emma-sofie, Author at ELLE

Bedst i test: Her er 2025’s bedste røde læbestifter

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Læs ogå

Makeup

Bedst i test: Her er 2025’s bedste øjenskygger

Guide til Dolomitterne: Historie, gastronomi, byliv, slotsophold og spektakulære udsigtspunkter

Cortina d’Ampezzo – hvor elegance møder bjergenes ro

Cortina d’Ampezzo har i årtier været kendt som Italiens mest fashionable bjergdestination – et sted, hvor italiensk elegance møder naturens storhed. Byen, der ligger som et amfiteater omgivet af Dolomitternes lyserøde toppe, er både dramatisk og indbydende, og her føles luften altid en anelse klarere, lyset lidt blødere, og livet en smule langsommere.

På Corso Italia ligger elegante butikker side om side i de klassiske alpebygninger – en poleret kontrast til bjergenes drama. Franz Kraler præsenterer alt, hvad hjertet begærer, fra Gucci, Saint Laurent og Prada til Moncler, Celine og Loro Piana – alt iscenesat som små installationer. Lige ved siden af ligger Diors flagskibsbutik, hvor håndlavede raffia-dyreskulpturer byder velkommen allerede foran døren. Louis Vuitton, hotellet Ancoras elegante nabo, blender diskret ind i det omkringliggende bjerglandskab – en hvidpudset klassisk bygning med mørke trævinduer, skodder og blomsterkasser, der hylder beliggenheden med stolthed og elegance. Skal det være mere traditionelt, er der Carolina – en lille perle af en butik med alt i klassisk alpestil, primært til børn, men med enkelte kjoler og strik til voksne, der drømmer om et strejf af bjergnostalgi. Og så er der La Cooperativa di Cortina, byens legendariske varehus fra 1893, hvor man finder alt fra italienske delikatesser og håndlavet keramik til sportstøj, udstyr og små souvenirs med sjæl. Øverst ligger en lille restaurant, hvor den italienske summen fortsætter over en let frokost, en aperitivo eller en hurtig espresso – på den helt autentiske måde. Naturligvis bugner Cortina også med alt i mountaingear til alle sæsoner – og med italienske flagskibe som La Sportiva og Scarpa bliver det ikke mere bjergrigtigt.

Ancora – Cortinas nye designjuvel

Midt i hjertet af Cortina d’Ampezzo, ud mod den solbeskinnede Piazza Roma, ligger Ancora – byens nye samlingspunkt og Renzo Rossos (grundlægger af Diesel og OTB Group) første hotel.
Den ikoniske bygning fra 1800-tallet, med sine lyseblå skodder, håndmalede kalkfacader og blomsterkasser under vinduerne, er en del af byens historiske silhuet. Herfra er der udsigt til kirken Basilica Minore dei Santi Filippo e Giacomo, hvis klokker blander sig med livet fra Corso Italia.

Indenfor mødes storbyvibe og alpin afterskistemning i perfekt balance. Designet, skabt af Vicky Charles (tidligere design director hos Soho House), er en moderne fortolkning af italiensk alpin luksus – afdæmpet, men sofistikeret. Allerede ved første møde med hallen er scenen sat med træ, bløde tekstiler og varme farver, som skaber en gennemført og stemningsfuld elegance. På væggene hænger antikke trærammer med spejle og sort-hvide fotografier fra Cortinas og Dolomitternes storhedstid – en diskret hyldest til byens fashionable arv.

Værelser og suiter balancerer tradition og modernitet. Udskårne hovedgærder i mørkt træ indrammer printet velour med et strejf af arabisk mystik, mens lyse marmorbadeværelser og messingdetaljer giver et eksotisk skær. Det hele forenes i et contemporary hausmannsk udtryk, hvor organisk formede møbler skaber en symbiose, der føles tidløs, varm og umiskendeligt italiensk. Øverst troner penthousesuiten – enhver alpinelskers drøm – med egen terrasse, pejsestue og udsigt over byens tage og bjerge som et maleri i konstant forandring.

Baren er hotellets hjerte. Her danser flammerne i pejsen og kaster genskær i spejlene. Dagen begynder med espresso og croissant og slutter med en negroni – stemningen er afslappet, men sofistikeret, som et italiensk åndedrag midt i bjergene.

Fra terrassen oven over byen serveres aperitivo i eftermiddagssolen. Den cremede risotto med karljohansvampe og den klassiske tiramisu fra dessertvognen er en hyldest til italiensk nostalgi og elegance.

Ancora indfanger alt det, Cortina er kendt for: elegance, karisma og æstetik i perfekt balance. Et sted, hvor byens fashionable puls møder bjergenes rolige rytme – og hvor man, for en stund, glemmer tiden.

Restauranter og søde fristelser

Et par kilometer uden for byen ligger Baita Piè Tofana, en bjergrestaurant med både charme og køkken i topklasse. Indrettet med mørkt træ, pejs og dæmpet lys er stemningen varm og intim, mens køkkenet forener klassiske alpine retter med moderne finesse – prøv de hjemmelavede ravioli med vilde urter. Helt anderledes, men lige så mindeværdig, er El Brite de Larieto – en familiedrevet agriturismo midt i en skovlysning. Det er kokken Riccardo Gaspari, der står bag og fører traditionen videre med respekt for Jorden og sin families arv. Alt er lavet fra bunden – oste, smør og charcuteri – fremstillet af råvarer fra familiens egen gård. Skal det være mere raffineret, har Gaspari også skabt SanBrite, en moderne fortolkning af agricucina, hvor de samme ingredienser forvandles til poetiske fortolkninger af Dolomitternes terroir. Ved siden af restauranten ligger Piccolo Brite, familiens lille ostebutik, hvor man kan købe de håndlavede oste, der danner grundlag for begge køkkener – en smag af Dolomitterne i deres reneste form.

Tilbage i byen samles livet omkring torvet. På Hotel de la Poste – Cortinas ikoniske mødested siden 1800-tallet – fortsætter traditionen for den italienske aperitivo. Her har både Ernest Hemingway og Brigitte Bardot engang siddet med udsigt til bjergene og et glas i hånden, og stemningen er stadig den samme: levende og ubesværet chik. Et par skridt derfra ligger Bar Lovat, perfekt til en hurtig espresso eller en spritz i solen – et klassisk Cortina-øjeblik midt på torvet. Og så er der Alverà Pasticceria, byens konditori, hvor montren bugner af farverige kager, små tærter, croissanter og miniaturesandwich. Snup en hurtig espresso stående ved baren – i bedste italienske stil – eller afslut dagens hike med en velfortjent kage, et stykke tiramisu eller en frisk gelato på terrassen.

Hikes – Cinque Torri og Lago Di Sorapis

Cortina er omgivet af nogle af Dolomitternes mest ikoniske ruter. Cinque Torri, fem fritstående klippetårne, rejser sig dramatisk over landskabet og er både historiske og spektakulære. Hiketuren hertil fører gennem gamle skanser fra første verdenskrig og ender ved et lille refugium, hvor man naturligvis kan få både cappuccino, vin og pasta med udsigt. Lago di Sorapis er en anden klassiker – en rute, der snor sig gennem skov og klipper til en sø så turkis, at den næsten virker optisk illustreret. Turen tager omkring tre timer hver vej, og spejlingen af bjergene i vandet gør den til en af Dolomitternes mest fotograferede oplevelser.’

Schgaguler – minimalistisk arkitektur og familiær varme

Midt i Castelrottos brostensbelagte centrum, hvor Dolomitternes toppe rejser sig som skulpturer mod himlen, ligger Schgaguler Hotel – et arkitektonisk ikon i glas, beton og træ tegnet af Peter Pichler Architecture. Den hvide facade står som en moderne fortolkning af det klassiske alpinhus, med et minimalistisk udtryk, der lader landskabet få hovedrollen. Bag hotellet står Schgaguler-søskendene, der har overtaget det generationsejede hotel fra deres forældre og revitaliseret det med respekt for både byens æstetik og historie og naturens rytme. De er vokset op her, omgivet af Dolomitternes dramatiske landskab, og kender hver sti, dal og vinmark – bedre ambassadører for området findes næppe, og det mærkes.

På Schgaguler mødes arkitektur og gæstfrihed i en sjælden symbiose. Lyst træ, sten og glas skaber værelser, der føles som en stille samtale mellem design og natur. Store panoramavinduer vender mod Sassolungo, hvor lyset konstant skifter fra dugfriske morgentoner til gyldne nuancer i solnedgangen. Det er et sted, hvor roen bor i detaljerne, og hvor man straks mærker trygheden ved at være i kyndige hænder.

Efter en dag i bjergene dufter hotellet af nybagt kage, serveret hver eftermiddag som et varmt ritual – en invitation til at tage plads i solen på terrassen og lade skuldrene falde. Når aftenen falder på, samles gæsterne i restauranten, hvor traditionen for halvpension lever videre: lokale råvarer, urter og hjemmelavet pasta ledsaget af lokale naturvine.

Spaen føles som en forlængelse af naturen udenfor. Store glaspartier åbner sig mod bjergene, og i det varme vand spejles toppene i overfladen. Sauna, dampbad og hvilerum i træ og sten smelter sammen med landskabet – et sted, hvor stilheden får sin egen klang.

Fra hotellet fører stier direkte ud i Alpe di Siusi – et af Dolomitternes mest ikoniske plateauer – og videre mod Rifugio Alpe di Tires, et højtliggende refugium omgivet af dale og klippetoppe, hvor bjergluften føles krystalklar. Den røde facade står opsigtsvækkende i horisonten som kontrast til de lyse bjergsider og markerer, allerede på afstand, et varmt, trygt punkt – et sted at ånde ud. Garvede vandrere kan fortsætte mod Rifugio Passo Santner, dramatisk placeret i 2.734 meters højde – et af Dolomitternes mest spektakulære og moderne refugier. En A-formet bygning i glas og metal, der nærmest balancerer på bjergkammen og spejler sig i klipperne som en moderne kunstinstallation i landskabet.

Atelier Moessmer – spis i bjergenes ånd

En lille times køretur fra Castelrotto ligger Atelier Moessmer i Bruneck – en trestjernet michelinrestaurant skabt af Norbert Niederkofler, manden bag den etiske cook the mountain-filosofi. Alt her er lokalt, i sæson og tænkt med respekt for bjergene. Den fredede Moessmer-villa, tidligere hovedsæde for et af Italiens ældste tekstilfirmaer, som engang leverede uldstoffer til Dior og Prada, danner de perfekte rammer for den lokalt forankrede restaurant. En ny glas- og stålkonstruktion smyger sig omkring den historiske bygning som et moderne islæt, der skaber bro mellem historie og natur. Konstruktionen rummer det åbne køkken, hvor kokkene arbejder i roligt tempo – som en stille koreografi. Her sidder man omkring spisebaren med en følelse af at være ét med naturen. Menuen skifter med sæsonen og byder på ikoniske favoritter som tartetatin, risotto og steak tilberedt over åben ild af restaurantens kvindelige grillmester, der intuitivt mærker med fingrene, hvornår kødet er perfekt. Her er ingen olivenolie, ingen vanilje, ingen chokolade – kun bjergenes egne ingredienser. Når Niederkofler siger “cook the mountain”, mener han det. Stemningen er afslappet og varm, og servicen fejlfri, men uprætentiøs – som et måltid i kokkens eget hjem.

Castel Badia – slotsro midt i bjergene

Oven over dalens enge hviler Castel Badia – et slot fra det 11. århundrede, der gennem tiden har fungeret som både bispesæde og kloster, før det fra december åbner dørene som boutiquehotel med 29 værelser og suiter. De solide kalkstensfacader og ringmure hvisker stadig om århundreders stilhed og tro, men nu løftet til et sted, hvor fortiden møder moderne ro og design.

Indenfor er æstetikken forankret i naturens palet – genanvendt egetræ, naturtekstiler og sten i sand- og taupefarver danner en helhed af diskret, harmonisk luksus. De historiske hvælvinger og tykke mure løftes af dæmpede jordtoner og subtile kontraster, som skaber en oase af varm hygge. Designet er skabt i samarbejde med lokale håndværkere og et internationalt studio med speciale i alpine hoteller – en kombination, der lader det gamle slot bevare sin sjæl, men med et moderne åndedrag.

Værelserne emmer af ro og naturlighed. Varm terrakotta, snedkererede træmøbler og raffia-sengerammer løfter rummene uden at overdøve. Resultatet er et interiør, der fører de kalkede vægge og stuklofter ind i nutiden – et univers af varme og ro.

