Amalie Langballe voksede op i den lille stationsby, Stenstrup, på Fyn, hvor kedsomheden fik lov at fylde, og livet udspillede sig i et roligt parcelhuskvarter mellem marker og vænger. Midt i en tryg barndom blev hendes mors kræftsygdom tidligt en del af familiens virkelighed og gav hende en erfaring med livets vilkår. I dag ser forfatteren tilbage på en opvækst, hvor både stilheden, alvoren og den lange ventetid lærte hende noget om at bære livet, som det kommer.
Jeg husker tydeligt min mors ord, fordi jeg som barn klagede mig over at kede mig. ”Barndommen er den bedste tid i ens liv.” Jeg tænkte bare: Det lyder frygteligt. Hvis det her er det bedste, så er det da ikke særlig godt. Det første billede, jeg får, når jeg kigger tilbage, er mig, der sidder hjemme på vores terrasse i solen og læser bøger. Med en længsel efter, at mit liv skulle begynde. Ikke fordi jeg var ulykkelig – jeg var egentlig glad nok – men jeg var rastløs,som de fleste lidt venneløse børn vel er.
I dag kan jeg virkelig se værdien i den kedsomhed, der var forbundet med min opvækst. Der skete ikke en skid. Og jeg tror faktisk, det var en gave. Den der lange, udstrakte kedsomhed. Livet gik langsomt nok til, at man kunne nå at være med. Jeg ser tilbage på min barndom med glæde. Jeg havde en solid og tryg opvækst, og jeg var aldrig et barn, der gjorde oprør eller var uartig. Det sagde mig ikke rigtig noget.
Amalie Langballe
34 år, forfatter og journalist på Weekendavisen
Født og opvokset i Stenstrup på Fyn
Uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2017
Debuterede som forfatter med romanen ’Forsvindingsnumre’, for hvilken hun vandt Bogforums Debutantpris for
Har også skrevet bøgerne ’Forsøg udi håb’, ’Elskende’ og ’Nye dyder’.
Bor i Vejby sammen med sin kæreste.
Vi flyttede til Stenstrup, en lille stationsby lidt uden for Svendborg på Fyn, da jeg var tre år gammel. Jeg har et svagt minde om at stå i indkørslen og tage imod en kassevogn på flyttedagen. Vi boede på Bøgevænget i et toetagers hus, som vel er bygget i 70’erne. Bøgevænget er en klassisk parcelhusvej, der er lukket i den ene ende. Området består af veje der går ind fra en større vej, og så ligger husene på små forgreninger på Bøgevænget, Ahornvænget, Hasselvænget … For enden af Bøgevænget ligger der marker.
Amalie foran barndomshjemmet.
Stenstrup er en by på godt og ondt. Mange var beslægtede eller havde boet der i generationer. Der var stærke lokale fællesskaber, men også masser af sladder. Jeg var opdraget med, at man ikke bagtalte andre mennesker, så jeg blev ret chokeret, da en dreng fra min parallelklasse omtalte en piges far som alkoholiker, fordi han havde set ham gå med en kasse øl dagen forinden. Det var tydeligt et barn, der gentog sine forældres måde at tale om andre på. Sådan blev en fjer hurtigt til fem høns. Der var selvfølgelig også et udbredt foreningsliv, især omkring håndbold og fodbold – jeg kunne ikke finde ud af nogen af delene. Én gang om året var der noget, der hed TopHat, som var en blanding af byfest og omrejsende tivoli. Der var radiobiler og små boder og et øltelt til de voksne. Den slags findes sikkert i mange afarter rundt omkring i provinsen.
