Fra vin og cigaretter i en lejlighed i Aalborg til familiekollektiv i Søvang. Der er sket en del på de tiår, der er gået, siden Nanna Elizabeth Hovgaard og Josephine Kuhn første gang talte sig ind i danske kvinders hjerter med det filterløse podcastunivers ‘Fries Before Guys’.

Emnerne har været mange. Fra mænd, moderskab og perfektionisme til god energi, travlhed og sårbare fødsler. Fra venskab og feminisme til stress, stofskifte og økonomi.

De to veninder har givet magten tilbage til den lille historie i den store og har gjort os alle opmærksomme på, at verden ville være et meget bedre sted, måske sjovere, hvis vi delte lidt mere med hinanden og fællesskabet omkring os.

Foto: Johanna Hvidtved

Nanna Elizabeth Hovgaard og Josephine Kuhn har gået i samme klasse på Aalborghus Gymnasium og bor i dag dør om dør i den lille landsby Søvang på Amager, et godt stenkast fra Dragør og en kort biltur fra det københavnske Vesterbro, hvor Podimo, som de p.t. har kontrakt med, har til huse.

Det var Josephine Kuhn, der tog initiativ til, at parret i sin tid skulle skabe noget sammen, og som tilbage i 2015 havde fanget, at det dér med at tale sammen om stort og småt for åben mikrofon måske slet ikke var så dum en idé. Hun er vokset op i Sverige, hvor der var et stort marked for podcasts allerede dengang.

Jose: “Da jeg lyttede til en samtalepodcast med bloggerne Flora & Frida, var jeg nærmest i chok. Hvorfor fandtes den slags ikke i Danmark?”

Nanna: “Jeg var først meget tilbageholden. Jeg kunne slet ikke forestille mig at tale så bramfrit ud til alle. Jeg syntes, det var vildt og grænseoverskridende, men lod mig alligevel smitte. Og så aftalte vi en dag bare at gøre det. Vi lånte en mikrofon af en gymnasiekammerat, tændte mikrofonen og tog tilløb med hvidvin og smøger.”

I har været meget vedholdende fra starten, vel også på et tidspunkt, hvor det ikke var åbenlyst, at man kunne lave en forretning ud af en podcast. Hvor kom dedikationen fra?

Jose: “Jeg følte seriøst godt, jeg kunne se forretningen i det, og jeg var sikker på, at det ville blive en kæmpe succes, hvis bare vi blev ved. Jeg sagde fra starten til Nanna: Hvis vi laver det her, så er vi millionærer om ti år. Og det er vi jo på den måde, at vi i hvert fald begge har en million i vores huse, som vi har kunnet spare op.”

Nanna: “Vi så det 100 % som en forretning og var meget målrettede. Vi ventede faktisk bare på, at vi kunne stoppe med at gøre de andre ting, vi havde gang i, og så bare satse.”

Jose: “Vi havde ungdommens arrogance! Da vi havde lavet første afsnit, følte vi os som verdensmestre.”

Hvad optog jer dengang, og hvad optager jer nu, hvor I sidder med villa, bil og familie?

Jose: “Vi er ikke optaget af helt det samme i dag, men kemien mellem os og måden, vi går ind i samtalerne på, er de samme.”

Nanna: “Vi er stadig meget optaget af relationer. Venskaber. Kærlighed. Vores eget venskab har f.eks. været et emne fra starten, og det har naturligt udviklet sig med tiden. Vi bliver jo også ved med at lave det her, fordi vi hele tiden udvikler os som mennesker. Fordi der stadig er meget at tale om.”

Jose: “Og så tager vi heldigvis heller ikke altid udgangspunkt i os selv. Der er masser af indhold, der bare er underholdning eller oplysende, hvor vi løfter noget, der er mere debatagtigt. De forskellige afsnit er en gang blandede bolsjer, hvilket er det, vores format kan.”

“Københavnere kommer mere og ved, at de er for fede, og da kan jeg godt nogle gange føle mig lidt akavet”

I har lyttere i hele landet. På et tidspunkt var der rigtig mange i Aarhus. I er selv fra Aalborg og startede podcasten i Aalborg. Er Aalborg stadig et anker for jer?

