Lige siden jeg var lille, har fodbold fyldt meget i mit liv. Min storebror spillede fodbold, og min far har altid fulgt meget med. Han var også min fodboldtræner, da jeg var lille og begyndte at spille i BK Skjold ovre i Fælledparken. Jeg var god, og vi havde et godt hold. Vi deltog i turneringer, hvor vi spillede mod de store hold. Det var sjovt. Jeg var en af profilerne på holdet, og som 12-13-årig blev jeg inviteret med til U-14 regionssamlinger, hvor de bedste spillere i regionen samledes for at blive udvalgt til et slags regionslandshold. Der mødte jeg ind sammen med syv spillere fra FCK, og formentlig ligeså mange fra Brøndby og FC Nordsjælland – jeg var den eneste fra Skjold. Jeg fandt ud af, at jeg var blandt de bedte spillere på min alder, men omvendt gjorde samlingerne også noget andet ved mig. Det hele blev mere alvorligt. At holde fri fra skole og bo på hotel for at spille fodbold, lyder måske som en drøm, men jeg trivedes ikke så godt i det.

“Jeg er også glad for, at jeg nåede at have et liv før fodbold med gymnasiet og de jobs, jeg havde bagefter. Det har gjort mig mere forankret i virkeligheden. Og jeg føler mig også rustet til igen at vende tilbage dertil, når min fodboldkarriere er slut”

Jeg syntes også, at de andre spillere var sejere end mig. De var smarte og lidt længere fremme i skoene. De var også mere vant til det professionelle setup. Samlingerne gjorde mig nervøs. Jeg var vant til at være blandt de bedste på holdet i Skjold, og her var der mange andre dygtige spillere, som havde nemmere ved at vise sig frem. Det handlede meget om at komme videre til den næste samling, og det gjorde mig usikker. Hver træning føltes som en vurdering. For mig kom det til at handle mest om at undgå at lave fejl. Min træner i Skjold sagde til mig, at jeg var en anden spiller, når jeg kom tilbage derfra. Jeg turde slet ikke spille, som jeg normalt kunne. Til sidst blev jeg også sorteret fra. Jeg var for lille og langsom, sagde de. Senere ringede de faktisk og spurgte, om jeg ville være med igen – vist nok på et afbud. Jeg snakkede med min far om det, og vi endte med at takke nej. Det havde taget noget af glæden for fodbold fra mig.

Skjold var et trygt sted. Jeg havde spillet med de samme spillere i mange år, og de var mine gode venner. Og så var vi faktisk ret gode. Jeg endte med at blive seniorspiller i Skjold, da hele vores ungdomshold blev rykket op på førsteholdet, da vi var omkring 17 år. Her spillede vi i Københavnerserien og rykkede endda op i Danmarksserien. Jeg syntes stadig, det var sjovt at spille, og det var fedt at få bekræftet, at jeg godt kunne være med i Danmarksserien. Men samtidigt var jeg også begyndt i gymnasiet, så fodbold kom lidt på afstand og drømmen om at blive professionel fyldte ikke så meget, som da jeg var en lille dreng.

“For første gang var der nogen, der betalte mig for at spille. Jeg skulle leve op til, at de havde hentet mig”

Gymnasiet tog jo en del af min tid. Jeg festede også og kom hjem sent – også dagen før kamp. Jeg havde ikke rigtig nogen plan for, hvad jeg skulle og tog tingene som de kom. Jeg havde ikke travlt, heller ikke efter gymnasiet, hvor jeg holdt tre sabbatår. Jeg arbejdede blandt andet i en børnehave, mens jeg blev ved med at spille fodbold. Da vi rykkede ned igen i Københavnerserien, fik jeg tilbudt at skifte til Skovshoved, der kort tid efter spillede i 2. division. Igen kunne jeg følge med, og flere klubber fra 1. division begyndte at holde øje med mig og tilbød mig en kontrakt. Jeg var i starten af 20’erne, da jeg underskrev min første professionelle kontakt med FC Roskilde, som spillede i 1. division. Det ændrede min hverdag. Pludselig skulle jeg stå op om morgenen, køre til træning, spise og sove ordentligt, så jeg kunne træne igen dagen efter. Det var fedt, men jeg mærkede også et pres. For første gang var der nogen, der betalte mig for at spille. Jeg skulle leve op til, at de havde hentet mig. Det gav lidt flere nerver til kampene, men jeg synes også, det var fedt at kunne sige, at jeg levede af at spille fodbold.

