Jeg er virkelig typen, der ’travels light’ – så mine produkter skal helst kunne være i den håbløst lille security-plastikpose, så de kan være med mig i håndbagagen. Så de små parfumer fra Tekinoktay, som jeg allerede er fan af (faktisk dem alle tre …), er helt perfekte.
Jeg er fan af Honeys produkter – og brandets nye mist er ingen undtagelse. Jeg bruger den ikke blot under min hudpleje men flere gange i løbet af dagen for at tilføre fugt til min lidt tørre hud.
Og apropos solcreme, så har jeg faktisk fået en dobbelt rutine her efter, jeg lærte af en hudlæge, at det bedste er at smøre to lag på med ca. 15 minutters mellemrum – OG at den farvede SPF giver ekstra beskyttelse, da farven er et fysisk filter. Så efter et lag af en farveløs topper jeg med RMS’ ’Tinted Sunscreen SPF 30’. Jeg bruger en pensel til at påføre den og topper så med en let matterende pudder inden blush.
På syv år er antallet af kosmetiske klinikker i Danmark mere end fordoblet, og i 2023 var der 730 klinikker. Antallet af kosmetiske sygeplejersker er på under tre år fordoblet, fra 333 i 2020 til 662 i 2023.
Brystforstørrelse med silikoneimplantater, fedtsugning og øjenlågsoperationer er de mest almindelige kirurgiske indgreb. Den typiske patient er en kvinde mellem 35 og 50 år, men segmentet udvider sig, og flere mænd vælger også kosmetiske operationer.
Fra 2005 til 2020 er antallet af brystforstørrende operationer steget med 601 %. I 2020 overvejede 16,8 % af kvinderne i aldersgruppen 18-29 år at få behandlinger som filler og Botox.
Da Mikkel Børsen Rindom begyndte at arbejde som plastikkirurg for 13 år siden, havde han som mange andre kirurger både et ben i det offentlige og et i det private. På mange måder var det som at operere i to forskellige verdener, selvom de konkrete arbejdsopgaver – kirurgi, ofte på bryster –tit lå meget tæt på hinanden.
I det offentlige lavede Mikkel og hans kolleger ofte rekonstruktioner af bryster efter eksempelvis et brystkræftforløb eller operationer for at korrigere for anomalier som asymmetri, abnorm form eller meget store størrelser. På privathospitalet lavede han også brystkirurgi, men som regel med fokus på at gøre brysterne større, mindre, pænere eller – med patienternes egne ord – mere naturlige at se på.
Indgrebene var i bund og grund de samme, men der var stor forskel på, hvem der fik dem lavet, og hvordan de blev opfattet og omtalt – af patienterne selv såvel som af omverdenen. Kosmetisk kirurgi talte man nemlig helst ikke om. Men det har ændret sig siden da.
“Da jeg startede, var det stadig ret tabubelagt for mange, og det var ikke noget, man fortalte om. I dag er folk meget mere åbne om, at de får lavet kosmetiske behandlinger eller kosmetisk kirurgi, og det er blevet mere almindeligt accepteret”
“Der er klart sket et skift. Da jeg startede, var det stadig ret tabubelagt for mange, og det var ikke noget, man fortalte om. I dag er folk meget mere åbne om, at de får lavet kosmetiske behandlinger eller kosmetisk kirurgi, og det er blevet mere almindeligt accepteret,” fortæller Mikkel Børsen Rindom, der i dag arbejder fuldtid for AK Nygart.
Det betyder også, at kundegruppen har udviklet sig. I dag møder Mikkel Børsen Rindom et meget bredere udsnit af kvinder til de indledende konsultationer, som kommer med andre ønsker til resultatet. Og så går de meget mindre op i at skjule indgrebet for omverdenen, fortæller han:
“Det her med, om man i en kortere eller længere periode efterfølgende kan se, at man er nyopereret, fylder ikke længere så meget for patienterne. I takt med at det er blevet aftabuiseret, er snakken om efterforløbet begyndt at fylde meget mindre.”
“Det er ikke ret mange år siden, at beautyklinikkerne lå lidt gemt oppe på første eller anden sal. Nu er de rykket ned i gadeplan, med facade ud mod byens bedste adresser, og nogle af dem har skilte om klippekort til nye læber”
Popkulturen viser vej
En af de ting, der skabte røre, da serien ‘Sex and the City’ først løb over skærmen, var den lidt mere åbne samtale om kosmetiske behandlinger. I et af afsnittene får Samantha en kemisk peeling, der resulterer i et tomatrødt ansigt – som hun først forsøger at skjule, men til sidst owner og viser frem.
“Hun er modig ved at stå frem og vise, at hun har fået lavet en behandling, og det viser, hvor tabubelagt det har været,” fortæller DR-vært Chris Pedersen, der bl.a. har lavet en dokumentar om skiftende skønhedsidealer gennem tiden.
Hvis man vil forstå, hvor langt vi er kommet siden da, kan man bare kigge på Madonnas optræden til Grammy Awards i 2023.
“Alle er i chok, for hendes ansigt er helt hævet, men efterfølgende siger hun helt åbent på sociale medier, at hun har fået et ansigtsløft, og at hun nu ser ‘cute’ ud. Det viser meget godt, hvad det er for en udvikling, der er sket på området. Det er blevet aftabuiseret,” siger Chris Pedersen.
Det er ikke kun i populærkulturen, at udviklingen viser sig. Også på gågaderne i flere af landets byer kan man tydeligt se, at tiden er en anden:
“Det er ikke ret mange år siden, at beautyklinikkerne lå lidt gemt oppe på første eller anden sal. Nu er de rykket ned i gadeplan, med facade ud mod byens bedste adresser, og nogle af dem har skilte om klippekort til nye læber. Det er lidt ligesom med pornobutikkerne. Engang lå de gemt i en gyde, fordi man skulle gemme sig væk, hvis man ville købe sexlegetøj. Nu ligger de på gadeplan i populære gader, og der er ikke længere gardiner for vinduerne,” fortæller Chris Pedersen.
Du er ikke grim, du er fattig
Sociale medier er som altid et oplagt sted at starte, hvis man vil tage temperaturen på en trend. Og medier som Instagram og TikTok bugner med indhold, der spænder fra “What my face cost”-posts til videoer, hvor man kan se filler blive opløst. Især amerikanske influencere taler om kosmetiske behandlinger, som om der var tale om massager, og deler navne på kirurger og behandlinger lige så selvfølgeligt, som de deler navnene på deres foretrukne tøjbrands, og så sender de live fra operationsstuerne.
Det vidner om en hidtil uset normalisering af kosmetiske indgreb, uanset om de er kirurgiske eller ej, og et helt nyt syn på, hvad skønhed er:
“Engang sagde Helena Rubinstein, at der ikke fandtes grimme kvinder, kun dovne. I dag kan det citat omskrives til, at der ikke findes grimme kvinder, kun fattige kvinder, for nu er det kun økonomien, der sætter grænser for, hvordan man kan se ud – hvis altså man vil have lavet kosmetiske indgreb. Alt er muligt. Du kan også få lavet horn,” fortæller forfatteren, livsstilseksperten og etnologen Julia Lahme.
“Nogle steder er det et statussymbol at have verdens største læber eller tyngekraftsundvigende bryster i størrelser, der ikke findes fritgående. Det kommer meget an på, hvor man er ikke bare i samfundet, men også populærkulturen”
Hun fortæller, at man ofte kan inddele patienterne i to målgrupper. Der er dem, der gerne vil give en illusion af, at de naturligt ser ud, som de gør, og at det kun handler om gener – eksempelvis Hollywood-stjerner og supermodeller. Og så er der dem, der bevidst går efter et look, hvor det er tydeligt, at man har fået lavet et skønhedsindgreb.
“Nogle steder er det et statussymbol at have verdens største læber eller tyngekraftsundvigende bryster i størrelser, der ikke findes fritgående. Det kommer meget an på, hvor man er ikke bare i samfundet, men også populærkulturen,” siger Julia Lahme.
Den beskrivelse nikker Chris Pedersen genkendende til. Og på mange måder er kosmetiske behandlinger lidt ligesom luksusdesign. Nogle ønsker sig en Chanel-taske med et kæmpestort logo. Andre vil gerne have en model,hvor man skal være kender for at vide, at der er tale om det franske luksusbrand:
“Skønhedsidealer er mange ting, forskellige idealer eksisterer side om side, og de er ofte kulturelt betingede. Man skal ikke have set mange realityprogrammer for at konstatere, at det fake – eksempelvis i form af runde bryster i stedet for dråbeformede og store fillerlæber – mange steder er et ideal i sig selv. Men enhver kultur avler en modkultur, og i takt med at popkulturen vil have det her glatte, plastiske look, så vil der opstå en modbevægelse, hvor mange vil have lyst til noget andet,” siger han.
Også hos plastikkirurgerne oplever man, at der kommer mange forskellige patienter med meget forskellige ønsker.
“Lidt groft formuleret kan man sige, at der har været en udvikling fra, at folk ville ligne noget, der var løgn, til at komme tilbage til noget, der er pænt”
“Vi har stadig et segment, der efterspørger et look, hvor det er mere tydeligt, at de har fået lavet en kosmetisk behandling. Det er måske mere de helt unge, og jeg tror absolut, at det er noget, der relaterer sig meget til realitykulturen,” fortæller Frederik Kølle, der sammen med sin partner, Caroline Fleming, og kirurgen Bo Sonnich Rasmussen har åbnet klinikken Caolín i Charlottenlund.
Mens den gruppe altid har været der, så er der imidlertid et andet segment, der pludselig er begyndt at vokse sig større:
“Den gruppe, der efterspørger det mere naturlige look, vokser sig større og større. Det kan eksempelvis være forholdsvis unge mødre, der har fået deres børn og ønsker at komme tilbage til den krop, de havde før graviditeten. De ønsker sig ikke kæmpestore bryster eller andet, der ser kunstigt ud – de vil bare tilbage til udgangspunktet. Man kan kalde det regenerativ skønhed,” fortæller Frederik Kølle.
Han har arbejdet flere år i USA, hvor både åbenheden om kosmetisk kirurgi og innovationen på området er en helt anden. Det samme er æstetikken, men det er ved at ændre sig, for flere og flere ønsker sig et mere naturligt look – også blandt de store influencere, der tidligere med vilje er gået efter noget mere kunstigt, fortæller han:
“Lidt groft formuleret kan man sige, at der har været en udvikling fra, at folk ville ligne noget, der var løgn, til at komme tilbage til noget, der er pænt. Det er absolut trenden lige nu, og jeg er helt sikker på, at den er kommet for at blive.”
“I 1962 fik en texansk husmor verdens første silikonebryster”
Fra vansirede soldater til dråbeformede implantater
Plastikkirurgien har rødder helt tilbage til oldtidens Egypten, men det var efter første verdenskrig, at udviklingen tog fart. Vansirede soldater vendte hjem fra fronten med skader, der var så slemme, at de næsten var uigenkaldelige, og kirurger begyndte at opfinde kreative løsninger for at lappe på deres krigsskader. I 1962 fik en texansk husmor verdens første silikonebryster, i 1974 opfandt en italiener kosmetisk fedtsugning, og i 1980’erne begyndte man at bruge det lammende lægemiddel Botox kosmetisk. I årtier var det lidt det vilde vest, hvor industrien eksperimenterede sig frem, men i takt med at udviklingen og efterspørgslen er eksploderet, er både teknikkerne, materialerne og kirurgerne blevet mere raffinerede:
“Der er sket noget med teknikkerne, som gør, at man kan gøre nogle andre ting og opnå nogle andre resultater end tidligere. Der er meget fokus på, at det er så lidt invasivt som muligt, og vi er blevet bedre til at operere, så arrene bliver så små som muligt,” fortæller Frederik Kølle.
Han fortæller, at implantaterne også har undergået en mindre revolution. De er blevet mere naturlige at se og føle på, kvaliteten er blevet bedre, de kan holde mange, mange år og skal ikke udskiftes hvert tiende år, og så er de blevet sikrere – der er færre tilfælde af de hyppigste komplikationer. Både Frederik Kølle og hans kompagnon Bo Sonnich Rasmussen har forsket i brugen af en patients eget fedt et andet sted på kroppen – eksempelvis til at forstørre brysterne eller til at lægge omkring et implantat, så det skjules bedre og ser mere naturligt ud.
“Når folk før i tiden sagde, at de ønskede sig et naturligt bryst, så mente de faktisk et bryst, der hænger lidt og bevæger sig og ikke sidder fuldstændig fast. I dag har jeg mange unge patienter, der siger naturligt, men som ønsker sig et fastformet bryst, der næsten ikke flytter sig”
“Elementet af naturlighed tiltaler nogle kvinder, som før i tiden måske syntes, at det var for voldsomt at skulle igennem en kosmetisk operation. Tidligere var der lidt et stigma, hvor man med et brystløft eller en brystforstørrende operation kunne få nogle grimme ar på brystet med stenhårde implantater indenunder. Der er heldigvis sket meget siden da,” siger Frederik Kølle.
Én ting er teknologien. Noget andet er økonomien. Den økonomiske udvikling har også været med til at gøre kosmetiske indgreb mere populære, for der er opstået et hav af afdragsordninger og finansieringsmuligheder, som ikke tidligere var tilgængelige. Og så oplever både Frederik Kølle fra Caolín og Mikkel Børsen Rindom fra AK Nygart, at patienterne er mere indstillede på at bruge penge på at se ud på en bestemt måde:
“Folk prioriterer det i deres økonomi på en anden måde, end de gjorde tidligere. Før i tiden syntes især de yngre kunder at 30-70.000 kr. for en operation, var mange penge, men det oplever jeg, at de har et mere afslappet forhold til i dag. De sparer op til det, og så vælger de måske at lade være med at shoppe eller tage på sommerferie, fordi de hellere vil have nye bryster,” fortæller Mikkel Børsen Rindom.
Når kroppen er trenden
Mens skønhedsindustrien boomer, så er luksusmodeindustrien stagneret, især i Nordeuropa. Der bliver altså købt færre Burberry-jakker og designertasker og flere brystforstørrelser og ansigtsløft. Det siger en del om vores tid:
“Der er en luksuskrise, og jo mere plain du går klædt, jo mere har du brug for dit ansigt og din krop. Symbolikken er til at tage og føle på. Vi køber ikke bare nye sko – vi køber også nye fjæs,” fortæller Chris Pedersen.
“Vi omtaler reelt forskellige trends inden for ansigter, og kroppen er blevet en plastisk størrelse, der lidt ligesom et hus undergår et uendeligt renovationsprojekt”
Ligesom moden for eksempelvis sko eller tasker skifter fra sæson til sæson eller fra år til år, så gør trenden for ansigtet og kroppen det også. I stedet for at opfatte vores ansigtstræk og kropslige karakteristika som sat i sten bliver de i nogle miljøer set som et fundament, man kan bygge videre på:
“Vi omtaler reelt forskellige trends inden for ansigter, og kroppen er blevet en plastisk størrelse, der lidt ligesom et hus undergår et uendeligt renovationsprojekt. Den er ikke længere noget uforanderligt, men en del af et projekt og udtryk for vores identitet. Og hvis identiteten ikke længere passer, så er det en reel mulighed at ændre den,” fortæller Chris Pedersen.
Han peger eksempelvis på Kardashian-søstrene, der har haft alt fra numser til læber i forskellige størrelser – med så markante størrelsesforskelle, at det ifølge internettet umuligt kan være opnået alene i et træningscenter. Der har også været en trend, hvor amerikanske influencere viste, at de fik filler opløst, og så er det blevet populært at få fjernet fedtdepoterne i kinderne for at få knivskarpe kindben.
Også de danske kosmetiske kirurger kan mærke, at kroppen bliver set som noget mere elastisk, der kan skifte over tid – og ikke bare på grund af aldringsprocessen. Størstedelen af kunderne kommer stadig for at få ændret en ting eller to ved deres krop, som de er utilfredse med, men der er flere tilbagevendende kunder end tidligere:
“Vi oplever, at der kommer flere kvinder, som inden for få år eksempelvis har fået lagt brystimplantater, men nu pludselig synes, at de er for store eller for små, eller at de gerne vil have en anden form. Der er et andet flow i det,” siger Mikkel Børsen Rindom, der dog mener, at den tendens er langt mindre udtalt i Danmark end i USA.
Han oplever også, at folk kommer med ønsker, der er inspireret af mennesker, de har set på sociale medier eller TV. Og det har betydet, at definitionen på eksempelvis det naturlige har ændret sig:
“Der er sket en ændring i, hvad folk opfatter som naturligt. Når folk før i tiden sagde, at de ønskede sig et naturligt bryst, så mente de faktisk et bryst, der hænger lidt og bevæger sig og ikke sidder fuldstændig fast. I dag har jeg mange unge patienter, der siger naturligt, men som ønsker sig et fastformet bryst, der næsten ikke flytter sig. Jeg tror, det er, fordi meget af det, de bliver eksponeret for i medierne, ser sådan ud, og så får de en fejlagtig opfattelse af, at det er det, der er det naturlige.”
Foto: mature woman adult eye skin and wrinkles
unretouched and no make up
Macro photo of part of face
I 1990’erne skulle vi bare være tynde
Det kan virke frigørende, at man kan lave om på næsten alle aspekter af sit udseende, og de kosmetiske kirurger fortæller, at mange patienter udtrykker, at de gør det for deres mentale velbefindende. Men når man kan ændre næsten alt, bliver det også et større statement at lade være:
“Alle taler om, hvor hårdt det var at være ung i 90’erne, men dengang var der kun ét krav, og det var, at man skulle være tynd. I dag skal man også være tonet og rynkefri og have glød, lange øjenvipper og fast tid hos negledamen. Der er mange flere idealer at leve op til,” fortæller Julia Lahme.
“Vores kulturelle syn på, hvad kroppen er, og hvad den skal kunne leve op til, er under forandring. Hvis forventningerne til, hvordan en kvinde skal se ud, bliver ved med at blive forvrænget, så bliver det et meget hårdt statement ikke at få lavet noget,” fortæller Julia Lahme.
Hun peger på kvinder som den danske frisør og forretningskvinde Gun-Britt Zeller og den amerikanske skuespillerinde Jamie Lee Curtis, som ofte bliver fremhævet som eksempler på, hvor smuk naturlig aldring kan være.
“De hviler i deres alder på en enormt sexet og sensuel måde, og det kommer til at blive mere og mere attraktivt i fremtiden,” siger Julia Lahme.