Nanna: “Aalborg var et meget trygt sted at være og vokse op. Og festligt.”

Jose: “En stor provinsby med et godt natteliv. Det har betydet meget for os. Vi orienterede os i mange år meget mod Jomfru Ane Gade.”

Nanna: “Når vi lavede podcast, vidste vi, at vi skulle i byen om aftenen. Det var en god rutine. Jeg kom hjem fra København, og så gik vi ud.”

Jose: “Der ligger klart nogle værdier i at komme fra Aalborg. Jeg synes ikke, vi har så spidse albuer. Til gengæld har vi en total ukuelighed, det er hårdt arbejde, og vi skal bare blive ved. Og det tror jeg, ud over talent, er nøglen bag, at vi er kommet dertil, hvor vi er i dag. Vi er blevet ved med at tænde for den mikrofon. Københavnere kommer mere og ved, at de er for fede, og da kan jeg godt nogle gange føle mig lidt akavet.”

Nanna: “Det kan jeg også. Virkelig. Den der nordjyske facon, vi har – enten er man til den, eller også er man ikke til den.”

Jose: “Jeg tænker indimellem, at de inde på Podimo må tænke, at vi er så røvsyge.”

Nanna: “Ja, så fucking kedelige, ha ha.”

Foto: Johanna Hvidtved

GENNEMBRUD

Helt kedelige er de nok ikke, for med mere end 15 mio. downloads på Podimo er Nanna Elizabeth Hovgaard og Josephine Kuhn blandt nogle af Danmarks mest lyttede. Med deres uprætentiøse tilgang til hverdagslivets strabadser samler de mennesker omkring sig live, i æteren og på de sociale medier.

Ti år er der gået. Hvad vil I fremhæve som et højdepunkt?

Nanna: “Jeg synes, det var virkelig stort i 2018, hvor vi var ved at skrive vores første bog (‘En som os’, red.). Det var en stor tid, og jeg føler, at kimen til vores fremtid blev lagt det år. Da vi tog op i sommerhus for at skrive bogen, havde vi ingen penge og var nok sådan ‘Hvad skal vi gøre?’.”

Jose: “Og selvom man ikke tjener mange penge på at skrive bøger, så solgte den faktisk virkelig godt. Det var før den her polemik om influencere, der udgiver bøger. Bogen handler om kvindeliv, komplekser og kvartlivskrise og røg slet ikke ind under den kategori.”

Nanna: “Den handler i virkeligheden meget om skam.”

Jose: “Og om weltschmerz.”

Nanna: “Jeg synes også, at det var i 2018, vi lærte at stå ved os selv som personer.”

Jose: “Vi dannede vores firma det år og tog på vores første store tour. Vi fik også et sponsorat på tre måneder, som gjorde, at vi turde stoppe med det, vi hver især ellers havde gang i.

“Ja, vi var 25 og 27 år. Vi røg mange smøger og drak mange øl”

Hvor var I privat på det tidspunkt?

Nanna: “Vi sejlede nok lidt. Vi havde ingen struktur på vores hverdag.”

Jose: “Vi var glade amatører, der pludselig fik rigtig meget at lave, men uden at have redskaberne til at løse tingene optimalt. Vi havde ikke noget kontor, ingen sparringspartnere. Vi havde en agent, der havde snor i os, men ellers prøvede vi bare at få en arbejdsdag op at køre.”

Nanna: “Det var en vildt varm sommer, og det kunne vi slet ikke administrere. Siden har vi øvet os i at være konsekvente og få en struktur på dagen og arbejdet. Vi var også unge og ville også gerne feste.”

Jose: “Ja, vi var 25 og 27 år. Vi røg mange smøger og drak mange øl.”

Nanna: “Vi er først og fremmest venner. Det har vi også skullet pleje.”

Jose: “Det var også det år, vi havde et udsolgt show på Bremen. Og Nanna, du havde angst og kunne ikke sove.”

