Nadia Jun: Jeg drømte om at arbejde med noget, som jeg virkelig elskede, og der virkede beauty som et naturligt valg for både Neda og mig. Vores mor gik aldrig ud ad døren uden at tage lidt læbestift på. I Iran, hvor vores forældre er vokset op, er makeup en større del af skønhedsidealet end i Norden, så der ligger nok også noget i vores kulturelle baggrund, og da vi blev teenagere, elskede vi også at eksperimentere med makeup og gøre noget ud af os selv.

For ni år siden begyndte vi at tale om, at vi så et hul i markedet for kvalitetsøjenvipper. Det var begyndt at blive udbredt i USA og Mellemøsten, og vi bestilte nogle vipper hjem, men de var alt for voldsomme. Ret hurtigt fandt vi frem til idéen med Duff: Vi ville lave nogle øjenvipper, der var mere naturlige, og i højere grad var tilpasset det skandinaviske marked. Nogle, vi selv og vores veninder havde lyst til at gå med. Vi ville gerne vise, at øjenvipper ikke kun behøver at være noget, man tager på, fordi man skal på den røde løber. Det kan være en del af ens hverdagslook – om man så er sygeplejerske, advokat eller pædagog.

“Vi fornemmede, at mange blev skræmte af falske øjenvipper. Både på grund af udtrykket, men også fordi de havde svært at sætte dem på”

Neda Jun: Vi fornemmede, at mange blev skræmte af falske øjenvipper. Både på grund af udtrykket, men også fordi de havde svært at sætte dem på. Da vi begyndte at lede efter en producent, vidste vi, at vores vipper skulle være nemme at påsætte, og de skulle se så naturlige ud som muligt. Efter at have fået prøver hjem fra en lang række forskellige producenter fra hele verden, fandt vi frem til den producent, vi gerne ville arbejde med. Fibrene blev lagt i lag, og de krydsede hinanden på tværs ligesom på naturlige øjenvipper. Vi produktudviklede i halvandet år, før vi lancerede, så det var en krævende proces.

Nadia: Vi havde store ambitioner for Duff, og allerede fra begyndelsen promoverede vi os i USA og fik også succes med at få produktet på kendisser som bl.a. Cassie, Carmen Electra, Meghan Trainor, Amber Rose, Salma Hayek og lavede samarbejde med kendismakeupartister. Men vi fandt hurtigt ud af, at vi havde sat for meget i søen på samme tid. Vi måtte trække i land, for vi havde ikke ressourcerne og den fornødne viden til at starte på den store scene. Vi skulle opbygge et solidt fundament på vores hjemmemarkedet først. Vi fandt også ud af, at vi havde enormt meget at lære. Udover vores naturlige interesse, så vidste vi ikke meget om beauty-branchen. Det var klart bedre at lære herhjemme, før vi tog skridtet ud igen.

“Fremadrettet vil vi også have endnu større fokus på at inspirere kvinder til mere selvkærlighed og hvordan beauty-produkter kan være en del af det. Jeg elsker at gøre mig klar, fordi jeg føler, det giver mig en god energi, som jeg tager med videre hele dagen”

Efter et års tid landede vi en aftale med Matas og fik vipperne ud i syv butikker. Det blev hurtigt udvidet til 120, og inden for to år var vi i 270 butikker. Da vi havde været i gang i halvandet års tid, skrev en gammel bekendt til mig, at hun var til en fødselsdagsfest, hvor næsten alle kvinderne havde Duff-vipper på. Dér tænkte vi, at havde fat i noget.

Neda: Vi havde også tiden med os. På det tidspunkt var Instagram nyt og fik stor indflydelse på, hvordan beauty-markedet udviklede sig herhjemme. Vores næste store højdepunkt blev, da vi kom ind i Sephora som det eneste skandinaviske beauty-brand. Det var kæmpestort og et enormt skulderklap til vores produkter, for Sephora er superselektive med, hvad de tager ind. De har kun det bedste af det bedste, men Duff har faktisk perfomet så godt, at kæden i år hiver os med til deres butikker i Tyskland og Schweiz. Det er vi meget stolte af. Nu er vi nået dertil, hvor vi kan søge ud på nye markeder og gøre vores brand mere internationalt.