Udenfor fortsætter æstetikken. Store terrakottakrukker pryder gårdspladsen sammen med rødpolstrede jernmøbler – en nuance, der går igen på de forskellige niveauer af solplateauer, hvor røde liggestole og loungemøbler breder sig ud over plænerne. Den varme røde tråd danner et poetisk modspil til bjergenes grønne og grå – et billede af ro, der føles nærmest filmisk.

Hotellets restauranter samler stedets sjæl i smag. I den traditionelle Stube, med træmøbler og en blå-hvid klinket kakkelovn, mødes Tyrol-tradition og moderne finesse side om side. Kokken Alberto Toè hylder regionens råvarer – vildt, urter fra hotellets egen have og svampe fra bjergskovene – og præsenterer dem med respekt for stedets historie i et formsprog, der spejler slottets afdæmpede elegance. Det føles på én gang klassisk og historisk, moderne og nutidigt. Og så er der Umes – som betyder ‘mødre’ på det lokale ladinske sprog. En hyldest til de kvinder, der gennem generationer har næret både krop og sjæl, og til moder natur selv. Umes er et enkelt bord dækket som til en privat ceremoni – et rum, hvor stilheden får lov at tale. Her udspiller køkkenet sig som et stille ritual – et møde mellem gæst og kok, hvor hver håndbevægelse fortæller en historie. Det handler ikke blot om smag, men om forbundethed – med naturen, med historien og med dem, der engang boede bag slottets mure.

Spaen er et åndehul under de gamle hvælvinger. Mørke trapper fører ned til bassiner, sauna og dampbad. Om sommeren åbnes dørene mod terrassen og poolen; om vinteren indhylles alt i sne, og pejselyset spejler sig i sten og vand.

Uden for slottets mure venter Alta Badias landskaber – et af Dolomitternes mest betagende områder. Herfra kan man følge de gamle stier ved La Val, landsbyen kendt som European Hiking Village, hvor små træhytter og grønne enge ligger spredt mellem bjergene. Et par kilometer derfra rejser Santuario di Santa Croce sig – en lille bjergkirke fra middelalderen, der troner over dalen som et fredfyldt pejlemærke. Området omkring Castel Badia er også hjertet af den ladinske kultur – en af Europas ældste bjergkulturer, hvor traditioner og sprog stadig lever. Det giver stedet en særlig dybde, som mærkes i mødet med menneskene lige så meget som i landskabet selv.

Castel Badia er ikke blot et hotel – det er et sted, hvor tiden går langsommere. Hvor bjergenes ro, historien og design mødes i en harmonisk symbiose, der føles både tidløs og nærværende.

En ro, der bliver hængende

Dolomitterne har en særlig evne til at blive i kroppen, længe efter at man er rejst hjem.
Måske er det lyset, der får alting til at virke blødere. Måske stilheden, der føles som luksus i sig selv. Måske er det luften – så ren, at den føles som et åndedrag af klarhed. Eller de dramatiske bjerge, der på én gang skaber perspektiv og grounding. Eller måske er det bare den måde, hvorpå design, natur og sanselighed mødes her, uden at konkurrere – som om alt finder sin naturlige balance.

For uanset om man sidder med en aperitivo i Cortina, vandrer mod et refugium over skyerne eller mærker pejsens varme under de gamle hvælvinger på Castel Badia, føles det hele forbundet. Dolomitterne er ikke kun et sted, man besøger – det er en følelse, en oplevelse, der forankrer sig i kroppen, og som man uundgåeligt længes tilbage til.

Læs ogå

Rejser

Guide til Schweiz: Hiking, adrenalin-kick, gastronomi, historie, ski og bjergtagende omgivelser

Årets nye, danske julefilm: “Det er en film om dynamikker, de fleste kender fra deres egen familie. En film om sorg, om misforståelser og om gode hensigter. (..). Filmen rammer nogle meget universelle temaer i forhold til mor/datter-relationer”

Fortæl om filmen Ingen kære mor.

Ingen kære mor er et tragikomisk kammerspil om tre generationer af kvinder (datter, mor, mormor) som mødes i et sommerhus over julen og danser rundt om emner, indtil de er nødt til at tage dem op. Det er en film om dynamikker, de fleste kender fra deres egen familie. En film om sorg, om misforståelser, om gode hensigter pakket ind i akavetheder og spydigheder. Om at prøve at gøre det så godt, man kan, fra hvert sit sted i livet. Det er tre karakterer, der på en måde er tre skibe, der gerne vil ind i samme havn, de kan bare ikke finde ud af, hvordan der skal være plads til dem allesammen. Der er ingen helte eller skurke i filmen, alle tre karakterer indeholder begge arketyper, så det er en film om at prøve at møde hinanden og prøve at forstå hinanden, og prøve at få sagt nogle ting, som man ikke har turdet sige. Og tit på lidt sjove måder.

Hvilken rolle spiller du?

Jeg spiller Luis, datter til Lene Maria Christensens karakter Christel og barnebarn til Birthe Neumanns karakter Vivi. Hun er en ung kvinde, som leder efter en retning i livet. Sorgen over hendes mors sygdom har sat en stopper for, hvordan hun skal agere. Hun er blevet passet meget på af sin mor hele livet, og står nu overfor at skulle finde sig selv i en verden, hvor muligheden for at hendes mor ikke er der, er ret stor. Hun er en pleaser, der altid gerne vil have, at der er god stemning. Hun er optimistisk og tror på, at samtaler ender godt, og at ting kan løse sig. Hun afspejler en idealisme, en tro på at ting nok skal gå. Hun repræsenterer den måske lidt naive overbevisning, at nu skal mor og mormor bare snakke sammen, og så bliver alt godt, og glemmer måske lidt, at de også har deres grunde til at gøre, som de gør. Et klassisk tema i en familiedynamik, at den unge gerne vil lave det store oprør for alles bedste.

Filmen handler om mor/datter-dynamikker i forskellige generationer. Hvordan ræsonnerer det i dig?

Jeg tror, at den her film rammer nogle meget universelle temaer i forhold til mor/datter-relationer. Jeg kender godt Luis’ idealisme og lysten til at løse alle problemerne, og ‘nu tager vi snakken og så løser det sig’. Jeg kender også til det, at overhøre samtaler mellem familiemedlemmer, hvor man jo egentlig ikke skal blande sig, men har lyst til det, fordi man giver sig selv en overmægler-rolle. Ofte ligger der jo dybe minder og dårlige erfaringer, man ikke kender til eller forstår, som er grunden til at stemningen er på en bestemt måde mellem fx en mor og en mormor. Det er en film, der dykker ned i de vidunderlige, forfærdelige mekanismer mellem mennesker, og giver plads til alle de bittesmå detaljer, som giver et kæmpe humoristisk lag, fordi karaktererne misforstår hinanden og gør deres bedste. Der er meget humor i filmen, fordi vi forstørrer misforståelserne og de akavede forsøg på forsoning, som simpelthen er til at dø af grin over nogle gange. Meget genkendeligt.

“Jeg holdt hemmelige fester, når mine forældre ikke var hjemme. Søgte grænser. Det er et svært spørgsmål at svare på, men jeg har en meget tæt relation til begge mine forældre, og vi er meget ærlige overfor hinanden, og jeg genkender Luis’ behov for at rydde op på vegne af klanen”

Du er ny på det store lærred, men ikke ny i skuespillet. Hvordan har den oplevelse været?

Det har været fuldstændig vidunderligt at få lov at spille Luis i den her film. Det har været en kæmpe fornøjelse og ære, at stå overfor to så garvede skuespillerinder, som jeg har set op til hele mit liv – at skulle stå og give dem modstand og reagere på de bud og energier, som de sender mod mig. Det har været kæmpestort at få lov til. En luksusproces, fordi vi har været tre skuespillere på samme location i fem uger. Vores instruktør Charlotte (Brodthagen, red.) har hver morgen gået igennem dagens scener og givet tid til at snakke om, hvordan de ræsonnerer i os, og hvor humoren ligger i scenen, flækket af grin over genkendeligheden og haft tid til at prøve det igennem mange gange, før vi skulle ind og eksekvere det. På teatret har man otte ugers prøve på en forestilling, og så spiller man den 30 gange ud fra, hvad man har aftalt. Og på film, handler det om at være til stede, fordi man kun har få timer til den givne scene, og så er den i kassen. Så det har været noget med at være klar på, at give en masse forskellige bud, så klipperummet har en masse at lege med. At være megaforberedt selvfølgelig! At lave et grundigt forarbejde inden optagelserne. Og så har vi fået lov til at improvisere meget på set, som jeg elsker. Charlotte gav os virkelig meget rum til at lege, og hvis noget uforudset opstod, skulle vi bruge det og lege med det. Jeg har ELSKET at lave film. Og kunne ikke have haft en bedre start og læreplads som filmskuespiller. Det har simpelthen været en drøm at kigge på Birthe og Lene Maria og suge alt viden og erfaring jeg kunne. What altså.

Hvordan vil du beskrive dig selv som datter?

Jeg tror, jeg har været en spændende datter. Spændende både på den gode måde og også lidt angstprovokerende måde. Jeg har gået nogle lidt alternative veje i forhold til normerne. Droppede ud af gymnasiet og har gået på gøglerskole. Jeg har haft nogle ting, jeg boksede med, og som gjorde mine forældre nervøse nogle gange (mange gange). Jeg tror, jeg har været en god udfordring. Haha. Jeg holdt hemmelige fester, når mine forældre ikke var hjemme. Søgte grænser. Det er et svært spørgsmål at svare på, men jeg har en meget tæt relation til begge mine forældre, og vi er meget ærlige overfor hinanden, og jeg genkender Luis’ behov for at rydde op på vegne af klanen. Selvfølgelig. Det er naturligt at være den bedrevidende unge skid. Jeg tror, jeg har været en smilende spradebasse med krudt i røven og en lyst til at smage på livet, selvom det nogle gange var lidt gak det hele. Men de er stolte af mig. Og jeg er stolt af dem og taknemmelig for den plads og støtte de altid har givet mig.

Hvordan vil du beskrive dig selv som skuespiller?

Jeg er meget betaget af skøre ting, mennesker gør. Det tror jeg alle skuespillere er. Mennesker, hvad fanden er det for et dyr. De små overspringshandlinger og ting vi går og gør, man ikke umiddelbart lægger mærke til. At man som menneske godt kan græde imens man laver latte art. At man kan komme til at tørre en bussemand af på sin chef. Sjove tics. Have to par briller på og lede efter det tredje. At man nogle gange går baglæns på en gågade i en hel samtale, fordi ens ven går for langsomt. Alle de små vidunderlige detaljer, synes jeg er så spændende at lede efter i alle de roller, jeg spiller. De styrker dramaet og leger med virkeligheden og hjælper karaktererne frem. Jeg kan godt lide at gå 500% ind i karakteren, forsvare den og spille humoren og alvoren derfra og tilføje detaljerne. For hvis man hele tiden har gang i den muskel, som tror på karakteren og synes, at det karakteren gør, er nødvendigt, kan man spise en grillkylling, imens man skælder sin far ud, og danse på bordene under et møde med banken.

Hvad drømmer du om for din karriere?

Jeg drømmer om fede udfordringer, hvor jeg kan lege og lære og udvide. Jeg drømmer om at blive klogere. Det er så luksus i det her fag, at man lærer nye mennesker at kende indefra, fordi man spiller karakterer, der ikke er en selv. Jeg har bare lyst til at lære en hel landsby at kende. Og så selvfølgelig arbejde med en masse forskellige scenekunstnere og filmkunstnere. Møde hjerner der presser mig nye steder hen. Jeg vil blive ved med at være nysgerrig. Det tror jeg er det vigtigste i det her fag. At stille sig nysgerrig.

Hvem ville være den ultimative person at spille overfor?

Olivia Colman. For helvede lad os være ærlige.

Ingen kære mor er en julefilm: Hvordan fejrer du selv jul?

Jeg fejrer jul med min familie. Vi spiser and og flæskesteg, og jeg laver Waldorf-salaten. Jeg kan ikke finde ud af at lave julemad endnu. Jeg tør ikke. Det må jeg øve mig på. Om sommeren.

Hvad ønsker du dig i julegave?

Jeg ønsker mig hjemmelavet syltetøj fra min mormor, en Dyson-støvsuger og en dobbeltdyne.

Ingen kære mor fik premiere i biograferne d. 27. november.

Læs ogå

Film og TV

10 nye julefilm, du skal se, hvis du har set alle de klassiske julefilm en million gange

Kom indenfor i Helle Høgsbro Krags julehjem i kartoffelrækkehuset på Østerbro

Blå bog

Helle Høgsbro Krag, 58, og hendes mand Jonas Krag. Helle driver virksomheden Créme de la Créme à la Helle, som hun beskriver som en personlig fejring af håndværk, design og kvalitet. Jonas er guitarist. Parret bor i et klassisk Kartoffelrækkehus på Østerbro i København, som de købte af Jonas’ mor for mere end 20 år siden. Sammen har de to børn, som nu er flyttet hjemmefra.

