Direktør for Copenhagen Contemporary, Marie Laurberg, har arbejdet tæt med nogle af verdens største kunstnere og lært noget forskelligt af dem alle: tro på egen vision af Yayoi Kusama og ikke at tage kreative rammer for givet af Olafur Eliasson. Hun mener, at kreativitet er en livsenergi, drømmer om at bestige Kilimanjaro og sætter pris på evnen til at lade sig begejstre.
Hver morgen tager jeg havnebussen fra Nordhavn til Refshaleøen. Det er en vidunderlig måde at starte dagen på. At være tæt på havoverfladen og havnen med alt, hvad den rummer af store rustne kraner, svaner og edderfugle, ny arkitektur og historiske bygninger. Sejlturen er en pause, hvor jeg lader op og får en anden vinkel på det København, jeg elsker. Jeg nyder at arbejde i byen og særligt på Refshaleøen som er et kreativt åndehul, hvor byen stadig er åben for at blive formet af nye ideer, som kommer fra de kreative miljøer.
Marie Laurberg
47 år. Direktør for Copenhagen Contemporary. Bestyrelsesmedlem i Det Danske Filminstitut og Beckett-Fonden. Mag.art i Kunsthistorie og kulturvidenskab fra Københavns Universitet og Humboldt Universität i Berlin. Bor i Gentofte med sin mand, forlagsredaktør Martin Toft, og deres tre børn i alderen 9-14 år.
Den første kulturelle oplevelse, jeg kan huske, var som barn i 1980’erne at stå på min skole ude på gangen på række med alle de andre børn med hvert vores staffeli og malerkåbe på. Og så malede vi løs. Det føltes både sjovt og højtideligt. På en eller anden måde fik vi følelsen af at blive taget seriøst som skabende individer. Jeg mener, det er sindssygt vigtigt at understøtte børns skabertrang. Og jeg synes det er et stort tab at de kunstneriske dimensioner bliver nedprioriteret i vores skolesystem. Kunst og kultur er en afgørende kilde til livskvalitet. Derfor har vi på Copenhagen Contemporary søsat en kæmpe satsning på kreativitet, som går på tværs af udstillinger og undervisning til både skolebørn, voksne og virksomheder. Kreativitet er en livsenergi, og alle kan lære at blive mere kreative.
Værker af den thailandske kunstner Rirkrit Tiravanija og dansk-islandske Olafur Eliasson i bogreolen. Hunden i bogreolen er af den danske kunstner Esben Weile Kjær, som til august lancerer en rottetaske på CC i samarbejde med designeren Anne Sofie Madsen.
Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver i dag, ville jeg formentlig lave noget andet der minder meget om. Jeg faldt i samtidskunstens suppegryde, da jeg i begyndelsen af nullerne boede i Berlin og blev kuratorassistent på udstillingsstedet KW. Det var på det tidspunkt bindeleddet mellem byens kunstscene og den globale samtidskunst. Kombinationen af avantgardekunst og et innovativt internationalt miljø gjorde, at det for mig var kærlighed ved første blik. Selvom det også var benhårdt. Jeg husker levende en s-togtur med den mexicanske kunstner Teresa Margolles, der midt imellem de andre passagerer trak sit nyeste kunstværk frem – en kæmpe dolk indsmurt i menneskeblod. Også Susan Sonntag var del af stedets inderkreds. Jeg befinder mig godt med at være meget aktiv, og jeg kan godt lide at bygge noget op. Om det er en stor udstilling, en ny afdeling i en organisation, et nyt forretningsområde eller et talentprogram for at fremme unge kunstneres karrieremuligheder i udlandet – som vi gør aktuelt med det nye talentprogram CC Horizon, hvor vi hjælper danske kunstnere med at udvikle og udstille værker af international kaliber. Jeg får generelt mange ideer og er god til at se muligheder. Derfor har det været enormt vigtigt for mig at finde en bæredygtig måde at arbejde på. Hvor pause og restitution får nok plads, så kroppen og sjælen kan nå at følge med.
En gadget jeg ikke kan leve uden, er min telefon. Men med mottoet mindre scrolling, mere forbindelse.
