Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.
Arket, 2.190 kr.
&Other Stories, 1.490 kr.
Mango, 800 kr.
Isabel Marant, 5.280 kr.
Toteme, 12.300 kr.
Acne Studios, 11.100 kr.
Mango, 900 kr.
By Malene Birger, 5.800 kr.
Weekday, 1.190 kr.
Gina Tricot, 800 kr.
Filippa K, 4.350 kr.
H&M, 700 kr.
The Frankie Shop, 1.550 kr.
H&M, 700 kr.
Uniqlo, 1.100 kr.
Weekday, 990 kr.
&Other Stories, 1.490 kr.
Det var en drøm af de helt store, der gik i opfyldelse, da ELLEs chefredaktør sammen med sin datter og bror rejste til Grønland. Et land, der er på alles læber lige nu, og som med sine betagende isbjerge, uendelige horisonter, farverige træhuse og sit fortryllende nordlys forener rå skønhed og dyb kultur – og som ikke kan sammenlignes med noget andet sted.
Selvom mere end 80% af verdens største ø, Grønland, er dækket af indlandsis, og landets indbyggertal er på få 56.000 mennesker, krævede planlægningen af vores rejse alligevel en del tanker. For Grønland har noget særligt at byde på hele året (måske bortset fra de allermørkeste vintermåneder, hvor dagslys er ikke-eksisterende), så hvor starter man? Vi besluttede at vores første Grønlandseventyr skulle begynde i marts, hvor vinteren stadig har fat, men hvor lyset er ved at få magt igen.
Vi boardede derfor Air Greenland fra København til Nuuk i Grønland og derfra videre til Sisimiut på Vestgrønland. Vi var heldige for flyet havde i dagene inden måtte vende om, da det ikke kunne lande i den i øvrigt meget omdiskuterede nye lufthavn i Nuuk. Generelt finder man hurtigt ud af, at vejrforholdene er en afgørende faktor i Grønland. Man kan have planlagt nok så meget på forhånd, men det er naturen, der afgør hvad der kan lade sig gøre. ’Ajungilak’ som oversat betyder ’vi ser hvad der sker’, siger grønlænderne (ofte!) om netop vejrets indflydelse på dagsprogrammet.
Men tilbage til flyet: for allerede fra luften var naturen ikke til at overse. De isblå fjorde, de knejsende isbjerge og den hvide, hvide sne så langt øjet rækker, var umulige ikke at blive berørt af, inden flyet satte hjulene på jorden – og eventyret begyndte.
De ikoniske, farverige grønlandske træhuse. Farverne indikerede tidligere hvem og hvad, der var i husene. De gule var typisk hospitaler eller lægeboliger, kirker, skoler og præsteboliger var røde, de blå var fiskefabrikker og de sorte politi. I dag males husene mere frit, men stadig i et væld af farver.
Den vestgrønlandske by med sine bare 5.500 indbyggere viste sig at være det perfekte sted at komme i den rette stemning. For Sisimiut har en bid af det hele. Indlogeret på et af byens få hoteller (med hostel-vibes …) med det mundrette navn ’Hotel Sisimiut’ ejet af danske Anette Lings begav vi os derfor straks ud på vintereventyr. Vi startede med en 6 kilometer gåtur i snesko (brug dem ikke udover dine Moon Boots opdagede jeg …) til et vidunderligt udkigspunkt over havet mod Aasivissuit Nipisat, der siden 2018 har været optaget på Unescos Verdensarvsliste. Et utroligt landskab, der strækker sig fra Indlandsisen via de store jagtområder i Aasivissuit til fjordene og ud til øerne med de mange tvangsforladte bopladser (heldigvis har de stadig en funktion som sommerkolonier for børn).
Solnedgang med udsigt mod Aasivissuit Nipisat
Berthelkirken – den blå kirke, som siges at være Grønlands ældste intakte kirke. Ved indgangen ses en imponerende pukkelhvalkæbe.
Alskens vinteraktiviteter er mulige i Sisimiut – udover snesko – langrend, snescootere, UTV’er, slædehundekørsel med mere. Vi skulle selvfølgelig prøve det meste. UTV’en tog os gennem det bakkede snelandskab til et af byens højeste udsigtspunkter, hvor solnedgangen bjerg tog os med sit orange lys. Senere på aftenen kørte vi på nordlys-jagt. Og med stjerneklar himmel, nul lysforurening og nymåne udfoldede det smukkeste nordlys sig for os (husk at du faktisk tydeligst kan se det gennem din smartphone).
Sisimiut byder også – hvilket især var til stor begejstring for den yngste i selskab – på en stor hundelandsby i udkanten af byen, hvor det vrimlede med hvalpe. Vi oplevede endda en hvalpefødsel på vores sidste dag. Jeg har endnu ikke breaket for min datter, at tæverne i kuldet på nødvendig, men på barsk vis blev slået ned kort efter. De stærke(re) hanner, der kan trække slæderne, var i højere kurs … Selvom jeg har prøvet slædekørsel før (med huskier i Lapland), er det noget helt særligt at blive trukket af 12-15 smukke grønlandske hunde. Hundene er i øvrigt særligt definerende for byen, da man kan navigere meget præcis efter deres hyl omkring måltiderne. Og med 1.100 styks kan de høres. Det er i Sisimiut, at det årlige hundeslædeløb, som vi alle efterhånden har hørt om, foregår. Det var i øvrigt i weekenden efter, vi forlod byen – og flere demonstrationer i både Nuuk og Sisimiut prægede bybilledet, da en vis vicepræsidentfrue havde meldt sin ankomst.
Hundeslædekørsel i Sisimiut
Nordlys i de velkendte grønne og lille farver
Efter tre dages vinterlege i Sisimiut fløj vi mod Grønlands vel nok største attraktion: Diskobugten i Ilulissat. Og både fra luften, fra land og fra vand forstår man hvorfor. For Unesco Verdenskulturarven er bare enestående. Og vi startede derfor også vores sightseeing i Ilulissat med en gåtur mod selve bugten. Første stop var det arkitektoniske Ilulissat Isfjordscenter som danske Dorthe Mandrup har tegnet. Her fortælles historien om isen, klimaets forandringer og menneskets liv i Arktis – set gennem både videnskabelige og kulturelle perspektiver. Centret giver kontekst til det landskab, man bevæger sig i og minder én om, at det, der smelter her, har betydning langt ud over Grønlands grænser. Og så gik turen endelig mod selve Diskobugten.
Diskobugten
Det er danske Dorthe Mandrup, der står bag det arkitektoniske Illulissat Isfjordscenter ved Diskobugten
Med Diskobugten i baggrunden
Jo nærmere du kommer vandet jo mere afsløres af de enorme isbjerge, der lige så sagte driver rundt – indtil de kælver (falder fra hinanden) med et brag. Der er noget nærmest paralyserende ved isbjergenes færden over vandet, som øjnene bare ikke kan slippe, og vi blev ved, til vi måtte resignere på grund af kulden. Oplevelsen var ikke mindre, da vi nogle dage senere befandt os på et skib sejlende mellem de gigantiske isbjerge. En oplevelse som undervejs blev skyllet ned med en GTI – naturligvis på isklumper fra bugten. Men inden sejlturen i solnedgang tog vi et afbræk fra byen og begav os mod indlandsisen. I en pistemaskine blev vi bumpende kørt ind i landet for at overnatte i igloer i Nalluarsuk. Da vi i sin tid begejstret bestilte den del af turen, havde jeg midlertidigt glemt min klaustrofobi … Den huskede jeg så klart i det øjeblik, jeg fornemmede den trange indgang til selve igloerne … Men ind skulle jeg, og selve igloerne er lyse og rummelige, så det gik.
Igloo-style. Man sover naturligvis i polarsoveposer, men du skal kun være iført et tyndt lag tøj, sokker, hue og en varmedunk mellem benene.
Området var selvfølgelig perfekt til vinterleg med både snescootere og hundeslædekørsel. Og så er nordlyset helt særligt her, da kun stjernerne lyser op. I øvrigt var der en (lun) backup-hytte, hvis nu natten i igloen med minus 13 grader ikke skulle være, ahem, komfortabel nok. Efter et iglo-døgn var vi tilbage i Ilulissat – byens omkring 3000 hundes madhyl afslørede, at vi nærmede os byen. Vi gen-indtjekkede i de forholdsvis nye Aurora Cabins på det ikoniske Hotel Arctic. Værelserne er fritstående og i glas med udsigt til både himmel og hav. Virkelig en overnatning værd selvom det er noget dyrere end selve hotellet. Det var herefter, vi boardede båden, der tog os rundt bland isfjeldende i Diskobugten i det magiske solnedgangslys. Vi sluttede i øvrigt dagen (tiltrængt – for sejlturen var isnende …) i en sauna – naturligvis med udsigt til Diskobugten. Om natten dansede nordlyset igen over himlen – denne gang med den varme glasiglo som beskyttende skal.
Hotel Arctics ’Aurora Cabins’ med glas hele vejen rundt – også i loftet – er en helt særlig oplevelse. At ligge i sengen omgivet af nordlys og med udsigt til isbjerge er intet mindre end magisk.
Indimellem de mange mageløse naturoplevelser smagte vi naturligvis løs af den grønlandske cuisine. Grønlandsk mad er baseret på det, man selv kan fange: helleflynder, rejer, snekrabbe, sæl, hvalkød, rensdyr og moskusokse. Og vi smagte det hele. Hval og sæl behøver jeg så ikke prøve igen, men fisk og kød var lækkert.
Hvis jeg skal fremhæve et spisested, er det Hotel Artics ambitiøse Restaurant Ulo. Med udsigt til Diskobugtens isbjerge får du nordisk-inspirerede retter baseret på de lokale råvarer og tilberedt med respekt for både tradition. Det er uformelt, men alligevel lidt mere posh end andre steder. Og man bliver gerne siddende lidt længere i de omgivelser, mens de 12-16 retter, som tastingmenuen rummer, indtages. Og så er maden og udsigten på både Hotel Icefiord og Hotel Hvide Falke også virkelig dejlig, mens Hotel Ilulissats rooftop giver et vidunderligt view – men maden. Den skal du ikke komme der for …
Grønlandsk mad er baseret på det, man selv kan fange: helleflynder, rejer, snekrabbe, sæl, hvalkød, rensdyr og moskusokse. På ambitiøse restaurant Ulo på Hotel Arctic smager du lidt af det hele smukt tilberedt.
Som morgenlys, der blidt vækker din hud – let, levende og fuld af energi. Og så fedter den ikke. Olien indeholder blandt andet granatæblekerner, figenkaktus og buriti fra Amazonas – ingredienser, der vækker gløden, udjævner hudtonen og giver en frisk, naturlig udstråling.
‘Day Light Radiance Face Oil’, Amly Botanicals, 30 ml., 745 kr.
Den skaber ikke uden grund ventelister verden over, for ‘Plum Beauty Oil’ er et unikt koncentrat af antioxidanter, vitaminer og nærende fedtsyrer, der sammen arbejder målrettet med cellefornyelsen, styrkelse af hudbarrieren og sikrer en strålende hud i balance. Den koldpressede blommeolie fra Californien er i øvrigt en kraftfuld multiolie, der kan buges både til hud, hår og negle.
‘Plum Beauty Oil’, Le Prunier, 835 kr.
Flydende luksus, der omslutter huden i næring og glød. Den silkebløde olie giver fornyet vitalitet, og efterlader huden smidig, balanceret og strålende. Et eksklusivt skønhedsritual, hvor hver dråbe vitterligt føles som ren forkælelse. Så husk at tage din tid.
‘The Renewal Face Oil’, La Mer, 15 ml., 1.049 kr.
Luksus med videnskabelig tyngde. Olien er let, nærmest silkeagtig og dybt nærende. Styrker hudens egen fornyelse og giver et smidigt, ensartet, fugtmættet og strålende udtryk.
‘The Face Oil’, Augustinus Bader, 10 ml., 660 kr.
Dig, der går op i olier, kender selvfølgelig Rudoph Care-klassikeren: ‘Acai Facial Oil’. Og med god grund. Det er ren forkælelse i dråbeform, der efterlader din hud beroliget, velnæret og fyldt med glød, når den lette olie nærmest smelter.
‘Acai Facial Oil’, Rudolph Care, 15 ml. 825 kr.
Josephine Yaa Akuamoa og Peter Bur Andersen. Josephine er stifter og kreativ direktør i design- og kunsthåndværksvirksomheden File Under Pop. Her arbejder hun med farver, materialer, rum og fortællinger på tværs af kunst, design, arkitektur og kunsthåndværk. Peter er stifter og kreativ direktør i tegnestuen Briq, der arbejder strategisk, analytisk og praksisnært med forretningsudvikling, arkitektur, spatial design og bylivsplanlægning. Huset, en ombygget vandrekirke, på 170 kvadratmeter, ligger i Veddinge Bakker i Nordvestsjælland.
Josephine Yaa Akuamoa
Det var områdets helt særlige ro, blottet for skyhøje huspriser og det klientel, der ofte følger med, der trak. Her var ingen smarte bagerier med morgenbrød, der instagrammes eller gadehjørner med pop-up galleri for sommergæsterne. I stedet var her marker, tårnhøje træer og en bred strand, der slænger sig langs kysten fra Odden til Ordrup Næs i en lang, ubrudt linje.
