Amanda Borberg, 36 år. Kandidat i tekstildesign fra Det Kongelige Akademi. Medejer af taskebrandet Valiese og ejer af brandet Bellini Bikini. Hun har tidl. arbejdet som designer for Ganni i 6 år. Bor på Frederiksberg C med sin mand, Kevin Walter, der også arbejder med mode og design, samt parrets to døtre, Cleo og Edith.
Hver morgen prøver jeg at stå op, når vækkeuret ringer, og det lykkes omkring halvdelen af tiden, men jeg er en snoozer, og vi bor så tæt på min datters skole, at vi virkelig kan trække den. Men det betyder også, at jeg aldrig bliver et rigtig tjekket morgenmenneske, hvilket piner mig.
Den første kulturelle oplevelse, jeg kan huske, og som gjorde et reelt indtryk, var at se Madicken-filmene og den her skrappe pige og søsterforholdet mellem Madicken og Lisbeth. Det er også en ærlig børnefilm, og det har helt sikkert sat sig sammen med drømmen om det lange hår og tøjet. Hvem glemmer lusse-Mia?
Amanda Borberg
36 år. Kandidat i tekstildesign fra Det Kongelige Akademi. Medejer af taskebrandet Valiese og ejer af brandet Bellini Bikini. Hun har tidl. arbejdet som designer for Ganni i 6 år. Bor på Frederiksberg C med sin mand, Kevin Walter, der også arbejder med mode og design, samt parrets to døtre, Cleo og Edith.
Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg nok være blevet jurist. Det er hele min familie, så det har altid været min “fall-back-karriere”, og jeg tænker også, at det ville have været spændende. Jeg kom ind på designskolen i andet forsøg, og jeg havde det sådan, at det skulle være på Det Kongelige Akademi. Ellers gad jeg ikke. Så så havde jeg nok søgt jura.
Hvis Amanda ikke var kommet ind på Det Kongelige Akademi, var hun nok blevet jurist, som mange andre i hendes familie er.
En gadget jeg ikke kan leve uden, opdagede jeg forleden, er en power bank, som jeg ikke havde, men som nu er indkøbt.
I den sidste sms, jeg sendte, stod der “Jeg ved ikke, hvilken farve hun helst vil have, men hun er en small, og det kan sagtens nås til d. 13 !!”, og den var til min veninde Majs kæreste.
Den bedste gave, jeg for nylig har givet, var et par strømper fra Rom, som jeg forærede min kæreste. De er i silke og bordeaux, og han havde helt sikkert ikke selv valgt dem. Det er de bedste gaver.
Soveværelset er yndlingsrummet i lejligheden. Mest fordi det er så ufornuftigt stort.
Når jeg har brug for råd, ringer jeg til min bedste veninde, som kender mig ind og ud og kan se igennem det meste. Men hvis det handler om mit arbejde, så ringer jeg ofte den nogle af de veninder, jeg fik i 20’erne, som er 10 år ældre end mig og som derfor har et helt andet perspektiv, nu hvor deres børn er større, og de har været igennem mange flere til- og fravalg.
Når jeg har brug for inspiration, slukker jeg for alt. Jeg har intet problem med at være på og til rådighed hele tiden, men hvis jeg skal skabe noget nyt, er jeg nødt til at slukke for verden, ellers ender jeg med at være for påvirket af, hvad andre laver.
Mit forbillede er kvinder, der er ældre end mig, som har fundet ro og deres plads. De har fundet ud af, hvad de kan lide: at lave mad, havearbejde, deres karrierevej. Jeg synes, vi lever så skizofrent i min generation. Jeg har egentlig aldersangst, men alle siger jo, 40’erne er så nice, og at man er meget mere ligeglad og har fundet ro til at nyde tilværelsen. Det glæder jeg mig til. Lige nu har jeg følelsen af, at jeg stadig godt ville kunne nå at gøre noget andet med mit arbejdsliv, og det er lige dele fedt og angstprovokerende. Det skræmmende ved at blive ældre er, at jeg tror, jeg vil have følelsen af, at det så er for sent. Jeg går da og overvejer en gang imellem, om det her selvstændige liv er for mig. Det fylder så meget – også derhjemme og også i weekenderne. Nogle gange tænker jeg, om jeg skal have et arbejdsliv frem for en karriere. Og når jeg ser skolelærerne på min datters skole, der bare er så søde, får jeg også lyst til at gå den vej.