Når kunder træder ind i konsultationsværelset hos kosmetiske kirurger, så er der mange af dem, der har en pårørende med. Og i stigende grad er det en veninde og ikke en mand. Retorikken om kosmetiske indgreb har også ændret sig, for kunderne siger hyppigere, at de gør det for deres mentale velbefindende og for deres eget selvbilledes skyld – ikke for at gøre sig til over for potentielle partnere. De sidste par år er kosmetiske indgreb også blevet gjort til genstand for debat i feministiske kredse, hvor nogle ser dem som en del af fjerdebølgefeminismens fokus på kvindens egenmagt og andre som symbol på at underkaste sig undertrykkende skønhedskrav.
Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet, mener Chris Pedersen:
“Skønhedsindustrien har været god til at tappe ind i tidsånden og kapre den her fjerdebølgefeministiske retorik, men man skal ikke være blind for, at det også bare er en måde at sælge produkter på, og at skønhedssystemet kan være lige så undertrykkende som opløftende. De to ting er ikke hinandens modsætninger.”
“Jeg er selv opflasket med Naomi Wolf, feminismeforskeren, som skrev ‘The Beauty Myth’, der handler om skønhedsindustriens undertrykkende idealer. Og jeg synes, det er lidt svært at se, at det i længden er et frigørelsesprojekt at bruge sin opsparing på nye babser, læber og fedtsugninger, i al fald hvis det sker på bekostning af at bruge penge på sin pensionsordning,” siger Chris Pedersen.
Julia Lahme elsker selv tøj og makeup, er dommer ved Danish Beauty Award og er med egne ord superforfængelig. Hun forstår godt, at det kan være frigørende at bruge selvbestemmelsen over egen krop, præcis som man ønsker, men vi skal ikke glemme også at kæmpe for vores andre rettigheder:
“Selvfølgelig er der frit valg til at gøre lige præcis det med vores krop, som vi ønsker. Kroppen er dit og mit private rum, og vi må bruge den, som vi vil, på den måde, vi vil, og med dem, vi vil. Men i den her skrøbelige politiske tid, hvor vi eksempelvis ser abortrettighederne blive rullet tilbage i mange lande, skal vi være enormt påpasselige og ikke komme til at kigge så meget ind i spejlet, at vi glemmer at kigge ud mod verden.”
Bouchra Khalili har opnået stor opmærksomhed med sin imponerende videoinstallation The Mapping Journey Project (2008-2011), der bl.a. er blevet vist på MoMa i New York og på Venedig Biennalen sidste år. Nu vises værket for første gang i Danmark, når Louisiana åbner udstillingen, der er bygget op omkring den store installation. I marrokansk-franske Bouchra Khalilis The Mapping Journey Project fortæller otte personer om deres tvunge illegale rejser, der er bevirket af både politiske og økonomiske omstændigheder. Mens de beretter om de vanskelige og ofte årelange rejser, tegner de hver sin rejserute ind på et kort – fra Nord- og Østafrika, Mellemøsten og Sydasien, over Middelhavet, Vestafrika og på tværs af Europas grænser. Videoerne viser personernes hænder, der skitserer streger hen over kortet, mens deres ansigter forbliver usynlige. De forskellige rejseruter vidner om den vedholdenhed, der kendetegner menneskets søgen efter en bedre fælles fremtid. Louisiana beretter, at andre værker i udstillingen vil bidrage med nye perspektiver på fællesskaber og samfund og bryde med snævre definitioner af identitet og tilhørsforhold.
The Mapping Journey Project, Bouchra Khalili, Louisiana, 25. juni til 30. november 2025.
Skulpturernes posedame
Kunstmuseum Brandts i Odense har i 2025 fået stablet et vældig godt program på benene. Tidligere på året blev Kinga Bartis soloudstilling på museet anbefalet her i spalterne, og nu bør Cathie Pilkington fremhæves, når briten indtager Brandts med en totalinstallation af hendes karakteristiske modellerede og malede skulpturer. Pilkington er en af Storbritanniens mest spændende samtidskunstnere, bl.a. på grund af hendes nysgerrige og kritiske blik på den figurative skulpturs historie. Som kunstner påtager hun sig rollen som det, hun selv kalder ”skulpturernes posedame”, når hun udforsker spændingsfelterne mellem hjem og atelier (hendes er desuden vidunderligt smukt og inspirerende), galleri og museum, arkiv og udstilling. Hendes stedsspecifikke installationer, der blandt andet er blevet beskrevet som en slags kunsthistorisk skraldedumpning, balancerer i grænselandet hvor kaos og præcision møder hinanden. I udstillingen, som er Cathie Pilkingtons første soloudstilling på et dansk museum, samles både nye og eksisterende værker skabt og samlet gennem de sidste 20 år.
Rag and Bone, Cathie Pilkington, Kunstmuseum Brandts, 21. juni 2025 til 6. april 2026.
En historie fortalt i vand og sand
Hvis du holder af den danske sommer, bør du besøge Den Hirschsprungske Samling i sommermånederne, idet både elskede strandmotiver samt en række sjældent sete perler fra den danske kunsthistorie vises frem. Kunstnerne ”opdagede” stranden i 1800-tallet, hvor de først ledte efter drama – de store skibbrud og strandinger – siden fik de blik for fiskernes daglige arbejde og for lysets mange reflektioner i sand og vand. Badegæsterne begyndte at komme i anden halvdel af 1800-tallet; nu var stranden også blevet ramme om solferier. Udstillingen fortæller om danske kunstneres blik på et helt særligt landskab i perioden 1830-1914. Som Den Hirschsprungske selv skriver om udstillingen, så er strandens kunsthistorie også kulturhistorie og rummer en fortælling om danskernes vej ind i moderniteten. 1800-tallets dramatiske ændringer i forståelsen af stranden spejler nutidens forandringer: Er naturen en altopslugende trussel, eller blot venlig baggrund for vores selvoptagede liv? Kan vi lære noget om større sammenhænge ved at genbesøge stranden?
En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910, Den Hirschsprungske Samling, 20. juni 2025 til 11. januar 2026.
Grænseløs kunst
Da Kaari Upson døde af kræft i 2021 kun 51 år gammel, havde hun etableret sig som en af de mest fremtrædende og alsidige amerikanske kunstnere, og betragtes i dag som en kunstner, der er på vej til at opnå status som moderne klassiker. Hun har efterladt et rigt, intenst og stærkt personligt værk, der kredser om identitet, krop, relationer, følelser, sygdom og tab, og udmønter sig i så forskellige medier som skulptur, tegning, performance, film og maleri. Vilde koblinger mellem fantasi og virkelighed karakteriserer hendes kunst, der bevæger sig frit mellem abstraktion og figuration, mellem det maleriske og skulpturelle. Upson var optaget af forholdet mellem jeget og de andre, mellem det indre liv og den ydre verden – og mellem de følelsesmæssige bånd, der er indlejret i alt dét, der omgiver os i hverdagen. Hendes kunst vrimler med kropsdele; øjne, læber, fødder, hår, men også med både konkrete objekter og fiktive skikkelser. ”Der er ingen faste grænser i min kunst, det er mere en slags fragmenteret fortælling fuld af sprækker og åbninger, som man kan gå ind og ud af lige, hvor man vil,” sagde Kaari Upson selv om sin kunst. Udstillingen på Louisiana bliver den første retrospektive museumsudstilling efter hendes død.
Kaari Upson, Dollhouse – A Retrospective, Louisiana, 27. maj – 26. oktober 2025.
Et åndeligt møde
En Danmarks mest interessante og lovende billedkunstnere, møder en af den danske kunstkanons allermest betydningsfulde kunstnere, når Emily Gernild udstiller sine malerier overfor Sonja Ferlov Mancobas skulpturer. Gernild, der arbejder med et af kunsthistoriens mest brugte motiver, nemlig blomster, som hun på original vis har rykket i nye retninger, vil udfordre sig selv og beskueren yderligere, når hun placerer sig sammen med Ferlov. Ud over at begge kunstneres værker ofte fremstår abstraheret, kan der måske også findes et åndeligt fællesskab i det menneskelige, eksistentielle og humanistiske. Sonja Ferlov Mancoba var en pioner inden for modernistisk skulptur, hvor hun især skabte kunst for at forbinde mennesker med hinanden og introducere åndelige værdier i massekulturens og forbrugersamfundets åndløse virkelighed – sådan beskrev Ferlov i hvert fald selv sin ambition. Emily Gernild laver ligeledes kunst til underbevidstheden og er optaget af at udtrykke og bevirke vidt forskellige følelser med sine værker, der også handler om længsel og storhed. Hvordan de to også vidt forskellige billedkunstneres værker vil opleves sammen, kan man finde ud af, når Vingelandsmuseet i Oslo åbner den spændende udstilling.
Emily Gernild // Sonja Ferlov Mancoba, Vingelandsmuseet, 6. juni – 14. september 2025.