Nadia: Fremadrettet vil vi også have endnu større fokus på at inspirere kvinder til mere selvkærlighed og hvordan beauty-produkter kan være en del af det. Jeg elsker at gøre mig klar, fordi jeg føler, det giver mig en god energi, som jeg tager med videre hele dagen. Det kan lyde lidt overfladisk, men vi tror på, at vores udstråling hiver det indre op.

“En stor udfordring for os begge har været at lære at håndtere det mentale pres, der følger med at drive sin egen virksomhed. Vi elsker jo arbejdet, og derfor kan det være svært at finde en balance mellem det og privatlivet”

Neda: Vi har også oplevet mange udfordringer. En af vores helt store kriser var selvfølgelig, da corona kom, og alt lukkede ned. Pludselig var alle arrangementer aflyst, og salget faldt. Vi blev nødt til at genopdage os selv. Hvad kunne en 2.0-udgave af Duff være? Vi gik i gang med at udvide vores produktportefølje til andre makeup-produkter, der udover vippeserien i dag også inkluderer en brynserie, læbeprodukter, mascara og kunstige negle. Vores ambition blev at være mindre afhængige af vores forhandlere og i højere grad selv styre vores brand og give vores kunder en endnu bedre oplevelse på webshoppen.

Nadia: En stor udfordring for os begge har været at lære at håndtere det mentale pres, der følger med at drive sin egen virksomhed. Vi elsker jo arbejdet, og derfor kan det være svært at finde en balance mellem det og privatlivet. Jeg har to små børn og en mand. Når jeg træder ind ad døren derhjemme, ønsker jeg, at de får den samme udgave af mig uanset, om det har været en god eller dårlig dag på kontoret. Jeg har virkelig skulle lære at nulstille mig selv og træde ud af virksomhedsejerrollen og være mor og kone. Det er vigtigt at lære at holde fri. Hvis du skal møde op i morgen og være den bedste udgave af dig selv, også over for dine ansatte, så bliver du nødt til at have balance i hverdagen.

“Jeg har virkelig skulle lære, at der også er nedture – det er ikke kun en optur”

Neda: Det har været rart at have hinanden, fordi vi er gået igennem præcis det samme. Jeg har virkelig skulle lære, at der også er nedture – det er ikke kun en optur. Det var svært for mig i starten, og jeg tog udfordringerne ret tungt. Jo længere vi er kommet i processen og des flere op- og nedture, vi har haft, er det gået op for mig, at de er en del af gamet. Jeg har lært at navigere bedre i det svære. For mig er det så personligt, det vi har skabt, og derfor er det også utroligt sårbart.

Nadia: Og hvis man skal lykkes, kræver det enormt meget passion og vilje til at tage nogle store beslutninger på et usikkert grundlag. Men det vigtigste er at holde fast i sin vision – hvorfor man startede – også når det er svært, og uagtet af, hvad nogle kloge mennesker siger, man bør gøre.

Neda: Det er okay at føle sig usikker. Hvis ikke man gør det, så har man ikke lagt alt i det. Det betyder bare, at der er noget på spil. Man behøver ikke have svaret på alt, man lærer det hen ad vejen.

Foto: Kavian Borhiani

Læs ogå

Karriere

To The Moon, Honey-stifterne: “Vi tror på, at Honey kan minde kvinderne om, at de nogle gange skal låse døren til badeværelset og tage en stund for sig selv”

Bea Fagerholt: Når man bliver gravid, vender man måske for første gang i sit liv sine hudplejeprodukter om og læser på indholdsfortegnelsen bag på produktet. Det kunne vi i hver fald mærke, da vi startede To The Moon, Honey – vi blev bombarderet med spørgsmål fra vores community, der søgte vores råd om, hvilke produkter, de måtte bruge under deres graviditet. Det talte til en drøm, vi nok begge to havde i maven, om at skabe vores eget skincare brand.

