Der var ikke kun smukke kjoler at svælge i til årets Met Gala. Særligt Lily Collins’ røde læber fangede også vores opmærksomhed.
Denne artikel indeholder sponsorerede links.
Met Gala er netop løbet af stablen i New York, og mens det ofte er kendissernes outfits, der løber med opmærksomheden, er der også nogle særligt inspirerende makeuplook, som er værd at kigge nærmere på.
Skuespillerinde Lily Collins havde nemlig i bedste parisienne-stil valgt en dyb, rød og helt mat læbestift til at matche hendes smukke Met-kjole designet af Vera Wang. Ret beset var det makeupartist Fiona Stiles, der stod bag makeuplooket, og til både hud, øjne og læber brugte hun makeup fra Lancôme.
Til læberne var det således ‘L’Absolu Rouge Drama Matte Lipstick’ i farven ’196 French Touch’, hun havde brugt. Og for at give Lily Collins fine læber en smule mere dybde, havde hun lagt den lidt mere pink-røde ’82 Rouge Pigalle’ på midten af læberne. Et smart trick mange makeupartister benytter sig af.
Og med eller uden ekstra halv-avancerede tricks er vi er helt klar til at kopiere de røde, matte læber!