage”

Sammen med sommerferien er julen årets højdepunkt for mig. Jeg elsker den – hele perioden. Fra midten af november og frem. Det sociale samvær, duftene af appelsin, stearinlys og julekager. Hjemmet forandrer sig, man hygger mere og tager sig tid. Efter en lidt stille periode i efteråret, så sker der noget med lysene uden for, og vi åbner dørene op for hinanden igen og er sammen, og det er så tiltrængt i slutningen af året. Hver januar tænker jeg på, hvorfor vi ikke fortsætter – drikker gløgg og hygger lidt mere? Men måske er det netop, fordi det er en afgrænset tid, at magien opstår. Traditionerne skaber magiske øjeblikke, fordi rammen er så klar. Man tager den samme pynt frem, alle kender præmissen for hver der skal ske – og det bliver noget særligt. Især med børn. Da jeg var 20, gik jeg jo ikke så meget op i julen, men da jeg fik børn, kom glæden for alvor tilbage.

Hvor juleaften altid udspiller sig på samme måde hjemme hos os – hvert andet år er vi desuden hos mine forældre, og der er ALT som det plejer, så er resten af december mindre fyldt med faste gøremål for os. Vi har dog to traditioner. Vi afholder altid en julestue for familie og venner. Med æbleskiver og gløgg til de voksne, juleklip og kagebagning. Alle bidrager med noget, mad eller aktiviteter. Det er frit og uformelt. Og jeg elsker at have huset fuld af mennesker, der opstår en særlig stemning og summen. Én anden ting ligger også fast, er, at vi skal i Tivoli. Ingen jul uden Tivoli – det vil mine børn i hvert fald sige. Alle lysene er magiske for dem. Det er også vores egen tradition, det gjorde vi aldrig i min barndom.

I mit barndomshjem holdt vi som sagt ret små juleaftener, men jeg sætter jeg pris på, at vi kan være lidt flere mennesker hjemme hos os, når Nicholas’ forældre også kommer. Jeg elsker, når vi er mange. Det bliver mere festligt og levende. Og jeg er bare glad for at være sammen med de mennesker, som betyder mest for mig. Jeg glæder mig allerede til, vores børn får kærester, så vi kan blive endnu flere.

Hvordan kan man som mor forme sine drenge til at blive gode og velopdragne voksne mænd? Det har vi spurgt tre kvinder om, der har dét til fælles, at de har opdraget en hel del drenge. Med tre vidt forskellige udgangspunkter og opdragelsessyn deler Anja Blinkenberg, Mette Kjær og Raida Zaytoon deres tanker om, hvad der har været det vigtigste for dem at give videre til deres sønner – og om, hvad deres drenge har arvet og ikke har villet tage til sig. Her får du Anja Blinkenberg og sønnerne Emil og Albert Blinkenbergs historie.

Hvilken mor har du været?

Anja: Jeg tror, jeg har været en ret skrap mor.

Emil: Mega.

Anja: Jeg har forsøgt at lære mine sønner nogle stærke værdier. For eksempel: Hvis man melder sig til noget – en sport eller en aktivitet – så gennemfører man. Man kan ikke bare stoppe efter to måneder, fordi man ikke gider mere. For mig handler det om ansvar og respekt for det, man har forpligtet sig til.

Albert: Den skraphed, som måske føltes hård i øjeblikket, var egentlig en gave. Den gjorde os stærkere. Der er mange i dag, der hurtigt giver op – især når det kommer til træning og udfordringer. Men dengang var det ikke noget, vi kunne slippe for. Vi blev presset – på en god måde, altid med kærlighed. For at gøre os stærkere. Det kan jeg se i dag.

Emil: Vi blev presset til hockey, men også med vores skolearbejde. Selvom vi var dårlige i skolen og egentlig slet ikke gad gå der – vi ville bare bo i en hockeyhal – så blev vi alligevel presset. Også selvom det var hårdt for os. Og når vi ser på flere af vores venner, som måske havde lidt friere tøjler, så tror jeg faktisk, at det pres, vi fik, har givet os noget vigtigt. Noget, der stadig følger os i dag. Vi fik aldrig muligheden for at give op.

““Hvis du redder din seng om morgenen, så har du i det mindste løst én opgave i løbet af dagen. Og hvis alt andet går galt, så har du stadig dét, der lykkedes.””

Anja: Er det noget, du vil tage med videre, når du får børn?

Emil: Ja, helt klart. Jeg vil også presse dem. Den glæde og styrke, jeg har fået af at blive presset – i stedet for bare at give op – den har båret mig igennem hele min hockeykarriere. Den driver også vores virksomhed i dag. Og hverdagen generelt. Det der med, at uanset hvor hårdt det er, så giver man ikke op. Man gør det færdigt. Hvis man går ind i noget, så går man ind for at vinde. For at blive den bedste til det, man laver.