Efter et turbulent år i Roskilde med flere trænerskifter og en truende konkurs, fik jeg mulighed for at skifte frit til Silkeborg, som havde holdt øje med mig. De er gode til at kigge ned i rækkerne og finde spillere, som andre Superliga-klubber ikke kigger efter. Og sådan endte jeg pludselig i Superligaen, hvor jeg trivedes. Jeg spillede godt, scorede mål, og efter et par år endte vi som nummer tre i ligaen.

Foto: Kavian Borhani

Jeg tror, at det har været rigtig godt for mig, at det tog tid at slå igennem som fodboldspiller. Jeg har kunnet følge med. Og tage et skridt ad gangen og vænne mig til det undervejs. På den måde har jeg haft tid til at forstå, hvad der egentlig skete, hver gang jeg rykkede et niveau op og presset og forventningerne steg. Jeg er også glad for, at jeg nåede at have et liv før fodbold med gymnasiet og de jobs, jeg havde bagefter. Det har gjort mig mere forankret i virkeligheden. Og jeg føler mig også rustet til igen at vende tilbage dertil, når min fodboldkarriere er slut.

Jeg har altid været drevet af at blive bedre. Nogle gange kørte jeg ud og trænede frispark, når jeg havde fri. Men jeg gjorde det, fordi jeg havde lyst, og fordi jeg var nysgerrig på, hvor god jeg var. Ikke fordi jeg drømte om at blive den næste store stjernespiller. Jeg har aldrig haft en karriereplan. Jeg har gjort mig umage, og de små skridt, jeg tog opad, har været vigtige. Jeg skulle hele tiden forholde mig til et lidt højere niveau, og det fik mig op på tæerne.

“Nogle gange føles mit liv som professionel fodboldspiller som et eventyr. Som om jeg lever i en parallelverden. Måske fordi jeg ikke havde regnet med, at jeg ville ende her. Jeg tænker nogle gange, at jeg bare er på træningslejr, og når den slutter, så skal jeg tilbage til virkeligheden”

Skiftet til Brøndby er klart det største skridt, jeg har taget. Selvom Silkeborg spiller i den samme liga, er alt ti gange større i Brøndby. Alt ændrede sig. Min økonomi, hverdagen og forventningerne. Selvom jeg følte mig rustet til skiftet, så skulle jeg stadig vænne mig til Brøndby. Jeg ved ikke om man kan sige, at jeg nyder det hele tiden – men jeg trives i det. Jeg lærer at navigere i presset og acceptere, at det er en del af sporten. Til gengæld bliver opturen også ti gange federe, fordi der er så meget på spil.

Jeg prøver stadig at tage tingene, som de kommer. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke glemmer at nyde, hvor jeg er lige nu. Det kan godt være svært, for mekanismerne i professionel fodbold handler meget om hele tiden at tage det næste skridt, og min succes i Brøndby har da givet anledning til at drømme mere. Jeg tænker også på udlandet. Og på, hvor god jeg kan blive. Men samtidigt forsøger jeg at holde fokus på, at det også handler om at få de fedeste oplevelser med fodbold, mens jeg kan. Det kan godt være, at det giver mening at skifte til udlandet, når man har spillet godt i Danmark, men hvad har jeg selv lyst til? Sådan forsøger jeg hele tiden at mærke efter. For at have det sjovt. Nogle gange føles mit liv som professionel fodboldspiller som et eventyr. Som om jeg lever i en parallelverden. Måske fordi jeg ikke havde regnet med, at jeg ville ende her. Jeg tænker nogle gange, at jeg bare er på træningslejr, og når den slutter, så skal jeg tilbage til virkeligheden.