“Odsherred er et autentisk landskab – råt og blidt på samme tid. Med Kattegat på den ene side og Isefjord på den anden opstår et helt særligt lys. Ligesom i Skagen søgte malere hertil netop for at arbejde med lyset og horisonten,” fortæller Josephine, der tillige havde et særligt tilhørsforhold til området.
“Jeg købte huset, før jeg mødte Peter. Jeg har kendt området i Veddinge Bakker, siden jeg var 17 år og kom i mange år i min ældste datters fars families sommerhus her. Da vi mistede min datters far, købte jeg vandrekirken tre måneder senere. Jeg søgte dengang – som nu – et sted med ro, nærhed til naturen og en god grundstemning. Ikke et perfekt hus, men et hus med potentiale og ånd,” fortæller Josephine.
De smukke døre i det ærlige materiale krydsfiner er skabt af Archival Studies, der også står bag de pink stole ved køkkenøen i midten. På mezzaninen ses en vintage-maske fra Tanzania og en sort stol fra Gubi.
Hun beskriver det oprindelige hus som ordinært, lidt tillukket og institutionelt. Svenskrødt og præget af tidens tand. Funktionelt, men uden den lethed og åbenhed, hun drømte om. Huset var opført i 1984 som en vandrekirke: En midlertidig kirke, mens den egentlige kirke var under renovering, så menigheden kunne fortsætte deres kirkeliv, mens arbejdet stod på. Da Josephine så huset for små 8 år siden, føltes det, som om huset var pakket ind i træer og manglede luft omkring sig. Men lyset, terrænet og husets placering på grunden var rigtig, og hun så et kæmpe potentiale i de seks meter til kip, som gav mulighed for at etablere mere rum opad og trække huset endnu længere ind i himmelrummet.
Det hyggelige arbejdshjørne på mezzaninen, hvorfra man både har privatliv og udsigt over hele rummet nedenfor, er indrettet med et bord sammensat af en plade af krydsfiner og bukke fra Silvan.
Stolene er vintage og er designet af Charles & Ray Eames. Den turkise krukke på gulvet er designet af Elisa Ossino Studio for File Under Pop, mens lampen er fra Artemide.
Den høje brændeovn fra Morsøe skaber et hyggeligt samlingspunkt i stuen – med kurvestole, som Josephine har bragt med hjem fra Indien. I hjørnet står en Akari 10A fra Vitra, designet af Isamu Noguchi, mens lysestagen på gulvet er af Tom Dixon. På væggen hænger blandede værker, blandt andet af Aage Sikker Hansen, og keramik fra Marie Worsaae.
“Vi ville ikke bygge nyt til, men bygge videre på det gode grundmateriale, huset allerede bestod af. Vi ønskede at udnytte husets højde og etablere en mezzanin, der svæver under loftet – med biblioteksgang, kontorplads og en sekundær stue med plads til ro og fordybelse,” siger Josephine.
Huset i sin grundform er enkelt disponeret og tegnet ud fra tre rektangler på 4 x 12 meter, som forskydes 80 cm i forhold til hinanden. Plantegningen er inspireret af japansk æstetik og symmetri.
“Vi åbnede huset op, arbejdede med sigtelinjer, dagslys og materialer. Fjernede det overflødige og gav plads til mere lysindfald – og til at naturen kunne finde ind. Vi prioriterede ærlige materialer, der ældes smukt, og et blødt lysindfald, som møder farver på tværs af materialer, objekter og kunstværker. Vi ønskede at frembringe poesi gennem tredimensionelle billeder forskellige steder i huset. Keramikken spiller en særlig rolle, idet glasurfarvede keramiske flader tilfører både hårdhed, blødhed og dybde i farven. Keramik, som jeg har arbejdet med i 25 år, har for mig en helt særlig taktil kvalitet,” forklarer Josephine.
Farveholdningen i huset er enkel, men med strejf af stærke farver som pink, gul, blå og grøn. Køkkenet er skabt af Garde Hvalsøe med File Under Pop-lerfliser med glasur i farven 'Under My Skin’. Backsplashen af lavasten er skabt særligt til køkkenet og er glaseret i farven ‘Life Is A Rose’.
Den røde bakke er vintage, mens de to glas på bordet er designet af Nikolaj Mentze for Frama.
Fokus på materialer og Josephines unikke sans for at sætte farver sammen præger også indretningen i huset. Her er få, men velvalgte møbler, lamper og værker og en smuk kombination af vintage, designklassikere, håndlavede elementer og kurveflet. Overordnet er farvesætningen lys i det store alrum, mens værelserne rummer mere karakterrige, mættede farver. De malede flader møder keramiske fliser som et gennemgående gulv i køkken, entré og badeværelse, som igen møder fyrretræsgulv. Overgangene mellem fladerne på gulvet er skarpe og hårde – et bevidst og gennemtænkt valg, fortæller Josephine.
Badeværelset, der ligger overraskende i åben forlængelse af entreen, er indrettet med prikkede fliser designet af Elisa Ossino Studio for File Under Pop. Elisa Ossino Studio har også designet armaturet, Fantini. Spejlet er designet af OeO Studio for Fredericia Furniture, mens lamperne er fra Astep.
Overalt i hjemmet ses referencer til Josephine og Peters liv og rejser – her er det skåle fra Indien, en lysestage fundet hos en kræmmer i Fårevejle og objekter fra vennen Helle Mardahl.
“Vi ønskede os et hjem, der føles levende – hvor det er let at flytte rundt på møbler og skabe nye settings. Huset skulle invitere naturen indenfor, så vi kunne nyde frirummet fra byen med dens stimuli, støj og kunstige lys. Vi prioriterer farver, teksturer og proportioner. Og hvordan et rum føles – ikke kun hvordan det ser ud.”
Særligt tilfredse er Josephine og Peter med mezzaninen, der indbyder til stille stunder med udsigt til himlen og trætoppene, og badeværelset med de prikkede fliser, som er designet af Elisa OssinoStudio for File Under Pop. Det er i det hele taget ikke svært at få øje på både Josephine og Peters aftryk i det særegne hus.
Den buede konstruktion på mezzaninen skaber et skulpturelt udtryk, der er present uanset, hvor i det store rum, man opholder sig. Loftet, der er beklædt med bambus, tilfører et taktilt udtryk og en helt særlig varm stemning i huset. Selve køkkenet er skabt af Garde Hvalsøe med File Under Pop-lerfliser med glasur i farven 'Under My Skin’. Backsplashen af lavasten er skabt særligt til køkkenet og er glaseret i farven ‘Life Is A Rose’. Det store værk på væggen er af Mathias Malling Mortensen, mens lamperne over køkkenbordet er fra Flos, og er designet af Achille Castiglioni. Den pink glaslampe er af Helle Mardahl, mens de pink høje stole er fra Archival Studies.
Det hyggelige arbejdshjørne på mezzaninen, hvorfra man både har privatliv og udsigt over hele rummet nedenfor, er indrettet med et bord sammensat af en plade af krydsfiner og bukke fra Silvan.
Stolene er vintage og er designet af Charles & Ray Eames. Den turkise krukke på gulvet er designet af Elisa Ossino Studio for File Under Pop, mens lampen er fra Artemide.
“Her er spor af liv, rejser, kunst og samtaler. Vi har begge boet i Sydeuropa i en årrække og har rejst meget i både Afrika og Indien. Der løber tydelige tråde til disse kontinenter gennem huset,” siger Josephine og opsummerer kærligheden til huset i bakkerne:
“Stilheden. Sollyset, månelyset, stjerneskæret. Det er helt unikt. Det er et hus, der har holdt om os – og holdt os oppe.”
Farveholdningen i værelserne er i modsætning til det store rum holdt i mørkere nuancer, der skaber en hyggelig, lidt huleagtig stemning. Stolene langs væggen er af Egon Eiermann fra Please Wait to be Seated, mens stolen ved skrivebordet er designet af Mart Stam. Bordet er fra MA/U Studio De Padova, og standerlampen er fra Le Klint. På gulvet står en stor vintagekrukke fra Sicilien, mens værkerne på væggen er henholdsvis vintage fra Indien og et håndmalet wallpiece fra File Under Pop.
Et stort spejl fra Ikea får rummet til at føles større. Den gule lampe på natbordet er fra Hay, mens sengehynden er polstret med Raf Simons-tekstil fra Kvadrat. Sengetæppet er fragtet med hjem fra en rejse til Indien, og værkerne over sengen er et portræt af 'The Mother’ fra Indien, et tekstilværk af Johanne Genz og et vintageværk hjemtaget fra Spanien.
Charlotte Hesselbjerg Eskildsen, creative director og medejer af Designers Remix og The Garment, 50 år. Født og opvokset i Kolding. Uddannet designer fra Kolding School of Design. Bor i Charlottenlund sammen sin mand, Niels Eskildsen, og døtrene Smilla på 19 og Sofine på 15.
Jeg har altid været målrettet. Allerede i 6. klasse vidste jeg, at jeg ville arbejde med mode. Det vidste jeg bare. Jeg var draget af at skabe former og sætte dem sammen til tøj. Jeg tegnede 80’er-agtige jakkesæt, og der findes barndomsbilleder af mig, hvor jeg sidder i skolen hjemme i Kolding iført min fars jakkesæt. Jeg endte tidligt i industrien og kom ind i et stort setup i en ung alder. Jeg blev ansat hos IC Company til at skabe nye brands, og da vi herunder startede Designers Remix, var jeg allerede opdraget til at tænke forretning. Det havde jeg med hjemmefra. Min far havde en designvirksomhed, min mor var kreativ, og jeg var vant til tanken om at være selvstændig. Jeg drømte om at have mit eget brand.
“Vores succes handlede ikke bare om hårdt arbejde; timing og tilfældigheder har også spillet ind”
Jeg har aldrig været typen, der sidder alene i toppen af et tårn og tegner mine kreationer, jeg fungerer godt i teams og er som sagt også stærk i forretningssproget. Niels (Eskildsen, red.), som jeg senere blev gift med, stod for businessdelen, og vi blev sat sammen til at drive Designers Remix. Det var meget organiseret fra begyndelsen. Mange tror, at vi altid har været selvstændige, men det var faktisk først for otte år siden, at vi blev ejere af brandet. I mange år var vi ansat til at drive virksomheden, men ledelsen var dygtige til at give os ansvar og få os til at yde det ekstra – som om vi ejede det selv. De stolede på os, og vi gav den gas.
Vores succes handlede ikke bare om hårdt arbejde; timing og tilfældigheder har også spillet ind. Allerede fra begyndelsen upcyclede vi et lager af herrejakkesæt og lavede det om til kvindetøj. Det blev både et greb og et dogme – en måde at arbejde med genbrug og bæredygtighed på, længe før bæredygtighed overhovedet var et begreb. Vi tømte et helt lager, der ellers ikke kunne sælges, og var forud for hele snakken om upcycling, deadstock og overproduktion. Det gjorde os relevante.For mig at se handler relevans i modebranchen også om at tage del i samfundsmæssige diskussioner. Man behøver ikke være relevant for at producere tøj – mange brands sælger fint uden at være en del af samtalen. Men vil man være en del af debatten og spotlyset, må man forholde sig til de store emner.
Der har også været svære perioder. Især den tid, hvor modebilledet var fuldt af farver og print, det passede slet ikke til vores DNA. Jeg synes jo, at København er personificeret af Arne Jacobsen og af en mere minimalistisk stil. Pludselig stod vi over for et valg: Skulle vi følge med eller holde fast? Vi valgte at tage en pause, arbejde med upcycling og fokusere på bæredygtighed. Vi var ikke på modeugekalenderen i en periode, fordi vi havde brug for at finde ud af, hvem vi var, og hvem vores målgruppe var. Vi ville ikke lave gule kjoler med all-over print. Det var sundt at stoppe op. Man kan godt holde en forretning i gang på andre måder. Vi lavede pop-ups i Selfridges i London, arbejdede med amerikansk PR og klædte kendte mennesker og internationale profiler på. Der er mange veje til synlighed, og moden vender altid tilbage. Jeg synes, at det er en styrke, at man som brand ved præcis, hvad man ikke vil ændre.
“Ideen til The Garment udsprang under corona, hvor jeg fik lyst til at lave noget nyt. Det skulle være et hyggeprojekt – et kærlighedsbarn, der ikke skulle fylde for meget. Men det udviklede sig, og i dag er det blevet en rigtig forretning, som Niels ville sige”
Københavns modeuge har også spillet en væsentlig rolle i vores succes – og mange andre danske brands. Den er blevet en helt afgørende faktor for os alle sammen. Det er et afsæt, vi kan arbejde ud fra, især på grund af den tydelig internationale tilgang, som den har i dag. København er jo også et hot sted lige nu – og har været det i flere år. Det betyder meget, for det gør vores platform stærkere, og det giver oprigtig interesse for det, vi laver. Det har affødt de mange betydningsfulde gæster fra store internationale butikker, magasiner og andre platforme. Jeg husker vores første modeshow i 2005 … Det var mere lokalt. Dengang var København ikke et sted, man rejste til. Man tog til Paris og London. Det har ændret sig fuldstændigt, og det har hjulpet os enormt. Netværket betyder oplagt meget, når man udvikler brands og skal nå ud til nye målgrupper. Både Designers Remix og senere The Garment er blevet styrket internationalt på grund af modeugens udvikling.