Albert: Da vi spillede Hockey, så vi mange motivationsvideoer på YouTube, særligt med en tidligere NavySEAL, der sagde: “Hvis du redder din seng om morgenen, så har du i det mindste løst én opgave i løbet af dagen. Og hvis alt andet går galt, så har du stadig dét, der lykkedes.” Det giver følelsen af at have styr på noget. Vi har altid fået at vide af mor, at vi skulle rede vores senge. Så det gjorde vi. Også på hockeyture. De andre drenge grinede lidt af os, men for os var det naturligt.

Og det er dét, der hjælper os i dag – både på arbejdet og i livet. De der små ting, som måske virker ligegyldige, men som faktisk betyder noget. Fordi de bliver et fundament. Noget, der fungerer, når alt andet er kaos.

“Emils chef på hans læreplads sagde til ham: “Du holder ikke til det her. Det bliver for hårdt. Alle mine lærlinge stopper.” Og Emil svarede bare: “Så har du ikke mødt min mor.” Og det gør mig så stolt”

Anja: Emils chef på hans læreplads sagde til ham: “Du holder ikke til det her. Det bliver for hårdt. Alle mine lærlinge stopper.” Og Emil svarede bare: “Så har du ikke mødt min mor.” Og det gør mig så stolt.

Emil: Man bliver ikke så let skræmt, når man er vokset op med en hård – men kærlig – mor. Jeg var den eneste lærling, der fik en fuld uddannelse. Jeg fik egen firmabil. Jeg var der i tre et halvt år og endte med at få en medalje hos dronningen. Når nogen fortæller mig, at jeg ikke kan, så skal jeg virkeligvise dem.

Albert: Der var måske lidt mange regler derhjemme … Vi fik ikke engang lov til at cykle i skole, selv om vi boede 500 meter derfra. Vi fik at vide, at det var for farligt.

Anja: Det er én af de ting, jeg gerne ville have undladt at give videre. For det var jo mit eget ubehag, som jeg ubevidst har givet videre til jer. Det har med mine egne børneoplevelser at gøre. Jeg gik i skole med to, der blev slået ihjel i trafikken netop på den vej, I skulle krydse. Det satte sig i mig. Jeg burde have bearbejdet det, så det ikke blev overført til jer. Men det gjorde jeg ikke.

Emil: Ja, det har smittet, og det er da ikke altid superfedt. Jeg mærker selv ubehaget og de urolige tanker en gang imellem. Hvis vi ikke hører fra hinanden, når vi burde, så tænker jeg ofte det værste. Og stadig den dag i dag, hvis vi har været i byen hver for sig, så sender vi altid hinanden en besked, når vi er hjemme. Også til lillemor.

Anja: Men I har sørme også gjort, som det passer jer.  

Albert: Ja, vi måtte ikke få tatoveringer, og det var også farligt at gå i byen – vi ville blive stukket ned. Der har vi så ikke hørt efter …

Anja: I har vist haft jeres byture … Jeg har aldrig selv været fuld, så jeg havde ingen erfaring med alkohol. Det var ikke altid nemt at være alene med to teenagedrenge (Anja blev skilt, red.) og skulle hente en søn – eller to – man ikke kunne få kontakt med, fordi han havde drukket 12 shots og en halv flaske tequila med hockeydrengene. Skal jeg køre dem på hospitalet? Skal jeg køre dem hjem? Hvad gør jeg? Der kom jeg virkelig i stormvejr – også i mig selv.

“Min eksmand var noget helt andet. En mandmand – han holdt døren, trak stolen ud og bar min pose. Og det kunne jeg rigtig godt lide. Det var anderledes end det, jeg kom fra. Det er måske derfor, jeg har lagt vægt på, at mine sønner også fik nogle af de værdier med. Det har betydet meget for mig, at de blev velopdragne og respektfulde unge mænd med en evne til at fornemme, hvad der foregår omkring dem”

Foto: Kavian Borhani

Anja, hvad har været vigtigt for dig at give videre til Albert og Emil?

Anja: Jeg er vokset op i en slags hippiefamilie uden regler og faste rammer, men samtidig var min mor fra Nordjylland og opdraget ekstremt regelfast. En lidt pudsig blanding. Min eksmand var noget helt andet. En mandmand – han holdt døren, trak stolen ud og bar min pose. Og det kunne jeg rigtig godt lide. Det var anderledes end det, jeg kom fra. Det er måske derfor, jeg har lagt vægt på, at mine sønner også fik nogle af de værdier med. Det har betydet meget for mig, at de blev velopdragne og respektfulde unge mænd med en evne til at fornemme, hvad der foregår omkring dem.

