Mode

Anna Wintour giver sit bedste tip til jobsamtale-looket

- 11/03/2019

Amerikansk Vogues chefredaktør, Anna Wintour, besvarer tilfældige forbipasserendes spørgsmål, og her kommer hun blandt andet ind på Kardashian-familien samt sine bedste tips til jobsamtale-looket.

I konceptet ”Go Ask Anna” stopper amerikansk Vogue en række forbipasserende på gaden og spørger dem, hvad de ville spørge chefredaktøren Anna Wintour om.

Her taler vi altså om en af de mest magtfulde kvinder i modebranchen, og folkene på gaden må stille hende lige det spørgsmål, de vil.

Arbejder din hjerne også på højtryk lige nu for at finde ud af, hvad du ville spørge hende om?

Man kunne måske forestille sig, at de fleste ville bede den 69-årige Queen of Fashion om at forudse trends, røbe kendissernes stjernenykker eller endda afsløre Vogues næste forsidemodel.

Men nix.

I stedet bliver Anna Wintour spurgt om emner som Kardashian-familien, sit forhold til leggins og kønsopdelte garderober.

Læs også: Paris Fashion Week: De bedste streetstyle-looks.

Den første kvinde, der stoppes på gaden, spøger Anna Wintour, hvad hun synes om Karadashian-familiens stil.

”Man bliver nødt til at beundre, hvordan de har opbygget et imperium via deres personligheder og det kreative geni, som deres mor er. Kim er nok den af dem, der har ændret sig mest i forhold til den måde, hun klæder sig på. Personligt beundrer jeg den måde, hun er blevet mere minimalistisk i sin stil og en lille smule mere… tildækket”, siger Anna smilende. 

“Den Kardashian, som vi har haft mest at gøre med her på Vogue, er selvfølgelig Kendall Jenner. Folk troede ikke på, at hun ville holde, men jeg giver hende meget kredit for sin vedholdenhed i forhold til hendes succesfulde modelkarriere. Hun minder mig på mange måder om Linda Evangelista, som altid var glad for “bare” at være model. De andre piger på den tid ville også være skuespillerinder, entreprenører og tv-værter”, forklarer Anna.

Foto: MEGA

Kendall Jenner på catwalken under Milano Fashion Week i februar 2019.

Anna bliver desuden bedt om at give sine bedste tips til et jobsamtale-outfit på Vogue, og hvis der er en kvinde, vi gerne vil have stiltips fra, så er det Anna Wintour!

”Det er så interessant, hvordan folk kæder sig, når de kommer til en jobsamtale. Nogle gange føler man, at de har tøj på, som de lige har købt den samme morgen, og slet ikke noget, der passer til deres personlighed eller siger noget om, hvem de er. Det, jeg synes, alle skal huske på, lige meget om de er til samtale på Vogue eller alle andre steder, er, at det ikke er din garderobe, vi ansætter. Din garderobe kommer ikke til at gøre arbejdet for dig. Det handler om, hvem du er”, siger Anna, og det råd er hermed for evigt skrevet bag øret.

Foto: MEGA

Anna Wintour klæder sig i den grad efter sin personlighed.

Næste forbipasserende spørger Anna, hvad hun synes om leggins-trenden. ”Det er jo ikke den første gang i modens historie, at vi hylder leggins. Jeg kan bedst lide dem i sorte”, siger Anna, der dog bliver afbrudt af en mand i lokalet, som minder hende om ”et tilfælde med pink leggins i 1993”.

”Som jeg bar?”, spørger Anna, der humoristisk svarer ”Det var en fejl”, da manden bekræfter.

Anna Wintour er selvfølgelig bevidst om sin magtfulde stemme i modebranchen, og derfor jubler vi også, når hun tager vigtige emner op som kønsopdelte garderober og retten til at klæde sig, som man vil:

”Jeg synes ikke, mænd og kvinder skal have forskellige regler. Jeg synes, det er skønt, hvis en mand vælger at bære en kjole. Kvinder har lånt meget fra herregarderoben i meget lang tid. Jeg synes, grænserne skal overlappe, og vi burde hylde det”, siger Anna, og vi kunne ikke have sagt det bedre selv.

Foto: MEGA

Den mandlige skuespiller, Billy Porter, bar en kjole ved årets Oscar-uddeling.

Hvis du har lyst til at høre endnu mere til Anna Wintours besvarelser, kan du se hele videoen herunder.

Her kommer chefredaktøren i øvrigt ind på, hvordan modeugen og modeshows har ændret sig igennem tiden: