Den største fortælling

DET ER SNART 20 år siden, at jeg fik øje på noget, som ingen præster, så vidt jeg ved, har fået øje på i min levetid. Heller ikke min far eller min bedstefar, der også var præster. Det er meget store ord at tage i munden, men tilfældigvis snublede jeg en mørk novemberdag for længe siden ind i en helt særlig erkendelse: Det er ikke tilfældigt, at kirkeårets evangelietekster kommer i den rækkefølge, som de gør. Der er rent faktisk nogen, der har tænkt grundigt over, hvad vi skal høre hver eneste søndag i løbet af et år. 

Inden jeg forstod dét, prædikede jeg over teksterne som alle andre. Jeg prøvede hver gang at finde ud af, hvad jeg kunne sige om den specifikke tekst. Traditionen blandt præster herhjemme er, at man trækker et tema frem, for eksempel: ‘Hvad er barmhjertighed?’ Man tager måske udgangspunkt i en roman, man har læst, en film man lige har set eller hiver noget frem, som Løgstrup eller en anden stor filosof har sagt. 

Det er der mange præster, der gør fremragende, men den novemberdag fandt jeg en gylden nøgle, der åbnede en helt ny indsigt for mig, da jeg forstod, at det enkelte søndagsevangelium er et lillebitte brudstykke af en større fortælling, og at man ved at være opmærksom vil opdage, at hver søndagsprædiken med hver sine pointer lægger sig i forlængelse af hinanden som perler på en snor. 

SIDEN DET GIK op for mig, er folk væltet ind i kirken. For tiden er vi ved at få nye bænke i Sankt Pauls kirke, fordi de gamle er blevet siddet i stykker. Der kommer folk fra hele landet, og de kommer ikke, fordi jeg er et kendt ansigt, men fordi de gerne vil forstå kristendommen på et dybere og mere voksent plan. 

Foto: Dennis Morton

Folk kommer, fordi de bliver suget ind i Den største fortælling, som jeg også har valgt som undertitlen på min nye bog. Det er fortællingen om, hvad kristendom er, og jeg behøver ikke selv at få på en masse begavede idéer til søndagens evangelium. Jeg kan nøjes med at kigge på teksten og spørge: “Hvad vil du os nu, Jesus?” 

Evangelium betyder ‘glædeligt budskab’, så jeg kan altid regne med, at Jesus vil min glæde, også selvom han er meget vred. Det har i sig selv været en nøgle for mig. Fordi jeg ved, at han vil min glæde, bliver det et udgangspunkt til at forstå tekstens budskab. Jeg har siden fundet ud af, at når han er allermest vred, så er det ofte, fordi det er så svært at overbevise os om, at vi skal tænke helt anderledes, end vi plejer. 

“Når vi pludselig bliver ramt af noget, der bliver sagt, forbinder det os ikke bare med vores tipoldemor, men vores tiptiptiptiptiptiptiptiptiptipoldemor, der engang har siddet dér og spejlet sig i de selvsamme ord”

Det hele hænger sammen i en samlet fortælling. Dén indsigt er jeg stadig fuldkommen overrumplet af, men det er dét, der har lokket mennesker til kirken, søndag efter søndag, i 2.000 år. Når vi pludselig bliver ramt af noget, der bliver sagt, forbinder det os ikke bare med vores tipoldemor, men vores tiptiptiptiptiptiptiptiptiptipoldemor, der engang har siddet dér og spejlet sig i de selvsamme ord. 

Det er kristendommen i dens dybeste indsigter, som vi ikke kan sige os selv. Om frygt og tvivl og kærlighed og tilgivelse. Om at være menneske, simpelthen. 

Frygt

JESUS SIGER IGEN og igen: “Frygt ikke, for frygt skaber dårligdom i os og forpurrer vores relation til andre mennesker.” Han forstår, at ens frygt sjældent kun angår en selv. Hvis man er bange for noget, smitter det af på, hvordan man er sammen med sine omgivelser og medmennesker. 

Det er meget ofte dine egne tanker og tankegang, der står i vejen for din glæde. Tænk bare på alle de bekymringer, du har haft i dit liv, som ikke er blevet til noget, men som ødelagde gode dage og timer. 

Det gælder både i det store og i det små. Mange kender til at have ferie eller bare god tid, for eksempel hvis man ligger syg derhjemme, og selvom man burde ligge og tænke på ingenting, kommer man pludselig i tanke om den veninde, man havde engang, som faktisk var rigtig tarvelig. Eller på den mor, der døde for snart 100 år siden, og som man havde et elendigt forhold til.  