Når man træder indenfor i det klassiske Kartoffelrækkehus på Østerbro i København, hvor designer Helle Høgsbro Krag og guitarist Jonas Krag har boet de seneste 22 år, vil mange nok tro, at det er Helle, der står for indretningen. Her er nemlig ikke sparet på noget: Farver, tapeter og tæpper lever side om side med malerier, plakater og planter, mens tekstiler, gardiner og lamper sætter prikken over i’et. Men selv om her, som Helle beskriver det ”er temmelig lyserødt,” er passionen for indretning altså fælles for parret.

Når det gælder jul og højtiden er det dog en anden sag, og her tager Helle førertrøjen.”Der er jeg i mit es. Jeg tror faktisk, at jeg tænker på jul hele året rundt. I år købte jeg f.eks. den først julegave i april, da jeg faldt over noget til min nevø på en rejse til Vietnam,” siger Helle, der har en gavereol i kælderen, som langsomt fyldes op over hele året. ”Og det er altså ikke sådan, så jeg bare køber ting og deler dem vilkårligt ud. Jeg ved præcis, hvem det er til, når jeg køber noget,” fortæller Helle.

Den 58-årige designer forsikrer i øvrigt om, at hun elsker sin svigerfamilie meget højt, men er der noget, hun afskyr ved at holde jul med dem hvert andet år, så er det, at de på den side af familien trækker lod om, hvem der giver gaver til hvem, for på den måde at minimere antallet af gaver.
”For nogle år siden tog jeg pis på dem og hoppede i mit 40 år gamle nissekostume fra en Unique Models-julefrokost og uddelte gaver til alle. På den måde var de ikke fra mig, men fra nissemor, og hun må jo give så mange, som hun vil,” griner Helle.

Det klassiske Kartoffelrækkehus, som parret overtog fra Jonas’ mor for 22 år siden, er da også pyntet op til jul i en sådan grad, at man skal passe på, man ikke falder over noget.

Fra det overdådige julebord dækket med et mix af bl.a. det klassiske Mågestellet og nye moderne tallerkener fra Hay samt Helles egne daisy-champagneglas skabt i samarbejde med glaskunstner Nina Nørgaard til tekstilsnemænd med stoffer fra bl.a. Heartmade og Sea New York, guirlander, juletræer og sløjfer: Her jules overalt. Faktisk er der generelt ting overalt, og da parret for få år siden fejrede sølvbryllup, sluttede en af gæsterne ved morgenbordet da også sin tale med at sige, at alle gerne måtte tage en ting med, når de gik.

”Men jeg ved, hvor alt kommer fra,” siger Helle, ”og tingene er meget mere værd for mig, når jeg kan huske, hvem jeg har fået det af, eller hvor jeg har bragt det hjem fra.” På det yndigt opdækkede julebord står gule glas modtaget i gave fra filminstruktør Lone Scherfig, der stammer fra det svenske slot Helgerum, som Lone ejer, på sofabordet et kunstigt juletræ, som Helles veninde Bibi Werner (tidligere ejer af modebutikken Holly Golightly, red.) har bragt med hjem i håndbagagen fra New York, og på køkkenbordet en stor terrin fra Royal Copenhagens udgåede Konkyliestel, som Helle og Jonas fik i sølvbryllupsgave af Jonas’ mor. Parret nyder også at købe ting med hjem fra loppemarkeder i især Paris og Italien, og købte engang så meget, at det måtte fragtes hjem med et frugtfirma, der alligevel skulle til Danmark. Spisebordet er fx fra Merci i Paris, mens lerkrukkerne i køkkenet er fundet på markeder i Puglia.

Tekstiler og gardiner fra hhv. Helene Blanche og Tapet-Café går igen i det meste af huset, ligesom også stoffer fra Svenskt Tenn er at spotte på alt fra juletræsunderlag til skamler. På hhv. herre- og dametoilettet hænger humoristiske værker af dronning Margrethe og prins Henrik, og på husets øverste etage, hvor Helle og Jonas har sove- og påklædningsværelse, står et stort skab fra Geologisk Museum, som Helle fik nys om, var ved at blive smidt ud.

Over den lyserøde sofa, som Helle har fundet hos The Apartment, hænger – på grøntmalede vægge – en masse blandende malerier. ”Jonas far havde et galleri i Veksø, så han har arvet sansen for malerierne og finder mange af dem,” fortæller Helle Høgsbro Krag, der egentlig godt kan lide at flytte, men som de seneste 22 år har måtte ”nøjes” med at rykke rundt på de i alt fire etager i huset og male væggene i nye nuancer.

”Da vores yngste barn, Betty, flyttede hjemmefra for et par år siden, overvejede jeg kraftigt, om vi skulle flytte. Jeg havde sådan lyst til en lejlighed på femte sal på Nørrebro med højt til loftet og en fransk altan,” fortæller Helle. Hendes mand, der har boet i huset mere eller mindre hele sit liv, da det er hans barndomshjem, havde dog ikke samme trang, og efter en omrokering på førstesal med nyindrettede arbejdsværelser til dem begge, genopstod glæden ved huset igen hos Helle.

”Nu kunne jeg ikke drømme om at flytte,” siger hun.

Læs ogå

Bolig

Kom indenfor i Cecilie Ingdals julebolig: “Jeg pynter op med pynt, der har været i familien i årevis – og med nye fund, jeg gør mig hvert år”

“Det var ikke altid nemt at være alene med to teenagedrenge og skulle hente en søn – eller to – man ikke kunne få kontakt med, fordi han havde drukket 12 shots og en halv flaske tequila med hockeydrengene. Skal jeg køre dem på hospitalet? Skal jeg køre dem hjem? Hvad gør jeg?”

Hvordan kan man som mor forme sine drenge til at blive gode og velopdragne voksne mænd? Det har vi spurgt tre kvinder om, der har dét til fælles, at de har opdraget en hel del drenge. Med tre vidt forskellige udgangspunkter og opdragelsessyn deler Anja Blinkenberg, Mette Kjær og Raida Zaytoon deres tanker om, hvad der har været det vigtigste for dem at give videre til deres sønner – og om, hvad deres drenge har arvet og ikke har villet tage til sig. Her får du Anja Blinkenberg og sønnerne Emil og Albert Blinkenbergs historie.

Blå bog

Anja Blinkenberg, formgiver, 63 år. Født og opvokset i Søllerød. Arbejder freelance som formgiver og designer. Bor i Charlottenlund.

Emil Blinkenberg, møbelsnedker og medejer af Blinkenberg Møbelsnedkeri, 31 år. Født og opvokset i Søllerød. Uddannet møbelsnedker. Bor i Ordrup.

Albert Blinkenberg, møbelsnedker og medejer af Blinkenberg Møbelsnedkeri, 31 år. Født og opvokset i Søllerød. Uddannet møbelsnedker. Bor i Hellerup.

Hvilken mor har du været?

Anja: Jeg tror, jeg har været en ret skrap mor.

Emil: Mega.

Anja: Jeg har forsøgt at lære mine sønner nogle stærke værdier. For eksempel: Hvis man melder sig til noget – en sport eller en aktivitet – så gennemfører man. Man kan ikke bare stoppe efter to måneder, fordi man ikke gider mere. For mig handler det om ansvar og respekt for det, man har forpligtet sig til.

Albert: Den skraphed, som måske føltes hård i øjeblikket, var egentlig en gave. Den gjorde os stærkere. Der er mange i dag, der hurtigt giver op – især når det kommer til træning og udfordringer. Men dengang var det ikke noget, vi kunne slippe for. Vi blev presset – på en god måde, altid med kærlighed. For at gøre os stærkere. Det kan jeg se i dag.

Emil: Vi blev presset til hockey, men også med vores skolearbejde. Selvom vi var dårlige i skolen og egentlig slet ikke gad gå der – vi ville bare bo i en hockeyhal – så blev vi alligevel presset. Også selvom det var hårdt for os. Og når vi ser på flere af vores venner, som måske havde lidt friere tøjler, så tror jeg faktisk, at det pres, vi fik, har givet os noget vigtigt. Noget, der stadig følger os i dag. Vi fik aldrig muligheden for at give op.

““Hvis du redder din seng om morgenen, så har du i det mindste løst én opgave i løbet af dagen. Og hvis alt andet går galt, så har du stadig dét, der lykkedes.””

Albert Blinkenberg

Anja: Er det noget, du vil tage med videre, når du får børn?

Emil: Ja, helt klart. Jeg vil også presse dem. Den glæde og styrke, jeg har fået af at blive presset – i stedet for bare at give op – den har båret mig igennem hele min hockeykarriere. Den driver også vores virksomhed i dag. Og hverdagen generelt. Det der med, at uanset hvor hårdt det er, så giver man ikke op. Man gør det færdigt. Hvis man går ind i noget, så går man ind for at vinde. For at blive den bedste til det, man laver.

Albert: Da vi spillede Hockey, så vi mange motivationsvideoer på YouTube, særligt med en tidligere NavySEAL, der sagde: “Hvis du redder din seng om morgenen, så har du i det mindste løst én opgave i løbet af dagen. Og hvis alt andet går galt, så har du stadig dét, der lykkedes.” Det giver følelsen af at have styr på noget. Vi har altid fået at vide af mor, at vi skulle rede vores senge. Så det gjorde vi. Også på hockeyture. De andre drenge grinede lidt af os, men for os var det naturligt.

Og det er dét, der hjælper os i dag – både på arbejdet og i livet. De der små ting, som måske virker ligegyldige, men som faktisk betyder noget. Fordi de bliver et fundament. Noget, der fungerer, når alt andet er kaos.

“Emils chef på hans læreplads sagde til ham: “Du holder ikke til det her. Det bliver for hårdt. Alle mine lærlinge stopper.” Og Emil svarede bare: “Så har du ikke mødt min mor.” Og det gør mig så stolt”

Anja Blinkenberg

Anja: Emils chef på hans læreplads sagde til ham: “Du holder ikke til det her. Det bliver for hårdt. Alle mine lærlinge stopper.” Og Emil svarede bare: “Så har du ikke mødt min mor.” Og det gør mig så stolt.

Emil: Man bliver ikke så let skræmt, når man er vokset op med en hård – men kærlig – mor. Jeg var den eneste lærling, der fik en fuld uddannelse. Jeg fik egen firmabil. Jeg var der i tre et halvt år og endte med at få en medalje hos dronningen. Når nogen fortæller mig, at jeg ikke kan, så skal jeg virkeligvise dem.

Albert: Der var måske lidt mange regler derhjemme … Vi fik ikke engang lov til at cykle i skole, selv om vi boede 500 meter derfra. Vi fik at vide, at det var for farligt.

Anja: Det er én af de ting, jeg gerne ville have undladt at give videre. For det var jo mit eget ubehag, som jeg ubevidst har givet videre til jer. Det har med mine egne børneoplevelser at gøre. Jeg gik i skole med to, der blev slået ihjel i trafikken netop på den vej, I skulle krydse. Det satte sig i mig. Jeg burde have bearbejdet det, så det ikke blev overført til jer. Men det gjorde jeg ikke.

Emil: Ja, det har smittet, og det er da ikke altid superfedt. Jeg mærker selv ubehaget og de urolige tanker en gang imellem. Hvis vi ikke hører fra hinanden, når vi burde, så tænker jeg ofte det værste. Og stadig den dag i dag, hvis vi har været i byen hver for sig, så sender vi altid hinanden en besked, når vi er hjemme. Også til lillemor.

Anja: Men I har sørme også gjort, som det passer jer.

Albert: Ja, vi måtte ikke få tatoveringer, og det var også farligt at gå i byen – vi ville blive stukket ned. Der har vi så ikke hørt efter …

Anja: I har vist haft jeres byture … Jeg har aldrig selv været fuld, så jeg havde ingen erfaring med alkohol. Det var ikke altid nemt at være alene med to teenagedrenge (Anja blev skilt, red.) og skulle hente en søn – eller to – man ikke kunne få kontakt med, fordi han havde drukket 12 shots og en halv flaske tequila med hockeydrengene. Skal jeg køre dem på hospitalet? Skal jeg køre dem hjem? Hvad gør jeg? Der kom jeg virkelig i stormvejr – også i mig selv.