Nanna: “Jeg følte mig på den ene side som verdensmester, men samtidig havde jeg totalt impostersyndrom.”

Foto: Johanna Hvidtved

Er du kommet dig over angsten?

Nanna: “Ja, nu føler jeg mig meget som en professionel entertainer. Det har handlet om, at jeg skulle øve mig og få selvtillid og så ellers bare gøre det, jeg frygter, igen og igen. At blive eksponeret for angsten, lidt ligesom med flyskræk. Samtidig er de sider af min personlighed, som jeg var usikker på dengang, dem, jeg i dag ved, folk synes er sjove. Hvis jeg er kikset eller laver et eller andet åndssvagt. Jeg joker med mig selv og er ikke usikker. Og så hviler vi i en fælles dynamik. Vi synes ikke længere, det er pinligt at lave fejl. Folk har købt billet til at se os, vores kemi og vores venskab.”

Jose: “I starten troede vi, at vi skulle vride vores private følelser som en karklud. Nu har vi fundet en balance, hvor det hele ikke hviler på os. Vi har fundet ud af, at vi er dygtige performere og også kan underholde på andre måder, og at folk også synes, det er interessant at høre os anbefale en bog eller komme med datinghistorier, selvom vi slet ikke selv dater. Det har været rart at finde noget uden for os selv, hvor vi stadig kan være kreative.”

“Ja, og vi kan sagtens snakke helt vildt meget om vores egen liderlighed, for det har jo ikke noget med vores mænd at gøre”

‘Fries Before Guys’ handler om kvindeliv, sex, venskaber, krop og komplekser, men jo også meget om jer. Er der grænser for, hvad I vil dele?

Jose: “I starten havde vi færre, vi skulle passe på. Vi havde ikke børn, det har vi nu, og vi er meget enige om, at de har ret til privatliv. Og det samme har vores mænd. Derfor kan vi heller ikke længere kortlægge hele vores økonomi foran åben mikrofon, og det var ellers noget, vi talte meget om engang. Dengang var det nemt, fordi alle var på SU.”

Nanna: “Vi arbejder hele tiden med grænser. Hvad har vi lyst til at fortælle, og hvor langt vil vi gå med hvad? Hvornår skal vi fortælle om ting imellem os indbyrdes, hvornår føles det godt, og hvornår er det for meget?”

Jose: “Min mand vil ikke have, at jeg taler om ham i podcasten, men jeg må f.eks. gerne tale om sex, så længe jeg holder det på min egen banehalvdel.”

Nanna: “Ja, og vi kan sagtens snakke helt vildt meget om vores egen liderlighed, for det har jo ikke noget med vores mænd at gøre.”

Jose: “Ha ha, ikke altid, i hvert fald.”

Kan en historie være for lille til at blive delt?

Nanna: “Jeg synes altid, vi har forholdt os professionelt til det indhold, vi laver. Det er jo ikke baresådan, at vi tænder mikrofonen og så lader munden løbe. Alt, vi taler om, er tilrettelagt.”

Jose: “Hvis vi havde en følelse af, at vores stemmer ikke havde en plads, så havde vi aldrig lavet en podcast. Og slet ikke i ti år. Vi laver jo det her, fordi vi er glade for at udkomme. Og så tager vi ansvar for indholdet ved nu at have dygtiggjort os gennem 600 timers podcast og ved at have professionelle mennesker med ombord. Vi har en redaktør ansat, som vi sparrer med, og vi planlægger afsnit langt ud i fremtiden. Vi tager også ansvar etisk og moralsk og tænker nok mere over dét, end om en historie er for lille. For kan den være det? Vi elsker f.eks. begge at læse litteratur, der er virkelighedsnær, som Knausgård, der skriver et essay om at skide.”

Nanna: “Vi har ikke en indstilling, der går på, om vi må forstyrre. Vi er ret sikre på, at det, vi har at sige, også har en relevans.”

Foto: Johanna Hvidtved

“De første mange år, inden vores arbejde fandt en form, var det tit, jeg overvejede, om det var indsatsen værd. Jeg var meget ængstelig i 20’erne og havde svært ved at få en hverdag op at køre, og så var det vildt ubehageligt samtidig at lave podcast”

Har I nogensinde haft lyst til at give op?