Der dukker alle mulige uvelkomne, fortidige oplevelser op, og det er sjældent det lykkelige og glade, der opfylder en i de stunder. I stedet er det meget ofte de mørke minder, som nærmest kan være identitetsbærende i ens liv. Man tænker: “Jeg er sådan en, der har svært ved at vise tillid, fordi min mor gjorde sådan.” Eller: “Jeg tør ikke kaste mig ud i nye ting, fordi mine klassekammerater var så lede ved mig dengang.” 

Det er meget almindeligt at have alle mulige fortællinger om sig selv og sit liv. Det har vi allesammen, for det bliver en måde at forsøge at skabe en smule orden i, hvorfor vi er, som vi er, og hvorfor modgang overgår os. Men hvad nu, hvis du i virkeligheden fastholder dig selv i et mørke? Hvis du kunne slippe mørket, så du får mod til at lægge nogle ting bag dig og se dig selv på en anden, nyere og friere måde? Så du får mod til at tro, at det først og fremmest vil være glæde, der venter dig?

Foto: Dennis Morton

Selvom det kan føles som det vigtigste i verden, så er der faktisk ikke nogen god grund til at bruge tid på den der dårlige kæreste, du havde engang – heller ikke selvom du har haft tre af dem. Lad ikke dårlige minder lægge et låg på, hvordan din fremtid skal være. Det er det, Jesus prøver at lære os, når han igen og igen siger: “Frygt ikke.” 

JEG HAR HAFT mange nye kirkegængere igennem tiden, især mange unge, der ihærdigt prøver at finde glæden ved at tro. De vil så frygteligt gerne have et personligt forhold til kristendommen, men finder det svært at overgive sig. Jeg tror, det er meget vigtigt at forstå: Du behøver ikke at tro på Gud for at gå i kirke. 

Man behøver heller ikke at begynde i det helt store med evigheden og ens egen plads i universet. Man behøver ikke at lægge ud med at folde hænderne i bøn hver aften. Nej, begynd med at lytte til, hvad Jesus siger. 

For eksempel når han snakker om, at omvendelse er at vende sin tanke på en ny måde. Måske endda helt om. Som den søn, der har ødslet sin arv væk, har mistet alt og sidder helt magtesløs uden noget som helst tilbage i sit liv, men pludselig slipper selvmedlidenheden og tænker: “Min far er en god mand. Jeg tror alligevel, jeg vender om. Jeg vender mig om mod ham.” 

Det er meget konkret, og sådan er der hele vejen igennem små råd til, hvad man kan gøre i sit liv, i stedet for det man rent faktisk har gjort i lang tid, og som ikke virker. 

PÅ SAMME MÅDE vil man kunne lære at holde op med at frygte sin egen død, som alt for mange mennesker ellers spilder deres liv på. Fordi man i stedet for at frygte, konfronterer frygten – og stoler på, som Jesus siger, at der ikke er noget at frygte.  

Jeg er ikke bange for min egen død, som i slet ikke, men derfor kan jeg stadig være bange for at miste dem, der står mig nær. Jeg forestiller mig ikke, at jeg har lyst til at leve et liv uden dem, men hvad angår mig selv og min egen dødelighed, så er jeg snarere en lille smule spændt på, hvad der kommer. Jeg er sikker på, at det bliver noget vidunderligt. Det har Jesus jo bestyrket mig i ved at sige, at hvis der er et helvede, så er det på denne side af døden. Og det er rigtigt nok, at der findes helvede i det her liv. Så hvorfor være bange for det, der venter på den anden side? Det er jeg i hvert fald ikke. 

 Tilgivelse

DER KOMMER MANGE unge kirkegængere, som stiller gode spørgsmål til mig, som gør, at jeg hele tiden tænker over tingene på ny. Skal man for eksempel altid tilgive? Siger Jesus, at man for en hver pris skal søge at tilgive den anden? Det gør han faktisk ikke. Han siger, at hvis du har tilgivelse i dig, så skal du ikke stille dig i vejen for den. 

Engang i mellem kan man ikke tilgive. Man kan måske forsone sig med det, der er sket, man kan måske glemme, fortrænge, men man kan ikke tilgive. Jeg har haft mange samtaler med mennesker, som har sagt: “Min mand var mig utro. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne tilgive ham, så jeg kunne få alle de dårlige tanker og følelser til at gå væk igen, så vi kunne fortsætte med livet, som om ingenting var hændt.”  

