Siden jeg var barn, har min største drøm været at komme ud at sejle. Jeg ville ud der, hvor verden er stor. Vi boede i Macau i Kina i tre år, da jeg var lille. Her var der en særlig stemning omkring havet, et poetisk univers. Der var springvand overalt, og vand og fisk er vigtige symboler i deres kultur. Da jeg kom tilbage til Danmark, føltes alting anderledes. Jeg havde boet et sted med en helt anden rytme, hvor naturen og kulturen var tæt sammenvævet, men også et sted med stor fattigdom. Jeg mindedes, at der var mange følelser involveret i min barnlige umiddelbarhed. Der var templer, og jeg elskede at stå derinde og bare kigge. Jeg kunne mærke en særlig summen. En energi. Jeg husker også de hvide sten i gården og havet lige udenfor, hvor jeg legede hver dag. Jeg samlede små sten og gav dem som gaver til mine venner. Årene i Kina var en elementær oplevelse, som stadig lever i mig i dag.

“Jeg vidste, at min længsel efter havet skulle forløses, når jeg blev færdig med skolen. Så efter gymnasiet fandt jeg en gæsteplads på en dansk sejlbåd, der skulle sejle jorden rundt”

Jeg vidste, at min længsel efter havet skulle forløses, når jeg blev færdig med skolen. Så efter gymnasiet fandt jeg en gæsteplads på en dansk sejlbåd, der skulle sejle jorden rundt. Det var ikke en stor båd, og vi skulle klare alting selv. Det var råt og ægte – så tæt på det virkelige liv, som man kunne komme. På sådan en båd er man totalt afhængige af hinanden og naturen. Jeg lærte mig selv at spydfiske og fridykke. Det var en stor oplevelse. Jeg fandt ud af, at jeg havde en medfødt evne til at leve på havet. Til at observere fisk, til at bevæge mig i vandet, til at jage, holde vejret og være i ét med min krop. Jeg blev besat af at se, hvordan fisk eksisterer, næsten som om jeg forstod deres tanker. Især de ældre fisks intelligens og forståelse for havet overstrålede mig som menneske.

Foto: Kavian Borhani

Jeg nåede lige at komme afsted på turen, inden corona ramte verden. Ude på havet var vi fuldstændig afskåret fra alt. Det var på helt gammeldags sejlermanér. Inde på land var der frygt, kaos og stilstand – vi levede i bevægelse med naturen. Vi så lysene inde i byerne som glaskupler, mens vi havde en klar stjernehimmel over os. Det var en stærk kontrast. Det er fire år siden nu, og jeg har sejlet både i Grækenland, i Italien og rundt om Sydfyn, gode oplevelser, men det var ikke det samme som de seks måneders rejse op ad Australiens østkyst.

Oplevelsen ændrede mig. Før sejlturen ville jeg være kiropraktor, men da jeg kom hjem, vidste jeg, at det ikke var min vej. Jeg havde siden barnsben skabt med mine hænder, hvilket altid har føltes naturligt for mig. Jeg tegnede og spillede musik, og da jeg gik på efterskole, blev jeg introduceret for keramik, som virkelig gav mening for mig. Men længe vidste jeg ikke, hvad jeg ville sige med mit håndværk. Indtil jeg kom hjem fra sejlturen. Her blev jeg besat af livet under havets overflade.

“Susie fortalte mig, at hajer har forskellige parringsritualer og måder, de reproducerer sig på. Det blev jeg vildt interesseret i”

Jeg mødte blandt andre en marinbiolog, Susie Bagotai, som lærte mig, at under havet findes der ingen klare grænser – alt flyder sammen. Det ændrede min måde at se verden på. Det startede nok med hajer. Susie fortalte mig, at hajer har forskellige parringsritualer og måder, de reproducerer sig på. Det blev jeg vildt interesseret i. Der er også noget i hajernes måde at bevæge sig på, som jeg kunne spejle mig i. Jeg mærkede, at jeg også selv var et versatilt rovdyr, og følte, jeg kunne spejle deres elegance i vandet, omend kun til låns – for jeg skulle altid op og gispe efter vejret efter et par minutter. I havet lever der så mange komplekse arter, f.eks. søhesten, hvor hunnen befrugter hannens æg, og så føder han dem. Der er så mange opsplittede måder at se verden på, og det kan være meget bevidsthedsudvidende at opleve gennem dyrelivet i havet. Det var det, jeg gerne ville vise i mine kunstværker.

Foto: Kavian Borhani

Foto: Kavian Borhani

Jeg har aldrig gået på et kunstakademi – heller ikke på dykker– eller sejlerskole, for den sags skyld– jeg har bare kastet mig ud i det og lært undervejs. Det har føltes ægte. Jeg har lært indefra, gennem erfaring og ikke bare teori. Det har givet en særlig stoflighed til min arbejdsproces.