Ideen til The Garment udsprang under corona, hvor jeg fik lyst til at lave noget nyt. Det skulle være et hyggeprojekt – et kærlighedsbarn, der ikke skulle fylde for meget. Men det udviklede sig, og i dag er det blevet en rigtig forretning, som Niels ville sige. Efter alle de her år havde jeg som designer brug for at sige: nu skal jeg have et rent lærred. Nu skal jeg lave The Garment, et brand, der viser, hvem jeg er. Jeg skulle ikke eksperimentere, jeg vidste præcis, hvad jeg ville. Da vi startede Designers Remix i 2002, var jeg så ung, at alt bare var spændende. I dag er det anderledes. Jeg ser ikke The Garment som et comeback eller en genstart, men som en opgradering. Jeg ved så meget. Alle fejlene, al erfaringen og alle de mennesker, jeg har mødt på vejen, gør det muligt for mig at skære ind til benet og sige: Det er det her, vi skal.
Det hænger selvfølgelig også sammen med at blive ældre og mere sikker. The Garments udtryk er mere clean, mere minimalistisk. Der er en tryghed i formsproget – både for mig som designer og som menneske. Jeg kender mig selv, og det føles godt.
The Garment handler i bund og grund om garderobeklassikere. Tøj, man gemmer, og som ikke er sæsonbetonet. Vi arbejder meget med traditionel herrebeklædning som den store polo, blazeren, den hvide skjorte. Det er klassikere, der altid har eksisteret, som vi tilpasser tidens klassiske kvinde.
Jeg synes, at man som brand bør sige mere nej end ja. Fast fashion handler om konstant udskiftning. Man bør i stedet spørge sig selv: Hvad klæder mig? Hvad kan jeg have i mange år? Hvad elsker jeg at have hængende i mit skab? Det handler om at stå for noget og holde fast i en tone, der kan holde over tid.
Du er dansk, og Gudrun & Gudrun er fra Færøerne. Hvad er dit forhold til brandet?
Jeg har elsket Gudrun & Gudruns fjerlette designs i lang tid. Jeg opdagede dem faktisk på Bornholm, hvor jeg fandt deres undertøjsæt i den blødeste uld. Lige siden har jeg samlet på deres fine strik, og jeg blev så glad da de spurgte, om jeg havde lyst til at lave en lille kollektion med dem.
Hvorfor valgte du netop at samarbejde med dem?
Jeg blev forelsket i deres styles og farver ved første blik. Hver eneste piece er som et lille kunstnerisk eventyr, fjerlette og magiske – noget man forestiller sig, en alfepige ville have på. Gudrun & Gudrun er de skønneste kvinder – kunstnere til fingerspidserne. Man mærker deres kærlighed til naturen og historie i deres designs, og jeg følte en connection til dem, allerede inden vi mødtes.
Hvor kom inspirationen til kollektionen fra – fra farver til silhuetter?
Jeg er besat af farver, elsker dem! Jeg er vokset op med en peruansk mor, og vores hjem var et kalejdoskop af farver. Farver gør mig så glad, jeg får altid lyst røre ved objekter i smukke farver og er næsten altid klædt i alt andet end sort. Vi valgte nogle af vores yndlingsfarver, og så et par pangfarver og designede ud fra dem.
Hvad er din favorit fra kollektionen?
Jeg er vild med alt i kollektionen – og jeg elsker, at man kan blande det hele og have det på i lag.
Hvordan synes du, kollektionen passer ind i den skandinaviske stil?
Den skandinaviske natur er så smuk. Det har den fineste farveskala. Det var vores inspiration til farvevalg. Det, der er så skønt ved Gudrun & Gudruns luftige strik, er at man kan have dem på over en let kjole eller med et par bukser og en jakke. Man kan have dem på på en kølig sommeraften eller en kold vinterdag, udover blot en bh og skovtrusse eller skødesløst hen over en lang silkekjole. Strik er så perfekt til det skandinaviske vejr!
Kollektionen kan købes på Gudrun & Gudruns hjemmeside og hos udvalgte forhandlere fra 25. marts 2026.
Tobias Birk Nielsen, kreativ direktør hos Alis, 39 år. Født og opvokset i Valby. Har en kandidat i beklædningsdesign fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Tidligere stifter af Iso.Poetism. Bor på Vesterbro med sin søn Cosme.
Da jeg blev færdig på Designskolen, etablerede jeg samme sommer mit eget brand, Tobias Birk Nielsen. Den første sæson gik overraskende godt, og der kom hurtigt vind i sejlene med hul igennem til fine butikker både i ind- og udland. Efter et lille års tid skete der drastiske ændringer i mit privatliv. Min kone, Rikke, fik konstateret kræft den samme uge, som hun fødte vores søn, Cosme, syv uger for tidligt. Derfor trak vi os i en periode helt fra omverdenen for at finde vores ståsted i en tid, der både rummede det mest magiske og mest skræmmende i livet. Når jeg ser tilbage på den periode i dag, mindes jeg den faktisk som en smuk tid, hvor bizart det end må lyde, fordi vi hurtigt fik mobiliseret en næsten umenneskelig råstyrke bygget på kærlighed og håb.
“Rikke blev diagnosticeret, hvor vi isolerede os på Hvidovre Hospital – og fik omdannet hele situationen til et overlevelsesinstinkt og et brændende ønske om at være familie. På forunderligvis frembragte den isolerende tilstand en særlig poesi og en direkte kontakt til vores allerstærkeste følelser”
Kort efter blev vi enige om, at jeg skulle fortsætte med at lave tøj, og at hele vores verden ikke måtte gå i stå. For at finde mening i den beslutning, havde jeg et behov for at inddrage det, vi stod i. Jeg integrerede derfor Iso.Poetism som en del af brandnavnet, og kollektionerne blev herefter fortællinger om mit ståsted som menneske. Det blev både terapeutisk og kreativt – og i høj grad en hyldest til min kone og den vanvittige styrke, hun konstant overraskede mig med. Navnet kom som en refleksion på tiden efter, Cosme kom til verden, og Rikke blev diagnosticeret, hvor vi isolerede os på Hvidovre Hospital – og fik omdannet hele situationen til et overlevelsesinstinkt og et brændende ønske om at være familie. På forunderligvis frembragte den isolerende tilstand en særlig poesi og en direkte kontakt til vores allerstærkeste følelser. For mig handlede det også om at navigere mellem smerte og kærlighed, sorg og glæde. Den dualitet blev et kreativt spændingsfelt, som også fungerede godt for resten af holdet omkring brandet. Vi arbejdede med tematikker, flere kunne spejle sig i på hver sin måde som f.eks. følelsen af både at være taknemmelig og høj på livet og samtidig magtesløs og bange for at miste.
Alle vores shows og fotoskydninger blev mere eller mindre bygget op omkring installationer, der fungerede som visuelle fortællinger til de temaer. Det blev et projekt om livet og om at sætte ord og billeder på noget svært – men meningsfuldt. Et af de sidste shows, vi lavede, bestod af 200 papmaché-sten, der hang fra loftet og stod på gulvet og skabte et stort univers. Det udsprang af, at jeg siden barndommen – noget jeg har arvet fra min mormor – altid har samlet sten fra betydningsfulde øjeblikke. Små, vigtige stunder, som jeg fysisk har taget med mig. For eksempel på en gåtur i solnedgangen på stranden i Rørvig med min søn. Og dermed blev showet en måde at tale om de små, men meningsfulde minder vi deler med hinanden.
Efter tre års sygdom gik Rikke bort, og det er jeg nok stadig ikke kommet mig over. Men det skulle jeg, for pludselig stod jeg alene med Cosme, og hans verden kom med ét til at betyde alt for mig og er siden blevet omdrejningspunktet for nærmest alt, jeg gør. Muligvis derfor gjorde tabet af Rikke ikke nødvendigvis arbejdet og kollektionens temaer mørkere – snarere tværtimod. Da den første smerte havde lagt sig, og det havde kanaliseret sig gennem et par kollektioner, kom også en dyb, grundfølt følelse af taknemmelighed. Livet var blevet klart og dyrebart. Jeg besluttede, at jeg ikke længere ville slide mig selv op for deadlines, men tage mit liv alvorligt, især for Rikke og Cosmes skyld. Det ændrede også mit kreative udtryk.
“Mit fokus var på at overleve – både som far og som virksomhedsejer. På et tidspunkt sagde min krop tydeligt fra”
Jeg var selvstændig i seks år. Det var en vild rejse på godt og ondt. En hård, intenst og krævende periode, som også bød på corona-pandemi og recession, hvorfor jeg i mange år havde svært ved at passe på mig selv. Mit fokus var på at overleve – både som far og som virksomhedsejer. På et tidspunkt sagde min krop tydeligt fra. Mine fingre begyndte at drille ved konstant at sove, og min lægmuskel var helt spændt op i seks måneder. Jeg cyklede overfor rødt, og jeg gik ind i en dørkarm i børnehaven en dag, da jeg skulle hente Cosme og stod der med blodnæse. Nogle gange så jeg det udefra og tænkte: Hvad har du gang i? Men jeg havde alligevel svært ved at ændre på tingene. Jeg begyndte at forstå, at hvis jeg skulle være der ordentlig for Cosme, var jeg nødt til at tage nogle væsentlige beslutninger, der gjorde det muligt at ændre på hverdagen. Da vi senere vandt både Zalando Awards og kort efter Wessel & Vett Fashion Prize, kunne jeg mærke, at det føltes som et godt sted at sætte punktum. Og selvom vi ellers omsider havde arbejdet hen mod et kommercielt gennembrud, valgte jeg at lukke brandet. Jeg var simpelthen brugt op.
Kort efter jeg meldte ud, at jeg stoppede, begyndte forskellige muligheder at byde sig til. Og særligt et opkald fra Philip (Lotko, red.), der udover sin rolle i Rains også er medejer af Alis, antændte en lyst til at være kreativ på ny, og i en konstellation hvor jeg ikke havde hele mit følelsesliv bundet op på projektet. Som born and raised københavner har jeg kendt til Alis hele mit liv. Det er på mange måder et legendarisk brand med en helt særegen stærk arv, hvilket jeg finder stor ære i at få lov til at være med til at føre videre.
Jeg har altid været drevet af en naturlig skabertrang, og det helt banale i af at se noget blive ført ud i livet. At skabe noget fra bunden. Med Alis var der allerede noget. Der var et navn, og der var mennesker med ombord, som besidder både erfaring og en anden form for knowhow end min egen. Præmissen var en helt anden. Samtidig var jeg selv et andet sted – jeg var ikke længere nyuddannet, men havde prøvet ting af, bygget et brand op med forhandlere i mere end 30 lande og fået en større forståelse for, hvordan jeg arbejder. I dag arbejder jeg langt mindre intuitivt, og handler ikke nødvendigvis på alle ideer og fortællinger, der synes relevante at iscenesætte, men mere analyserende og stiller spørgsmål som: Hvorfor gør vi det? Hvem vil vi gerne henvende os til? Og hvordan lykkedes vi med den dialog? Mindre mavefornemmelse og mere fokus på at skære ind til det relevante og kun bruge kræfterne, hvor der er belæg for det.
“Det bliver hurtigt endimensionelt og tøj uden sjæl, hvis man ikke finder sine egne veje at gå, særligt i en tempofyldt branche hvor der er et konstant behov for, at det hele tiden skal hives kaniner op af hatten”
Mine opgaver i Alis er mange, men samtidig også lige til: Jeg skal forny brandet og gøre det relevant. Vi skal bygge videre på en særlig arv og samtidigt turde grave lidt dybere og finde ud af, hvordan man bruger Alis-ånden i dag. Brandet er tæt forbundet med streetwear, og for mig handler det om at tage det afsæt, vise hvordan streetwear ser ud med Alis-briller i 2026 og placere det i et kreativt fællesskab, som også rækker ind i andre grene af et kulturliv. Vi afholder fx minikoncerter i vores butik med nye artister og forsøger at skabe rammer for andre kreative udfoldelser. Det er i høj grad noget af det, der motiverer mig. Ellers bliver det hurtigt bare tøj.
Det bliver hurtigt endimensionelt og tøj uden sjæl, hvis man ikke finder sine egne veje at gå, særligt i en tempofyldt branche hvor der er et konstant behov for, at det hele tiden skal hives kaniner op af hatten. Den vej føler jeg langsomt, vi er i gang med at finde i Alis, hvorfor jeg stadig connecter med det jeg laver, til trods for at det ikke længere er lige så direkte forbundet med et personligt output. Nu handler det mere om at være Alis. Om hvad det er, vi har sat i gang, hvad der er vigtigt at sige, og hvordan vi siger det. Metoden er måske den samme – men i dag er jeg ikke Tobias og brand på én og samme tid. I dag er jeg Tobias, kreativ i Alis, med luft til også at nyde det hele lidt undervejs.