Problemet er, at tilgivelsen sidder fast i dem. De bliver vrede, de bliver kede af det, de bliver sure og skuffede, og de kan ikke slippe det. Der kan ligge en kæmpestor smerte i at opdage, at tilgivelsen ikke er en mulighed, fordi den anden har gjort noget, som man faktisk må sande, man ikke kan tilgive 

“Jeg husker stadig en specifik dag, hvor jeg sad i kirken og så på udskæringer i loftet under en begravelse. I flere år havde jeg under salmerne siddet og kigget på de udskæringer og tænkt: “Holder du dog aldrig op med at tænke på det, han har gjort mod dig?” Denne dag kiggede jeg op og pludselig kunne ikke længere huske, hvad der plejede at plage min tankegang”

DET MEST UTILGIVELIGE i mit liv samler sig om en kæreste, jeg havde for omkring 20 år siden, som virkelig bedrog mig. Han løj overfor mig og var mig utro med andre kvinder, så jeg for en stund tabte mig selv. 

Jeg stolede så meget på, hvad han sagde, så da jeg fandt ud af, at han i virkeligheden løj, og på en måde som jeg slet ikke havde fantasi til, ramte det mig meget voldsomt. Udover det overgreb, han havde begået mod mig ved at lyve så meget, havde jeg begået det overgreb mod mig selv, at jeg havde misvedligeholdt min intuition så længe, at den nærmest var slået itu. Jeg følte mig dobbelt ødelagt, fordi jeg ikke bare var blevet svigtet af ham, jeg var også blevet svigtet af mig selv. 

Jeg blev urolig for, om jeg nogensinde ville kunne stole på mig selv igen, og dermed om jeg nogensinde ville turde stole på andre. Om jeg ville komme til at stå i vejen for at leve mit liv, fordi jeg hele tiden ville tænke: “Lytter du nu ordentligt til din intuition?” 

Jeg var simpelthen så messed up og forvirret. Hvid var sort, og sort var hvid. Det tog mig lang tid at hele, og jeg tænkte konstant på det, der var sket. Det var, som om fortiden spærrede for min fremtid. 

I et forsøg på at komme videre holdt jeg op med at dyrke, hvad der var sket. Jeg holdt op med at tale om det, og pludselig begyndte jeg at glemme de nærmere detaljer i dét, som jeg engang havde troet, at jeg ville ende med at drukne i, fordi det fyldte alt.

Foto: Dennis Morton

Jeg husker stadig en specifik dag, hvor jeg sad i kirken og så på udskæringer i loftet under en begravelse. I flere år havde jeg under salmerne siddet og kigget på de udskæringer og tænkt: “Holder du dog aldrig op med at tænke på det, han har gjort mod dig?” Denne dag kiggede jeg op og pludselig kunne ikke længere huske, hvad der plejede at plage min tankegang. 

Det er ikke det samme, som at tilgivelsen indfandt sig. For det gjorde den bestemt ikke. Det er faktisk først noget, der er brudt igennem for ganske nylig. 

MAN KAN NOGLE gange tilgive noget, som på overfladen kan være svært at forstå. Tag for eksempel den veninde, der er vokset op med en alkoholisk mor, som svigter hende igen og igen. Hvorfor bliver hun ved med at tilgive hende? 

Som præst har jeg lært, at jeg ofte må tale om noget, der ikke kan forklares. Tilgivelse er jo mange måder et mærkværdigt, og nogle gange uretfærdigt, fænomen. Men det er også derfor, det er magisk, når tilgivelsen slår ned som en vilje, og man pludselig er i stand til at tilgive det, som tidligere så utilgiveligt ud. Dét, som ens mand eller kone gjorde, og som man måske i et helt år, har fundet utilgiveligt, fordufter i én, som noget der ikke længere er særlig vigtigt i det store billede. Man er pludselig ikke rigtigt såret længere. Jo, man bliver det måske, når man går ind i det i sine tanker, men det er ikke altoverskyggende i ens liv. Og man må konstatere, at ja, man elsker ham altså alligevel. 

Vil man så vælge principielt at stå i vejen for den kærlighed? Vil man vælge at sige nej til den, fordi man garanteret bliver såret igen en anden gang? Nej, som Jesus siger, må man gå med tilgivelsen, når den viser sig. 