Jose: “De første mange år, inden vores arbejde fandt en form, var det tit, jeg overvejede, om det var indsatsen værd. Jeg var meget ængstelig i 20’erne og havde svært ved at få en hverdag op at køre, og så var det vildt ubehageligt samtidig at lave podcast. Samtidig havde Nanna gang i sin musikkarriere, og jeg kunne også blive nervøs for, at hun ville droppe vores projekt. Hun var blevet signet på Warner, og når hun tog til L.A. med bandet, tænkte jeg på, om hun ville flytte derover. Vi havde jo aldrig lovet hinanden at blive ved, og hun skulle være det nye store popnavn og blev spillet i radioen og alt muligt. Der havde jeg da lidt krise.”

Nanna: “Ja, det kan jeg godt forstå. Der var klart et tidspunkt, hvor jeg skulle tage en beslutning.”

Jose: “Og så endte det med, at vi havde en samtale en dag på en bænk, det må have været i 2020, hvor jeg sagde til Nanna, at jeg var nødt til at vide, om det her skulle være fuld tid.”

Nanna: “Jeg tror måske, det var første gang, jeg forholdt mig til, hvad det gode liv er. Jeg har været stresset hele min ungdom og har prøvet at lave 10.000 ting på én gang og har mest tænkt på andres forventninger. Nu skulle jeg træffe et valg, som var for mig, og som handlede om min fremtid. Havde jeg lyst til både at være musiker og podcastvært og måske også få et barn, som jeg gerne ville? Jeg valgte ‘Fries’. Hvilket også var et valg af branche. Jeg er vokset op med musikbranchen, men har altid følt, at jeg selv var mere i kontrol med det, vi lavede med ‘Fries’. Det har været fedt for os i så mange år, at vi selv har været cheferne. Der har ikke været nogen, der kunne bestemme over os.”

Jose: “Og sådan er det stadig. Vi har fuldstændig redaktionel frihed.”

“Jeg har haft en masse stress i forbindelse med to graviditetstab, som naturligt fyldte meget, og i år har vi begge to været mere eller mindre syge. Jeg har haft alvorlig kvalme på grund af graviditet, og Nanna fik diagnosticeret en autoimmun stofskiftesygdom”

Der må også have været bagsider eller lavpunkter?

Jose: “For mig har lavpunktet været at finde balancen i arbejdslivet, efter at vi fik børn. Vores branche er båret meget af netværk. Det betyder noget at dukke op og holde sig aktuel, og det brændte jeg på et tidspunkt ud på.”

Nanna: “Ja, lavpunkterne har klart været, når vi har været stressede. Og der har vi i fællesskab skullet finde ud af nogle ting. Hvad er det for et arbejdsliv, vi kan holde til at have, og hvad er det for en kultur, vi gerne vil skabe? Der er en sindssyg arbejdskultur i Danmark …”

Jose: “Ja, der er ikke meget siesta-energi over det …”

Nanna: “I det hele taget er det vildt at drive virksomhed, når man er to kvinder, der også gerne vil have børn. Det har godt nok været vanvittigt.”

Jose: “Og alligevel har vi de sidste tre år fået Børsens Gazelle.”

Nanna: “Ja, de år, vi har fået børn, er også de år, vi er blevet allermest succesfulde. Vi har skulletkøre vores firma og stole på, at vi godt kunne arbejde på den måde, vi gør, uden at ryge ud af loopet.”

Jose: “Det har været svært. Jeg har haft en masse stress i forbindelse med to graviditetstab, som naturligt fyldte meget, og i år har vi begge to været mere eller mindre syge. Jeg har haft alvorlig kvalme på grund af graviditet, og Nanna fik diagnosticeret en autoimmun stofskiftesygdom.”

Nanna: “Jeg forstod i lang tid ikke, hvorfor jeg havde det så dårligt. Nu ved jeg, at jeg har den stofskiftelidelse, der hedder hashimoto. Jeg var uarbejdsdygtig i nogle måneder, og set i bakspejlet burde vi nok have sygemeldt hinanden.”