Der var store sko at udfylde, da newyorker-duoen bag Proenza Schouler, Jack McCollough og Lazaro Hernandez, præsenterede deres debutkollektion for det populære spanske modehus Loewe. Overtagelsen kom i kølvandet på, at Jonathan Anderson forlod posten som chefdesigner efter mere end et årti ved roret.
Allerede inden showet stod det klart, at Andersons kompromisløse håndværk og konceptuelle tilgang var ført videre. Invitationerne – udformet som læderindpakkede proptrækkere og kapselåbnere – fungerede som både symbol på det forgående og statement for en ny æra hos Loewe. Selve kollektionen føltes ligeledes som et bevidst reset: rene linjer, klare farver og raffinerede silhuetter pegede fremad, uden at give slip på husets arv.
Under modeugerne i Milano er det ikoniske italienske modehus Gucci altid blandt de absolutte højdepunkter, og denne sæson var ingen undtagelse. Det var nemlig georgiske Demna Gvasaliasførste kollektion for brandet efter 10 år som chefdesigner hos Balenciaga – og for dem, der har fulgt hans karriere, er det ingen overraskelse, at debuten blev alt andet end konventionel.
Demna var oprindeligt programsat til at præsentere sin debutkollektion, La Famiglia, tirsdag under Milano Fashion Week, men valgte overraskende at lancere kollektionen som en digital lookbook dagen før. På selve showdagen afslørede han, at hans timeslot i virkeligheden var reserveret til premieren på en ny kortfilm med titlen The Tiger. Filmen følger Barbara Gucci – spillet af Demi Moore – chef for Gucci International og ejer af staten Californien – i et surrealistisk univers, hvor mode, magt og familiedynamikker flettes sammen. Til premieren ankom filmens skuespillere side om side med La Famiglia-karaktererne, og selv gæster uden for den oprindelige kampagne var iscenesat som en del af fortællingen og iført kollektionen.
Siden Christian Diors død i 1957 har ingen kreativ direktør haft det samlede kreative ansvar for hele modehusets univers – kvinder, mænd og haute couture. Det ændrede sig sidste år, da Jonathan Anderson overtog roret for alle tre linjer.
I juni præsenterede han sin første herrekollektion for Dior, og i oktober fulgte den længeventede debut for kvinder. Især sidstnævnte var et øjeblik, som store dele af modebranchen havde set frem til. Og hvilken debut, det var: Kreativ, rørende og som et friskt pust. At påtage sig en rolle af denne kaliber kræver en dyb respekt for modehusets historie, og netop denne balance mestrer Anderson til fulde. Han formår på én gang at ære Diors arv og samtidig udstikke kursen for et mere vovet, nutidigt og forfriskende Dior – altid med kompromisløs respekt for håndværket og med subtile, intelligente og historiske referencer. Noget af det mest bemærkelsesværdige er Andersons beslutning om at genindføre modehusets originale Dior-logo tegnet af Christian Dior selv. Resultatet er et Dior, der føles både genkendeligt og nyt. Et modehus i bevægelse. Alt dette og mere til indbragte Jonathan Anderson prisen som ‘Årets Designer’ ved The Fashion Awards i London – en hæder, han nu har modtaget tre år i træk.
Efter 10 år præget af en provokerende og rå æstetik under designeren Demna Gvasalia blev Balenciaga i oktober genfødt under den kreative ledelse af Pierpaolo Piccioli, som siden 1999 har været en central skikkelse hos Valentino. På Rue de Sèvres i Paris var luksuskonglomeratet Keringshovedkvarter – der blandt andet ejer Gucci og Saint Laurent – forvandlet til en spektakulær showlocation. På catwalkens forreste række var prominente gæster mødt op for at vise deres støtte, herunder hertuginde Meghan Markle og skuespiller Anne Hathaway.
Hvis Picciolis tid hos Valentino har lært os noget, er det hans evne til at mestre kunsten at skabe den perfekte aftenkjole. Dramatiske nederdele i Cristóbal Balenciagas signaturmateriale, silke-gazar, fyldte meget og tilførte kollektionen et smukt, skulpturelt udtryk, der elegant balancerede arv og fornyelse.
Det er, som om Bottega Veneta de seneste ti år har gennemgået en ekstraordinær udvikling. Særligt de seneste fem år har brandet været formet under kreativ ledelse af topdesigneren Matthieu Blazy, som indvarslede en mere maskulin og skulpturel æra for modehuset og skabte ‘new Bottega’.
I september præsenterede designer Louise Trotter så sin første kollektion for Bottega Veneta, og man kan kun sige: én af hver, tak. Trotter, der senest transformerede det franske modehus Carven, leverede præcis det, der var brug for, og pegede samtidig i en ny retning.
Kollektionen hyldede først og fremmest det enorme håndværk, der ligger bag hvert eneste stykke tøj, men introducerede også en nyere feminin tilgang: kjoler med frynser, løse jakkesæt og selvfølgelig for brandet: sublime tasker – alt udført i en sart og sofistikeret farvepalette af jordtoner, brudt af fx en markant, dyb rød.
Hele modeverdenen holdt vejret i dagene op til, at Matthieu Blazy skulle præsentere sin debutkollektion for det ikoniske franske modehus Chanel. Showet fandt – som traditionen foreskriver – sted i Grand Palais og Blazy leverede som forventet alt andet end det forudsigelige. Gæsterne blev mødt af et næsten drømmeagtigt himmelrum med svævende planter, indrammet af et kompromisløst sort univers og sortlakerede gulve. Intet var overladt til tilfældighederne, og associationerne førte hurtigt tankerne tilbage til det kreative univers, som Karl Lagerfeld formede for modehuset gennem næsten fire årtier.
Chanel er tilbage – med tyngde, selvtillid og vision. Kollektionen var elegant opdelt i tre kapitler. Først Un Paradoxe – en reference til herremodens formsprog, fortolket gennem skjorte og bukser båret af Gabrielle Chanel selv lånt af Boy Capel, hendes vigtigste partner og inspirationskilde. Dernæst fulgte Le Jour, som udforskede husets ‘readyto wear’ gennem tiden via dekonstruerede klassikere og subtile nyfortolkninger. Afslutningsvis præsenterede L’universel en vision om fremtiden hentet fra fortiden – forankret i husets grundelementer: ternet tweed, smykker med barokperler, glaskugler og emaljerede kæder samt fodtøj med den ikoniske, kontrasterende tå. Blazy, vi glæder os til mere.
Proenza Schouler-grundlæggerne Jack McCollough og Lazaro Hernandez overraskede hele modebranchen, da de i starten af 2025 trådte tilbage som creative directors for deres eget brand. Kort efter stod det klart, at duoen skulle overtage det kreative ansvar hos Loewe – en markant udnævnelse, der samtidig efterlod en ledig designpost hos Proenza Schouler.
Valget faldt på Diotima-grundlæggeren Rachel Scott, som med sine jamaicanske rødder og poetiske formsprog allerede har markeret sig som et af New Yorks mest spændende navne. Scott gav et første indblik i sine kreative tanker under SS26-showet i New York i september, forud for sin officielle debut, der er planlagt til februar 2026. Forårskollektionen, som snart rammer butikkerne, fungerer som en raffineret opdatering af Proenza Schoulers signatursilhuetter, nu beriget med en ny teksturel finesse. Vi glæder os til at se meget mere til Rachel Scott, der uden tvivl er et talent, man skal holde øje med.
For første gang siden 2017 blev Jil Sander-showet afholdt på det historiske Piazza Castello i Milano, ved modehusets eget hovedkvarter – en location, som brandet har ejet i mange år. Det er ikke en ubetydelig detalje for Simone Bellottis debutkollektion, der trak tråde til husets kernekoder, flettet sammen med hans egen italienske arv.
Kollektionen bød på dels stærke farver, dels pasteller og skræddersyede detaljer, kombineret med jeans og transparente elementer. Det var klassisk JilSander, holdt stramt og lækkert, men samtidig relevant og moderne. Bellotti har en tydelig vision for brandet, som vi glæder os til at følge fremover.
Katie Kitamura (f. 1979) er en amerikansk forfatter og kunstkritiker, født i Sacramento, Californien, i en familie med japanske rødder. Hun har skrevet fem romaner, der er udkommet på 27 sprog. Fire af dem er oversat til dansk: ‘Intime relationer’, ‘Sidste chance’, ‘Afsked’ og nu ‘Audition’. Hun bor i Brooklyn, New York, med sin mand, forfatteren Hari Kunzru, og deres to børn.
Hun er blevet sammenlignet med både Ernest Hemingway og Rachel Cusk og er i virkeligheden nok helt sin egen: amerikanske Katie Kitamura, der om lidt er aktuel på dansk med den virtuose roman ‘Audition’ – en bog, der foregår i teatermiljøet i New York og hjemme hos en kvindelig skuespiller, hvis verdensbillede forskydes, da hun en dag bliver passet op af en ung mand.
Katie Kitamura er kendt for at skrive så fængslende præcist, at hun næsten ingen ord behøver.
Da ELLE sætter hende digitalt stævne en formiddag på The New York Public Library, flyder ordene til gengæld let, og det føles, som om vi får en lille bid af hemmeligheden Kitamura:
I ‘Audition’ er meget usagt, og det er svært at sige noget uden at sige for meget. Kan du selv sige lidt om, hvad ‘Audition’ er for en bog?
“Romanen åbner med en kvinde, der er midt i livet. Hun er lykkeligt gift og har en succesfuld karriere, da en ung mand tager kontakt til hende. Alt, hvad hun forstår om sig selv og sin plads i verden, forsvinder i det øjeblik, og det er herfra, de potentielle narrativer udfolder sig. Jeg var interesseret i at skrive om, hvordan helt essentielle oplevelser – forældreskabet, at være i et ægteskab eller det at skabe kunst – indeholder nogle modsatrettede elementer, der ikke er forsonlige. Mange af de fortællinger, vi hele tiden er omgivet af, handler om at forstå og skabe mening i de diskrepanser. Jeg ville skrive noget, der tillod diskrepanserne at eksistere side om side.”
“Det med at performe en identitet bliver oftest betragtet som noget negativt, f.eks. når vi taler om den performative kultur på sociale medier”
Hvorfor er det vigtigt at stille de her spørgsmål om, hvem vi er, og hvilke roller vi spiller?
“Jeg tror, der er et element af performance i den måde, vi alle eksisterer i verden på. Jeg følte det særlig stærkt, efter at jeg havde fået børn, hvor jeg var meget bevidst om, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle være mor. Jeg ‘spillede’ rollen, som jeg så den udspille sig og blive præsenteret i kulturen, og som jeg oplevede den, når jeg gik ned ad gaden i Brooklyn. Det slog mig, at det med at performe en identitet oftest bliver betragtet som noget negativt, f.eks. når vi taler om den performative kultur på sociale medier. Idéen om, at vi ikke automatisk har en sikker følelse af vores identitet, virker skræmmende. Jeg tror på mange måder, at vi formår at eksistere gennem den slags forestillinger. Se på børn – de spiller rollespil hele tiden. De spiller læreren, moren, bageren og tog konduktøren, og den performance er med til at give dem en forståelse af, hvordan det er at være til her i verden. Vi forventer, at mennesker stopper med at spille rollespil i en vis alder, men jeg oplever, at vi fortsætter med at trække på kulturen omkring os for at forstå, hvordan vi eksisterer. Det er det, bogen udforsker.”
De fleste af os har det nok, som om vi altid er lidt til en form for audition. Hvilke tanker har du lagt i titlen?
“Præcis. Hver gang vi står over for en ny relation, er vi på sin vis til audition på en rolle. Det er måske tydeligst i kærlighedsrelationer, men det gælder i mange former for forhold, selv de forhold,der allerede er etablerede. Når der opstår et skift i dynamikken, tester og søger vi en ny rolle.
I bogen er jeg også interesseret i en anden brug af ordet audition, audition som refererende til det, du hører. Det lydspor, der er omkring dig. Hovedpersonen er bogen igennem meget opmærksom på, hvad hun kan høre, og hvad hun ikke kan høre, ikke kun når hun er på teatret, men også i lejligheden, hvor hun kan høre hviskende samtaler eller lyde. Hun er hypersensitiv, hvilket jeg også gerne ville referere til i titlen.”
Hvordan fik du idéen til at fortælle historien i to skelsættende afsnit?
“Jeg tror, de fleste af os oplever, at der er dele af vores liv, der ikke rigtig passer sammen. Bogen handler om moderskabet, om at skabe kunst og om spændingen mellem de to ting, og på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg kunne skrive spændingen ind direkte i bogens struktur. Jeg ville se, om jeg kunne få det til at fungere som et plottvist eller i hvert fald føles som et plottvist og måske vise, at verden kan ændre sig og blive ustabil under vores fødder på et splitsekund.”
“I ‘Audition’ findes rodløsheden inde i karakteren, og det var derfor oplagt at lade hende befinde sig i sin egen by. Uroen og følelsen af at være forkert er der stadig”
Handler romanen også om at være midt i livet? Og den forvirring, det kan skabe i forhold til identitet og verdensforståelse?