Efter apartheidtiden sagde frihedskæmperen Desmond Tutu, at ‘uden tilgivelse er der ingen fremtid’. Han så, at den eneste chance for et folk som det sydafrikanske var at gå med den forunderlige tilgivelse, der kan rejse sig helt uforklarligt mellem mennesker. Man kan også kalde det ‘en forståelse for bødlen’ – når man pludselig ikke kun er vred, men forstår, at bødlen gik hjem til en familie og også havde nogen, han skulle forsøge. 

Tænk, at nogen har det i sig at kunne tilgive sin bøddel. Det er næsten ubegribeligt, og samtidig er det i virkeligheden den eneste chance, vi har for menneskeheden, når vi virkelig er blevet uvenner – hvad enten det er i parforholdet eller folkeslag imellem. Der er ingen fremtid, hvis ikke man kan gå med den tilgivelse, der indfinder sig. Hvis den altså indfinder sig. For det er en gave, man ikke med egen kraft kan stampe op af jorden. 

“Jeg havde elsket ham højt, men gjorde det ikke længere, og jeg kunne ikke tvinge det frem, uanset hvor meget jeg ville ønske, at jeg gjorde. Til sidst måtte jeg bede ham om en skilsmisse. Det er stadig noget af det mest smertefulde, jeg har oplevet i mit liv – at måtte sande, at jeg ikke elskede mere”

DET ER DET samme med kærlighed. I kærlighed ligger også en meningsfuldhed, som ikke altid kan forklares. Det er derfor, man skal passe på med at fordømme andre for hårdt. Man har måske en veninde, som finder tilbage til den samme idiot igen og igen, og man har lyst til at ruske i hende, men kan man forhindre kærlighed? Og er det en god idé? 

Engang i mellem elsker man, uden at man forstår hvorfor. Og engang i mellem elsker man ikke, uden at man forstår hvorfor. Man har måske elsket, men holder op med at det, og det kan være en voldsom og desillusionerede oplevelse. 

Det prøvede jeg selv med faren til mine børn. Jeg havde elsket ham højt, men gjorde det ikke længere, og jeg kunne ikke tvinge det frem, uanset hvor meget jeg ville ønske, at jeg gjorde. Til sidst måtte jeg bede ham om en skilsmisse. Det er stadig noget af det mest smertefulde, jeg har oplevet i mit liv – at måtte sande, at jeg ikke elskede mere. 

Jeg tror på, at vi elsker, fordi Gud elskede os først. Det er derfor, der findes kærlighed. I dét udsagn ligger, at det er en alvorlig ting at stille sig i vejen for andre menneskers kærlighed. Man kan så undre sig over, hvorfor han nogle gange stopper den kærlighed, som folk har at elske med – som det skete for mig – men jeg har affundet mig med, at det er et af de svar, vi må vente med at få til den anden side af døden. 

Glæde

GLÆDE ER MANGE ting, men først og fremmest noget, vi overser let. For glæde er både den sprudlende version, der nærmest er lykke. Man kan være så glad, at man siger: “Jeg er lykkelig!” Den følelse kan være berusende. 

Men glæden er meget mere end lykkerus. Glæde er grundfundamentet i ens liv. Evangelium betyder som sagt ‘glædeligt budskab’, og allerede i Biblens skabelsesberetning løber det underliggende, at det hele udspringer af glæde. Men mange går rundt i deres hverdag og bekymrer sig om alt muligt. Når de mindes de gode tider, tænker de: “Øv, jeg skulle have glædet mig meget mere, mens det stod på. Jeg burde have gået rundt og været meget mere glad.” 

På mange måder er ‘glæde’ at være i livet så ubekymret som muligt. Derfor bliver vi også så desperate, når vi ikke er det. Vi kan blive helt skrækslagne og tro, at vi ikke kan finde glæden frem. Vi går alle mulige omveje, fordi hvor er den? Bliver jeg nogensinde glad igen? 

Derfor er det faktisk helt afgørende, at Jesus kommer til os med evangeliet og siger, at der vil altid være glæde. Der vil altid være glæde i sigte, så stol på mig, når jeg fortæller dig, at du nok skal blive glad igen. Du skal nok igen få dage, hvor den største bekymring er, om du har husket din paraply. 

Hvis du kan overgive dig til dén forventning, så kommer glæden også langt hurtigere til dig, fremfor hvis du går rundt og stirrer dig blind på, hvor lykkelig du burde være, hvis ikke det hele skal være forgæves. 