Nogle gange har jeg en klar idé om, hvad jeg vil skabe, når jeg går i gang med et nyt værk. Så vil jeg vise en haj i bevægelse eller parringsritualet hos en søhest. De fleste gange har jeg ingen plan. Jeg ved ikke, hvor værket skal ende, eller hvor stort det skal blive. Jeg starter med en følelse, en lyst – nærmest som drømme, jeg gerne vil tyde – og så går jeg i gang. Jeg begynder at bygge op og ser, hvor leret vil hen. Materialet har sin egen vilje. Jeg overbelaster det bevidst nogle steder, hvor det næsten giver efter for sig selv, så det danner sine egne former. Nogle gange fornemmer jeg, at der dukker nogle former op, noget, der kunne ligne en kvindekrop eller en blæksprutte. Jeg ved det ikke på forhånd. Det sker bare.

“Jeg synes, det bliver mest spændende, når jeg ikke helt forstår, hvad jeg laver. Nogle gange går der lang tid, før jeg opdager, hvad en skulptur egentlig handler om”

Ofte bliver resultatet abstrakt, men stadig kropsligt. I en periode undersøgte jeg f.eks. hyænehunner, som har store klitorisser, der er blevet forvekslet med penisser. Det interesserede mig, fordi det spejlede den dobbelthed, jeg oplever i mit arbejde: det maskuline og det feminine, der flyder sammen. Jeg tror, at det, jeg laver, er en måde at komme i kontakt med det underbevidste på. Med noget, jeg ikke kan tænke mig frem til. Nogle gange laver jeg konkrete figurer som fisk eller skildpadder, men andre gange er det langt sværere – især når jeg prøver at slippe planen og bare lade tingene opstå.

Jeg synes, det bliver mest spændende, når jeg ikke helt forstår, hvad jeg laver. Nogle gange går der lang tid, før jeg opdager, hvad en skulptur egentlig handler om. Den med hyænehunnen viste sig bagefter at rumme både maskulin og feminin energi – en flydende seksualitet, der smelter sammen og bliver til noget nyt. Det er det, jeg synes er interessant.

Foto: Kavian Borhani

Jeg prøver at finde måder at nå derhen på. Jeg laver regler for mig selv – praktiske små systemer, som hjælper mig til at arbejde frit. F.eks. øver jeg mig i at bygge med bevægelse og lade processen være åben. Jeg går i gang, og så må jeg vente, fordi leret jo har tørringstid, sin egen rytme. Det vil også noget. Jeg prøver at samarbejde med det snarere end at styre det. En anden regel er, at jeg ikke skriver mine idéer ned. Jeg får mange idéer hele tiden, så jeg må sortere. De, der vender tilbage igen og igen, dem tager jeg fat i. Hvis en idé ændrer sig undervejs, lader jeg det ske. Det er vigtigt ikke at holde fast i noget, der ikke længere føles levende.

Det er også derfor, jeg startede projektet CLAYPLAY. Det begyndte som en performance, hvor jeg skulle bygge ler på kroppen af en veninde, den serbiske performer Rosa Jaranovic. Hun bevægede sig nøgen på en scene dækket af ler, og imens byggede jeg oven på hendes krop. Det kollapsede hele tiden, så jeg måtte arbejde hurtigt og intuitivt. Man kan ikke tænke, når man gør det – man må bare reagere. Det er lidt ligesom at løbe en tur: Hjernen går i en mekanisk tilstand, og kroppen arbejder af sig selv. Jeg har sidenhen haft 80 mennesker i alle aldre med til at bygge lermasker i en performance til efterårsudstillingen på Den Frie i 2024. En dag håber jeg at kunne gøre det med mange flere. Jeg har erfaret, at det skaber et specielt rum mellem de individer, der er med.

Foto: Kavian Borhani

Balance betyder meget for mig. Mellem liv og død, mellem bevægelse og stilstand, mellem menneske og natur. Jeg kan godt lide, at noget i værket går opad, som liv, mens andet synker ned, som død. Nogle dele svæver indimellem, i en slags overgangstilstand. Der er figurer, som bliver meget menneskelige, mens andre nærmere er ren natur. En essens. Jeg tænker tit over, hvordan man får noget til at føles levende. Det handler om bevægelse. Det skal ikke nødvendigvis ligne noget virkeligt, men det skal have liv i sig. Jeg kan godt lide, når en form ser ud, som om den er blevet kastet på – når den bærer spor af bevægelsen i sig. Jeg prøver at være oprigtig i det øjeblik, jeg arbejder. Hvis det ikke føles rigtigt, hvis det bliver for konstrueret eller tomt, så må det ned i spanden. Så begynder jeg forfra.