Sundhed for mig er en blanding af disciplin og løssluppenhed, og de er nødt til at sameksistere, før jeg føler mig i balance.
Kærlighed for mig er, noget roligt, loyalt og lidt specielt. At dele et liv uden hele tiden at skulle forklare sig selv, men bevæge sig i samme retning. Og måske også at få lov til at ændre sig, uden at den anden bliver overrasket over det.
Amanda står bag de populære Valiese-tasker.
En egenskab, jeg sætter stor pris på, er at tage sig tid. Det tænker jeg meget over for tiden i det her umuligt børnefamilie-setup. Der er ikke noget, der sker af sig selv, så at være generøs både med tid, sig selv og sine omgivelser, og uden at holde regnskab, det sætter jeg stor pris på.
Ærlighed er noget af det mest befriende. Og jeg tror ikke, vi er ærlige særlig meget. Vi putter med tingene og er overhøflige. Nogle gange, når nogen siger noget ærligt, tænker jeg “ej, sagde hun virkelig det?”, men det var jo det, hun mente!
Min livret lige nu er krabbeklør, rødgrød med fløde og hjemmelavet rosenis. Men alt er jo lækkert på den her tid af året, det er sværere i januar. Der ville jeg svare en fransk cassoulet, som er blevet en hofret.
Min yndlingsrestaurant er Piola Pastificio, som vi spiser på ofte, fordi den ligger lige nede om hjørnet fra vores lejlighed
De to ruller med stof fra Sahco har stået her i et år, fordi det er dyrere at få syet gardinerne, end det var at købe tekstilet. Men nu skal det være! Værket er fotokunst af Amandas veninde Emma og var en barselsgave.
Jeg vil gerne spise på Rochelle Canteen i London, og jeg vil generelt gerne tilbage til London. Jeg har boet der for mange år siden i samme område som restauranten, men ikke været der længe. Jeg fornemmer, at der sker noget i London efter mange års Brexit-tørke.
Når jeg har tømmermænd, vil jeg bare have noget sundt og friskt og meget af det. Jeg er virkelig sulten, når jeg har tømmermænd, men det har jeg sjældent, for jeg skal drikke ustyrligt meget for at få dem.
Skønhedsproduktet, jeg bruger igen og igen, er Saies ‘Dew Blush’ i farvet Bubblegum. Den er al hypen værd.
Den bubblegum-pink blush fra Saie er Amandas yndlingsmakeupprodukt.
På min materielle ønskeliste står gardiner, jeg skal have syet af noget Sahco-stof, jeg har købt for årevis siden. Det har stået så længe, fordi det er dyrere at få syet gardinerne, end det var at købe stoffet. Men nu skal det altså være. De skal hænge i vores soveværelse og på børnenes værelser.
Min hverdagsuniform består af er dressy sweatpants, vintage T-shirts eller T-shirts fra Bellini Bikini og trenchcoats. Bukserne må ikke blive for sporty, så synes jeg ikke, man kan gå med dem til hverdag, men jeg køber mange vintage på Ebay i forskellige farver og håber, de sidder rigtigt. Jeg bliver bare ikke en jeans-pige, selvom jeg synes, det ser så smart ud til andre.
Mit bedste køb nogensinde er nok et par Chanel-støvler, som bare ofte ender med at være dem, jeg vælger, og den slags køb sætter jeg virkelig pris på, selvom jeg aldrig kan regne det ud på forhånd.
I min taske er der altid et værre rod. Jeg bruger de store Valiese-tasker til hverdag, og der kan virkelig være meget skrammel i, og jeg er dårlig til at rydde op i dem. Nogle gange skifter jeg bare taske og starter forfra, og så står der halvtomme tasker med uvigtige ting rundt omkring.
Chanel-støvlerne er Amandas bedste køb gennem tiden. Hun bruger dem igen og igen.
Den bedste duft i verden er mine børns hår. Det er en slags urduft.
Den seneste ting jeg har købt, er nogle små Murano-glas i sort og hvid, som jeg købte i Rom i maj og som er meget yndige og lette.
Min yndlingsfarve er hindbærlyserød og dueblå, men helst ikke sammen.
Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er Sorrento, hvor jeg var for fem år siden. Den del af Italien har jeg ikke rejst meget i, men der var så meget gammel klasse og stil over de gamle hoteller, og vandet var vidunderligt. Vi mistede en bilnøgle til en lejebil i Pompeji, men udover det var det en god ferie.