“Min eksmand var noget helt andet. En mandmand – han holdt døren, trak stolen ud og bar min pose. Og det kunne jeg rigtig godt lide. Det var anderledes end det, jeg kom fra. Det er måske derfor, jeg har lagt vægt på, at mine sønner også fik nogle af de værdier med. Det har betydet meget for mig, at de blev velopdragne og respektfulde unge mænd med en evne til at fornemme, hvad der foregår omkring dem”

Anja Blinkenberg

Anja, hvad har været vigtigt for dig at give videre til Albert og Emil?

Anja: Jeg er vokset op i en slags hippiefamilie uden regler og faste rammer, men samtidig var min mor fra Nordjylland og opdraget ekstremt regelfast. En lidt pudsig blanding. Min eksmand var noget helt andet. En mandmand – han holdt døren, trak stolen ud og bar min pose. Og det kunne jeg rigtig godt lide. Det var anderledes end det, jeg kom fra. Det er måske derfor, jeg har lagt vægt på, at mine sønner også fik nogle af de værdier med. Det har betydet meget for mig, at de blev velopdragne og respektfulde unge mænd med en evne til at fornemme, hvad der foregår omkring dem.

De grundlæggende værdier, jeg har forsøgt at give videre, handler om medmenneskelighed og næstekærlighed. At opføre sig ordentligt, kunne se sig selv i spejlet, være gode mennesker; gode venner, gode partnere – og gode mænd. Værdighed. Ordentlighed. Respekt. De tre ord dækker alt det, jeg har forsøgt at give videre. Uanset hvad man står i her i livet – om det er kærlighed, arbejde, venskaber – så kommer man i min optik rigtig langt med de værdier.

Det har også været vigtigt for mig at give min egen kærlighed til håndværk videre. Det at kunne skabe og forme noget med sine egne hænder. Min eksmand var på ingen måde kreativ eller handy, så det blev min opgave at give drengene noget, jeg selv havde lært i min barndom, hvor vi blev presset til at være praktiske og bygge, save og være i værkstedet med min morfar. Jeg er vokset op med arkitekttegnede møbler og kultur- og arkitekturhistorie. Det at kunne tale flere sprog, være kulturel dannet og vidende.

“Samtidig må jeg også sige, at jeg elsker de traditionelle kønsroller. Det har aldrig handlet om at afvise dem – tværtimod. Jeg ville gerne forme to gentlemen. Men også to drenge, der både kunne være stærke og følsomme. Velopdragne, respektfulde og åbne. Mænd, der forstår at drage både ansvar og omsorg”

Anja Blinkenberg

Albert: Du holdt billedkunstskoler for piger, hvor vi blev tvunget til at tage med.

Emil: Jeg kan ikke huske det så godt, for at være ærlig, men det har sikkert været fint. Vi var så fulde af krudt dengang, at det var lige meget, hvad vi lavede, bare der skete noget.

Anja: Jeg prøvede at tilpasse skolerne efter, at I var med. Så alle pigerne fik lov til at save, bore og hamre. Vi byggede skulpturer af skrald, vi fandt i skoven og på stranden. Det var ikke ligefrem typisk pigeskole i begyndelsen af 00’erne. Samtidig må jeg også sige, at jeg elsker de traditionelle kønsroller. Det har aldrig handlet om at afvise dem – tværtimod. Jeg ville gerne forme to gentlemen. Men også to drenge, der både kunne være stærke og følsomme. Velopdragne, respektfulde og åbne. Mænd, der forstår at drage både ansvar og omsorg.

Jeg har egentlig aldrig haft en længsel efter at få piger, der kunne det samme som mig, jeg har mere haft et ønske om at have drenge, som kunne forstå, at livet også rummer andet end biler, fodbold og vægttræning. Jeg ville gerne brede viften ud og vise dem, at der er mange måder at være dreng – og mand – på. At det kreative, det æstetiske og det følsomme også hører til. Jeg husker tydeligt, da alle drengene i jeres klasse fik klippet karsehår, fordi en fodboldspiller – jeg tror, det var Schmeichel –havde fået det. Dengang havde I langt surferhår. Når man så sætter 15 fodboldspillere sammen med to surfere i én skoleklasse – hvad sker der så? Surferne bliver selvfølgelig udskammet. I flyttede skole tre gange.

“Vi har fået meget selvværd og selvtillid med hjemmefra. Det har virkelig været en grundsten. Det er nok også grunden til, at vi ikke klippede håret – selvom vi blev mobbet og måtte skifte skole flere gange. Vi har fået så meget kærlighed og anerkendelse hjemmefra, at det har båret os igennem”

Emil Blinkenberg

Albert: Men vi klippede os aldrig.

Anja: Nej, men kunne jeg gøre det om, havde jeg klippet jer og gjort livet nemmere for jer.

Emil: Vi har fået meget selvværd og selvtillid med hjemmefra. Det har virkelig været en grundsten. Det er nok også grunden til, at vi ikke klippede håret – selvom vi blev mobbet og måtte skifte skole flere gange. Vi har fået så meget kærlighed og anerkendelse hjemmefra, at det har båret os igennem. Selvfølgelig var det ikke sjovt, men det har aldrig slået os ud. Andre ville nok have klippet håret og købt de der Kawasaki-sko, som alle gik med. Men det gjorde vi ikke – og det har ikke ødelagt os. Tværtimod. Vi havde så meget styrke med hjemmefra. Et selvværd og en tro på os selv, som var bygget solidt op. Det gjorde, at vi turde blive ved med at være os selv.

Læs ogå

Identitet

“Jeg frygtede, at jeg aldrig ville få en lige så nær relation til en søn, som jeg ville til en datter. Jeg forestillede mig, at det bare ville blive superhelte og fodbold, og at de ikke ville være så interesserede i nærhed”

Læs ogå

Identitet

Osama Al-Naser: “Når man mister en forælder, mister man også sit rodfæste og prøver at finde sig selv på ny, mens man bærer på en tung bagage af sorg”

Blå bog

Raida Zaytoon, 57, mor til fire børn. Født i Jordan, men flygtede af politiske årsager til Danmark med hendes nu afdøde mand og deres børn, da deres yngste søn, Osama, var 1 år. Bor i København.

Osama Al-Naser, 26, født i Jordan, opvokset i Danmark. Influencer og kreativ konsulent. Har desuden deltaget i en roundtable talk med FN omkring en marketing-playbook, der skriver om modebranchen og etiske markedsføring former. Bor med sin bror i København.

Hvordan vil I beskrive jeres relation?

Osama: Vi har en tæt relation. Den har udviklet sig over årene: Jeg var den yngste, lidt forkælede dreng, og nu er vores forhold mere som et nært venskab. Jeg tilbringer meget tid hos min mor, hvor døren altid står åben. Jeg er der måske tre til fem gange om ugen til fødselsdage, middage eller bare efter træning eller inden en bytur. Hvis jeg ikke er der, er mine søskende eller nogle af mine venner der.

Min mor har altid været meget involveret i vores liv. Da jeg startede som model, tog hun med til møder og fotoskydninger for at sikre sig, at jeg arbejdede under de rigtige rammer, og for at se, hvem jeg skulle mødes med. Jeg var jo kun 14. I dag er hun stadig involveret i meget af det, jeg laver, og hjælper mig ofte med styling og planlægning omkring mine jobs.

“Da vi kom til Danmark, tilbragte vi de første år på små værelser i asylcentre og i små lejligheder. Det har gjort det helt naturligt for os at være tætte”

Osama Al-Naser

Raida: Efter Osamas far gik bort, har det betydet meget for mig at være tæt på børnene. Alle har deres egne liv nu. Mudi rejser meget med fodbolden, Sara bor i Qatar, og Omar har travlt med sit arbejde, men vi holder altid tæt kontakt. Fordi jeg ofte arbejder sammen med Osama, ses vi tit, og det betyder meget for mig. For mig handler familie ikke kun om blod, men om kærlighed og nærvær. Det er kærligheden, der binder os sammen, og den, der bærer os igennem alt.

Osama: Da vi kom til Danmark, tilbragte vi de første år på små værelser i asylcentre og i små lejligheder. Det har gjort det helt naturligt for os at være tætte. Den måde, vi er sammen på i dag, kommer af den tid. Vi værdsætter hinanden og bruger tid sammen, fordi vi oprigtigt har lyst, ikke fordi vi skal.

“Når man har en anden etnisk baggrund, føler man ofte, at man bliver defineret af andre mennesker. Men med tiden har jeg lært, at det at være anderledes også kan være en styrke, og at det handler om at turde stå ved det. Det har været vigtigt for mig at lære mine børn at tro på sig selv”

Raida Zaytoon

Raida, hvad har været vigtigt for dig at give videre til dine børn?

Raida: Når man har en anden etnisk baggrund, føler man ofte, at man bliver defineret af andre mennesker. Men med tiden har jeg lært, at det at være anderledes også kan være en styrke, og at det handler om at turde stå ved det. Det har været vigtigt for mig at lære mine børn at tro på sig selv. Det er ikke nemt, når man kommer til en ny kultur og hele tiden jonglerer mellem to kulturer. I skolen mødte de den danske, og derhjemme var den arabiske. Men jeg har forsøgt at lære mine børn, at deres identitet ikke skal defineres af andre, heller ikke af deres forældre. De skal selv forme deres eksistens.

Osama: Jeg kan godt mærke, at det har været vigtigt for jer, at vi kunne finde vores plads i Danmark uden at miste vores rodfæste. Vi har alle fået redskaber i bagagen hjemmefra og fra ydre omstændigheder, som har formet os forskelligt, hver især. En ting, der går igen i arabisk kulturel opdragelse, er sammenligningsgrundlaget, og det mønster har mine forældre gjort op med, inden vi kom til verden. Noget, vi børn har til fælles, er, at vi på en eller anden måde arbejder med det, vi altid har drømt om. Det er fire forskellige karrierer, der stikker af i hver sin retning, og det er et resultat af, at vi alle sammen har fået lov til at blomstre på vores egne præmisser. Det trivielle arbejde, vi har i rygsækken, har lært os disciplin og nødvendigheden af at finde en rutine. De mange op- og nedture i de forskellige omstændigheder, vi har oplevet, blandt andet gennem integrationsprogrammer, har lært os at navigere både i med- og modvind. Det har også lært os, at ikke al modstand i virkeligheden behøver at være modstand, men at den kan ses som en udfordring, der lærer os styrke og hjælper os med at finde alternative måder at løse ting på. Hvis jeg skulle opsummere mine forældres livsrejse og den vigtigste lektie, vi har fået hjemmefra, så har det været omstillingsparathed, omfavnelse af nye omstændigheder og prøve at skabe det bedste ud fra det, man har mellem hænderne.

“Jeg ville gerne have, at I gjorde en ekstra indsats for at få en belønning. Din far var anderledes. Han tog jer med ud og købte den telefon, I ønskede jer, uden nogen betingelser. Der var jeg mere sådan: “Nej, han skal lige tage et par ekstra vagter for at lære, hvad det betyder at tjene sine egne penge.””

Raida Zaytoon

Raida: Det har været vigtigt at gøre alt for dig og Sara, Omar og Mudi. Da jeg kom til Danmark, var mit mål at opbygge mine børn, som opførte jeg en stor, solid bygning. Jeg var et menneske på vej, men også et menneske med forventninger. Jeg kunne ikke garantere en fremtid for jer, fordi vi kom fra et andet land. Vi måtte starte helt forfra og bygge et nyt fundament. Derfor var det så vigtigt for mig at støtte mine børn og være der for dem, så de kunne skabe deres eget liv. Det var heldigt, at vi var landet et sted som Danmark, hvor alle muligheder stod åbne for dem, der oprigtigt vil dem.

Hvilke værdier har du ønsket at give dine børn?

Raida: Respekt og ydmyghed er vigtigt for mig. Det, du giver, får du tilbage. Jeg kommer fra en kultur, hvor man taler meget om, hvilken familie man stammer fra, og hvem ens forældre er. Det er ligegyldigt for mig. For mig handler det om, hvordan du behandler andre mennesker med respekt og åbenhed for det nye. Det er også noget, jeg har lært af min religion og mine forældre. I Danmark blev jeg overrasket over, hvor mange danske værdier der minder om de værdier, jeg selv er vokset op med i Jordan, respekten for andre, ideen om ligeværd og måden, man møder mennesker med omsorg.

Osama: Du sagde til os: “Det handler ikke kun om dig.” Du fortalte os, at alle kæmper med noget. Du er ikke den eneste, der har oplevet uretfærdighed, og det giver dig ikke ret til at se dig selv som et offer eller hævde dig mod andre. Tværtimod. I stedet for at rette vreden mod verden eller andre, kan du vælge at kigge indad. Et smil er det tætteste bånd mellem mennesker, og bitterhed er noget, der vil æde dig op i længden. Alligevel kunne du være kontant og disciplinerende. Du havde stadig det der arabiske blik, der sagde: “Opfør dig ordentligt.”