 DET ER MIT indtryk, at der er gang i en skrækkelig ungdomskultur for tiden, hvor den brede fortælling er, at det skal være lykkeligt at være ung. At det er de bedste år i ens liv. Men det er jo simpelthen løgn. Jeg ville aldrig, for noget i verden, være imellem 15 og 25 år igen. Det er skrækkelige år, frygtelige år. Man ved ikke, hvem man er. Man ved ikke, hvad ens talenter er. Man ved ikke, om man finder kærlighed. Man aner ikke, hvad fremtiden kommer til at bringe en. Dem, man stoler på, svigter en, dét, man troede, man selv var, viser sig ikke at passe, og man ser ovenikøbet underlig ud. 

Man kæmper for at finde fodfæste, og samtidig skal man have det hængende over sig, at alle andre har det sjovt. Alle andre er glade, alle andre har venner, alle andre er smukke, alle andre består eksamenerne. Alle andre. 

Det fylder ens tanker, fra man vågner om morgenen. I dag har vi tilmed de forbandede sociale medier, og de er forbandede, når det gælder unge mennesker. Man kan gå ind og se, hvor få likes man har fået sammenlignet med alle andre, og lige pludselig sidder man med følelsen: Hvad er overhovedet meningen med, at jeg er her? 

Det hele udspringer af forestillingen om, at livet skal være en lykkerus, for sådan har alle de andre det jo nok. Men det er løgn. Livet er kæmpestort. Det er fyldt med glæde, men der er også megen modgang. Der vil være ting, man skal overvinde, og man vil blive tvunget til at lære tilværelsens mange farver at kende, men det er også sådan, man lærer, hvem man selv er, og hvor meget man er i stand til.

Foto: Dennis Morton

Tænk, hvor meget vi mennesker rent faktisk kan overleve og overkomme igennem et liv. Tænk på dem, der som Desmond Tutu tilgav deres bødler. Helt almindelige mennesker – hvad har vi dog ikke styrke til? Men det kommer sig af at turde at sige: “Kom imod mig, liv. Kom med alt, hvad du bringer. Jeg har mod til at være i det og til at glemme mig selv i andre.” Det er, hvad det hele går ud på, simpelthen. 

 DET VIL PROVOKERE nogle, når jeg siger det her, men langt hen ad vejen er det et valg, om man vil være glad. Selvfølgelig kan der ske noget i ens liv, der gør, at man bliver så ked af det, at det ikke kan være anderledes i en periode, men man kan lære sig selv altid at søge lyset – selv på den dybeste bund. 

Der kan være mange veje hen til det sted, hvor man bliver i stand til at vende sin tanke, selv når man er allermest ked af det. Jeg ville ikke selv kunne gøre det uden at gå i kirke. Det er der andre, der kan. Men uanset – hvis man sætter sig op på en cykel og aldrig har siddet på en cykel før, så er det højest sandsynligt svært. Sådan vil det også være, hvis du virkelig er ked af det og har brug for at finde ud af, hvor du finder håb. 

Jeg er god til at huske mig selv på, at der nok skal vente mig noget godt, når jeg bliver ked af det og ramt af mismod. Også selvom der viser sig at være yderligere 20 meters frit fald ned i mørket, lige når jeg troede, at det værste var overstået. Men jeg har også en kæmpe erfaring med at tro på, at glæden vil indfinde sig igen.For tro er at forvente det glade, det lykkelige og det gode. 

Når man er glad, kan man virke overfladisk. Man svæver rundt helt glad i låget og søger alt det lette ved livet. Omvendt kan det føles, som om tilværelsen har en anden dybde, når man er ked af det, for man taler og taler, om alt det man føler.  

Der er ikke noget galt i at bruge mange ord og fortælle, hvor ked af det man er, men der er et skæringspunkt, hvor det ikke længere er en del af en bearbejdningsproces, der gavner en, men i stedet fastholder en i det triste og mørke. Det er her, hvor jeg vil påstå, at mange moderne mennesker har glemt, hvad det vil sige at følge en religiøs praksis. For udover at være det vildeste kompas, er det forbundet med den skønneste tryghed, du kan opnå i dit liv, at sætte dig ind på kirkebænken og række ud efter glæden. 

Det er ikke tilfældigt, at alle generationer forud for os er gået ind i det samme kirkerum. Vores forfædre vidste, at der også ville komme modgang i deres liv, men på de selvsamme bænke, i de selvsamme fortællinger, fandt de mod til at overvinde selv de største sorger. 