De grundlæggende værdier, jeg har forsøgt at give videre, handler om medmenneskelighed og næstekærlighed. At opføre sig ordentligt, kunne se sig selv i spejlet, være gode mennesker; gode venner, gode partnere – og gode mænd. Værdighed. Ordentlighed. Respekt. De tre ord dækker alt det, jeg har forsøgt at give videre. Uanset hvad man står i her i livet – om det er kærlighed, arbejde, venskaber – så kommer man i min optik rigtig langt med de værdier.

Det har også været vigtigt for mig at give min egen kærlighed til håndværk videre. Det at kunne skabe og forme noget med sine egne hænder. Min eksmand var på ingen måde kreativ eller handy, så det blev min opgave at give drengene noget, jeg selv havde lært i min barndom, hvor vi blev presset til at være praktiske og bygge, save og være i værkstedet med min morfar. Jeg er vokset op med arkitekttegnede møbler og kultur- og arkitekturhistorie. Det at kunne tale flere sprog, være kulturel dannet og vidende.

“Samtidig må jeg også sige, at jeg elsker de traditionelle kønsroller. Det har aldrig handlet om at afvise dem – tværtimod. Jeg ville gerne forme to gentlemen. Men også to drenge, der både kunne være stærke og følsomme. Velopdragne, respektfulde og åbne. Mænd, der forstår at drage både ansvar og omsorg”

Albert: Du holdt billedkunstskoler for piger, hvor vi blev tvunget til at tage med.

Emil: Jeg kan ikke huske det så godt, for at være ærlig, men det har sikkert været fint. Vi var så fulde af krudt dengang, at det var lige meget, hvad vi lavede, bare der skete noget.

Anja: Jeg prøvede at tilpasse skolerne efter, at I var med. Så alle pigerne fik lov til at save, bore og hamre. Vi byggede skulpturer af skrald, vi fandt i skoven og på stranden. Det var ikke ligefrem typisk pigeskole i begyndelsen af 00’erne. Samtidig må jeg også sige, at jeg elsker de traditionelle kønsroller. Det har aldrig handlet om at afvise dem – tværtimod. Jeg ville gerne forme to gentlemen. Men også to drenge, der både kunne være stærke og følsomme. Velopdragne, respektfulde og åbne. Mænd, der forstår at drage både ansvar og omsorg.

Jeg har egentlig aldrig haft en længsel efter at få piger, der kunne det samme som mig, jeg har mere haft et ønske om at have drenge, som kunne forstå, at livet også rummer andet end biler, fodbold og vægttræning. Jeg ville gerne brede viften ud og vise dem, at der er mange måder at være dreng – og mand – på. At det kreative, det æstetiske og det følsomme også hører til. Jeg husker tydeligt, da alle drengene i jeres klasse fik klippet karsehår, fordi en fodboldspiller – jeg tror, det var Schmeichel –havde fået det. Dengang havde I langt surferhår. Når man så sætter 15 fodboldspillere sammen med to surfere i én skoleklasse – hvad sker der så? Surferne bliver selvfølgelig udskammet. I flyttede skole tre gange.

“Vi har fået meget selvværd og selvtillid med hjemmefra. Det har virkelig været en grundsten. Det er nok også grunden til, at vi ikke klippede håret – selvom vi blev mobbet og måtte skifte skole flere gange. Vi har fået så meget kærlighed og anerkendelse hjemmefra, at det har båret os igennem”

Albert: Men vi klippede os aldrig.

Anja: Nej, men kunne jeg gøre det om, havde jeg klippet jer og gjort livet nemmere for jer.

Emil: Vi har fået meget selvværd og selvtillid med hjemmefra. Det har virkelig været en grundsten. Det er nok også grunden til, at vi ikke klippede håret – selvom vi blev mobbet og måtte skifte skole flere gange. Vi har fået så meget kærlighed og anerkendelse hjemmefra, at det har båret os igennem. Selvfølgelig var det ikke sjovt, men det har aldrig slået os ud. Andre ville nok have klippet håret og købt de der Kawasaki-sko, som alle gik med. Men det gjorde vi ikke – og det har ikke ødelagt os. Tværtimod. Vi havde så meget styrke med hjemmefra. Et selvværd og en tro på os selv, som var bygget solidt op. Det gjorde, at vi turde blive ved med at være os selv.

Læs ogå

Identitet

“Jeg frygtede, at jeg aldrig ville få en lige så nær relation til en søn, som jeg ville til en datter. Jeg forestillede mig, at det bare ville blive superhelte og fodbold, og at de ikke ville være så interesserede i nærhed”

Læs ogå

Identitet

Osama Al-Naser: “Når man mister en forælder, mister man også sit rodfæste og prøver at finde sig selv på ny, mens man bærer på en tung bagage af sorg”