“Jeg har været så heldig at få lov at arbejde tæt sammen med nogle af de allerstørste kunstnere. Og jeg har lært noget væsentligt af dem alle: Yayoi Kusama er et menneske, der er opfyldt af en ekstremt stærk tro på sin egen vision. Af Olafur Eliasson har jeg lært noget om kreativitet i form af ikke at tage rammerne for givet”
I den sidste sms, jeg sendte, stod der grazias! og den var til Marta Minujín, den store argentinske popkunstner, som vi udstillede på CC for nogle år siden. Marta er en person, der kommer ind i dit liv for at blive. En formidabel excentriker.
Den bedste gave jeg for nylig har fået, var de frø/monsterhoveder i keramik, som mine børn havde lavet til min fødselsdag.
Når jeg har brug for råd, ringer jeg til mange forskellige mennesker afhængigt af emnet. Men min mand er nok øverst på listen.
Værket til venstre fik Marie af den amerikanske kunstner Tom Sachs ifm. en talk, hun satte op med ham på Louisiana for år tilbage. Lige inden talken, satte Tom sin powerbank i computeren og trykkede på en forkert knap, der fik hele præsentationen til at crashe. Da talken var ovre, skrev han “Fuck this thing” på selvsamme powerbank og forærede den til Marie. Nu hænger den i hendes stue ved siden af en gouache fra Marc Chagall og El Lizzitskys kunstskole i den russiske by Vitebsk fra starten af 1920’erne.
Når jeg har brug for inspiration, starter jeg med at skabe plads til det nye. Man er nødt til at forvandle sig til et hvidt stykke papir, som ideerne kan lande på. Jeg rydder op og rydder ud, fysisk og mentalt. Og når tomrummet først er der, så suger det ny inspiration til sig. Det sker nærmest helt af sig selv.
Mit forbillede er ikke en enkel person. Jeg har været så heldig at få lov at arbejde tæt sammen med nogle af de allerstørste kunstnere. Og jeg har lært noget væsentligt af dem alle: Yayoi Kusama er et menneske, der er opfyldt af en ekstremt stærk tro på sin egen vision. Af Olafur Eliasson har jeg lært noget om kreativitet i form af ikke at tage rammerne for givet. Laurie Anderson inspirerer ved sin frihed. Katharina Grosse er en kvinde, der i sit værk virkelig tør tage plads uden at frygte for meget for repressalierne. Enormt kreative og begavede mennesker som på hver sin måde tilfører verden noget helt unikt. Et stort personligt forbillede inden for musik er Björk, der som komponist, sanger og artist har flyttet den elektroniske musik et helt nyt sted hen – og som forener en punk attitude og et enormt ambitionsniveau på en måde, der er vildt inspirerende. Hun er en kreativ urkraft, som har inspireret mig gennem hele min ungdom, og som det længe har været en stor drøm for mig at arbejde sammen med. Og vi ved jo, at drømme kan gå i opfyldelse.
Kærlighed for mig er selve meningen med livet. Hverken mere eller mindre.
En egenskab, jeg sætter stor pris på, er evnen til at lade sig begejstre. Over kunst, musik, mad, mennesker, over drømme der gik i opfyldelse, over at der findes myrer og træer. Over alt!
Ærlighed er noget man kan være heldig at få fra mennesker, der kender én meget godt. Jeg er så heldig at jeg har venner i mit liv, som jeg har kendt i 20-25 år. Der har man altså at gøre med mennesker, der vil fortælle én tingene som de er. Det er virkelig godt.
“Det er på mine rejser verden åbner sig og nye muligheder opstår. Opgaven er at holde mulighedsrummet åbent, når man kommer hjem. Så vi er med til at gøre verden større for de mennesker, der besøger vores udstillinger”
I mit køleskab er der altid masser af grøntsager. Jeg elsker at lave mad, og det er en interesse, som jeg har genfundet efter at mine børn er blevet lidt større. Især i hverdagen efter en lang arbejdsdag nyder jeg at stå i køkkenet og høre en god podcast, imens jeg frembringer noget spiseligt. Den seneste tid har jeg eksperimenteret med at lave vegetarisk mad, mest af alt fordi det giver grobund for mere variation i ingredienser og smage for mig. Nogle simple retter udvikler jeg selv – haricots verts med en god olie og store mængder karse er en personlig klassiker – og jeg synes der kan være en stor luksus i bare at købe nogle gode svampe, som der ikke skal ske så meget med. Men som regel bruger jeg kogebøger for at få ny inspiration – for tiden er det ”Den mad vi spiser” og ”Tolv langborde” af Helene Forchhammer.