Sorg

VI ER SOM samfund rædselsslagne for døden. Vi har en kollektiv fobi for den og tør ikke tale om den, ja, næsten ikke tænke på den.  

Døden er noget, der skal forhindres for enhver pris. Jeg er taknemmelig for, at læger og sundhedspersonale har det på den måde, men for resten af samfundet bliver dét at være så bange for døden til tider til en kollektiv livsangst, der kvæler livskraften og livsdueligheden. 

“Jeg er god til at huske mig selv på, at der nok skal vente mig noget godt, når jeg bliver ked af det og ramt af mismod. Også selvom der viser sig at være yderligere 20 meters frit fald ned i mørket, lige når jeg troede, at det værste var overstået. Men jeg har også en kæmpe erfaring med at tro på, at glæden vil indfinde sig igen”

Når der indtræffer tragiske begivenheder, hvor mennesker dør, følger altid en medieomtale, der straks ordinerer behandling. Selvfølgelig kan der være individuelle behov, der gør, at nogen har brug for at tale situationen igennem og få hjælp til at bearbejde den, men det er absurd, at vi som udgangspunkt går ud fra, at enhver, der har været i nærheden af døden, har brug for behandling. For det er altså ikke alle mennesker, for hvem døden er traumatiserende – heller ikke selvom de har været ude for noget ganske rædselsfuldt og katastrofalt. 

Det er ikke det samme, som at man ikke skal undgå døden, men hvis man hele tiden er bange for den, vil der være meget, man ikke tør, fordi tænk, hvis man risikerer at dø af det. Det gælder ikke blot halsbrækkende eventyr, men også noget så grundlæggende menneskeligt som at hjælpe hinanden i livstruende situationer. 

Og så er vi egentlig tilbage ved udgangspunktet: Frygt ikke. Når Jesus siger det, igen og igen, så handler det også om, at det er forudsætningen for at kunne udholde ens liv og være næstekærlig og glemme sig selv i andre. 

Det er 70 procent af befolkningen, der er medlem af folkekirken. Dertil kommer en vis procentdel, som er medlem af andre trossamfund. Det vil sige, at langt størstedelen af mennesker i det her land har et sted at gå hen og blive helet, hvis det handler om noget med død og lidelse. Derfor synes jeg, at der er noget endimensionelt i, at døden skal gøres til en sygdom, der skal behandles, i stedet for et livsvilkår, som man har, og som man altid har haft.  

Religiøse praksisser, ritualer og ord har styrket mennesker til alle tider, og ikke bare i form af fem samtaler hos en traumepsykolog, men som en livslang partner, som på baggrund af det, man har oplevet, har gjort en stærkere, så man tør opleve det igen uden at blive slået i stykker. Det er faktisk dét selve kirkegangen går ud på – at lære ikke at være bange for noget som helst.

Foto: Dennis Morton

 JEG HAR SELV haft mange tab i mit liv. Jeg husker stadig, da min morfar døde, da jeg var 11 år gammel, og hvordan det var en fuldkommen rystelse i mit liv, og en meget stor sorg. 

Som voksen har jeg været ramt af en diagnose, hvor døden tilsyneladende bankede på hos mig selv. Men der er jo ikke ét eneste menneske, der går igennem livet, uden at døden lige pludselig banker på. Enten som noget, der bringer konkret sorg over den, der dør, eller som noget, der truer med at tage det væk fra en, som man elsker. Derfor giver det ikke nogen mening at forsøge at undgå at tænke eller tale om døden. Det handler om at finde en måde at leve med den på, uden at den slår en fuldstændig ud. 

Jesus Kristus siger, at den, der sørger, er dybt afmægtig. Men også at den, der er dybt afmægtig, er allertættest Gud. Hvorfor siger han så det, når det ikke føles sådan? Fordi hvis du rent faktisk tør læne dig ind i ikke at være bange, selv når du er allermest afmægtig, så vil du opleve, at det, du står midt i, vil være til at holde ud. At selv den værste sorg bliver til at bære. Og den følelse vil du hente fornyet håb i. 

Jeg er selv fuldstændig sikker på, at vi skal ses igen. Det siger jeg altid i mine taler og i min trøst til dem, der sørger. Det er løftet fra Jesus, og hvis man virkelig tror på det og læner sig ind i det, vil man også bedre kunne tåle at se tilbage og længes efter dem, der ikke er her mere. Fordi livet ikke slutter med døden. Fordi vi skal ses igen. 

Styling Viitus Julius Saceanu  
Hår & makeup Isabel Fjelking