Raida: Jeg påtog mig rollen som ‘bad cop’, fordi jeres far var så rolig og jordnær. Han ville ikke skælde jer ud eller true med straf, han ville snarere holde et lille foredrag om, hvorfor noget var forkert. Jeg havde travlt med at opdrage fire børn og måtte tage styringen. Jeg brugte både belønning og konsekvenser i min opdragelse. Jeg ville gerne have, at I gjorde en ekstra indsats for at få en belønning. Din far var anderledes. Han tog jer med ud og købte den telefon, I ønskede jer, uden nogen betingelser. Der var jeg mere sådan: “Nej, han skal lige tage et par ekstra vagter for at lære, hvad det betyder at tjene sine egne penge.” Men der var en god balance mellem ham og mig. Jeg kan se resultaterne i dag. Hvor godt I har det. Det er et bevis på, at vi har gjort noget rigtigt.

“Der har været lidt mange regler derhjemme. For eksempel når jeg tog på date, har jeg lært, at det er vigtigt at åbne døren, trække stolen ud og gå på ydersiden af fortovet. Sådan nogle gentleman-regler, som også er lidt old school. Jeg skal have pæne hænder og orden derhjemme”

Osama Al-Naser

Jeg lærte at være hård og strukturelt af min far, der arbejdede i militæret. Han gav sin selvsikkerhed videre. Selvom vi har været udsat for modstand, stod vi stærkt – takket være ham. Hjemme har vi altid været stærke, fordi vi har lært at sætte struktur på livet.

Osama: Jeg lægger mærke til det, når jeg besøger familien i Jordan. Hvordan de sidder pænt om bordet – med danske øjne ser det formelt ud – men for dem er det bare hverdag. Dynen er foldet på den samme måde, som du altid gør. Neglene er ordnet, håret er sat og soveværelserne er altid flotte. Du har altid sagt, at soveværelset er fundamentet for det mentale.

Raida: Jeg har haft klare forventninger til jer, mine børn. Ligesom min familie havde til mig.

Osama: Der har været lidt mange regler derhjemme. For eksempel når jeg tog på date, har jeg lært, at det er vigtigt at åbne døren, trække stolen ud og gå på ydersiden af fortovet. Sådan nogle gentleman-regler, som også er lidt old school. Jeg skal have pæne hænder og orden derhjemme. Det har faktisk været det vigtigste. Nå ja, og én regel er helt klar: Jeg må ikke ghoste nogen. Hvis jeg ikke er interesseret, skal jeg skrive det. Jeg skal respektere hende. “Du har en søster,” siger du altid.

Osama, hvilke evner har du fået fra din mor?

Osama: Jeg har fået mange af mine kreative evner fra hende og interessen for mode. Hun har altid hjulpet mig med at klippe og sy mit tøj. Hendes søstre er designere, og min mormor syede også, der er en stærk kreativ baggrund i familien. Jeg lod mig inspirere af mine forældres interesser. Min mor kunne godt lide at male, mens min far sad og læste om verdenssituationen i en avis, og i baggrunden blev der spillet Umm Kulthum eller Fairuz. Den her fusion af vest og øst og de mange forskellige elementer, der var i vores hjem, har aldrig været fremmede for mig. Faktisk kan en stor kulturel bagage være enormt inspirerende for en, der arbejder med mode. Hvis der er noget, jeg særligt har fået fra min mor, så er det passionen. For eksempel når hun laver mad til mange mennesker. Fra min far har jeg fået en styrke og en maskulinitet. Han sagde ofte, at man som mand nogle gange skal tage tingene med en stiv arm, selvom han ikke var særlig kønsrollefikseret, og forsøge at gøre verden til et bedre sted.

Mode har altid været min vej, men i de seneste år har jeg også fået en stor interesse for kultur og politik, ligesom min far. Jeg prøver at inkorporere det i mit arbejde som influencer, bruge min stemme på en meningsfuld måde, tage ud og holde foredrag og tale med mennesker. Jeg kan godt mærke, at jeg begynder at ligne min far mere med tiden. Nu rejser jeg også, går alene på museer og restauranter og taler med en fremmed mand på en bænk i Tyskland.

“Jeg har aldrig fokuseret på de traditionelle kønsroller – at piger skal gøre ét og drenge noget andet. Evner og interesser er blevet blandet og delt ud mellem jer”

Raida Zaytoon

Raida: Det har været vigtigt at give det, jeg har lært, videre til mine børn. Jeg har aldrig fokuseret på de traditionelle kønsroller – at piger skal gøre ét og drenge noget andet. Evner og interesser er blevet blandet og delt ud mellem jer.

Osama: Da far døde sidste år, satte det gang i tanker om, hvem jeg er. Jeg er begyndt at udforske min arabiske side mere, for at komme ham nærmere efter hans død. Når man mister en forælder, mister man også sit rodfæste og prøver at finde sig selv på ny, mens man bærer på en tung bagage af sorg. Jeg føler ikke, jeg har noget rigtigt svar på, hvad jeg vil gå videre med, eller hvad jeg vil give slip på. Men én ting, jeg skal arbejde på, er at blive ved med at have troen på mig selv og på det gode. Det er det vigtigste, mine forældre har lært mig – uanset hvor jeg står i livet, og hvad jeg vælger at gøre. Man har kun ét sind og ét selv, som man med kærlighed og omsorg skal pleje. Den indre styrke er noget, man skal lære at finde frem på ny, hver gang man står over for nye omstændigheder.

Læs ogå

Identitet

“Jeg frygtede, at jeg aldrig ville få en lige så nær relation til en søn, som jeg ville til en datter. Jeg forestillede mig, at det bare ville blive superhelte og fodbold, og at de ikke ville være så interesserede i nærhed”

Blå bog

Mette Kjær, par- og psykoterapeut, 42 år. Født og opvokset i Århus og Vejle. Uddannet journalist, kandidat i kommunikation og psykologi.

Har arbejdet som journalist, bl.a. som producer på Monte Carlo med Peter Falktoft og Esben Bjerre på DR1 og som underviser i Glad Fonden for unge med særlige behov.

Bor på Frederiksberg med sin mand, Jacob Houlind, sønner Svend på 14, Karl Peter på 12 og Herman på 9 samt bonusdatter Isolde på 19.

Fordi jeg har drenge, har det været særligt vigtigt for mig at gøre dem trygge ved følsomhed og sårbarhed. Det er selvfølgelig vigtigt for alle mennesker, også piger og kvinder, men historisk har det været sværere for mænd at håndtere følelser, og det har haft mindre værdi for dem. Jeg tror også, at det i høj grad er en af hovedårsagerne til nogle af de udfordringer, mange mænd møder. Mænd begår oftere selvmord, går ikke til lægen, bliver mere ensomme, og dropper oftere ud af en uddannelse – den slags. Det at man ikke kan tale om følelser, ikke kan være sårbar, går med ting alene og hele tiden skal være drevet af præstation. Jeg ved jo, at mine drenge ude i samfundet vil møde billedet af, at som mand er man mere værd, hvis man er stor, stærk og hård. Derfor prøver jeg virkelig at ruste dem hjemmefra med noget andet.

“En kerneværdi, som jeg har ønsket at give videre er, at lære dem at være mere ansvarlige for den gode stemning. (..). Det er piger, der altid løber ud og laver kaffe eller bager kage til arrangementer på arbejdspladsen. Det forsøger jeg at lære mine drenge”

For mig er det vigtigste at have en tæt og tryg kontakt til mine sønner, hvor jeg har tillid til, at de fortæller mig, hvordan de har det – også hvis de er bekymrede eller har dummet sig. Jeg har altid fokus på, hvordan jeg kan være indviet i, hvad de tænker, og hvordan de har det. Hvad der er svært for dem, hvad der gør dem glade. Uanset hvor uhensigtsmæssigt eller svært det er, så vil jeg gerne kunne rumme det. Har de pjækket fra skolen, brugt penge de ikke måtte, eller gjort noget dumt mod en ven – så skal de mærke, at det kan mor og far godt holde til. At de kan fortælle det, og vi finder ud af det sammen. Det kræver, at vi som forældre ikke reagerer med panik, men kan vise, at vi stadig elsker dem – også når de fejler og dummer sig. At vi står i deres ringhjørne. Det er min absolutte overskrift i opdragelsen og relationen til mine børn.

En anden kerneværdi, som jeg har ønsket at give videre er, at lære dem at være mere ansvarlige for den gode stemning. Noget mange kvinder, med god grund, forsøger at aflære sig. Jeg tror, at mange piger er vokset op med at føle sig ansvarlig for stemningen. At holde øje med, hvordan de andre har det i rummet. Det er der mange kvinder, der virkelig kæmper med. Det er dem, der altid løber ud og laver kaffe eller bager kage til arrangementer på arbejdspladsen. Det forsøger jeg at lære mine drenge. Selvfølgelig uden at de helt skal overtage det overarbejde kvinder ofte tager. Men de skal holde øje med, hvordan deres klassekammerater har det. Har alle nogen at lege med? Og får de selv sagt undskyld til deres venner, hvis de er kommet til at såre nogen? Jeg viser dem det ved selv at spørge ind til andre mennesker, når de vi er ude. Husker at spørge, hvordan folk har det. Det er en form for social ansvarlighed både på mikroniveau i forhold til ens nærmeste, men også i på et større samfundsplan. Jeg håber virkelig, at det sætter sig i dem.

“Vi lever i en tid med Andrew Tate, Trump og incels. Det er den verden, vores drenge kommer ud i. Og jeg kan da godt frygte, at de bliver grebet af sådan en form for maskulinitet, hvor man skal være en bestemt type mand for at have værdi”

Vi lever i en tid med Andrew Tate, Trump og incels. Det er den verden, vores drenge kommer ud i. Og jeg kan da godt frygte, at de bliver grebet af sådan en form for maskulinitet, hvor man skal være en bestemt type mand for at have værdi. Der tror jeg virkelig, at følsomhed og empati er helt centrale modpoler. Mænd, der falder i de huller, er jo typisk dem, der har et dårligt selvværd og derfor har brug for at stive sig selv af med ekstremer for at føle, at de er noget. For mig handler det om at sikre, at mine drenge føler, at de er elsket præcis, som de er. At de ikke behøver lave sig selv om. Alle mennesker fejler og har mangler. Mine tre drenge er meget forskellige med hver sine kvaliteter og forskellige ting, de kæmper med. Noget kan være svært for den ene, men let for den anden. Jeg tror, det er en kvalitet, at de kan se på hinanden og opdage, at der ikke er en forventning til, at de alle skal kunne det samme. At alle har lige meget værdi, selvom de er forskellige. Og at vi som forældre viser, at vi ikke har travlt med, at de skal kunne noget andet eller mere, end det de kan. Vi elsker dem hver især for de kvaliteter, de har.

Det er ikke det samme som, at vi ikke har ambitioner på deres vegne og gerne vil motivere dem til at blive dygtigere. Nogle gange handler det om at sige: ”Det kan du godt. Kom nu, jeg tror på dig.” Give dem lidt motivation til at komme videre i stedet for at give op, hver gang noget bliver træls. Hvis der er noget, de gerne vil, så kræver det også, at de øver sig og gør ting, de ikke altid har lyst til. Det er vigtigt for mig at ruste dem til at kunne være i det svære og komme igennem det. Og lige så vigtigt er det, at min kærlighed ikke afhænger af deres præstationer. Hvis du har svært ved matematik, elsker jeg dig stadig, men vi må finde en måde at arbejde med det på, for selvfølgelig skal du lære det.

“I mit arbejde som parterapeut kan jeg se, at hvis man skal have et succesfuldt parforhold, må man lære, hvordan der kan være plads til to mennesker med hver sin historie, hver sin måde at have det på”

For mig handler opdragelse om, at børn og voksne begge har plads og er ligeværdige i relationen – men det er de voksne, der har ansvaret for relationen. Børns følelser har ret, deres holdninger har ret. Det handler igen om at have kontakten. Jeg lytter til, hvordan de har det. Vi taler om, hvad de synes, hvad de mener – det har værdi. Men derfor får de det jo ikke altid, som de gerne vil have det.

Det er børnenes første erfaring med, at deres mening og følelser betyder noget, og det tror jeg har afgørende betydning i et voksent parforhold. Det er en så vigtig livskompetence at have med sig. At forstå at to mennesker kan have det forskelligt, ønske og mene noget forskelligt – og at det ikke handler om, at én har ret, og én tager fejl. I mit arbejde som parterapeut kan jeg se, at hvis man skal have et succesfuldt parforhold, må man lære, hvordan der kan være plads til to mennesker med hver sin historie, hver sin måde at have det på. Hvordan kan man finde en fælles vej, hvor begge kan trives, uden at én skal tabe eller vinde.