Jose: “Når du lever af at optræde, har du en fed fleksibilitet, men du skal også bare stå der, når det gælder. Vi havde to udsolgte shows i DR Koncerthuset, da vi begge havde det allerværst, men vi fik hyret en kropsterapeut ind og kom så alligevel ind på den scene.”

“Jeg tænker tit på, at det er heldigt, at vi er den samme type og har brug for de samme ting. Tænk, hvis Jose havde været sådan en, der bare ville fyre den af og arbejde 60 timer, for det kan jeg ikke”

Nanna Elizabeth Hovgaard kigger på klokken og undskylder, at hun er nødt til at lave frokost. Eftervores samtale skal de begge hen og træne, så der skal fyldes kål og æg på kroppen i god tid inden. Det er længe siden, de mødtes om vin og smøger.

Nanna: “Jeg tænker tit på, at det er heldigt, at vi er den samme type og har brug for de samme ting. Tænk, hvis Jose havde været sådan en, der bare ville fyre den af og arbejde 60 timer, for det kan jeg ikke.”

Jose: “Der er ikke noget, der kan trykteste et venskab så meget som at stå to vidt forskellige steder. Vi har lagt hele vores liv om. Mine aborter og mit stressforløb har gjort mig interesseret i, hvordan jeg kan have det godt i min krop, og hvordan jeg kan holde til at være aktiv og til at arbejde og ikke have en hjerne, der hele tiden brænder ud. Og det er meget det samme, som Nanna skal fokusere på. Så nu spiser vi fucking meget protein og grøntsager og drikker næsten ikke. Vi er blevet asketer. Og når vi på fredag skal ud at spise, er det halv seks, så vi kan være hjemme til sengetid.”

Foto: Johanna Hvidtved

FÆLLESSKAB

De er først og fremmest veninder. Og de strukturer og dagsordener, de har brug for for at kunne arbejde sammen, går fløjten, når de bare er sammen privat. Og det er de ofte. Nanna Elizabeth Hovgaard var endda med, da Josephine Kuhn for nylig fødte sit andet barn, og de er flyttet tæt sammen i landsbyen på Amager.

Jose: “Vores mænd er meget glade for, at vi har hinanden, for de ville aldrig kunne opfylde vores behov for at snakke om alt og intet. Og når vi taler om hønen og ægget i forhold til podcasten, så er det, der kom først, da klart vores enormt store behov for at afhandle alt. Vi fortæller hinanden alting hver eneste dag – hvad vi spiser, hvordan vi har sovet – og sådan har det været, siden vi var teenagere. Vi har en veninde mere, som også er med i det loop, musikeren Jada. Vi tre SMS’er alt til hinanden og har alle informationer om hinanden – altid.”

Nanna: “Bare man har et kvarter i bil, ringer man den anden op og snakker imens. Eller når vi cykler. Det handler også om at hjælpe hinanden. Herude vil vi gerne bakke op om et landsbysamfund, hvor vi hjælper hinanden. Og f.eks. under vores barsler har vi virkelig været der for hinanden.”

Jose: “Nanna og hendes mand lavede aftensmad til os, da jeg lige havde født. Når jeg har bagt, afleverer jeg brød ovre hos dem. Og når Nanna har menstruation, kommer hun her og henter en menstruationspakke med søde snacks, som jeg hænger frem til hende på døren. Vi har også et godt naboskab med de andre, og det med at turde engagere sig og hjælpe hinanden kan faktisk være grænseoverskridende, og det prøver vi på at ændre. Og det er jo også meget det fællesskab, vi har med vores lyttere.”

“I podcasten er vi forsigtige med at sige til folk, hvordan de skal leve deres liv, men vi kan godt gå så langt som til at sige, at vi synes, at det her naboskab fungerer. I går var det Nanna, der ændrede min lægetid til børnevaccination og kørte os derhen, fordi min mand ikke kunne”

Oplever I, at vi danskere generelt er for private?