I USA er det blevet en del af hverdagen og arbejdspladsen. I Danmark er det stadig et dybt privat anliggende: at få frosset sine æg ned. Det er en tendens, der har fået navnet social freezing, fordi æggene fryses ned af sociale og ikke medicinske årsager. Men hvorfor ser vi så forskelligt på fænomenet?

De seneste fire år har New York været mit hjem, og uanset om jeg befinder mig på en bar sent om aftenen eller på et kontor på Manhattan eller går en tur i parken i weekenden, hører jeg kvinder tale om social freezing. Hvis kvinderne ikke allerede har frosset deres æg ned, er det noget, mange kraftigt overvejer – ikke som et desperat valg, men som en slags forsikring for fremtiden.

De er langtfra alene. I USA steg efterspørgslen på social freezing ifølge Forbes med hele 194 procent fra 2020 til 2023, og siden da er tallet kun gået én vej: op. Samme tendens ses i Danmark, hvor antallet af kvinder, der vælger at fryse deres æg ned, er steget markant de seneste år.

Hos Copenhagen Fertility Center, en af landets største fertilitetsklinikker, er man de seneste to år gået fra 0 til 74 ægnedfrysninger. I samme periode er antallet af henvendelser om social freezing steget fra 0 til 200, oplyser klinikken til ELLE.

Men modsat i USA, hvor mange kvinder deler deres overvejelser og beslutninger med stolthed i stemmen, oplever jeg ofte det modsatte ske i Danmark. Her vil mine veninder i 30’erne kun ligehviske ordet ægnedfrysning ude i offentligheden. Det er stadig lidt et tabu, forklarer de mig. Men hvordan kan det være, at kvinder i USA ser sig selv som handlekraftige og selvstændige, mens deres medsøstre i Danmark frygter at blive udskammet som arbejdsnarkomaner eller desperate singler for at gøre det samme?

Forklaringen skal bl.a. findes på arbejdspladsen.

I USA tilbyder 54 procent af landets største virksomheder med over 20.000 ansatte nu at finansiere ægnedfrysning enten helt eller delvist for deres ansatte, viser tal fra den globale konsulentvirksomhed Mercer. Samtidig er det i Danmark langt sværere at finde virksomheder med samme tilbud.

De amerikanske virksomheder pakker det gerne ind i ord som personalepleje og omsorg, men er også åbne om, at det er et middel til at tiltrække talenter. Herhjemme modtages tiltaget med skepsis, og på Rigshospitalet advarer professor og fertilitetslæge ved Fertilitetsklinikken Anja Pinborgdirekte mod den kommercielle tilgang.

Foto: Clara Selina Bach

Fertilitetsklinikker oplever boom

I dag lever mange af os et liv, hvor ungdommen forlænges, og voksenalderen strækkes ud. 30’erne er de nye 20’ere, og 40’erne bliver de nye 30’ere. Vi vil opleve verden, gøre karriere, være impulsive og frigjorte. Være i faste forhold, åbne forhold, ingen forhold overhovedet. Nogle vælger børn fra, mens andre først slår sig ned langt senere i livet end tidligere.

Og det kan hurtigt blive et problem, når kvinders fertilitet begynder at falde drastisk fra 35-årsalderen. Det mener Svend Lindenberg, leder af Copenhagen Fertility Center og en af Skandinaviens førende forskere på området.

Han fortæller, at efterspørgslen fra klienterne har ændret sig de seneste år. Hvor kvinder engang søgte fertilitetshjælp af medicinske årsager, eksempelvis før kemobehandling eller grundet lukkede æggeledere, ønsker flere og flere kvinder især i midten af 30’erne i dag at fryse deres æg ned af rent sociale årsager.

“De kvinder, der kommer ind til os, er ressourcestærke og har gode jobs, men ingen partnere. Nogle har selv valgt partneren fra, mens andre leder aktivt efter én. Deres begrundelser er ikke ens, men de er alle udmærket klar over, at det kan blive et problem, hvis de gerne vil have børn senere hen og ikke gør noget aktivt nu,” fortæller Svend Lindenberg.