Liv Winther: En hud i hormonel forandring har brug for ingredienser, der beroliger og understøtter hudens mikrobiom. Om det så er i teenageårene, under graviditet og amning eller i perimenopause (den tidlige overgangsalder, red.), hvor kollagendannelsen er central. Sammen med vores laboratorie og med vores egen viden byggede vi Honey på veldokumenterede og hudvenlige ingredienser som niacinamide (B3-vitamin), hyaluronsyre, ectoin, squalane og nye versioner af A-vitamin. Vi ville udvikle produkter, der var parfumefri og uden ingredienser, der er på Europa-Kommissionen liste over stoffer, som er under mistanke for at være hormonforstyrrende. Samtidig ville vi skabe et så rent og økologisk produkt som muligt. Uden silikone og mineralske olier, da de kan virke tilstoppende på huden. Vi satte barren højt, og selvom det har kostet blod, sved og tårer, er vi endt med nogle produkter, der sætter nye standarder.

“Vi lagde ud med ét produkt, vores ‘Body Oil’, og så fulgte vi op med et så nichet produkt som et serum. De fleste brands lancerer en hel serie af produkter samtidig. Vi gjorde det i en skør rækkefølge, men det går godt i spænd med, hvem vi er, og måden vi grundlagde To The Moon, Honey på”

Bea Fagerholt: Honey blev vores invitation til kvinder om at gøre noget godt for sig selv. Vi havde det her store community af kvinder, der giver alt, hvad de har til deres babyer og familie. Ofte sætter de sig selv i sidste række. Vores ‘Body Oil’ blev vores første produkt. Den blev en hel lavpraktisk måde at huske sig selv på. Mange af kvinderne er i en fase af livet, hvor de har brug for at gøre noget godt for deres krop: De gennemgår en hormonel og mental forandring. Det lyder måske lidt flot at sige, men vi tror på, at Honey kan minde kvinderne om, at de nogle gange skal låse døren til badeværelset og tage en stund for sig selv. Det trækker tråde til den viden, vi har fra alle de kvinder, vi gennem tiden har talt med – mange fortæller om følelsen af at udlåne deres krop, ikke kun til graviditeten, men også i de første par år med små børn.

Vi lancerede vores produkter på en anderledes måde, end man traditionelt ville gøre i beauty-branchen. Vi lagde ud med ét produkt, vores ‘Body Oil’, og så fulgte vi op med et så nichet produkt som et serum. De fleste brands lancerer en hel serie af produkter samtidig. Vi gjorde det i en skør rækkefølge, men det går godt i spænd med, hvem vi er, og måden vi grundlagde To The Moon, Honey på. ‘Hydra Serum’ blev hurtigt en bestseller, og den har vundet tre beauty-priser. Vi har altid haft en tro på, at hvis vi gør det på vores egen måde, så skal det nok lykkes.

Liv Winther: Der har været mange udfordringer med produktionen. Vi har grædt! Vi brugte utrolig meget tid på at udvikle vores glasemballage og farveunivers, fordi vi gerne ville lave noget, der så anderledes ud, og samtidig kunne certificeres. Da den første levering kom, var der fejl på flaskerne, og så måtte vi sende dem retur og vente endnu længere. Når det kommer til indholdet, har vi været i udviklingsprocesser hvor vi har sendt et produkt frem og tilbage op til 12-13 gange. Så var den for fedtet, for klistret eller for let. Vi er megaglade for vores certificeringer, men undervejs har vi ønsket dem hen, hvor pebret gror, fordi der er så strenge krav til alt fra emballage, ingredienser og lagerføring. Men når man sidder med produktet i hænderne, er det det hele værd.

“Vi plejer at sige, at vi trækker vejret sammen med vores community, så godt føler vi, at vi kender dem”

Bea Fagerholt: Vi har gjort det, mange brands drømmer om – vi har skabt et community. Derefter har vi koblet produkter på, hvilket er lidt den omvendte rækkefølge af normen. Vi plejer at sige, at vi trækker vejret sammen med vores community, så godt føler vi, at vi kender dem. Men vi var stadig spændte på, om de forstod, hvorfor vi lancerede Honey. Broen fra To The Moon, Honey var heldigvis helt tydelig for dem. Måske især vores baggrund som skønhedsredaktører (Bea Fagerholt er tidligere skønhedsredaktør på Eurowoman, mens Liv Winther har siddet i samme rolle hos Costume og Cover, red.) taget i betragtning.

Liv Winther: Honey vil altid stå på skuldrene af To the Moon, Honey, også i takt med, at brandet vækster til udlandet. Vores udgangspunkt er altid en vigtig del af historiefortællingen. Det er den, vi kan fange folks opmærksomhed med, men vi kan også mærke, at Honey taler ind i en vigtig tendens med fokus på parfumefriprodukter, effektive ingredienser og en økologisk profil.