Min yndlingsrestaurant er hemmelig, for det er der, jeg spiser romantisk middag med min mand, og så vil jeg ikke møde andre. Men Bottega Barlie er en favorit for god stemning og en hurtig bid mad med veninder. Jeg elsker det asiatiske køkken og nyder at komme på den lille familierestaurant Hidden Dimsum på Nytorv. Og på det seneste har jeg også været glad for Omar på Nørrebro.
Marie nyder at lave mad hver dag. Det gjorde hun ikke for få år siden, da hendes børn var små, men nu, hvor de er blevet større, er det en fornøjelse igen. Hun laver meget vegetarisk mad, fordi hun synes, smagene er mere varierede og bruger gerne kogebøger af Helene Forchhammer.
Jeg vil gerne spise på toppen af Kilimanjaro i Tanzania – hvilket betyder at mere end nogen restaurant, drømmer jeg om at gennemføre turen til Afrikas højeste bjerg. Tænk at gå gennem regnskov og tropisk bjerglandskab til en bjergtop og spise dér, omgivet af store gletsjere. Efter at have besøgt nabolandet Kenya er jeg blevet dybt fascineret af Østafrikas storslåede, frodige og dyrerige natur.
Når jeg har tømmermænd … Nej, jeg er et sted i mit liv, hvor jeg bare ikke har tømmermænd. Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg har festet mere end rigeligt, da jeg var i 20’erne. Dengang var kuren en döner kebab og en film med høj production value. I dag nyder jeg mine weekendmorgener med en virkelig god kop kaffe, Martins hjemmebagte brød og god tid til at morgenhygge med mine unger.
Skønhedsproduktet jeg bruger igen og igen, er en ansigtscreme fra Rudolph Care med SPF 50. Og så elsker jeg ‘Aroma Therapy’-bodylotion fra Tromborg, som dufter helt vidunderligt. De to ting plus mascara udgør mere eller mindre hele min skønhedsrutine. Hvis jeg finder noget på den front, som fungerer for mig, skifter jeg det ikke ud.
Oppefra: Værk af Cecilia Fiona lavet særligt som julegave til alle medarbejdere på Copenhagen Contemporary og derunder en unik akvarel af den franske kunstner Laure Prouvost med et par bryster og en appelsin. For Marie handler værket om at følge sit hjerte og sin intuition.
Min personlige stil er præget af de mange gode designere vi har i København. Jeg er relativt høj, så jeg kan sjældent passe noget, der er designet syd for Hamborg – og derudover vil jeg gerne støtte byens kreative miljø. Jeg kan godt lide den cool minimalisme hos MKDT Studio, de gode skjorter og jeans hos Baum und Pferdgarten og det smukke håndværk hos Cecilie Bahnsen. Fordi jeg er æstetisk nysgerrig, har jeg tidligere været forfalden til at købe tøj af ren fascination – som en mærkelig skulptur, der kun hænger i skabet. I dag køber jeg mere bæredygtigt: færre og bedre stykker tøj, som jeg har tænkt mig at gå rigtig meget i.
I min taske er der altid mit pas. Så jeg aldrig glemmer det. Mit arbejde handler om at bringe det bedste fra den globale kunstscene til København, og man kommer ikke udenom, at det personlige møde er og bliver det bedste udgangspunkt for et inspireret samarbejde. Kunstverdenen er meget social, og mit arbejde er drevet af tætte venskaber med kunstnere, gallerister og museumsfolk i hele verden. Det er på mine rejser verden åbner sig og nye muligheder opstår. Opgaven er at holde mulighedsrummet åbent, når man kommer hjem. Så vi er med til at gøre verden større for de mennesker, der besøger vores udstillinger.