Jeg prøver selv at være et eksempel på, at jeg ikke er en perfekt forælder. Jeg kommer også til at råbe eller skælde ud og være urimelig. Men jeg gør mig umage for at sige undskyld, når det sker, og jeg prøver at vise mine børn, at de må sige til mig, hvis jeg har gjort dem kede af det, eller de synes, jeg var urimelig. Så kan jeg lytte og sige: ”Det kan jeg godt forstå, det skulle jeg ikke have gjort,” uden at gøre det til deres skyld. Jeg tror på, at det på den lange bane betyder, at de også selv kan holde ud at sige undskyld, indrømme fejl, dumme sig og samtidig lytte til, hvordan et andet menneske har det.

“Det er ikke kun mig, der har nære og dybe samtale om følelser med drengene. Hvis det følelsesmæssige indre liv kun foregår med mor, mens far spiller fodbold, kan man ubevidst komme til at forstærke billedet af, at det at tale om følelser er noget, kvinder gør – noget, drenge gør med deres mor, men ikke noget voksne mænd gør”

Når det kommer til opdragelsessyn og værdier er min mand, Jacob, og jeg helt på bølgelængde. Det er ikke kun mig, der har nære og dybe samtale om følelser med drengene. Hvis det følelsesmæssige indre liv kun foregår med mor, mens far spiller fodbold, kan man ubevidst komme til at forstærke billedet af, at det at tale om følelser er noget, kvinder gør – noget, drenge gør med deres mor, men ikke noget voksne mænd gør. Derfor er det vildt vigtigt, at drengene har en far, der også gør det, og som er stærk til det. Hvis ikke Jacob kunne det, ville vores mål om at skabe voksne mænd, der kan være følsomme og vise sårbarhed, være meget svært at opnå. Det er vigtigt, at de også har et mandligt forbillede.

Hvis jeg skal sætte det lidt karikeret på spidsen, så ja, så kommer de nok typisk til mig først, når de har brug for trøst, og Jacob er helt klart mere fysisk aktiv, end jeg er. Jeg er antisporty. Han gider godt spille fodbold, cykle med dem i skoven, og han tumlede rundt med dem, da de var små. Jeg tror på, at man som forældre har en personlighed, man må stå ved. Det ville være skrækkeligt for både mine børn og mig, hvis jeg skulle spille fodbold. I stedet læner jeg mig ind i de kvaliteter, jeg har, og bruger dem. For eksempel har jeg fundet ud af, at jeg godt kan tale om fodbold på en måde, hvor jeg synes, det er spændende – jeg er bare mere interesseret i hvem spillerne er som mennesker, end i sporten.

Da vi fandt ud af, at det sidste barn også var en dreng, tænkte jeg da: ”Okay, så kommer jeg aldrig til at opleve at se mig selv i en pigeudgave.” Det kunne da have været sjovt. Men jeg er rigtig glad for at have min bonusdatter, Isolde. Jeg tror, at de tanker havde fyldt mere, hvis der slet ikke var nogle piger i familien. Og så igen. Jeg frygtede engang, at jeg aldrig ville kunne få en lige så nær relation til en søn, som jeg ville til en datter. Jeg forestillede mig, at det bare ville blive superhelte, fodbold og tonsen rundt, og at de måske ikke ville være så interesserede i nærhed. Men det er blevet gjort helt til skamme.

Jeg kan godt lide tøj og mode, og det elsker min ældste søn også – det deler jeg med ham. De to ældste har altid været optaget af dyr, og det er jeg også. Så er der selvfølgelig sådan noget som at lave negle, hvilket jeg gør med Isolde, og det er hyggeligt, men det er en meget lille del af vores forhold. Det, der betyder noget, er de samtaler, jeg har med alle mine børn, og at de gider være sammen med mig, tale med mig og være tæt på mig.

Læs ogå

Identitet

Osama Al-Naser: “Når man mister en forælder, mister man også sit rodfæste og prøver at finde sig selv på ny, mens man bærer på en tung bagage af sorg”

Cecilie Ingdal: “December er den måned på året, hvor vi altid kommer ud ad døren til tiden, for min datter vågner sjovt nok tidligt for at tjekke sokken”

Hvad betyder julen for dig?

Mine forældre, måske især min mor, har i den grad præget, hvad julen er for mig. Den er forbundet med mange traditioner – alle med samvær som omdrejningspunkt. Fra vores faste familie-bagedag første lørdag i december, til julebanko, julemarkeder som vi fast kommer på, Nøddeknækkeren på Det Kgl. Teater (og nu også i Tivoli, hvor min datter danser på balletskolen), risengrød hos mine den 23. december inklusive juletræspyntning, og i mange år også en fast søster-mor-rejse, som lige nu er på pause, fordi børn skete … MEN den har vi aftalt genopstår næste år.

Hvordan er din december måned anderledes: Har du og din datter fx nogle morgen- eller aftenrutiner, der er særlige i julemåneden?

December er den måned på året, hvor vi altid kommer ud ad døren til tiden, haha, for min datter, Edith, vågner sjovt nok tidligt for at tjekke sokken. Især en udfordring de morgener, hvor nissen faldt i søvn uden at nå sin vigtigste opgave … Nu er hun dog blevet 12 år, og pre-teen’en i hende har måske taget lidt over, så nu må vi se. Men julemusikken, kalenderlysene (vi har som regel 2-3 stykker), de udendørs lys på terrassen og naturligvis julepynten indtager, eller overtager vil nogen måske mene, vores hjem fra midt november. Duften af æblegløgg, risengrød, kanel, appelsiner er klart en decemberkonstant hos os, og min datters madpakke bærer helt klar præg af, at det er jul med lige i overkanten af søde sager.

Du har masser af julepynt samlet over en længere årrække: Fortæl om det og måden du udvælger det på.

Jeg køber altid julepynt, når jeg rejser. Det har jeg lært af min mor, og så har jeg nogle faste julemarkeder, jeg frekventerer hvert år. På den måde er der også en lille rød tråd i min pynt. Ediths hjemmelavede pynt er der selvfølgelig også plads til. Og så elsker jeg den pynt som blomsterkranse, grene, gran og lignende også udgør – også udendørs, hvor jeg gerne klæder terrasse, låger og indgangen på med netop kranse, små træer og den slags.

Læs ogå

Shopping

En håndstrikket trøje, silkeblød lingerie og de luneste handsker: Det ønsker ELLEs chefredaktør sig til jul

Fik du chokoladejulekalender som barn?

Ja. Eller man kan vel nærmest ikke kalde det chokolade; det var de der billige kalendere med figurer i noget, der mimede chokolade. Det var det, man kunne få i 80’erne. I dag er det jo helt anderledes med julekalendere, der fokuserer på høj kvalitet. Der var et år, hvor min datter havde fået 4-5 forskellige kalendere, som hun dårligt kunne nå at indtage. Hun bad selv om ikke at få så mange året efter, men blot en enkelt (som hun senere lavede om til to …) med noget af det slik hun bedst kan lide. Heldigvis har jeg spist god chokolade, da jeg var gravid med hende, så hun er disponeret for det, mener hun. Min yndlingskalender som barn var dog den min farmor lavede. En smuk hjemmelavet kalender, som hvert år blev dekoreret med nyt slik pakket ind i sølvpapir, så det lignede små skinnende snebolde i nisselandskabet. Min bror havde som regel spist det meste inden kl. 8 d. 1. december og foldede så sølvpapiret sammen, så man ikke kunne se det. Troede han …

Hvad er ekstralækkert ved Summerbirds julekalender?

Da jeg er alene med min datter, deler vi Summerbirds dobbeltkalender. Da hun var mindre, fik hun børneversionen for sig selv, men nu er hun stor nok til den voksne. Og vi er gode til at dele den, for hun elsker alt Amber-chokoladen, og jeg elsker alt det mørke.

Hvordan nyder du helst dagens låge: Allerede om morgenen, med en kaffe eller te på redaktionen eller som en del af aftenhyggen?

Egentlig helst om aftenen, men min datter overtaler mig ofte til, at vi gør det om morgenen. Og så er det jo sådan, det bliver.

Hvad er din yndlingschokolade fra Summerbird?

Jeg har to produkter, som jeg kan spise any time. Det ene er de klassiske flødeboller, og det andet er Guayas-mandlerne. Sommerfuglene er til gengæld dem, jeg oftest har i min taske, da min datter altid plager mig, om ikke vi lige kan købe en eller fem, når vi går forbi butikken på Værnedamsvej. Og da vi bor i området, kommer vi tit forbi.

Hvad ønsker du dig til jul?

Det kommer måske til at lyde lidt ophøjet, men min far har været alvorligt syg siden januar, og hvis han, som det faktisk ser ud til nu, overlever julen, så er det et ægte julemirakel, og jeg skal ikke bede om mere. Altså måske lige ud over bare en lille bitte bid af Matthieu Blazys debutkollektion for Chanel …

Læs ogå

Bolig

Kom indenfor i Cecilie Ingdals julebolig: “Jeg pynter op med pynt, der har været i familien i årevis – og med nye fund, jeg gør mig hvert år”

Taskebrandet, der går viralt på TikTok, kan endelig fås i København: “Kendetegnet er harmonien mellem præcision, kvalitet og tidløst design”

Antoine Mothay, hvad var begyndelsen på Polène?

Polène er siden 2016 vokset ud fra en passion for håndværk for både min bror og søster (Mathieu og Elsa Mothay, red.) og mig selv. Vi startede med en lille butik på 20 m², og i de første tre år voksede vores salg primært gennem mund-til-mund-metoden. Det var meget vigtigt for mig at have en fysisk butik fra starten for at have en forbindelse med vores kunder, som er vores bedste ambassadører.

Hvad var inspirationen, og hvordan har din vision for brandet udviklet sig siden starten?

Vi er virkelig inspireret af at blande femininitet, natur og skønhed i et tidløst design, men vigtigst af alt er læderets kvalitet. Fra starten er vores vision blevet formet af en dedikation til exceptionelt håndværk. Hver taske er omhyggeligt designet og konstrueret for at ære håndværkernes færdigheder. Innovation og kreativitet guider os, men det er håndværket, der forvandler hvert stykke til noget varigt og særligt.

Hvordan griber du indkøb af materialer og samarbejde med håndværkere an, især i Spanien, hvor dine tasker er håndlavede?

Det handler om menneskelig forbindelse. Jeg boede i Ubrique i Spanien i over et år, hvor jeg drak utallige kopper kaffe over samtaler med håndværkerne for at vinde deres tillid. Fra starten var vi opsatte på at finde de bedste partnere inden for læder og håndværk. Min bror og jeg var omhyggelige og kontrollerede hvert stykke læder selv. Fabrikken kaldte os “millimeterbrødrene”, fordi vi var mere krævende end typiske luksuskunder.

Hvordan sørger I for så minimalt læderspild som muligt?

Fra dag ét har vi gemt alt afskåret læder – 40-60% af et skind er ikke egnet til en taske. Hvert år finder vi nye måder at bruge disse materialer på. Vores ’Plei’-kollektion er dedikeret til at genbruge vores læderaffald, hvad enten det er i håndtasker, lædervarer eller endda læderblomster. Vores samarbejder med lokale kunstnere, såsom det nye med danske Sia Hurtigkarl, giver os mulighed for at bruge vores resterende læder i et nyt kreativt samarbejde. Møbler er også en vej, og man kan få et glimt af det i vores kommende butik i Beijing.

Hvad er Polènes signatur, og hvordan balancerer I konsistens med innovation i hver kollektion?

Polènes kendetegn ligger i harmonien mellem præcision, kvalitet og tidløst design. Vi forbliver unikke på markedet, har aldrig travlt og tager os altid tid til at perfektionere hver eneste detalje. Vores engagement i håndværk sikrer, at hver taske er gennemtænkt konstrueret, mens vores organiske, funktionelle former gør taskerne både praktiske og elegante. Konsistens kommer fra vores dedikation til kvalitet og en distinkt æstetik, mens innovation opstår i subtile designudviklinger, materialevalg og kreative detaljer, der gør hver kollektion frisk, men samtidig poleret.

Fortæl om din kreative proces fra koncept til færdigt design.

Hele vores designproces udføres internt, hvilket giver os mulighed for omhyggeligt at overvåge alle udviklingsfaser. Vi prioriterer en balance mellem kreativitet og minimalisme og sikrer, at hvert design er både innovativt og funktionelt. Det kan tage mere end to år at udvikle en taske – i stedet for at stole stærkt på skitser arbejder vi direkte med prototyper, ofte ved hjælp af mikrofiber, for at teste og forfine hvert element. Vi lancerer først et produkt, når hvert aspekt føles fuldt ud løst, og vi opnår det niveau af perfektion, vi sigter mod.