Bea: 2025 bliver det største år for Honey hidtil. I 2024 fordoblede vi vores omsætning på Honey, vi har flere lanceringer, og vi åbner nye døre i udlandet. Vi kommer til at være ret synlige i år, og det har medført et gearskifte i vores virksomhed, hvor vi efter at have udgivet over 700 podcastepisoder skruer en anelse ned for frekvensen, men stadig udkommer med relevant indhold til vores community. Det er netop kombinationen af at skabe meningsfuldt indhold og udvikle fantastiske skønhedsprodukter, der driver os.   

Foto: Kavian Borhiani

Læs ogå

Karriere

Duff-stifterne: “Øjenvipper behøver ikke kun være noget, man tager på på den røde løber. Det kan være en del af ens hverdagslook – om man er sygeplejerske, advokat eller pædagog”

Læs ogå

Skønhed

CMO hos Caia: “Det er det mest solgte produkt og ofte det, nye kunder finder os gennem. Det er et produkt, man er nødt til at fortælle sine bedste veninder om”

“DA JEG VAR 19 år, forelskede jeg mig en amerikansk fyr, som jeg mødte på Christiania, og efterfølgende rejste jeg med ham til hans fødeby, Blue Lake i det nordlige Californien. Det var en lillebitte by med måske 300 indbyggere i alt, der lå omgivet af de kæmpehøje redwoodtræer. En dag så jeg, at der på den anden side af vejen løb folk rundt med klovnenæser og masker på: “Hvad sker der lige derovre!?” Det viste sig, at det var en alternativ teaterskole, og jeg fik lov til at komme ind og kigge på og være med til noget af det. Jeg blev helt tryllebundet af det.

Bagefter søgte jeg ind på Dell’Arte International School of Physical Theatre, som skolen hed, og forelskede mig pladask i den. Undervisningen handlede rigtig meget om maskearbejde, melodrama og klovnearbejde, og der var rigtig meget fokus på, at man skulle løsne sine kropslige vaner og slippe forfængeligheden. I starten indebar det, at man skulle i kontakt med naturen. Vi brugte lang tid på at kramme træer, bære træstammer og lege, at vi var alger i vandet.

Vi arbejdede ikke med klassiske tekster, for det var et langt mere fysisk teaterudtryk, der tog afsæt i kroppen i rummet. Når man leger med masker og klovneri og bliver tvunget ud i alle mulige ekstremer, ryger man til sidst ud et sted, hvor man glemmer sig selv, og hvor der bliver lukket ned for den der selvbevidsthed, der sidder i en, og det gør, at man føler sig meget mere fri i sin krop.

Jeg glemmer aldrig, da vi havde besøg af en klovneguru. Han sad med en tromme mellem benene og spillede lynhurtige trommehvirvler, mens vi på skift løb ind foran ham. “Be funny!” råbte han, og kort efter “Not funny!”, og så var det den næste persons tur. Sådan blev det ved i timevis. Til sidst mister man fuldstændig kontrollen og det kalkulerede, og så kommer det ægte intuitive.

Foto: Frederik Lentz Andersen

JEG ER VOKSET op i en serbisk familie med meget store karakterer og masser af fortælleglæde. Mine forældre er begge to uddannede journalister og har altid været interesseret i kunst og kultur, og det smittede af på mig. Samtidig tror jeg også, at det at vokse op med to kulturer, der var meget forskellige, og de kontraster, der lå i det, havde en indvirkning, måske ikke decideret på, at jeg blev skuespiller, men på lysten til at fortælle historier.

I folkeskolen rendte jeg rundt og lavede mine egne film med et VHS-kamera. Jeg har altid syntes, at filmmediet var spændende, og jeg begyndte tidligt at lege med tanken om at blive dokumentarfilmsinstruktør. Efter gymnasiet ville jeg egentlig søge ind på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, men som 17-årig var jeg for ung til at blive optaget, og i stedet startede jeg på Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet. Jeg tænkte, at jeg skulle instruktørvejen, men i mødet med det akademiske kunne jeg mærke, at jeg simpelthen havde brug for at udtrykke mig fysisk og for at have et fællesskab om det kropslige, som man ikke finder på universitetet.

