Identitet

Ellen Hillingsø om sin barndom: “I skolen kunne jeg godt få følelsen af at fylde for meget”

- 12/10/2026

Ellen Hillingsø voksede op på den lille vej, Parkvænget, i Charlottenlund, hvor børnene legede frit mellem rækkehusene, cyklede gennem kvarteret og først kom hjem, når gadelygterne blev tændt. Her fandt hun tidligt den bevægelse, fantasi og nysgerrighed, der stadig driver hende i dag – både som menneske og som skuespiller. For 18 år siden vendte skuespilleren tilbage til barndommens vej for at give sine egne børn den samme frihed, fællesskabsfølelse og oplevelse af, at verden begynder lige uden for hoveddøren.

Jeg har et tydeligt barndomsminde af at stå ved vinduet på mit børneværelse og kigge over på genboens familie sidde på trappen foran deres hoveddør. Det så altid hyggeligt ud, når de sad der sammen, familien Jacobsen og deres hund, en Kleiner münsterländer, der hed Puk. Måske manifesterede jeg, at jeg en dag gerne selv ville sidde der, i hvert fald købte min mand og jeg rækkehuset for 18 år siden. Det var nu lidt tilfældigt. Vi havde solgt vores lejlighed lige inden finanskrisen og boede hjemme hos mine forældre, mens vi ledte efter et nyt hjem, da huset over for blev sat til salg. Min mor insisterede på, at vi skulle gå over at se på det. Vi forelskede os og købte det ret hurtigt. Så nu har jeg boet overfor mit barndomshjem i det meste af mine børns opvækst.   

“Jeg kan tydeligt huske, at vi var ude på vejen, da min mor en aften åbnede døren og råbte: ”Elvis er død.” Det var den 16. august 1977. En lys aften”

Jeg var det, man kaldte et nøglebarn. Jeg havde husnøglen om halsen og låste mig selv ind, når jeg kom hjem fra skole. Mine forældre var for det meste på arbejde, så jeg smed skoletasken og løb ud på vejen og legede med de andre børn. Parkvænget er en lille gade med murstensrækkehuse fra 1930’erne og en masse paradisæbletræer, der blomstrer i midten af maj. Når man kigger ned ad vejen, kan man for enden se den røde låge, der tegner indgangen til Charlottenlund Skov. Det var en imødekommende og hyggelig vej og altså legeplads for kvarterets børn. Vi var mange børn – måske 30 – i alle aldre, der mødtes på kryds og tværs og legede sammen. Vi spillede rundbold midt på vejen, jeg var altid opkaster, for det elskede jeg at være. Vi legede krig, hvor vi tegnede hver vores land op på vejen med kridt, og vi stod på rulleskøjter. Jeg kan tydeligt huske, at vi var ude på vejen, da min mor en aften åbnede døren og råbte: ”Elvis er død.” Det var den 16. august 1977. En lys aften. Om foråret og sommeren, løb vi ud og legede igen efter aftensmaden og fik at vide, at vi skulle være hjemme, når gadelygterne blev tændt.  

Foto: Sissel Abel

Vi løb ind og ud af hinandens huse og haver, spiste middag hos hinanden og hang på gaden. Man gik bare derud, man behøvede ikke at have en aftale. Nogle gange piftede man, så vidste de andre, at man var derude. Hvis ikke vi havde gang i en leg, så cyklede vi rundt i kvarteret i flere timer i træk. Min veninde Karin var lidt varm på Lasse, der boede oppe på Viggo Rothes Vej, så nogle gange kørte vi derop og så på ham ligge ved en garage sammen med Thomas. Vi sad der i timevis, så Karin kunne kigge på Lasse. Min mor stod ofte ved havelågen og snakkede med naboerne. Der herskede et godt fællesskab, også blandt de voksne. Det er der faktisk stadig her på vejen. 

I skolen kunne jeg godt få følelsen af at fylde for meget. Jeg lærte at læse og skrive lidt sent, fordi jeg havde svært ved at sidde stille. Jeg var et kreativt barn og ville hellere udfolde mig på andre måder – jeg kom så efter det boglige senere hen. Men jeg følte mig aldrig forkert på min barndomsvej. Nej, det var fantastisk for mig at have den vej. Vi gik jo ikke nødvendigvis i skole sammen, men vi havde et helt særligt fællesskab, hvor der var plads til alle. Jeg synes, det er synd for børn i dag, at de ikke har sådan en barndom.  

Hele min barndom foregik i bevægelse. Altid i bevægelse. Jeg stod på hænder og slog vejrmøller. Min bror spillede fodbold i haven. Vi cyklede til svømning oppe i Kildeskovshallen. Jeg gik søndagstur med min far ned gennem skoven ned til bageren ved Charlottenlund Station, og jeg kan stadig huske, at min hånd var så lille, at han måtte holde rundt om den. Så gik vi hånd i hånd, og han fortalte mig om de film, han havde set, og jeg om, hvad jeg havde oplevet. Min far var fantastisk til at svare på spørgsmål. Jeg var enormt nysgerrig, og han tog sig tid til at svare. Det har jeg taget med i min egen børneopdragelse. Man skal ikke lukke ned for børns nysgerrighed. Man skal hoppe med på eventyret, svare, undersøge og slå op.  