Den bedste duft i verden er duften af mine børn. Jeg er sådan en bjørnemor der går og snuser til deres hår. Heldigvis bærer de over med mig.
Byen, jeg ikke kan vente på at komme tilbage til, er Paris. Berlin er mit andet hjem, hvor jeg kommer meget ofte. Byens rå græsrodsmiljø er rykket længere ud i periferierne, men der bor stadig mange fantastiske kunstnere i byen. Og der har været et generationsskifte på nogle af de store kunstmuseer, så der bliver blæst nyt liv ind i dem, det har været forfriskende. Paris er byen jeg glæder mig til at vende tilbage til igen og igen for dens storslåede æstetik og sanselighed. Og så er Paris i de senere år blevet en reel destination for samtidskunst med mange ambitiøse udstillingssteder og gallerier: Lafayette Anticipations, Bourse de la Commerce, Galerie Mennour og gallerikvarteret Komunuma hvor min gode ven Fabienne Leclerc driver galleri.
Maries mand har for nylig bygget en overdækket terrasse i familiens have i Gentofte. De kalder den Peggy Guggenheim efter museet i Venedig, som rummer en af Europas fineste samlinger af surrealisme. Marie dyrker kontrasterne mellem Refshaleøens rå byrum og de mange storbyrejser og møder, der følger med at arbejde i samtidskunstens centrum, og det grønne åndehul i hjemmet, hvor roen findes.
Favoritrummet i mit hjem er min have om sommeren – jeg foretrækker at være ude, og huset er som et stort skab, hvor jeg henter ting. Jeg har fået en overdækket terrasse, som vi kalder Peggy Guggenheim. Den rummer en stor sofa. Så nu kan jeg også være udenfor, når det regner.
Hvis mit hjem brændte, ville jeg (udover mennesker) redde ingenting. Jeg ville redde min familie, og så ville jeg låne min nabos telefon og ringe til brandvæsenet. Jeg er glad for mine ting, men mere betyder de faktisk ikke.
Jeg sover generelt virkelig godt. Med alderen er det jo et flex faktisk at kunne sove. Og det er simpelthen bare noget, jeg er god til. Selv da jeg for nyligt var i Kenya og overnattede i en lille lerhytte i en Masai-landsby, sov jeg udmærket. Omvendt betyder det også, at hvis jeg i en periode sover meget dårligt, så er det et klart tegn på, at der er et problem, jeg skal tage alvorligt og se at få gjort noget ved. Generelt er jeg med tiden blevet bedre til at lytte til min krop.
“Laure Prouvost sendte mig for nogle år siden en akvarel med et par bryster og en appelsin. For mig handler værket om at følge sit hjerte, sin intuition. Det kan lyde som en kliché, men det giver absolut mening, hvis man som jeg til tider har prøvet mest at følge sit hoved.”
Den bedste souvenir, jeg har bragt hjem, er en særlig fingerring med månesten, sat som to store blomster. Den er købt af en marokkansk sølvsmed som har butik i bymuren i Essaouira. Alle smykkerne er unikke. Så den er helt sin egen. Jeg har mange ting i mit hjem, som jeg har købt på rejser. Jeg kan godt lide at være omgivet af ting, der fortæller en historie og minder mig om spændende steder, jeg har besøgt med min familie og nære venner. Det giver mig en stor glæde. Generelt investerer jeg mere i oplevelser end i ting.
Den bedste bog jeg har læst for nyligt, er Miranda Julys På alle fire. Virkelig vild bog. Om at være midt i livet, om forventninger og frihedstrang. Jeg læser også Rachel Cusk, Omrids er en fantastisk bog om livsvalg og de møder, der former os. Og så læser jeg alt hvad Chimamanda Ngozi Adichie udgiver. Hun er en ekstremt stærk stemme både som forfatter og værdidebattør.
Værket af Cathrine Raben Davidsen hænger under de små murstensvinduer, som husets arkitekt fik sat i, da han tegnede det som sin personlige familiebolig. Arkitektfamilien var husets eneste hidtidige ejer, da Marie og hendes familie overtog det for ti år siden, og alle de oprindelige detaljer fra 1950’erne er derfor bevaret i dag.