“Som skuespiller er man ofte en brik i andres visioner, og derfor ender man nemt med at sidde og tænke: “Er der mon snart nogen, der ringer til mig? Kan jeg mon få et job?””

Det fandt jeg til gengæld i Blue Lake i Californien. Her handlede det hele tiden om, hvad vi i grupper og fællesskaber kunne skabe: “Hvad vil gøre os to unikke? Hvad kan vi skabe sammen?” Det syntes jeg, var smukt.

På skolen lærte jeg, at det kreative rum er et helligt rum, som kræver ydmyghed og respekt, men jeg fik også rigtig meget tro på mine egne skaberevner. Som skuespiller er man ofte en brik i andres visioner, og derfor ender man nemt med at sidde og tænke: “Er der mon snart nogen, der ringer til mig? Kan jeg mon få et job?” På skolen lærte jeg at tænke: “Jeg kan også skabe mit eget, hvis jeg vil, for jeg er ikke bare en tom skal. Jeg har faktisk en skabende stemme i mig.”

Foto: Frederik Lentz Andersen

JEG OVERVEJEDE AT blive i Californien, men det ville højst sandsynligt betyde et liv i USA, og det vidste jeg ikke, om jeg havde lyst til, og samtidig kunne jeg mærke, at jeg var hungrende efter også at have fokus på selve skuespillerhåndværket. Derfor søgte jeg ind på Statens Teaterskole.

Det var noget helt andet, end hvad jeg kom fra. Her var vi otte elever på et hold, og vi havde de vildeste lærere, der underviste os i kropstræning, stemmetræning, tekstarbejde, fortolkning, alt muligt. Der var konstant fokus på ens virkemidler, og samtidig kom jeg til at arbejde med tekster, der ikke bare tog afsæt i mit eget jeg. Jeg kan stadig huske, da jeg læste Tjekhov for første gang, og hvordan jeg bare sad og græd, fordi jeg mærkede så stærk en forbindelse til ordene.

Den første tid efter skolen husker jeg som en vild tid, fordi der skete så mange ting på så kort tid. Jeg fik min debutrolle som Lulu på Det Kongelige Teater, men medvirkede også i alle mulige forskellige film og TV-serier. Jeg var meget hungrende, og jeg ville ud og bryde rammer og bevise mig selv, og jeg sagde ja til alt. Det var en stor og overvældende tid, men også en tid fuld af vanvittig fede projekter, hvor min indre drivkraft virkelig kunne få afløb.

“På det seneste har jeg igen fået en lyst til at fortælle noget, som er mit eget. Det har helt klart haft noget at sige, at jeg har mistet min far. Jeg har arbejdet lidt på hans fortælling og spekulerer på, om der mon ligger nogle universelle historier i det”

Foto: Frederik Lentz Andersen

På det seneste har jeg igen fået en lyst til at fortælle noget, som er mit eget. Det har helt klart haft noget at sige, at jeg har mistet min far. Jeg har arbejdet lidt på hans fortælling og spekulerer på, om der mon ligger nogle universelle historier i det. Men jeg ved stadig ikke, hvordan det skal udforme sig. Jeg ved bare, at jeg har en fornyet lyst og en trang til at fortælle noget, som vedrører mit eget liv.

Det er samtidig noget, jeg har meget dyb respekt, ydmyghed og en smule ærefrygt for, fordi det er en kæmpe ting at gøre. Det kræver et stort ansvar. Jeg er helt klart i en brydningstid, kan jeg mærke. Jeg medvirkede i den serbiske gyserfilm ‘Darkling’ og fik lov til at arbejde på mit modersmål. Det har altid været en drøm for mig at komme ud over de danske grænser og især komme derned og bruge det serbiske, og det betød helt klart noget for mig.

“Jeg kan også mærke, at det er blevet vigtigere for mig at passe på mig selv, fordi der er en anden, som jeg skal passe på”

Og så er jeg ikke mindst blevet mor. Det gør bare noget ved en, fordi man automatisk kommer til at spørge sig selv: “Hvad er det, jeg vil prioritere min tid på? Hvad taler virkelig til mit hjerte?” Tiden får en anden værdi, særligt når man er væk, så derfor er det vigtigt, at man laver noget, der virkelig taler til hjertet og opfylder en.