Eksperimenter på papir
Det er evigt fængslende at besøge en kunstners atelier og få lov til at gå på opdagelse i ufærdige værker, inspirationsudklip og ikke mindst skitser, for de bedste af slagsen rummer en umiddelbarhed og frihed, som ikke altid kommer med i de færdige værker. “Kunst er bare friere og vildere på papir. Nye former og brud sker på papiret, enten i skitsebogen eller på et ark, der lige lå i nærheden. Der er undtagelser, selvfølgelig, men det er hovedreglen,” siger Theis Vallø Madsen, der er stifter af Skitsehandlen, som er dedikeret til netop kunst på papir. Og det er papirets rolle som kunstnerisk frirum, der er omdrejningspunktet for den kommende gruppeudstilling, hvor der vises eksperimenter og små værker fra en lang række af landets mest toneangivende billedkunstnere som Ditte Ejlerskov, Christian Lemmerz, Jesper Christiansen, Emily Gernild, Esben Weile Kjær, Ida Kvetny og Farshad Farzankia side om side med yngre talenter som Cecilia Fiona, Liva Jo, Noah Umur Kanber og Marielle Göthberg. Skitsehandlen lover, at det bliver et helt særligt møde mellem generationer, formater og kunstneriske tilgange.
PÅ PAPIR, Skitsehandlen, 31. maj – 30. august 2025.
Den amerikanske forfatter og journalist Joan Didion døde i sit hjem i New York den 23. december 2021 og derfor vakte det selvfølgelig opsigt, da hendes forlag i vinter annoncerede, at en ny bog var på vej. For kan man tillade sig at udgive et menneskes tekster post mortem?
Værket, der er stilet til forfatterens mand John Gregory Dunne, blev fundet i et arkivskab på Joan Didions kontor og er en logbog over hendes samtaler med en psykiater fra 1999 og frem. Samtalerne kredser om emner så følsomme som angst, depression og skyld, om Didions periodiske koncentrationsbesvær, om katastrofetanker og om hendes smertelige forhold til datteren Quintana. Hvorvidt teksterne skulle være forblevet private er et komplekst spørgsmål, for Didion har før delt ud af det liv, der var hendes, mesterligt gjort i både Blå timer og Et år med magisk tænkning.
Forfatteren til den vilde kærlighedsroman Cleopatra og Frankenstein er igen aktuel på dansk, og denne gang med en historie om en flok søstre, der mødes i New York for at rydde og sælge deres barndomshjem. Avery Blue er advokat i London, Bonnie Blue er succesfuld bokser, og Lucky Blue er model i Paris. Og så er der søsteren Nicky Blue, der er død af en overdosis fentanyl, og som ved sin bratte forsvinden har efterladt et kaos hos alle. Fortællingen kredser om afhængighed, om hvordan vi alle drukner smerter på hver vores måde, og om søsterskab som den fælles havn, der er kvinder forundt, når de er født ind i samme familie.
Hollandske Yael van der Wouden har fået ros og stjerner for en intens debutfortælling om sensualitet og besættelse. Hendes historie foregår i 1961, i den lille hollandske by Zwolle, og handler om to kvinder, Eva og Isabel, der hen over en hed sommer tvinges til at leve under samme tag. Afsky bliver til begær og foragt til længsel, ting forsvinder og nye perspektiver opstår, mens et mysterium langsomt viser sig. Romanens titel Stilleben rammer godt, for bogen gør elegant holdt ved pittoreske detaljer som små porcelænsskår, et glas, en ske, en skål, et gult æggebæger, en papirvægt, en børnebog. En hånd under bordet skjult af linnedets fald. At læse den er som at dykke ned i lagene af et stort maleri.
Stilleben, Yael van der Wouden, Politikens Forlag, 225 kr.
Hafni er flyttet til Brighton og vandrer ikke længere rundt på jagt efter smørrebrød et sted på Fyn. I stedet tager hun på tur til Monks House, pakker skinke i sølvpapir og får besøg af sin bror, der belejligt brækker vristen lige inden et maratonløb i Englands fjerde lykkeligste by. Helle Helle leger atter med sproget, virkeligheden og en verden skabt af ord i efterfølgeren til den præcise succes Hafni fortæller. ”Jeg kunne mærke, at jeg simpelthen ikke var klar til at holde op med at skrive om Hafni,” siger hun. Latteren sidder løst i Brighton, og stjernerne har da også siddet løst hos anmelderne, der hele vejen rundt har været ualmindeligt begejstrede.
Hvis du skynder dig at løbe mod boghandlen, kan du lige nå at læse engelske Deborah Levys roman Hot Milk på dansk, inden den forvandles til film med Emma Mackey i hovedrollen. En ung kvinde, Sofia, rejser til den andalusiske kyst med sin mor, der er bundet til en kørestol, for her at søge en tvivlsom kur med moderens lammelse. Hun drages mod den jævnaldrende Ingrid og drager senere mod Athen for at mødes med sin far, der har stiftet ny familie. Overalt omkring Sofia er tingene i forfald, hvilket fint mimer hendes egen porøse identitet og den overdrevne mor-datter-binding, hun gennem fortællingen skal ryste af sig.
Læg plaiderne klar på strandstolene. Kulturjournalist, kritiker og kærlighedsbrevkasseredaktør på Politiken Felix Thorsen Katzenelson debuterer med romanen Skruk Skurk, og det er næsten umuligt ikke at være begærlig på, hvad hans stemme vil give os. Bogen handler om en ung mand, der længes efter at blive far, han søger tilflugt i et svensk sommerhus, hvor han skal skrive et essay, men i stedet for at sætte ord på papiret går han i opløsning i den svenske natur. ”Selvom jeg ikke selv blev til et bløddyr, da jeg skrev min debutroman, er jeg ikke i tvivl om, at der fandt en forvandling sted,” fortæller Felix Thorsen Katzenelson i pressemeddelelsen, og det gør bestemt ikke nysgerrigheden mindre.
Skruk skurk, Felix Thorsen Katzenelson, Gyldendal, 200 kr.
Chanel er kendt for sine smukke butikker på overdådige adresser, og husets butik i Saint-Tropez er ingen undtagelse. Denne sommer byder den nyrenoverede butik på luksus i særklasse.
Bottega Veneta, Mykonos
Mykonos
Bottega Veneta har denne sommer genåbnet butikker på flere eksklusive destinationer i Europa, herunder Capri, Marbella og Saint-Tropez. Noget helt nyt er dog brandets pop-up på Mykonos i Grækenland.
Loewe, Lake Como
Comosøen
I samarbejde med den lokale luksusforretning Tessabit har Loewe igen i år åbnet en eksklusiv pop-up ved Comosøen. Fokus er på brandets sommerkollektion Paula’s Ibiza, der – som navnet antyder – også kan opleves på Ibiza.
Alberta Feretti, Mallorca
Mallorca
Alberta Ferretti har overtaget det ikoniske Hotel de Mar Gran Meliá på Mallorca i Spanien. Dette er det første samarbejde af sin slags for begge brands og markerer samtidig hotellets 60- års jubilæum.
Louis Vuitton, Sicilien
Sicilien
På Siciliens østkyst byder Le Bar Louis Vuitton besøgende velkommen til en elegant oase, hvor husets signaturmønstre møder lokal charme. Udover en overdådig shoppingoplevelse tilbyder restauranten også Louis Vuitton-inspirerede retter og en spektakulær udsigt.
Zegna, Monaco
Monaco
Det eksklusive herretøjsmærke Zegna har åbnet sin første butik i Monte Carlo – kun få skridt fra strandpromenaden og det berømte Casino de Monte-Carlo.
Jacquemus, Ibiza
Ibiza
Et af sommerens absolutte højdepunkter finder sted på Casa Jondal, hvor det franske modehus Jacquemus har overtaget både strandklub og butik. Indtil oktober 2025 kan på The Standard Hotel opleve samrebejdet med Burberry, som har overtaget hotellets rooftop. Her er poolområdet, parasoller og møbler dekoreret i det ikoniske Burberry-monogram.
Botschaft er en restaurant og bar, der blander tysk-østrigsk comfort food, en afslappet stemning og den rette mængde sjov. Det er dit nye yndlingssted i nabolaget – hvor god mad, varm gæstfrihed og en smule nostalgi forenes.
HVORDAN VIL DU BESKRIVE BOTSCHAFT-KØKKENET?
Vores køkken er forankret i smagene fra Tyskland og Østrig – tænk feel-good-retter, inspireret af den slags måltider, vores bedstemødre plejede at lave. Ærlig mad med hjerte, gentænkt til i dag.
ER DER NOGLE TING PÅ MENUEN, DU VIL ANBEFALE?
Start med bone marrow Hawaii – vores legende fortolkning af en retroklassiker. Vælg derefter maultasche, en sydtysk dumpling, der føles som et varmt kram. Og spring ikke desserten over: vores kaiserschmarrn med blommer og macvin-is, som tager dig tilbage til en dag, der slutter på pisterne i Østrig.
Maultasche-retten
Kaiserschmarrn med blommer og macvin-is
HVEM STÅR BAG BOTSCHAFT? HVOR HAR I VÆRET FØR?
Botschaft blev grundlagt af os — Jonas Oscar Keller og Jan Otto Hugel — to venner, der mødtes for tre år siden i det pulserende kaos i Københavns madscene. Jeg (Jonas, red.) var lige ankommet til byen og åbnede senere Restaurant V’italian, mens Jan var vin-direktør på Kødbyens Fiskebar. Da jeg blev tilbudt et lokale på Ryesgade i slutningen af 2024, forestillede jeg mig straks et tysk-inspireret koncept — men vidste, at det skulle være med Jan, der boede i Frankrig på det tidspunkt. Jan vendte tilbage, så lokalet, og alt faldt på plads. Vi ansatte derefter køkkenchef Armin Hagenhenrich — som er uddannet hos Otto i Berlin — et sted, Jan var med til at åbne. Han ledte køkkenet på Frohnatur i Köln og var senest på Clärchens Ballhaus. For at fuldende teamet tilføjede vi Leon Lennart “Lenny” Hochhauser, en meget talentfuld kok, som Jan arbejdede med på Mural i München og senere på Kødbyens Fiskebar.