Den bedste souvenir, Amanda har bragt hjem, er et oppusteligt badedyr fra Niki De Saint Phalles Tarothave i Toscana. Den har stået oppustet i familiens køkken de sidste fire år.
Favoritrummet i mit hjem er vores soveværelse, fordi det er ufornuftigt stort, men så dejligt og luftigt. I forhold til lejlighedens kvadratmeter er det lidt dårligt udnytte, men det er dejligt ufornuftigt.
Hvis mit hjem brændte, ville jeg (udover mennesker) redde min vielsesring, børnetegninger som jeg har i gamle sengetøjskasser og børnenes kreationer, som vi har hængene under hylderne i køkkenet.
Jeg sover helst længe, køligt og bedst i vores sommerhus, hvor der er mørkt og stille om natten. Men jeg sover godt de fleste steder.
Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem, er et oppusteligt badedyr, som vi købte i Niki De Saint Phalles Tarothave i Toscana, som vi var forbi for fire år tilbage. Den har stået oppustet i vores køkken siden, og jeg nænner ikke at fjerne den.
Den bedste bog jeg har læst, er ofte den seneste jeg har læst, medmindre den var dårlig. Men det var den ikke, det var Alice Walkers Farven Lilla, og den bør alle kvinder læse. På den lange bane er det nok en af Milan Kunderas romaner.
Hjemmet bærer præg af både børn og voksne. Her ligger Alice Walkers Farven Lilla, som Amanda synes, alle kvinder bør læse, sammen med stakke af aviser og farveblyanter.
En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Lord Snowdon. Lige nu har jeg øje på en auktion på Bukowskis af et Lord Snowdon-fotografi fra 1968, som hedder “Beluga Whales” og viser to hvide hvaler i omfavnelse.
En kunstner, jeg allerede har et værk af, er et lille fotografi af min veninde Emma, og jeg elsker det, fordi hun gav mig det, da min yngste datter blev født, og det hænger så fint og minder mig som den tid.
Jeg hører Maria Bethânia, og især hendes album Álibi, på repeat, fordi hendes musik gør mig så rolig og er et godt backdrop i hverdagslivet.
Min yndlingsfilm er ‘Stealing Beauty’. Den har den dér sjældne kvalitet af både at føles som en varm, italiensk sommerferie og som at bladre gennem et gammelt modemagasin fra 90’erne. Alt fra lyset over landskabet til tøjet, musikken og de små samtaler føles som en romantiseret erindring om en tid, jeg selv ville ønske, jeg havde været en del af som ung. En rigtig sommerfilm.
Den bedste podcastserie, jeg har hørt, er ‘On Being’ med Krista Tippett, som jeg har hørt igennem mange år og også med pauser, men jeg vender altid tilbage. Skal jeg nævne en enkeltstående episode af en podcast, så er ‘Chimamanda Ngozi Adichie and Zadie Smith on Race, Writing, and Relationships’ udgivet af The New York Library i 2015 en virkelig fin samtale mellem de to kvinder, og jeg har hørt den flere gange med års mellemrum.
Hvis hjemmet brændte, ville Amanda redde børnenes kreationer, der hænger rundt omkring.
Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, ville jeg skabe fred på jord, for hvad skal man ellers sige? Verdensfred, og mere lokalt, måske verdensro?
Det gør mig glad at være i vores sommerhus i Vejby uden nogle planer. At køre til vandet, bade og have gæster på terrassen om aftenen. Er det ikke bare det, man gerne vil?
Det gør mig vred, når min utålmodighed tager over. Og det gør den desværre ofte. Når jeg står i kø i en pakkeshop og folk ikke har fundet deres nummer frem, når det bliver deres tur, eller når man skal ud af et fly. Jeg får lyst til at råbe “kom nu, kom nu, kom nu!” Det er lidt et issue.
Jeg griner meget med mine venner, og de venner, der hænger mest fast, er også dem jeg også har det virkelig sjovt med. Jeg elsker selvironi og gode fortællere. Hvis jeg er i et selskab med nye personer, der formår det, er jeg altid tiltrukket af deres selskab.
I løbet af det næste år, vil jeg gerne forsvinde lidt ind i min egen verden. Forelske mig i nogle mærkelige steder og samle referencer uden egentlig grund. Jeg vil gerne bruge mere tid offline og lave noget langsommere, mere personligt.
Amanda i hjemmet på Frederiksberg.
