Vores naboland mod nordøst er mestre i at skabe en helt særlig julestemning, der bare skal opleves, hvis du elsker jul lige så meget som os.
ELLE var inviteret til Göteborg af Göteborg&Co.
Endelig er julen officielt landet, og selvom flere af os allerede har taget glæderne på forskud, kan vi for alvor gå all-in på alt, hvad der hedder julelys, gløgg, søde godter, glimtende objekter og velduftende sager.
Det er dog ikke det eneste, der hører sig julen til. For hvad er juletiden uden et besøg til et julemarked, hvor du kan købe alt fra årets fine julekugle til varme uldsokker, alt imens du bevæger dig rundt i en sød duft af brændte mandler og varm gløgg.
Selvom der efterhånden er kommet en hel del af slagsen til i Danmark, så er det stadig udenfor landets grænser, du finder de bedste af slagsen.
For eksempel mod nord i det svenske, hvor finder du Gøteborg, der udover at være Sveriges anden største by efter Stockholm, også er Sveriges ultimative jule-hovedstad med flere forskellige julemarkeder.
Vi besøgte storbyen for at finde de bedste julemarkeder, der uden tvivl kan få dit julehumør i top.
Det traditionelle
I bydelen Haga, der kan dateres tilbage til det 17. århundrede, finder du på Haga Nygata byens mest traditionelle julemarked,. Det er omgivet af små, gamle træhuse i fine pastelfarver, der i julens anledning er pyntet med masser af lyskæder og juletræer.
Her er der jul for alle pengene, hvor du udover smukke glaskugler og uldne vanter også finder et hav af specialiteter som pølser, ost og ikke mindst bagværk.
Læg vejen forbi Café Husaren, der er kendt for deres svenske version af kanelsnegl, kanelsnurrer. Her bliver den dog kaldt en Hagabolle, og skulle være verdens største kanelsnegl – for den fylder en hel tallerken. Du finder dog også bøde cookies og selvfølgelig de traditionelle svenske safranboller, luciaboller.
Det er ikke kun de mange boder, der fylder i Haga Nygater. For du finder også et væld af små konditorer og caféer, hvor du kan trække dig tilbage fra markedets travle timer og nyde en rigtig svensk fika – kaffe og kage i hyggelige rammer.
Haga julearked finder sted hver lørdag og søndag i december fra 11.00 til 16.00.
Det magiske
Hvor vi i Danmark kan bryste os af at have verdens ældste, fungerende forlystelsespark i form af Tivoli, kan Gøteborg prale af at være hjem til den største i Skandinavien.
Parken hedder Liseberg og huser i juledagene Sveriges største julemarked. Og den er bestemt et besøg værd.
Her er der skruet helt op for julemagien, når parken i anledning af højtiden er blevet omdannet til et vinterlandskab, som var det taget direkte ud af en klassisk julefilm.
Tænk Tivoli i København gange 10. Her er der nisser, snebeklædte juletræer, julelys i massevis tilført julemusik i alle afkroge af parken.
Blandt de godt 80 boder og butikker finder du både sprøde churros og vamsede sokker, men også krystaller og kunsthåndværk. Perfekt til dig, der enten har en sød juletand eller mangler en god julegave.
Besøg Liseberg i hverdagene 15.00-21.00, fredag 15.00-22.00 lørdag 12.00-22.00 og søndag 12.00-20.00. Entre koster 145 svenske kroner pr. personer over 110 cm.
Det kreative
I en af de ældste dele af Gøteborg ligger Kronhuset, der er fra 1654 og dermed er en af byens ældste bygninger. Her er der skruet helt op for den historiske stemning, når der hver weekend i december er julemarked i og omkring den historiske bygning.
Det er kendt som Kronhusbodarna, der huser små butikker i de gamle bygninger omkring Kronhuset. Her driver lokale forretninger og værksteder med alskens kunsthåndværk lige fra keramik og smykker til stearinlys og håndlavet sæbe.
Særligt det lille sæbeværksted Tvåla & Tvaga er et besøg værd. Her foregår produktionen af økologisk, håndlavet sæbe for det lokale sæbe-brand af samme navn. Her kan du følge med, når de håndskærer sæberne eller bare købe en af de velduftende sæber med hjem.
Julemarkedet i Kronhusbodarna finder sted hver weekend i december. Lørdag 11.00-17.00 og søndag 11.00-16.00.
ELLE var inviteret til Göteborg af Göteborg&Co