HVORFOR ET TYSK/ØSTRIGSK KØKKEN? HVAD ER HISTORIEN BAG DET?
Botschaft betyder ambassade, men det betyder også budskab. Det indfanger vores vision perfekt: Vi sender et budskab om hjem, komfort og identitet. For tyskere og østrigere i København er det en smag på, hvor vi kommer fra. For alle andre er det en varm invitation til at opdage sjælfuld, nostalgisk og sjov mad, der bringer mennesker sammen.
BOTSCHAFT ER OGSÅ EN BAR. HVAD KAN GÆSTERNE FORVENTE DER?
‘For at nå Botschaft Bar går du gennem begge vores køkkener – det føles lidt som at snige sig bag scenen. Så åbner en rød dør sig … og pludselig er du i en anden verden: stemningsfuld rød belysning, vinylplader og Arthur Dufau bag baren klar til at hilse på dig. Vi tilbyder en gennemtænkt vinkort med masser af muligheder på glas, vellavede klassiske cocktails, en frisk øl på fad og et lille, men kurateret udvalg af snacks – fra syltede æg, tun-tartar med peberrod og alpeost, skiveskåret skinke med græskarkerneolie og selvfølgelig brunet smør-is … med kaviar.
HVOR SPISER I, NÅR DU IKKE ER PÅ BOTSCHAFT?
ARMIN
I Danmark: Kadeau i København eller på Bornholm.
I udlandet: Clärchens Ballhaus i Berlin ligger mit hjerte nært. Mit globale bedste valg? Mraz & Sohnin i Wien – det imponerer altid.
ARTHUR
I København: John’s Hot Dog Deli eller Demode.
I udlandet: Grescain Barcelona til frokost, Bistrot Paul Bert og Les Enfants Du Marché i Paris, Bar La Sang i Palma og Bistro du Chambarin i Alsace.
JAN
København: Omegn og Venner, Møntergade og Barabba.
I udlandet: Trio i Berlin og Bistro Mars i Würzburg.
JONAS
I København: Amator, Kødbyens Fiskebar, Omegn og Venner, Saji og Sushi Anaba.
I udlandet: Bar Brutal i Barcelona, Trio i Berlin, bue i Hamborg, Nudo på Ibiza og Mangal 2 i London.
LENNY
I København: Omegn og Venner, Saji, Baka d’Busk og Fiskebaren.
I udlandet: Gasthaus zum Vaas – et sted tæt på mine rødder, Mraz und Sohn i Wien og Schlossterrasse Deidesheim.
… den ville jeg sgu gerne have kendt til lidt tidligere i mit liv. At vokse op på en villavej i provinsen i det forrige århundrede (hvilket min datter, der i den grad kender regelnummer 1, ofte gør mig opmærksom på), hvor sirligt placeret chaussésten, fint fejedefortove og polerede haver og hække var standarden, harmonerer ikke rigtig med “Fuck hvad de tænker,” som jo altså ér regelnummer 1. I hvert fald ifølge Tessa. Og min datter. Og Tessas titusindevis af Shakalinas (Tessa-fans, red.).
Det er anden gang, at Tessa er på forsiden af dansk ELLE. Faktisk bad hun (næsten) selv om den, men det er en anden historie, for sandheden er, at vi har været nysgerrige på at gen-møde hende, siden vi fik nys om, at hun kastede sig over skuespil også. Det var da også en sødmefuld, selvsikker, stolt Tessa vi mødte ovenpå tv-premieren, da interview og billedserie skulle i hus.
Anmelderroserne væltede over hende i en sådan grad, at hun må have følt sig set. Set i det, som hun fra barnsben havde drømt om skulle blive hendes livsbane. For det var ikke musikken. Faktisk havde Tessa ikke fidus til, at man som kvinde kunne blive rapper, for der var ikke rigtig nogen at spejle sig i. Det var der til gengæld, når det kom til kvindelige skuespillere. At (rap-)musikken alligevel indhentede hende først, tillægger hun sin manager, Kaliber-rapperen Jesper Livid:
”Det vigtigste i hele verden er at blive set af nogen. Det var først, da jeg mødte Jesper, at jeg begyndte at føle mig klog og dygtig, og der jeg tænkte, at jeg rent faktisk havde en berettigelse,” siger hun i dette ELLE.
Set er hun blevet, siden hun slog igennem i 2019. Så meget at hun til oktober fylder Royal Arena, når hun giver sin til dato største koncert. Der er ved at være full circle. Noget Tessa i øvrigt også oplevede ifm. serien Løgnen, hvor Stephanie Léon spillede hendes mor: ”Hun er min generations baddest bitch, og jeg så altid de ting, hun var med i – ‘Bagland’, ‘Råzone’. Da jeg fik at vide, at hun skulle spille min mor i serien, faldt jeg ned af stolen. Jeg græd, for det er jo virkelig et full circle moment for mig.”
Mit full circle Tessa-moment holder jeg for mig selv, MEN græsset i min have får da lov at vokse lidt vildt i perioder, når jeg ikke orker de to minutters græsslåning, det frimærke af en plæne tager at slå, de uopsamlede hundelorte på fortovet foran min hæk ligger længere, end de ville have gjort i provinsen, og græsset mellem mine ujævne fliser bliver sjældent luget. For du ved … regel nr. 1.
Rigtig god sommer – og læselyst med denne måneds ELLE.
Månedens råd til Krebsen: Sig ja til kærlighed og passion – og vær ikke bange for at vise din sårbarhed.
Foto: Illustration: Adam Hale
Vædderen 21/3–19/4
Juli starter let og legende – præget af kærlighed, venskab og sommerens simple glæder. Du lever i nuet og holder dig fra alt, der trækker dig ned. Der kan være rejser på tapetet, og det pirrer din eventyrlyst. Når fuldmånen lyser op den 10/7, skifter stemningen. Du bliver mere reflekteret, og fokus rettes mod økonomi, læring og personlig udvikling.
Foto: Illustration: Adam Hale
Tyren 20/4–20/5
Du går ind i juli med en mere spontan energi end normalt – og det klæder dig. Dine nærmeste elsker din afslappede tilgang, og du nyder at tage dagen, som den kommer. Fuldmånen i Stenbukkens tegn den 10/7 tænder din ambition og vækker tanker om nye karriereveje. Slutningen af måneden, frem mod nymånen den 24/7, bliver kreativ, farverig og fuld af udtryk.
Foto: Illustration: Adam Hale
Tvillingerne 21/5–20/6
Måneden starter med intens passion og en stærk vilje. Juli byder på dybe følelser og mulighed for nye, spændende bekendtskaber. Efter fuldmånen falder tempoet, og du vender blikket indad. Du får brug for ro og refleksion – og du begynder langsomt at finde tilbage til dit sande jeg. En tid, hvor du mærker, hvad der virkelig betyder noget.
Foto: Illustration: Adam Hale
Krebsen 21/6–22/7
Følelserne sidder uden på huden fra julis første dag. Det er en heftig, passioneret periode – især for single-Krebsen. Kombinationen af styrke og sårbarhed gør dig uimodståelig. Fuldmånen den 10/7 markerer en overgang til en mere udadvendt og oplevelsesrig tid. Nye miljøer og overraskende møder venter. Sidst på måneden retter du blikket mod økonomien – en større investering frister, men kræver planlægning. En langsigtet budgetplan vil være din bedste allierede.
Foto: Illustration: Adam Hale
Løven 23/7–22/8
Du nyder juli i fulde drag – afslappet og fri. Der er ingen bekymringer, kun sommer, sol og glæden ved at være til stede. Når Saturn går i retrograd den 13/7, begynder du at udforske, hvad der egentlig holder dig tilbage. Det bliver en tid til at give slip på behovet for kontrol og give plads til andre. Mod slutningen af måneden finder du ro og energi i naturen – en stille kraft, der nærer dig dybt.
Foto: Illustration: Adam Hale
Jomfruen 23/8–22/9
Juli starter med en sjælden lethed og positiv tilgang. Har du ferie, bliver det en mere spontan tid, end du er vant til. Kærlighed, passion og venskaber blomstrer. Mellem fuldmånen den 10/7 og nymånen den 24/7 er din intuition skærpet. Du forstår dine nærmeste bedre og styrker relationer med indsigt og empati.
Foto: Illustration: Adam Hale
Vægten 23/9–22/10
Du indleder juli harmonisk og legende. Men den 7/7, når Uranus bevæger sig ind i Tvillingernes tegn, starter en tid præget af overraskelser og forandringer. Hvis du evner at følge strømmen frem for at kontrollere den, venter spændende muligheder. Fleksibilitet bliver din superkraft. Sidst på måneden støder du på en person fra din fortid – en chance for forløsning eller gensyn.
Foto: Illustration: Adam Hale
Skorpionen 23/10–21/11
Juli inviterer dig til at finde et indre roligt sted – ikke nemt for en intens Skorpion. Uranus og Saturn trækker i dig på hver sin måde og sætter gang i en indre kamp mellem frihed og begrænsning. Du længes efter at udtrykke dig frit, men holder dig tilbage. Når du finder balancen i disse kræfter, blomstrer du. En transformerende og stærk måned.