Jeg bygger, til jeg kan mærke, at der ikke skal mere til, og så stopper jeg. Når jeg føler, jeg har sagt det, jeg skulle sige, så er det færdigt.

“Jeg kan godt lide kunstnere som Pipilotti Rist og Umberto Boccioni. Jeg synes også, at Sonja Ferlov er superspændende. Det her med at sætte en energi eller en følelse i en skulptur og vise det på den måde, som hun gør. Det mekaniske, det flydende på samme tid. Men jeg har nok fundet mest inspiration i videnskaben – den er jeg ekstremt optaget af. Også musik. Det giver mig nogle gange endnu mere end kunst”

Farvepålægningen af værket er ikke altid noget, jeg har planlagt fra starten. Ofte går jeg og tænker over det i et stykke tid. Så kigger jeg på skulpturen. Hvis der sker meget, bruger jeg få farver. Er formen simplere, kan det tåle flere farver og teksturer. Jeg har nogle farver, som jeg er glad for, og som jeg vender tilbage til – naturagtige toner, der viser stofligheden af noget levende. Jeg studerer, hvad det enkelte område kalder på. Er det noget, der føles kødeligt? Eller skal det være svævende? Skal det være fotorealistisk? Jeg bruger oftest naturlige farver som jernoxider, fordi de har en særligdybde. Men en gang imellem leger jeg også med syntetiske farver for at tilføre noget ekstra. Jeg kan godt finde på at eksperimentere i sidste øjeblik, inden den kommer i ovnen – hælde lidt ekstramineraler eller farver i og lade mig overraske af resultatet. Hvis processen har været sjov, bliver resultatet tit godt. Overraskelsen kan også være en kvalitet i sig selv.

Nogle gange tror jeg, et værk er færdigt, men så viser det sig, at det ikke er det alligevel. Så brænder jeg det igen. Nogle værker har jeg brændt seks gange, fordi jeg ikke var tilfreds. Jeg har lagt lag på lag. Tilføjet mere glasur, en ny farve. Det giver dybde. Jeg lærer også materialerne bedre at kende med tiden. Tidligere gik mange ting galt, når det blev brændt, men det sker sjældnere nu. Det er en del af det at eksperimentere. Jeg har f.eks. arbejdet med naturligt ler. I Serbien har jeg gravet ler op og haft det med hjem i kufferten, og jeg har brugt ler fra udgravninger i bl.a. Roskilde og Stevns. En af dem bobler op som lava, når den brændes. En anden bliver næsten guldagtig. Nogle gange regner jeg med at få et helt andet udtryk end det, der kommer ud. Det må man acceptere. Ovnen er også en faktor. Og varmen. Jeg har lært at holde af ikke at vide, præcis hvad der sker. Det gør det spændende. Når jeg kender materialet for godt, bliver det kedeligt. Der skal være noget uforudsigeligt.

Foto: Kavian Borhani

Astrid Specht Seeberg stod bag statuetterne, der blev overrakt ved ELLE Awards 2025 den 7. November. Her er de I proces og færdige – hhv. Før og efter glasering i kunstnerens værksted.

Som sagt er hajer et af mine yndlingsdyr, og de var den væsentligste inspirationskilde til ELLE Awards 2025-statuetten. Folk er så bange for hajer, men de er ikke farlige, hvis man forstår dem. De angriber sjældent uden grund. Krokodiller er langt farligere, men hajer er altid det første, folk tænker på. Måske fordi hajen er blevet tillagt noget farligt fra popkulturen – tænk på film som ‘Jaws’ (‘Dødens gab’). Men hvad med nysgerrigheden på dyret? Det er den, jeg prøver at arbejde med. Jeg synes, de er helt misforståede. De er både ekstremt følsomme væsener og samtidig som maskiner fra fortiden med tusindvis af tænder i både kæber og hud. Deres reaktionsmønstre minder mig om menneskers. Vi kan spejle os i dem, fordi de er alsidige dyr, som både kan være planktonædere og rovdyr. De har så mange aspekter i sig.

“Jeg er bange for at svømme i grumset vand eller ude på det åbne hav, men jeg gør det alligevel, fordi det er spændende at presse den grænse af frygt hos mig selv”

Hajen har også status som et trofædyr. Der bliver stadig afholdt konkurrencer, f.eks. i Alabama, hvor fiskerne holder deres fangede hajer op for at måle, hvem der har fanget den største. Det bjergtager mig. Den status, som hajer har. De jager på en fascinerende måde. Jeg har svømmet lidt med hajer, især mindre leopardhajer ved revet. De skræmmer ikke fiskene væk. Jeg opdagede, at hvis jeg svømmede som hajerne – roligt og uden at stirre på fiskene – så skræmte jeg dem ikke væk. Hajer er også vigtige i havets økosystem. Fjerner man en haj, påvirkes hele fødekæden.