Jeg kan også mærke, at det er blevet vigtigere for mig at passe på mig selv, fordi der er en anden, som jeg skal passe på. Som nyligt udklækket skuespiller var det helt anderledes. Der havde jeg det sådan: “Jeg siger ja til alt!” Jeg ville virkelig smage på alting. Sådan har jeg det ikke længere.

Det betyder ikke, at skuespillet er blevet mindre vigtigt for mig. Tværtimod vil jeg sige, at det er blevet dybere, fordi jeg er kommet et sted hen i mit liv, hvor selve tilværelsen har fået en større dybde.

Læs ogå

Karriere

Sarah-Sofie Boussnina: “Min karakter havde en affære med en ældre mand, og herefter var det ikke ualmindeligt, at jeg i byen blev konfronteret med sjofle kommentarer fra stive, gamle mænd”

Læs ogå

Karriere

Filippa Coster-Waldau: “Jeg har altid lagt et pres på mig selv, fordi jeg vil gøre det mindst lige så godt som mine forældre. Særligt min far var meget hurtig på den med alting”

Foto: Frederik Lentz Andersen

“I DE SMÅ klasser havde jeg en bedste ven, som flyttede til Frankrig, og herefter så jeg ham ikke i mange år, måske ti år. Men da vi genså hinanden, sagde han: “Nå, vil du så stadig være skuespiller?” Det morede jeg mig over, for det må betyde, at det var noget, jeg sagde allerede dengang.

Jeg har altid set virkelig meget op til mine forældre. Jeg syntes, at det var så sejt, hvad de lavede, og jeg elskede at være med på set, hvor der skete mange ting på en gang. Det så virkelig sjovt ud, og de var begge to så glade for deres arbejde. Som skuespiller leger man jo. Det er ligesom at lege far, mor og børn. “Nu er du faren, og jeg er moren”, og så går man i gang, men samtidig tager man det fandeme alvorligt, og det kan også nogle gange være nogle meget alvorlige lege med store følelser på spil.

Min mor lavede meget fysisk danseteater, da jeg var lille, og jeg var bl.a. med hende på Færøerne, hvor jeg husker små glimt af, at hun sad nede i en stor papkasse med mærkeligt tøj på. Jeg var også med min far, når han optog ‘Game of Thrones’, og jeg fik lov til at se, hvad de optog på skærmen, når de kørte scenerne igen og igen og igen. Nogle gange var der sindssygt mange statister, eksempelvis en hel hær af krigere på heste.

Derhjemme var det til gengæld mine forældre, der blev placeret i sofaen, når min søster og jeg optrådte med danse og forskellige performances i et væk. Eller legede cirkus udenfor på gyngerne. Det var en tilbagevendende klassiker.

“Det er først på det seneste, at jeg har fået lukket ned for det der indre tidspres, for det gavner ikke noget. Men jeg har det stadigvæk 100 procent sådan, at jeg vil være mindst lige så god som mine forældre”

FRA JEG VAR 13 år, begyndte jeg at søge rigtig meget efter castings på internettet. Man skulle tit betale for at få at vide, hvor castingen foregik, men nogle gange var man heldig, at det var en åben casting. Det var sådan, min søster og jeg kom med i ‘Emil fra Lønneberg – The Musical’ i Tivoli. I de efterfølgende år var vi en del af en amatørteatergruppe, hvor vi spillede alle mulige roller, der hverken var store eller flotte. Jeg spillede bl.a. et dansende tæppe i ‘Pippi Langstrømpe’.

Sideløbende søgte jeg alt muligt forskelligt og gik til virkelig mange castings. Jeg kom med i en kortfilm og en pilotfilm. Min søster castede på piloten til en julekalender, og jeg skrev til dem og spurgte, om jeg også måtte sende et bud på en rolle. Det fik jeg lov til, men jeg fik ikke rollen. Den sved, men afslag er et vilkår i branchen, så man lærer hurtigt ikke at lade sig slå ud.

Den første større rolle, jeg fik, var i Viaplay-serien ‘Håber du kom godt hjem’, hvor jeg landede hovedrollen som veninden til en pige, der bliver voldtaget til en gymnasiefest. Vi optog hen over ni uger. Det var et meget alvorligt tema, men det var virkelig sjovt at få lov til at være med i noget i længere tid, for det krævede virkelig, at jeg kunne mine ting.