Hvad tror du, jeres kunder tiltales af ved Polène?

Jeg tror det, der resonerer mest hos vores publikum, er en kombination af kvalitet og tidløshed. Vi fokuserer på at skabe tasker, der er gennemtænkte, holdbare og underspillede – noget, der føles relevant i dag og fortsat føles relevant i årevis. Selvom tilgængelighed i pris eller trend ikke er vores primære fokus, sigter vi mod, at vores designs skal være tilgængelige i deres enkelhed, så folk over hele verden kan se sig selv med dem.

Sia Hurtigkarl, fortæl om dit samarbejde med Polène.

Jeg har nydt den personlige og kontinuerlige dialog med Polène-teamet gennem hele samarbejdet, hvilket var vigtigt fra starten. Generelt føltes projektet som en fantastisk mulighed for mig til at genfortolke kurveflette–teknikker i nye materialer. Jeg ville gerne bruge meget læder, ikke bare som en lille detalje. Jeg var bekendt med læder i møbler og modetilbehør, så det føltes naturligt at eksperimentere med materialet, men det tog mig et stykke tid at forstå, hvordan jeg kunne bruge materialets styrke og fleksibilitet i stedet for bare at skære det i små stykker som lædergarn. Naturmaterialer har deres eget liv, og jeg var nysgerrig på at udforske læder mere.

Hvad tiltalte dig ved at samarbejde med Polène?

Ideen om at arbejde med postproduktions- eller “affalds”-materialer appellerede til mig, samt det at kombinere læderarbejde med kurveflette–teknikker.

Og hvad er så resultatet?

Jeg forestillede mig et objekt, der visuelt repræsenterer det fælles grundlag af vildmark og inspiration fra naturen, et tema, der giver genlyd i både Polènes æstetik og min egen. Jeg ser det som et samarbejde med håndværkerne i Ubrique, hvor jeg har tilføjet mit præg til deres arbejde, næsten som en kreativ “penneven“. Jeg ønskede kun at kombinere to materialer, mit og Polènes, for at skabe ét sammenhængende objekt. Vævningens poesi symboliserer styrke og samhørighed, hvilket jeg ønskede at afspejle i designet.

Polène-butikken kan opleves på Højbro Plads 5-7 i København K, hvor du også eksklusivt kan købe Sia Hurtigkarl-tasken.

Læs ogå

Shopping

En shearlingfrakke, favorit-jeansne og et ophold i Sydsverige: Det ønsker ELLEs digitale redaktør sig til jul

Seriedateren: “Vi binder os ikke til hvem som helst, fordi tanken om at det næste swipe måske er endnu bedre, altid ligger og lurer”

Blå bog

Laura Adria Kamariza Hermansen, 30 år. Driver Seriedateren, er podcastvært og forfatter til Datingordbogen. Uddannet som grafisk design teknolog og digital konceptudvikler. Bor i København.

Til de, som ikke kender Seriedateren. Kan du kort forklare, hvad konceptet går ud på?

Seriedateren er et univers, der undersøger og udforsker moderne kærlighed, datingkultur og relationer. Konceptet er skabt for at oplyse, udfordre og åbne samtalen om de tendenser, tabuer og fordomme, der præger vores måde at date og være i relationer på i dag. Det er en informativ platform, hvor vi deler viden, perspektiver, personlige refleksioner og oplevelser med fokus på at skabe et trygt rum, hvor mennesker kan spejle sig, blive klogere og have et rum for deres egne kærlighedserfaringer.

Man kan primært finde Seriedateren som podcast og Instagram, hvor vi blandt andet deler alt fra begrebsforklaringer, meningsmålinger, anonyme historier, ekspertudtalelser og offentlige ansigters tanker om kærlighed og dating. Derudover kan man også finde Seriedateren på TikTok og på Seriedateren.dk. Seriedateren er både et online fællesskab og et kreativt projekt, der løbende udvikler nye formater som events, talks og livepodcast for at skabe endnu mere dybde i samtalerne om kærlighedens mange facetter.

Hvordan opstod Seriedateren?

Konceptet opstod en aften hjemme hos en veninde, hvor vores samtale – som så ofte før – drejede ind på dating og de relationer, vi havde haft til både mænd og kvinder. Vi endte med at skrive vores oplevelser ned, og det blev til et langt, stiplet papir med overskriften “100 måder, en mand kan fucke dig op på.” Det begyndte som en måde at vende nogle svære erfaringer til noget, der kunne give os et smil på læben, men for mig blev det også en påmindelse om, hvor mange mønstre og tendenser der findes – uanset køn. Med mine egne erfaringer fra tidligere forhold med en kvinde vidste jeg, at meget af det samme gør sig gældende dér.

Jeg har altid været optaget af mennesker, og hvorfor vi reagerer, føler og handler, som vi gør. Da jeg sad med den lange liste af oplevelser, begyndte jeg at trække begreber og mønstre ud af historierne, og gradvist voksede et helt univers frem. Et univers, hvor jeg kan dele min viden, skabe refleksion og invitere andre ind i samtalen om både de søde og de mere udfordrende sider af kærlighed, dating og relationer.

Hvorfor er det brug for et koncept som Seriedateren?

Der er brug for et sted, hvor man kan tale frit uden at skulle sætte ansigt på. Et sted, hvor man kan dele oplevelser, stille spørgsmål, betvivle egne mønstre og mærke, at man ikke står alene. For mange fungerer Seriedateren som en ventil og et rum, hvor man kan spejle sig i andres erfaringer og finde ro i, at andre har stået i noget lignende. Samtidig giver universet mulighed for at forstå den adfærd, man selv møder i relationer, men også den man måske – bevidst eller ubevidst – udsætter andre for. Seriedateren er skabt for at åbne samtalen og gøre det lettere at navigere i alt det, der kan være svært og komplekst ved moderne kærlighed.

“Vi ser en stigende tendens til, at det at være single ikke længere opfattes som et overgangsstadie, men som et aktivt og attraktivt valg”

Hvilke tendenser rører sig indenfor dating?

Vi befinder os stadig på datingapps, men det er tydeligt, at mange er blevet trætte af formatet. Følelsen af at blive ghostet, møde profiler med halve sandheder og tage på de samme gåture, der ofte ender i sex og efterfølgende tavshed, gør mange udbrændte af den klassiske datingkultur. Samtidig ser vi en stigende tendens til, at det at være single ikke længere opfattes som et overgangsstadie, men som et aktivt og attraktivt valg. Flere prioriterer deres karriere, venskaber og familie fremfor drømmen om villa, volvo og vovse.

Der er også en voksende bevægelse inden for sundheds communities, hvor relationer opstår mere naturligt og organisk bl.a. gennem løbe -og saunaklubber. Og sidst men ikke mindst er speeddating begyndt at få et comeback, som jo ellers har været tabubelagt i mange år.

Hvilke begreber præger dating lige nu?

Selvom der hele tiden opstår nye dating begreber, er det fortsat ghosting, red flags og situationships, der dominerer billedet. Vi har stadig svært ved at afvise mennesker på en ordentlig måde, og med digitaliseringen er det blevet nemmere at umenneskeliggøre hinanden. Det gør ghosting til en hurtig udvej, også selvom man har skrevet sammen i dagevis eller faktisk har mødt hinanden fysisk.

Red flags fylder lige så meget som før, måske endda mere. Vi er blevet skarpere på at aflæse adfærd, sætte ord på ubehag og reagere, når noget føles forkert. Og så er der situationships, som nærmest er blevet en fast del af den moderne datingkultur. Vi binder os ikke til hvem som helst, fordi tanken om at det næste swipe måske er endnu bedre, altid ligger og lurer.

“Mange oplever også dating fatigue, som er en følelsesmæssig udmattelse, hvor man bliver demotiveret, desillusioneret og egentlig bare bliver træt af hele jagten efter at finde “den rette””

Samtidig oplever mange også dating fatigue som er en følelsesmæssig udmattelse, hvor man bliver demotiveret, desillusioneret og egentlig bare bliver træt af hele jagten efter at finde “den rette”. Men netop denne udmattelse har også gjort mange mere bevidste om, at man faktisk godt kan stå alene og måske endda trives bedre i det. Når jagten og de konstante op- og nedture bliver for meget, skaber det klarhed over, at ens eget selskab ikke bare er godt nok, men at det kan være langt mere roligt, stabilt og trygt end de uforudsigelige datingoplevelser. Det skifter fokus fra at “skulle finde nogen” til at vælge relationer ud fra lyst og kvalitet og ikke pres eller forventning.

“Jeg blev virkelig overrasket over, at kvinderne, der stemte, generelt var langt mere fordomsfulde omkring et højt body count (..). Jeg har altid haft opfattelsen af, at det primært var mænd, der gik op i det, men data fra vores univers viser noget helt andet – nemlig at det i mange tilfælde var kvinder, der satte størst pris på lavt tal”

Hvad er det mest overraskende, du/I har opdaget om dating siden start?

Det meste af det, jeg sidder med, var jeg allerede bekendt med, men der dukker hele tiden nye begreber op, som har været interessante at lære, i takt med at universet er vokset. Dog havde vi for nylig vores faste format “Tabu tirsdag” oppe og vende på Instagram, som endte med at handle meget om body count – altså hvor mange personer man tidligere har haft sex med. Her blev jeg virkelig overrasket over, at kvinderne, der stemte, generelt var langt mere fordomsfulde omkring et højt body count, og at de overhovedet havde et tal, de lagde vægt på. Jeg har altid haft opfattelsen af, at det primært var mænd, der gik op i det, men data fra vores univers viser noget helt andet – nemlig at det i mange tilfælde var kvinder, der satte størst pris på lavt tal.

Læs ogå

Krop

Alona Vibe: “Der er en stor industri, som tilbyder fertilitetsfremmende ting. Det kan føles som en jungle, hvor man kan bruge alle sine penge på behandlinger uden at vide, om det nytter noget”

Fra lokal guldsmedie til verdens største smykkebrand: “Charms udgør stadig en stor del af forretningen, men vi vil gerne sikre, at kunderne vælger os, uanset om det er til en ring, halskæde eller øreringe”

De ikoniske charms

Efter fem succesfulde år med at importere smykker fra Thailand til Danmark for at videresælge i København var guldsmed Per Enevoldsen og hans hustru Winnie klar til at tage næste skridt; de ville skabe deres egne designs. Med en forkærlighed for Thailands stærke håndværkstraditioner startede parret i 1989 deres første produktion lige dér, hvor de år forinden havde forelsket sig i den thailandske kultur. 10 år senere, i år 2000, kom det store gennembrud, da ideen til et nyt smykkekoncept opstod; charms.

“Charms blev hurtigt et globalt fænomen; man sælger et armbånd – og så kommer folk tilbage og køber charms, som kan minde dig om livets betydningsfulde øjeblikke. Når du bliver færdig med din uddannelse, får du en charm, når du får dit første barn, får du en charm, og når du har været første gang i Paris, køber du måske også en charm,” fortæller Pandoras Chief Supply Officer, Jeerasage ‘Aussie’ Puranasamriddhi.

På det tidspunkt var charms – og ideen om at kunderne hele tiden kom tilbage for at tilføje nye led – et nyt koncept. Derfor udviklede ideen sig hurtigt til at omfatte øreringe og halskæder, mens udvalget af charms eksploderede med alt fra muranoglas- til guld-udgaver. Dét blev startskuddet til ‘smykker med mening’-konceptet, som dannede grundlag for Pandoras vækst frem mod børsnoteringen i 2010.

Den thailandske drøm

Pandoras vækst tog fart, da efterspørgslen fra udlandet steg, og i 2005 åbnede Pandora, som hidtil havde produceret på fabrikker rundt omkring i Thailand, sin første egen produktionsfabrik i et industriområde uden for Bangkok. Det markerede dels et afgørende skridt mod at eje og kontrollere alt fra design til produktion af færdigt smykke og dels en ekspansion, der medførte flere nye fabrikker.

Aussie: “Selvom vi i dag har store produktioner, hvor vi kombinerer teknologi og håndværk for at gøre vores produktion mere effektiv, bliver hvert eneste produkt stadig bearbejdet i hånden og gennemgår en grundig kvalitetskontrol.” Pandora har sidenhen åbnet endnu en fabrik i Chiang Mai i Nordthailand og er netop i gang med en ny produktion i Vietnam, som formentlig står klar i 2026.