En kunstner, jeg ville ønske hang på min væg, er Camille Henrot, som vi viser på CC netop nu. Hun har en enorm elegance og humor i sine værker, som altid løfter mig op. Hendes tegninger af dyr er lette og bidske. Jeg har fulgt hendes værker i mere end et årti, og det er en kæmpe glæde, at vi nu kan præsentere hendes mest omfattende udstilling i et årti på CC.
En kunstner, jeg allerede har et værk af, er Cathrine Raben Davidsen, og jeg elsker det fordi hendes kunstneriske stil er båret af en eminent personlig fornemmelse for det maleriske håndværk, og så tør hun tage fat på noget meget tungt, klassisk stof. Maleriet forestiller Daphne, nymfen der under sin flugt fra guden Apollon forvandles til et laurbærtræ. Hun er skildret i et stadie af transformation. Hvert enkelt abstrakt område i maleriet er som et landskab, øjet kan forsvinde ind i. Jeg har mange kunstværker af mennesker, jeg kender personligt eller har arbejdet tæt sammen med. Laure Prouvost sendte mig for nogle år siden en akvarel med et par bryster og en appelsin. For mig handler værket om at følge sit hjerte, sin intuition. Det kan lyde som en kliché, men det giver absolut mening, hvis man som jeg til tider har prøvet mest at følge sit hoved. Dårlig idé. Så hvert enkelt billede eller skulptur rummer sin egen historie. Det er som en samtale, der aldrig slutter.
Jeg hører Björk på repeat, fordi det slår mig, hvor stærkt og unikt et bidrag til musikhistorien og kulturhistorien, hun har skabt. Fusionen mellem elektronisk musik og bioæstetik i hendes musik har været langt forud for sin tid og er et æstetisk mix som mange unge billedkunstnere bevæger sig i i dag.
Min yndlingsfilm er stadig Stranger than Paradise af Jim Jarmusch. Jeg elsker film, der taler i billeder og stemninger. Af samme grund har Sofia Coppolas film også altid inspireret mig. Det meste foregår i mellemrummene og det usagte.
Hvis jeg kunne lave en forandring i verden, så ville jeg sørge for, at det var de store fredsmæglere, som stod i spidsen for den globale verdensorden. Sande visionære, som forstår at bygge bro, og som kan skabe opbakning til bæredygtige fremtidsscenarier til gavn for både mennesker og de større økosystemer. Vi må huske, at vi udover de mest primitive instinkter rummer stor fantasi og skaberevne.
Marie er glad for dansk design og mener også, det har en særlig værdi, at hun bærer danske brands, når hun rejser ud i verden ifm. kunsten. Her er det skjorter fra Baum und Pferdgarten og Henrik Vibskov.
Det gør mig glad at se mine børn vokse op, folde sig ud og forme deres egne drømme.
Det gør mig vred at der tilsyneladende er så lang vej frem til at finde fælles løsninger på de store konflikter og kriser i vores samtid.
Min yndlingsfarve findes ikke. Jeg snupper hele regnbuen.
Jeg griner af mange forskellige ting: af misforståelser, af vittighedstegninger i The New Yorker og af min venindes fotografi af en fransk madonna og barnet skulptur, hvor baby-Jesus har været udsat for det værste restaureringsarbejde, verden har set – han ligner faktisk mest af alt en kålorm.
I løbet af det næste år vil jeg holde flere middagsselskaber. Det er faktisk mit nytårsforsæt for i år. Det hænger sammen med min genopdagede glæde ved at lave mad og et stort behov for at være mere sammen med både gamle og nye venner. Efter mange år, hvor hjemmet har været fyldt med mange små børn og mit sociale liv mest blev levet på udebane, er det blevet tid til at invitere mere indenfor.
Ringene, der ligger i porcelæn af Effie Hegermann-Lindencrone, er fundet på rejser. Den ene er en fingerring med månesten, sat som to store blomster. Den er købt af en marokkansk sølvsmed som har butik i bymuren i Essaouira. Ørenringene er fra Kinraden. Halskæden i akvamarin er fra Monies.