Foto: Illustration: Adam Hale
Skytten 22/11–21/12
Efter en tænksom afslutning på juni, går du ind i juli med håb og fornyet mod. Det bliver en glædesfyldt måned med nye og gamle venskaber. Fuldmånen den 10/7 og Solens indtræden i Løvens tegn den 22/7 markerer to skift – begge bringer dig tættere på den forandring, du har længtes efter. En måned, hvor både hjerte og horisont udvides.
Foto: Illustration: Adam Hale
Stenbukken 22/12–19/1
Det bliver en social og travl juli. Kalenderen er fyldt, men du nyder det faktisk. Mødet med nye mennesker og nye idéer får dig til at vokse – både personligt og i dine relationer. Du er mere aktiv og til stede for dem, du holder af. En måned, hvor du omsætter dine gode intentioner til handling. Du bliver ikke bare en klippe – du bliver et fyrtårn.
Foto: Illustration: Adam Hale
Vandmanden 20/1–18/2
Sommeren begynder med romantik og lethed – og hvis du er single, kan en særlig person krydse din vej. Frem til fuldmånen den 10/7 føles livet ubesværet. Derefter bliver stemningen mere intens, og du risikerer at træffe hurtige beslutninger. Saturn opfordrer dig til at stoppe op og tænke dig om. Men husk: Det meste kan rettes op – hvis du tør tage ansvar.
Foto: Illustration: Adam Hale
Fiskene 19/2–20/3
Du lander lidt hårdt i starten af juli. Den blide, boblende energi fra sidste måned er stadig til stede, men nu med en mere alvorlig undertone. Det handler om at tage ansvar – både for dig selv og dem omkring dig. Heldigvis letter stemningen igen i slutningen af måneden, hvor leg, fællesskab og rejser bringer dig tilbage til letheden og glæden,
Blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2017 og tager afgang i år.
Har udstillet på Minor Gallery og til Forårsudstillingen på Charlottenborg i 2024.
Bor på Nørrebro i København.
Så længe jeg kan huske, har jeg mærket en længsel efter noget større. Da jeg var barn, lå jeg tit i timevis og kiggede op i himlen eller ned i græsset. Jeg vidste ikke, hvad det var, jeg længtes efter, men når jeg faldt i staver på den måde, skete der noget i mig. Lydene, farverne og duftene blev mere intense. Mine sanser udvidede sig. Sådan er det stadig. Når jeg går på gaden, kan jeg få øje på en plastikpose, som bevæger sig i vinden. Dens rytmiske bevægelser og solen, der rammer den på en så smuk måde, får tiden til at gå i stå. Min vej ind i kunsten kommer fra det sted.
Den første kunst, som rørte mig dybt, var hulemalerierne. For mig at se kunne de være malet i går, selvom de ældste er over 30.000 år gamle. Jeg er dybt betaget af de streger. Der er noget urmenneskeligt over dem, jeg godt kan lide. De udtrykker en slags tidlig undren: Hvorfor er vi her? Den undren er nok kilden til, at jeg selv er blevet billedkunstner – fordi jeg dybest set ikke forstår, hvorfor jeg er her.
“Da jeg som 22-årig var på ferie i Napoli og en dag lå i en liggestol, blev det klart for mig, at jeg skulle være kunstner. Jeg fik lyst til at slippe alt, jeg havde i hænderne. Jeg har svært ved at forklare, hvad der skete i mig, men noget blev åbenlyst”
Da jeg som 22-årig var på ferie i Napoli og en dag lå i en liggestol, blev det klart for mig, at jeg skulle være kunstner. Jeg fik lyst til at slippe alt, jeg havde i hænderne. Jeg har svært ved at forklare, hvad der skete i mig, men noget blev åbenlyst. Tre år senere vågnede jeg op hjemme i København med den samme klarhed. Jeg vidste, at denne gang måtte jeg tage det meget alvorligt, og søgte så ind på kunstakademiet i København.
Et af de første malerier, jeg lavede, er så vigtigt for mig, at jeg aldrig vil skille mig af med det. Det var første gang, jeg lavede et kunstværk, hvor det føltes rigtigt. Før det var min kunst for personlig, for tæt på mig selv. Her stod kunsten mere i sig selv. Med det her maleri kunne jeg bevæge mig indad, jeg fik adgang til noget, som var større, og som ikke kunne beskrives med ord. Siden er jeg fortsat i samme spor. Jeg er optaget af et dybt sted inde i mig selv, så dybt, at jeg forestiller mig, at der er en kontakt til noget langt ude i universet. Sommetider er det, som om dette maleri hjemsøger mig, fordi der er en særlig åbenhed i det. Den åbenhed kan jeg være bange for ikke at kunne få frem i andre værker. Det frustrerer mig. Det er farligt at have det som noget, jeg skal leve op til, så i perioder gemmer jeg det væk. Maleriet er min primære materie, så det kommer nok til at fylde i hele mit kunstnerliv.
Foto: Johanna Hvidtved
At have et atelier er som at have en hule. I hulen arbejder jeg med den energi, der opstår, når der er stille. Først gør jeg alle mulige almindelige ting: laver te, flytter stolen, skriver i min notesbog, går rundt mellem værkerne. Jeg forbereder mig på, at der bliver stille. I den stilhed oplever jeg, at mine sanser udvider sig, som da jeg var barn. Og så dumper der pludselig en farve ned. Alting begynder med farve. Hvis en farve vibrerer, tager jeg den til mig og begynder at male med den.
Det er en langsommelig og ensom proces at male. Meget cyklisk. Maler jeg på et værk og kan pludselig ikke komme videre, så holder maleriet pause i flere måneder. Processen opstår, den falder sammen og kommer igen. Når jeg ikke maler, er jeg stadig maler. Jeg er maler, når jeg laver aftensmad, når jeg læser en bog, når jeg er sammen med andre mennesker.
“Når jeg ikke maler, er jeg stadig maler. Jeg er maler, når jeg laver aftensmad, når jeg læser en bog, når jeg er sammen med andre mennesker”
I mit atelier er der ikke så mange regler, ikke så mange ord. Så kan jeg se på materialerne på nye måder. En gaffel kan blive en pensel. Det er en udfordring at skabe i en verden, som ikke har brug for flere ting. Langsomheden og gode materialer er nødvendige. Jeg må tit gøre mig umage og gå på kompromis. Jeg bruger ikke animalske materialer. Mange dyr har det alt for dårligt. Det vil jeg ikke give videre. Jeg køber altid pensler hos Søstrene Grene, men det er mest, fordi jeg er for doven til at vaske dem. Her kunne jeg godt blive bedre …
For mig er det både magisk og mirakuløst at male. Nogle gange transformerer jeg maleriet igennem mange lag af maling. På den måde er de ret skulpturelle. Andre gange får jeg bare en glansfuldhed eller tørhed foræret. Jeg er aldrig bange for at ødelægge ting. Der bliver klippet et hul her og der. Lavet ridser. Det er instinktivt og kropsligt. Jeg maler mere med hænderne end med pensler. Processen er meget beslægtet med dans – som jeg forestiller mig, hulemalerierne blev til. Faktisk kan jeg sjældent huske, hvordan jeg har lavet et maleri.
Foto: Johanna Hvidtved
Mens jeg maler, føler jeg nogle gange, at jeg hverken er barn eller voksen, menneske eller dyr. Så er jeg mere åben. Alt, hvad jeg har oplevet i mit liv, bliver transformeret til noget abstrakt, når alle ord, tanker og symboler forsvinder. Så er der noget andet, som bliver tydeligere. Tanker og følelser er fremtid og fortid, men sanserne er lige nu. Og det er det øjeblik, jeg gerne vil male ud fra. Når et maleri har transformeret sig så meget, at det ikke længere har noget med mig at gøre, så er det færdigt.
Min kunst tilbyder ingen løsninger eller budskaber. Jeg tror på, at kunstens potentiale ligger i dens evne til at forbinde mennesker. At man forstår, at man ikke er alene. Når jeg ser et kunstværk, slipper jeg tankerne og bliver i stedet ramt sanseligt, og det er her, jeg forstår: “Wow, jeg er ikke den eneste.” Jeg maler malerier, andre har malet før mig, og som andre i fremtiden igen vil male. Selvom jeg ikke læner mig så meget ind i andres billeder og værker, går der en lang kæde af andre kunstnere igennem mig. Den kæde har jeg valgt at samle op. Den tanke kan jeg godt lide.
Jonas Kolecki, billedkunstner og filmskaber, 30 år.
Født og opvokset i udkanten af München.
Har studeret filosofi på Ludwig Maximilian University i München, inden han tog sin bachelor på New Media Arts, Free University of Bolzano i Italien, og færdiggør sin master på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2025.
Har bl.a. udstillet på Fondazione Antonio Dalle Nogare i Bolzano i 2020, Lothringer 13 i München og Kunsthaus Dahlem i Berlin i 2022.
Bor på landet i nærheden af München, når han ikke rejser til København for at studere og arbejde i sit atelier på skolen.