“Jeg elsker min kæreste og det liv, vi har sammen, men jeg er slet ikke klar til at få børn. Det vil jeg rigtig gerne på sigt, men indtil da vil jeg rejse, besøge venner og familie, arbejde mere og generelt gøre ting, der vil være langt sværere med børn. Jeg nyder min tid. Samtidig ser jeg, at mange fortryder deres valg af partner. Det vil jeg ikke. Beslutningen skal være velovervejet og ikke forhastet”

Før en ægudtagning skal kvinden igennem hormonbehandling, som kan give mave– og underlivssmerter, kvalme og let blødning, mens mere alvorlige bivirkninger som infektioner eller øget risiko for blodpropper er sjældne. Og det kan hurtigt blive en bekostelig affære.

For at have 80 procents chance for at få et barn kræver det, at man fryser 20-30 ubefrugtede æg ned. Det vil ofte kræve to–tre hormonstimulationer og ægudtagninger. På de fleste fertilitetsklinikker koster det ca. 58.000 kr. for tre behandlinger. Dertil kommer udgifter til opbevaring, der koster 6.000 kr. om året, samt eventuelt insemination og opsættelse senere hen.

I USA er prisen langt højere. Her koster en enkelt ægudtagning ofte 10.000 dollars, svarende til cirka 70.000 kr., hvilket kan være med til, at mange vælger at inddrage deres arbejdsgiver.

På Rigshospitalets fertilitetsklinik kommer par og enlige i stigende grad ind for at få tjekket deres fertilitet. De ved, at det kan blive sværere at få børn, hvis de udskyder beslutningen for længe, men føler sig ikke altid helt klar. Under konsultationerne fortæller overlæge og professor Anja Pinborg gerne, at det er bedre at få børn nu end at vente. Hun frygter nemlig, at social freezing kan være med til at give mange kvinder en falsk tryghed, fordi ægnedfrysning ikke er en garanti for at få børn senere hen.

“Du er ikke sikker på at få et barn, blot fordi du har fået frosset dine æg ned, da du var 33 år. Succesraten afhænger i høj grad også af kvindens alder og antallet af brugbare æg,” forklarer hun.

Victoria overvejer social freezing

En af de kvinder, der i noget tid har tænkt på at fryse sine æg ned, er 30-årige Victoria Sobocki, der bor i København. Hun har et godt arbejde som jurist, og i knap tre år har hun været i et fast forhold. Alligevel er hun ikke klar til at få børn, og skal det overhovedet være med ham, der er hendes livs kærlighed lige nu?

“Jeg elsker min kæreste og det liv, vi har sammen, men jeg er slet ikke klar til at få børn. Det vil jeg rigtig gerne på sigt, men indtil da vil jeg rejse, besøge venner og familie, arbejde mere og generelt gøre ting, der vil være langt sværere med børn. Jeg nyder min tid. Samtidig ser jeg, at mange fortryder deres valg af partner. Det vil jeg ikke. Beslutningen skal være velovervejet og ikke forhastet,” fortæller Victoria Sobocki ærligt til ELLE.

Hos Copenhagen Fertility Center hører man ofte samme begrundelse fra kvinder, der med social freezing forsøger at sætte det biologiske ur på pause. Og det kan blive et problem, hvis man først beslutter sig for at søge hjælp i slutningen af 30’erne eller senere.

“Det værste, du kan sige til en kvinde, der gerne vil have børn, er, at det ikke kan lade sig gøre”

“Den største udfordring er, når en kvinde på 40 år kommer ind til os og vil have taget æg ud, og jeg så kan konstatere, at hendes ægreserve er lav. Der er det ofte for sent. Det værste, du kan sige til en kvinde, der gerne vil have børn, er, at det ikke kan lade sig gøre. Det vil vi rigtig gerne undgå. Derfor er det vigtigt, at man tager stilling langt tidligere,” fortæller Svend Lindenberg.

Han oplyser, at det kun er omkring 10 procent, der vælger at bruge deres nedfrosne æg – måske fordi livet faldt på plads i mellemtiden. For dem, der bruger æggene, er resultaterne “flotte,”fortæller Svend Lindenberg.