Til statuetten var jeg også inspireret af en æskulapstav, et symbol på lægekunst, der forestiller en stav med slanger omkring sig. Den symboliserer fred, og slangen står også for livsfornyelse, da den kan skifte ham og derved genvinde sin ungdom. Jeg har valgt at forme et hajfoster i en livmoder på toppen af en snoet stav. For mig er den et vartegn for begyndelse, styrke og fred. Det passer godt til en pris som ELLE Awards. For modtageren kan det betyde begyndelsen på en ny rejse, noget stort. Det kan være en påmindelse om, hvor man startede, og hvordan man endte der, hvor man er i dag, på toppen og modtager af anerkendelse for sit arbejde.  

Foto: Kavian Borhani

Samtidig er det vigtigt for mig, at alt i statuetten ikke giver sig selv – der skal være noget uforudsigeligt, noget abstrakt, ligesom i mine værker. Man skal gerne blive lidt nysgerrig, når man modtager statuetten. Se noget, man undrer sig over og måske får lyst til at undersøge nærmere. Det åbner en ny verden. Ligesom den prisvindendes arbejde har gjort.

Jeg har en stor skabertrang. Jeg kan ligge vågen om natten og forestille mig hele værker, der vokser frem. Jeg er nødt til at få mine tanker ned i noget konkret. Ned i leret. Ellers hober de sig op. At skabe er som at skrive dagbog for mig. Det er en måde at forstå mig selv på. Nogle gange dukker der billeder op som en haj, der svømmer under en stjerne, mens dens hale ligner en halvmåneform – og at arbejde med det bliver en måde at afkode min egen underbevidsthed på. Nogle gange kan jeg arbejde i blinde i timevis på noget, der ikke kommer frem, indtil der til sidst kommer noget på grund af ihærdighed. Ellers er der jo altid spanden. Ofte forstår jeg bedst et værk, når jeg ikke har planlagt det på forhånd. Jeg kan stå og kigge på det bagefter og se, hvad jeg har været igennem.

“Værkerne er en opsamling af kaos, der bliver bearbejdet”

Jeg ønsker ikke at pådutte andre, hvad de skal få ud af mine værker. Jeg har ikke et formål eller et budskab med dem. Jeg skaber dem for mig selv. For at lære mig selv bedre at kende. Selvfølgelig er jeg bevidst om, at værkerne indeholder symboler, farver, udtryk – historier, som jeg giver videre til andre, der nu engang kommer i kontakt med mine værker. Værkerne er en opsamling af kaos, der bliver bearbejdet. Nogle gange er motiverne simple, andre gange byder de på en hel masse elementer, informationer, som andre så kan forholde sig til. Men man kan ikke kontrollere, hvad folk føler. Det er heller ikke så interessant at diktere deres oplevelse. Kunsten skal være et sted, hvor man får noget – uden nødvendigvis at vide, hvad det er.

Jeg synes, det er spændende at høre, hvad andre ser i mine værker. Jeg har bare ikke lyst til at styre deres oplevelse. Det er fantastisk at tale med vidende mennesker, der har historiske, videnskabelige eller religiøse referencer til mine værker. Det åbner op for nye tanker og idéer hos mig. For mig handler kunst om at vække nysgerrighed. Både i mig selv og hos dem, der oplever mine skulpturer.

Læs ogå

Kunst, bøger og musik

Teater-aktuelle Freja Kirk: “Det er vigtigt, at vi tør kigge på maskulinitet og dens konsekvenser. Ikke for at give nogen skylden, men for at skabe plads til flere måder at være menneske på”

Han bryder sig ikke om 00’ernes modetrends, foretrækker, at folk er ydmyge – selv når de har noget at have det i – ser ikke selv standup, lader sig provokere af folk, der synes, de er bedst, sparrer med sin ældste søn om ungdommens sprog og trends og så ser han ikke selv stand up – det har han fået nok af.

I det nye afsnit af ‘Klædt på’ – ELLEs podcast – har vært Mads Emil Møller besøg af multitalent Anders Matthesen, der fortæller om alt fra ydmyghed og at vinde ELLE Awards-prisen ‘Årets person’ til sin afstand til AI, om cancel-kultur og ikke mindst sine inspirationskilder.

Herunder kan du lytte til afsnittet, som også kan høres på Spotify eller der, hvor du hører dine podcasts.

Læs ogå

Identitet

Anders Matthesen: “Jeg synes, det er sjovt, når ‘Ternet Ninja’ lige pludselig bliver et hit i Dubai eller i Frankrig”