“Bogen handler for mig meget om at være midt i noget, midt i livet, i midten af et forhold. Der findes så mange historier om begyndelsen af et forhold og mange historier om afslutningen på et forhold. Jeg var interesseret i den midterste fase, som er en periode, hvor der er færre tydelige fortællinger. Forvirringen, eller uklarhederne, er størst i anden del, hvor hovedpersonen prøver at forstå, hvad der er virkelighed, og hvad der ikke er, og noget af det hænger sammen med, at hun forhandler med en periode af livet, hvor de her historier bare er meget utydelige. Hun har ikke et anker, hun kan holde fast i. For mænd er historien om midtlivskrisen meget mere fortalt og velkendt. Det er den ikke for kvinder, og derfor er transitionen mere forvirrende.”
Dine tidligere romaner har foregået forskellige steder i bl.a. Europa. ‘Audition’ foregår i New York, hvor du selv bor. Hvad har det tilført historien?
“Jeg har ikke ladet en bog foregå i USA før nu, fordi jeg altid har været interesseret i følelsen af rodløshed, følelsen af at være amerikaner på international grund og det her med, hvad hjem er for karaktererne. I ‘Audition’ findes rodløsheden inde i karakteren, og det var derfor oplagt at lade hende befinde sig i sin egen by. Uroen og følelsen af at være forkert er der stadig. Derudover er New York også en skøn by at beskrive, fordi du kan trække på den filmiske fortælling, de fleste læsere allerede har om byen. Man behøver kun at give en lille detalje, behøver kun at skitsere omgivelserne, så fuldender forestillingsevnen selv billedet. De fleste har en fornemmelse af, hvordan et teaterliv i New York udspiller sig, så jeg behøvede ikke at gå i detaljer. Jeg har fået foræret en hel masse atmosfære på grund af lokationen og har derfor kunnet forblive i hovedpersonens hoved og dvæle ved de spørgsmål, hun stiller sig selv.”
Du bor selv i New York og er selv del af et kreativt miljø i byen. Hvordan har det været at skrive om noget så tæt på dig?
“Min seneste roman foregik ved Den Internationale Domstol i Haag og krævede en stor mængde research, fordi det ikke er en verden, jeg naturligt selv har oplevet. Det har været anderledes med ‘Audition’. En stor del af mine venner er skuespillere, og da jeg i sin tid flyttede til New York, arbejdede mange af dem med små produktioner på de små teatre downtown. Jeg sad tit og så dem øve og betragtede helt naturligt deres verden uden på det tidspunkt at have intentionen at ville skrive om det. Jeg har haft nogle venner til at læse manuskriptet igennem, men ellers er det mine egne oplevelser fra teaterverdenen, jeg har bragt ind i historien, mine egne erfaringer med den kompleksitet, der er i relationerne, når man skaber noget sammen. Jeg føler, jeg fik modet til at tage større risici andre steder i bogen, fordi jeg følte mig sikker i det miljø, jeg skriver om.”
Katie Kitamura
Hvordan udspiller dit eget liv i New York sig? Kan du sætte scenen?
“Jeg flyttede til New York i 2008, hvilket ikke føles som længe siden, selvom der jo er gået lang tid. Jeg havde boet i London indtil da. Da jeg flyttede til byen, var jeg lige begyndt at skrive fiktion, men jeg skrev også en del kunstkritik og kom som sagt meget i teaterverdenen, så jeg befandt mig ikke kun i det litterære miljø, hvilket var meget nærende. Min mand er også forfatter, så vi er to skribenter under samme tag, og som så mange andre forfattere bor vi i Brooklyn. Lige nu er jeg så heldig at være tilknyttet The New York Public Library, så jeg kan sidde her i bibliotekssalen og skrive. New York er en fantastisk by at arbejde i – du har adgang til noget af det mest enestående kreative og kunstneriske arbejde, du springer bare på subwayen, og i løbet af ingen tid kan du være på et museum eller se en forestilling eller en danseperformance. Jeg føler mig meget heldig, at jeg bor i byen.”
Du har en japansk baggrund. Har det haft indflydelse på dit arbejde?
“Ja, helt klart, på mange måder. Mange af de temaer, jeg arbejder med, er relateret til displacement, tilhørsforhold og identitet, skift i identitet, og meget af det kommer helt klart fra at være vokset op mellem to kulturer. Mine forældre flyttede til USA og boede her i knap 15 år og rykkede så tilbage til Japan, så vi har ikke en traditionel immigrationshistorie. Derfor har jeg også været meget i Japan, og det meste af min familie bor i Japan. Noget af det fantastiske ved at vokse op mellem to kulturer har bl.a. været den litterære-kanon, som jo for mig har været helt anderledes end den, man lærer i den amerikanske skole. Der var andre bøger, der var vigtige for mine forældre, og det gav mig adgang til en anderledes mængde af litteratur, hvilket har påvirket mig meget. Forfattere som Yasunari Kawabata og Kenzaburō Ōe har været signifikante, og selv størrelsen på mine bøger i dag minder jo om de tynde japanske romaner. Ja, så både min stil og mit indhold er dybt præget af min japanske baggrund.”
“Mange af romanens temaer relaterer sig også til hendes race. Hun gør det, man på amerikansk kalder code-switching – hun ændrer sin adfærd for at tilpasse sig en bestemt kontekst, hun ændrer sin dialekt, og hun er hyperopmærksom på alt, hvilket også har noget med hendes baggrund at gøre. Meget handler om, hvordan hun bliver opfattet, det handler om hendes manérer eller om, at hendes opførsel skal ændre sig”
Karakteren i ‘Audition’ har også asiatiske rødder, har jeg ladet mig fortælle, for du skriver det ikke direkte, men indikerer det meget nænsomt. Hvad ligger der i det?
“Ja, karakteren er en asiatisk kvinde. For mig vil det altid være interessant at skrive om en hovedperson, der ikke er hvid. Mange af romanens temaer relaterer sig også til hendes race. Hun gør det, man på amerikansk kalder code-switching – hun ændrer sin adfærd for at tilpasse sig en bestemt kontekst, hun ændrer sin dialekt, og hun er hyperopmærksom på alt, hvilket også har noget med hendes baggrund at gøre. Meget handler om, hvordan hun bliver opfattet, det handler om hendes manérer eller om, at hendes opførsel skal ændre sig. Når det er sagt, så vil jeg gerne fortælle en historie, der er linket til race, men ikke en historie, hvor det hele handler om det. Hvis du læser efter det, kan du se det, hvis ikke, vil du fokusere på andre elementer i bogen. I det hele taget er der jo meget omkring hovedpersonen, som vi ikke får at vide. Hendes navn får du heller ikke. Jeg er meget interesseret i at finde ud af, hvor mange detaljer man kan undlade og stadig skabe en levende historie og en tydelig hovedperson.”
Du er blevet sammenlignet med så forskellige forfattere som Ernest Hemingway og Rachel Cusk. Hvilke skribenter eller forfattere er du selv inspireret af?
“Jeg elsker den spanske forfatter Javier Marías. At læse ham har sat et tydeligt aftryk på mit arbejde. Jeg elsker Karl Ove Knausgård, der formår at skabe et momentum i sine bøger, som jeg virkelig beundrer. Jeg elsker Natalia Ginzburg og Marguerite Duras. Når jeg læser andre, ved jeg, det er en god bog, når jeg ikke kan forstå, hvordan den er skrevet. Når jeg føler, at håndværket er usynligt. Tag f.eks. Tove Ditlevsens ‘The Copenhagen Trilogy’, der først for nylig er blevet oversat til engelsk – den bog er virkelig et mirakel for mig. Jeg har læst de tre fortællinger flere gange, og jeg forstår stadig ikke, hvordan hun har kunnet skrive dem. Det er virkelig magisk. For mig er en bog god, når jeg ikke længere er forfatter, når jeg læser den. Når jeg kun er læser og intet andet.”
Audition, Katie Kitamura, 180 kr.
En person, hvis jobbeskrivelse går ud på at aflæse rummet og venligt foreslå, som man ville gøre med et barn, at det nok ikke er en supergod idé at gøre dét der, men her, leg i stedet med denne skinnende ting. For når man ser på de højprofilerede menneskers adfærd lige nu, må man undre sig over, hvorfor ingen sætter ind med grænser eller konsekvenser – hvorfor de ikke kun ‘får lov’, men ligefrem opfordres til at opføre sig med absolut straffrihed.
Hvis du har nok penge, berømmelse, magt eller indflydelse, er det virkelig kedeligt og meget ‘almindelige mennesker’-agtigt at bekymre sig om, hvordan dine handlinger bliver opfattet af masserne. Hvorfor skulle Jeff Bezos og Lauren Sánchez ikke kapre hele Venedig til deres bryllup til 50 mio. dollars? Hvorfor skulle Katy Perry ikke tage en tur i rummet? Hvorfor skulle Brooklyn og Nicola Peltz-Beckham ikke forny deres ægteskabsløfter i en overdådig ceremoni (som ingen af Beckhams deltog i) efter blot tre års ægteskab? Og hvad er der galt med at lufte sit fjendskab med nogen – hvad enten det er Aryna Sabalenka, der fortæller interviewere om sine problemer med modstanderen Amanda Anisimova ved Wimbledon, eller Lana Del Rey, der deler et diss track om Ethel Cain?
Vi lever i en trumpistisk verden, hvor intet betyder noget. Som en karakter i det populære Netflix-show ‘The Hunting Wives’ siger: “I believe in doing whatever the f*ck I want, ’cause what else is there?” Velkommen til en æra med celebrities uden skam, som vi aldrig har set det før. Mens verden brænder, lever højprofilerede mennesker med flere penge, end de har fornuft, stadig mere overdådige liv – og poster det hele på sociale medier. Respekterede sportsfolk og popkulturelle ikoner deler deres private konflikter på den mest offentlige måde muligt, og ‘oldschool’ filmstjerner som 50-årige Leonardo DiCaprio forsøger ikke engang at lade, som om de er seriøse mennesker længere; skuespilleren sagde for nylig i et interview, at han stadig føler sig følelsesmæssigt som 32. Måske er det derfor, han kun dater kvinder på den alder.
De dage er forbi, hvor rige mennesker skammede sig over deres rigdom, eller berømte skammede sig over deres berømmelse, eller politikere tænkte, at de burde holde ferie et stille sted, hvor de kunne passe sig selv – og ikke, som JD Vance gjorde denne sommer i Cotswolds, på skatteydernes regning, mens han blandede sig bramfrit i en lokal landsby og opføre sig, som om han ejede stedet.
Men hvilken effekt har denne fremgang i skamløshed på resten af os? Mens milliardærer spekulerer over, hvilket Instagram-filter der får deres diamanter til virkelig at poppe, poster vi almindelige mennesker mindre af vores liv online og føler os så belastede af verdens tilstand, at vi knap nok kan dele et uskyldigt billede af en matcha latte uden at bekymre os om, hvordan det vil blive modtaget. Instagram er nu for store gestus, gennemarbejdede statements om identitet og verdenssituationen, aktivisme eller billeder i høj produktionskvalitet – der er ikke længere plads til et sløret billede af din morgenmad.
I en New Yorker-artikel fra tidligere i år med titlen ‘Are you experiencing posting ennui?’ skrev Kyle Chayka: “Under Black Lives Matter-protesterne i 2020 var mange individuelle brugere og firmaprofiler tilbageholdende med at poste noget, der ikke var aktivismerelateret. Den følelse er vendt tilbage nu i forbindelse med begivenheder som Israels krig i Gaza og præsident Trumps mobilisering af ICE mod migranter.” Han citerer en person, der beskriver kontrasten mellem global krise og personlig opdatering som en form for “emotionelle piskesmæld”.
Denne forskel er måske det, der får indholdet fra rige, berømte og succesfulde mennesker til at fremstå ekstra skamløse lige nu. Man kunne argumentere for, at de bare deler deres sande liv som en del af den sociale medier-kontrakt, enhver med en Instagram-konto har underskrevet. Det er ikke deres skyld, at deres virkelighed tilfældigvis er virkelig ekstremt fantastisk sammenlignet med dit “sad little life, Jane”.
Jeg spørger Brian Moylan, popkulturekspert og forfatter til ‘The Housewives: The Real Story Behind The Real Housewives’, om de mest skamløse celebrities faktisk er de mest autentiske, og han siger: “Absolut, og det er det, der skaber en god realitystjerne. Publikum kan spotte uautenticitet … Forestil dig, hvis Lauren Sánchez blev gift på rådhuset – vi ville tænke: Hvad fanden foregår der, dame?”
Ville vi blive mere vrede, hvis rige, indholdstomme celebrities lod, som om de var noget andet – eller forsøgte at skjule deres privilegier? Er det skamløst, at Khloé Kardashian deler detaljer om sine plastikkirurgiske indgreb, eller at flere og flere A-listere siger “Ja, jeg er på Ozempic” – eller er det ærligt?
Jeg spekulerer på, om vi har skubbet celebrities ud i denne nihilistiske ligegyldighed ved at holde dem op på umulige standarder fra starten. Når de har forsøgt at tale oprigtigt om en sag eller gøre noget ‘godt’, har de alligevel formået at gøre det forkert og er blevet hånet eller endda cancelled for det. Under de ødelæggende skovbrande i L.A. i januar blev mange stjerner beskyldt for at være tonedøve i deres reaktion eller i deres beslutninger om, hvordan de ville hjælpe (Mandy Moore delte et GoFundMe-link, blot for at blive kritiseret for ikke selv at donere flere penge). Og hvem kan glemme den krumme tæer-fremkaldende gengivelse af John Lennons ‘Imagine’, som berømte som Gal Gadot og Natalie Portman lavede under COVID – kun for at blive hånet vidt og bredt?