“Men man kan ikke se social freezing som en garanti for at få børn senere hen. Det er snarere en slags forsikring, man tilkøber.”

I dag udvikler kvinders karriere og løn sig ofte anderledes, efter at de har fået børn, end mænds gør– og ikke til kvindernes fordel. Victoria Sobocki håber, at social freezing kan være med til at ændre den udvikling.

“Jeg ser det her som en måde at tage kontrol over situationen og min fremtid på. Mænd kan få børn næsten hele livet. Biologisk set har vi kvinder langt mere travlt. Ved at vælge social freezing til kan vi gøre spillebanen mere lige mellem os,” siger hun.

Foto: Clara Selina Bach

En milliardindustri i USA

I USA forventes markedet for ægnedfrysning at vokse fra ca. 3,9 mia. dollars i 2022 til 13,8 mia.dollars i 2030, viser tal fra markedsanalysevirksomheden Grand View Research. Det skyldes bl.a., at over halvdelen af landets største virksomheder i dag samarbejder med fertilitetsklinikker for at kunne tilbyde deres ansatte ægnedfrysning som personalegode.

Apple og Facebook var i 2014 blandt de første til at introducere tilbuddet for deres ansatte. Samme år kunne man på forsiden af Bloomberg Businessweek læse overskriften “Freeze your eggs, freeyour career”.

Alligevel findes der i dag kun et fåtal af virksomheder i Danmark, der har taget tiltaget til sig.

Det bekræfter Dansk Erhverv og Dansk Industri, der repræsenterer tusindvis af virksomheder og er med til at påvirke rammerne for arbejdsliv, barselspolitik og ligestilling på arbejdsmarkedet.

Dansk Erhverv oplyser, at man “har hørt om fænomenet”, men at “det lige nu er svært at vurdere, hvordan udviklingen bliver på området”. I Dansk Industri oplever man, at virksomheder er opmærksomme på tendensen i udlandet, men ikke selv ser en efterspørgsel på det i Danmark.

Novo Nordisk og Google bekræfter til ELLE, at social freezing er et personalegode for ansatte i udlandet, men på nuværende tidspunkt ikke gælder i Danmark. Det kan ændre sig på sigt, oplyser Google.

Som professor og fertilitetslæge har Anja Pinborg fra Rigshospitalet længe fulgt debatten om social freezing, og allerede i 2015 advarede hun i et debatindlæg i Ugeskrift for Læger om de amerikanske tilstande.

“Jeg frygter, at det bliver en nem metode for virksomheder til at få deres ansatte til at udskyde graviditeter og dermed barselsorlov, barns sygedage og alt andet besværligt og bekosteligt”

I dag mener hun fortsat, at der er tale om “en uheldig udvikling”:

“Jeg frygter, at det bliver en nem metode for virksomheder til at få deres ansatte til at udskyde graviditeter og dermed barselsorlov, barns sygedage og alt andet besværligt og bekosteligt. I Danmark har vi rigtig gode vilkår, som slet ikke kan komme på tale i USA – barsel for mænd og kvinder, barns sygedage og gode pasningsmuligheder. Måske skulle virksomhederne starte der,” siger hun.

Softwarevirksomheden Salesforce, der har over 75.000 ansatte globalt, var blandt de første i USA til at tilbyde ansatte finansiering af social freezing. I dag er de godt 150 medarbejdere i Danmark også omfattet, fortæller Abigail Hollingsworth, der har globalt ansvar for medarbejderfordele, trivsel og mobilitet i virksomheden.

Medarbejdere i Salesforce og deres ægtefælle eller samlever kan få refunderet for op til 40.000 dollars, svarende til knap 250.000 kr., til bl.a. fertilitetstest, ægudtagning og insemination.