Smykker redder ikke liv – men vi køber dem stadig

Siden oldtiden har mennesker brugt smykker som en måde at udtrykke identitet, status og tilhørsforhold på. Om materialet har været sten, skaller, ben – eller som i dag; guld, sølv og diamanter – har smykker haft en dyb kulturel betydning. Måske er det netop derfor, Pandora fortsat oplever høj efterspørgsel – selv i krisetider. Men i en tid med stigende fokus på klima og ansvarlig produktion, bliver spørgsmålet om bæredygtighed stadig mere presserende – og det gælder også i smykkebranchen.

“Der er ikke noget, der er 100 % bæredygtigt – så skulle det have nul påvirkning”

Mads Twomey-Madsen

“Der er ikke noget, der er 100 % bæredygtigt – så skulle det have nul påvirkning. Men vi har arbejdet hårdt for at få vores smykker ned på et niveau, hvor belastningen er minimal. En charm har i dag cirka samme CO₂-aftryk som en café latte. Hvis jeg drikker tre latte om dagen, tænker ingen over det. Men hvis jeg købte tre charms dagligt, ville nogen måske løfte et øjenbryn. I virkeligheden handler det om proportioner: For hvornår er noget lavt nok?” lyder det fra Pandoras Senior Vice President of Global Communications and Sustainability, Mads Twomey-Madsen.

Bæredygtighed blev for alvor en strategisk prioritet for Pandora i 2019, da brandet stod midt i et ledelsesskifte og oplevede faldende aktiekurser – en situation, der kaldte på en ny, tydelig retning og en dagsorden, som blev en af de vigtigste for virksomheden; alle fabrikker skulle køre på 100 % vedvarende energi, og produktionen skulle udelukkende baseres på genanvendt sølv og guld.

“Vi havde opført os pænt, men vi ville mere end det – vi ville være bedst i branchen. Derfor lavede vi en grundig analyse og kom frem til, at den vigtigste indsats, vi kunne gøre, var at gå 100 % over til genanvendt sølv og guld. Det ville have størst effekt på vores klimaaftryk,” fortæller Mads Twomey-Madsen.

“Folk tænkte bare charms, når de hørte Pandora – og ikke Pandora som et brand”

Jeerasage ‘Aussie’ Puranasamriddhi

Overgangen var ikke enkel. Det tog fire år at ændre hele produktionskæden. Men i december 2024 kunne Pandora med stolthed melde, at alle smykker nu bliver fremstillet udelukkende med genanvendt sølv og guld.

“Vi har gennemført store forandringer, men vi ved også, at vores kunder først og fremmest vælger os på grund af design og pris. Dem, der interesserer sig for bæredygtighed, skal nemt kunne finde informationen – men det er ikke dét, vi sætter forrest i markedsføringen,” siger Mads Twomey-Madsen.

Meget mere end et smykkebrand

I mange år var Pandora synonym med charms – smykkerne, der gjorde brandet verdenskendt. “Vi voksede hurtigt med charmsene, men havde ikke et stærkt brandfundament. Efter den første globale succes tænkte folk bare charms, når de hørte Pandora – og ikke Pandora som et brand. Derfor lancerede vi i 2020 ‘The Phoenix Strategy’ – opkaldt efter fuglen, der genopstår af asken,” fortæller ‘Aussie’.

Målet var enkelt; at få Pandora til at genopstå ved at udvikle virksomheden til et komplet smykkebrand. En transformation, der har givet brandet en langt bredere produktsortiment, end mange måske forbinder selve navnet med. “Charms udgør stadig en stor del af forretningen, men vi har nu arbejdet os ind i hele smykkeindustrien. Vi vil gerne sikre, at kunderne forbinder Pandora med meget mere, så man vælger os, uanset om det er til en ring, halskæde eller øreringe,” lyder det fra Mads Twomey-Madsen.

“Vi forsøger desuden at være mere kulturelt relevante ved at deltage i Pride og Fashion Week. Her handler det ikke kun om smykker, men om at være en del af samtiden”

Mads Twomey-Madsen

Et vigtigt element i rebrandingen har været at samarbejde med nye ansigter og fortællinger, der kan løfte Pandoras position globalt.

“Vi fokuserer meget mere på brand- og marketingarbejdet. Vi har arbejdet med profiler som Millie Bobby Brown, Pamela Anderson, Rina Sawayama og Tyla – navne, man ikke tidligere ville have forbundet med Pandora, og det har løftet os ind i en liga, vi ikke har været i før,” siger Mads Twomey-Madsen og fortsætter:

“Kommunikationen er blevet mere værdibåret. Kampagnen ‘Be Love’ er en brandingindsats, der handler mere om at formidle et budskab end at sælge et enkelt produkt. Pandora har også lanceret laboratoriedyrkede diamanter, hvilket ikke alene har givet genklang i markedet, men også har haft en halo-effekt på resten af sortimentet. Vi forsøger desuden at være mere kulturelt relevante ved at deltage i Pride og Fashion Week. Her handler det ikke kun om smykker, men om at være en del af samtiden.”

Det sidste, manglende led

Et af de mest markante skridt i Pandoras historie kom i 2021, da virksomheden introducerede laboratoriedyrkede diamanter – et tiltag, der skulle vise brandets alsidighed, men som også skulle definere det næste step i – og mere eller mindre fuldende – rejsen mod at blive et “full jewellery-brand”.

“Det er et produkt, der – både i udtryk og i fortælling – ligger ret langt fra historien om charms. Det placerer sig også højere prismæssigt end vores øvrige kollektioner, så vi har været meget bevidste om, hvordan vi træder ind i diamantverdenen uden at miste vores kerne: tilgængelig luksus. Det var måske den stærkeste markering af, at vi nu for alvor bevæger os ind i en anden del af smykkemarkedet,” siger Mads Twomey-Madsen.

“Vi vil give mennesker skønhed til en overkommelig pris”

Jeerasage ‘Aussie’ Puranasamriddhi

For Pandora har det altid været afgørende, at luksus ikke skal være forbeholdt de få. Derfor har ambitionen med diamanterne hele tiden været at tilbyde noget ekstra – men til en pris, mange kan være med på.

“Vi vil være det mest tilgængelige smykkebrand i verden. Vi vil give mennesker skønhed til en overkommelig pris. Og nu kigger vi også på, hvordan vi kan gøre det samme med laboratoriedyrkede diamanter. Vi demokratiserer diamanter ved at gøre dem mere tilgængelige,” supplerer ‘Aussie’.

En omfattende forretning

Da Pandora gik på børsen i 2010, var det ikke blot en finansiel milepæl. Det blev samtidig startskuddet til en international ekspansion, der i dag har gjort virksomheden til verdens største smykkebrand. I 2025 blev Pandora desuden optaget på Interbrands liste over verdens 100 mest værdifulde brands og udgør p.t. sammen med Lego de eneste danske brands på listen. Med mere end 3.000 egne butikker, tilstedeværelse i over 100 lande, næsten 7.000 salgssteder verden over og mere end 37.000 ansatte er Pandora ikke længere bare en lokal succeshistorie. Brandet findes overalt – fra store flagship stores i verdens hovedstæder til butikker i en lang række internationale lufthavne.

“Globalt har salget af charms stort set kun været opadgående – selv i perioder, hvor det fladede lidt ud, har vi oplevet, at kunderne blev ved med at vende tilbage”

Mads Twomey-Madsen

Men selvom Pandora i dag tilbyder meget mere end de berømte charms, kommer hele fortællingen tilbage til den ene ting, der adskilte brandet fra konkurrenterne: charms. I 2025 markeres netop 25-års jubilæet for charm-kollektionen, ‘Moments’, og selvom smykkerne i en periode for nogle danskere er blevet lagt lidt på hylden med gamle konfirmationssange og studenterhuen, fortsætter historien – og efterspørgslen – om de personlige smykker uden for landets grænser.

“Danmark er ikke nødvendigvis et pejlemærke for resten af verden. Globalt har salget af charms stort set kun været opadgående – selv i perioder, hvor det fladede lidt ud, har vi oplevet, at kunderne blev ved med at vende tilbage. Så selv om vi er danske, har vi altid været meget internationalt orienterede,” forklarer Mads Twomey-Madsen.

I dag investerer Pandora i at genvinde fortællingen om brandet. Med opdaterede kampagner, stærkere visuel identitet og internationale ambassadører har brandet formået at genskabe relevans både blandt nye kunder og dem, der har haft et armbånd liggende i skuffen siden teenageårene.

PANDORA I 15 PUNKTER

1982: Per og Winnie Enevoldsen starter egen virksomhed
1987: Første in house-designer ansættes
1989: Produktion i Thailand begynder
2000: Charms introduceres på det danske marked
2003: Pandora går ind på det amerikanske og canadiske marked
2005: Første egen produktion åbner i Gemopolis udenfor Bangkok, Thailand
2008-10: Tre nye produktioner åbner i Gemopolis, Thailand
2010: Pandora A/S børsnoteres
2013: Pandora åbner sin butik nr. 1.000
2016: Pandora åbner sin butik nr. 2.000
2017-18: To nye produktioner åbner i Chiang Mai og Gemopolis, Thailand
2019: Relancering og langsigtet samarbejde med UNICEF påbegyndes
2021: Lab-grown diamanter på 100 % vedvarende energi lanceres i England og året efter i USA og Canada
2024: Pandora bruger 100 % genanvendt sølv og guld og introducerer lab-grown diamanter i Danmark
2025: Pandora optages på interbrands liste over verdens 100 mest værdifulde brands og fejrer 25-års jubilæum for charms

Læs ogå

Identitet

Pamela Anderson: “Jeg kæmpede virkelig for mit liv, jeg ville bare være mig selv, men jeg følte mig låst af andres forventninger. Hver gang jeg havde fotoshoots, skulle jeg have pink plastik og falske øjenvipper på”

Bedst i test: Her er 2025’s bedste øjenskygger

Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.

Læs ogå

Makeup

Bedst i test: Her er 2025’s bedste øjenskygger

Cortina d’Ampezzo – hvor elegance møder bjergenes ro

Ancora – Cortinas nye designjuvel

Restauranter og søde fristelser

Hikes – Cinque Torri og Lago Di Sorapis

Schgaguler – minimalistisk arkitektur og familiær varme

Atelier Moessmer – spis i bjergenes ånd

Castel Badia – slotsro midt i bjergene

En ro, der bliver hængende

Guide til Schweiz: Hiking, adrenalin-kick, gastronomi, historie, ski og bjergtagende omgivelser

10 nye julefilm, du skal se, hvis du har set alle de klassiske julefilm en million gange

Blå bog

Kom indenfor i Cecilie Ingdals julebolig: “Jeg pynter op med pynt, der har været i familien i årevis – og med nye fund, jeg gør mig hvert år”

Blå bog

“Jeg frygtede, at jeg aldrig ville få en lige så nær relation til en søn, som jeg ville til en datter. Jeg forestillede mig, at det bare ville blive superhelte og fodbold, og at de ikke ville være så interesserede i nærhed”

Osama Al-Naser: “Når man mister en forælder, mister man også sit rodfæste og prøver at finde sig selv på ny, mens man bærer på en tung bagage af sorg”

Blå bog

“Jeg frygtede, at jeg aldrig ville få en lige så nær relation til en søn, som jeg ville til en datter. Jeg forestillede mig, at det bare ville blive superhelte og fodbold, og at de ikke ville være så interesserede i nærhed”

Blå bog

Osama Al-Naser: “Når man mister en forælder, mister man også sit rodfæste og prøver at finde sig selv på ny, mens man bærer på en tung bagage af sorg”

En håndstrikket trøje, silkeblød lingerie og de luneste handsker: Det ønsker ELLEs chefredaktør sig til jul

Kom indenfor i Cecilie Ingdals julebolig: “Jeg pynter op med pynt, der har været i familien i årevis – og med nye fund, jeg gør mig hvert år”

En shearlingfrakke, favorit-jeansne og et ophold i Sydsverige: Det ønsker ELLEs digitale redaktør sig til jul

Blå bog

Alona Vibe: “Der er en stor industri, som tilbyder fertilitetsfremmende ting. Det kan føles som en jungle, hvor man kan bruge alle sine penge på behandlinger uden at vide, om det nytter noget”

De ikoniske charms

Den thailandske drøm

Smykker redder ikke liv – men vi køber dem stadig

Meget mere end et smykkebrand

Det sidste, manglende led

En omfattende forretning

PANDORA I 15 PUNKTER

Pamela Anderson: “Jeg kæmpede virkelig for mit liv, jeg ville bare være mig selv, men jeg følte mig låst af andres forventninger. Hver gang jeg havde fotoshoots, skulle jeg have pink plastik og falske øjenvipper på”

Bedst i test: Her er 2025’s bedste bronzers