Når jeg tænker tilbage på min barndom i München, husker jeg lange somre med blodige knæ. Som 12-årig begyndte jeg at komme i den lokale skatepark næsten hver dag. I virkeligheden var skateboarding mest en undskyldning for at bruge mit nye kamera til at dokumentere, hvordan mine venner udfoldede sig på ramperne. Jeg blev betaget af, hvordan jeg kunne forevige hverdagens små øjeblikke. Jeg overførte materialet til tidens VHS-bånd, som man ikke burde overspille mere end to gange, men jeg gjorde det nok ti gange, indtil billederne begyndte at blande sig sammen til én sløret masse. Det vakte virkelig min interesse for filmmediet.
Da vi blev lidt ældre, og mine venner og jeg tog på roadtrips gennem Europa, rendte jeg altid rundt med et kamera og dokumenterede vores oplevelser. Jeg var overbevist om, at jeg ville være filminstruktør. Filmen er en vidunderlig måde at skabe et fiktivt rum på, hvor man kan berøre andre mennesker, som kan tage historierne med sig og lade dem fortælle noget om dem selv. Jeg holdt selv af disse fortællinger og ønskede at skabe mine egne historier. Jeg havde en stor lyst til at rejse og dokumentere verden – jeg filmede bl.a. nogle skatere og surfere i Mauritius.
Jeg begyndte at male som 22-årig. I flere år havde jeg øvet mig ved at tegne storyboards til mine filmprojekter – men det var jo kun et led i processen og ikke det færdige produkt. Jeg blev introduceret for maleriet på min bacheloruddannelse på kunstskolen i Bolzano i Italien. Jeg så en klar linje mellem maleri og film. Det var det samme, jeg gjorde – jeg udkom bare i forskellige medier. Som at skrive dagbog og poste et foto af en oplevelse på Instagram. Med maleriet fik jeg et nyt medie. En ny og ren start – en ny måde at udtrykke mig på. Det var befriende.
En af de store forskelle på film og maleri er, at i film har du en start og en slutning, og ofte er der et tydeligt budskab, hvorimod jeg kan male på et maleri over flere år, og det vil blive til en tilfældig sammensætning af øjeblikke uden nogen ensrettet fortælling. Det er grunden til, at jeg holder så meget af maleriet. Jeg forsøger at blande indtryk sammen – på samme måde, som jeg gjorde som teenager, når jeg overskrev mine bånd igen og igen. Når først du har skabt en forvrængning af billederne, bliver de mere åbne og fyldt med betydning, der kan tolkes frit. Jeg er virkelig optaget af billedforvrængning, og det er nok derfor, jeg er dårlig til at være en klassisk filmdokumentarist.
“Når jeg maler, kan jeg godt lide at have et afsæt. Ikke fordi jeg er bange for det tomme lærred, men fordi et tomt lærred aldrig er helt tomt”
Når jeg maler, kan jeg godt lide at have et afsæt. Ikke fordi jeg er bange for det tomme lærred, men fordi et tomt lærred aldrig er helt tomt. Der kan være fod- eller fingeraftryk, noget støv eller et lille hak et sted på lærredet. De her små tegn sætter processen i gang. I det store værk, jeg arbejder på nu, har jeg forseglet træet med primer, inden jeg bygger op med forskellige typer af materialer: kalkmaling, harelim, oliemaling, terpentin, pigmenter, som er meget vigtige for mig og oftest er min baggrund. Jeg kan godt lide at efterlade noget af baggrunden uberørt, i dette tilfælde et gulbrunt pigment. Jeg bygger det langsomt op, indtil farverne begynder at opstå. I det her værk har jeg malet konkrete referencer fra aviser, bl.a. en vejrudsigt fra en bulgarsk avis, der brugte disse ortodokse ikoner, hvilket jeg fandt interessant. Når du fjerner et element fra dets oprindelige kontekst, bliver det åbent for fortolkning. Jeg tilføjer, sletter lidt og bygger videre. Jeg arbejder intuitivt, som var jeg på en ekskursion efter nye opdagelser.
Det er også sådan, jeg samler inspiration. Jeg går en lang tur, ser noget graffiti på en væg, bliver nysgerrig på motivet og tager et billede af det. Eller jeg vandrer rundt i det sydlige Albanien og støder på en marmorskulptør, der sælger uautoriserede reproduktioner af ruiner inde på et UNESCO-arvssted. Måske ser fotografierne ikke dagens lys i flere måneder, indtil jeg printer dem ud og hænger dem op i atelieret. Jeg har en notesbog, en slags visuel dagbog, hvor jeg også samler forskellige indtryk. Jeg kan godt lide at påvirke og arbejde med underbevidstheden. Jeg finder nogle spor, men slører dem, så de fleste ender i et abstrakt billedsprog, der sætter gang i fantasien. Min intuition er at påvirke andre menneskers forestillingsevne.
Foto: Johanna Hvidtved
I mit arbejde undersøger jeg skæringspunktet mellem menneskelig tilstedeværelse og tidens gang. Jeg engagerer mig i temaer som flygtighed og forfald og reflekterer ofte over, hvordan landskaber – både fysiske og konceptuelle – ændres af menneskelig indgriben. På tværs af alle mine projekter er jeg optaget af, hvad der er tilbage, og hvad der går tabt i de spor, vi efterlader. Jeg ser også mit virke som kunstner som en dialog med andre mennesker – andre kulturer og perspektiver – og jeg ser den udvidelse af horisonter som meget værdifuld. At opdage noget nyt og lære sig selv og andre mennesker og kulturer at kende er en uendelig proces.
Jeg håber, at folk, der ser mine værker, bliver bevidste om, at hvert mærke, de efterlader, og hver beslutning, de tager, er en del af noget større. Selv de små beslutninger, vi tager hver dag og måske anskuer som uskyldige, får betydning, når de lægges sammen. Men samtidig vil jeg også vise, at der er plads til alle mulige forskellige billeder på samme tid, hvilket kan åbne op for en større politisk frihed og give rum for forskellige kulturer, perspektiver, ja endda ideologier – plads til at kunne anskue og forstå verden på adskillige måder og sætte filosofiske tanker ud i livet.
Født og opvokset i Hvalsø, lidt uden for Roskilde.
Færdiggør sin uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2025.
Har haft soloudstillinger på bl.a. OTP Copenhagen i København og Gallery Steinsland Berliner i Stockholm.
Bor i København.
At være i et kirkerum som barn var en af mine tidlige og vigtige oplevelser, jeg kan forbinde til kunsten. At besøge kirker som barn indgød en særlig form for ærefrygt blandet med fascination i mig. Dette var nok også, fordi jeg havde en periode i min tidlige barndom, hvor jeg var meget troende. Jeg sad og studerede hvælvingerne under salmerne og forstod ikke, hvordan sådanne konstruktioner var mulige, og derfor var jeg bange for, at loftet skulle falde sammen. Vi var ikke i kirke så ofte herhjemme, men besøgte mange på rejser. Der var en periode, hvor jeg husker det som om, at jeg bad dagligt. Jeg havde et skjult sted i børnehaven, hvor jeg gik hen for at bede. Jeg bad inden jeg gik i seng. Der er et billede af mig fra dengang; sovende, omgivet af bamser og med foldede hænder. Denne periode har helt sikkert formet mig, men det var også en fase, jeg gennemgik.
Som barn brugte jeg meget tid alene med mine tegninger. Jeg tegnede ofte med afsæt i de animationsfilm, jeg så, og i mine tegninger videreudviklede jeg de fantastiske verdener. Hvis jeg så tv, havde jeg næsten altid et stykke papir foran mig. Min evne til at fordybe mig i mit eget projekt fik mine omgivelser til at opfordre mig til at forfølge en kunstnerisk retning. Jeg kommer ikke fra et kunstnerisk ophav, så jeg er taknemmelig for den åbenhed, jeg er vokset op med.
“Jeg kan for eksempel sidde på DBA og blive vildt interesseret i et gammelt objekt og dets historie. Jeg kan finde på at stille ejeren spørgsmål og møde op for at bese objektet bare for få udpenslet dets historie”
I flere år arbejdede jeg meget monokromt med tegning og fandt udfordringer i palettens begrænsninger. For to år siden fik jeg en dyb trang til at fordybe mig i maleriet og lære det historiske medie at kende – og for at introducere et spænd af farver til min praksis. Det handlede i høj grad også om at have mulighed for at arbejde med skala og dimension. Den fysiske relation, der opstår i mødet med billedet.
På min computer har jeg et arkiv – en mappe for hver måned, hvor jeg gemmer billeder og referencer, der fascinerer eller inspirerer mig. Jeg vender altid tilbage til det. Arkivet går i hvert fald 10 år tilbage og er en form for tidslinje over, hvad der har formet mine interesser og praksis indtil nu. Jeg tror, det er vigtigt at blive ved med at være nysgerrig og hole øjne og ører åbne, så kan ideer til værker opstå når som helst og fra forskellige vinkler. Jeg kan for eksempel sidde på DBA og blive vildt interesseret i et gammelt objekt og dets historie. Jeg kan finde på at stille ejeren spørgsmål og møde op for at bese objektet bare for få udpenslet dets historie. For nyligt stod jeg over for det her historiske skrivebord, hvis tidligere ejer var meget betydningsfuld – bordet havde været vidne til nogle dramatiske hændelser. For eksempel skududvekslinger under krigen. Sådan et bord kunne jeg umuligt arbejde ved, og jeg kunne nok heller ikke lave kunst med det, men det er en del af min proces at følge sådanne narrativer.