Hollingsworth erkender åbent, at ordningen også har et strategisk HR-formål for Salesforce:

“I dag føler mange, at de skal vælge mellem at være engagerede forældre og succesfulde ansatte. Med tiltag som dette behøver det ikke at være enten–eller. Det er med til at øge trivslen og få medarbejderne til at blive længere hos os. I sidste ende er det en god forretning, og jeg håber, at flere virksomheder når frem til, at det i et konkurrencepræget marked er en vigtig del af rekrutteringen.”

Hvordan sikrer I jer, at ansatte ikke føler sig pressede til at udskyde familieplanlægning og børn?

“Vi anerkender, at familieplanlægning er dybt personligt og kan variere meget. Der er intet pres om, at man skal tage imod tiltag som dette, men vi kan høre fra vores ansatte, at det er noget, de sætter stor pris på,” fortæller Hollingsworth. 

“Når arbejdsgiverne opdager det, vil det helt klart være et middel til at holde på de kvindelige ansatte”

Musiktjenesten Spotify og Snap Inc., der står bag det sociale medie Snapchat, tilbyder også hel eller delvis finansiering af ægnedfrysning for deres ansatte i Danmark, bekræfter de over for ELLE.

“Vi er utrolig stolte af at kunne tilbyde dette til vores medarbejdere som en anerkendelse af de mange forskellige veje, mennesker tager, når de skaber familie,” udtaler Pia Tandrup, der er nordisk ansvarlig for Snap Inc., i en mail.

Snap Inc. har ikke flere kommentarer, men hos Spotify er man åben om, at social freezing som medarbejdergode er med til at tiltrække talenter fra hele verden. HR-direktør i Spotify Anna Lundström afviser dog, at det kan være med til at presse nogle ansatte til at udskyde graviditeter:

“Det har aldrig handlet om at opfordre nogen til at udskyde at stifte familie. Tværtimod gør disse og en række andre fordele det muligt for os at tiltrække ambitiøse ansatte, der ønsker at kombinere familieliv med at opbygge en karriere i en utrolig spændende virksomhed.”

Ingen af virksomhederne ønsker at oplyse, hvor mange ansatte der har takket ja til ordningen.

Foto: Clara Selina Bach

Chokeret over ‘hyperkapitalisme’

Da 30-årige Victoria Sobocki forrige år ledte efter et nyt arbejde, søgte hun specifikt et, hvor social freezing indgik som personalegode. Hun havde hørt om virksomhederne i USA og tænkte, at det også måtte være til at finde i Danmark. Det viste sig at være stort set umuligt.

I onlinefora skrev anonyme brugere forarget tilbage og kaldte hendes jobsøgning “det mest dystopiske eksempel på hyperkapitalisme”.

“Jeg forstår godt deres tankegang, men jeg er ikke enig. Fertilitet kan godt være et følsomt emne, og i Danmark er vi meget private, men jeg synes også nogle gange, der er en tendens til, at vi tænker, at vi ved bedst, og at hvis nogen foreslår andre måder at indrette sig på, så bliver vi lidt stødt,” siger Victoria Sobocki.

Det kommer ikke bag på hende, at danske arbejdsgivere ikke hører deres ansatte tale åbent om fertilitet. Hun mener dog stadig, at efterspørgslen er der:

“Jeg tror mere, det handler om, at det ikke er en snak, vi i Danmark er vant til at have med vores arbejdsgiver – særligt ikke hvis chefen er en midaldrende mand, der måske ikke helt forstår dilemmaet. Jeg siger ikke, at social freezing er en perfekt løsning, men vi lærer ikke noget, hvis vi ikke taler højt om tingene og deler erfaringer.”

Hos Copenhagen Fertility Center forventer Svend Lindenberg også, at den mere kommercielle tilgang til social freezing på sigt vil vinde frem i Danmark.

“Om to, tre, fire år er jeg sikker på, at det vil være helt anderledes. Vi er seks mio. mennesker i Danmark. Det er jo en provins sammenlignet med USA. Det vender. Det er jeg ikke i tvivl om. Det er et spørgsmål om udbud og efterspørgsel og, ikke mindst, reklame. Når arbejdsgiverne opdager det, vil det helt klart være et middel til at holde på de kvindelige ansatte,” siger Svend Lindenberg.