Hvorfor være forsigtig eller omsorgsfuld, hvis du alligevel bliver mødt af en shitstorm?
Faktum er, at vi elsker at se, hvordan de særligt privilegerede lever. Vi elsker at blive forargede, underholdt – det hele er bare content i sidste ende, og ‘eat the rich’-fortællingen gav os nogle strålende TV-serier og film: ‘Succession’, ‘The White Lotus’ og senest ‘Mountainhead’. Journalisten Marina Hyde mener, at “‘eat the rich’-genren er begyndt at føles endnu mere selvtilfreds end de superrige selv”, og jeg må indrømme, at jeg er enig i, at ‘quiet luxury’ med sine IYKYK-flip-flops til 6.500 kroner er endnu mere irriterende end den ‘store bryster, små outfits’-stil, som Moylan siger gør comeback. Han sammenligner denne “tilbagevenden til 1980’ernes ‘Dynasty’-æstetik” – som vi ser på Lauren Sánchez, Sabrina Carpenter og Taylor Swift i hendes Showgirl-æra – med dengang Trump var på toppen som forretningsmand.
I 1980’erne var der en lige så åbenlys fejring af overflod og succes som i dag, men forskellen mellem yuppiekulturens skulderpude-skamløshed og nutidens don’t-give-a-f*ck-A-listere er, at uden internettet var det sværere at vise sin rigdom og status frem – og for ens dekadence at infiltrere almindelige menneskers liv. Kløften mellem middelklassen og de superrige var også mindre … folk, der arbejdede i medierne, havde f.eks. en reel chance for at tjene mange penge – noget fuldstændig utænkeligt for de fleste folk i branchen i dag. Leveomkostningskrisen og stigende arbejdsløshed giver et ekstra lag bitterhed, når vi oplever elitens luksuriøse liv lige nu. Men måske er det mere et problem hos os end hos dem.
Den britiske forfatter Zadie Smith siger, at skam har en funktion. I et interview fra 2018 sagde hun: “Jeg synes, det er en nyttig følelse, korrigerende for bestemte typer af adfærd … At være skamløs er meget, meget farligt.” Hun mener, at skam er umoderne, fordi det er en kristen følelse, og tilføjer: “Jeg har altid syntes, den var ret produktiv i evangelierne – idéen om, at du går ud fra, at du er fuldstændig i synd … Vi praler altid eller forsøger at gøre os bedre end andre … Så jeg synes, at have tanken i baghovedet om, at du nok ikke er helt så fantastisk, som du tror, er en nyttigt.”
Men skam er ikke produktiv, hvis det hindrer os i at være oprigtige, i at prøve eller i at stille os frem. Der er en fare for, at forsøg på at være sårbar nu bliver afvist som cringe. Forfatteren Ocean Vuong har talt om sine erfaringer som underviser i kreativ skrivning og forklaret, at “studerende bliver mere og mere bevidste om at prøve. Der er en overvågningskultur på sociale medier … Jeg vil ikke ses som en, der prøver, og som har et anstrengt forsøg på at nå min drøm. Bange for at blive dømt spiller de kyniske. Men de hungrer dybt efter oprigtig, ægte indsats.”
Ah, oprigtighed – måske er det dét, vi virkelig mangler som kultur.
Almindelige mennesker er bange for at være oprigtige, i tilfælde af at det virker – i bedste fald – cringe og i værste fald tonedøvt. I mellemtiden ønsker milliardærer, kendisser og influencere – hvad enten de er til skumparty på en superyacht eller i en raket på vej ud i rummet – bare at se hotte ud og ikke blive straffet for det.
“Det med skam,” siger Brian Moylan, “er, at du har brug for lidt af det for at kunne overskride normerne. Og vi mister denne form for overskridelse, i takt med at ekstrem opførsel normaliseres. Det, jeg bekymrer mig om, er, at stor kunst ikke kan opstå uden en form for overskridelse. Skam giver os grænser at krydse.”
Men i sidste ende handler det hele om kontekst – noget, de rige og berømte er ved at miste grebet om. Hvis de ikke er rige nok til at eje faktiske bunkere i New Zealand, klar til at beskytte dem mod verdens ende, lever de stadig, som om de gør – indelukket i en mentalitet, der beskytter dem mod konsekvenser. Men det er os, der har bygget det tilflugtssted ved at opretholde en kultur, der både dyrker og håner deres skamløshed i lige høj grad.
Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.
Thea Sofie Munch, 31 år. Sygeplejerske, holistisk kropsterapeut og mentor. Bor på Christianshavn med sin mand, Oscar, og parrets søn, Pablo, på 2 år.
Hvordan ser din morgenskønhedsrutine ud?
Om morgenen starter min rutine som regel med, at min 2-årige sætter sig brat op i sengen og siger ‘HEJ!’ omkring kl. 07. Jeg bliver liggende i sengen, imens min mand og han laver te til os, som de serverer på sengen. Det er vores hyggestund. Straks herefter skal dagen ligesom skydes i gang, og med tiden er jeg blevet mere optaget af få, men effektive produkter — jeg tror, det hører sig til moderskabet for rigtig mange. Jeg skyller derfor mit ansigt i koldt vand og bruger så en facemist. Her er der mange at vælge imellem, for det er nemlig en af mine mange besættelser. Lige for tiden er jeg glad for Mantles ‘The Skin Drink’, som fungerer som den blødeste base for mine produkter. Det er lidt ligesom en fugtig klud — den suger bedre, end en knastør. Herefter fordeler jeg et par dråber olie i hele ansigtet. Også i denne kategori har jeg en del i gang, men en af favoritterne er Rudolph Cares ‘Acai Facial Oil‘, fordi den lægger den dejligste base og giver flot glød. Disse to produkter passer på min hud, mens resten af morgenen løber af stablen — morgenmad, aflevering i dagplejen, hjem igen.
Så starter runde to: I badet bruger jeg en mild ansigtsrens, f.eks. Mantles ‘The Magic Milk’, som har den dejligste cremeformular, der ikke udtørrer min hud. Herefter lader jeg Rudolph Cares ‘AcaiFacial Scrub Mask‘ sidde på ansigtet i nogle minutter — denne serverer altså glød resten af dagen! Når jeg kommer ud af badet, bruger jeg først ansigtsmist, og så et serum. Mine favoritter er Honeys ‘Hydra Serum‘, som har en let fedtet konsistens – det elsker jeg – eller Mantles ‘The Hydra Serum’, som har en mere gel-agtig tekstur. Den er lækker at have stående i køleskabet, så den giver en frisk, kølende effekt. Min faste dagcreme er Beautyspaces ‘Ansigtsbeskyttelsen‘, som, foruden at indeholde SPF 25, A-vitamin og en let tint, er dybt, dybt fugtgivende. Jeg smører min krop ind i bodylotion eller olie, afhængigt af hvor god tid jeg har — olien fedter jo i lidt tid. Min yndlingsolie er Mirror Waters ‘Smooth Body Oil‘, som dufter helt magisk og ikke fedter i lang tid. Den bodylotion, jeg altid vender tilbage til, er ‘Daily Moisturizing Lotion’ fra CeraVe — den er ret usexet, men den er uden tilsat parfume, som jeg sætter pris på, og så er den effektiv.
Min makeup-rutine er fokuseret på glød og god kulør. Jeg bruger en lille smule Charlotte Tilbury ‘Hollywood Flawless Filter’ fordelt over ansigtet — det giver den vildeste glød — efterfulgt af en cremebronzer og en cremeblush, f.eks. Caia Cosmetics ‘Blush Melt’ i farven ‘Lady Plum‘, som er en dyb rød-lilla, der klæder mine farver godt. Jeg reder mine bryn med et gennemsigtigt brynprodukt, f.eks. Lumene ‘Brow Care Fixing Gel’, og på læberne bruger jeg min Mac-lipliner i farven ‘Whirl‘.
Blandt Theas favoritskønhedsbrands er Mantle, Rudolph Care, Honey og Beautyspace. Det er blandt disse, hun finder sine hverdagsprodukter.
Hvordan ser din aftenskønhedsrutine ud?
Om aftenen renser jeg mit ansigt med et af mine renseprodukter. Hvis min hud har føltes tør, bruger jeg et creme-produkt, og hvis min hud har føltes normal, bruger jeg en skum. Her kan jeg godt lide Rudolph Cares ‘Gentle Cleansing Foam‘, som jeg skyller af med lunkent vand og en vaskeklud til ansigtet. Herefter bruger jeg en facemist, f.eks. CAP Beautys ‘Serotoner‘ som må være den ultimative facemist for mit vedkommende — duften, sprayen og følelsen, huden efterlades med … Det er ren magi! Efter facemist bruger jeg altid et retinol-serum. Lige nu bruger jeg Honeys ‘Double A Vitamin Serum‘, skarpt efterfulgt af en fed ansigtscreme — min yndlings igennem to år har været Mantles ‘The Rich Cream‘, fordi den, foruden at dufte vidunderligt, er dejlig fed og efterlader min hud gennemfugtet natten over. En gang om ugen bruger jeg Rudolph Cares ‘Time To Glow Peeling Mask’ natten over — når jeg vågner om morgenen, står jeg op med den vildeste glød!
Hvad er det vigtigste produkt for dig?
I min hudplejerutine er jeg dybt afhængig af alt, der giver dyb fugt. Hvis jeg kun måtte vælge ét produkt, skulle det derfor være en seriøst god ansigtscreme, f.eks. Beautyspaces ‘Ansigtsbeskyttelsen’. Efter jeg begyndte at bruge den, skete der altså bare noget magisk med min hud. Hvad angår makeup ville jeg alle dage kunne klare mig med en cremebronzer og intet andet. Igennem årene har jeg været igennem en milliard forskellige — alt fra Chanel til H&M Beauty, men lige nu er jeg glad for Saie Beautys ‘Sun Melt’ i farven ‘Medium Bronze’.
Hudpleje eller makeup?
Hudpleje, altid!
Hvor springer du over?
Øjencreme … Selvom kloge hoveder ville mene, at jeg skulle være startet for i hvert fald fem år siden.
Hvor springer du aldrig over?
Velplejede hænder og negle er et absolut must for mig — jeg har været besat af neglepleje, siden jeg som barn så min mor ordne sine negle. Jeg ordner selv mine negle og neglebånd ugentligt. Jeg foretrækker helt korte, velformede negle med et enkelt lag neglelak på. Min favorit er Manucurist i farven ‘Hortencia‘, som er den pæneste, neutrale, lyserøde farve. Den er ret gennemsigtig og er ikke for mælkehvid — det look bryder jeg mig ikke om. De absolut bedste neglefile køber jeg i Boots i UK til £1.75. De hedder ‘Boots Everyday Salon Smooth Nail File‘, og jeg køber som regel 20 pakker med hjem, når jeg er der. Kassedamerne må tro, jeg er bims. Mit øvrige neglegrej skal også være i orden. Jeg bruger neglebåndsredskaber fra Navy Professional Tools — de er lidt bekostelige, men til gengæld er de knivskarpe og kan holde et helt liv.
Det er vigtigt for Thea at have velplejede negle, og hun ordner dem selv en gang om ugen. Hun sværger til 'Boots Everyday Salon Smooth Nail File', som hun køber i Boots i UK til £1.75. Hendes øvrige neglegrej er fra Navy Professional Tools.
Hvad gør du med dit hår?
Så lidt som muligt. Jeg er lige begyndt at bruge shampoo og balsam fra svenske ‘Betiyon‘. Jeg vasker håret hver fjerde dag — først 2 x shampoo og så 1 x balsam. Jeg bruger en del balsam, fordelt over store dele af håret. Imens balsammen sidder i, reder jeg håret med en bredtakket kam, så det ikke filtrer. Jeg skyller det forsigtigt med lunkent vand og krammer håret tørt med et håndklæde. På den måde får jeg så meget af mit krøl frem som muligt. Jeg lader det altid lufttørre, også om vinteren. Jeg styler det aldrig med redskaber, så jeg bruger heller ikke stylingprodukter i det. Jeg foretrækker det faktisk bare helt, som det er fra naturens side. En gang årligt får jeg lavet lidt striber og balayage.
Hvad har du mest af?
Facemists, olier til både krop og ansigt og bronzere. Jeg kunne have de tre ting med på en øde ø og være helt tryg.
Hvad er din nyeste tilføjelse?
Mine Lebon-tandpastaer, som er både økologiske og uden SLS, sulfater, fluor osv. Det betyder meget for mig, at min tandpasta er i orden og uden uønsket kemi. Jeg har et par forskellige fra Lebon, men min yndlings er ‘Cap Ferrat Mood’, som smager friskt af mynte. Den skummer godt, og det er en ‘non negotiable’ for mig.
Hvad er det mest prisvenlige produkt, du bruger?