“Jeg vil prøve at få gang i min farfars gamle kamera. Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre – han fik det til sin konfirmation, så det må være næsten 80 år gammelt”
Mit næste projekt er noget, jeg har tænkt på at arbejde med i årevis. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gå til materialet, så jeg har bare ladet det ligge. Jeg vil prøve at få gang i min farfars gamle kamera. Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre – han fik det til sin konfirmation, så det må være næsten 80 år gammelt. I mange år af hans liv arbejdede han med at bygge fremkaldermaskiner, store maskiner til industrielt brug, der fremkaldte negativer. De er udgået, men findes og bruges stadig her i Danmark og USA, så vidt jeg ved. Jeg har længe haft lyst til at nærme mig fotografiet, efter jeg i flere år har beskæftiget mig med det tegnede og malede billede.
Foto: Johanna Hvidtved
Til mit afgangsværk arbejdede jeg lidt atypisk for min normale proces, idet jeg med vilje producerede et utal af skitser. Her taler vi ikke bare tegninger på papir, men store billeder. Det var nødvendigt for mig at komme til bunds i motivet gennem alle disse reproduktioner. På samme måde nåede jeg også frem til en reduceret form af motivet, hvilket var min intention. På en måde er det mine omgivelser på akademiet, der har været med til at forme den retning, mit værk tog. Værket er inspireret af en video, jeg optog fra vinduet i mit atelier ud mod Kongens Nytorv på dagen for tronskiftet sidste år. Fra denne video har jeg taget en enkelt frame, idet Frederik X passerer i sin karet, som jeg fortolker gennem maleri til nogle relativt abstrakte portrætter.
Når jeg maler, benytter jeg mig af olie på lærred. Jeg planlægger altid mine motiver og har mine referencer ved hånden. Det kan ofte tage mig flere forsøg at nå frem til det endelige billede. Jeg har ikke noget imod at gentage et motiv, det er en del af min proces – den iboende repetition.
Det er vigtigt, at et værk indeholder nogle ubesvarede spørgsmål. At der efterlades en form for åbenhed, der tillader andre mennesker at tilgå det. At der stilles flere spørgsmål, end der besvares.De mest spændende film er dem, der ikke fortæller mig, hvad jeg skal tænke, men giver mig adgang til et sted at tænke fra. Det er sådan jeg også ønsker at møde og skabe kunst.
Hans mor immigrerede fra Marokko, mens hans far er fra Spanien.
Blev bachelor i Fine Arts fra Central Saint Martins i London i 2020, blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2022.
Udnævnt af kunstmagasinet Frieze som en af ti kunstnere, man bør holde øje med i 2025.
I 2025 udstiller han på O-Overgaden i august og på CFHILL i november. I 2026 udstiller han på Viborg Kunsthal i januar.
Bor i København sammen med sin danske partner.
Som 15-årig besøgte jeg Picasso-museet i min hjemby, Málaga, sammen med min skoleklasse. Det var første gang, jeg nogensinde gik ind på et museum. Jeg husker ikke værkerne i detaljer, men jeg erindrer, hvordan rummene fik mig til at føle, og hvordan jeg forvildede mig i dem. Et værk, som blev hos mig, var en kubistisk figur af en ko eller tyr. Det var ikke kun selve værket, men den måde, hvorpå det så ud til at forvandle noget velkendt til noget mærkeligt og nyt. Den fornemmelse af transformation – at bryde ting fra hinanden og samle dem på en anden måde – har fulgt mig lige siden.
Jeg vidste, at jeg ville være kunstner, længe før jeg forstod min seksualitet. Jeg voksede op i et arbejderklassehjem med duer på balkonen og en holdning om at få tingene gjort og ‘mande sig op’. Jeg har ofte misundt dem, der kom fra familier, der forstod værdien af kultur, design og mental velvære – og nærede de ting, som jeg ikke gjorde. At springe ud som kunstner var i virkeligheden sværere end at springe ud som queer. Min immigrantmor opgav alt for at opdrage mig og drømte om, at jeg, hendes eneste søn, skulle blive advokat, læge eller kok. Immigrantdrømmen. For hende var tanken om, at jeg skulle vælge kunst, uforståelig. Det føltes, som om jeg skuffede hende ved at gå en vej, der i hendes øjne ikke var forbundet med stolthed eller økonomisk sikkerhed. Hun var ligeglad med, at jeg tog til Central Saint Martins i London. Hendes største bekymring var, om jeg kunne passe på mig selv. Det var først for nylig, gennem min vedholdenhed, at hun begyndte at forstå, at det at lave kunst ikke bare var en forbigående fase, men min besættelse.
“At skabe kunst er for mig en måde at give plads til ting, der eksisterer i periferien”
At bevise for hende, at jeg mente det seriøst, blev en drivkraft. Hvis jeg havde forældre, der forstod kunst, ville jeg måske ikke have været så besat af at tage den vej. Forbindelsen til min familie i Marokko var begrænset, især på grund af min seksualitet. Jeg følte ofte, at jeg kun havde mig selv at stole på. Kunsten blev mit tilflugtssted, mit udtryksmiddel og grundlaget, hvorpå jeg byggede mit syn på verden.
Hvad enten det er i keramik, tegninger eller performance, stræber jeg efter at fortælle queerkroppes historier. At give form til det, der er blevet forsømt, og at gøre det usynlige synligt. Jeg ser, hvordan queerudstillinger får færre midler, og alligevel bliver de ofte feticheret. Vi fejres som institutionernes stjerner, mens vi bliver udsat for had lige uden for deres døre. Vores kroppe rammes af vold, men de fortsætter med at gøre modstand, at eksistere uden for det acceptable. Vores liv, vores valg, vores påklædning og vores overbevisning afviger fra den Taylor Swift-godkendte model af den normative borger. Migration, queerness, historier om marginalisering og spændinger mellem tilhørsforhold har formet mit perspektiv på kunst. Jeg er tiltrukket af rum, hvor identiteter skifter, love opløses, og flygtige øjeblikke har dyb vægt. At skabe kunst er for mig en måde at give plads til ting, der eksisterer i periferien.
Min proces er fuldstændig intuitiv. Jeg starter uden skitser. Store papirark fyldes med kroppe og ansigter, jeg har set i toget eller i hundeparken eller endda den sidste fyr, der skrev til mig på Grindr (datingapp for seksuelle minoriteter, red.). Jeg begynder at male et hoved eller en pik, og mit sind glider over i automatisk tilstand. Jeg fortaber mig i arbejdet, og pludselig har jeg været i mit atelier i 12 timer og tegnet på et enkelt ark. Det samme gælder vaserne – jeg skitserer aldrig på dem, og de bliver altid færdige i én session. Nogle gange varer sessionen mere end 14 timer. Jeg har aldrig kunnet opretholde det niveau af intensitet til noget andet, men når jeg laver kunst, sker det bare.
Foto: Johanna Hvidtved
Udholdenhed nærer mit arbejde – en energi, der ikke umiddelbart er synlig, men som er dybt indlejret i processen. Nogle gange går jeg fra at feste hele weekenden – fra fredag til søndag – og går direkte i atelieret og læsser alt af: farverne, lysene, musikken, cigaretrøgen, samtalerne på badeværelset, rytmen af kroppe, der bevæger sig. Alle disse fragmenter, de her ladede øjeblikke, finder vej ind i mit arbejde og former dets puls og intensitet.
Jeg vil nedbryde hierarkier. Jeg vil skabe plads til historier, der er oversete. Mit arbejde handler om intimitet, overskud, begær og tab – men også om robusthed og transformation. Jeg er ikke interesseret i at skabe ligefremme fortællinger. Mit arbejde skal fungere som et lagdelt rum, hvor forskellige historier overlapper hinanden. Jeg ønsker, at folk skal føle noget dybt indeni, fornemme de efterladte spor og genkende sig selv i flygtige øjeblikke.
“Jeg håber på at bidrage til den kulturelle diskurs om identitet – ikke kun i forhold til seksualitet eller race, men også i forhold til hvordan vi forholder os til den naturlige verden”
I sin kerne handler mit arbejde om overlevelse: hvordan queerkroppe navigerer i verden, hvordan de finder og mister hinanden, og hvordan de efterlader spor, der fortsætter, selv i rum designet til at slette dem. I en verden, der føles mere og mere rodet, handler mit arbejde om at udfordre heteronormative strukturer – de indgroede regler, betingelser og manérer, der har formet, hvordan vi tænker, opfører os og forbruger. Mit arbejde kritiserer de stive rammer.
Jeg håber på at bidrage til den kulturelle diskurs om identitet – ikke kun i forhold til seksualitet eller race, men også i forhold til hvordan vi forholder os til den naturlige verden. Gennem min praksis sigter jeg mod at åbne op for nye måder at se på og – endnu vigtigere – nye måder at dele og skabe mere omsorg mellem hinanden på.
Keramik har altid føltes arkæologisk for mig. Artefakter fra nutiden, der venter på at blive rester af fortiden. Jeg kan godt lide at forestille mig, at en dag, efter at støvet fra klimakollapset har lagt sig, vil mine værker blive gravet frem som ruinerne af forhistoriske civilisationer. De vil blive opdaget, blive studeret og vække undren – og give et glimt af en verden, der engang eksisterede, af kroppe, der engang bevægede sig, af flygtige øjeblikke, der nægtede at forsvinde.