“Vi var nok lidt forkælede. At min far var læge, var usædvanligt i Stenstrup. Jeg havde én klassekammerat, hvis far var arkitekt, men ellers var det ikke almindeligt med akademiske uddannelser blandt forældrene”
Vi boede i en ret almindelig villa, som gennemgik en større renovation omkring årtusindeskiftet, så vi fik børneværelser ovenpå. Vi var tre børn, jeg har to storesøstre, og hjemmet var roligt – vi er alle sammen rolige mennesker – og ret laissez faire. Der var ikke så mange regler. Hvis der var noget, vi virkelig ikke ville, så slap vi som regel for det. Og hvis der var noget, vi gerne ville, så fik vi det ofte. Vi var nok lidt forkælede. At min far var læge, var usædvanligt i Stenstrup. Jeg havde én klassekammerat, hvis far var arkitekt, men ellers var det ikke almindeligt med akademiske uddannelser blandt forældrene.
Det meste af min tidlige barndom gik med at lege med mine venner, der boede i området. Min bedste veninde boede på vænget ved siden af, så vi løb frem og tilbage mellem husene. Min ene storesøster havde en ven på Hasselvænget, og vi syntes, det var enormt spændende at se, hvad de lavede. Vi brugte meget energi på at overtale dem til, at vi måtte være sammen med dem. En god dag var, når de store gad bruge tid med os. Min veninde begyndte til fodbold, og så ville hun træne i haven, vi hoppede på havetrampolin og brugte mange timer på at spille Nintendo. Især Mario. Hendes familie fik internet flere år før os, så vi sad hjemme hos hende og lyttede til modemlyden, når internettet ringede op via telefonforbindelsen. Når vi skulle hjem fra hinanden om aftenen, blev vi bange for at møde klovnen Pennywise fra ’It’. Så vi fulgte altid hinanden hjem i et langt system af gensidige eskorteordninger. Til sidst lavede vi en aftale om, at vi fulgtes til et bestemt lille skel mellem vængerne, hvor der var en sti og nogle buske, og dérfra løb vi så hver især hjem.
“For min mor og far var det vigtigt, at hendes sygdom ikke definerede hele vores liv. Da jeg skulle på efterskole, havde jeg dårlig samvittighed over at rejse fra hende, fordi tiden føltes kostbar. Men hun sagde meget klart, at sådan kunne vi ikke leve vores liv”
Da jeg var 11 år, blev min mor diagnosticeret med knoglemarvskræft, så i det meste af min barndom var hun førtidspensionist. Sygdommen fyldte selvfølgelig. Da hun fik den første hårde kemoterapi, kom hun hjem skaldet, 38 kilo tung og ekstremt afkræftet. Det sætter sig i én. Knoglemarvskræft er en uhelbredelig kræftform, og da min mor fik diagnosen, lød prognosen på to år. Hun endte med at leve 13 år efter sin diagnose, fordi hun reagerede godt på de nye behandlinger, som vandt frem i den periode.
For min mor og far var det vigtigt, at hendes sygdom ikke definerede hele vores liv. Da jeg skulle på efterskole, havde jeg dårlig samvittighed over at rejse fra hende, fordi tiden føltes kostbar. Men hun sagde meget klart, at sådan kunne vi ikke leve vores liv. Som voksen kan jeg slet ikke forstå, at hun formåede at bære sin sygdom og sin skæbne, som hun gjorde. Næsten yndefuldt, har jeg lyst til at sige. Jeg har altid haft en mor, jeg kunne blive sur på, finde trøst hos og læne mig op ad. Det er jeg hende meget taknemmelig for.
Jeg tror, min første store eksistentielle erfaring var erkendelsen af, at man ikke kan kontrollere alt. At nogle ting bare er vilkår, man må lære at leve med. Jeg lader ting ske. Og jeg tror faktisk, det stammer fra de erfaringer med, hvordan vi i mit barndomshjem blev nødt til at anskue livet. At vi hver især er tildelt en skæbne, at vi hver især vil møde sort uheld, og kunsten er at bære det hele. Slutte fred med det, der ikke står til at ændre.
Jeg var et ret alvorligt barn. I kraft af min mors sygdom var døden mere konkret for mig. Allerede dengang læste jeg meget. Ikke sådan, at jeg boede på biblioteket, men jeg kunne godt lide at være alene og forsvinde ind i en bog.