Jose: “Jeg synes, danskere er meget sådan ‘Undskyld, jeg kommer her og forstyrrer’. Vi er meget bange for at forstyrre hinanden.”

Nanna: “Vi lukker os i stedet inde i vores egne lejligheder og huse.”

Jose: “Og vi inviterer ikke nogen ind uden at have støvsuget og ryddet op, og vi holder meget på formerne. Når vi siger, at man endelig må komme forbi, betragtes det ikke som en ordentlig invitation, og det prøver vi at være i opposition til.”

Nanna: “Da Jose fik sit første barn, var jeg meget i tvivl om, hvad min rolle skulle være. Må jeg så stadig komme og være med til aftensmad, eller vil I helst være jer og jeres lille familie? Det syntes jeg var meget sårbart. At jeg følte, at jeg trængte mig på, selvom jeg ikke gjorde det.”

Jose: “Vi bor også i meget tæt fællesskab med vores forældre og er meget involverede i at få hinandens dage til at gå op. Vi har biler, vi deler, og vi laver aftensmad til hinanden. Vi har en meget mere kollektiv tankegang. I podcasten er vi forsigtige med at sige til folk, hvordan de skal leve deres liv, men vi kan godt gå så langt som til at sige, at vi synes, at det her naboskab fungerer. I går var det Nanna, der ændrede min lægetid til børnevaccination og kørte os derhen, fordi min mand ikke kunne.”

Nanna: “Og det føles bare meganaturligt og nemt.”

Jose: “Fællesskabet er noget, vi har bygget op, fordi vi gerne ville. Vi er flyttet herud for at bo tæt på hinanden. Nannas mor bor også i området. Og min svigermor. Og søster. Vi er et helt nordjysk hold.”

Nanna: “Det er også, fordi vi hører fra mange unge mødre derude, at de er pisseensomme.”

Jose: “Ja, og jeg kan jo mærke, hvor meget det gør for mit humør, at jeg hele tiden er i kontakt med Nanna.”

“Vi har været uvenner flere gange, men det er ved at være nogle år siden nu. Det var nemmere at blive uvenner, da vi drak meget alkohol …”

Bliver I aldrig trætte af hinanden?

Jose: “Vi har været uvenner flere gange, men det er ved at være nogle år siden nu. Det var nemmere at blive uvenner, da vi drak meget alkohol … Når vi ikke er fulde, er vi meget ordentlige mennesker. Vi har fået slebet vores kanter. Men nogle gange kan vi da være bange for, at en af os vågner en morgen og er blevet træt af den anden.”

Nanna: “Det er mest mig, er det ik’?”

Jose: “Nej, sådan har jeg det også.”

Der er gået ti år, og det her er et jubilæumsinterview. Er der noget, I havde drømt om at blive spurgt om? Noget, I gerne vil have sagt?

Nanna: “Nej, det tror jeg ikke. Jeg tænker hele tiden, at vi ikke gør det godt nok, men jeg har øvet mig i at fejre, at vi faktisk gør det rigtig godt, og virkelig mærke tingene, når de sker. Sætte pris på vores liv.”

Jose: “Nogle gange kan jeg godt være bange for, om folk egentlig forstår, hvor meget arbejde der ligger bag det, vi gør. At folk tror, vi ikke har et rigtigt arbejde. De skulle bare vide, hvor mange knapper vi faktisk skruer på. At vi skriver alle tekster selv, at Nanna skriver musikken, og at vi selv skal sørge for, at vores firma overlever. Vi laver regnskab og holder møder med vores bogholder og med Podimo og vores redaktører. At det kræver noget at drive sådan noget her. At det er et arbejde. Et privilegeret og fantastisk og fleksibelt arbejde, men ikke desto mindre et arbejde. Jeg gad godt, at folk vidste, hvor professionelle og hvor dygtige vi er blevet de sidste ti år.”

Føler I, at der er nogen, der ser ned på jeres arbejde?

Nanna: “Ja, ofte.”

Jose: “Hele tiden. Og det, til trods for at vi driver en virksomhed med millionomsætning.”