Hvis ikke det skal være mine legendariske neglefile fra Boots, så må min Burts Bees ‘Beeswax LipBalm‘-læbepomade være det mest prisvenlige produkt! Jeg har brugt læbepomaden i halvandet årti uden undtagelse, og jeg må have seks forskellige, spredt ud over diverse tasker, lommer, skuffer og hylder. Min favorit er deres klassiske ‘Honey’-version, men de fås i mange forskellige farver og dufte. Jeg køber dem i min lokale helsekost. Sidste år købte jeg deres ‘hibiscus’-variant, som er farvet i den smukkeste, dybe rød-lilla. Den tager jeg på hver morgen, inden jeg går ud ad døren — både på læber og på toppen af mine kindben. Den giver den smukkeste dybe farve og shine.
Thea er glad for at bruge adaptogener (naturlige stoffer fra planter og svampe, red.), som f.eks. svampeekstrakt fra Mind Studio. Hun er vild med ‘Chaga’, som støtter nervesystemet.
Hvad er det dyreste produkt, du bruger?
Jeg har ikke ét produkt, der er hamrende dyrt, men jeg bruger mange penge på kosttilskud, adaptogener, homøopati og naturmedicin. I min optik starter skønhed indefra.
Hvad har du altid med i tasken?
Min Mac-lipliner i farven ‘Whirl‘ og Goé Oils ‘All Over Body Oil‘, som er en god multi-use olie-balm, jeg for det meste bruger på mine hænder. Den fedter en del i starten, men det er jeg ligeglad med. Som regel ligger der også en sut eller to til min søn, høretelefoner, nøgler, pung og Bachs ‘Rescue Remedy’, som virker beroligende på nervesystemet. Jo, og så har jeg faktisk altid det homøopatiske middel, som jeg fik lavet på min søns moderkage, med. Det lyder måske lidt ‘far out’ for mange, men for os er det en lifesaver. Jeg bruger den til både min søn og mig selv ved begyndende snue, efter en dum morgen, hvis han har haft en svær dag i dagpleje eller som støtte ved adskillelse.
I Theas taske gemmer der sig alt fra sutter til sønnen og AirPods til Mind Studio-svampeekstrakt og Bachs ‘Rescue Remedy’, som virker beroligende på nervesystemet.
Hvad har du altid med på job?
Jeg har altid min Basium-perfume oil i duften ‘Calor’ med mig. Den dufter vidunderligt — lidt af skov og brænde, lige som jeg foretrækker det. Desuden er jeg glad for at bruge adaptogener, f.eks. mit svampeekstrakt fra Mind Studio. Jeg elsker ‘Chaga’, som støtter nervesystemet. Det bor fast på mit arbejdsbord i mit studie.
Får du nogle behandlinger?
Jeg prioriterer altid kropsbehandlinger over ansigtsbehandlinger, men det kan jeg også tillade mig, fordi jeg har ren og pæn hud fra naturens side. Jeg prioriterer som regel kraniosakralterapi og akupunktur, når jeg mærker behovet. Begge behandlinger er dybt effektive på forskellige plan — her arbejdes der med stagnationer, nervesystem og ubalancer. Det betyder meget for mig at passe på min krop.
Tager du tilskud/vitaminer mm.?
Ja, men det varierer, hvilke tilskud jeg tager — det afhænger af sæson, og hvordan jeg har det. Om vinteren prioriterer jeg altid højdosis D-vitamin og C-vitamin som støtte til immunforsvaret. Dertil tager jeg zink og selen som støtte til min cyklus, magnesium til natten samt omega 3. Jeg er for nylig begyndt at tage ‘Organ Matrix’-kapsler fra Functional Future, som er lavet af okselever fra økologisk, græsfodret kvæg. Det har et højt niveau af A-vitamin, B12, riboflavin og kobber — det er et virkelig fedt produkt! I det daglige bruger jeg altid homøopatiske midler og cellesalte som støtte ved f.eks. hovedpine, feber eller tandfrembrud hos min søn. Naturmedicin er altid mit førstevalg.
Har du et beautyhack?
Jeg opbevarer gerne mine ansigtsmasker i køleskabet — så virker de dejligt forfriskende, når jeg tager dem på.
Klara Kristin, 33 år. Model, sanger og skuespiller. Bor ved Corselitze Skov på Falster med sin mand, Tobias, deres datter, Bobbie Celeste, og bonussønnen, Ville. Følg hende på @klara___kristin.
Den første kulturoplevelse, jeg kan huske, var på min fars kunstskole, Skolen for Billedkunst, som i dag desværre er lukket. Her holdt han mange udstillinger, og som barn løb jeg rundt på alle ateliererne og morede mig. Jeg kan huske, jeg fik et kæmpe chok en dag, hvor jeg åbnede en dør, og dér sad en nøgen, frodig dame på et bord. Der var åbenbart croqui–time.
Jeg er af den overbevisning, at hvis jeg følger min mavefornemmelse og tør stole på, at livet og universet vil mig det godt, så bringer det mig derhen, hvor jeg skal være. Jeg tror ekstremt meget på manifestation. Og i min verden er manifestation faktisk slet ikke så hokus–pokus–agtig, som man kunne tro. For mig handler det i bund og grund om at have en god portion realistisk sans og holde et hyperfokus på dét, som jeg ønsker inderst inde, og når jeg har kontakt til det, kører resten automatisk derfra.
For mig er kunsten derfor at tage tiden til at være i forbindelse med mit indre jeg. Det kan være ekstremt svært, og jeg har til tider også tabt mig selv. Og når det går op for mig, at det er tilfældet, tillader jeg mig at tage et skridt tilbage og bare acceptere, at jeg må bruge noget tid på noget, som virker ukonstruktivt. Til gengæld er der en indre vækst. For at kunne tage mig de friheder, prøver jeg altid ikke at sætte mig for hårdt i det økonomisk. Min frihed og tid er det mest værdifulde, jeg har, og til det må jeg bare sige, at jeg er meget taknemmelig for at være dansker, født i det 20. århundrede.
Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg nok være fortabt, fordi det ville betyde, at jeg ikke havde lyttet til og været i kontakt med mig selv. Når det så er sagt, så har jeg mange drømme. Bl.a. har jeg haft en drøm om at være fast sangerinde på et luksushotel. Det er en drøm, fordi jeg nyder at synge, men jeg bryder mig meget lidt om tour-livet, så det ville være fabelagtigt at synge for folk, som kommer til én i stedet. Derudover har jeg også en drøm om at blive ejendomsmægler en dag. Jeg kan godt lide kontakten med mennesker og at være en del af en så stor beslutning som valg af bopæl, synes jeg, kunne være meningsfuldt. Og så elsker jeg huse. Specielt gamle, smukke huse.
For tiden forsøger Klara at overtale alle, hun kender, til at komme til Falster, men folk synes, det er for langt væk. Det er dog netop den ’remote feeling’, hun elsker.
En gadget, jeg ikke kan leve uden, er jo min iPhone. Der må jeg nok erkende, at jeg i bund og grund bare er et produkt af min tid. Jeg elsker den skide dims.
Den sidste sms, jeg har sendt, er en salgsannonce på et virkelig cute byhus i Stubbekøbing til min veninde. Jeg prøver for tiden at overtale alle til at komme til Falster. Det går ikke så godt. Folk synes, det er for langt væk, men det jo samtidigt den ’remote feeling’, jeg elsker ved stedet. Det ville slet ikke gå, hvis her blev overrendt. Her er masser af natur og fred. Det er en skøn kontrast til mit arbejde.
Den bedste gave, jeg for nylig har fået, var fra min søster. Hun kender min stil bedre end nogen anden. Det er altid hende, jeg spørger til råds, hvad angår min garderobe, så selvfølgelig var det spot on, det hun havde fundet til mig. Gaven var en helt fantastisk, hvid, mørkeblå–prikket blazer fra vintage-butikken Paloma Vintage. Jeg styler den med et par hvide, vintage 501–Levi’s. Min nye uniform!
Den hvid/mørkeblå-prikkede blazer fundet i vintage-butikken Paloma Vintage har Klara for nylig fået af sin søster. Hun styler den med et par hvide, vintage 501-Levi’s, og beskriver det look som sin nye uniform.
Når jeg har brug for råd om andre ting end tøj, så ringer jeg enten til min ene, tætte veninde, min mor, min onkel, som er advokat, eller taler med min mand. Det, jeg faldt for i min mand, var, hvor godt vi taler sammen, så jeg vender mange emner med ham. Han er supergod til at slå de store streger. Han har oplevet lidt af hvert, og ligesom jeg, har han også været tæt knyttet til Christiania, og derinde lærer man lidt om det hele – og specielt om mennesker. Jeg kan altid regne med et ’no bullshit’-svar.
Når jeg har brug for inspiration, tyer jeg til kunsten og historien. Jeg elsker at gå på noget så banalt som Instagram og finde spændende personer og steder. Jeg elsker også at læse bøger, der oplever jeg at få en mere dybdegående inspiration. Det samme gælder museer, som er den ultimative inspirationskilde for mig. Jeg kan godt føle det som en vitaminpille, når jeg har været på museum.
Mit forbillede er dronning Margrethe 2. Jeg er så stolt over at have haft en dronning, som har værnet om kunsten, arkæologien og håndværket. Udover hende har jeg mange forbilleder… Folk, som tør at gøre sig selv sårbare og dele ud af sig selv, så vi andre kan lære noget om os selv. Tak til dem. Så er der folk, som øver sig på noget, for at vi kan opleve noget ultimativt. Tak til dem. Så er der de folk, som går op i at gøre sig umage, så vi kan nyde synet af det og høste frugterne år efter. Det er næstekærlighed for mig. Tak til dem. Men for at nævne mere konkrete folk, som jeg ser op til, så er jeg i en periode, hvor det bl.a. er Mads Brügger, som kommer op på nethinden. Jeg synes, hans film og dokumentarer er ikoniske. Jeg vil gå så langt som at sige, jeg synes, han er en gave til dansk journalistik og kultur. Så er der jazzsangerinden Blossom Dearie, hun er en genganger på mine spillelister. Hun viede sit liv til musikken, det ser jeg op til. Nok mest af alt fordi, jeg personligt ikke er i stand til at gå så målrettet efter kun én ting i hele mit liv, fordi der er så meget, jeg gerne vil – på godt og ondt. Det både skræmmer og fascinerer mig, når folk tør sætte alt ind på én ting. Så er der selvfølgelig alle de franske darlings som Jane Birkin, Francois Hardy, Brigitte Bardot (den unge Bardot) …og Anna Karina, som jo faktisk var dansk. De har stilmæssigt været mine forbilleder.
Sundhed for mig er alt med måde. Det er et råd fra min mor. Hun giver få, men gode råd. Sundhed er for mig dybt forbundet med, hvad jeg indtager, og hvordan jeg behandler min krop. Jeg stoppede med at “gå på druk” og ryge for 10 år siden, da jeg var omkring de 23-24 år. Drikkeriet havde taget total overhånd, og tømmermændene begyndte at vare to dage. Jeg tænkte, at nu måtte det stoppe. En dag besluttede jeg mig for, at jeg kun ville drikke alkohol, når jeg skal fejre noget. Men der gik mange år, hvor jeg ikke rørte en dråbe, før det var muligt for mig at drikke med manér. I dag er det lykkes mig, og jeg drikker kun en god, tør brut eller IPA. Udover drikkeriet, tænker jeg også generelt meget på, hvad jeg putter i munden af mad. Jeg går ikke så meget op i kun at spise salat. Forstå mig ret, jeg elsker salat, men jeg elsker i den grad også smør og fedt – og masser af det. Helst af god kvalitet. Min mor er født i Frankrig, og jeg er derfor opfostret med fransk mad, hvor der er masser af det hele. Stærke oste, bitre salater, kød, fisk, skaldyr, krydderier og alverdens grøntsager. Jeg elsker artiskok! Faktisk er det gået op for mig, at en af de største fordele, jeg har ved at bo på landet, er, at jeg bor ved siden af enøkologisk bondegård, Lammehave Økologi, med gårdbutik, som har de mest vidunderlige grøntsager, kød og brød og åbent hver dag hele året. Det er en vidunderlig måde at købe ind på uden kø og trængsel. Udover maden, som jeg prioriterer meget højt i min økonomi, så filtrerer jeg også mit vand med kulfiltre fra Berkey. Og så er jeg selvfølgelig meget aktiv. Jeg elsker at gå raskt.
Kærlighed for mig er tid. Den tid, jeg bruger på noget eller nogen, er kærlighed, fordi det er den mest værdifulde ting, jeg har og kan give andre. Lige nu læser jeg Kunsten at elske Kierkegaard.
En egenskab, jeg sætter stor pris på, er, at turde sige undskyld for sine fejl. At se indad og gøre sig selv sårbar. Det er min oplevelse, at det sætter én i bevægelse mod et nyt, blidere og bedre sted.
Min livret lige nu er, når min mand tryller i køkkenet og laver et eller andet uventet. Han er kok på den lokale restaurant Pomle Nakke, så, hvor jeg er meget til danske klassikere og fransk mad, er han virkelig god til at gøre noget helt tredje. Han kan bare lige give tingene det der ekstra touch. Ja tak til det.
I mit køleskab er der altid min family size Berkey Water Filter, smør, IPA, A38 og græsk yougurt 10%, mælk, ahornsirup, æg og stærk, lagret ost.