Jeg var dygtig i skolen. Nogle gange blev jeg sat til at hjælpe de andre elever, fordi jeg var så hurtigt færdig – nærmest som en lille hjælpelærer. Som barn var jeg frustreret over det. Jeg følte, at jeg var en racerhest, der ikke fik lov at løbe hurtigt nok. Jeg kunne næsten blive vred på mine forældre over, at de ikke var mere ambitiøse på mine vegne. Men når jeg ser tilbage på det nu, tænker jeg, at jeg lærte noget vigtigt: at mennesker er forskellige, og vores talenter er forskellige, men vi er alle talentfulde. At nogle mennesker er langsommere end en selv på nogle områder, og at de til gengæld kan noget andet, som man ikke selv kan. Det lærte jeg både i skolen og ved at vokse op dér, hvor jeg gjorde.
“Jeg var ikke sådan én, der blev kærester med folk i fuld offentlighed. Jeg kyssede kun med nogle privat”
I 7. klasse fik jeg en ny bedste veninde, som var flyttet til nabobyen, Kirkeby, fra Svendborg – vi er stadig venner i dag. Da hun kom, var der pludselig et menneske, som havde lyst til at lave de samme ting, som jeg. Vi så gyserfilm, udforskede forladte huse, kravlede op i en nedlagt kornsilo. Vi cyklede meget mellem Stenstrup og Kirkeby for at besøge hinanden. Vi var tætte. Mine forældre havde ikke de store krav til os i teenageårene. De accepterede i ret høj grad larm, venner og ungdomsliv. De har været vidne til deres andel af fulde teenagere. I Stenstrup var der halbal én gang om måneden, hvor der kunne ske noget spændende. Hvis man var heldig, så var der en filmaften en anden weekend. Og en gang imellem kendte en veninde nogen fra Svendborg, der holdt fest på stranden. Ellers skete der ikke det store. Men det var egentlig fint nok. Jeg var ikke blandt de populære. Jeg lå i den der lidt usynlige mellemgruppe. Hvis min veninde nummer et ikke havde tid og veninde to heller ikke, så var jeg ligesom overladt til mig selv.
Jeg var ikke sådan én, der blev kærester med folk i fuld offentlighed. Jeg kyssede kun med nogle privat. Men interessen fra drenge var ikke særlig stor, så da de begyndte at interessere sig for mig, var jeg meget klar. I dag er jeg virkelig glad for, at det ikke skete tidligere. Jeg kender flere, der blev presset eller overtalt til ting, de ikke havde lyst til. Vi voksede op uden mobiltelefoner i store dele af ungdommen, og den der langstrakte ventetid og stilhed tror jeg faktisk er et godt fundament for et liv. I hvert fald sammenlignet med følelsen af konstant overstimulering og at livet banker på, før man selv er klar.
Jeg er selv flyttet på landet nu (i Vejby tæt på Tisvilde, red.), men det handler ikke om at vende tilbage til noget, der minder om Stenstrup. Jeg tror mere, det handlede om at få plads og natur. Til dyr og praktiske ting. Vi er stadig i gang med at finde ud af, hvor engagerede vi skal være i lokalmiljøet.
Min far bor stadig i huset på Bøgevænget, men han er blevet dement efter en blodprop i hjernen, så vi venter bare på, at han får en plejebolig. Kontakten til sundhedsvæsenet fylder meget for tiden. Og mine besøg derhjemme er primært præget af praktiske ting og pårørendeopgaver. Han kan ikke selv holde huset længere, så der er meget arbejde forbundet med at besøge ham. Jeg føler ikke særlig meget nostalgi om huset. Det ændrede sig allerede efter min mor døde. Kort efter hendes død løb jeg instinktivt ind på hendes værelse – som jeg altid havde gjort – og så indså jeg, at hun ikke var der. Dér stod det klart for mig, at et hjem ikke er mursten. Det er de mennesker, der er i det.