Mine forældre har altid støttet mig, men også sagt, at jeg skulle tage det alvorligt og være velforberedt, for ellers er det lige meget. Jeg har altid lagt et pres på mig selv, fordi jeg vil gøre det mindst lige så godt som dem. Særligt min far var meget hurtig på den med alting. Han blev færdig med gymnasiet som 17-årig og kom direkte ind på Teaterskolen. Det er jo vildt at tænke på! Jeg ved, at han har arbejdet pissemeget og fået masser af afslag undervejs, men jeg har altid haft den der pejling i hovedet: “Shit, jeg er 18 år nu, hvor jeg er færdig med gymnasiet, så jeg er allerede et år bagud.” Og da jeg søgte ind på Teaterskolen og ikke kom ind, tænkte jeg automatisk: “Shit, endnu et år bagud.”

Det er først på det seneste, at jeg har fået lukket ned for det der indre tidspres, for det gavner ikke noget. Men jeg har det stadigvæk 100 procent sådan, at jeg vil være mindst lige så god som mine forældre.

Foto: Frederik Lentz Andersen

DA JEG HØRTE, at Netflix skulle i gang med at producere ‘Smillas fornemmelser for sne’, og at de skulle bruge en halvt grønlandsk kvinde til hovedrollen, tænkte jeg: “Det er mig!” ‘Smilla’ er en virkelig vigtig historie, og jeg ved, at det for mange grønlændere betyder noget, at det rent faktisk er en person, der er halvt grønlænder, der spiller rollen, og ikke bare en, der ‘ligner’ en grønlænder – for hvordan gør man overhovedet det?

Det viste sig, at jeg var for ung til at gå til casting på rollen, fordi hun i bogen er 35 år – og det er jeg jo ikke. “Fair nok,” tænkte jeg og kom videre med mit liv. Imens holdt produktionen casting på casting rundtom i Danmark og Grønland og også Canada og Alaska, hvor der lever inuitter, men efter et halvt år havde de stadig ikke fundet en til rollen. Så fik jeg lov til at sende et selftape ind, og det førte til, at jeg blev kaldt til en screentest i Berlin. Det syntes jeg i sig selv, var sindssygt. Jeg havde aldrig før prøvet at blive fløjet til et andet land for at skulle lave en casting.

“Det er temaer, jeg selv har været optaget af, ligesom jeg i hele mit liv har hørt kommentarer, fordomme og småracistiske bemærkninger fra folk, fordi jeg er grønlænder”

I Berlin fik jeg makeup og kostume på og skulle spille over for ham, der spiller Rahid i historien, Elyas M’Barek, en stor tysk skuespiller. Det foregik på et set, så det var ligesom at være på optagelse. Det er sikkert normalt, men for mig var det det største nogensinde, og jeg var skidenervøs, også fordi man kan lave rollen på forskellige måder, og jeg vidste ikke, hvad de var ude efter.

Vi lavede de tre-fire scener, vi havde forberedt, og herefter blev to af os bedt om at blive, mens de andre blev sendt hjem. Til sidst skulle vi hver især lave en monolog, mens de filmede rundt om os. Så fløj jeg hjem igen. Og så var det bare at vente.

Efter et par uger ringede min agent til mig over FaceTime. Hun var i Los Angeles, og det var resten af min familie tilfældigvis også, så de var allesammen med til at fortælle mig, at jeg havde fået rollen. Det var selvfølgelig kæmpestort. Det kunne jeg også mærke, at det var for min mor og hele den side af familien, for hele den underliggende historie handler jo om forholdet mellem Danmark og Grønland og den der identitetssplittelse mellem at være dansk og grønlandsk og aldrig helt føle sig god nok nogen af stederne. Det er temaer, jeg selv har været optaget af, ligesom jeg i hele mit liv har hørt kommentarer, fordomme og småracistiske bemærkninger fra folk, fordi jeg er grønlænder.

Samtidig med mange danskere så lidt om Grønland og grønlandsk kultur. Man lærer jo ikke rigtig andet i skolen, end at den der store, hvide ø på kortet er en del af Danmark. Det vilde er jo så, at det for tiden fylder endnu mere end nogensinde før. Er det godt eller dårligt, at den lander midt i alt det? Jeg er spændt, men det er også lidt scary.