Min yndlingsrestaurant er Relais de l’Entrecote i Paris – men vær på vagt. Det er en kæde, og de er ikke alle lige gode. Min yndlings er den, som ligger i det 6. arrondissement på Boulevard du Montparnasse ved Vavin–metro. Man skal stå i kø, men hvis man er en typisk dansker, som er vant til at spise senest kl. 19, så får man nemt bord, da franskmændene først kommer fra en 19.30-tiden.
Skønhedsproduktet, jeg bruger igen og igen, er ’Gentle Retinol Creme’ fra Monastery. Jeg elsker også deres ’Mat Body Oil’ til mine ben, og så bruger jeg deres ’Gold Botanical Oil Serum’, som de egentligt anbefaler til ansigtet, på mit bryst og nakke, fordi den dufter så godt. Og så bruger jeg solcreme i ansigtet hele året rundt.
På min materielle ønskeliste står et nyt tag til min lade og en første sal på hovedhuset. Av min arm, det blir’ dyrt. Man kan ikke rigtig låne penge til renovation på landet, så jeg ved ikke lige, hvad jeg gør. Jeg manifesterer kraftigt … og arbejder hårdt.
Yndlingsbeautyprodukter fra bl.a. Monastery og Tekinoktay Perfumes.
Min personlige stil er … et virkelig godt spørgsmål. Jeg tror, den er bohème. Da jeg boede på Christiania, fik jeg ofte søde og sjove bemærkninger fra folk som: ”Hold da op, det er noget sjovt tøj, du har på, men du kan bære det.” Selvom jeg har arbejdet i modeindustrien i over 10 år, så har jeg faktisk aldrig været et modedyr, som følger trends. Jeg er mere inspireret af min mormor, mor og mostre. De har altid gået op i god kvalitet og håndværk. For eksempel er jeg lige blevet forelsket i en lille, latinamerikansk sminkepung, som må have taget evigheder for en eller anden person at konstruere, og dér lå den i genbrugsbutikken til 10 kr. Haps! Genbrug er nok et meget godt ord at få med, når jeg skal beskrive min stil. Jeg elsker, at tøj har sjæl og patina. Jeg elsker også, at man kan få tøj i supergod kvalitet for ingen penge. Et par nye Levi’s–jeans bliver bare aldrig den samme kvalitet som et par vintage. Celine (by Hedi Slimane) laver fantastiske jeans i god kvalitet, men så skal man også bare virkelig have den helt store tegnebog frem. Mere prisvenlige er Olga Basha-jeans, som også er ret skønne og i super kvalitet og vaske, men de er stadig en investering.
Mit bedste tøjkøb nogensinde er min Caro Editions ternede uldjakke. Den er genial, fordi den har et snit, hvor det er muligt at have sweatre under, uden at jeg ligner Michelin–manden. Designet er perfekt til det danske klima. Den kan bruges både efterår, vinter og forår, fordi man ved kuling kan folde dens kæmpe, smukke krave op om halsen og fæstne den med en broche eller halstørklæde. Udover jakken er mine bedste køb igennem årene alle mine cashmere-sweatre og –bukser, som jeg har slidt op og måtte købe igen og igen. Med alt mit rejseri er det vigtigt for mig at være komfortabel og let, uden jeg ser al for slasket ud. Cashmere er også det perfekte materiale, hvor jeg kan ånde og temperaturregulere på farten. Jeg har få, men gode cashmere-items. Sidst men ikke mindst så er mit skræddersyede jakkesæt fra Husbands Paris – Rive Droite en evig genganger. En insiderinfo er, at Emmanuelle Alt, redaktør på fransk Vogue, også går i de jakkesæt. Jeg har det på både til hverdag, hvor jeg styler jakken klassisk med et par jeans, eller til fester, hvor jeg fx bruger jakken som en kjole med et par stiletter. Til højtider går jeg mere konservativt til værks og bruger både bukser og jakke med en cashmere–rullekrave under. Jeg synes, det er synd, at der ikke er flere, som investerer i skræddersyet tøj. Jeg oplever, at der er mange, der går ud og køber dyre ure eller tasker med logo, når der kommer luft i økonomien. Den ultimative luksus for mig er helt klart skræddersyet tøj i kvalitetsstof. Jakkesættet gav jeg 2.000 euro for inkl. opmåling og det hele. Butikken og personalet er fantastisk, den ligger i det 2. arrondissement. De sælger også accessoires. Varm anbefaling herfra.
I min taske er der altid læbepomade, bilnøgler, min iPhone, mørk chokolade, min kalender og en notesbog med min yndlingskuglepen.
Den bedste duft i verden er alle dufte fra Monastery . Jeg er besat af det mærke for tiden. Jeg er også meget stor fan af Woods’ dufte. Jeg havde en facemist med agurk derfra, som jeg sjældent glemmer, og som jeg faktisk skal have købt igen, hvis de stadig har den. Udover mine naturlige beauty-dufte, så elsker jeg at gøre rent med linoliesæbe.Det giver et fantastisk resultat og dufter vidunderligt! Jeg er totalt allergisk over for kemikalietunge rengøringsprodukter, som for mig giver en indbildsk duft af renlighed, men at vaske sine trægulve eller badeværelsesklinker med linoliesæbe og have en åben dør om sommeren er magisk. Tekinoktay Perfumes sendte mig desuden deres nye parfumer i gave, og jeg må indrømme, at jeg var lidt skeptisk, fordi jeg ikke er den store parfumebruger, men da jeg åbnede pakken, spredte der sig en duft af barndom. ’Ruby’-parfumen minder om den duft, alle kvinderne i min familie gik med.
Den seneste ting, jeg har købt, som jeg elsker, er mit køleskab. Mad betyder så meget for vores familie, og vi måtte derfor have et ordentligt køleskab. Der er ikke noget mere irriterende end et totalt, proppet køleskab, som iser til. Efter at være flyttet på landet, fylder bagning og madlavning mere, og vi kan ikke bare lige hoppe ned til bageren, i kiosken eller bestille takeaway, så der bliver altid købt stort ind, så der var ingen tvivl. Jeg er så glad for at vi prioriterede et kæmpe et af slagsen.
Klara og hendes mand, der er kok, har for nylig investeret i et nyt, stort køleskab, somhar været det hele værd. Det er altid fyldt med bl.a. Berkey Water Filter, smør, mælk, æg og stærk, lagret ost.
En ting, jeg har arvet, som jeg elsker, er mit sybord fra min moster Beatrice, som har boet hele sit liv i Spanien. Jeg elsker at sy og reparere ting, så det var den perfekte upgrade til mine syting. Det er også dejligt, nu hvor min datter er ved at blive stor, at vi kan sy og være kreative sammen. Jeg synes, det er vigtigt at reparere ting, så det hjælper også med at få det gjort. Først synes jeg, det virkede som en super “ork” ting at skulle stoppe mine Prada–strømpebukser, men jeg fandt ud af, at det var en dejlig, beroligende aktivitet, som min datter også synes var rar at kigge med på.
Byen, jeg ikke kan vente med at komme tilbage til, er ingen. Jeg er ret træt af at rejse. Jeg har en dejlig længsel efter mit hjemland for tiden. Jeg vil rigtig gerne besøge Fanø og i det hele taget udforske Danmark.
Favoritrummet i mit hjem er helt klart fjernsynsstuen – stærkt efterfulgt af køkkenet. I fjernsynsstuen befinder mit kontor sig. Det er mit lille hjørne med min højtelskede printer, bøger og arkiver. Madlavning er så stor en del af mit liv, så jeg er sikker på, at når vi når længere i vores renovation og får lavet vores store drømmelandkøkken, så kommer det op på en førsteplads.
Klara har arvet et sybord fra sin moster. Til at starte med syntes hun, det var kedeligt at stoppe strømpebukser, men så opdagede hun det beroligende ved aktiviteten. Hendes 3-årige datter synes også, det er sjovt at kigge på.
Jeg er ikke afhængig af særlig meget, men min kaffe når jeg vågner er uundværlig. Jeg glæder mig altid til at kunne sidde i køkkenet og drikke den.
Hvis mit hjem brændte, ville jeg prøve at redde alting. Jeg er sådan en type, som bruger virkelig meget tid på at finde og udvælge ting. Min sofa har jeg fx fundet brugt på DBA, og så har jeg været i Paris i den ikoniske stofbutik Marché Saint-Pierre ved Sacré Coeur og udvælge stof, kørt det hele vejen til Falster i bil, og derefter har jeg syet nyt betræk. Det har taget evigheder, men det gør mig så tilfreds. Jeg har samlet på kunst, siden jeg var 18 år, så jeg har også en stor, uerstattelig samling af alle mulige print, litografer, malerier, serigrafier, sjældne plakater osv. Har også nogle sjældne vintage-instrumenter og rigtig meget tøj, som jeg har samlet og arvet. Jeg ville gå ret langt i en kritisk situation for at prøve at redde så meget som muligt.
Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem, er en vintage langærmet T-shirt fra New York med et print af den offentlige busbåd, som sejler fra Lower Manhattens financialdistrict til Rockaway Beach. Jeg plejede at tage den tur mange gange med min veninde Josefine Seifert, da vi begge boede i New York. Den kostede dengang kun 2$ for en tur. Fra sejlturen kan man både se Frihedsgudinden og Luna Park i Coney Island. Min T-shirt er fuldstændig hullet nu og synger på sidste vers, men jeg går stadig med den på varme dage.
Den bedste bog, jeg har læst, er Suzanne Brüggers Jadekatten, men jeg er ikke den største bogorm, så I skal ikke ligge så meget i det svar. Jeg er bare glad for slægtsromaner. Læser Øst for Paradis for tiden.
Klara har købt sin sofa på DBA og fået den ombetrukket med stof, hun fandt i stofbutikken Marché Saint-Pierre ved Sacré Coeur i Paris og derefter kørte i bil til Falster.
En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Kristian Touborg. For mere end 10 år siden forelskede jeg mig i hans malerier af vand. Jeg var lige ved at købe et af hans værker dengang, og det skulle jeg have gjort, fordi nu kan jeg ikke komme i nærheden af dem. Hans værker vækker en sensitivitet i mig, og jeg føler, de er en hyldest til følelserne. Jeg elsker hans farver, jeg bliver helt fortryllet, når jeg kigger på dem. Det er også skønt, at han arbejder i så store formater. Hvis jeg vinder i Lotto, ved jeg godt, hvad jeg skal købe som det første!
En kunstner, jeg allerede har et værk af, er den danske maler, skulptør og installationskunster Thor Tao Hansen. Det er en trilogi. På det første lærred tegner han en abstrakt tilfældig, improviseret krudsedulle med kuglepen. På det næste lærred udvælger han et udsnit af sin kuglepenskrudsedulle og maler en gengivelse af det udsnit superpræcist. På det sidste lærred zoomer han så ind på det udsnit og maler endnu engang detaljeret den detalje, så det bliver et udsnit af udsnittet. For mig ender det medet værk, som er grafisk supersmukt og fyldt med leg, intuition og præcision. Jeg faldt for hans øje for detalje og eksperiment. To kerneværdier, som jeg vægter højt i mit eget liv. Jeg elsker værket, fordi det visualiserer en metode til, hvordan jeg lever mit liv.
Jeg hører I’m Old Fashioned med Chet Baker på repeat for tiden, fordi jeg gerne vil lære sangen, så jeg selv kan synge den. Blossom Dearie har også lavet en version af sangen, den er også god.
Min yndlingsfilm er svær at sige. Det ændrer sig hele tiden. Engang var det Eyes Wide Shut og The Godfather 1 og 2. På et tidspunkt, da jeg boede i Frankrig, var det Italiensk for begyndere, Mifunes sidste sang og alle dogmefilmene og Nouvelle Vague. Æstetisk elsker jeg filmen Tampopo. For tiden er det, hvad end jeg lige falder over på mit Paradox-abonnement. Den tyske instruktør Werner Herzog fik mig til at skraldgrine i starten af mine tyvere. Det var en stor åbenbaring for mig at se dokumentarer på den måde. Og som tidligere nævnt er Mads Brüggers film og dokumentarer superfavoritter. Specielt Ambassadøren er pissesjov og oplysende.
Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, så var det nok at trylle alle narcissister om til Bamse og Kylling.
Klara glæder sig til sin morgenkaffe hver eneste dag. Hun nyder at drikke den i sit køkken.
Det gør mig glad, når jeg husker at være sød ved mig selv og give mig selv lov til at slappe af. Så er jeg en bedre version af mig selv.
Min yndlingsfarve er blå.
Jeg griner af alt, hvad Rasmus Bruun og Frederik Cilius laver. Helt tilbage til Den korte radioavis og nu til Manden i hullet. De er supersjove. Min mand er også ret sjov, han får mig ofte til at grine. Vi giver hinanden mange chok for tiden. Jeg gemte mig bag køleskabet den anden aften, hvor han troede, jeg sov, og så sprang jeg ud, da han skulle på toilettet. Supersjovt.
I løbet af det næste år vil jeg prøve at se, om jeg kan blive hussanger på et luksushotel. Og faktisk så ved jeg, at der åbner et magisk luksus hotel/pensionat, Villa Hesnæs, her om lidt lige nede ved stranden imellem træerne på Falster. Jeg vil prøve at søge om job dér som sanger.