Det er ikke kun som barn, at jeg var i bevægelse. Når jeg tænker over det, så er jeg altid i bevægelse. Jeg småløber altid. Op og ned ad trapper, frem og tilbage. Jeg sætter pris på følelsen af at være i flow. Ligesom da jeg var barn og bare legede og legede. Blev ved og ved. Og brugte min fantasi. Det er den samme følelse, jeg stadig søger, når jeg arbejder. Når jeg er på optagelser, står på en scene eller øver mig herhjemme. Det er fantastisk at være helt fordybet i noget. Så tiden forsvinder. At teksten og jeg leger. Det er noget, jeg efterstræber i mit liv generelt. At spille tennis i timevis eller danse hele natten. Jeg er virkelig vild med det flow.  

Foto: Sissel Abel

Jeg er vokset op i et hjem som nogle ville sige var præget af klassisk dannelse. Vi bad aftenbøn, når vi blev puttet. Det husker jeg som et fint og vigtigt lille ritual. Troende er et stort ord, men der har altid været en form for spiritualitet i mit liv Men det var også et afslappet hjem. Min far var soldat, og man skulle tro, at fordi han arbejdede i militæret, så var hjemmet styret af kæft, trit og retning, men sådan var det ikke. Mine forældre var ikke skrappe. Vi skulle spise og opføre os ordentligt og være høflige, men det var ikke en gammeldags og stiv opdragelse.  

Det var et livligt hus, ofte fuldt af gæster, mens min bror og jeg skændtes, som søskende nu gør. Nej, der blev ikke holdt på formerne. Min far arbejdede altid, og han gik rundt i kampuniform, og det var ikke så fedt i 70’erne. Der blev råbt fascist efter ham nede i Irma. Han havde også mange ophedede politiske diskussioner med de andre voksne på vejen, som var mere røde end ham. Det hyggede de sig alle sammen med. Min mor tilbragte også meget tid på sit arbejde i Nordisk Boghandel. Der blev læst masser af bøger og aviser derhjemme. Og hørt musik. Vi var tit i biografen. Jeg tror, jeg var otte, da jeg så Dr. Strangelove for første gang, og jeg har set alle tidens krigsfilm. Vi gik på kunstudstillinger. Jeg plagede altid min mor om at komme på en udstilling – allerede som barn. Jeg har altid elsket kunst. Altid, altid elsket det. Jeg kunne ikke få nok. På mit børneværelse hang der en plakat med Pieter Bruegel den ældres (berømt flamsk maler, red.) maleri ’Jægere i sneen’ fra 1500-tallet. Senere fik min mor arbejde som dansk agent hos det engelske auktionshus Christies. Kunst har altid været en stor del af mit liv.  

“Når jeg tænker på den frihed, jeg havde som barn, den enorme radius, vi kunne udfolde os på – at cykle op til Kildeskovshallen, løbe ind i skoven, stå på skøjter på søen – så var det et enormt frit liv”

At jeg endte med at blive skuespiller, var min egen idé. Jeg var et kreativt barn. For eksempel stod jeg foran spejlet på badeværelset og lavede forskellige figurere med mit hår, og spillede så de forskellige karakterer, der opstod. Efter skoletid gik jeg i en slags SFO, som min mor og nogle af de andre mødre, som også arbejdede, fik stablet på benene, og der lavede vi meget teater. Det fangede mig allerede dengang og føltes på en eller anden måde som mit livskald.  

Vi rejste aldrig til udlandet, da jeg var barn. Om sommeren boede vi i en måned hos mine mormor og morfar på Fyn og to uger hos min farmor og farfar i Jylland. Min far arbejdede nok, men det husker jeg ikke, for legen fortsatte bare, i stedet legede jeg med mine kusiner. Da vi kom hjem igen, var der stor gensynsglæde med de andre børn på vejen. Nogle havde fået lyst hår, andre var vokset 10 centimeter. Jeg husker også den særlige duft af hjem i vores entré, når jeg kom ind ad døren efter den lange ferie. Der duftede af tør halm, fordi min forældre havde sivmåtter liggende der. 

Foto: Sissel Abel

Jeg havde aldrig en plan om at flytte tilbage igen, men det har givet så meget mening at bo over for mine forældre – hvor har vores børn løbet frem og tilbage. Det har været vidunderligt. Da vi købte huset, var det også fordi, jeg gerne ville give mine børn den samme opvækst, jeg havde haft. Men der var ikke leg på vejen, da vi flyttede hertil igen – der var så heller ikke så mange børn i kvarteret længere. Jeg troede jo, at vi bare kunne åbne døren, og så løb børnene ud og legede. Som vi selv gjorde. Når jeg tænker på den frihed, jeg havde som barn, den enorme radius, vi kunne udfolde os på – at cykle op til Kildeskovshallen, løbe ind i skoven, stå på skøjter på søen – så var det et enormt frit liv. Men det havde forandret sig op gennem 00’erne, børnene blev i højere grad inden for eller i haven, og vi forældre ønskede jo også at være tættere på vores børn. Jeg har i modsætning til mine forældre, tilbragt adskillige kolde vintertimer over på kælkebakken i skoven, mens mine børn kælkede.  

Mine forældre er lige flyttet ud af huset til en mindre lejlighed, og de savner deres vej. Vi løber også rundt i et tomt hus, efter vores børn er flyttet hjemmefra, så vi skal nok også snart flytte herfra. Jeg har lidt den samme følelse som Romeo i ’Romeo og Julie’, hvor han siger: ”Der er ingen verden uden Verona.” Men det er der jo. Det handler bare om at skabe den særlige plet på jord igen et andet sted. 

Læs ogå

Andrea Elisabeth Rudolph: “Jeg har aldrig drømt om en stor virksomhed, men jeg har drømt om at skabe en familie”