Foto: Frederik Lentz Andersen

VI OPTOG SERIEN hen over syv måneder i Litauen. Jeg har aldrig været med i så stor og international en produktion før. Altså bare det her med at have en double, der klarer lysindstillingerne for en. I starten syntes jeg, at det var ret skørt, for jeg er jo lige her, så hvorfor står hun og gør det?

Jeg boede i en lille lejlighed i hovedstaden, Vilnius, og så optog vi ellers 13 timer fem gange om ugen. Jeg er vant til at være omgivet af venner på min egen alder og lave ting i weekenderne, men her var jeg ultimativt den yngste, så det betød også, at det blev rent arbejde. Jeg tror faktisk, at det var meget sundt for mig at prøve.

I ‘Smilla’ spiller jeg en, der er ældre end mig, hvilket har krævet, at jeg har skullet finde nogle helt andre, langt mere kvindelige sider frem. De satte rollen lidt ned i alder, så den var i slut-20’erne i stedet for 35, og så fik jeg farvet mit hår helt mørkt og blev klippet helt clean og kort, hvilket gjorde mig ældre at se på.

“Min mor bad mig ligefrem om at smække mere med døren, fordi jeg altid var sådan en, der lukkede den stille og roligt, også når jeg var sur, og så græd for mig selv bag døren”

Tidligt i forløbet blev jeg sendt på en råbeworkshop med min instruktør og producer. Det kom sig af, at vi lavede en scene, som blev ved med ikke at sidde helt i skabet. Til sidst bad min instruktør mig om at prøve at råbe hele scenen. Så forsvandt alt blodet fra mit ansigt. Jeg har aldrig været sådan en, der råber. Det var jeg heller ikke som barn og teenager. Min mor bad mig ligefrem om at smække mere med døren, fordi jeg altid var sådan en, der lukkede den stille og roligt, også når jeg var sur, og så græd for mig selv bag døren.

Min instruktør kunne se, hvor utilpas jeg blev af at få stillet opgaven. For mange andre ville det jo bare være at gøre det, men for mig var det simpelthen så grænseoverskridende, og jeg var ved at begynde at græde. Efterfølgende arrangerede hun så en råbeworkshop for mig, hvor vi kørte ud i en boksehal. Først skulle vi danse rundt i bokseringen, mens der blev sat musik på. Det var bare mig, min instruktør og produceren. Bagefter skulle vi på skift råbe og skrige og løbe rundt og være megaskabede. Min instruktør kom også med forskellige scenarier; eksempelvis skulle jeg forestille mig, at der var en, der var ved at hoppe ud foran et tog, og at det var op til mig at forsøge at stoppe vedkommende ved at råbe og skrige.

Det var hele tiden scenarier, der krævede alle mulige store følelsesudbrud, og i starten var jeg hele tiden ved at begynde at tude. Men da dagen var omme, var det pludselig ikke så farligt at råbe mere.

For nylig færdiggjorde jeg sæson tre af DR’s ungdomsserie ‘Salsa’, hvor min lillesøster og jeg spiller hovedrollerne. Her kunne jeg virkelig mærke, at der var sket meget siden sidst, ikke mindst fordi jeg havde optaget ‘Smilla’ i mellemtiden. Jeg tror virkelig, det har hjulpet mig meget at lære ikke at være bange for de store følelser. Nu synes jeg ligefrem, at det er sjovt at bevæge sig derud, hvor man slipper sig selv fuldstændig løs og ikke er bange for at fylde alt for meget. Man kan jo altid skrue lidt ned for det. Det er langt sværere at skulle skrue op.”

Læs ogå

Identitet

Amanda Collin: “I midt 20’erne fik jeg det rigtig skidt (..), uden at jeg kunne finde ud af, hvad det skyldtes. Men jeg havde altid haft et helle i skuespillet. Her følte mig enormt fri”

Læs ogå

Karriere

Sarah-Sofie Boussnina: “Min karakter havde en affære med en ældre mand, og herefter var det ikke ualmindeligt, at jeg i byen blev konfronteret med sjofle kommentarer fra stive, gamle mænd”